Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Stol på Jehova
    Vagttårnet – 2003 | 1. september
    • Stol på Jehova

      „Du er mit håb, suveræne Herre Jehova, den jeg har stolet på fra min ungdom.“ — SALME 71:5.

      1. Hvilken udfordring tog hyrdedrengen David imod?

      GOLIAT var en kæmpe på næsten tre meter. Det var derfor ikke så underligt at alle soldaterne i Israels hær var skrækslagne for at møde ham! Hver eneste morgen og aften i flere uger hånede filisterkæmpen Goliat Israels slagrækker, og han søgte at provokere dem til at udvælge en mand til at kæmpe imod ham. Til sidst var der en der tog imod udfordringen. Det var ikke en soldat, men en ganske ung mand, nemlig hyrdedrengen David. Han var en ren dværg i forhold til sin modstander. Måske vejede han ikke engang så meget som Goliats rustning og våben! Alligevel stillede han op imod kæmpen og blev derved et varigt symbol på mod. — 1 Samuel 17:1-51.

      2, 3. (a) Hvorfor kunne David så fortrøstningsfuldt gå Goliat i møde? (b) Hvilke to skridt som er nødvendige for at gøre Jehova til vores tillid, vil vi se nærmere på?

      2 Hvor fik David sit mod fra? Det fremgår af følgende ord som han sandsynligvis nedskrev i sin alderdom: „Du er mit håb, suveræne Herre Jehova, den jeg har stolet på fra min ungdom.“ (Salme 71:5) Ja, som ung havde David stolet ubetinget på Jehova. Han havde konfronteret Goliat med ordene: „Du kommer imod mig med sværd og spyd og kastespyd, men jeg kommer imod dig i Hærstyrkers Jehovas, Israels slagrækkers Guds, navn, ham som du har smædet.“ (1 Samuel 17:45) Mens Goliat stolede på sin store styrke og sine mægtige våben, stolede David på Jehova. Og med universets suveræne Herre ved sin side havde David ingen grund til at bukke under for menneskefrygt, uanset hvor stort og svært bevæbnet et menneske han stod over for.

      3 Får beretningen om David dig til at ønske at din egen tillid til Jehova var stærkere? Det gælder sikkert for mange af os. Lad os derfor se på to skridt vi kan tage for at gøre Jehova til vores tillid. For det første må vi overvinde noget der hindrer mange i at have en sådan tillid. Og for det andet må vi finde ud af hvad det helt præcist indebærer at stole på Jehova.

      En almindelig hindring for tillid til Jehova

      4, 5. Hvorfor har mange svært ved at stole på Gud?

      4 Hvad hindrer folk i at stole på Gud? Jo, mange føler sig i vildrede med hensyn til hvorfor der sker så meget ondt, og mange lærer at det er Gud der er ansvarlig for lidelser. Når en tragedie rammer, siger nogle præster måske at Gud ’har taget ofrene hjem til sig i himmelen’. Desuden prædiker mange religiøse ledere at Gud for længe siden har forudbestemt alt hvad der sker — deriblandt alle de tragedier og onde handlinger der finder sted i verden. Det ville være svært at sætte sin lid til en så hårdhjertet Gud. Satan, der forblinder de ikketroendes forstand, er stærkt opsat på at fremme alle sådanne lærdomme som dæmonerne står bag. — 1 Timoteus 4:1; 2 Korinther 4:4.

      5 Satan ønsker at folk skal miste tilliden til Jehova. Som fjende af Gud prøver han at dække over den virkelige årsag til at mennesker lider. Og hvis vi én gang har lært hvad Bibelen siger om dette spørgsmål, vil Satan gerne have os til at glemme det igen. Derfor er det godt for os fra tid til anden at tænke over tre grundlæggende årsager til at der findes lidelser i verden. Det vil berolige vores hjerte og forvisse os om at Jehova ikke er ansvarlig for de problemer vi udsættes for. — Filipperne 1:9, 10.

      6. Hvad nævnes i Første Petersbrev 5:8 som en årsag til de lidelser kristne udsættes for?

      6 En af årsagerne til menneskenes lidelser er at Satan ønsker at bryde Jehovas trofaste tjeneres integritet. Han prøvede at bryde Jobs integritet, og selv om det ikke lykkedes for ham dengang, har han ikke givet op. Som denne verdens hersker søger han at „opsluge“ Jehovas trofaste tjenere. (1 Peter 5:8) Hver enkelt af os er derfor i farezonen! Satans mål er at få os til at holde op med at tjene Jehova. Derfor ophidser han ofte vore modstandere til at forfølge os. Men hvor smertefuldt dette end er, har vi god grund til at holde ud. Når vi på den måde er med til at bevise at Satan er en løgner, vil vi nemlig glæde Jehovas hjerte. (Job 2:4; Ordsprogene 27:11) Når Jehova styrker os til at udholde forfølgelse, vokser vores tillid til ham. — Salme 9:9, 10.

      7. Hvilken årsag til lidelser hjælper Galaterne 6:7 os til at se?

      7 En anden årsag til lidelser fremgår af dette princip: „Hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ (Galaterne 6:7) Nogle gange sår folk noget dårligt ved at træffe forkerte valg og høster som følge deraf mange smerter. De vælger måske at køre hasarderet så det ender med en ulykke. Mange vælger at ryge og bliver ramt af hjertesygdomme eller lungekræft. Og de der vælger at begå kønslig umoralitet, mærker måske de smertelige konsekvenser i form af en ødelagt familie, tab af selvrespekt, seksuelt overførte sygdomme og uønskede graviditeter. Nogle giver måske Gud skylden for det de udsættes for, men i virkeligheden høster de jo blot følgerne af deres egne dårlige valg. — Ordsprogene 19:3.

      8. Hvilken årsag til lidelser nævnes i Prædikeren 9:11?

      8 En tredje årsag til lidelser fremgår af Prædikeren 9:11: „Jeg vendte tilbage og så under solen at løbet ikke tilhører de hurtige, og at kampen ikke tilhører de vældige krigere, og at brødet heller ikke tilhører de vise, eller rigdommen de forstandige, eller yndesten dem der har kundskab; for tid og tilfælde berører dem alle.“ Nogle gange befinder man sig simpelt hen på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Uanset hvem vi er, og hvilke evner vi har, kan vi pludselig blive indhentet af lidelse og død. På Jesu tid var der for eksempel 18 mennesker i Jerusalem der blev dræbt da et tårn styrtede sammen over dem. Jesus pegede på at det ikke var en straf fra Gud for nogle synder de tidligere havde begået. (Lukas 13:4) Nej, man kan ikke give Jehova skylden for sådanne lidelser.

      9. Hvad forstår mange ikke med hensyn til lidelser?

      9 Dette er nogle af årsagerne til at der findes lidelser, og det er vigtigt for os at kende dem. Men der er endnu en side af sagen som mange har svært ved at forstå, nemlig hvorfor Jehova Gud tillader lidelser.

      Hvorfor tillader Jehova lidelser?

      10, 11. (a) Hvad skete der ifølge Romerne 8:19-22 med „hele skabningen“? (b) Hvordan kan vi finde ud af hvem det var der underlagde skabningen frugtesløshed?

      10 En passage i apostelen Paulus’ brev til romerne kaster lys over dette vigtige emne. Paulus skrev: „Skabningen venter jo med spændt forventning på at Guds sønner skal åbenbares. Skabningen blev nemlig underlagt frugtesløshed, ikke af egen vilje, men gennem ham som lagde den derunder, på grundlag af håb om at også skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed. For vi ved at hele skabningen sukker sammen og er i veer sammen indtil nu.“ — Romerne 8:19-22.

      11 For at forstå disse vers må vi først have svar på nogle vigtige spørgsmål. Blandt andet: Hvem var det der underlagde skabningen frugtesløshed? Nogle har peget på at det var Satan; andre at det var Adam. Men det kan umuligt have været nogen af dem. Hvorfor det? Fordi den der underlægger skabningen frugtesløshed, gør det „på grundlag af håb“. Ja, han giver troende mennesker håb om at de til sidst vil blive „frigjort fra trældom under fordærv“. Hverken Adam eller Satan kunne give et sådant håb. Det kunne kun Jehova. Derfor var det tydeligvis ham der underlagde skabningen frugtesløshed.

      12. Hvilke forkerte opfattelser er der med hensyn til hvem „hele skabningen“ er, og hvordan kan spørgsmålet afklares?

      12 Men hvad er så „hele skabningen“ der omtales i denne passage? Nogle mener at det er hele naturens verden, derunder dyr og planter. Men har dyr og planter håb om at opnå „Guds børns herlige frihed“? Nej. (2 Peter 2:12) Udtrykket „hele skabningen“ kan derfor kun referere til menneskeheden. Det er den skabning der er berørt af synd og død på grund af oprøret i Eden, og som har et desperat behov for håb. — Romerne 5:12.

      13. Hvilke følger fik oprøret i Eden for menneskene?

      13 Hvad betød dette oprør helt konkret for menneskeheden? Paulus beskriver det med et enkelt ord: frugtesløshed.a At noget er ’frugtesløst’, vil sige at det er resultatløst eller nytteløst. Ifølge et opslagsværk beskriver ordet noget der er „nytteløst ligesom et redskab der ikke fungerer sådan som det er beregnet til“. Menneskene blev skabt til at leve evigt og som en fuldkommen og forenet familie, der skulle tage sig af en paradisisk jord. Men i stedet fik de en kort, smertefuld og ofte frustrerende tilværelse. Som Job udtrykte det: „Et menneske, født af en kvinde, lever kun kort og mættes af uro.“ (Job 14:1) Det må siges at være en frugtesløs tilværelse!

      14, 15. (a) Hvordan vidner Jehovas dom over menneskeheden om hans retfærdighed? (b) Hvorfor sagde Paulus at skabningen ’ikke af egen vilje’ blev underlagt frugtesløshed?

      14 Nu kommer vi til hovedspørgsmålet: Hvorfor har Jehova, „den der dømmer hele jorden“, underlagt menneskeheden denne smertefulde, frustrerende tilværelse? (1 Mosebog 18:25) Var det retfærdigt af ham? Ja, for husk på hvad det var vore første forældre havde gjort. Ved at gøre oprør mod Gud havde de taget parti for Satan, som havde anfægtet Jehovas suverænitet. I handling støttede de påstanden om at det er bedst for mennesket at styre uafhængigt af Jehova og under ledelse af en oprørsk åndeskabning. I sin dom over oprørerne gav Jehova dem i virkeligheden det de bad om. Han gav mennesket lov til selv at bestemme under indflydelse af Satan. Hvilken beslutning kunne under disse omstændigheder have været mere retfærdig end at underlægge menneskene frugtesløshed, men samtidig give dem et håb?

      15 Dette var selvfølgelig ikke skabningens „egen vilje“. Vi er født som trælle under synd og fordærv uden at have noget valg. Men i sin barmhjertighed lod Jehova Adam og Eva leve deres liv til ende og sætte afkom i verden. Skønt vi som deres efterkommere er underlagt syndens og dødens frugtesløshed, har vi mulighed for at gøre det Adam og Eva forsømte at gøre. Vi kan høre efter Jehovas røst og selv erfare at han udøver sin suverænitet på en retfærdig og fuldkommen måde, og at et menneskeligt styre der lader Jehova ude af betragtning, kun fører til smerte, frustration og frugtesløshed. (Jeremias 10:23; Åbenbaringen 4:11) Og Satans indflydelse gør sagen endnu værre. Menneskenes historie bevidner disse sandheder ud over enhver tvivl. — Prædikeren 8:9.

      16. (a) Hvordan kan vi være sikre på at Jehova ikke er ansvarlig for den lidelse vi ser i verden i dag? (b) Hvilket håb har Jehova i sin kærlighed givet troende og trofaste mennesker?

      16 Det var altså helt retfærdigt af Jehova at underlægge menneskeheden frugtesløshed. Men vil det så sige at Jehova er årsagen til den frugtesløshed og lidelse vi plages af i dag? Lad os belyse det med et eksempel. Tænk på en dommer der afsiger en dom over en forbryder. Den straffede lider måske meget under afsoningen af sin straf, men vil han med rette kunne sige at det er dommeren der er årsagen til hans kval? Nej, bestemt ikke! I øvrigt er Jehova aldrig ophavet til nogen form for ondskab. Jakob 1:13 siger: „Med ondt kan Gud . . . ikke prøves, og selv prøver han ingen med noget ondt.“ Vi må også huske på at Jehova udtalte denne dom „på grundlag af håb“. Han har kærligt sørget for at troende og trofaste efterkommere af Adam og Eva vil komme til at se en ende på frugtesløsheden og kunne glæde sig over „Guds børns herlige frihed“. Aldrig mere skal trofaste mennesker frygte at hele skabningen igen vil synke ned i en smertelig tilstand af frugtesløshed. Jehovas retfærdige måde at håndtere situationen på vil i al evighed have bevist at han med rette er den suveræne Hersker. — Esajas 25:8.

      17. Hvordan skulle det berøre os at tænke over årsagerne til at der findes lidelser?

      17 Når vi ser på disse årsager til menneskers lidelser, har vi så nogen som helst grund til at give Jehova skylden for ondskaben eller til at miste tilliden til ham? Nej tværtimod, et sådant studium giver os grund til at sige som Moses: „Klippen, fuldkomment er hans værk, for alle hans veje er rette. En trofast Gud, hos hvem der ikke er uret; retfærdig og redelig er han.“ (5 Mosebog 32:4) Lad os fra tid til anden genopfriske disse tanker ved at meditere over dem. Så vil vi, når vi kommer ud for prøvelser, kunne modvirke Satans forsøg på at så tvivl i vores sind. Men hvad med det andet punkt der blev nævnt i indledningen? Hvad vil det sige at stole på Jehova?

      Hvad vil det sige at stole på Jehova?

      18, 19. Med hvilke ord opmuntrer Bibelen os til at stole på Jehova, men hvilke fejlagtige opfattelser har nogle i den forbindelse?

      18 Guds ord giver os denne tilskyndelse: „Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand. Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.“ (Ordsprogene 3:5, 6) Det er smukke og trøstende ord. Ingen i hele universet er mere pålidelig end vor kærlige himmelske Fader. Men ikke desto mindre er det langt nemmere at læse disse ord i Ordsprogenes Bog end at leve efter dem i dagligdagen.

      19 Mange har en forkert opfattelse af hvad det vil sige at stole på Jehova. Nogle mener at det blot er en følelse der fylder ens hjerte. Og andre mener at tillid til Gud betyder at vi kan forvente at han vil skærme os mod alle vanskeligheder og løse ethvert problem vi kommer ud for i hverdagen — og det lige med det samme! Men sådanne opfattelser savner ethvert grundlag. Tillid er mere end blot en følelse, og den er ikke tåget og abstrakt. For voksne indebærer tillid at man træffer nogle bevidste, velovervejede beslutninger.

      20, 21. Hvad vil det sige at stole på Jehova, og hvordan kan det illustreres?

      20 Tænk igen over Ordsprogene 3:5. Her stilles det at stole på Jehova op som en kontrast til det at støtte sig til sin egen forstand. Det viser at man ikke kan gøre begge dele. Betyder det så at vi ikke må gøre brug af vore forstandsevner? Nej, for det er Jehova der har givet os disse evner, og han forventer at vi bruger dem i tjenesten for ham. (Romerne 12:1) Men hvad støtter vi os til når vi træffer beslutninger? Hvis vores tankegang ikke harmonerer med Jehovas, ser vi så hans visdom som det den er — uendeligt højere end vores? (Esajas 55:8, 9) At stole på Jehova indebærer at vi lader vores tankegang forme efter hans.

      21 Det kan illustreres på følgende måde: Forestil dig en familie der er på biltur. Den lille søn sidder på bagsædet, forældrene på forsædet, og det er faderen der kører. Når der i løbet af køreturen opstår forskellige vanskeligheder — måske besvær med at finde vej eller problemer på grund af vejret eller vejforholdene — hvordan reagerer en lydig, tillidsfuld søn da? Råber han til sin far omme fra bagsædet og fortæller ham hvordan han skal styre bilen? Protesterer han mod sine forældres beslutninger, og bliver han sur når de siger han skal beholde sikkerhedsselen på? Nej, helt naturligt stoler barnet på at hans forældre ved hvad der er bedst i sådanne situationer, selv om de jo er ufuldkomne. Jehova er vor fuldkomne Fader. Bør vi ikke stole uforbeholdent på ham, især når vi kommer ud for prøvende omstændigheder? — Esajas 30:21.

      22, 23. (a) Hvorfor bør vi sætte vores lid til Jehova når vi kommer ud for problemer, og hvordan kan vi gøre det? (b) Hvad vil den næste artikel komme ind på?

      22 Ordsprogene 3:6 peger imidlertid på at vi skal ’tage Jehova i betragtning på alle vore veje’, ikke kun når vi kommer ud for vanskeligheder. De beslutninger vi træffer i det daglige, bør derfor afspejle vores tillid til Jehova. Når der opstår problemer, skal vi ikke fortvivle, gå i panik eller vende ryggen til Jehovas vejledning, der viser os den bedste måde at håndtere situationen på. Vi må betragte prøvelser som noget der giver os mulighed for at støtte Jehovas suverænitet, for at bevise at Satan er en løgner, og for at opdyrke lydighed og andre egenskaber der glæder Jehova. — Hebræerne 5:7, 8.

      23 Vi kan vise at vi stoler på Jehova uanset hvilke hindringer der måtte komme. Det kan vi gøre i vore bønner og ved at se hen til Jehovas ord og hans menighed efter vejledning. Men hvordan kan vi i specifikke situationer stole på Jehova? Det vil den næste artikel belyse.

      [Fodnote]

      a Det græske ord Paulus her brugte, og som er oversat med „frugtesløshed“, er det samme som det der anvendes i den græske Septuaginta-oversættelse i den vending Salomon gentagne gange brugte i Prædikerens Bog, for eksempel i udtrykket „alt er tomhed!“ — Prædikeren 1:2, 14; 2:11, 17; 3:19; 12:8.

  • Stol på Jehova
    Vagttårnet – 2003 | 1. september
    • Hvad vil det sige at stole på Jehova?

      18, 19. Med hvilke ord opmuntrer Bibelen os til at stole på Jehova, men hvilke fejlagtige opfattelser har nogle i den forbindelse?

      18 Guds ord giver os denne tilskyndelse: „Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand. Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.“ (Ordsprogene 3:5, 6) Det er smukke og trøstende ord. Ingen i hele universet er mere pålidelig end vor kærlige himmelske Fader. Men ikke desto mindre er det langt nemmere at læse disse ord i Ordsprogenes Bog end at leve efter dem i dagligdagen.

      19 Mange har en forkert opfattelse af hvad det vil sige at stole på Jehova. Nogle mener at det blot er en følelse der fylder ens hjerte. Og andre mener at tillid til Gud betyder at vi kan forvente at han vil skærme os mod alle vanskeligheder og løse ethvert problem vi kommer ud for i hverdagen — og det lige med det samme! Men sådanne opfattelser savner ethvert grundlag. Tillid er mere end blot en følelse, og den er ikke tåget og abstrakt. For voksne indebærer tillid at man træffer nogle bevidste, velovervejede beslutninger.

      20, 21. Hvad vil det sige at stole på Jehova, og hvordan kan det illustreres?

      20 Tænk igen over Ordsprogene 3:5. Her stilles det at stole på Jehova op som en kontrast til det at støtte sig til sin egen forstand. Det viser at man ikke kan gøre begge dele. Betyder det så at vi ikke må gøre brug af vore forstandsevner? Nej, for det er Jehova der har givet os disse evner, og han forventer at vi bruger dem i tjenesten for ham. (Romerne 12:1) Men hvad støtter vi os til når vi træffer beslutninger? Hvis vores tankegang ikke harmonerer med Jehovas, ser vi så hans visdom som det den er — uendeligt højere end vores? (Esajas 55:8, 9) At stole på Jehova indebærer at vi lader vores tankegang forme efter hans.

      21 Det kan illustreres på følgende måde: Forestil dig en familie der er på biltur. Den lille søn sidder på bagsædet, forældrene på forsædet, og det er faderen der kører. Når der i løbet af køreturen opstår forskellige vanskeligheder — måske besvær med at finde vej eller problemer på grund af vejret eller vejforholdene — hvordan reagerer en lydig, tillidsfuld søn da? Råber han til sin far omme fra bagsædet og fortæller ham hvordan han skal styre bilen? Protesterer han mod sine forældres beslutninger, og bliver han sur når de siger han skal beholde sikkerhedsselen på? Nej, helt naturligt stoler barnet på at hans forældre ved hvad der er bedst i sådanne situationer, selv om de jo er ufuldkomne. Jehova er vor fuldkomne Fader. Bør vi ikke stole uforbeholdent på ham, især når vi kommer ud for prøvende omstændigheder? — Esajas 30:21.

      22, 23. (a) Hvorfor bør vi sætte vores lid til Jehova når vi kommer ud for problemer, og hvordan kan vi gøre det? (b) Hvad vil den næste artikel komme ind på?

      22 Ordsprogene 3:6 peger imidlertid på at vi skal ’tage Jehova i betragtning på alle vore veje’, ikke kun når vi kommer ud for vanskeligheder. De beslutninger vi træffer i det daglige, bør derfor afspejle vores tillid til Jehova. Når der opstår problemer, skal vi ikke fortvivle, gå i panik eller vende ryggen til Jehovas vejledning, der viser os den bedste måde at håndtere situationen på. Vi må betragte prøvelser som noget der giver os mulighed for at støtte Jehovas suverænitet, for at bevise at Satan er en løgner, og for at opdyrke lydighed og andre egenskaber der glæder Jehova. — Hebræerne 5:7, 8.

      23 Vi kan vise at vi stoler på Jehova uanset hvilke hindringer der måtte komme. Det kan vi gøre i vore bønner og ved at se hen til Jehovas ord og hans menighed efter vejledning. Men hvordan kan vi i specifikke situationer stole på Jehova? Det vil den næste artikel belyse.

  • I trængsler må vi stole helt på Jehova
    Vagttårnet – 2003 | 1. september
    • I trængsler må vi stole helt på Jehova

      „Gud er for os en tilflugt og styrke, en hjælp som i trængsler er let at finde.“ — SALME 46:1.

      1, 2. (a) Hvilket eksempel viser at det ikke er nok at hævde at man stoler på Gud? (b) Hvorfor må vi gøre mere end blot at sige at vi stoler på Jehova?

      ÉN TING er at hævde at man stoler på Gud; noget helt andet er at vise det i handling. I mange år har mønter og pengesedler i USA for eksempel været præget med mottoet „På Gud vi stoler“.a I 1956 vedtog den amerikanske kongres en lov der erklærede dette udtryk for at være De Forenede Staters nationale motto. Paradoksalt nok stoler mange mennesker dog mere på penge og materiel velstand end på Gud, og det gælder ikke kun i USA, men verden over. — Lukas 12:16-21.

      2 Sande kristne må gøre mere end blot at sige at de stoler på Jehova. Ligesom „troen [er] død uden gerninger“, sådan er enhver påstand om at vi stoler på Gud, meningsløs hvis ikke vi viser det i handling. (Jakob 2:26) I den foregående artikel lærte vi at vores tillid til Jehova kommer til udtryk ved at vi henvender os til ham i bøn, søger vejledning i hans ord og lader os lede af hans organisation. Lad os nu se på hvordan disse tre skridt kan hjælpe os når vi udsættes for problemer og trængsler.

      Når man mister sit arbejde, eller lønnen er lav

      3. Hvilke økonomiske problemer oplever Jehovas tjenere i disse „kritiske tider“, og hvordan ved vi at Gud er villig til at hjælpe os?

      3 I disse „kritiske tider“ udsættes kristne for det samme økonomiske pres som andre. (2 Timoteus 3:1) Vi kan derfor risikere pludselig at miste vores job. Eller vi har måske ikke andet valg end at arbejde mange timer for en meget lav løn. Under sådanne omstændigheder kan det være svært at ’sørge for sine egne’. (1 Timoteus 5:8) Er den allerhøjeste Gud villig til at hjælpe os i sådanne tider? Ja, helt bestemt. Han beskytter os selvfølgelig ikke mod alle de vanskeligheder livet i denne tingenes ordning byder på, men hvis vi stoler på ham, vil vi erfare at ordene i Salme 46:1 er sande: „Gud er for os en tilflugt og styrke, en hjælp som i trængsler er let at finde.“ Men hvordan kan vi så vise at vi i tider med økonomiske problemer stoler helt på Jehova?

      4. Hvad kan vi bede om når vi står over for økonomiske vanskeligheder, og hvordan besvarer Jehova sådanne bønner?

      4 Én måde hvorpå vi kan vise at vi stoler på Jehova, er ved at vende os til ham i bøn. Men hvad kan vi bede om? Jo, hvis vi står over for økonomiske vanskeligheder, har vi måske mere end nogen sinde brug for praktisk visdom, som er evnen til at bruge kundskab, forståelse og dømmekraft på rette måde. Så tøv ikke med at bede om den! Jehova giver os følgende løfte i sit ord: „Hvis nogen af jer mangler visdom, så lad ham fortsat bede Gud derom, for han giver gavmildt til alle og uden at bebrejde; og den vil blive givet ham.“ (Jakob 1:5) Ja, lad os bede Jehova om visdom til at træffe kloge beslutninger og gode valg. Vor kærlige himmelske Fader har lovet at han vil lytte til sådanne bønner. Han er altid villig til at jævne stierne for dem der stoler på ham af hele deres hjerte. — Salme 65:2; Ordsprogene 3:5, 6.

      5, 6. (a) Hvorfor kan vi se hen til Guds ord efter hjælp til at klare økonomiske problemer? (b) Hvad kan man gøre for at mindske sine bekymringer hvis man mister sit job?

      5 Vi kan også bevise at vi stoler på Jehova, ved at søge vejledning i hans inspirerede ord. De vise formaninger Bibelen indeholder, er „meget pålidelige“. (Salme 93:5) Og selv om Bibelen blev færdiggjort for over 1900 år siden, indeholder den forstandig vejledning og indsigtsfulde råd der kan hjælpe os i dag til på en bedre måde at klare økonomiske problemer. Lad os se nogle eksempler på Bibelens visdom.

      6 For længe siden gjorde den vise kong Salomon følgende iagttagelse: „Søvnen er sød for den der gør tjeneste, uanset om han har lidt eller meget at spise; men den riges velstand tillader ham ikke at sove.“ (Prædikeren 5:12) Det koster både tid og penge at reparere, vedligeholde, rengøre og beskytte sine materielle besiddelser. Så hvis man mister sit arbejde, kan det være en anledning til at man tager sin livsstil op til fornyet overvejelse og prøver at skelne mellem behov og ønsker. Måske vil det være klogt at gøre nogle forandringer så man får mindre at bekymre sig om. Kan du for eksempel forenkle din tilværelse ved at flytte til en mindre bolig eller ved at skille dig af med materielle ejendele du ikke har brug for? — Mattæus 6:22.

      7, 8. (a) Hvordan véd vi at Jesus var opmærksom på menneskers tendens til at bekymre sig overdrevent om det materielle? (Se også fodnoten.) (b) Hvilket víst råd gav Jesus med hensyn til at undgå unødig bekymring?

      7 I sin bjergprædiken gav Jesus dette råd: „Hold op med at nære bekymring for jeres sjæl med hensyn til hvad I skal spise eller hvad I skal drikke, eller for jeres legeme med hensyn til hvad I skal tage på.“b (Mattæus 6:25) Jesus vidste at ufuldkomne mennesker helt naturligt vil være optaget af at skaffe sig de grundlæggende fornødenheder. Men hvordan kan vi ’holde op med at nære bekymring’ med hensyn til sådanne ting? „Bliv . . . ved med først at søge riget,“ sagde Jesus. Uanset hvilke problemer vi udsættes for, må vi blive ved med at lade tilbedelsen af Jehova komme først. Hvis vi gør det, vil alle vore daglige fornødenheder „blive givet [os] i tilgift“ af vor himmelske Fader. På den ene eller den anden måde vil han sætte os i stand til at klare tilværelsen. — Mattæus 6:33.

      8 Jesus gav dernæst dette råd: „Vær . . . aldrig bekymrede for dagen i morgen, for dagen i morgen vil have sine egne bekymringer.“ (Mattæus 6:34) Det vil ikke være klogt at bekymre sig overdrevent om hvad morgendagen kan bringe. En kommentator har bemærket: „Fremtiden bliver sjældent så slem som det billede vi har gjort os af den.“ Hvis vi ydmygt følger Bibelens råd om at prioritere rigtigt og leve én dag ad gangen, vil det hjælpe os til at undgå unødig bekymring. — 1 Peter 5:6, 7.

      9. Hvilken hjælp kan vi finde i de publikationer „den trofaste og kloge træl“ har udgivet, når vi kommer ud for økonomiske problemer?

      9 Når vi kommer ud for økonomiske problemer, kan vi også vise at vi stoler på Jehova, ved at hente hjælp i de publikationer som „den trofaste og kloge træl“ har udgivet. (Mattæus 24:45) Fra tid til anden har Vågn op! bragt artikler med nyttige råd og forslag i forbindelse med at klare økonomiske udfordringer. Artiklen „Arbejdsløs — Hvad kan man gøre?“ i udgaven for 8. august 1991 indeholdt otte praktiske råd som har hjulpet mange til at holde sig økonomisk på fode og bevare den følelsesmæssige ligevægt i en periode med arbejdsløshed.c De råd der gives, skal selvfølgelig afvejes med det rigtige syn på penge. Dét blev behandlet i artiklen „Penge er ikke alt“ i samme nummer af Vågn op! — Prædikeren 7:12.

      Når man plages af helbredsproblemer

      10. Hvordan viser eksemplet med kong David at der er et realistisk grundlag for at sætte sin lid til Jehova når man udsættes for alvorlig sygdom?

      10 Er der et realistisk grundlag for at sætte sin lid til Jehova når man udsættes for alvorlig sygdom? Ja! Jehova har stor medfølelse med de syge blandt sit folk. Og hvad mere er: Han er også villig til at hjælpe dem. Tænk for eksempel på kong David. Måske var han selv alvorligt syg da han beskrev hvordan Gud tager sig af en retfærdig der er ramt af sygdom. Han skrev: „Jehova vil styrke ham på sygelejet; hele hans seng vil du forvandle under hans sygdom.“ (Salme 41:1, 3, 7, 8) David bevarede en stærk tillid til Jehova, og til sidst kom han sig efter sin sygdom. Men hvordan kan vi vise tillid til Jehova hvis vi får problemer med helbredet?

      11. Hvad kan vi bede vor himmelske Fader om når vi rammes af sygdom?

      11 Når vi rammes af sygdom, kan vi vise tillid til Jehova ved at bønfalde ham om hjælp til at klare situationen. Vi kan bede om „praktisk visdom“ til at bevare vores helbred så godt som det efter omstændighederne er muligt. (Ordsprogene 3:21) Vi kan også bede ham om hjælp til at være tålmodige og til at udholde sygdommen. Og frem for alt bør vi bede Jehova om at holde os oppe ved at give os styrke til at forblive trofaste mod ham uanset hvad der sker, og ikke miste ligevægten. (Filipperne 4:13) At bevare sit forhold til Gud er endnu vigtigere end at bevare sit nuværende liv. Hvis vi holder fast ved vores uangribelighed, vil Jehova Gud belønne os med et evigt liv og et fuldkomment helbred. — Hebræerne 11:6.

      12. Hvilke bibelske principper kan hjælpe os til at træffe kloge valg i forbindelse med lægebehandling?

      12 Vores tillid til Jehova vil også bevæge os til at søge praktisk vejledning i hans ord, Bibelen. De principper Bibelen indeholder, kan hjælpe os til at træffe kloge valg hvad angår lægebehandling. Vi véd for eksempel at Bibelen fordømmer „udøvelse af spiritisme“, og vil derfor undgå enhver form for diagnose eller behandling der er forbundet med spiritisme. (Galaterne 5:19-21; 5 Mosebog 18:10-12) Og her er endnu et eksempel på Bibelens pålidelige visdom: „Den uerfarne tror hvert ord, men den kloge overvejer sine skridt.“ (Ordsprogene 14:15) Når vi overvejer hvilken medicinsk behandling vi vil tage imod, vil det derfor være klogt at finde frem til faktuelle oplysninger om behandlingen frem for at ’tro hvert ord’. Hvis vi på den måde handler efter et „sundt sind“, vil det hjælpe os til omhyggeligt at afveje de forskellige muligheder i forhold til hinanden og træffe et informeret valg. — Titus 2:12.

      13, 14. (a) Hvilke informative artikler har Vagttårnet og Vågn op! bragt om sundhed og sygdom? (Se rammen på side 17.) (b) Hvilke råd blev der givet til kronisk syge i Vågn op! for 22. januar 2001?

      13 Vi kan også vise at vi stoler på Jehova ved at søge vejledning i de publikationer som den trofaste træl forsyner os med. Bladene Vagttårnet og Vågn op! indeholder af og til informative artikler om helbredsproblemer og sygdomme.d Og indimellem bringer bladene også beretninger om nogle der på en god måde har klaret forskellige sygdomme, lidelser og handicap. Andre artikler har desuden givet bibelske råd og praktiske forslag til hvordan man kan leve med kroniske helbredsproblemer.

      14 Vågn op! for 22. januar 2001 bragte for eksempel temaartiklerne „Trøst til de syge“. Artiklerne pegede på nogle nyttige bibelske principper og indeholdt tankevækkende og realistiske kommentarer fra mænd og kvinder der i mange år har levet med invaliderende sygdomme. Artiklen „Hvordan man kan lære at leve med sin sygdom“ gav følgende råd: Få så meget at vide om din sygdom som muligt. (Ordsprogene 24:5) Sæt dig nogle realistiske mål, deriblandt at hjælpe andre, men erkend at du ikke nødvendigvis kan nå de samme mål som andre kan. (Apostelgerninger 20:35; Galaterne 6:4) Undgå at isolere dig. (Ordsprogene 18:1) Gør det til en behagelig oplevelse for andre at besøge dig. (Ordsprogene 17:22) Bevar frem for alt et nært forhold til Jehova og menigheden. (Nahum 1:7; Romerne 1:11, 12) Er der ikke god grund til at være taknemmelig for den vejledning Jehova giver os gennem sin organisation?

      Når man kæmper med sin ufuldkommenhed

      15. Hvordan vandt apostelen Paulus kampen mod sit ufuldkomne køds svagheder, og hvad kan vi være overbeviste om?

      15 ’I mit kød bor der intet godt,’ skrev apostelen Paulus. (Romerne 7:18) Paulus vidste af egen erfaring hvor vanskeligt det kan være at kæmpe imod det ufuldkomne køds ønsker og svagheder. Men han havde også tillid til at han kunne vinde kampen. (1 Korinther 9:26, 27) Hvordan? Ved at stole ubetinget på Jehova. Det var derfor Paulus sagde: „Jeg elendige menneske! Hvem vil befri mig fra det legeme der lider denne død? Tak til Gud gennem Jesus Kristus, vor Herre!“ (Romerne 7:24, 25) Hvad med os? Vi må også slås med kødelige svagheder og kan nemt miste tiltroen til at vi kan vinde kampen. Ja, måske overbeviser vi os selv om at vi aldrig vil kunne klare det. Men Jehova vil hjælpe os hvis vi, ligesom Paulus, stoler fuldt ud på Ham og ikke på vores egen styrke.

      16. Hvad må vi bede om hvis vi har svært ved at overvinde en kødelig svaghed, og hvad skal vi gøre hvis vi får et tilbagefald?

      16 Hvis en svaghed dukker op igen og igen, kan vi vise at vi stoler på Jehova ved at vende os til ham i bøn. Vi må bede, ja endog trygle, Jehova om at styrke os med sin hellige ånd. (Lukas 11:9-13) Helt specifikt kan vi bede om hjælp til at opdyrke selvbeherskelse, som er en del af Guds ånds frugt. (Galaterne 5:22, 23) Men hvad nu hvis vi får et tilbagefald? Så må vi frem for alt ikke give op. Lad os aldrig blive trætte af ydmygt at henvende os til vor barmhjertige Gud i bøn og bede ham om tilgivelse og hjælp. Jehova vil aldrig ignorere eller afvise en hvis hjerte er „sønderbrudt og knust“ af dårlig samvittighed. (Salme 51:17) Hvis vi beder til Jehova med oprigtighed og anger i hjertet, vil han hjælpe os til at modstå fristelser. — Filipperne 4:6, 7.

      17. (a) Hvorfor er det godt at tænke over hvordan Jehova betragter præcis den svaghed vi måske kæmper med? (b) Hvilke skriftsteder vil det være godt at lære udenad hvis vi kæmper med et iltert temperament, har svært ved at vogte tungen eller føler os tiltrukket af tvivlsom underholdning?

      17 Endnu en måde hvorpå vi kan vise at vi stoler på Jehova, er ved at søge hjælp i hans ord. Ved at bruge en bibelordbog eller Register til Vagttårnets publikationer kan vi finde svar på spørgsmålet: ’Hvad er Jehovas syn på den svaghed jeg kæmper med?’ Hvis vi tænker over hvordan Jehova ser på sagen, vil det forstærke vores ønske om at glæde ham. Vi vil kunne føle som Jehova og komme til at hade det han hader. (Salme 97:10) For nogle har det været en stor hjælp at lære bibelvers udenad som omtaler præcis den svaghed de slås med. Kæmper vi med et iltert temperament? Så vil det måske være en god idé at lære bibelvers som Ordsprogene 14:17 og Efeserbrevet 4:31 udenad. Og hvis vi synes det er svært at vogte tungen, vil teksten i Ordsprogene 12:18 og Efeserbrevet 4:29 være god at genkalde sig. Føler vi os tiltrukket af tvivlsom underholdning? I så fald kan vi prøve at huske ordene i Efeserbrevet 5:3 og Kolossenserbrevet 3:5.

      18. Hvorfor skulle vi ikke lade forlegenhed afholde os fra at bede de ældste om hjælp til at overvinde en svaghed?

      18 Vi kan også vise vores tillid til Jehova ved at søge hjælp hos menighedens ældste, som er blevet udnævnt af den hellige ånd. (Apostelgerninger 20:28) Disse „gaver i form af mennesker“ har Jehova jo givet til menigheden gennem Kristus for at værne og beskytte fårene. (Efeserne 4:7, 8, 11-14) Det skal indrømmes at det ikke altid er let at henvende sig til andre og bede om hjælp når man kæmper med en svaghed. Vi føler os måske forlegne og frygter at de ældste vil tænke dårligt om os. Men der er ingen tvivl om at disse åndeligsindede modne mænd vil respektere os fordi vi har det mod der skal til for at bede om hjælp. Desuden bestræber de ældste sig for at afspejle Jehovas egenskaber over for hjorden. Deres opmuntrende og praktiske råd der er baseret på Guds ord, giver os måske lige netop den ekstra styrke som er nødvendig for at vi kan overvinde vore svagheder. — Jakob 5:14-16.

      19. (a) Hvordan søger Satan at udnytte tilværelsens frugtesløshed i denne tingenes ordning? (b) Hvad indebærer tillid, og hvad bør vi være fast besluttede på?

      19 Glem aldrig at Satan véd at hans tid er kort. (Åbenbaringen 12:12) Han ønsker at vi på grund af tilværelsens frugtesløshed skal miste modet og give op. Men vi kan stole fuldt ud på ordene i Romerbrevet 8:35-39: „Hvem vil skille os fra Messias’ kærlighed? Vil trængsel eller nød eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd? . . . Tværtimod, i alt dette kommer vi til at stå fuldstændig sejrrige ved ham som har elsket os. For jeg er overbevist om at hverken død eller liv eller engle eller regeringer eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller højde eller dybde eller noget andet skabt vil kunne skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vor Herre.“ Hvilken tillid til Jehova! Men der er ikke blot tale om noget følelsesmæssigt. Nej, det er en tillid som vil komme til udtryk i velgennemtænkte valg i dagligdagen. Lad os derfor være fast besluttede på at stole helt og fuldt på Jehova i trængselstider.

      [Fodnoter]

      a I et brev til USA’s møntvæsen, dateret den 20. november 1861, skrev finansminister Salmon P. Chase: „Ingen nation kan være stærk uden styrke fra Gud eller hvile i tryghed uden Hans beskyttelse. Vor nations mønter bør forkynde at vi sætter vor lid til Gud.“ I 1864 blev mottoet „In God We Trust“, eller „På Gud vi stoler“, derfor for første gang præget på en amerikansk mønt.

      b Den bekymring der beskrives her, er blevet kaldt en „ængstelig frygt som fjerner al glæde ved livet“. Nogle oversættelser siger: „Vær ikke bekymrede“, eller „I må ikke være bekymrede“. Sådanne gengivelser mere end antyder at ethvert tilløb til bekymring er forkert. Et opslagsværk siger imidlertid: „Det græske udsagnsord står i præsens imperativ og er derfor en befaling om at holde op med noget som man allerede er i gang med.“

      c De otte råd lyder som følger: (1) Bliv ikke panikslagen. (2) Tænk positivt. (3) Vær åben over for nye jobtyper. (4) Følg dit eget budget — ikke andres. (5) Pas på med kredit. (6) Hold sammen på familien. (7) Bevar selvrespekten. (8) Læg budget.

      d Disse bibelske tidsskrifter anbefaler ikke nogen bestemt form for lægebehandling, da det er noget den enkelte selv må træffe afgørelse om. Formålet med artikler der omhandler specifikke sygdomme, er at informere læserne om de kendsgerninger man i øjeblikket kender til.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del