Hvis Gud er til — og det er han — må det største spørgsmål dreje sig om ham. Hvorfor har han skabt menneskene? Hvilket ansvar har vi over for ham? Hvad er hans reaktion på at mennesker ødelægger jorden? Og hvad vil han gøre ved de mange der nægter at tro på ham og gøre hans vilje? Det store spørgsmål som berører dig og mig, er om vi accepterer eller forkaster Guds styre, den Gud „som nævnes Jehova“. — Salme 83:19, Kalkar.

Universets tilblivelse

For dem der ikke tror på Gud er det selvfølgelig meningsløst at tale om ansvar over for ham. Men alle der betragter jordens skønhed og ordenspræg med ærlige øjne, må sande at der står en stor konstruktør bag. Det er rigtigt at mange videnskabsfolk forsøger at lade Gud ude af betragtning når de skal forklare naturens undere. Nogle mener for eksempel at universet i tidernes morgen var på størrelse med et knappenålshoved og at det siden har udvidet sig. De holder på at det skete „naturligt“, af sig selv, uden en Skabers medvirken. Men efter at have forklaret en populær ny teori om universets opståen, indrømmer fysikeren Hanbury Brown i bogen The Wisdom of Science: „Jeg tror at dette i de flestes øjne mere ligner et tryllenummer end en forklaring.“ Professor Brown siger at „verdens tilblivelse og mening“ er „store gåder“ som videnskaben ikke synes at kunne løse.

Videnskaben har bevist at stof og energi er to sider af samme sag, at stof kan omdannes til energi og omvendt. Atomsprængninger har vist at en lille stofmængde repræsenterer en umådelig energimængde. Hvorfra stammer al den energi der er bundet i de 100 milliarder stjerner i vores galakse eller i den milliard galakser som udgør det synlige univers?

Bibelen siger: „Løft jeres øjne mod det høje og se. Hvem har skabt disse? Det er Ham der fører deres hær ud efter tal; han kalder dem alle ved navn. Fordi hans vældige styrke er så stor, og hans kraft så stærk, mangler end ikke én.“ Hvem er det der omtales her? Bibelen svarer: „Jeg er Jehova. Det er mit navn; og jeg giver ikke min herlighed til nogen anden.“ — Esajas 40:26; 42:5, 8.

Teorier om at jorden og det øvrige univers er fremkommet ved tilfældighedernes spil, berøver Skaberen, Jehova Gud, den ære der tilkommer ham. (Åbenbaringen 4:11) Og de fratager mennesket et stærkt motiv til at behandle jorden ansvarligt. Hvis alle gjorde sig klart at Gud vil kræve dem til regnskab for deres måde at behandle skaberværket på, ville de sikkert vise spørgsmål som forurening, nedbrydning af ozonlaget og klimaændringerne betydeligt større opmærksomhed.

Livets tilblivelse

Tænk også over spørgsmålet: Hvor kommer livet fra? Folk har fået at vide at livet er blevet til uden Guds indgriben. Men dette strider mod et velfunderet videnskabeligt princip. Engang mente man at biller kom fra kokasser, orme fra råddent kød og mus fra mudder. Så sent som i foregående århundrede lærte videnskabsfolk at mikroorganismer kunne opstå af livløst stof. Men disse påstande blev modbevist af Redi, Pasteur og andre. I The World Book Encyclopedia (1990-udgaven) siges der: „Efter Pasteurs forsøg accepterede de fleste biologer tanken om at alt liv stammer fra eksisterende liv.“

Ikke desto mindre teoretiserer videnskabsmænd om at forholdene var anderledes i en fjern urtid. De siger at de første encellede organismer opstod ved et tilfælde i en livløs stofblanding som de kalder en ’ursuppe’ og som skulle indeholde de kemiske stoffer livet er betinget af. „Tilfældet, og tilfældet alene, gjorde det hele, lige fra ursuppen til mennesket,“ erklærer Christian de Duve i bogen A Guided Tour of the Living Cell.

Bibelen siger om Gud: „Hos dig er livets kilde.“ (Salme 36:9) Dette udsagn harmonerer med hvad man kan iagttage, nemlig at liv kommer af allerede eksisterende liv. Men eftersom det brede flertal af videnskabsfolk foretrækker at betragte Guds dyrebareste gave, livet, som noget der er blevet til af sig selv, tror mange ikke at de skal stå Gud til ansvar for hvordan de bruger deres liv. Derfor overtræder de rask væk Guds love, undertrykker deres medmennesker, stjæler, myrder og anvender en uhyre mængde tid, penge og opfindsomhed på at fremstille gruopvækkende mordvåben.

Stridsspørgsmålet afgøres

Ud over ateister og modernister er der utallige andre der benægter Guds suverænitet. Det store flertal i dag hævder at tro på Gud, og mere end 1,7 milliarder bekender sig som kristne. I århundreder har kristenhedens kirker offentligt lovprist Gud under deres gudstjenester. Men hvor står de fleste af dem når det gælder spørgsmålet om Guds suverænitet?

Både som enkeltpersoner og som nationer betragtet har de tilsidesat Guds styre og er gået imod hans bud. Såkaldt kristne lande har deltaget i ugudelige voldshandlinger, deriblandt de to største krige i menneskehedens historie — og „kristne“ præster har velsignet hærene på begge sider af fronten! Ved deres hykleri har de givet et helt forvrænget billede af Gud. Som Bibelen siger: „Offentligt bekender de at de kender Gud, men ved deres gerninger fornægter de ham.“ — Titus 1:16.

Imidlertid ’kan Gud ikke fornægte sig selv’. (2 Timoteus 2:13) På et tidspunkt vil han afgøre suverænitetsspørgsmålet med alle dets aspekter. Det vil han gøre i harmoni med sin hensigtserklæring: „De skal vide at jeg er Jehova.“ (Ezekiel 38:23) Men hvorfor har han ventet så længe? Hvordan vil han afgøre stridsspørgsmålet? Og hvordan kan man vælge rigtigt i denne vigtige sag?

Hvorfor er der gået så lang tid?

FOR 6000 år siden var der ingen der satte spørgsmålstegn ved Guds suverænitet. Efter at have fuldført sit vidunderlige skaberværk „så Gud alt hvad han havde frembragt, og se, det var virkelig godt“. (1 Mosebog 1:31) Derefter indledte han en hvileperiode, men ikke fordi han var fysisk udmattet. Nej, han hvilede i den forstand at han ikke skabte mere på jorden, fordi han vidste at hans gode hensigt med hans skaberværk ville blive opfyldt. — 1 Mosebog 2:1-3; Esajas 55:11.

Hvad gik hans hensigt ud på? Jehova satte det første menneskepar i en have kaldet Eden. Menneskene fik overdraget det ansvar at passe på deres paradisiske hjem med hele dets rige dyreliv. De skulle også sætte børn i verden. Som familien voksede skulle de med tiden udbrede Paradiset til jordens ender, i lydighed mod Guds befaling til dem om at ’underlægge sig jorden’. Således ville jorden til sidst blive et herligt hjem fyldt med en lykkelig, forenet familie som tjente sin himmelske Fader. Det var Guds oprindelige hensigt. — 1 Mosebog 1:27, 28; 2:8, 15, 20-22.

Kunne Adam og Eva være med til at opfylde denne storslåede hensigt indtil den var fuldført? Ja, hvis de fortsat samarbejdede ved at adlyde deres Skaber. Men de skulle ikke bare adlyde blindt, uden at bruge forstanden. Vore første forældre havde fået en fri vilje, for Gud ønskede at de skulle tjene ham af et taknemmeligt hjerte. Som en synlig påmindelse om sin retmæssige suverænitet satte Gud dem på en simpel prøve. De måtte nyde alle havens goder undtagen frugten på det træ hvorom Gud sagde: „Den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ — 1 Mosebog 2:16, 17.

Disse ord viser at Adam og Eva ikke blev skabt til at ældes og dø. De ville kun dø hvis de overtrådte dette enkle forbud. Hvis Adam og Eva var forblevet lydige mod Gud, ville de stadig have levet på jorden i dag, og de ville have været forældre til en verdensomspændende familie af fuldkomne efterkommere. — Se princippet i Salme 37:29.

Men en af Guds engle, der nu bærer navnet Satan, kritiserede Guds styreform. Han forledte Eva til at spise af den forbudne frugt, ved lumsk at påstå at hun ville få det bedre hvis hun var uafhængig af Gud. Satans sande mål var imidlertid at blive gud for den fremtidige menneskeslægt. — 1 Mosebog 3:1-5; Mattæus 4:8, 9; Johannes 8:44.

Eftersom Jehova havde givet det første menneskepar alt hvad de behøvede, burde Eva have underordnet sig hans styre og afvist Satans løgnagtige tale. Tragisk nok valgte hun at overtræde Guds lov. Senere valgte Adam at gøre fælles sag med sin hustru i hendes ukloge handlemåde. De selvrådige mennesker og Satan gjorde altså oprør mod Gud, og derved opstod stridsspørgsmålet om Guds suverænitet. — 1 Mosebog 3:6.

Tid til at afgøre de vigtige stridsspørgsmål

Jehova kunne på stedet have udslettet de tre oprørere. Men det ville ikke have afgjort de spørgsmål deres oprør rejste. Kunne mennesket styre med godt resultat uden Guds hjælp? Var det retfærdigt af Gud at kræve lydighed? Og ville der, i betragtning af det første menneskepars adfærd, være mennesker der af egen fri vilje valgte at tjene Gud — selv hvis de blev prøvet af Satan? (Job 1:7-11; 2:4) Det krævede tid at besvare disse spørgsmål. Det ville også kræve tid at forvinde følgerne af det første oprør og gennemføre Guds hensigt, der gik ud på at gøre jorden til et paradis beboet af en syndfri menneskeslægt. I dag venter vi stadig på den endelige afgørelse af disse stridsspørgsmål.

Tro mod sin lov fratog Gud Adam og Eva det privilegium at leve evigt. De var ikke længere værdige til at medvirke i opfyldelsen af hans store hensigt. Før de døde fik de dog lov at sætte børn i verden. Adam og Eva kunne ganske vist ikke længere give deres efterkommere et syndfrit liv i arv. (Romerne 5:12) Men skønt de følgende slægtled blev født ufuldkomne og måtte dø, havde mange enkeltpersoner lejlighed til at vise hvor de stod i det store stridsspørgsmål om suverænitet.

Stridsspørgsmålet afgøres

Hvordan vil Gud afgøre de spørgsmål der er rejst angående hans suverænitet? I én forstand er de spørgsmål der blev rejst dengang i Edens have allerede blevet besvaret. Tusinder af års historie har med smertelig tydelighed vist at Satans påstand om at Eva ville klare sig bedre uafhængigt af Gud, var pure løgn. Menneskers styre uafhængigt af Gud er fra først til sidst slået fejl. Bibelen siger: „Det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det.“ — Prædikeren 8:9.

På den anden side er der også fremkommet mange positive træk i de mange år der er gået siden Adam og Eva syndede. Mange mennesker er standhaftigt stået op for Jehovas suverænitet. Det mest fremtrædende eksempel er „Menneskesønnen“, Jesus Kristus. (Mattæus 20:18; Hebræerne 11:1–12:3) De der har adlydt Guds love og anerkendt hans suverænitet har indset at dette er det klogeste. De har erfaret sandheden i ordsproget: „Jehovas velsignelse — den gør rig, og han føjer ingen smerte til den.“ (Ordsprogene 10:22) I opstandelsen vil de få del i opfyldelsen af Guds store hensigt. — Johannes 5:28, 29.

Jehova har aldrig opgivet sin oprindelige hensigt. De der forkaster hans suveræne herredømme vil ikke få lov at herske over jorden for bestandig, eftersom Bibelen advarer om at Gud snart griber ind over for dem. Vi læser: „Guds vrede åbenbares fra himmelen over al ugudelighed.“ (Romerne 1:18) Denne kommende åbenbaring af Guds vrede, som Bibelen kalder for Harmagedon, vil med al ønskelig tydelighed bevise at Gud er til. Kun de der underkaster sig hans styre, vil overleve. „Det er de retskafne der skal bo på jorden, og de uangribelige der vil blive ladt tilbage på den. Men de ugudelige skal udryddes fra jorden.“ — Ordsprogene 2:21, 22.

Det store stridsspørgsmål — og dig

I betragtning af dette må vi hver især, ligesom Adam og Eva, træffe et valg. Vil vi forsøge at leve uafhængigt af Gud? Eller vil vi underkaste os hans styre? Husk at det er det vigtigste spørgsmål vi står over for i dag. Uanset hvor vigtige andre spørgsmål forekommer at være, angår de kun vort nuværende liv. Dette spørgsmål drejer sig om vort evige liv. Din evige fremtid afhænger af hvilket valg du træffer.

Hvordan kan man vise at man anerkender Guds suverænitet? Ved flittigt at studere hans ord, Bibelen, og søge at gøre hans vilje i fællesskab med andre sande kristne. (Zefanias 2:2, 3) Hvis du gør det, vil du med glæde kunne se frem til opfyldelsen af Guds storslåede hensigt. Du vil kunne komme til at se dette forunderlige løfte gå i opfyldelse: „Om kort tid, da er den ugudelige ikke mere . . . Men de sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ (Salme 37:10, 11) Så fantastisk vil udfaldet blive hvis man anerkender Guds suverænitet! Der er derfor al grund til at træffe et klogt valg i dette vigtige stridsspørgsmål!