GUDS RIGE

Guds universelle, suveræne herredømme over sine skabninger, eller det middel hvormed han udøver dette herredømme. (Sl 103:19) Udtrykket bruges især om Guds suveræne herredømme som det udøves af en kongelig regering med hans søn, Jesus Kristus, som overhoved.

Jehova havde naturligvis været den suveræne Hersker længe før der opstod riger blandt menneskene, ja, før menneskene overhovedet blev til. Af de milliontallige engle blev han respekteret og adlydt som den sande Gud og som deres Skaber. (Job 38:4-7; 2Kr 18:18; Sl 103:20-22; Da 7:10) Uanset hvilken titel der anvendtes, var han lige fra skabelsens begyndelse anerkendt som den hvis vilje med rette var overordnet alle andres.

Guds herredømme i menneskehedens første tid. De første mennesker, Adam og Eva, kendte ligeledes Jehova som Gud, som himmelens og jordens Skaber. De anerkendte hans myndighed og hans ret til at befale, til at pålægge dem visse pligter, til at forbyde dem visse handlinger, til at anvise dem et sted at bo og jord at dyrke samt til at overdrage dem myndighed over andre skabninger. (1Mo 1:26-30; 2:15-17) Selv om Adam havde evne til at danne nye ord (1Mo 2:19, 20), er der ikke noget vidnesbyrd om at han fandt på titlen „konge [mæʹlækh]“ for at bruge den om sin Gud og Skaber, skønt han anerkendte Jehova som den øverste myndighed.

Som åbenbaret i de første kapitler i Første Mosebog var Guds herredømme over menneskene i Eden mildt og godt og ikke urimelig restriktivt. Forholdet mellem Gud og mennesket krævede lydighed fra menneskets side, sådan som en søn adlyder sin fader. (Jf. Lu 3:38.) Mennesket fik ikke en stor samling love der skulle overholdes (jf. 1Ti 1:8-11); Guds krav var enkle og meningsfyldte. Intet tyder på at Adam følte sig hæmmet af en konstant kritisk overvågning af alt hvad han gjorde; det lader til at Gud kun satte sig i forbindelse med det fuldkomne menneske til visse tider, når der var behov for det. — 1Mo kap. 1-3.

Guds herredømme kommer til udtryk på en ny måde. De to første menneskers åbenlyse krænkelse af Guds bud, en handling som de var blevet tilskyndet til af en af Guds himmelske sønner, var i realiteten et oprør mod Guds myndighed. (1Mo 3:17-19; se TRÆER [Brugt billedligt].) Det standpunkt som Guds himmelske Modstander (hebr.: satanʹ) indtog, var en udfordring der måtte tages op; det stridsspørgsmål der skulle afgøres, drejede sig om retmæssigheden af Jehovas universelle suverænitet. (Se JEHOVA [Det store stridsspørgsmål af moralsk art].) Da stridsspørgsmålet var blevet rejst på jorden, er det meget passende at jorden også er det sted hvor det vil blive afgjort. — Åb 12:7-12.

Da dommen blev forkyndt for de oprindelige oprørere, fremsatte Jehova Gud en profeti. I symbolske vendinger erklærede han at det var hans hensigt at bruge et redskab, et „afkom“, som til sidst skulle knuse oprørerne. (1Mo 3:15) Derved ville Jehovas herredømme, udøvelsen af hans suverænitet, komme til udtryk på en ny måde, som svar på det oprør der havde udviklet sig. Den fremadskridende åbenbaring af „himlenes riges hellige hemmeligheder“ (Mt 13:11) har vist at dette indbefatter oprettelsen af et underordnet styre, et regeringsorgan under ledelse af en stedfortrædende hersker. Løftet om det forudsagte „afkom“ får sin opfyldelse i det kongelige styre der udøves af Jesus Kristus i forening med hans udvalgte medregenter. (Åb 17:14; se JESUS KRISTUS [Hans plads i Guds hensigter].) Fra det øjeblik Gud i Eden havde givet løfte om dette „afkom“ og det dermed forbundne „rige“, måtte beretningen om hvordan denne hensigt blev gennemført skridt for skridt, blive Bibelens grundlæggende tema og nøglen til forståelse af hvordan Jehova har forholdt sig over for sine tjenere og menneskeheden i almindelighed.

Det er bemærkelsesværdigt at Gud på denne måde har tildelt nogle af sine skabninger stor magt og myndighed (Mt 28:18; Åb 2:26, 27; 3:21), især i betragtning af at spørgsmålet om alle hans skabningers uangribelighed, det vil sige deres helhjertede hengivenhed for ham og loyalitet mod ham som den øverste, var en væsentlig del af det stridsspørgsmål som Guds modstander rejste. (Se UANGRIBELIGHED [Forbundet med det store stridsspørgsmål].) At Gud med fuld tillid kunne betro nogle af sine skabninger så stor en magt og myndighed, er i sig selv et lysende vidnesbyrd om den moralske styrke i hans herredømme; det medvirker til at hævde hans suverænitet og afsløre at modstanderens påstande er falske.