MOSES var kommet helt til Horebs bjerg med sine får. Her så han en dag noget meget besynderligt. Han så en tornebusk der var ild i uden at den brændte op!

’Mærkeligt!’ tænkte Moses. ’Det vil jeg se nærmere på!’ Da han nærmede sig, lød der en stemme fra busken: ’Kom ikke nærmere. Tag dine sandaler af, for du står på hellig grund.’ Det var Gud der talte gennem en engel, så Moses tildækkede sit ansigt.

Da sagde Gud: ’Jeg har set mit folks lidelser i Ægypten. Nu vil jeg udfri dem, og det er dig jeg vil bruge til at føre mit folk ud af Ægypten.’ Jehova ville føre sit folk op til det dejlige Kana’ans land. Der skulle de bo.

Men Moses sagde: ’Hvordan skulle jeg kunne det? Og hvis jeg alligevel gør det, vil israelitterne bare sige: ”Hvem har sendt dig?” Hvad skal jeg så svare?’

’Dette er hvad du skal sige,’ svarede Gud. ’„JEHOVA, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer.“’ Og Jehova tilføjede: ’Det skal være mit navn til evig tid.’

’Men hvad nu hvis de ikke vil tro på at det er dig der har sendt mig?’ sagde Moses.

’Hvad har du der i hånden?’ spurgte Gud.

Moses svarede: ’En stav.’

’Kast den ned på jorden,’ sagde Gud. Det gjorde Moses — og hvad tror du der skete? Jo, staven blev til en slange. Jehova viste Moses endnu et mirakel. Han sagde: ’Stik din hånd ind på brystet.’ Moses gjorde det, og da han tog hånden ud igen, var den hvid som sne, som om den havde den slemme sygdom der hedder spedalskhed. Jehova gav også Moses magt til at gøre et tredje mirakel. ’Når du gør disse mirakler vil israelitterne tro at det er mig der har sendt dig.’

Derefter gik Moses hjem og sagde til Jetro: ’Lad mig rejse tilbage til min slægt i Ægypten og se hvordan det går.’ Jetro sagde farvel til Moses, og Moses drog ud på sin rejse til Ægypten.

DA MOSES kom tilbage til Ægypten, fortalte han sin broder Aron alt om miraklerne. Og da Moses og Aron viste israelitterne disse mirakler, troede de alle at Jehova var med dem.

Så gik Moses og Aron op til Farao. De sagde til ham: ’Jehova, Israels Gud, siger: „Lad mit folk rejse i tre dage, så det kan tilbede mig i ørkenen.“’ Men ville Farao give israelitterne lov til at rejse ud i ørkenen? Nej, han sagde: ’Jeg tror ikke på Jehova, og jeg giver ikke Israel lov til at rejse.’

Farao var vred over at de ville have fri fra arbejde for at tilbede Jehova. Derfor tvang han dem til at arbejde endnu hårdere. Nu gav israelitterne Moses skylden for at de havde det så hårdt, og Moses blev ked af det. Men Jehova trøstede ham. ’Jeg skal nok få Farao til at lade mit folk rejse,’ sagde Jehova.

Moses og Aron gik nu op til Farao igen. Denne gang gjorde de et mirakel. Aron kastede sin stav ned, og den blev til en stor slange. Faraos vismænd kastede nu også deres stave ned, og der viste sig nogle slanger. Men Arons slange spiste alle vismændenes slanger. Alligevel lod Farao ikke israelitterne rejse.

Nu var tiden inde til at Jehova ville give Farao en lærestreg. Ved du hvordan han gjorde det? Ved at bringe 10 plager over Ægypten.

Efter mange af plagerne sendte Farao bud efter Moses og sagde: ’Stands den plage, så får Israel lov til at rejse.’ Men hver gang en af plagerne holdt op, skiftede Farao mening. Han lod alligevel ikke folket rejse. Men da den tiende plage var slut, bad Farao selv israelitterne om at rejse.

Kender du de ti plager? Hvis du blader om på næste side kan du læse om dem.

SE engang på billederne. Hvert billede viser en af de plager Jehova sendte over Ægypten. På det første billede slår Aron Nilfloden med sin stav. Da han gjorde det blev alt vandet i floden til blod. Fiskene døde, og floden begyndte at stinke.

Så lod Jehova en masse frøer komme op fra Nilfloden. De var alle vegne — i bageovnene, i dejtrugene, i sengene — overalt. Da frøerne døde samlede ægypterne dem i store bunker, og hele landet stank af dem.

Så slog Aron på jorden med sin stav, og støvet blev til myg — du ved, de små insekter der stikker. Myggene var Ægyptens tredje plage.

Resten af plagerne ramte kun ægypterne, ikke israelitterne. Der kom bremser, nogle store fluer der fløj ind i alle ægypternes huse. Det var den fjerde plage. Den femte ramte dyrene. Meget kvæg og mange får og geder døde.

Moses og Aron tog nu noget aske og kastede det op i luften. Da fik både dyrene og menneskene nogle væmmelige bylder. Det var den sjette plage.

Derefter løftede Moses hånden mod himmelen, og Jehova sendte torden og hagl. Det var det værste haglvejr Ægypten nogen sinde havde haft, og det ødelagde meget korn på markerne.

Den ottende plage var en stor græshoppesværm. Aldrig før eller siden har man set så mange græshopper. De åd alt det som haglene ikke havde ødelagt.

Ved den niende plage blev der mørkt. I tre dage lå der et tykt mørke over landet, men dér hvor israelitterne boede var der lyst.

Til sidst befalede Gud sit folk at stryge blodet af et lam eller en ung ged på deres dørstolper. Så gik Guds engel igennem Ægypten. Når engelen så blodet, dræbte den ingen i det hus. Men i alle de huse hvor der ikke var blod på dørstolperne, dræbte Guds engel den førstefødte, både af mennesker og dyr. Det var den tiende plage.

Efter den sidste plage bad Farao israelitterne om at rejse bort. De var allerede klar til at rejse, og samme nat begyndte de at drage ud af Ægypten.

SE hvad der sker! Moses står og rækker sin stav ud over Det røde Hav. Israelitterne er kommet sikkert over havet sammen med ham. Men Farao og hele hans hær drukner i havet. Nu skal du høre hvordan det gik til.

Som du har hørt lod Farao israelitterne rejse ud af Ægypten da Gud havde bragt den tiende plage over ægypterne. Der var omkring 600.000 israelitiske mænd, foruden mange kvinder og børn. Mange andre tog af sted sammen med israelitterne. Det var nogle der var kommet til at tro på Jehova. De tog alle sammen deres får og okser og geder med sig.

Før israelitterne rejste bad de ægypterne om tøj og forskellige ting af guld og sølv. Ægypterne var bange på grund af den sidste plage. Så de gav israelitterne alt hvad de bad om.

Nogle få dage efter kom israelitterne til Det røde Hav. Der holdt de hvil. I mellemtiden havde Farao og hans folk fortrudt at de havde sendt israelitterne bort. ’Hvorfor lod vi dog vore trælle rejse?’ sagde de.

Farao skiftede altså mening igen. Hurtigt fik han sin stridsvogn og hele sin hær gjort klar. Så satte han efter israelitterne med 600 særlig gode stridsvogne, foruden alle de andre vogne i Ægypten.

Da israelitterne nu så at Farao og hans hær var efter dem, blev de bange. Der var ingen steder at flygte hen. Det røde Hav var på den ene side, og ægypterne kom fra den anden side. Men Jehova rejste en sky mellem sit folk og ægypterne. Så kunne ægypterne ikke se israelitterne og angribe dem.

Jehova befalede nu Moses at række sin stav ud over Det røde Hav. Da han gjorde det, lod Jehova en stærk østenvind komme. Havets vande delte sig, og vandet blev holdt tilbage så det stod på en mur på begge sider.

Israelitterne kunne nu drage over havet på tørt land. Der var flere millioner mennesker og mange dyr, så det tog flere timer at komme tørskoet over havet. Endelig kunne ægypterne se israelitterne igen. Trællene var ved at slippe bort! Efter dem!

Men så snart de prøvede at komme over havet, lod Gud hjulene falde af deres vogne så de ikke kunne komme nogen vegne. Ægypterne blev grebet af angst og råbte: ’Jehova kæmper for israelitterne imod os. Lad os komme væk!’ Men for sent.

Da var det at Jehova lod Moses række sin stav ud over Det røde Hav, som du ser på billedet. Og da Moses gjorde det, kom vandet tilbage og skyllede hen over ægypterne og deres vogne. Hele hæren var fulgt efter israelitterne ud i havet. Og ikke en eneste ægypter slap levende fra det!

Hvor var Guds folk lykkeligt for at være reddet! Mændene sang en takkesang til Jehova: ’Jehova har vundet en strålende sejr. Han har kastet hestene og rytterne i havet.’ Moses’ søster Mirjam greb sin tamburin, og alle kvinderne fulgte hende med deres tamburiner. De dansede af glæde og sang den samme sang som mændene: ’Jehova har vundet en strålende sejr. Han har kastet hestene og rytterne havet.’

KAN du se hvad det er disse mennesker samler op fra jorden? Det ligner is eller rimfrost. Det er ligesom nogle tynde, hvide flager. Men det er ikke is; det er noget der kan spises.

Det er kun en måneds tid siden israelitterne forlod Ægypten. De er nu i ørkenen. Der vokser ikke ret meget man kan spise, så folket beklager sig: ’Bare Jehova dog havde dræbt os i Ægypten. Der havde vi i det mindste mad nok.’

Jehova siger nu: ’Jeg vil lade føde regne ned til jer fra himmelen.’ Og det gør han. Næste morgen ser de at der ligger noget hvidt på jorden, og de siger til hinanden: ’Hvad er mon det?’

Moses siger: ’Det er den mad Jehova har givet jer at spise.’ Folket kalder det MANNA. Det smager nærmest ligesom honningkager.

’Hver af jer må samle lige så meget han kan spise,’ siger Moses til folket. Hver morgen går de så ud og samler manna. Op ad dagen smelter resten af mannaen i solen.

Moses siger også: ’Ingen må gemme noget af mannaen til næste dag.’ Men nogle vil ikke høre på ham. Ved du hvad der så sker? Jo, næste morgen er den manna de har gemt, blevet fuld af orme, og den lugter fælt!

Men én dag om ugen skal de samle dobbelt så meget manna, siger Jehova. Det er den sjette dag. Og de skal gemme noget af det til dagen efter, for Jehova vil ikke lade noget manna falde på den syvende dag. Når de gemmer noget manna til den syvende dag, bliver det ikke fyldt med orme, og det kommer ikke til at lugte! Igen et mirakel!

Alle de år israelitterne er i ørkenen, giver Jehova dem manna at spise.

ET PAR måneder efter udgangen af Ægypten kommer israelitterne til Sinaj bjerg, som også kaldes Horeb. Det var der Jehova talte til Moses fra den brændende tornebusk. Her slår folket lejr for et stykke tid.

Moses går op på bjerget, mens israelitterne venter nedenfor. På toppen af bjerget siger Jehova til Moses at israelitterne skal adlyde Ham, så vil de blive et særligt folk, Hans eget folk. Moses går ned og fortæller hvad Jehova har sagt. Og israelitterne lover at de nok skal gøre alt hvad Jehova har bedt dem om, for de vil gerne være hans folk.

Jehova gør nu noget helt usædvanligt. Han får det til at ryge og tordne fra toppen af bjerget. Og han taler selv til folket: ’Jeg er Jehova din Gud som førte dig ud af Ægypten.’ Så giver han dem et bud: ’I må ikke tilbede andre guder end mig.’

Gud giver israelitterne ni andre bud eller love. De bliver helt bange, og siger til Moses: ’Du skal tale til os, for hvis Gud taler til os er vi bange for at vi skal dø.’

Senere siger Jehova til Moses: ’Kom op til mig på bjerget. Jeg vil give dig to stentavler hvorpå jeg har skrevet de love som folket skal holde.’ Moses går igen op på bjerget. Han bliver der i 40 dage og nætter.

Gud har mange, mange love til sit folk. Og Moses skriver dem ned så de kan blive læst højt for israelitterne. Gud giver også Moses de to stentavler. På dem har Gud skrevet de 10 love som han havde givet folket. Dem kalder man for ’De ti bud’.

De ti bud er nogle meget vigtige love. Men de mange andre love Gud gav israelitterne er også vigtige. En af dem lyder: ’Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte, hele dit sind, hele din sjæl og hele din styrke.’ En anden lyder: ’Du skal elske din næste som dig selv.’ Guds søn, Jesus Kristus, sagde at det var de to største bud Jehova gav sit folk Israel. Vi skal senere lære meget mere om Guds søn og det han fortalte.