Det sidste kapitel i „Bogen om Jehovas krige“

„Det . . . siges i Bogen om Jehovas Krige.“ — 4 MOSEBOG 21:14.

1, 2. Ved hvilken lejlighed i fortiden viste Jehova ægypterne at han var en krigsførende Gud, og hvordan?

DER er ikke mange i dag der betragter Bibelens Gud, Jehova, som en stridsmand. Men det er han, hvilket blev levende illustreret da han i fortiden udfriede sit folk fra Ægyptens undertrykkelse. Ansporet af dette folks usynlige fjende, Satan Djævelen, forsøgte Farao at lade israelitterne arbejde sig til døde. Da det nu gik op for ham hvad han mistede ved at lade dem rejse, satte han og hans styrker efter dem.

² Farao havde imidlertid ikke forestillet sig at israelitternes Gud kunne blive en krigsførende Gud der ville udfri sit folk. Da de hævntørstige ægyptiske styrker begav sig ud på Det Røde Havs tørre bund, skred israelitternes Gud til handling og druknede vognstyrerne og rytterne ved at lade vandene, der stod som en mur på begge sider, slå sammen om den flugtkorridor han mirakuløst havde åbnet for israelitterne. — 2 Mosebog 14:14, 24-28.

3. Hvordan beskrev israelitterne Jehova i deres sejrssang, og hvad lader nationerne i dag ude af betragtning?

³ I sikkerhed på østbredden af Det Røde Hav sang de jublende israelitter en sejrssang der priste deres himmelske Befrier: „Jeg vil synge for Jehova, for han er højt ophøjet. Hesten og dens rytter har han styrtet i havet. Min styrke og min kraft er Jah, for han er mig til frelse. Dette er min Gud, og jeg vil lovprise ham; min faders Gud, og jeg vil ophøje ham. Jehova er en stridsmand. Jehova er hans navn. Faraos vogne og hans styrker har han kastet i havet, og hans ypperste vognkæmpere er blevet sænket i Det røde Hav.“ (2 Mosebog 15:1-4) Dér ved Det Røde Hav viste Jehova sig som en stridsmand der er i stand til at udføre imponerende bedrifter — en kendsgerning som verdens nationer har ladet ude af betragtning.

4, 5. Hvilken fælles forfader havde Israels 12 stammer, hvem blev han ven med, og hvilken egenskab besad han?

⁴ Profeten Moses, der sang for i denne inspirerede sang, omtalte Jehova som „min faders Gud“. Hebræeren Abraham var nationen Israels mest fremtrædende forfader. Israels 12 stammer nedstammede fra Abraham gennem Isak, Jakob og Jakobs 12 sønner. Abraham viste sig at være en eksemplarisk tilbeder af Jehova Gud. Han havde så stærk en tro at da Jehova bad ham forlade sit hjem i Ur i Kaldæa, drog han uden tøven af sted mod det land som Jehova ville vise ham, i tillid til at Gud ville opfylde sit løfte og give landet til ham og hans efterkommere.

⁵ På grund af Abrahams enestående tro lovede Jehova at skænke ham et „afkom“ hvorigennem alle jordens slægter, også de slægter der lever i dag, kunne velsigne sig. (1 Mosebog 12:2, 3; 22:17, 18) Abraham fik så nært et forhold til Gud at han blev kaldt „Jehovas ven“, og Gud kaldte selv denne trofaste patriark for „min ven“. — Jakob 2:23; Esajas 41:8.

6. Hvordan viste Abraham at også han kunne være en stridsmand der stolede på Jehova, skønt han levede en fredelig nomadetilværelse i det forjættede land?

⁶ Selv om Abraham drog omkring som fremmed i det forjættede land, viste han ved en lejlighed at han kunne handle som en stridsmand. Fire konger fra et område uden for det forjættede land invaderede landet og tog Abrahams nevø Lot og dennes familie til fange. På grund af de stærke familiebånd bevæbnede Abraham 318 af sine mandlige trælle, og sammen med forstærkninger fra tre af sine lokale allierede, Aner, Esjkol og Mamre, satte han efter plyndringsmændene. Ved at foretage et overraskelsesangreb om natten besejrede Abraham og hans forbundsfæller disse indtrængende konger, skønt de var langt overlegne i antal. (Hebræerne 7:1; 1 Mosebog 14:13-17) Abraham reddede Lot og hans familie og tilbageerobrede alt hvad der var blevet stjålet.

7-9. (a) Hvilken præst tog Abraham hen til, og hvilken velsignelse modtog han? (b) Hvordan viste Abraham at han kun ønskede at blive gjort rig af den højeste Gud? (c) Hvem udvirkede Abrahams militære sejr, som bekræftet af Melkizedek?

⁷ Abraham forstod at hans militærbedrift udelukkende var lykkedes fordi Jehova Gud havde hjulpet ham, og mens han rejste hjemad i triumf, bød der sig en lejlighed til offentligt at give udtryk for dette. Han vidste at den præst hans Gud havde udnævnt befandt sig i byen Salem, og han drog derfor til denne by. I slutningen af det 14. kapitel i Første Mosebog får vi at vide hvad der derefter skete:

⁸ „Og Melkizedek, Salems konge, bragte brød og vin ud, og han var den højeste Guds præst. Derpå velsignede han ham og sagde: ’Velsignet være Abram af den højeste Gud, der har frembragt himmel og jord; og velsignet være den højeste Gud, som har overgivet dine undertrykkere i din hånd!’ Og Abram gav ham en tiendedel af alt. Derpå sagde Sodomas konge til Abram: ’Giv mig sjælene, men tag selv ejendelene.’ Da sagde Abram til Sodomas konge: ’Jeg løfter hermed min hånd til Jehova, den højeste Gud, som har frembragt himmel og jord, på at jeg intet, nej, intet vil tage af hvad der er dit, hverken en tråd eller en sandalrem, for at du ikke skal sige: „Det var mig som gjorde Abram rig.“ Intet til mig! Kun hvad de unge mænd allerede har spist, og de mænds andel som tog med mig, Aner, Esjkol og Mamre — lad dem tage deres andel.’“ — 1 Mosebog 14:18-24.

⁹ Som disse vers viser, bekræftede Salems kongepræst, Melkizedek, det som også Abraham var overbevist om, nemlig at det var den højeste Gud der havde kæmpet for ham og hans styrker og givet ham sejren. Kongepræsten Melkizedek forklejnede ikke Jehovas andel i denne sag.

Bogen om Jehovas Krige

10. Hvilken krig er den første der omtales i Bibelen, og hvorfor var det kun en begyndelse på Jehovas sejrrige krige?

¹⁰ Beretningen i Første Mosebogs 14. kapitel om invasionen i det forjættede land og om Abrahams sejr over de væbnede fjender, er det første sted Bibelen omtaler krig. Jehova havde altså allerede vist sig som en „stridsmand“ over fire hundrede år før sin bedrift ved Det Røde Hav. Dette var imidlertid blot begyndelsen. Jehova skulle vinde langt større sejre der ville blive kendt vidt og bredt, deriblandt den endelige sejr ved „afslutningen på tingenes ordning“. — Mattæus 24:3.

11. Hvad er „Bogen om Jehovas Krige“, og hvor ellers finder vi talrige beretninger om hans militære bedrifter?

¹¹ Ifølge det der siges i Fjerde Mosebog 21:14, er der blevet skrevet en bog om Jehovas krige. Denne pålidelige optegnelse eller historiske beretning om de krige Gud har udkæmpet for sit folk, begynder måske med det slag han udkæmpede for den trofaste Abraham. Moses havde kendskab til denne bog, men giver os ikke yderligere detaljer om den. Vi kender altså ikke til alle de tilfælde hvor Jehova viste sig som en stridsmand i det tidsrum som denne bog om Jehovas krige dækker. Størsteparten af Bibelen blev imidlertid skrevet efter at denne bog er omtalt, og vi har derfor mange beretninger om Jehovas militærbedrifter.

Den større Melkizedek — en stridsmand

12. Hvem er Melkizedek et billede på, og hvilken salme skrevet af David omtaler vedkommende som præst og stridsmand?

¹² Efter at Abraham havde besejret Kedorlaomer og de konger der var med ham, blev han velsignet af kongepræsten Melkizedek, som er et profetisk billede på den der både skulle blive den højeste Guds ypperstepræst og en mægtig stridsmand for den Allerhøjeste. Salme 110, der under inspiration blev skrevet af krigerkongen David, henvender sig til dette modbillede som er større end Melkizedek af Salem, med ordene: „Din styrkes stav vil Jehova række ud fra Zion: ’Hersk midt blandt dine fjender.’ Jehova har svoret (og han fortryder det ikke): ’Du er præst evindelig på Melkizedeks måde!’ Jehova ved din højre hånd vil sønderslå konger på sin vredes dag.“ — Salme 110:2, 4, 5.

13. Hvordan fremgår det af Hebræerbrevet, kapitel 7 og 8, hvem der er den større Melkizedek, hvilket ophøjet sted gik han ind og med hvilket offer?

¹³ Den inspirerede forfatter til Hebræerbrevet viser hvem der her er tale om ved at sige: „En forløber er gået ind for vor skyld, Jesus, som er blevet ypperstepræst på Melkizedeks måde for evigt.“ (Hebræerne 6:20) I det efterfølgende kapitel i Hebræerbrevet behandles den storhed der kendetegnede fortidens Melkizedek. Men hans storhed som præst bliver ikke desto mindre overgået af hans modbillede, den opstandne, herliggjorte Jesus Kristus, der gik ind i Jehova Guds hellige nærhed med værdien af et offer der var langt større end noget som Salems kongepræst, Melkizedek, nogen sinde kunne have ofret. — Hebræerne 7:1–8:2.

14. Har den større Melkizedek bemyndiget kristenhedens gejstlige til at deltage i de såkaldt kristne nationers militære forehavender?

¹⁴ Kongepræsten Melkizedek velsignede en stridsmand, sejrherren Abraham. Men hvad med den større Melkizedek, den sande kristendoms grundlægger? Kristenhedens gejstlige hævder at repræsentere Jesus Kristus når de velsigner og beder for de såkaldt kristne nationers hære. Men er det noget Jehovas himmelske ypperstepræst godkender? Har han påtaget sig ansvaret for al den blodsudgydelse der har fundet sted i den såkaldt kristne tidsalder, deriblandt den blodsudgydelse som fandt sted under den første og anden verdenskrig? Bestemt ikke! Han bemyndigede på intet tidspunkt sine sande disciple til at blive en del af denne verden og deltage i dens blodige militarisme.

Den krigsførende Gud gør sig et hædersnavn

15, 16. Hvad gjorde Jehova sig da han kæmpede for sit folk og udfriede det af Ægypten?

¹⁵ Nehemias 9:10 henviser til Jehovas udfrielse af Israels 12 stammer fra Ægypten, med ordene: „Du [brugte] tegn og mirakler mod Farao og alle hans tjenere og hele folket i hans land, for du vidste at de handlede formasteligt imod dem [israelitterne], og derpå gjorde du dig et navn som du har den dag i dag.“ — Jævnfør Anden Mosebog 14:18.

¹⁶ Profeten Esajas hentyder til dette navns betydning når han kalder Jehova „Han som lod sin hæders arm vandre ved Moses’ højre, Han som kløvede vandene foran dem for at gøre sig et varigt navn“. Henvendt til Jehova siger han: „Således førte du dit folk for at gøre dig et hædersnavn.“ (Esajas 63:12-14) I en bøn til Jehova om igen at redde sit folk henvender Daniel sig til ham med ordene: „Du som med stærk hånd førte dit folk ud fra Ægyptens land og gjorde dig et navn som du har den dag i dag.“ — Daniel 9:15; Jeremias 32:20.

17. Hvem vil Jehova sende ud at kæmpe for sit navn, og hvad vil han derved vise alle nutidens nationer?

¹⁷ Til den fastsatte tid vil Jehova Gud udsende Jesus Kristus, den større Melkizedek, som en mægtig stridsmand. Ved hjælp af ham vil Jehova gøre sig et navn på en måde som langt overgår noget der har fundet sted i fortiden som beskrevet i Bogen om Jehovas Krige eller i Bibelens hebraiske skrifter. I det sidste kapitel i De Hebraiske Skrifters næstsidste bog forudsiges det at der vil blive rettet et internationalt angreb mod Jerusalem. Til den tid vil Jehova ifølge Zakarias 14:3 „drage ud og føre krig mod disse nationer som på den dag han førte krig, på kampens dag“. På denne måde vil Bibelens Gud vise alle nutidens nationer at han stadig er den krigsførende Gud som han var på det gamle Israels tid.

18, 19. Hvilket Jerusalem vil blive udsat for et altomfattende angreb fra nationernes side?

¹⁸ Dette hører imidlertid stadig fremtiden til. Men hvilket Jerusalem er det der vil blive udsat for dette altødelæggende angreb? Profetien blev ikke opfyldt på Jerusalem i Zakarias’ dage. Byen blev ødelagt af de romerske hære i år 70 men blev genopbygget; og i dag betragter både kristenheden og det kødelige Israel Jerusalem som en hellig by. Under Seksdages-krigen i 1967 besatte det kødelige Israel hele det genopbyggede jordiske Jerusalem. Der er dog ikke skyggen af bevis for at Jehova Gud havde nogen andel i disse kampe. Hans indsatte konge, Jesus Kristus, regerer ikke i et jordisk Jerusalem, som ikke længere er „den store Konges [Jehovas] by“. — Mattæus 5:35.

¹⁹ Nej, det bogstavelige Jerusalem, som er hovedstad i det Israel der er medlem af FN, er ikke det Jerusalem der er omtalt i Zakarias’ profeti. Zakarias henviser derimod til det Jerusalem som vi læser om i Hebræerbrevet. Her henvender Paulus sig til de salvede kristne og siger: „I er kommet til et Zions bjerg og en by der tilhører den levende Gud, et himmelsk Jerusalem, og titusinder af engle.“ (Hebræerne 12:22) Dette himmelske Jerusalem er Guds messianske rige, der i dag repræsenteres på jorden af en lille skare salvede kristne som nærer håb om at blive Jesu Kristi medregenter i dette rige. Det er dem der ifølge profetien vil blive udsat for dette angreb.

20. (a) Hvordan indgød kong Ezekias sit folk mod da det blev truet? (b) Hvordan indgyder en konge der er større end Ezekias, Jehovas vidner mod i dag?

²⁰ Hverken denne lille skare eller den store skare kristne af alle nationer som har sluttet sig til dem i den rene tilbedelse, og som har et jordisk håb, behøver dog at frygte for udfaldet af dette angreb. Da den assyriske konge Sankerib i kong Ezekias’ regeringstid kom mod Jerusalem med sine frygtindgydende hærstyrker, beroligede Ezekias israelitterne med ordene: „Med ham er en arm af kød, men med os er Jehova vor Gud til at hjælpe os og føre vore krige.“ (2 Krønikebog 32:8) Når Jehovas vidner i dag bliver truet af denne verdens militærmagter, kan de hente styrke i en lignende forvisning fra en konge der er større end Ezekias, nemlig Jesus Kristus.

21. (a) Hvorfor vil man mindes Jahaziels ord under det kommende angreb på det himmelske Jerusalem? (b) Hvad vil udfaldet blive af dette slag?

²¹ Til den tid vil de huske levitten Jahaziels trosstyrkende ord: „I får ikke brug for at kæmpe i dette tilfælde. Stil jer op, bliv stående og se at Jehova frelser jer. Juda og Jerusalem, vær ikke bange eller skrækslagne. Drag i morgen ud imod dem, og Jehova vil være med jer.“ (2 Krønikebog 20:17) Ja, Jehova vil være med sit folk når denne farefulde situation opstår. Deres sikkerhed og frelse vil afhænge af at han kæmper for dem. Og det vil han gøre ved sin krigerkonge, Jesus Kristus! Med hvilket resultat? At Djævelens synlige jordiske organisation vil blive fuldstændig udslettet. — Åbenbaringen 19:11-21.

22. (a) Hvilken triumferende afslutning vil Bogen om Jehovas Krige have, og hvad vil Jehova derved gøre sig? (b) Hvordan vil de der elsker Jehovas navn reagere efter denne sejr?

²² Ved sin ærefrygtindgydende sejr i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon vil Gud gøre sig et hædersnavn. (Åbenbaringen 16:14, 16) Der vil så at sige blive føjet et nyt kapitel til Bogen om Jehovas Krige. Der vil være tale om en triumferende og storslået afslutning på denne tingenes ordning. Gennem hele bogen vil det stå klart at den almægtige Gud ikke har tabt et eneste slag. De der elsker Jehovas navn vil da prise ham i jublende lovsang! Da vil det sidste vers i Salmernes Bog på storslået vis gå i opfyldelse: „Lad alt hvad der ånder lovsynge Jah. I skal lovsynge Jah!“ — Salme 150:6.

Det universelle stridsspørgsmål afgøres én gang for alle

„Jehova ved din højre hånd vil sønderslå konger på sin vredes dag.“ — SALME 110:5.

1, 2. Hvilken begivenhed som fandt sted i år 70 skabte måske tvivl om Jehova Guds universelle suverænitet, men hvem havde han på daværende tidspunkt vendt sin opmærksomhed imod?

SPØRGSMÅLET om Skaberens universelle suverænitet er det vigtigste stridsspørgsmål mennesker og engle er indblandet i. Gennem århundreder har Jehovas fjender sat spørgsmålstegn ved hans suverænitet, men om kort tid vil stridsspørgsmålet blive afgjort én gang for alle. Da byen Jerusalem og det tempel der var viet til Jehova blev ødelagt i år 70, kan det have skabt tvivl om hvorvidt Skaberens suverænitet virkelig var universel. Der var imidlertid en god grund til at Jehova ikke dengang valgte at blive kendt som en Gud der førte krig for det kødelige Israel.

² Jehova Gud havde nu vendt sin opmærksomhed mod en ny nation, et åndeligt Israel. Apostelen Paulus kalder denne Jesu Kristi menighed for „Guds Israel“. (Galaterne 6:16) Dog har Jehova ikke i den såkaldt kristne tidsalder ført krige for det åndelige Israel på samme måde som han kæmpede for det kødelige Israel under Lovpagten. Han tillod oven i købet at romerske soldater, på foranledning af jøderne, slog Jesus Kristus ihjel på en marterpæl på Golgata. Dette var 37 år før Jerusalem i år 70 blev ødelagt for anden gang, denne gang for romernes hånd.

3, 4. Hvordan viste Gud sig i tiden fra Moses til Ezekias som en stridsmand, og hvilken kamp udkæmpes nu i forbindelse med det åndelige Israel?

³ Fra profeten Moses’ tid indtil kong Ezekias af Jerusalems regeringstid, kæmpede Jehova Gud på mirakuløs vis for Israels nation, og israelitterne kæmpede med kødelige våben under hans kommando. (5 Mosebog 1:30; 3:22; 20:3, 4; Josua 10:42) Men dette har ikke været tilfældet i forbindelse med det åndelige Israel. Siden Jesus Kristus døde uden for Jerusalem har denne krigsførende Gud valgt ikke at føre bogstavelige krige for Guds Israel. Derfor har han heller ikke bemyndiget den kristne menighed, der udgør det åndelige Israel, til at kæmpe med kødelige krigsvåben. De kristne fører en anden form for krig.

⁴ I overensstemmelse hermed skrev en af den kristne tros førende stridsmænd til sine medkristne i Korinth i Grækenland: „Vor krigsførelses våben er nemlig ikke kødelige, men mægtige ved Gud til nedrivning af fæstningsværker. Vi nedriver nemlig ræsonnementer og alt hvad der er hovmodigt og rejser sig imod kundskaben om Gud, og vi tager enhver tanke til fange for at gøre den lydig mod Messias, og vi holder os rede til at tildele straf for enhver ulydighed, så snart jeres egen lydighed er gennemført.“ (2 Korinther 10:4-6) Tidligere i det samme brev omtaler Paulus „retfærdighedens våben“. — 2 Korinther 6:7; se også Efeserbrevet 6:11-18.

Jehova vil kæmpe i Harmagedon

5. Hvad lærer episoden i Getsemane Have os om Jesu holdning til det at bruge våben i selvforsvar, og hvilken handlemåde vælger hans disciple at følge?

⁵ Da Jesus Kristus befandt sig på jorden greb han aldrig til bogstavelige våben i selvforsvar. Den nat han blev forrådt i Getsemane Have, trak den nidkære Simon Peter et sværd og huggede øret af den jødiske ypperstepræsts træl. Men Jesus helbredte mirakuløst øret og sagde: „Alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd. Eller mener du at jeg ikke kan bede min Fader om hjælp, så han i dette øjeblik sender mig mere end tolv legioner engle? Men hvordan ville Skrifterne så blive opfyldt, som siger at det nødvendigvis må ske på denne måde?“ (Mattæus 26:52-54) På baggrund heraf vil alle sande efterlignere af Guds selvopofrende søn bevare deres neutralitet hvad verdslig krigsførelse angår, både direkte og indirekte. — Johannes 17:16; 18:36.

6. Hvordan vil Jehovas vidner forholde sig i krigen på Guds, den Almægtiges, store dag ved Harmagedon?

⁶ Nationerne skal derfor vide at under „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ på „det sted der på hebraisk kaldes Har-Magedon“, vil Jehovas vidner ikke tage del i kampen. Det vil de overlade til den krigsførende Gud, „hærstyrkers Jehova“, og legioner af engle der anføres af Jesus Kristus. — Åbenbaringen 16:14-16; 19:11-21; Salme 84:12.

Jehova vil snart genoptage sine militære aktiviteter

7. Under hvilken titel blev Jehova kendt som en krigsførende Gud, og bærer han stadig denne titel?

⁷ Det gamle Israels Gud blev kendt og tiltalt som Jehova tseva’ōthʹ, eller hærstyrkers Jehova. (1 Samuel 1:3, 11) I Romerbrevet 9:29 (da. aut.) henviser den kristne apostel Paulus til Esajas 1:9 og skriver: „Havde ikke Herren Zebaot levnet os afkom, da var vi blevet som Sodoma, havde lignet Gomorra.“ Og den kristne discipel Jakob skriver: „Høstfolkenes skrig er nået frem til Herren Zebaots øren.“ (Jakob 5:4, da. aut.) I det første århundrede betragtede Paulus og Jakob altså Gud som hærstyrkers Jehova. I de efterfølgende atten hundrede år har Gud dog ikke ført bogstavelige krige for det åndelige Israel, Guds Israel, på samme måde som han gjorde for det gamle Israel. Ikke desto mindre er han stadig hærstyrkers Jehova.

8-10. (a) Hvem gav bemyndigelsen til krigen i himmelen, og hvorfor var Mikael den der var bedst egnet til at udkæmpe dette slag? (b) Hvad blev udfaldet af krigen i himmelen, og hvor lang tid er der tilbage før krigen på Jehovas store dag?

⁸ Da det messianske rige blev født i 1914 ved udløbet af „hedningernes tider“, udbrød der krig i Jehova Guds himmelske domæne. (Lukas 21:24, da. aut.) Hvem gav bemyndigelsen til denne krig? Ingen anden end Jehova Gud selv. Han sendte sin indsatte søn ud på slagmarken under navnet Mikael, da han er den der er bedst kvalificeret til at besvare det spørgsmål som ligger i dette navns betydning, nemlig: „Hvem er som Gud?“ Mikael skred straks til handling som den krigsførende repræsentant for hærstyrkers Jehova.

⁹ I overensstemmelse hermed læser vi i Åbenbaringen 12:7-10: „Og der udbrød krig i himmelen: Mikael og hans engle kæmpede mod dragen, og dragen og dens engle kæmpede, men den fik ikke overtaget, og der fandtes heller ikke mere noget sted for dem i himmelen. Så blev den store drage kastet ned, slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord; han blev kastet ned til jorden, og hans engle blev kastet ned sammen med ham. Og jeg hørte en høj røst i himmelen sige: ’Nu er frelsen og magten og riget som tilhører vor Gud, og myndigheden som tilhører hans Messias, blevet til virkelighed; for vore brødres anklager, som anklager dem dag og nat for vor Gud, er kastet ned!’“

¹⁰ I dag, mere end 70 år efter dette slag i himmelen, er der kun „en kort tidsperiode“ tilbage før krigen på Jehovas store dag vil bryde ud og Gud tydeligt vil give sig til kende som hærstyrkers Jehova for den nulevende generation af mennesker. — Åbenbaringen 12:12; Zakarias 14:3.

Stridsmanden der vil hævde Jehovas navn

11. Hvilken fastsat tid venter resten af den lille hjord og den store skare på, og hvad vil de jublende udbryde?

¹¹ Den vise kong Salomon skrev under inspiration: „Til alt er der en fastsat tid, ja, der er en tid til hvert et forehavende under himmelen: . . . en tid til krig og en tid til fred.“ (Prædikeren 3:1-8) Her på jorden venter disciplene af den regerende konge som er „mere end Salomon“, på det tidspunkt og den begivenhed hvor han vil føre de sejrende himmelske engle ud til slaget ved Harmagedon. (Mattæus 12:42; Åbenbaringen 19:11-16) Da vil han „vogte [nationerne] med en jernstav“ og „sønderslå dem med et jernscepter“. (Åbenbaringen 19:15; Salme 2:9) Når hans fredselskende disciple, der nyder hans beskyttelse, oplever denne ærefrygtindgydende udfrielse, vil de bryde ud i hyldestråb. Dette vil indbefatte både resten af ’den lille hjord’ af Rigets medarvinger og den „store skare“ af „andre får“ der har håb om at arve en paradisisk jord under Jesu Kristi tusindårige fredsstyre. (Lukas 12:32; Åbenbaringen 7:9-17; Johannes 10:16) „I den Almægtiges skygge“ vil de med jubel lovprise den eklatante sejr som hyrdekongen Jesus Kristus vil vinde, hvorved han vil hævde Jehova Guds universelle suverænitet. — Salme 91:1.

12. Hvilken krig truer nationerne, og hvad vil udfaldet blive ifølge Salme 68:1, 2?

¹² Det kan uden overdrivelse siges at der nu forestår en krig der vil hidrøre fra en kilde langt uden for menneskehedens verden. De våben der vil blive anvendt vil med deres store præcision være menneskers atomvåben langt overlegne, og alle jordens nationer er truet, hvad enten de er medlemmer af De Forenede Nationer eller ej. Hør: „Måtte Gud rejse sig, måtte hans fjender spredes, og måtte de der hader ham, flygte for ham. Måtte du blæse dem bort som røg blæses bort; som voks smelter for ilden, måtte de ugudelige gå til grunde for Guds ansigt.“ — Salme 68:1, 2.

13. Hvem bliver ordene i Salme 45:1-6 meget betimeligt henvendt til, nu da krigsforberedelserne er i gang?

¹³ Der træffes nu forberedelse til den største af alle krige. Den der vil hævde Jehovas navn som hans førende stridsmand, omtales med følgende inspirerede ord der er forfattet af et medlem af Israels nation: „Du er den smukkeste af menneskesønnerne. Ynde er udgydt på dine læber. Derfor har Gud velsignet dig til fjerne tider. Bind dit sværd ved hofte, du vældige kriger, i din værdighed og din pragt. Og i din pragt — vind sejr; drag frem for sandheds og ydmygheds og retfærdigheds sag, og din højre vil lære dig frygtindgydende ting. Dine pile er hvæssede — under dig falder folkeslag — rammer kongens fjender i hjertet. Gud er din trone til fjerne tider, ja, for evigt; et retskaffenhedens scepter er dit riges scepter.“ — Salme 45:1-6.

Nationerne samler sig imod Jehova

14, 15. Hvilke ord fra Salme 2 citerede apostlene efter at de var blevet løsladt, og hvad bad de Gud om?

¹⁴ Kort efter den kristne menigheds grundlæggelse på pinsedagen i år 33 blev de salvede kristne klar over hvem der omtales i Salme 2:1, 2, hvor der står: „Hvorfor er nationerne i oprør, og hvorfor mumler folkestammerne om tomme planer? Jordens konger tager opstilling, og magthaverne har samlet sig som én imod Jehova og imod hans salvede.“ Efter at den salvedes apostle for første gang var blevet arresteret og mishandlet af fjendtligt indstillede jøder, mødtes de igen med deres medkristne og citerede disse ord fra Salme 2 der er skrevet af kong David. Apostelgerninger 4:23-30 beskriver hvad der skete:

¹⁵ „Efter at være blevet løsladt gik de til deres egne og meddelte hvad de øverste præster og de ældste havde sagt til dem. Da de hørte dette hævede de alle som én deres stemmer til Gud og sagde: ’Suveræne Herre, du er den der frembragte himmelen og jorden og havet og alt hvad der er i dem, og som ved hellig ånd sagde gennem vor forfader, din tjener Davids mund: „Hvorfor kom nationer i oprør og pønsede folkeslag på tomme planer? Jordens konger stillede sig op og lederne samlede sig som én imod Jehova og imod hans salvede.“ Ja, både Herodes og Pontius Pilatus sammen med folk fra nationerne og Israels folkegrupper samlede sig i sandhed i denne by imod din hellige tjener Jesus, som du salvede, for at gøre det din hånd og din vilje havde forudbestemt skulle ske. Og nu, Jehova, giv agt på deres trusler, og lad dine trælle fortsat tale dit ord med al frimodighed, mens du udrækker din hånd til helbredelse og mens tegn og undere sker ved din hellige tjener Jesu navn.’“

16, 17. (a) Er der noget i hele menneskehedens historie der kan sammenlignes med det der fandt sted i 1914? Forklar. (b) Hvad fortsætter nationerne med, og hvad tvinger de derved Jehova Gud til at skrive i forbindelse med „Bogen om Jehovas Krige“?

¹⁶ Med hensyn til de oprørske nationer, konger og politiske ledere der samler sig som én mod Jehova og hans salvede, Jesus Kristus, kunne man spørge hvad der i hele menneskehedens historie kan måle sig med det der tog sin begyndelse i 1914? Dette var ikke blot året for udbruddet af historiens første verdenskrig, men også for afslutningen på hedningernes tider, „nationernes fastsatte tider“. (Lukas 21:24) I dette år begyndte Salme 2 tydeligvis at få sin større opfyldelse.

¹⁷ Ved hedningetidernes udløb i 1914 var ingen af nationerne — ikke engang den såkaldte kristenheds nationer, hvis indbyggere ofte betragter sig selv som åndelige israelitter — parate til at byde Jehovas salvede, Jesus Kristus, velkommen på tronen som regent over jorden. Og nu, 71 år efter at „denne gode nyhed om riget“ begyndte at „blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“, fra 1919 og fremefter, har nationerne i og uden for kristenheden bestemt ikke i sinde at hylde Jehovas længe bebudede konge eller sværge ham troskab for at afgive deres eget herredømme over jorden. (Mattæus 24:14) Det er tværtimod nået dertil at de så at sige tvinger Jehova til at skrive den storslåede afslutning i „Bogen om Jehovas Krige“. — 4 Mosebog 21:14.

Den krigsførende Guds strålende triumf

18. Hvad ønsker vi at Jehova skal gøre, og hvem vil som en opfyldelse af Salme 110 befinde sig ved hans side?

¹⁸ Derfor lyder kampråbet: Fremad, hærstyrkers Jehova, til slagmarken, med din kongelige søn, Jesus Kristus ved din side! Følgende profetiske ord er henvendt til ham: „’Hersk midt blandt dine fjender.’ Jehova ved din højre hånd vil sønderslå konger på sin vredes dag. Han vil holde dom over nationerne; han vil fylde op med døde kroppe. Han vil sønderslå overhovedet for et folkerigt land.“ — Salme 110:2, 5, 6.

19. Hvilken bøn beder vi på den store skares vegne, i forbindelse med den umiddelbart forestående krig på Guds, den Almægtiges, store dag?

¹⁹ Hærstyrkers Jehova! Måtte dine trofaste tjenere på jorden opleve og juble over din uforlignelige sejr ved din kæmpende konge, Jesus Kristus, i krigen på Guds, den Almægtiges, store dag ved Har-Magedon! (Åbenbaringen 16:14) Lad den store skare symbolske får, som „har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“, komme jublende ud af „den store trængsel“ sammen med resten af de sande åndelige israelitter, og derved blive dine jordiske vidner for evigt! (Åbenbaringen 7:14) Lad dem under din kærlige beskyttelse overleve til liv under din sejrrige søns regime, hvor krig vil være noget der hører fortiden til. Lad dem glæde sig over en renset jord der vil blive omdannet til et smukt paradis, i overensstemmelse med din oprindelige hensigt. Lad dem være et levende vidnesbyrd for alle de opstandne om at du har hævdet din retmæssige suverænitet i hele universet! Vi takker dig fordi du til den tid vil have afgjort det universelle stridsspørgsmål én gang for alle, ja, for evigt!