Kan man give Gud skylden for vores problemer?

DA MARIONS voksne datter fik en alvorlig hjerneskade, gjorde Marion hvad mange andre ville have gjort.a Hun bad Gud om hjælp. „Jeg kan ikke huske at jeg nogen sinde har følt mig så hjælpeløs og alene,“ siger hun. Senere forværredes datterens tilstand, og Marion begyndte at tvivle på Gud. „Hvorfor skulle det ske?“ spurgte hun. Hun kunne ikke forstå hvordan en kærlig og omsorgsfuld Gud kunne svigte hende.

Den måde Marion reagerede på, er langt fra et særtilfælde. Mange mennesker verden over har følt at Gud har svigtet dem når de har haft allermest brug for ham. „Jeg har stadig svært ved at forstå hvorfor Gud lod det ske,“ siger en kvinde ved navn Lisa efter at hendes barnebarn var blevet myrdet. „Jeg har ikke fuldstændig mistet troen på Gud, men den er ikke så stærk som før.“ En kvinde der blev ramt af en meningsløs tragedie i forbindelse med sin lille søn, siger ligeledes: „Gud trøstede mig ikke efter det der var sket. Han har ikke vist mig noget tegn på medfølelse.“ Hun tilføjer: „Jeg kan aldrig tilgive Gud.“

Andre er bitre på Gud på grund af det de ser i verden omkring dem. De ser stor fattigdom og sult, desperate krigsflygtninge, et utal af børn der er forældreløse på grund af aids, og millioner af mennesker som er ramt af andre sygdomme. I lyset af disse og lignende tragedier bebrejder de Gud fordi han tilsyneladende forholder sig passiv.

Sandheden er imidlertid at man ikke kan give Gud skylden for de problemer der plager menneskeheden. Der er endog fornuftige grunde til at tro at Gud snart vil gøre ende på de lidelser som har ramt den menneskelige familie. Den næste artikel kommer ind på at Gud virkelig har omsorg for os.

[Fodnote]

Er det Guds skyld?

En stor del af menneskehedens lidelser er selvforskyldte. Det er for eksempel velkendt at der er en vis risiko forbundet med bestemte handlinger. Men alligevel er der nogle som begår kønslig umoralitet, misbruger alkohol og stoffer, bruger tobak, deltager i ekstremsport, kører for stærkt og så videre. Hvis en så risikabel adfærd fører til lidelser, hvem har så skylden? Er det Gud, eller er det den der har handlet uklogt? Guds inspirerede ord siger: „Bliv ikke vildledt: Gud kan man ikke narre. For hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ — Galaterne 6:7.

Desuden skader mennesker ofte hinanden. Når en nation erklærer krig, kan man bestemt ikke bebrejde Gud for de sørgelige følger. Når en forbryder overfalder en medborger, er det så Guds skyld hvis vedkommende bliver lemlæstet eller dør? Naturligvis ikke! Når en diktator undertrykker, torterer eller myrder sine undersåtter, skulle vi så give Gud skylden? Det ville være helt urimeligt. — Prædikeren 8:9.

Hvad så med de millioner der lever i håbløs fattigdom, og som sulter? Er det Guds skyld? Nej, bestemt ikke! Jorden frembringer mere end nok til at kunne brødføde os alle. (Salme 10:2, 3; 145:16) Det er den ulige fordeling af de goder som Gud gavmildt har givet os, der har ført til omfattende sult og fattigdom. Så det er menneskets selviskhed der er skyld i at problemerne ikke kan løses.

Den grundlæggende årsag

Hvem er så skyld i at nogle bliver syge eller dør på grund af alder? Måske mener du at det også er Guds skyld, men det er ikke tilfældet. Da Gud skabte menneskene, var det ikke hans hensigt at de skulle ældes og dø.

Da det første menneskepar, Adam og Eva, blev sat i Edens Have, gav Jehova dem mulighed for at leve evigt i et jordisk paradis. Imidlertid var det hans udtrykkelige ønske at jorden skulle bebos af mennesker som ville værdsatte det de havde fået. Derfor skulle de opfylde visse betingelser for fortsat at kunne leve. Adam og Eva kunne kun bo i paradiset så længe de adlød deres kærlige Skaber. — 1 Mosebog 2:17; 3:2, 3, 17-23.

Sørgeligt nok gjorde Adam og Eva oprør. Eva valgte at lytte til Satan Djævelen. Han løj over for hende og sagde i realiteten at Gud forholdt hende noget godt. Hun begyndte derfor at følge en uafhængig kurs og forsøgte at „blive som Gud og kende godt og ondt“. Adam sluttede sig til hende i oprøret. — 1 Mosebog 3:5, 6.

Da Adam og Eva begik denne synd, viste de sig uværdige til at leve evigt. De kom til at mærke syndens katastrofale følger. Deres styrke og vitalitet blev mindre og mindre, og til sidst døde de. (1 Mosebog 5:5) Oprøret havde dog langt alvorligere konsekvenser. Vi lider stadig under virkningerne af Adams og Evas synd. Apostelen Paulus skrev: ’Synden kom ind i verden gennem ét menneske [Adam], og døden gennem synden, og døden trængte således igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.’ (Romerne 5:12) Ja, på grund af Adams og Evas oprør trængte døden igennem til hele menneskeslægten som en ondartet sygdom.