Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Jehovas „tider og perioder“
    Vagttårnet – 1986 | 15. april
    • Jehovas „tider og perioder“

      „Til alt er der en fastsat tid.“ — PRÆDIKEREN 3:1.

      1, 2. (a) I hvilke henseender er vi tidsbevidste? (b) Hvad ville der ske hvis vi ikke kunne angive tiden?

      TIL daglig er vi ret tidsbevidste. Når klokken for eksempel viser at det er aften og vi ser solen gå ned og himmelen formørkes, ved vi at det snart bliver nat. Sådan forholder det sig også med årstiderne. Når det ifølge kalenderen er sent på efteråret og temperaturen falder fra uge til uge og træerne taber bladene, ved vi at vinteren nærmer sig. Ja, der er mange forskellige tegn som viser os hvor langt vi er henne på dagen eller på året, og disse bekræfter hvad uret og kalenderen angiver.

      2 Hvis vi ikke kunne opdele tiden i bestemte perioder og registrere dem ved hjælp af uret og kalenderen, ville vor tilværelse faktisk blive forvandlet til en slags anarki. Tænk bare hvis man skulle forsøge at bringe i hundredvis af fly planmæssigt ned på en travl lufthavns landingsbaner uden at kunne benytte sig af vejledende tidsangivelser. Eller tænk på hvor vanskeligt det ville være at møde rettidigt på arbejde hvis man ikke kunne vide hvad klokken var!

      3. Hvem er ophav til denne inddeling i tider og perioder?

      3 Hvem er ophav til denne inddeling i sådanne tider og perioder? Det er universets Skaber, Jehova Gud. I Første Mosebog 1:14 hedder det: „Og Gud sagde videre: ’Lad der komme lysgivere på den udstrakte himmel til at sætte skel mellem dagen og natten; og de skal tjene til tegn og til afmærkning af årstider og til afmærkning af dage og år.’“

      Mere betydningsfulde tider og perioder

      4-6. (a) Hvad er vigtigere end at kende tider og perioder for menneskers gøren og laden, og hvorfor? (b) Hvilke spørgsmål bør vi stille?

      4 Men hvor vigtigt det end er for al menneskelig gøren og laden at kende tider og perioder, er der dog noget som er endnu vigtigere, nemlig: Hvor langt er vi kommet, målt med Guds tider og perioder? I Prædikeren 3:1 står der: „Til alt er der en fastsat tid, ja, der er en tid til hvert et forehavende under himmelen.“ Dette er sandt for menneskets vedkommende, men det gælder i endnu højere grad for Skaberen. Han har fastsatte tider og perioder til gennemførelsen af sine hensigter. Hvis vi ikke bringer vort liv i overensstemmelse med dem, vil al tilrettelæggelse af vor tilværelse efter kalender og klokkeslæt i sidste ende vise sig at være omsonst.

      5 Hvorfor det? Fordi Jehova har en hensigt med jorden og med menneskene på den; ellers ville han ikke have skabt dem. Hvis vi ikke bringer vort liv i overensstemmelse med denne hensigt, vil der ikke være nogen plads for os i den. Og hans hensigt vil blive gennemført med stor præcision til den fastsatte tid. Han siger: „Sådan vil det være med mit ord som går ud af min mund. Det vender ikke tilbage til mig med uforrettet sag, men vil gøre hvad jeg har behag i, og gennemføre hvad jeg har sendt det til.“ — Esajas 55:11.

      6 Vi gør derfor vel i at spørge: Hvor langt er vi kommet ifølge Guds tidstabel, hans tider og perioder? Hvordan passer nationerne og folkene ind i hans plan? Ja, hvordan passer du ind i den? Har du lagt din tilværelse til rette efter Guds hensigt og tidstabel?

      Gennemføres Guds hensigt i denne verden?

      7. Hvad mener de fleste religiøse mennesker, og hvorfor er der ikke hold i denne formodning?

      7 Mange mener at Gud har til hensigt at tage sig af dem, fordi de siger de tror på Gud. Men hvis man beder dem vise ud fra Guds eget ord hvad hans hensigter er, evner de det ikke. De går mere eller mindre deres egne veje, men mener alligevel at Gud nok skal sørge for dem. De fleste af verdens ledende mænd op gennem historien har været af samme opfattelse. De har ment at Gud gennemførte sine hensigter ved hjælp af dem, uanset hvad de gjorde. Men heller ikke de kan forklare hvad Guds hensigter er.

      8. Hvorfor synes det ikke rimeligt at Skaberen står bag denne verdens ledere og deres undersåtter?

      8 Viser Bibelen at Gud står bag denne verden, og at han støtter dens ledere og religiøse mennesker? Lad os ikke glemme at Guds kraft er ærefrygtindgydende. Han har skabt universet med dets milliarder af galakser, som hver især igen består af milliarder af stjerner. (Salme 147:4) Gud besidder desuden en uendelig visdom. Hvis Gud med al sin magt og visdom stod bag verdens nationer, ville de så have været udsat for så megen vold, krig, uretfærdighed eller lidelse i så mange århundreder som tilfældet er? Ville Gud sende statsoverhoveder og deres millioner af undersåtter i krig for at slå andre statsoverhoveder og deres millioner ihjel, mennesker som også siger at de står under Guds ledelse? Lyder det rimeligt?

      9. Hvilken åndelig tilstand bør ifølge Bibelen herske blandt Guds sande tjenere?

      9 Bibelen siger i Første Korintherbrev 14:33 at ’Gud ikke er uordenens men fredens Gud’. Jehova har desuden til sine sande tjenere sagt: ’I skal alle føre enig tale, og der må ikke være splittelser iblandt jer, men I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang.’ (1 Korinther 1:10) Hvad nu hvis nogle af Guds tjenere ikke lever efter denne norm? Så befaler Romerbrevet 16:17 at man skal „holde øje med dem som er årsag til splittelser . . . i modstrid med den lære I har modtaget; undgå dem“. Nationale og religiøse splittelser og krige er altså et tydeligt bevis for at Gud ikke støtter disse nationer og religiøse ledere eller deres tilhængere.

      10, 11. Hvilke skriftsteder viser hvem det er der står bag denne verdens ledere og deres undersåtter?

      10 Hvem er det da der står bag dem? I Første Johannesbrev, kapitel 3, vers 10 til 12, står der: „Guds børn og Djævelens børn kendes på dette: Enhver som ikke øver retfærdighed er ikke af Gud, og det er den som ikke elsker sin broder heller ikke. For dette er det budskab som I har hørt fra begyndelsen, at vi skal elske hinanden, og ikke være som Kain, der var af den onde og slog sin broder ihjel.“ Og i Første Johannesbrev, det fjerde kapitel, vers 20, læser vi: „Hvis nogen siger: ’Jeg elsker Gud,’ og dog hader sin broder, er han en løgner. For den der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set.“ Derfor sagde Jesus ifølge Johannes 13:35: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“

      11 Har den kærlighed og enhed der nødvendigvis skal herske blandt Guds tjenere, kendetegnet verdens ledende mænd eller deres undersåtter gennem de forløbne århundreder? Religiøse menneskers nedslagtning af andre religiøse mennesker har alene i vort århundrede kostet millioner af menneskeliv. Ofte har de der slog hinanden ihjel tilhørt samme tro! Det viser tydeligt at de ikke har været under Guds ledelse. Guds ord viser tværtimod at det er Satan Djævelen og ingen anden der står bag dem. Det er derfor apostelen Johannes kunne sige: „Vi ved at vi er af Gud, men hele verden ligger i den ondes magt.“ (1 Johannes 5:19) Ja, Satan er „denne tingenes ordnings gud“. (2 Korinther 4:4) Han er den magt der står bag verdens ledere og folk, for deres handlinger viser at de ikke kan være af Gud.

      Guds hensigt med de sagtmodige

      12, 13. Hvad er Guds hensigt med jorden og menneskene?

      12 Da Gud skabte mennesket var det imidlertid hans hensigt at hele jorden efterhånden skulle blive et paradis som Edens have, beboet af fuldkomne, lykkelige mennesker der levede sammen i enhed. (1 Mosebog 1:26-28; 2:15; Esajas 45:18) Denne hensigt har oprørske mennesker og onde åndeskabninger ikke formået at kuldkaste. Gud har sine tider og perioder, og han vil gennemføre sin hensigt til den tid han har fastsat til det. Han vil ikke give en menneskelig regeringsudøvelse som er uafhængig af ham, lov til at blive ved roret ud over den tid han har fastsat.

      13 Jesus nærede fuld tillid til at Guds hensigt med jorden ville blive gennemført. Til den forbryder der i nogen grad viste tro på ham, sagde han: „Du skal være med mig i Paradiset.“ (Lukas 23:43) Jesus talte her om det jordiske paradis der skulle komme. Ved en tidligere lejlighed havde han sagt: „Lykkelige er de der har et mildt sind, for de vil arve jorden.“ (Mattæus 5:5) Da Jesus sagde dette, havde han sandsynligvis Salme 37:11 i tanke. Her står der: „De sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“

      14. Hvilken slags mennesker vil arve jorden?

      14 Hvem er det der skal arve jorden? I Salme 37:34 siges der: „Sæt dit håb til Jehova og hold dig til hans vej, så ophøjer han dig til at tage jorden i besiddelse. Når de ugudelige udryddes, ser du det.“ Vers 37 og 38 tilføjer: „Mærk dig den uangribelige og hold øje med den retskafne, for den mand har en fremtid med fred. Men overtræderne tilintetgøres, hver og én; de ugudeliges fremtid afskæres.“ De der skal arve jorden må altså lære Jehova at kende og stole på hans løfter, og han må anse dem for at være uangribelige og retskafne fordi de adlyder hans love. Som det siges i Første Johannesbrev 2:17: „Verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“

      15. Hvilken begivenhed må finde sted før der på verdensplan kan ske væsentlige forandringer til det bedre?

      15 Disse forandringer vil imidlertid kræve en omfattende indgriben i den nuværende tingenes ordning. Først og fremmest må alle jordens nuværende regeringer fjernes, eftersom menneskers herredømme aldrig har resulteret i ønskværdige forhold. Disse begivenheder vil ryste jorden, men Jehova er absolut i stand til at fremkalde dem. Bibelen siger for eksempel om ham: „Han ændrer tider og perioder, fjerner konger og indsætter konger.“ — Daniel 2:21.

      Modstanderne fjernes

      16, 17. (a) Hvordan handlede Jehova med den Farao der stillede sig i vejen for hans hensigt? (b) Hvordan blev Jehovas profetiske ord bekræftet?

      16 Husk på hvad Gud har gjort ved mægtige herskere og dynastier i fortiden, især ved dem som forsøgte at stille sig i vejen for gennemførelsen af hans hensigter. Sådanne herskere og deres riger har han knust og strøet for vinden som støv. Der var for eksempel Ægyptens Farao, der holdt Guds folk som trælle. Jehova havde en hensigt med sine tjenere, og han sendte Moses til Farao for at befri dem. Men i stedet for at løslade folket, sagde Farao arrogant: „Hvem er Jehova, at jeg skulle adlyde hans røst?“ Og han fortsatte: „Jeg kender overhovedet ikke Jehova, og hvad mere er, jeg vil ikke sende Israel bort.“ — 2 Mosebog 5:2.

      17 Jehova gav Farao mange lejligheder til at ændre sind. Men den ene gang efter den anden blev hans hjerte forhærdet, som det hedder i Anden Mosebog 11:10; han blev stædig. Jehovas magt er imidlertid uimodståelig. Da hans fastsatte tid var inde, druknede han Farao og hans militærmagt i Det røde Hav. Anden Mosebog 14:28 siger: „Ikke så meget som én af dem var tilbage.“ Men Jehova beskyttede og udfriede sine tjenere. Og det skete netop til den tid som Jehovas profetiske ord havde forudsagt, nemlig ved udløbet af den periode på 400 år som han havde omtalt for sin trofaste tjener Abraham århundreder i forvejen.

      18. Hvad gjorde Jehova ved kong Nebukadnezar af Babylon, og hvorfor?

      18 Tænk også på kong Nebukadnezar af Babylon. Han pralede af sin magt og sine bedrifter, som var han en gud. Men Daniel 4:31 siger at „mens ordet endnu var i kongens mund, lød en røst fra himmelen: ’Det siges dig, kong Nebukadnezar: „Riget er taget fra dig.“’“ Jehova sagde til ham at han ville blive fornedret til at leve som markens dyr indtil, som det hedder i vers 32, han erkendte „at den Højeste er hersker over menneskenes rige og giver det til hvem han ønsker“. Og det var nøjagtig hvad der skete, netop til Jehovas fastsatte tid.

      19. Hvorfor kom Jehovas ugunstige dom over Babylon og dette riges regent, Belsazzar?

      19 Babylons sidste konge hed Belsazzar. I hans regeringstid var Jehovas tid inde til at lade dette dyriske rige falde. Hvorfor? Fordi babylonierne holdt Jehovas folk i fangenskab, hvorved de smædede ham. Det femte kapitel i Daniels bog fortæller at Belsazzar holdt en stor fest for tusind af sine embedsmænd. Derefter berettes det at Belsazzar befalede „at man skulle hente de guld- og sølvkar som hans fader Nebukadnezar havde fjernet fra templet [Jehovas tempel] der havde været i Jerusalem, . . . og kongen og hans stormænd, hans medhustruer og hans konkubiner drak af dem“. (Daniel 5:2, 3) Læg mærke til hvad de derefter gjorde. „De drak vin, og de priste guder af guld og sølv, kobber, jern, træ og sten.“ (Daniel 5:4) Det var blasfemi og en hån mod Jehova at de drak af de hellige kar der havde været brugt i tilbedelsen af ham. Ved at bøje sig for deres falske guder tilbad de i virkeligheden Satan.

      20, 21. Hvilket budskab overbragte Daniel Belsazzar, og hvordan gik det i opfyldelse?

      20 Men i selv samme øjeblik skete der noget chokerende. På paladsets væg så man fingrene af en hånd i færd med at skrive! Det forskrækkede kongen så meget at han ’skiftede ansigtsfarve, og hans tanker forfærdede ham, og hans hofteled blev slappe, og hans knæ slog mod hinanden’. (Daniel 5:6) Ingen af Belsazzars religiøse rådgivere kunne tyde skriften, og derfor blev Jehovas tjener Daniel tilkaldt. Han fortalte kongen at det var et budskab fra Jehova, og at det lød: „Gud har talt dit riges dage og gjort ende på det. . . . du er blevet vejet på vægten og fundet for let. . . . dit rige er blevet delt og givet til mederne og perserne.“ — Daniel 5:26-28.

      21 Samme nat trængte de medo-persiske hære ind i byen gennem porte som man uforsigtigt havde ladet stå åbne. Beretningen slutter i vers 30 med ordene: „Samme nat blev . . . kong Belsazzar dræbt.“ Efter Babylons fald kunne Jehovas folk vende tilbage til dets land efter nøjagtig 70 års fangenskab. Dermed blev den tidsplan Jehova havde meddelt gennem Jeremias, punktligt overholdt. — Jeremias 29:10.

      22, 23. Hvad gjorde Jehova i forbindelse med kong Herodes Agrippa I, der i det første århundrede forfulgte de kristne?

      22 Kong Herodes Agrippa I var den sidste hersker over Palæstina (som dengang — i det første århundrede — var en del af romerriget). Herodes fængslede apostelen Peter og forfulgte også andre kristne. Han lod endog apostelen Jakob henrette. (Apostelgerninger 12:1, 2) Han foranstaltede også kamplege, hvor gladiatorer kæmpede til døden, og andre hedenske former for underholdning. Alt dette stred mod hans påstand om at være en gudfrygtig mand der tjente Gud.

      23 Men så kom det tidspunkt da Jehova ville gøre det af med denne modstander. Apostelgerninger 12:21-23 beretter: „På en fastsat dag iførte Herodes sig kongelig dragt, satte sig på dommersædet og holdt en tale til dem. Da begyndte det forsamlede folk at råbe: ’En guds røst, og ikke et menneskes!’“ Hvad skete der så? Bibelen siger: „Øjeblikkelig slog Jehovas engel ham, fordi han ikke gav Gud æren; og han blev ædt op af orme og udåndede.“ Det var endnu et eksempel på at Jehova „fjerner konger“, som Daniel 2:21 sagde.

      24. Hvad er disse historiske begivenheder et vidnesbyrd om?

      24 Historiske begivenheder som disse er et vidnesbyrd om at Jehova har sine tider og perioder, at han har en fastsat tid til gennemførelsen af sine hensigter. De viser også at han så afgjort magter at gennemføre sin hensigt og omdanne denne jord til et paradis hvor „retfærdighed skal bo“. — 2 Peter 3:13.

  • Hvad Jehovas tider og perioder betyder for os
    Vagttårnet – 1986 | 15. april
    • Hvad Jehovas tider og perioder betyder for os

      „Ethvert træ som ikke frembringer god frugt, bliver hugget om og kastet i ilden.“ — MATTÆUS 7:19.

      1. Hvad kan vi lære af den måde hvorpå Jehova i fortiden handlede med visse herskere?

      HISTORIEN viser at Jehova kan ændre ’tider og perioder, fjerne konger og indsætte konger’. (Daniel 2:21) I forgangne århundreder, på tidspunkter hvor det tjente hans hensigt, fjernede han Farao, Nebukadnezar, Belsazzar, Herodes Agrippa I og andre. ’Men,’ siger nogle måske, ’det skete alt sammen for så længe siden at det ikke kan have nogen betydning for os.’ Men det angår i allerhøjeste grad os, for vi kan lære noget meget vigtigt af det. Det viser nemlig at Jehova gør ende på verdensherskernes herredømme når hans tid er inde til det. Og når han har fundet det for godt, har han indsat en hersker efter sit eget valg.

      2. Hvad er Jehovas tid nu kommet til?

      2 Nu er Jehovas tid igen kommet til at ’fjerne konger og indsætte konger’. Men før Gud indsætter sin egen konge, vil han fjerne alle denne verdens herskere, og den tingenes ordning de hersker over. Hvorfor? Fordi de ligesom Belsazzar fra det gamle Babylon ’er blevet vejet på vægten og fundet for lette’. Situationen er i dag nøjagtig som Jehovas tjener Daniel sagde til Belsazzar: „Gud har talt dit riges dage og gjort ende på det.“ (Daniel 5:26, 27) I vor tid vil Jehova derfor „sønderslå konger på sin vredes dag. Han vil holde dom over nationerne“. — Salme 110:5, 6.

      ’Fundet for lette’

      3, 4. I hvilken henseende er vore dages herskere ’blevet fundet for lette’, navnlig hvad fred angår?

      3 Hvordan er jordens herskere blevet ’fundet for lette’ hvad verdenssituationen angår? Jo, de bærer en stor del af skylden for hvad menneskeheden har måttet gennemgå i vor tid — en tid så fuld af nød og elendighed som aldrig før i historien. Bare siden 1914 har omkring 100 millioner mennesker mistet livet i forskellige krige! I dag trues alt liv på jorden af kernevåben. I dette øjeblik er i tusindvis af raketter med atomsprængladninger klar til affyring mod en række tætbefolkede områder.

      4 Bladet Science har bragt følgende vurdering af en kernekrigs ulykkelige konsekvenser: ’En større gensidig anvendelse af kernevåben vil sandsynligvis føre til udslettelse af størstedelen af plante- og dyrelivet, og menneskeslægtens tilintetgørelse kan ikke udelukkes.’ En europæisk regeringsembedsmand har sagt: „Tabene vil ikke blive opgjort i byer, men i hele kontinenter.“ Præsidenten for et land i Latinamerika har om forsvarsudgifterne sagt: „Menneskeheden befinder sig på et skrøbeligt skib som meget let kan forlise . . . Hvis det går ned, kan det tage alle og enhver med sig.“ Og en japansk avis har skrevet: „Verden synes at have fjernet sig længere fra [freden] end nogen sinde tidligere i historien.“

      5, 6. Hvilke økonomiske tilstande hersker i mange lande?

      5 Alligevel bliver nationerne ved med at bruge flere og flere penge på våben. Udgifterne er nu steget til omkring 10 billioner kroner om året! En statistik oplyser at der bruges omtrent 50 gange så mange penge på hver soldat som på hvert barn i skolealderen. Tænk også på at ifølge en meddelelse fra De forenede Nationer sulter mindst 450 millioner mennesker, og tallet stiger. En anden rapport oplyser at der i udviklingslandene „årligt dør 30-40 millioner af sult“. Det bemærkes at halvdelen af dem er børn under fem år.

      6 En regeringsembedsmand fra et stort land i Sydamerika siger: „Fyrre procent af arbejderne lever i yderste fattigdom.“ I et andet sydamerikansk land er 51 procent af arbejdsstyrken i hovedstaden ramt af arbejdsløshed. I en rapport opsummeres situationen med ordene: „Et kontinent på 260 millioner mennesker er sunket ned i sin dybeste depression i et halvt århundrede.“ Bemærk også disse tre overskrifter fra forskellige lande: „Fattigdommen kaldt ’alarmerende’.“ „Fattigdommen breder sig.“ „Fattigdom, en smertelig oplevelse.“ Stammer disse overskrifter fra udviklingslande? Nej, det er udtalelser fra regeringsembedsmænd i Canada, De forenede Stater og Forbundsrepublikken Tyskland. Ja, selv de såkaldt rige lande stikker dybt i problemer.

      7. Hvad har nogle bemærket angående vor tids omsiggribende vold og kriminalitet?

      7 I mange lande afspejler disse problemer sig i en lavine af kriminalitet, vold og terrorisme. For eksempel oplyser USAs center for sygdomskontrol at der hvert år er 50.000 amerikanere som bliver myrdet eller begår selvmord! En ledende artikel i The New York Times konkluderer at „udviklingen er løbet løbsk“. I en anden ledende artikel hedder det: „Vi lever i en tid med internationalt anarki.“ Selv efter århundreders stræben og erfaring, og trods den teknologiske udvikling, kan verdens ledende mænd altså ikke forsyne menneskene med bare det allernødvendigste.

      8. Hvad viser historien?

      8 Både tidligere tiders og vor egen tids historie viser tydeligt at mennesket ikke på egen hånd kan løse problemerne. Denne verdens politiske, økonomiske og religiøse ledere vil aldrig kunne give os fred, tryghed, lykke og sundhed — kort sagt, det liv vi ønsker og trænger så hårdt til. Denne verden må derfor forsvinde. Og den vil forsvinde, for det er Jehovas hensigt med den. Det er som Bibelen siger: „Øksen ligger allerede ved roden af træerne; hvert træ som ikke frembringer god frugt vil altså blive hugget om og kastet i ilden.“ — Lukas 3:9.

      En anden årsag til domfældelsen

      9. Hvordan ser verdenslederne i almindelighed på Jehovas hensigter?

      9 De dårlige frugter som denne verden og dens ledere har frembragt, er én af grundene til at Jehova har vejet denne verden på vægten, fundet den for let, og vil gøre ende på den. Men der er endnu en grund: Verdens ledende mænd har aldrig taget Jehova — Skaberen og universets Suveræn — med i deres betragtninger. Hans hensigter eller tider og perioder interesserer dem ikke for alvor. Første Korintherbrev 2:8 siger derfor træffende om dem: „Denne [Guds] visdom har ingen af denne tingenes ordnings ledere lært at kende.“ Derfor formaner Salme 146:3 os: „Sæt ikke jeres lid til fornemme mænd, til en menneskesøn, hvem det ikke tilkommer at frelse.“

      10, 11. (a) Hvad bør man gøre hvis man ønsker at lære Jehova at kende? (b) Hvordan får Guds tjenere del i en viden som andre ikke kender til?

      10 Vi skulle hellere gøre som Ordsprogene 3:5, 6 opfordrer til: „Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand. Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.“ De der gør det, bliver ikke overladt til denne verdens dystre håbløshed. Jehova velsigner dem med sin ånd, så de kommer til at kende hans hensigter og vide besked med hvordan hans tider og perioder berører dem. Som det hedder i Apostelgerninger 5:32, giver Jehova sin hellige ånd til „dem der adlyder ham som deres hersker“.

      11 Guds tjenere ved altså hvad verdens ledende mænd ikke ved. De kender Jehovas hensigter og hans tider og perioder. Første Petersbrev 1:11 siger at Guds tjenere før i tiden „blev ved med at undersøge hvilken tid eller hvilken slags tid ånden i dem angav“. Fordi Guds ånd angav dette, kunne apostelen Paulus sige til sine medkristne: „I kender tiden.“ (Romerne 13:11) Jehovas tjenere i vor tid adlyder ham som deres hersker. Fordi de gør det åbenbarer Guds ånd også for dem hvor langt vi er kommet med hensyn til hans tider og perioder. I Amos 3:7 står der: „Den suveræne Herre Jehova gør nemlig intet uden at han har åbenbaret sin fortrolige sag for sine tjenere profeterne.“

      Endnu en grund

      12, 13. Af hvilken anden vægtig grund har Jehova fundet denne verden og dens ledere ’for lette’?

      12 Dermed kommer vi til endnu en grund til at Jehova har fundet denne verden og dens ledere for lette og vil tilintetgøre dem. Husk hvad Farao, Belsazzar, Herodes og andre herskere før i tiden gjorde mod Jehovas tjenere. De modstod og forfulgte dem, og slog dem endda ihjel. Men Gud krævede disse herskere til regnskab.

      13 Det er det samme i dag. Mange af verdens herskere har modstået, forfulgt og endog dræbt Jehovas fredselskende tjenere. Disse herskere ’taler mod den Højeste, og plager den Allerhøjestes hellige’. (Daniel 7:25; 11:36) Men i den inspirerede beretning i Esajas 54:17 læser vi: „Intet våben der dannes imod dig vil du’ . . . Dette er Jehovas tjeneres arvelod.“ Derfor vil alle modstanderne blive ydmyget, nøjagtig som andre i fortiden er blevet det. Jehova lover derimod at hans folk skal leve og trives.

      Verdens sidste time er nær

      14, 15. (a) Hvilken tidsperiode lever vi i, og hvilken advarsel bør vi tage til os? (b) Hvad nærmer sig hastigt, uanset hvad denne verdens ledere gør?

      14 Hvor langt er vi da kommet, set med Jehovas øjne? Verdens sidste time er nær. Solen er ved at gå ned, og natten nærmer sig med hastige skridt. Vinteren er ved at være over denne verden. Alle de tegn der er indtruffet som en opfyldelse af Bibelens profetier og Jehovas tidsplan viser at vi lever i „de sidste dage“, ved „afslutningen på tingenes ordning“. (2 Timoteus 3:1-5; Mattæus 24:3-14) Vi må derfor tage Jesu advarsel til os: „Bliv ved med at bede om at jeres flugt ikke skal finde sted om vinteren.“ (Mattæus 24:20) Når det bliver nat eller vinter for denne verden vil det være for sent at søge Jehovas gunst.

      15 Guds tid til at gøre ende på denne gudvanærende verden nærmer sig hastigt. Når den kommer vil Jehova med magt sætte alle verdens herskere fra bestillingen. Deres uduelige og håbløse planer vil falde til jorden, uanset hvor oprigtigt ment de måtte have været. De vil måske forsøge at opmuntre verdens befolkning ved at indgå nedrustningsaftaler med hinanden og lægge forskellige planer der skal føre til fred og sikkerhed, og måske vil de endda indføre ’hellige år’ — men marchen mod det endelige opgør ved Harmagedon går uafvendeligt videre. — Åbenbaringen 16:13-16.

      16. Hvem har Jehova skænket verdensherredømmet?

      16 Lad os imidlertid ikke glemme at Jehova ikke alene „fjerner konger“, men også „indsætter konger“. (Daniel 2:21) De himmelske hære hvormed Jehova vil eksekvere sine domme ved Harmagedon, vil blive anført af den hersker han har indsat over hele jorden. Denne hersker er hans trofaste søn, Kristus Jesus, som nu besidder himmelsk magt og herlighed. I Åbenbaringen 19:16 kaldes han „kongers Konge og herrers Herre“. Daniel 7:14 siger om ham: „Der blev givet ham herredømme og ære og kongemagt, og alle folkeslag, folkestammer og tungemål skal tjene ham; hans herredømme er et varigt herredømme der ikke skal forsvinde, og hans rige er et som ikke vil blive ødelagt.“ — Se også Daniel 2:44.

      17, 18. (a) Hvad vil der ifølge Guds ord ske med dem som ikke anerkender ham og hans udnævnte verdenshersker? (b) Hvem er også klar over at tiden er kort?

      17 I klare vendinger fortæller Guds profetiske ord hvad der vil ske med dem som ikke anerkender Jehova og hans udnævnte verdenshersker. Bibelen siger: „Jeg så . . . en engel som stod på solen, og han råbte med høj røst og sagde til alle fuglene som flyver midt på himmelen: ’Kom, saml jer til Guds store aftensmåltid, så I kan æde kød af konger og kød af militærtribuner og kød af stærke mænd og kød af heste og af dem som sidder på dem, og kød af alle, af frie såvel som af trælle og af små og store.’“ — Åbenbaringen 19:17, 18.

      18 Jeremias 25:33 giver følgende beskrivelse: „Jehovas slagne skal på den dag ligge fra den ene ende af jorden til den anden. Der bliver ikke holdt klage over dem, og de bliver ikke samlet eller begravet. Til gødning på jordens flade bliver de.“ Ja, tiden er udløbet for Satan og for hele hans fordærvede tingenes ordning. Og selv han ved det! Åbenbaringen 12:12 siger at han „ved at han kun har en kort tidsperiode“ tilbage.

      Søg Jehova nu

      19. Hvilken vidunderlig tid vil komme når denne ordning er blevet fjernet?

      19 Hvad vil der ske når Satans ordnings nat eller vinter er overstået? Så er Jehovas tid kommet til at lade en strålende ny dag oprinde med forår i luften. Da er tiden kommet til at Jehovas nye retfærdige tingenes orden, under hans himmelske rige med Kristus som konge, skal begynde. Under denne ordning vil der ikke længere være vold, uretfærdighed, lidelse, sygdom eller død. Menneskene vil blive ført frem til fuldkommenhed med håb om evigt liv. Hvilke vidunderlige udsigter! — Salme 37:10, 11, 29; Åbenbaringen 21:4.

      20, 21. Hvordan søger et stort antal mennesker fra alle nationer nu Jehova?

      20 Men før afslutningen på den gamle ordning og den nye ordnings begyndelse, har Jehova afsat en periode hvori han vil gøre noget af allerstørste betydning for jordens sagtmodige mennesker. Han har afsat en tid til at samle de mennesker sammen der gerne vil lære ham at kende, og som er villige til at gøre hans vilje og underordne sig den konge han har valgt. Derved kommer de under Jehovas beskyttelse: „Jehovas navn er et stærkt tårn; den retfærdige løber derind og beskyttes.“ — Ordsprogene 18:10.

      21 Et stort antal mennesker gør dette i vor tid — ja, det drejer sig om millioner. Og de kommer fra alle jordens lande. De beskrives i Zakarias, kapitel 8, vers 20 og 21, med disse ord: „Således har hærstyrkers Jehova sagt: ’Folk og indbyggere fra mange byer vil igen komme, og indbyggerne fra den ene by skal gå til den anden og sige: „Lad os beslutsomt gå hen for at formilde Jehovas ansigt og søge hærstyrkers Jehova.“’“ Vers 23 tilføjer: „I de dage [altså i vor tid] vil ti mænd af alle nationers tungemål gribe fat, ja, de skal gribe fat i en jødes [en salvet Jehovas tjeners] kappeflig og sige: ’Vi vil gå med jer, for vi har hørt at Gud er med jer.’“

      22. Hvad må vi forstå og hvad må vi gøre hvis vi ønsker at overleve Jehovas vredes dag?

      22 Vær derfor med til at tjene Jehova sammen med hans folk, og gå ind under hans beskyttelse. Tag del i det vigtigste arbejde der udføres på jorden i dag: Indsamlingen og oplæringen af dem der skal overleve Harmagedon, og som får en enestående mulighed for at omdanne jorden til et paradis og leve evigt. Husk på hvor langt Guds tider og perioder er fremskredet, og følg opfordringen i Esajas 55:6, hvor der står: „Søg Jehova mens han findes. Kald på ham mens han er nær.“ Ja, „søg Jehova, alle I sagtmodige på jorden, som har handlet efter hans lovbud. Søg retfærdighed, søg sagtmodighed. Måske kan I blive skjult på Jehovas vredes dag.“ — Zefanias 2:3.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del