Side 2

Skaberværkets skønhed, variation og planmæssighed har fået mange til at indse at der må findes en fornuftbegavet Skaber. Men mange andre har svært ved at tro på Gud på grund af lidelserne og ondskaben i verden. Hvis ’Gud er kærlighed’, hvorfor tillader han så at også de gode rammes af så meget ondt? Har han en hensigt med at tillade ondskaben? Er der grund til at tro at der vil blive sat en stopper for ondskaben inden for den nærmeste fremtid?

Hvorfor bliver også de gode ramt af ondt?

Om morgenen den 19. september 1982 blev byen San Ramón, der ligger ved foden af vulkanen San Salvador i El Salvador, ramt af tre enorme mudderbølger. Den første bølge fik kraft af styrtregnen. Den førte store sten og træstammer med sig, og var næsten lige så høj som et toetages hus. Den rullede ned ad vulkanens side og gravede samtidig en 50 meter dyb og 75 meter bred kløft. Undervejs voksede den og tog til i styrke. Da den nåede vulkanens fod, knuste den de lerhytter der lå på dens vej.

Mudderbølgen fik Anas hjem til at synke sammen som et korthus. Hendes døtre greb fat i hende og råbte: „Bed for os!“ Så blev de opslugt af mudderet . . .

Til alt held for Ana satte en tagsten sig fast foran hendes ansigt, hvilket gjorde det muligt for hende at trække vejret. „Jeg blev ved og ved med at råbe om hjælp,“ fortæller hun. Cirka fire timer senere hørte nogle naboer hendes råb, og begyndte at hjælpe hende fri. Da de fandt hende, stod hun begravet i mudder til armhulerne. Ligene af hendes døtre lå presset op mod hende i det kvælende mudder.

INDBYGGERNE i San Ramón var ydmyge og venlige mennesker. Flere indviede kristne omkom ved katastrofen, blandt andet et nygift par ved navn Miguel og Cecilia, og en familie på fem, hvis lig blev fundet i en tæt omfavnelse.

Katastrofer som denne rammer både gode og onde mennesker — en kendsgerning mange har svært ved at forene med troen på en kærlig Gud. ’Hvad er det for en Gud,’ spørger de, ’der tillader at så mange menneskeliv går tabt på så meningsløs en måde? Eller hvordan kan en almægtig Gud se til uden at gribe ind når ældre mennesker bliver hjemløse, når hårdtarbejdende familier mister alle deres opsparede midler, eller når mænd og kvinder i deres bedste alder rammes af en dødbringende sygdom?’

Harold S. Kushner, en jødisk rabbiner, stillede netop disse spørgsmål da han fik at vide at hans søn ville dø af en sjælden sygdom. Han fandt at dette var himmelråbende uretfærdigt. „Jeg havde levet som et godt menneske,“ fortæller han. „Jeg havde bestræbt mig på at leve rigtigt for Guds åsyn. . . . Jeg mente, at jeg rettede mig efter Guds vilje og udrettede hans gerning. Hvordan kunne så denne skæbne overgå min familie?“ Hans søgen efter svarene fik ham til at skrive bogen Når ondt rammer gode.

Men Harold S. Kushner er kun én af de mange teologer der har forsøgt at besvare spørgsmålet om hvorfor Gud tillader det onde. De har så at sige rejst en sag imod Gud. Hvilken dom afsiger de? Og er deres dom retfærdig?

Nogles mening om hvorfor Gud tillader det onde

ER GUD skyld i menneskets lidelser? Dette spørgsmål opstår hver gang en katastrofe rammer — uanset om det er på det personlige plan eller i større målestok, som i San Ramón. Det britiske tidsskrift The Evangelical Quarterly har skrevet: „En af de største hindringer for at man kan tro på en almægtig og kærlig Gud er eksistensen af tilsyneladende ufortjente lidelser i verden.“

Nogle dømmer derfor Gud for at han tolererer — eller måske ligefrem forårsager — lidelser. Teologen John K. Roth har skrevet: „Anklageskriftet mod Gud kan læses i selve historien. . . . Undervurder ikke hvad Guds ansvar indbefatter.“

Siden Augustin har mange religiøse tænkere imidlertid med stor veltalenhed forsvaret Gud. Filosoffen Gottfried Leibniz, der levede i det syttende århundrede, kaldte dette teodicé, „retfærdiggørelse af Gud“. — Se side 6.

Den moderne teologi i vidneskranken

Bestræbelserne for at rense Gud er fortsat helt op til vor tid. Mary Baker Eddy, grundlæggeren af Christian Science, forsøgte at løse problemet ved ganske enkelt at fornægte det ondes eksistens! I bogen Videnskab og Helse med Nøgle til Skriften skrev hun: „Hertil kommer, at Gud . . . aldrig har givet mennesket evne til at synde. . . . Følgelig er det onde kun en illusion, og det har intet virkeligt grundlag.“ — Kursiveret af os.

Andre har frikendt Gud med den begrundelse at lidelserne skulle være til gavn for os. En rabbiner har engang sagt: „Lidelser gør et menneske mere ædelt, renser dets sind for hovmod og overfladiskhed.“ Tilsvarende har nogle teologer dannet den teori at lidelser på jorden er „nødvendige for at berede os moralsk til fremtidigt liv i det himmelske rige“.

Men lyder det sandsynligt at Gud for at rense og straffe os skulle forårsage katastrofer eller tillade at de indtraf? De der blev levende begravet i San Ramón fik ikke mulighed for at forbedre sig. Ofrede Gud dem for at de overlevende skulle lære noget af det? Hvis det er tilfældet, hvad var det da de skulle lære?

Det er ikke uden grund at Harold S. Kushners bog Når ondt rammer gode er blevet populær. Forfatteren har selv været ude for smerte og lidelse, og han forsøger at trøste sine læsere med forsikringen om at Gud er god. Men når han prøver at forklare hvorfor Gud tillader at uskyldige lider ondt, tager hans ræsonnementer en sær vending. „Gud ønsker, at de retfærdige skal leve en fredelig og lykkelig tilværelse,“ skriver Kushner, „men kan ikke altid udvirke dette resultat.“

Kushner skildrer altså en Gud der ikke er ond men svag, en Gud der ikke er helt almægtig. Mærkværdigvis opfordrer han alligevel sine læsere til at bede Gud om hjælp — men han uddyber ikke hvordan denne svage og magtesløse Gud skulle kunne hjælpe nødstedte mennesker.

En gammel debat

Det er ikke lykkedes verdens religiøse tænkere at fremkomme med et forsvar for Gud eller at trøste dem der er ramt af ondt. Måske er det i virkeligheden ikke Gud men teologien der burde sættes under anklage! Teologernes modstridende teorier er nemlig kun et ekko af de hule ræsonnementer der blev fremsat for næsten fire tusind år siden. Der udspandt sig dengang en debat om de lidelser en gudfrygtig, velhavende og fremtrædende mand ved navn Job blev udsat for. Først mistede han sin rigdom, snart efter omkom hans børn og til sidst blev han ramt af en modbydelig sygdom. — Job 1:3, 13-19; 2:7.

Tre såkaldte venner kom Job til hjælp. Men i stedet for at trøste ham, overøste de ham med teologi. Kernen i deres argumenter var: ’Det er Gud der har gjort dette imod dig, Job! Du bliver åbenbart straffet fordi du har gjort noget forkert! I øvrigt har Gud overhovedet ikke tillid til sine tjenere.’ (Job 4:7-9, 18) Job kunne ikke forstå hvorfor Gud tilsyneladende havde ’sat ham op som sin skydeskive’. (Job 16:11, 12) Alligevel bevarede han sin uangribelighed og tillagde ikke Gud noget ondt.

Jobs falske trøstere „kendte Gud skyldig“ ved at antyde at mennesker blev ramt af ondt som en straf for deres misgerning. (Job 32:3) Men det varede ikke længe før Gud korrigerede deres fejlagtige opfattelse.

[Kildeangivelse på side 5]

Forside: FAO photo

Syn på det onde fra Augustin til Calvin

I SIN bog Om Guds Stad hævdede teologen Augustin, der levede i det femte århundrede, at det ikke er Gud men mennesket der er ansvarlig for det ondes eksistens. Augustin skrev: „Gud, der ikke er ophavsmand til lasterne men til naturen, har skabt mennesket retskaffent; men mennesket, der af egen fri vilje er fordærvet og med rette fordømt, fik fordærvede og fordømte børn . . . Og således, gennem forkert anvendelse af den frie vilje, opstod al ondskaben.“

Forkert anvendelse af den frie vilje kan forklare meget, måske størstedelen, af det onde vi mennesker rammes af. Men kan en katastrofe som den der indtraf i San Ramón skyldes menneskets frie vilje? Er der ikke mange ulykkelige begivenheder der forårsages af omstændigheder som mennesket ikke har nogen magt over? Og selv om mennesket med vilje havde valgt det onde, hvorfor skulle en kærlig Gud da tillade det onde at fortsætte?

Den franske protestantiske teolog Johannes Calvin, der levede i det 16. århundrede, mente i lighed med Augustin at nogle er „forudbestemt [af Gud] til at være børn og arvinger til det himmelske rige“. Calvin gik imidlertid et skridt videre og hævdede at Gud også har forudbestemt nogle til at være „modtagere af hans vrede“ — altså dømt til evig fortabelse!

Calvins lære har nogle skræmmende konsekvenser. Hvis en mand blev ramt af en ulykke, måtte det så ikke være et tegn på at han hørte til de fordømte? Måtte Gud desuden ikke være ansvarlig for de handlinger der øvedes af dem han havde forudbestemt? Calvin havde således uforvarende gjort Gud til syndens ophavsmand! Calvin sagde at „mennesket synder med en yderst velvillig og imødekommende viljes samtykke“. — Institutio Religionis Christianae af Johannes Calvin.

Det viste sig imidlertid umuligt at forene teorien om den frie vilje og teorien om forudbestemmelse. Calvin kunne kun forsøge at dække over den generende selvmodsigelse ved at påstå at „vor mangelfulde hjerne ikke kunne tåle en så stor klarhed, ej heller kunne vi i vor lidenhed fatte en så stor visdom“ som forudbestemmelse.

[Illustrationer på side 6]

Augustin

Johannes Calvin

Hvordan vil ondskab og lidelser blive fjernet?

MANGE bliver bitre når de rammes af ondt. Men mon ikke de ville reagere anderledes hvis de vidste at der er en god grund til at mennesker i dag lider ondt? Lad os med dette spørgsmål i tanke se nærmere på beretningen om Job. Efter tre bitre debatrunder tager en ung mand ved navn Elihu ordet. Han siger til Job: „Du har sagt: ’Min retfærdighed er større end Guds.’“ Ja, Job havde ganske rigtigt været egoistisk og selvretfærdig. „Se,“ siger Elihu, „dér har du ikke ret, det svarer jeg dig; for Gud er langt mere end dødelige mennesker.“ — Job 35:2; 33:8-12.

Gud har givet os rigelige vidnesbyrd om at han er god. (Apostelgerninger 14:17; Romerne 1:20) Giver ondskaben i verden os da nogen grund til at sætte spørgsmålstegn ved Guds godhed? Elihu svarer: „Det være fjernt fra den sande Gud at handle ondt, og fra den Almægtige at handle uret!“ — Job 34:10.

Står Gud magtesløs over for det onde?

Er forklaringen da at Gud simpelt hen ikke har magt til at hjælpe Job eller nogen anden? Nej. Gennem en frygtindgydende storm taler Gud nu og bekræfter sin almagt! „Hvor var du da jeg grundlagde jorden?“ spørger han Job. Gud er bestemt ikke magtesløs. Han omtaler sig selv som den der har myndighed over havet, himmelen og de levende skabninger. — Job 38:4, 8-10, 33; 39:9; 40:15; 41:1.

Gud forklarer ganske vist ikke hvorfor han har tilladt at Job lider ondt. Men „skal en der er dømmesyg, strides med den Almægtige?“ spørger Gud. „Vil du mon gøre min retsnorm ugyldig? Vil du kende mig skyldig for at du kan få ret?“ (Job 40:2, 8) Ja, det er groft uforskammet at give Gud skylden for verdens ondskab eller at fabrikere et filosofisk forsvar for ham! De der gør det, bør angre ligesom Job og tage deres selvmodstridende teorier i sig. — Job 42:6.

Nogle spørgsmål der må afgøres

Job var ikke klar over at hans lidelser havde at gøre med nogle store stridsspørgsmål som var blevet rejst kort tid efter menneskets skabelse. En oprørsk åndeskabning ved navn Satan („modstander“) fik på det tidspunkt menneskene til at synde. Gud havde forbudt Adam og Eva at spise af „træet til kundskab om godt og ondt“. De måtte respektere Guds ret til at afgøre hvad der var godt og hvad der var ondt. Modstanderen såede imidlertid tvivl i Evas sind med ordene: „Er det virkelig rigtigt at Gud har sagt at I ikke må spise af hvert eneste træ i haven?“ Derefter modsagde han Gud: „I skal visselig ikke dø. For Gud véd at den dag I spiser af [frugten], vil jeres øjne blive åbnet, og I vil blive som Gud.“ — 1 Mosebog 2:17; 3:1-5.

Satans bagtaleriske ord rejste nogle brændende spørgsmål: Havde Gud løjet da han sagde at Adam og Eva ville dø hvis de spiste af frugten? Og hvilken ret havde han til at berøve sine skabninger deres uafhængighed og påtvinge dem sine normer? Var han ikke en selvisk Gud der forholdt sine skabninger noget godt? Ville menneskene måske være bedre stillet hvis de var uafhængige af Gud?

Gud kunne med det samme have udryddet oprørerne, men det ville blot have rejst endnu flere spørgsmål. Kun ved at lade menneskene være uafhængige af Gud i en tilstrækkelig lang tidsperiode kunne det bevises — én gang for alle — at Satans tilbud om uafhængighed ville få katastrofale konsekvenser. Det er derfor ikke Jehova Gud, men ’den onde’, Satan Djævelen, der nu regerer denne verden. (1 Johannes 5:19) Sygdom, uretfærdighed, økonomisk trældom, hjertesorger — alt dette har været resultatet af at mennesket har valgt at være uafhængigt af Gud og blive underlagt Satans herredømme! Og på trods af de tekniske fremskridt forværres verdensforholdene til stadighed — ofte netop på grund af den moderne teknologi.

At Gud tolererer al denne ubeskrivelige elendighed betyder imidlertid ikke at han er uretfærdig. Menneskets uretfærdighed bringer tværtimod „Guds retfærdighed i forgrunden“. (Romerne 3:5) Hvordan skal det forstås?

Alle lidelser fjernes for evigt!

„Hele skabningen sukker sammen og er i veer sammen indtil nu,“ skrev apostelen Paulus. (Romerne 8:22) Ja, de over seks tusind år hvor menneskene nu har været uafhængige af Gud, har bekræftet ordene i Jeremias 10:23: „Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ Men snart vil Gud gribe ind og begynde at tage hånd i hanke med menneskenes forhold.

På det tidspunkt vil det være tydeligt for enhver at menneskets uafhængighed af Gud har katastrofale konsekvenser. Gud kan derpå fjerne alt det der har forårsaget lidelser: Krig, sygdom, kriminalitet, vold — ja, selv død! (Salme 46:8, 9; Esajas 35:5, 6; Salme 37:10, 11; Johannes 5:28, 29; 1 Korinther 15:26) Det vil gå netop som apostelen Johannes hørte i et syn: „Gud . . . vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:3, 4.

Gud gjorde ende på Jobs lidelser ved at give ham hans helbred og hans velstand igen, og ved at velsigne ham med en stor familie. (Job 42:10-17) Bibelen lover at vi vil få lignende velsignelser. „Jeg [regner] ikke den nuværende tids lidelser for noget i sammenligning med den herlighed der skal åbenbares,“ skrev Paulus. „Skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed.“ (Romerne 8:18, 21) Til den tid vil selv mindet om ondskaben udviskes! — Jævnfør Esajas 65:17.

Udhold ondskaben

Indtil vi opnår denne frihed må vi udholde livet i en ond verden. Vi kan ikke forvente at Gud vil beskytte os mod ondskab og ulykke. Det var en løgn Satan Djævelen udtalte da han forsøgte at lokke Jesus Kristus til at styrte sig ned fra templet. Han fordrejede Bibelens ord i Salme 91:10-12, hvor der står: „Ingen ulykke vil ramme dig . . . For han vil give sine engle påbud om . . . at vogte dig.“ Men Jesus ville ikke acceptere den tanke at Gud mirakuløst skulle yde ham fysisk beskyttelse. (Mattæus 4:5-7) Det er kun vor åndelige sundhed Gud har lovet at beskytte.

Sande kristne vil derfor ikke vende sig mod Jehova hvis de rammes af en tragedie, for de ved at „tiden og tilfældet“ berører alle, også kristne. (Ordsprogene 19:3; Prædikeren 9:11) Alligevel ser det ikke håbløst ud for os. Vi har håb om at opnå evigt liv i en retfærdig ny verden hvor der ingen ondskab vil findes. Vi kan altid vende os til Jehova Gud i bøn, og han har lovet at skænke os den nødvendige visdom så vi kan udholde enhver prøvelse. (Jakob 1:5) Vi kan hente styrke hos vore trosfæller. (1 Johannes 3:17, 18) Desuden ved vi at det glæder Jehovas hjerte hvis vi er trofaste når vi udsættes for trængsler. — Ordsprogene 27:11.

Alligevel er det aldrig let at holde ud når man rammes af ondt. Den der prøver at trøste en der udsættes for lidelser, kan tænke på at det er godt at ’græde med dem der græder’ — og at tilbyde praktisk hjælp. (Romerne 12:15) Ana, der er nævnt i indledningen til den første artikel i denne serie, blev på den måde hjulpet til at komme over katastrofen. Hun er et af Jehovas vidner, og hun erfarede at hendes trosfæller var mere end villige til at hjælpe hende og give hende husly så længe det var nødvendigt. Og skønt hun nu og da stadig føler sig nedtrykt, finder hun trøst ved at tænke på Bibelens håb. „Jeg ved at mine børn vil vende tilbage i opstandelsen,“ siger hun. Hendes tro på godhedens Gud er stærkere end nogen sinde.

Hvis du i øjeblikket lider ondt af den ene eller den anden art, så bed Jehovas vidner om at besvare dine spørgsmål og hjælpe dig til at overvinde din tvivl. De kan også skaffe dig bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, der indeholder de oplysende kapitler „Hvorfor har Gud tilladt det onde?“ og „Du er inddraget i et vigtigt stridsspørgsmål.“ Det er sandt at også gode mennesker i øjeblikket bliver ramt af ondt, men sådan vil det ikke fortsætte ret længe. Det kan du lære mere om hvis du kontakter Jehovas vidner der hvor du bor, eller skriver til udgiverne af dette blad.

[Illustrationer på side 9]

I Guds retfærdige nye verden vil selv mindet om ondskaben udviskes