Jehovas suverænitet og Guds rige

„Dig, Jehova, tilhører storheden og styrken og hæderen og glansen og værdigheden . . . Dig tilhører riget, Jehova.“ — 1 KRØNIKEBOG 29:11.

1. Hvorfor er Jehova universets retmæssige suveræne Hersker?

„I HIMMELEN har Jehova grundfæstet sin trone; og hans kongedømme behersker alt.“ (Salme 103:19) Med disse ord gjorde salmisten opmærksom på en grundlæggende sandhed vedrørende herredømme. Som Skaberen er Jehova Gud universets retmæssige suveræne Hersker.

2. Hvordan beskrev Daniel Jehovas åndelige domæne?

² For at en hersker kan udøve sin suverænitet, må han naturligvis have undersåtter. I begyndelsen udøvede Jehova sit herredømme over de åndeskabninger han frembragte — først sin enestefødte søn og derefter hærskarerne af engle. (Kolossenserne 1:15-17) Langt senere fik profeten Daniel et syn af noget som foregik i himmelen. Han fortæller: „Jeg så videre indtil troner blev sat frem og den gamle af dage satte sig. . . . Tusind gange tusind tjente ham, og ti tusind gange ti tusind stod foran ham.“ (Daniel 7:9, 10) I umindelige tidsaldre præsiderede Jehova, „den gamle af dage“, som suveræn over sin umådeligt store og velordnede familie af åndesønner, der som hans „tjenere“ udførte hans vilje. — Salme 103:20, 21.

3. Hvordan udvidede Jehova sit suveræne herredømme?

³ På et tidspunkt udvidede Jehova sit herredømme ved at frembringe det udstrakte og komplicerede fysiske univers, hvortil Jorden hører. (Job 38:4, 7) For en iagttager på Jorden ser det ud som om himmellegemerne bevæger sig med en sådan orden og præcision at de ikke synes at have behov for at nogen leder eller styrer dem. Men salmisten erklærer: „[Jehova] bød, og de skabtes, og han lader dem bestå for evigt, evindelig. Han gav en forordning, og den forsvinder ikke.“ (Salme 148:5, 6) Jehova har altid udøvet sin suverænitet ved at lede, ordne og styre det der foregår i det åndelige domæne og det fysiske univers. — Nehemias 9:6.

4. Hvordan udøver Jehova sit suveræne herredømme over menneskene?

⁴ Da de to første mennesker blev skabt, udøvede Gud sin suverænitet på en ny måde. Ud over at han gav menneskene alt hvad de behøvede for at leve et meningsfyldt og tilfredsstillende liv, gav han dem ret til at råde over jordens laverestående skabninger — han uddelegerede myndighed. (1 Mosebog 1:26-28; 2:8, 9) Vi ser heraf at Gud ikke blot er godgørende og gavmild i udøvelsen af sit herredømme, men også at han skænker sine undersåtter ære og værdighed. Så længe Adam og Eva underordnede sig Jehovas suveræne herredømme, havde de udsigt til at leve evigt i et paradis på jorden. — 1 Mosebog 2:15-17.

5. Hvad kan man sige om den måde Jehova udøver sin suverænitet på?

⁵ Hvilken slutning kan vi drage af alt dette? For det første at Jehova altid har udøvet sin suverænitet over alle sine skabninger. For det andet at Gud er godgørende og gavmild i udøvelsen af sit herredømme, og at han skænker sine undersåtter værdighed. Endelig at det vil føre til evige velsignelser for os at adlyde og støtte Guds herredømme. Det var med god grund at fortidens kong David kunne sige: „Dig, Jehova, tilhører storheden og styrken og hæderen og glansen og værdigheden; for alt i himmelen og på jorden er dit. Dig tilhører riget, Jehova, og du løfter dig som hoved over alle.“ — 1 Krønikebog 29:11.

Hvorfor er der behov for Guds rige?

6. Hvad er forholdet mellem Guds suverænitet og hans rige?

⁶ Da Jehova, universets Suveræn, altid har haft magt og har udøvet sit herredømme, kan man spørge: Hvorfor er der behov for det der kaldes Guds rige? Jo, en suveræn hersker har i regelen et organ som han udøver sin myndighed igennem, en instans som han har sat over sine undersåtter. Guds rige er et sådant organ, et udtryk for den universelle, suveræne magt Jehova besidder over sine skabninger, et middel hvorigennem han udøver sit herredømme.

7. Hvorfor lod Jehova sin suverænitet komme til udtryk på en ny måde?

⁷ Jehova har ladet sin suverænitet komme til udtryk på forskellige måder på forskellige tidspunkter. Han lod den komme til udtryk på en ny måde som følge af en ny udvikling. Det skete da det lykkedes en frafalden åndesøn af Gud, Satan, at få Adam og Eva til at gøre oprør mod Jehovas herredømme. Dette oprør var i virkeligheden et angreb på Guds suverænitet. Hvordan det? Jo, da Satan sagde til Eva at hun ’visselig ikke skulle dø’ selvom hun spiste af den forbudte frugt, insinuerede han at Jehova var usandfærdig og dermed upålidelig. Satan sagde endvidere til Eva: „Gud véd at den dag I spiser af den, vil jeres øjne blive åbnet, og I vil blive som Gud og kende godt og ondt.“ Dermed antydede Satan at det ville være bedre for Adam og Eva at ignorere Guds bud og gøre sig uafhængige af ham. (1 Mosebog 3:1-6) Det var et direkte angreb på retmæssigheden af Guds styre. Hvad ville Jehova gøre?

8, 9. (a) Hvordan ville en jordisk hersker reagere hvis man gjorde oprør mod ham? (b) Hvad gjorde Jehova som følge af oprøret i Eden?

⁸ Hvad forventer man at en hersker gør når der finder et åbent oprør sted i hans domæne? De der er bekendt med verdenshistorien, kan sikkert huske nogle situationer hvor det er sket. I stedet for at ignorere situationen vil selv den mest godhjertede hersker i regelen fælde dom over oprørerne og kende dem skyldige i forræderi. Derefter vil herskeren sikkert bemyndige en til at nedkæmpe oprørsstyrkerne og genoprette freden. På samme måde viste Jehova at han havde fuld kontrol over situationen da han straks skred til handling og udtalte dommen over oprørerne. Han kendte Adam og Eva uværdige til at modtage det evige livs gave og drev dem ud af Edens Have. — 1 Mosebog 3:16-19, 22-24.

⁹ Da Jehova udtalte dommen over Satan, åbenbarede han en ny måde hvorpå han ville udøve sin suverænitet. Han pegede på det middel hvormed han ville genindføre fred og ordnede forhold i hele sit domæne. Til Satan sagde Gud: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden og mellem dit afkom og hendes afkom. Han skal knuse hovedet på dig, og du skal knuse hælen på ham.“ (1 Mosebog 3:15) Dermed åbenbarede Jehova at han havde til hensigt at bemyndige et „afkom“ til at knuse Satan og dem der stod på hans side, og at han ville bevise retmæssigheden af sin suverænitet. — Salme 2:7-9; 110:1, 2.

10. (a) Hvem viste ’afkommet’ sig at være? (b) Hvad sagde Paulus om opfyldelsen af den første profeti?

¹⁰ Dette „afkom“ viste sig at være Jesus Kristus og hans medregenter. De udgør tilsammen Guds messianske rige. (Daniel 7:13, 14, 27; Mattæus 19:28; Lukas 12:32; 22:28-30) Alt dette blev imidlertid ikke åbenbaret med det samme. Hvordan den første profeti ville gå i opfyldelse, var i virkeligheden ’en hellig hemmelighed som blev fortiet i lange tider’. (Romerne 16:25) I mange hundrede år længtes troende mennesker efter den tid da „den hellige hemmelighed“ ville blive åbenbaret og den første profeti opfyldt, så Jehovas suverænitet kunne blive hævdet. — Romerne 8:19-21.

„Den hellige hemmelighed“ åbenbares gradvis

11. Hvad åbenbarede Jehova for Abraham?

¹¹ Med tiden åbenbarede Jehova flere ting vedrørende „Guds riges hellige hemmelighed“. (Markus 4:11) Blandt dem han åbenbarede nogle af disse oplysninger for, var Abraham, der blev kaldt „Jehovas ven“. (Jakob 2:23) Jehova lovede Abraham at han ville gøre ham til „en stor nation“. Senere gav han Abraham det løfte at „konger skal udgå fra dig“, og senere igen at „ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig“. — 1 Mosebog 12:2, 3; 17:6; 22:17, 18.

12. Hvordan viste Satans afkom sig efter Vandfloden?

¹² På Abrahams tid var der allerede mange mennesker der havde forsøgt at herske og bestemme over andre. Om Nimrod, Noas oldesøn, siges der for eksempel i Bibelen: „Han var den første der blev en vældig hersker på jorden. Han optrådte som en vældig jæger i opposition til Jehova.“ (1 Mosebog 10:8, 9) Nimrod og andre selvbestaltede herskere var tydeligvis marionetter i Satans hånd. De og deres tilhængere blev en del af Satans afkom. — 1 Johannes 5:19.

13. Hvad pegede Jehova frem til gennem Jakob?

¹³ Trods Satans bestræbelser for at frembringe jordiske herskere vil Jehovas hensigt blive gennemført. Gennem Abrahams sønnesøn Jakob åbenbarede Jehova følgende: „Scepteret vil ikke vige fra Juda eller kommandostaven fra stedet mellem hans fødder, før Silo kommer, og ham vil folkeslagenes lydighed tilhøre.“ (1 Mosebog 49:10) Betegnelsen „Silo“ betyder „Han hvis den er; han som den tilhører“. Disse profetiske ord viste derfor at der ville fremstå én som havde den juridiske ret til at modtage „scepteret“, eller suveræniteten, og „kommandostaven“, eller herredømmet, over ’folkeslagene’, det vil sige hele menneskeheden. Hvem ville det vise sig at være?

„Før Silo kommer“

14. Hvilken pagt indgik Jehova med David?

¹⁴ Den første af Judas efterkommere som Jehova udvalgte til at være konge over sit folk, var hyrdedrengen David, Isajs søn.a (1 Samuel 16:1-13) Trods sine synder og fejltrin vandt David Jehovas gunst fordi han var loyal over for Jehovas suverænitet. Jehova kastede yderligere lys over den profeti der var blevet udtalt i Eden, da han indgik en pagt med David og sagde: „Jeg [vil] oprejse dit afkom efter dig, det som udgår fra dit indre, og jeg vil grundfæste hans kongedømme.“ Det ville omfatte mere end Davids søn og efterfølger, Salomon, for Jehova sagde videre i pagten: „Jeg vil grundfæste hans kongedømmes trone for stedse.“ Denne pagt med David viste tydeligt at det lovede „afkom“ med tiden ville fremstå i Davids slægtslinje. — 2 Samuel 7:12, 13.

15. Hvorfor kunne Juda rige betragtes som et billede på Guds rige?

¹⁵ Med David begyndte et dynasti af konger der blev salvet med hellig olie af ypperstepræsten. Disse konger kunne derfor kaldes salvede, eller messiasser. (1 Samuel 16:13; 2 Samuel 2:4; 5:3; 1 Kongebog 1:39) Man sagde om dem at de sad på Jehovas trone og herskede som konger for Jehova i Jerusalem. (2 Krønikebog 9:8) I den forstand repræsenterede Juda rige Guds rige og var et udtryk for Jehovas suverænitet.

16. Hvad blev resultatet af de judæiske kongers herredømme?

¹⁶ Når kongen og folket underordnede sig Jehovas suverænitet, nød de hans beskyttelse og velsignelse. Navnlig Salomons herredømme var en tid med fred og velstand uden lige og gav et profetisk glimt af Guds riges styre når Satans indflydelse var helt fjernet og Jehovas suverænitet hævdet. (1 Kongebog 4:20, 25) Sørgeligt nok var det de færreste konger i Davids slægt der levede op til Jehovas krav, og folket bukkede under for afgudsdyrkelse og umoralitet. Til sidst, i 607 f.v.t., tillod Jehova at riget blev ødelagt af babylonierne. Det så ud til at Satan havde fået overtaget i sit forsøg på at stille Jehovas suverænitet i et dårligt lys.

17. Hvad viser at Jehova stadig havde herredømmet trods det davidiske kongedømmes fald?

¹⁷ Det davidiske kongedømmes fald — og tidligere nordriget Israels fald — beviste ikke at der var fejl eller mangler ved Jehovas suverænitet, men vidnede om de sørgelige konsekvenser af Satans indflydelse og af at menneskene havde gjort sig uafhængige af Gud. (Ordsprogene 16:25; Jeremias 10:23) For at vise at han stadig udøvede sin suverænitet, erklærede Jehova gennem profeten Ezekiel: „Fjern turbanen, løft kronen af. . . . En ruin, en ruin, en ruin gør jeg det til. Heller ikke dette skal blive nogens, før han kommer som har retten til det, og ham vil jeg give det.“ (Ezekiel 21:26, 27) Disse ord viser at det lovede „afkom“, ’han som havde retten til det’, endnu ikke var kommet.

18. Hvad sagde engelen Gabriel til Maria?

¹⁸ Lad os nu gå frem til et tidspunkt omkring år 2 f.v.t. Da blev engelen Gabriel sendt til en jomfru ved navn Maria i byen Nazaret i Galilæa i det nordlige Palæstina. Engelen sagde: „Se, du skal undfange i dit moderliv og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal være stor og skal kaldes den Højestes søn, og Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone, og han skal herske som konge over Jakobs hus for evigt, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ — Lukas 1:31-33.

19. Hvilke storslåede begivenheder ville snart finde sted?

¹⁹ Langt om længe var tiden nær hvor „den hellige hemmelighed“ ville blive åbenbaret. Den der i første række udgjorde det lovede „afkom“, ville snart fremstå. (Galaterne 4:4; 1 Timoteus 3:16) Han ville få hælen knust af Satan, men derefter ville han selv knuse Satans hoved og sætte ham og alle hans tilhængere ud af spillet. Han ville også vidne om at Guds rige ville råde bod på al den skade Satan havde forvoldt, og dermed ville Jehovas suverænitet være hævdet. (Hebræerne 2:14; 1 Johannes 3:8) Hvordan ville Jesus gøre alt dette? Hvilket eksempel gav han os til efterfølgelse? Det finder vi svarene på i den følgende artikel.

[Fodnote]

Støtter du Jehovas suveræne herredømme?

„Sig blandt nationerne: ’Jehova er blevet konge.’“ — SALME 96:10.

1, 2. (a) Hvilken skelsættende begivenhed indtraf omkring oktober i år 29 e.v.t.? (b) Hvad indebar denne begivenhed for Jesus?

EN SKELSÆTTENDE begivenhed, en begivenhed der aldrig før havde fundet sted på jorden, indtraf omkring oktober i år 29 e.v.t. Evangelieskribenten Mattæus beretter: „Efter at Jesus var blevet døbt, steg han straks op af vandet; og se, himlene åbnedes, og [Johannes Døber] så Guds ånd dale ned som en due og komme over [Jesus]. Se! Der var også en stemme fra himlene som sagde: ’Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.’“ Dette er en af de få begivenheder som omtales af alle fire evangelieskribenter. — Mattæus 3:16, 17; Markus 1:9-11; Lukas 3:21, 22; Johannes 1:32-34.

² Denne synlige udgydelse af den hellige ånd viste at Jesus var Messias, eller Kristus, udtryk der betyder den Salvede. (Johannes 1:33) Det lovede „afkom“ var omsider fremstået! Foran Johannes Døber stod den hvis hæl ville blive knust af Satan, og som selv skulle knuse hovedet på denne ærkefjende af Jehova og hans suveræne herredømme. (1 Mosebog 3:15) Fra da af var Jesus fuldt ud klar over at han måtte gøre alt for at gennemføre Jehovas hensigt i forbindelse med hans suverænitet og Riget.

3. Hvordan forberedte Jesus sig til det han måtte gøre for at hævde Jehovas suverænitet?

³ „Fyldt med hellig ånd forlod Jesus nu Jordan, og af ånden førtes han omkring i ørkenen“ som en forberedelse til den opgave der lå foran ham. (Lukas 4:1; Markus 1:12) Her havde Jesus i 40 dage tid til at grunde over stridsspørgsmålet om det suveræne herredømme som Satan havde rejst, og over hvad han måtte gøre for at hævde Jehovas suverænitet. Dette stridsspørgsmål omfatter alle fornuftbegavede skabninger i himmelen og på jorden. Vi må derfor tænke over Jesu liv i trofasthed, og over hvad vi kan gøre for at vise at vi vil støtte Jehovas suveræne herredømme. — Job 1:6-12; 2:2-6.

Stridsspørgsmålet om suverænitet bringes i fokus

4. Hvad gjorde Satan som bragte det store stridsspørgsmål i fokus?

⁴ Naturligvis undgik ingen af de ovennævnte begivenheder Satans opmærksomhed. Uden at spilde tiden satte han straks et angreb ind mod den der i første række er Guds ’kvindes’ „afkom“. (1 Mosebog 3:15) Tre gange fristede Satan Jesus og foreslog ham at gøre det der syntes mest fordelagtigt for ham selv i stedet for det hans Fader ønskede han skulle gøre. Navnlig den tredje fristelse bragte stridsspørgsmålet om suverænitet i fokus. Satan viste Jesus „alle verdens riger og deres herlighed“ og erklærede skamløst: „Alt dette vil jeg give dig hvis du kaster dig ned og udfører en tilbedelseshandling over for mig.“ Jesus var klar over at Djævelen virkelig havde herredømmet over „alle verdens riger“, men han viste hvor han stod i det store stridsspørgsmål ved at svare: „Forsvind, Satan! For der står skrevet: ’Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.’“ — Mattæus 4:8-10.

5. Hvilken vanskelig opgave lå foran Jesus?

⁵ Jesu liv i trofasthed viste tydeligt at det vigtigste for ham var at støtte Jehovas suveræne herredømme. Jesus var helt klar over at han måtte forblive trofast til døden for Satans hånd — forudsagt profetisk ved at kvindens „afkom“ fik hælen knust — for at bevise at Gud retmæssigt er den suveræne hersker. (Mattæus 16:21; 17:12) Han måtte også aflægge vidnesbyrd om at Guds rige er det redskab hvormed Jehova vil gøre det af med oprøreren Satan og genoprette ro og orden for al skabningen. (Mattæus 6:9, 10) Hvad gjorde Jesus for at løse denne vanskelige opgave?

„Guds rige er kommet nær“

6. Hvordan viste Jesus at Riget er det redskab hvormed Gud vil „nedbryde Djævelens gerninger“?

⁶ Først „gik Jesus til Galilæa, og han forkyndte Guds gode nyhed og sagde: ’Den fastsatte tid er udløbet, og Guds rige er kommet nær.’“ (Markus 1:14, 15) Ja, han sagde endda: „Jeg må nødvendigvis . . . forkynde den gode nyhed om Guds rige . . . , det er jo dette jeg er sendt ud for.“ (Lukas 4:18-21, 43) Jesus rejste rundt i hele landet og „bekendtgjorde og forkyndte den gode nyhed om Guds rige“. (Lukas 8:1) Han gjorde også mange kraftige gerninger — gav folkeskarerne mad, viste sin magt over vejr og vind, helbredte syge og oprejste døde. Med disse mirakler viste Jesus at Gud kan opveje al den skade og alle de lidelser som oprøret i Eden havde forvoldt, og således „nedbryde Djævelens gerninger“. — 1 Johannes 3:8.

7. Hvad oplærte Jesus sine disciple til, og med hvilket resultat?

⁷ For at den gode nyhed om Riget kunne blive forkyndt i størst muligt omfang, samlede Jesus en gruppe trofaste disciple om sig og oplærte dem til denne gerning. Først bemyndigede han sine 12 apostle og „sendte dem ud for at forkynde Guds rige“. (Lukas 9:1, 2) Derefter udsendte han 70 andre som skulle forkynde budskabet: „Guds rige er kommet nær til jer.“ (Lukas 10:1, 8, 9) Da disciplene vendte tilbage og fortalte Jesus hvor godt det var gået med at forkynde budskabet om Riget, svarede han: „Jeg er begyndt at se at Satan er faldet som et lyn fra himmelen.“ — Lukas 10:17, 18.

8. Hvad viste Jesu livsløb tydeligt?

⁸ Jesus skyede ingen anstrengelser og lod ingen lejlighed gå fra sig til at forkynde Riget. Han arbejdede uafbrudt dag og nat og gav endda afkald på livets normale bekvemmeligheder. „Ræve har huler og himmelens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke noget sted hvor han kan hvile sit hoved,“ sagde han. (Lukas 9:58; Markus 6:31; Johannes 4:31-34) Kort før sin død erklærede han over for Pontius Pilatus: „Dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ (Johannes 18:37) Ja, hele Jesu livsløb viste at han ikke var kommet for blot at være en stor lærer, en mirakelmager eller en selvopofrende frelser, men for at hævde Jehovas suveræne vilje og vidne om Guds evne til at gennemføre denne vilje ved hjælp af Riget. — Johannes 14:6.

„Det er tilendebragt!“

9. Hvordan lykkedes det til sidst Satan at knuse hælen på Guds kvindes „afkom“?

⁹ Alt hvad Jesus gjorde for Riget, passede ikke modstanderen, Satan Djævelen. Gentagne gange prøvede han ved hjælp af den jordiske del af sit „afkom“ — både den politiske og religiøse — at bringe Guds kvindes „afkom“ til tavshed. Fra Jesus blev født og til hans liv på jorden sluttede, var han et angrebsmål for Satan og hans håndlangere. I foråret 33 e.v.t. var tiden omsider kommet til at Menneskesønnen skulle overgives i modstanderens hænder for at få hælen knust af ham. (Mattæus 20:18, 19; Lukas 18:31-33) Evangelierne viser klart hvordan Satan manipulerede med folk — lige fra Judas Iskariot til de øverste præster, de skriftlærde, farisæerne og romerne — og fik dem til at dømme Jesus til døden og udsætte ham for en pinefuld død på en marterpæl. — Apostelgerninger 2:22, 23.

10. Hvad udrettede Jesus først og fremmest ved sin død på marterpælen?

¹⁰ Hvad kommer du til at tænke på når du forestiller dig Jesus hænge på marterpælen mens han lider en langsom og smertefuld død? Måske tænker du på det offer Jesus uselvisk bragte til gavn for syndige mennesker. (Mattæus 20:28; Johannes 15:13) Du fyldes måske af taknemmelighed for den store kærlighed Jehova viste ved at tilvejebringe dette offer. (Johannes 3:16) Eller du føler måske trang til, ligesom den romerske centurion, at udbryde: „Dette var virkelig Guds søn.“ (Mattæus 27:54) Det er reaktioner som er helt på deres plads. Men tænk engang over Jesu sidste ord på marterpælen: „Det er tilendebragt!“ (Johannes 19:30) Hvad var det der var tilendebragt? Selvom Jesus udrettede mange ting i sit liv og ved sin død, var han så ikke først og fremmest kommet til jorden for at give et afgørende svar på stridsspørgsmålet om Jehovas suveræne herredømme? Og var det ikke forudsagt at han som ’afkommet’ ville blive udsat for den mest ekstreme prøve fra Satans side for at rense Jehovas navn for al forsmædelse? (Esajas 53:3-7) Det var et tungt ansvar, men Jesus gennemførte alt det han var blevet sendt til jorden for. Hvilken bedrift!

11. Hvad vil Jesus gøre for at profetien der blev udtalt i Eden, kan få sin fuldstændige opfyldelse?

¹¹ På grund af sin trofasthed og loyalitet blev Jesus oprejst, ikke som et menneske, men som „en levendegørende ånd“. (1 Korinther 15:45; 1 Peter 3:18) Jehovas løfte til sin herliggjorte søn lød: „Sæt dig ved min højre hånd indtil jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.“ (Salme 110:1) Blandt disse „fjender“ er anstifteren af oprøret, Satan, og alle dem der hører til hans „afkom“. Som kongen i Jehovas messianske rige vil Jesus Kristus anføre eksekutionsstyrkerne når alle oprørere i himmelen og på jorden skal tilintetgøres. (Åbenbaringen 12:7-9; 19:11-16; 20:1-3, 10) Derefter kommer den fuldstændige opfyldelse af profetien i Første Mosebog 3:15 og af den bøn Jesus lærte sine disciple at bede: „Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ — Mattæus 6:10; Filipperne 2:8-11.

Et forbillede for os

12, 13. (a) Hvordan er den gode nyhed om Riget blevet modtaget i dag? (b) Hvad må vi overveje for at følge i Kristi fodspor?

¹² I dag forkyndes den gode nyhed om Riget i mange lande, sådan som Jesus forudsagde det ville ske. (Mattæus 24:14) Som følge heraf har millioner af mennesker viet deres liv til Gud. De glæder sig til de velsignelser Riget vil medføre. De ser frem til at leve evigt i fred og tryghed i et paradis på jorden, og de fortæller begejstret andre om deres håb. (Salme 37:11; 2 Peter 3:13) Er du en af disse forkyndere? Hvis du er det, fortjener du ros. Men der er også noget andet som vi hver især må overveje.

¹³ Apostelen Peter skrev: „Kristus led for jer, hvorved han efterlod jer et forbillede så I kan følge lige i hans fodspor.“ (1 Peter 2:21) Læg mærke til at det Peter her nævnte, ikke var at Jesus var nidkær i forkyndelsen, eller at han var dygtig til at undervise, men at han gennemgik lidelser. Som øjenvidne var Peter fuldt ud klar over hvor meget Jesus var villig til at lide for at underordne sig Jehovas suverænitet og afsløre Satan som den løgner han er. Hvordan kan vi da følge i Jesu fodspor? Vi må spørge os selv: ’I hvilket omfang er jeg villig til at udholde lidelser for at støtte og ære Jehovas suverænitet? Viser jeg ved den måde jeg lever og udfører min tjeneste på, at det der betyder mest for mig, er at hævde Jehovas suverænitet?’ — Kolossenserne 3:17.

14, 15. (a) Hvordan handlede Jesus når han fik vildledende råd og tilbud, og hvad var grunden? (b) Hvad må vi altid have i tanke? (Se også rammen „Stil dig på Jehovas side“).

¹⁴ Hver dag står vi over for store og små prøvelser og beslutninger. Hvad skal være afgørende for hvordan vi klarer dem? Hvordan reagerer vi for eksempel når vi fristes til at gøre noget der bringer vort forhold til Gud i fare? Hvad gjorde Jesus da Peter foreslog ham at være god mod sig selv? „Forsvind om bag mig, Satan!“ svarede Jesus prompte. „Du tænker ikke Guds tanker, men menneskers.“ (Mattæus 16:21-23) Eller hvad gør vi når vi har mulighed for at forbedre vores situation økonomisk eller for at blive forfremmet selvom det må ske på bekostning af vores åndelige sundhed? Handler vi da som Jesus gjorde? Dengang Jesus blev klar over at hans tilhørere „stod i begreb med at komme og gribe ham for at gøre ham til konge“, trak han sig hurtigt bort fra dem. — Johannes 6:15.

¹⁵ Hvorfor handlede Jesus sådan ved denne og andre lejligheder? Fordi han forstod at det ikke kun drejede sig om hans personlige sikkerhed eller fordel. Han ønskede for enhver pris at gøre sin Faders vilje og hævde Jehovas suverænitet. (Mattæus 26:50-54) Hvis vi ikke til hver en tid har det virkelige stridsspørgsmål klart for øje, er der fare for at vi svigter eller går på kompromis. Hvorfor er det sådan? Fordi vi let kan blive et bytte for Satans listige anslag. Han er jo en mester i at få det forkerte til at se tillokkende ud, ligesom da han fristede Eva. — 2 Korinther 11:14; 1 Timoteus 2:14.

16. Hvad bør det egentlige mål med vores forkyndelse være?

¹⁶ I forkyndelsen bestræber vi os for at tale med folk om deres bekymringer og at vise dem hvad Bibelen siger. Derved skaber vi på en god måde interesse for et studium af Bibelen. Men vores egentlige mål er ikke blot at hjælpe folk til at lære hvad Bibelen siger, eller fortælle dem hvilke velsignelser Guds rige vil medføre. Vi må hjælpe dem til at forstå det egentlige stridsspørgsmål. Ønsker de at blive sande kristne og at være villige til at tage deres „marterpæl“ op og lide ondt for Rigets skyld? (Markus 8:34) Er de rede til at slutte sig til dem der støtter Jehovas suverænitet og derved bevise at Satan er en løgner og en bagvasker? (Ordsprogene 27:11) Vi har den forret at hjælpe både os selv og andre til at gøre dette. — 1 Timoteus 4:16.

Når Gud bliver „alt for alle“

17, 18. Hvilken vidunderlig tid kan vi se frem til hvis vi viser at vi støtter Jehovas suverænitet?

¹⁷ Mens vi gør vort yderste for i vores adfærd og tjeneste at vise at vi støtter Jehovas suverænitet, kan vi se frem til den tid da Jesus Kristus „overgiver riget til sin Gud og Fader“. Hvornår sker det? Apostelen Paulus forklarer: „Når han har gjort al regering og al myndighed og magt til intet. For han må nødvendigvis herske som konge indtil Gud har lagt alle fjenderne under hans fødder. . . . Så vil også Sønnen selv underlægge sig Ham der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt for alle.“ — 1 Korinther 15:24, 25, 28.

¹⁸ Bliver det ikke vidunderligt når Gud bliver „alt for alle“? Da vil Riget have tjent sit formål. Alle modstandere af Jehovas suverænitet vil være fjernet. Freden og ordenen vil være genoprettet i hele universet. Med salmistens ord vil al skabningen synge: „Tilskriv Jehova hans navns herlighed . . . Sig blandt nationerne: ’Jehova er blevet konge.’“ — Salme 96:8, 10.