Tider og perioder i Jehovas hånd

„Det tilkommer ikke jer at få kundskab om tider eller perioder som Faderen har lagt ind under sin egen myndighed.“ — Apostelgerninger 1:7.

1. Hvordan besvarede Jesus apostlenes spørgsmål om hvornår visse begivenheder ville finde sted?

HVAD ville være mere naturligt end at de der „sukker og stønner over alle de vederstyggeligheder der øves“ i kristenheden og hele den øvrige verden, spekulerer på hvornår alt dette vil få en ende og den onde tingenes ordning blive erstattet af Guds retfærdige nye verden? (Ezekiel 9:4; 2 Peter 3:13) Umiddelbart før Jesu død og igen efter hans opstandelse stillede apostlene ham nogle spørgsmål om tidspunktet for visse begivenheder. (Mattæus 24:3; Apostelgerninger 1:6) I sine svar gav Jesus dem imidlertid ikke noget grundlag hvorpå de kunne udregne tiden. I det ene tilfælde gav han dem et sammensat tegn, og i det andet sagde han at det ikke tilkom dem „at få kundskab om tider eller perioder som Faderen har lagt ind under sin egen myndighed“. — Apostelgerninger 1:7.

2. Hvorfor kan man sige at Jesus ikke altid har haft kendskab til tidspunktet for hvornår hans Fader ville lade visse begivenheder indtræffe i endens tid?

² Selv om Jesus er Jehovas enestefødte søn, har han ikke altid haft kendskab til tidspunktet for hvornår Faderen ville lade visse begivenheder indtræffe. I sin profeti om de sidste dage sagde Jesus ydmygt: „Om den dag og time ved ingen noget, hverken himlenes engle eller Sønnen, kun Faderen alene.“ (Mattæus 24:36) Jesus var villig til at vente tålmodigt på at Faderen fortalte ham det nøjagtige tidspunkt for hvornår han ville skride til handling og tilintetgøre den nuværende onde tingenes ordning.a

3. Hvad kan vi lære af Jesu svar på spørgsmål angående Guds hensigt?

³ Man kan udlede to ting af den måde hvorpå Jesus besvarede spørgsmålene angående tidspunktet for hvornår visse ting ville ske som en opfyldelse af Guds hensigt. For det første at Jehova har en tidsplan, og for det andet at han alene fastsætter tidspunktet, og at hans tjenere ikke kan forvente at få nøjagtige oplysninger i forvejen om hans tider eller perioder.

Jehovas tider og perioder

4. Hvad betyder de græske ord der er oversat med „tider“ og „perioder“ i Apostelgerninger 1:7?

⁴ Hvad menes der med „tider“ og „perioder“? Jesu udtalelse som findes i Apostelgerninger 1:7, indeholder to måder at betragte tiden på. Det græske ord der er gengivet med „tider“, betyder „tid brugt om tidens varighed“, et tidsrum der kan være langt eller kort. Ordet „perioder“ er en oversættelse af et græsk ord der bruges om en bestemt eller fastsat tid, en særlig tid eller periode som er kendetegnet af bestemte ting eller begivenheder. Om disse to græske ord siger W. E. Vine: „I Apostelgerninger 1:7 siges der således at Faderen har lagt både tider (chronos), det vil sige tidsperiodernes længde, og perioder (kairos), epoker som kendetegnes af bestemte begivenheder, ind under sin egen myndighed.“

5. Hvornår oplyste Jehova Noa om at det var hans hensigt at udslette den fordærvede verden, og hvilket dobbelt hverv udførte Noa?

⁵ Før Vandfloden satte Gud en grænse på 120 år for den fordærvede verden som mennesker og oprørske materialiserede engle havde været årsag til. (1 Mosebog 6:1-3) Den gudfrygtige Noa var på det tidspunkt 480 år gammel. (1 Mosebog 7:6) Han var barnløs og forblev barnløs i yderligere 20 år. (1 Mosebog 5:32) Langt senere, nemlig først efter at Noas sønner var blevet voksne og havde giftet sig, oplyste Gud Noa om at det var hans hensigt at fjerne ondskaben fra jorden. (1 Mosebog 6:9-13, 18) Men selv om Noa havde fået det dobbelte hverv betroet at bygge arken og forkynde for sine samtidige, åbenbarede Jehova ikke dengang sin tidsplan for ham. — 1 Mosebog 6:14; 2 Peter 2:5.

6. (a) Hvordan viste Noa at han overlod tidsspørgsmålet i Jehovas hånd? (b) Hvordan kan vi følge Noas eksempel?

⁶ I årtier — måske i et halvt århundrede — „gjorde Noa ganske som Gud havde påbudt ham“. Han gjorde det „ved tro“, uden at kende det nøjagtige tidspunkt for Guds indgriben. (1 Mosebog 6:22; Hebræerne 11:7) Jehova oplyste ham ikke om det nøjagtige tidspunkt før der var en uge til Vandfloden skulle begynde. (1 Mosebog 7:1-5) Noas ubetingede tro på og tillid til Jehova satte ham i stand til helt at overlade tidsspørgsmålet til ham, og han må have været fyldt af taknemmelighed da han mærkede Jehovas beskyttelse under Vandfloden, og senere da han forlod arken og gik ud på en renset jord. Skulle vi der har et lignende håb om udfrielse, ikke have den samme tro på Gud?

7, 8. (a) Hvordan er nationer og verdensriger blevet til? (b) På hvilken måde har Jehova „bestemt de fastsatte tider og de fastlagte grænser for menneskenes bolig“?

⁷ Efter Vandfloden opgav de fleste af Noas efterkommere den sande tilbedelse af Jehova. For at kunne forblive på ét sted begyndte de at bygge en by og et tårn for falsk gudsdyrkelse. Jehova besluttede at tidspunktet var kommet til at skride ind. Han forvirrede deres sprog og ’spredte dem over hele jordens flade’. (1 Mosebog 11:4, 8, 9) Senere blev sproggrupperne til nationer, hvoraf nogle optog andre nationer i sig og blev til riger, ja, endog verdensriger. — 1 Mosebog 10:32.

⁸ Med gennemførelsen af sin hensigt for øje bestemte Jehova undertiden hvor nationernes grænser skulle gå, og på hvilket tidspunkt i historien en bestemt nation skulle være den dominerende, lokalt eller som verdensmagt. (1 Mosebog 15:13, 14, 18-21; 2 Mosebog 23:31; 5 Mosebog 2:17-22; Daniel 8:5-7, 20, 21) Apostelen Paulus nævnte dette over for de græske filosoffer og andre i Athen da han sagde: „Den Gud som har frembragt verden og alt hvad der er i den . . . har ud af ét menneske dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade, og han har bestemt de fastsatte tider og de fastlagte grænser for menneskenes bolig.“ — Apostelgerninger 17:24, 26.

9. Hvordan har Jehova ’ændret tider og perioder’ for konger?

⁹ Det betyder ikke at Jehova står bag alle politiske erobringer og forandringer af landegrænser nationerne imellem. Men han kan skride ind når han vælger at gøre det for at gennemføre sin hensigt. Derfor kunne profeten Daniel, der skulle opleve at det babyloniske verdensrige gik til grunde og blev efterfulgt af Medo-Persien, sige om Jehova: „Han ændrer tider og perioder, fjerner konger og indsætter konger, giver visdom til de vise og kundskab til dem der kender til forstand.“ — Daniel 2:21; Esajas 44:24–45:7.

„Tiden nærmede sig“

10, 11. (a) Hvor længe i forvejen fastsatte Jehova Gud tidspunktet for hvornår han ville udfri Abrahams efterkommere fra trældom? (b) Hvoraf fremgår det at israelitterne ikke vidste nøjagtig hvornår de ville blive udfriet?

¹⁰ Mere end 400 år i forvejen angav Jehova det nøjagtige år for den begivenhed hvormed han ville ydmyge den ægyptiske verdensmagt og udfri Abrahams efterkommere fra trældom. I sit løfte til Abraham, hvori han åbenbarede sin hensigt, sagde Gud: „Du skal helt sikkert vide at dit afkom vil komme til at bo som udlændinge i et land der ikke er deres; og de skal tjene dem, og disse skal mishandle dem i fire hundrede år. Men den nation som de kommer til at tjene, dømmer jeg, og derefter vil de vandre ud med mange ejendele.“ (1 Mosebog 15:13, 14) Da Stefanus var stillet for det jødiske sanhedrin og i sin forsvarstale gav et tilbageblik over Israels historie, nævnte han denne periode på 400 år og sagde derefter: „Som tiden nærmede sig for opfyldelsen af det løfte som Gud åbent havde forkyndt for Abraham, voksede folket og blev talrigt i Ægypten, indtil der fremstod en anden konge over Ægypten, en som ikke kendte Josef.“ — Apostelgerninger 7:6, 17, 18.

¹¹ Denne nye farao satte israelitterne til at udføre trællearbejde. Første Mosebog var endnu ikke skrevet, men det er sandsynligt at Jehovas løfter til Abraham var blevet overleveret enten mundtligt eller skriftligt. Alligevel ser det ud til at de oplysninger israelitterne var i besiddelse af, ikke satte dem i stand til at udregne det nøjagtige tidspunkt for deres udfrielse fra undertrykkelsen. Gud vidste hvornår han ville udfri dem, men åbenbart fik de undertrykte israelitter ikke noget at vide om det. Vi læser: „I løbet af disse mange dage døde så Ægyptens konge, men Israels sønner sukkede stadig på grund af trællearbejdet og udstødte klageskrig, og deres råb om hjælp steg op til den sande Gud på grund af trællearbejdet. Og Gud hørte deres stønnen, og Gud huskede sin pagt med Abraham, Isak og Jakob. Gud så da til Israels sønner og Gud var opmærksom på dem.“ — 2 Mosebog 2:23-25.

12. Hvordan viste Stefanus at Moses greb til handling forud for Jehovas tid?

¹² Denne manglende viden om det nøjagtige tidspunkt for Israels udfrielse kan også udledes af Stefanus’ tale. I denne sagde han om Moses: „Da der nu var gået et tidsrum af fyrre år for ham, opkom det i hans hjerte at han ville se til sine brødre, Israels sønner. Og da han fik øje på en som blev uretfærdigt behandlet, forsvarede han den mishandlede og hævnede ham ved at slå ægypteren ned. Han mente at hans brødre ville forstå at Gud ved hans hånd var ved at give dem redning, men de forstod det ikke.“ (Apostelgerninger 7:23-25) Moses greb her til handling 40 år forud for Guds tid. Stefanus påpegede at Moses måtte vente 40 år til før Gud ’gav israelitterne redning ved hans hånd’. — Apostelgerninger 7:30-36.

13. På hvilken måde svarer vores situation til israelitternes før deres udfrielse fra Ægypten?

¹³ Skønt ’tiden nærmede sig for opfyldelsen af løftet’ og det nøjagtige år var fastsat af Gud, måtte Moses og hele Israel vise at de havde tro. De måtte vente til Jehovas tid var inde, åbenbart uden at være i stand til at regne tidspunktet ud på forhånd. Vi er på samme måde overbeviste om at vores udfrielse fra den nuværende onde tingenes ordning nærmer sig. Vi ved at vi lever i „de sidste dage“. (2 Timoteus 3:1-5) Skulle vi da ikke være villige til at vise vores tro og vente på tiden for Jehovas store dag? (2 Peter 3:11-13) Gør vi det, vil vi som Moses og israelitterne kunne synge en storslået lovsang om frelse og udfrielse til ære for Jehova. — 2 Mosebog 15:1-19.

„Da tiden var udløbet“

14, 15. Hvordan ved vi at Gud havde fastsat et tidspunkt for sin søns komme til jorden, og hvad havde profeter og selv engle spejdet efter?

¹⁴ Jehova havde fastsat et bestemt tidspunkt for sin enestefødte søns komme til jorden som Messias. Paulus skrev: „Da tiden var udløbet, udsendte Gud sin søn, som blev født af en kvinde og som blev født under loven.“ (Galaterne 4:4) Dette skete som en opfyldelse af Guds løfte om et afkom — ’Silo, som folkeslagenes lydighed vil tilhøre’. — 1 Mosebog 3:15; 49:10.

¹⁵ Guds profeter — ja selv engle — havde spejdet efter den „tid“ da Messias ville vise sig på jorden og gøre det muligt for syndige mennesker at opnå frelse. „I denne frelse,“ siger Peter, „har profeterne flittigt gransket og forsket, de som profeterede om den ufortjente godhed der var bestemt for jer. De blev ved med at undersøge hvilken tid eller hvilken slags tid ånden i dem angav om Kristus, når den forud vidnede om de lidelser der var bestemt for Kristus og om de herligheder der skulle følge efter disse. . . . Netop dette nærer engle et brændende ønske om at spejde ind i.“ — 1 Peter 1:1-5, 10-12.

16, 17. (a) Ved hjælp af hvilken profeti hjalp Jehova jøder i det første århundrede til at nære forventning om Messias’ komme? (b) Hvordan påvirkede Daniels profeti jødernes forventning om Messias?

¹⁶ Ved sin profet Daniel — en mand med en urokkelig tro — havde Jehova udtalt en profeti om „halvfjerds uger“. Ved hjælp af den kunne jøder i det første århundrede vide hvornår tiden nærmede sig da den lovede Messias skulle fremstå. I profetien hed det, i uddrag: „Fra ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem udgår, indtil Messias, Føreren, vil der være syv uger og toogtres uger.“ (Daniel 9:24, 25) Blandt jødiske, katolske og protestantiske bibelforskere er der almindelig enighed om at de „uger“ der her er tale om, er åruger. De 69 „uger“ der nævnes i Daniel 9:25, begyndte i 455 f.v.t. da perserkongen Artaxerxes gav Nehemias bemyndigelse til „at genrejse og genopbygge Jerusalem“. (Nehemias 2:1-8) De endte 483 år senere — i år 29 e.v.t. — da Jesus blev døbt og salvet med hellig ånd og således blev Messias, eller Kristus. — Mattæus 3:13-17.

¹⁷ Om jøderne i det første århundrede vidste præcis hvornår de 483 år begyndte, er et åbent spørgsmål. Men da Johannes Døber begyndte sin tjeneste, var folket „i forventning“, og alle spurgte i deres hjerter angående Johannes: „Kunne han måske være Messias?“ (Lukas 3:15) Nogle bibelforskere kæder denne forventning sammen med Daniels profeti. Matthew Henry siger i sin bibelkommentar til dette vers: „Vi får her at vide . . . at folk ud fra Johannes’ tjeneste og dåb sluttede at Messias’ komme var nært forestående . . . De halvfjerds uger hos Daniel var ved at udløbe.“ Den franske bibelhåndbog Manuel Biblique af Vigouroux, Bacuez og Brassac siger: „Folk vidste at de halvfjerds åruger som Daniel havde fastsat, var ved at udløbe; det overraskede ingen at høre Johannes Døber bekendtgøre at Guds rige var kommet nær.“ Den jødiske lærde Abba Hillel Silver skriver at ifølge „den kronologi som var almindeligt kendt dengang“, forventede man „at Messias fremstod omkring den anden fjerdedel af det første århundrede efter vor tidsregning“.

Begivenheder — ikke en tidsregning — har betydning

18. Selv om Daniels profeti hjalp jøderne til at kende tidspunktet for hvornår man kunne forvente Messias, hvad var så det mest overbevisende vidnesbyrd om at Jesus var Messias?

¹⁸ Selv om kronologien åbenbart hjalp jøderne til at få en fornemmelse af at Messias’ komme var umiddelbart forestående, viser de efterfølgende begivenheder at det ikke overbeviste det store flertal om at Jesus var Messias. Mindre end et år før sin død spurgte Jesus sine disciple: „Hvem siger folkeskarerne at jeg er?“ Og de svarede: „Johannes Døber; men andre, Elias, og andre igen, at en af fortidens profeter er opstået.“ (Lukas 9:18, 19) Der findes intet skriftligt vidnesbyrd om at Jesus nogen sinde citerede profetien om de symbolske uger for at bevise at han var Messias. Men ved en lejlighed sagde han: „Jeg har det vidnesbyrd som er større end Johannes’, for de gerninger som min Fader har givet mig at fuldføre, selve de gerninger jeg gør, vidner om mig at Faderen har sendt mig.“ (Johannes 5:36) Jesu forkyndelse, hans mirakler og begivenhederne omkring hans død (det overnaturlige mørke, tempelforhænget som flængedes i to dele, og jordskælvet) vidnede mere end nogen åbenbaret kronologi om at han var den Messias som var sendt af Gud. — Mattæus 27:45, 51, 54; Johannes 7:31; Apostelgerninger 2:22.

19. (a) Hvordan kunne de kristne vide at Jerusalems ødelæggelse var nær? (b) Hvorfor havde de første kristne som flygtede fra Jerusalem, stadig brug for tro?

¹⁹ Efter Jesu død fik de første kristne heller ikke noget grundlag for at udregne tidspunktet for den forestående afslutning på den jødiske tingenes ordning. Daniels profeti om de symbolske uger nævnte ganske vist ødelæggelsen af denne ordning. (Daniel 9:26b, 27b) Men den ville først indtræffe efter de „halvfjerds uger“ (455 f.v.t.–36 e.v.t.). Efter at de første hedninger var blevet Jesu disciple i år 36 e.v.t., befandt de kristne sig med andre ord uden for de kronologiske milepæle der er afmærket i Daniels Bogs 9. kapitel. For dem ville begivenhederne, ikke kronologien, vise at den jødiske ordning snart ville nå sin afslutning. Disse begivenheder, som var forudsagt af Jesus, kulminerede fra og med år 66 e.v.t., da de romerske legioner angreb Jerusalem og derefter trak sig tilbage. Dette gav trofaste og vågne kristne i Jerusalem og Judæa mulighed for at „flygte til bjergene“. (Lukas 21:20-22) Uden nogen kronologiske vejvisere vidste de første kristne ikke hvornår Jerusalems ødelæggelse ville komme. Det har derfor krævet tro af dem at forlade deres hjem, gårde og værksteder og holde sig borte fra Jerusalem i de cirka fire år der gik før den romerske hær vendte tilbage i år 70 og gjorde ende på den jødiske tingenes ordning. — Lukas 19:41-44.

20. (a) Hvad kan vi lære af Noas, Moses’ og de første kristnes eksempel? (b) Hvad vil blive behandlet i den næste artikel?

²⁰ Ligesom Noa, Moses og de kristne i Judæa i det første århundrede kan vi i dag trygt overlade tiderne og perioderne i Jehovas hånd. Vores overbevisning om at vi nu lever i endens tid, og at vores udfrielse nærmer sig, er ikke blot baseret på kronologien, men på begivenheder der er indtruffet som en opfyldelse af Bibelens profetier. Men selv om vi nu lever i tiden for Kristi nærværelse, er vi ikke fritaget for at vise tro og at holde os vågne. Vi må stadig leve i forventning og ivrigt spejde efter de særlige begivenheder der er forudsagt i Bibelen. Dette vil være emnet for den efterfølgende artikel.

Vi venter med „spændt forventning“

„Skabningen venter jo med spændt forventning på at Guds sønner skal åbenbares.“ — Romerne 8:19.

1. På hvilken måde ligner de kristnes situation i dag de første kristnes?

DE SANDE kristnes situation i dag ligner de første kristnes. En profeti hjalp Jehovas tjenere dengang til at forstå hvornår Messias ville komme. (Daniel 9:24-26) Den samme profeti forudsagde Jerusalems ødelæggelse, men gav ikke de kristne noget fingerpeg om hvornår byen ville blive ødelagt. (Daniel 9:26b, 27) Det var ligeledes en profeti der ved Guds forsyn var årsag til at oprigtige bibellæsere i det 19. århundrede var i forventning. Ved at forbinde de „syv tider“ i Daniel 4:25 med „Hedningernes Tider“ forventede de at Kristus ville overtage magten i Riget i 1914. (Lukas 21:24, dansk revideret oversættelse af 1819; Ezekiel 21:25-27) Selv om Daniels Bog indeholder mange profetier, er det ikke muligt for bibellæsere i dag, på grundlag af dem, nøjagtigt at udregne det tidspunkt da hele Satans nuværende verdensordning vil blive udslettet. (Daniel 2:31-44; 8:23-25; 11:36, 44, 45) Men det vil snart ske, for vi lever nu i „endens tid“. — Daniel 12:4.a

Årvågenhed under Kristi nærværelse

2, 3. (a) Hvad er det vigtigste bevis for at vi nu lever i tiden for Kristi nærværelse i Rigets magt? (b) Hvad viser at de kristne må holde sig vågne under Kristi nærværelse?

² Det er rigtigt at en tidsprofeti skabte forventning hos kristne før Kristus fik overdraget magten i Riget i 1914. Men det ’tegn’ som Kristus gav på sin nærværelse og afslutningen på tingenes ordning, bestod af begivenheder. Og de fleste af disse ville man først se efter at hans nærværelse var begyndt. Disse begivenheder — krige, fødevaremangel, jordskælv, pestsygdomme, øget lovløshed, forfølgelse af kristne og en verdensomspændende forkyndelse af den gode nyhed om Riget — er det vigtigste bevis for at vi nu lever i tiden for Kristi nærværelse i Rigets magt. — Mattæus 24:3-14; Lukas 21:10, 11.

³ Det som Jesu store tale mundede ud i, var imidlertid følgende vigtige formaning: „Vær agtpågivende, våg, . . . Hold jer vågne.“ (Markus 13:33, 37; Lukas 21:36) En omhyggelig læsning af den sammenhæng hvori disse opfordringer til at være agtpågivende findes, viser at Kristus ikke først og fremmest tænkte på at man skulle give agt på tegnet på at hans nærværelse var begyndt. Nej, han befalede sine sande disciple at holde sig vågne under hans nærværelse. Hvorfor skulle de sande kristne holde sig vågne?

4. Hvilket formål tjente det tegn som Jesus gav?

⁴ Jesus fremsatte sin store profeti som svar på spørgsmålet: „Hvornår vil disse ting ske [begivenheder som ville ende med ødelæggelsen af den jødiske tingenes ordning], og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ (Mattæus 24:3) De forudsagte begivenheder ville ikke alene være et tegn på Kristi nærværelse, men ville også gå forud for afslutningen på den nuværende onde tingenes ordning.

5. Hvordan viste Jesus at det under hans nærværelse i ånden endnu stod tilbage at han ville „komme“?

⁵ Jesus viste at han under sin „nærværelse“ (græsk: parousiʹa) ville „komme“ (former af det græske udsagnsord erʹchomai) med magt og herlighed. Herom sagde han: „Derpå vil Menneskesønnens tegn vise sig i himmelen, og da skal alle jordens stammer slå sig selv af sorg, og de skal se Menneskesønnen komme på himmelens skyer med magt og megen herlighed. . . . Men lær følgende af billedet med figentræet: Så snart dets unge gren bliver blød og skyder blade, ved I at sommeren er nær. Således ved I også, når I ser alt dette, at han [Kristus] er nær for døren. . . . Hold jer derfor vågne, for I ved ikke på hvilken dag jeres Herre kommer. Af den grund må også I vise jer parate, for Menneskesønnen kommer i en time I ikke forestiller jer.“ — Mattæus 24:30, 32, 33, 42, 44.

Hvorfor kommer Jesus Kristus?

6. Hvordan vil „Babylon den Store“ blive ødelagt?

⁶ Skønt Jesus Kristus har været nærværende som konge siden 1914, skal han endnu dømme organisationer og enkeltpersoner før han eksekverer sin dom over dem han finder onde og ugudelige. (Jævnfør 2 Korinther 5:10.) Jehova vil snart indgive de politiske ledere den tanke at ødelægge „Babylon den Store“, den falske religions verdensimperium. (Åbenbaringen 17:4, 5, 16, 17) Apostelen Paulus nævnte specielt at Jesus Kristus vil udslette „lovløshedens menneske“, kristenhedens frafaldne præsteskab, som hører med til det store Babylon. — 2 Thessaloniker 2:3, 8.

7. Hvilken dom vil Menneskesønnen afsige når han kommer i sin herlighed?

⁷ I nær fremtid vil Kristus dømme folk i alle nationer på grundlag af hvordan de har behandlet hans brødre på jorden. Vi læser: „Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da vil han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle nationerne skal samles foran ham, og han vil skille folk fra hinanden, ligesom en hyrde skiller fårene fra gederne. Og han vil stille fårene ved sin højre side og gederne ved sin venstre. . . . kongen [vil] sige til [fårene]: ’Jeg skal sige jer sandheden: I det omfang I har gjort det mod en af mine mindste brødre dér, har I gjort det mod mig.’ . . . Og [gederne] skal gå bort til evig afskærelse, men de retfærdige til evigt liv.“ — Mattæus 25:31-46.

8. Hvordan beskriver Paulus at Kristus kommer for at eksekvere dommen over de ugudelige?

⁸ Som vist i lignelsen om fårene og gederne eksekverer Jesus den endelige dom over alle de ugudelige. Paulus forsikrede medtroende som led ondt, om at de ville få „lindring sammen med [Paulus og andre] ved Herren Jesu åbenbarelse fra himmelen med sine mægtige engle i flammende ild, når han bringer hævn over dem der ikke kender Gud og dem der ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus. Disse skal lide retslig straf i form af evig undergang, bort fra Herrens ansigt og fra hans styrkes herlighed, når han kommer for at blive herliggjort iblandt sine hellige.“ (2 Thessaloniker 1:7-10) Med disse betydningsfulde begivenheder foran os skulle vi da ikke vise tro og med årvågenhed se frem til Kristi komme?

Vi venter spændt på Kristi åbenbarelse

9, 10. Hvorfor venter de salvede som stadig befinder sig på jorden, ivrigt på Jesu Kristi åbenbarelse?

⁹ „Herren Jesu åbenbarelse fra himmelen“ vil ikke alene medføre at de onde og ugudelige udslettes, men også at de retfærdige belønnes. De der er tilbage af Kristi salvede brødre på jorden, har måske endnu lidelser at udholde før Kristi åbenbarelse, men de glæder sig over deres herlige himmelske håb. Apostelen Peter skrev til salvede kristne: „Bliv ved med at fryde jer, da I jo er delagtige i Messias’ lidelser, så I også kan fryde jer og juble ved hans herligheds åbenbarelse.“ — 1 Peter 4:13.

¹⁰ De salvede er besluttede på at forblive trofaste indtil Kristus ’samler dem hos sig’ så „den prøvede ægthed“ af deres tro „kan blive fundet at være årsag til pris og herlighed og ære ved Jesu Kristi åbenbarelse“. (2 Thessaloniker 2:1; 1 Peter 1:7) Henvendt til sådanne trofaste åndsavlede kristne siges der: „Vidnesbyrdet om Messias er blevet stadfæstet iblandt jer, så at I ikke mangler nogen gave overhovedet, mens I ivrigt venter på vor Herre Jesu Kristi åbenbarelse.“ — 1 Korinther 1:6, 7.

11. Hvad gør de salvede kristne mens de venter på Jesu Kristi åbenbarelse?

¹¹ Den salvede rest deler Paulus’ følelser, som han beskrev således: „Følgelig regner jeg ikke den nuværende tids lidelser for noget i sammenligning med den herlighed der skal åbenbares på os.“ (Romerne 8:18) Deres tro behøver ikke at understøttes af en tidsregning. De har rigeligt at gøre i tjenesten for Jehova og sætter således et godt eksempel for deres medarbejdere, de „andre får“. (Johannes 10:16) De salvede ved at enden er nær for den onde verdensordning, og de følger Peters opfordring: „Gør . . . jeres sind klar til at arbejde, hold jer fuldstændig ædru; sæt jeres håb til den ufortjente godhed der skal bringes til jer ved Jesu Kristi åbenbarelse.“ — 1 Peter 1:13.

’Skabningens spændte forventning’

12, 13. Hvordan blev skabningen underlagt „frugtesløshed“, og hvad længes de andre får efter?

¹² Har ’de andre får’ også noget som de ser frem til med spændt forventning? Det har de. Efter at have talt om det herlige håb der ejes af dem Jehova har antaget som sine åndsavlede „sønner“, „Kristi medarvinger“ til det himmelske rige, sagde Paulus: „Skabningen venter jo med spændt forventning på at Guds sønner skal åbenbares. Skabningen blev nemlig underlagt frugtesløshed, ikke af egen vilje, men gennem ham som lagde den derunder, på grundlag af håb om at også skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed.“ — Romerne 8:14-21; 2 Timoteus 2:10-12.

¹³ Da Adam syndede, blev alle hans efterkommere „underlagt frugtesløshed“. De blev alle født som syndens og dødens trælle og har ikke selv kunnet købe sig fri af denne trældom. (Salme 49:7; Romerne 5:12, 21) De længes efter at blive „frigjort fra trældom under fordærv“, men før det finder sted, må der ske visse ting i overensstemmelse med Jehovas tider og perioder.

14. Hvad er indbefattet i ’Guds sønners åbenbarelse’, og hvordan vil dette resultere i at menneskene bliver „frigjort fra trældom under fordærv“?

¹⁴ Resten af de salvede sønner af Gud må først „åbenbares“. Hvad indbefatter dette? Når Guds tid er inde vil det blive tydeligt for de andre får at de salvede er blevet endeligt „beseglet“ og herliggjort for at regere sammen med Kristus. (Åbenbaringen 7:2-4) De opstandne sønner af Gud vil også blive ’åbenbaret’ når de sammen med Kristus tilintetgør Satans onde verdensordning. (Åbenbaringen 2:26, 27; 19:14, 15) Under Kristi tusindårige regering vil de yderligere blive ’åbenbaret’ som præster der er med til at formidle goderne af Jesu genløsningsoffer til gavn for „skabningen“, menneskene på jorden. Det vil resultere i at disse bliver „frigjort fra trældom under fordærv“ og til sidst opnår „Guds børns herlige frihed“. (Romerne 8:21; Åbenbaringen 20:5; 22:1, 2) Er det så mærkeligt at de andre får — med dette storslåede fremtidsperspektiv for øje — „med spændt forventning“ ser frem til at „Guds sønner skal åbenbares“? — Romerne 8:19.

Jehovas tålmodighed betyder frelse

15. Hvad må vi aldrig glemme med hensyn til Jehovas tider og de begivenheder der skal indtræffe?

¹⁵ Jehova overholder sine tider til fuldkommenhed. Begivenhederne vil indtræffe nøjagtig til den tid han har fastsat. Måske vil det ikke altid forme sig netop sådan som vi personligt har forventet, men vi kan have absolut tillid til at alle Guds løfter vil blive opfyldt. (Josua 23:14) Han vil måske lade visse tilstande fortsætte i længere tid end mange har forventet. Men lad os prøve at forstå hans veje eller måde at handle på og at forundres over hans visdom. Paulus skrev: „O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige hans domme og usporlige hans veje! For ’hvem har lært Jehovas sind at kende, eller hvem er blevet hans rådgiver?’“ — Romerne 11:33, 34.

16. Hvem vil få gavn af Jehovas tålmodighed?

¹⁶ Peter skrev: „I elskede, da I venter dette [at de gamle ’himle’ og den gamle ’jord’ går til grunde og erstattes af Guds lovede „nye himle“ og „en ny jord“], så gør jeres yderste for til sidst af ham at blive fundet uplettede og dadelfri og i fred. Regn desuden vor Herres tålmodighed for frelse.“ Som følge af Jehovas tålmodighed vil endnu flere få mulighed for at blive frelst på „Jehovas dag“, der vil komme uventet, „som en tyv“. (2 Peter 3:9-15) Hans tålmodighed giver også hver eneste af os mulighed for at ’blive ved med at arbejde på vores egen frelse med frygt og bæven’. (Filipperne 2:12) Jesus sagde at vi skulle ’være opmærksomme på os selv’ og ’våge’ hvis vi ønskede at få en gunstig dom og „at bestå over for Menneskesønnen“ når han kom for at holde dom. — Lukas 21:34-36; Mattæus 25:31-33.

Bliv ved med at vente med udholdenhed

17. Hvilke ord af apostelen Paulus bør vi der lever i dag, mærke os?

¹⁷ Paulus opfordrede sine åndelige brødre til at holde deres blik rettet „ikke mod de synlige ting, men mod de usynlige“. (2 Korinther 4:16-18) Intet måtte sløre deres syn af den himmelske belønning de havde i udsigt. Lad os, hvad enten vi er salvede kristne, eller vi hører til de andre får, holde os vort skønne håb for øje og ikke give op. Lad os ’vente med udholdenhed’ og vise at „vi ikke [hører] til dem som unddrager sig, så de går til grunde, men til dem som har tro, så sjælen bevares i live“. — Romerne 8:25; Hebræerne 10:39.

18. Hvorfor kan vi trygt overlade tiderne og perioderne i Jehovas hånd?

¹⁸ Vi kan trygt overlade tiderne og perioderne i Jehovas hånd. Opfyldelsen af hans løfter „vil ikke være forsinket“ i forhold til hans tidsplan. (Habakkuk 2:3) I mellemtiden får Paulus’ opfordring til Timoteus en særlig betydning for os. Han sagde: „Jeg pålægger dig højtideligt over for Gud og Kristus Jesus, som skal dømme levende og døde, og ved hans tydelige fremtræden og hans rige: forkynd ordet, vær på færde når tiden er gunstig og når tiden er ugunstig, . . . gør en evangelieforkynders gerning, fuldfør din tjeneste.“ — 2 Timoteus 4:1-5.

19. Hvad er det stadig tiden til for Jehovas folk, og hvorfor?

¹⁹ Det er livet det gælder — både vort eget og vor næstes. Paulus skrev: „Giv bestandig agt på dig selv og din undervisning. Bliv ved med disse ting, for ved at gøre dette vil du frelse både dig selv og dem der hører på dig.“ (1 Timoteus 4:16) Den tid der er tilbage for den onde tingenes ordning, er meget kort. Lad os — mens vi med spændt forventning ser frem til de store begivenheder der ligger forude — være os fuldt bevidst at det stadig er den tid og periode hvor Jehova ønsker at hans folk skal forkynde den gode nyhed om Riget. Det arbejde må fuldføres til hans tilfredshed, „og så vil enden komme,“ som Jesus sagde. — Mattæus 24:14.