Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w88 15/4 s. 15-20
  • Stol på Jehova

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Stol på Jehova
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1988
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Hvor findes der næstekærlighed?
  • Stol på Jehova — og overlev
  • En vidunderlig fremtid
  • Jehova opretholder sine tjenere
  • Stol på Jehova af hele dit hjerte
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2003
  • ’Jehova, til dig har jeg sat min lid’
    Livet og tjenesten som kristne – arbejdshæfte – 2017
  • Gensidig tillid — en forudsætning for et godt liv
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2003
  • Hav tillid til dine brødre og søstre
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2022
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1988
w88 15/4 s. 15-20

Stol på Jehova

„Stol på Jehova og gør det gode; . . . lad Jehova være din største glæde.“ — SALME 37:3, 4.

1, 2. (a) Hvordan gik det dem der ikke stolede på Jehova i det første århundrede, og dem der gjorde det? (b) Hvilke spørgsmål kan vi stille angående verdens trossamfund i vor tid?

JØDERNES religiøse ledere i det første århundrede hævdede at tilbede Gud. Men de stolede ikke på ham. De overtrådte hans bud og forfulgte hans tjenere. (Mattæus 15:3; Johannes 15:20) Derfor blev deres „hus“ forladt af Jehova. (Mattæus 23:38) I år 70 ødelagde de romerske hære Jerusalem og templet, hvorved mange af de religiøse ledere og deres tilhængere omkom. Men de der stolede på Jehova blev beskyttet, for de havde lyttet til hans sendebuds advarsler og var flygtet i sikkerhed. — Mattæus 24:15-22; Lukas 21:20-24.

2 Hvordan forholder det sig her i de sidste dage for denne tingenes ordning? Stoler denne verdens trossamfund på den sande Gud, Jehova? Adlyder de hans bud og gør de hans vilje, eller efterligner de det første århundredes religiøse ledere — der blev forkastet af Gud? Hvilket af vore dages trossamfund kan sige at det ’stoler på Jehova og gør det gode’ og dermed forvente at blive beskyttet af Gud? — Salme 37:3.

Hvor findes der næstekærlighed?

3. Hvorfor er det ikke lykkedes for denne verdens trossamfund at indføre fred?

3 For ikke så længe siden advarede pave Johannes Paul II om at „hele menneskehedens fortsatte eksistens er alvorligt truet“. Han påpegede at „truslen bedst kunne modvirkes gennem en fællesreligiøs indsats“. Det er Guds vilje, sagde han, at de religiøse ledere „samarbejder“ om at indføre „fred og harmoni“. Men hvis det er Guds vilje, hvorfor har Han så ikke velsignet de bestræbelser der gennem flere århundreder er blevet gjort i den retning? Grunden er at de religiøse ledere ikke har stolet på at freden ville komme på Guds måde, ved hans himmelske rige. (Mattæus 6:9, 10) De har i stedet støttet deres respektive landes politik og krige. Det har resulteret i at religiøse mennesker fra ét land i krigstid har dræbt religiøse mennesker fra et andet land — ja, de har endda dræbt mennesker der tilhører deres eget trossamfund. Katolikker har dræbt katolikker, protestanter har dræbt protestanter, og så videre. Men kan nogle der slår hinanden ihjel skønt de hævder at tjene den samme Gud, siges at være sande åndelige brødre?

4. Hvilken norm skulle ifølge Jesus gælde inden for den sande tro, og hvorfor var dette „et nyt bud“?

4 Jesus forklarede hvilken norm der skulle gælde inden for den sande tro, da han sagde til sine disciple: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:34, 35) De der tilhører den sande tro skal altså elske hinanden. Dette var „et nyt bud“ eftersom Jesus sagde: „Ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden.“ Han var villig til at give sit liv for sine disciple. De skulle være villige til at gøre det samme — ikke tage deres trosfællers liv, men om nødvendigt give deres liv for deres brødre. Dette var noget nyt, for et sådant krav fandtes ikke under Moseloven.

5. Hvordan understreger Guds ord behovet for kærlighed og enhed blandt Jehovas sande tilbedere?

5 Vi læser i Guds ord: „Hvis nogen siger: ’Jeg elsker Gud,’ og dog hader sin broder, er han en løgner. For den der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham, at den der elsker Gud også skal elske sin broder.“ (1 Johannes 4:20, 21) Ved at vise en sådan kærlighed er de der stoler på Gud, med til at bevare en sand international enhed. Apostelen Paulus skrev i Første Korintherbrev 1:10: „Nu tilskynder jeg jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, til at I alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt jer, men at I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang.“ — Se også Første Johannesbrev 3:10-12.

6. Hvordan kan Jehovas vidner sige at de er ’rene for alles blod’?

6 Ifølge The World Book Encyclopedia omkom der 55 millioner mennesker under den anden verdenskrig. De blev dræbt af tilhængere af alle de større trossamfund undtagen Jehovas Vidner. Ikke ét af disse dødsfald blev forårsaget af et af Jehovas vidner, for de adlød budet om at kristne skal elske hinanden og nægtede at tage del i nationernes krige. Mange Jehovas vidner døde i fængsler og koncentrationslejre på grund af deres neutrale holdning, men resultatet er blevet at de kan sige som apostelen Paulus: „Jeg er ren for alles blod.“ — Apostelgerninger 20:26.

7, 8. Med hvilke ord vedgår nogle kirkefolk at de har pådraget sig blodskyld?

7 En katolsk præst der var feltpræst for de flyvere som i 1945 nedkastede de to atombomber over Japan, har for nylig sagt: „I de sidste 1700 år har kirken gjort krig til noget respektabelt. Den har forledt folk til at tro at det er en hæderlig, kristen beskæftigelse at føre krig. Men det er ikke sandt. Vi er blevet hjernevasket. . . . Evangeliet om den retfærdige krig er et evangelium som Jesus aldrig har forkyndt. . . . Der er intet i Jesu liv eller lære der lader formode at mens det er forkert at dræbe mennesker ved hjælp af kernevåben, er det rigtigt at dræbe mennesker ved hjælp af napalmbomber eller flammekastere.“

8 Londonavisen Catholic Herald har skrevet: „De første kristne . . . tog Jesus på ordet og nægtede at lade sig hverve til den romerske hær, om så straffen var døden. Ville historien mon ikke have udviklet sig helt anderledes hvis kirken havde holdt fast ved sit oprindelige standpunkt? . . . Hvis vore dages kirker kunne fremsætte en enig fordømmelse af krig . . . hvilket ville betyde at alle deres medlemmer i deres samvittighed ville være bundet til at være militærnægtere ligesom de [første] kristne, ville freden utvivlsomt være sikret. Men vi ved at dette aldrig vil ske.“

9. Hvorfor må vi konkludere at Jehova har forkastet denne verdens trossamfund?

9 Det er tydeligt at denne verdens trossamfund har trodset Guds bud — til stor ulykke for menneskeheden. De stoler lige så lidt på Gud som farisæerne gjorde. „Offentligt bekender de at de kender Gud, men ved deres gerninger fornægter de ham, idet de er afskyelige og ulydige og ikke godkendte til nogen som helst god gerning.“ (Titus 1:16) Som følge deraf har Gud forkastet denne verdens trossamfund, ligesom han forkastede den hykleriske jødedom i det første århundrede. — Mattæus 15:9, 14.

Stol på Jehova — og overlev

10, 11. Hvad gjorde kong Ezekias da Assyrien krævede at Jerusalem overgav sig, og hvem spottede Sankeribs talsmand?

10 Stol ikke på at mennesker kan løse denne verdens problemer. Stol i stedet på ham der kan indfri sine løfter. (Josua 23:14) Lad os som et eksempel betragte nogle begivenheder der udspillede sig i det 8. århundrede før Kristus, mens Ezekias var konge i Juda. Om ham siges der i Bibelen: „Han gjorde hvad der var ret i Jehovas øjne.“ (2 Kongebog 18:3) I hans regeringstid drog det vældige verdensrige Assyrien imod Jerusalem. En talsmand for Assyriens konge, Sankerib, krævede at Jerusalem overgav sig. Han sagde: „Således har kongen sagt: ’Lad ikke Ezekias bedrage jer, for han kan ikke udfri jer af min hånd. Og lad ikke Ezekias få jer til at sætte jeres lid til Jehova.’“ — 2 Kongebog 18:29, 30.

11 Hvad gjorde Ezekias? Bibelen fortæller: „Ezekias bad foran Jehova og sagde: ’Jehova, Israels Gud, som troner på keruber, du alene er den sande Gud for alle jordens riger. Du er den der har frembragt himmelen og jorden. Bøj dit øre, Jehova, og hør. Lad dine øjne være åbne, Jehova, og se, og hør de ord som Sankerib har sendt for at smæde den levende Gud. . . . Og nu, Jehova vor Gud, frels os dog fra hans hånd, så alle jordens riger kan vide at du, Jehova, alene er Gud.’“ — 2 Kongebog 19:15-19.

12. Hvordan besvarede Jehova Ezekias’ bøn?

12 Jehova hørte denne bøn og sendte sin profet Esajas for at sige til Ezekias: „Således har Jehova sagt om Assyriens konge: ’Han kommer ikke ind i denne by eller skyder en pil derind, og han møder den ikke med skjold eller opkaster belejringsvold imod den.’“ Skulle Ezekias gå imod Assyrien med en hær? Nej. Han skulle stole på Jehova, og det gjorde han. Hvordan gik det så? „Samme nat gik Jehovas engel ud og slog et hundrede og femogfirs tusind ihjel i assyrernes lejr.“ Sankerib selv måtte også undgælde for at han havde spottet Jehova og Jehovas tjenere. Han blev senere myrdet af sine egne sønner. Som Jehova havde sagt, blev intet våben løftet mod Jerusalem. — 2 Kongebog 19:32-37.

13, 14. Hvordan vil det blive muligt for folk fra alle nationer at overleve afslutningen på denne tingenes ordning?

13 I vore dage vil der ske noget lignende. De der stoler på Jehova vil blive spottet af denne verden, men de vil overleve når denne verden bliver udslettet. „De der kender dit navn vil stole på dig, for du forlader ikke dem der søger dig, Jehova.“ (Salme 9:10) Men før Gud eksekverer sin dom over denne verden der har pådraget sig blodskyld, indbyder han alle oprigtige mennesker til at finde tryghed hos ham. De udgør „en stor skare“ fra alle nationerne, og de „kommer ud af den store trængsel“. De overlever afslutningen på denne ordning fordi de stoler på Jehova og tjener ham „dag og nat“. — Åbenbaringen 7:9-15.

14 De følger den opfordring der med voksende styrke lyder i hele verden, som forudsagt i Esajas 2:2, 3: „I de sidste dage vil bjerget med Jehovas hus [den sande tilbedelse af ham] blive grundfæstet . . . Og mange folkeslag skal drage af sted og sige: ’Kom, lad os gå op til Jehovas bjerg . . . og han vil lære os sine veje, og vi vil vandre på hans stier.’“ I vers 4 siges der: „De skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“

15. Hvem opfylder de profetiske ord i Esajas 2:2-4, og hvordan?

15 Hvem har i vor tid ’smedet deres sværd til plovjern’? Hvem ’lærer ikke mere at føre krig’? Hvem lever sammen med deres åndelige brødre og søstre over hele jorden i ubrydelig kærlighed og enhed? Hvem stoler på Jehova og opfordrer andre til at gøre det samme? Så vidt vi kan se er det eneste svar: Jehovas Vidner. Ligesom Ezekias stoler de på Jehova af hele deres hjerte og viser det ved at holde hans bud.

En vidunderlig fremtid

16, 17. Hvilken vidunderlig fremtid tilbyder Jehova dem der stoler på ham?

16 De der stoler på Jehova vil erfare opfyldelsen af hans løfter om en vidunderlig fremtid når han erstatter denne gamle verdensordning med sin nye verden. I dette nye samfund vil der ikke råde frygt eller mistillid, og al fattigdom, uretfærdighed og kriminalitet vil være fjernet. Der vil ikke længere være nogen som bliver dræbt i krige og revolutioner eller ved aborter. I Åbenbaringen 21:4 loves det endda at ’døden ikke skal være mere’, og at hverken ’sorg, skrig eller smerte skal være mere’.

17 Med tiden vil jorden blive et paradis, sådan som Jesus lovede. (Lukas 23:43) Og da selv døden vil blive fjernet, vil de der stoler på Jehova kunne leve evigt i dette paradis. Ordene i Mika 4:4 vil da få deres fulde opfyldelse: „De skal sidde, hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen får dem til at skælve.“ Kan du forestille dig hvordan det vil være at leve i et samfund hvor man trygt kan stole på enhver man møder? Det vil man kunne i den nye verden, for som der står i Esajas 54:13: „Alle dine sønner vil være oplært af Jehova, og stor bliver dine sønners fred.“

18. Hvilke velsignelser høstes allerede nu af dem der stoler på Jehova?

18 Allerede nu høster millioner af Jehovas vidner velsignelser ved at stole på Jehova. Fordi de adlyder hans love og principper er de for eksempel beskyttet mod lungekræft som følge af tobaksrygning. Da de lever moralsk rent, er de generelt ikke i fare for at blive ramt af den verdensomfattende epidemi af kønssygdomme, heller ikke AIDS. Da de ikke bliver narkomaner er de beskyttet mod de hjerneskader og dødbringende sygdomme som mange narkomaner pådrager sig. Og da de ikke modtager blodtransfusion, bliver de ikke ad denne vej smittet med dødbringende sygdomme, som for eksempel leverbetændelse, der kan overføres gennem blodet. Alene denne sygdom dræber eller invaliderer i USA årligt ti tusind mennesker der har fået blodtransfusion.

19. Hvordan vil Jehova udfri dem der tjener ham hvis de skulle dø nu?

19 Hvis de der nu stoler på Jehova skulle dø på grund af alderdom, sygdom eller en ulykke, vil Jehova udfri dem. Han vil give dem livet igen ved en opstandelse. Apostelen Paulus tilskynder os derfor til ’ikke at stole på os selv, men på den Gud som oprejser de døde’. — 2 Korinther 1:9.

Jehova opretholder sine tjenere

20, 21. (a) Hvilken modstand kan vi forvente, i overensstemmelse med det Jesus kom ud for? (b) Hvordan vil Jehova lade retfærdigheden ske fyldest for sine tjenere, ligesom han gjorde for Jesus?

20 Vi må ikke på noget tidspunkt glemme at „hele verden ligger i den ondes [Satan Djævelens] magt“. (1 Johannes 5:19) Hvis vi stoler fuldt og fast på Gud, vil Satan og hans tilhængere modarbejde os. De vil forsøge at svække vor tillid til Gud ved at latterliggøre os eller forfølge os, ligesom de gjorde med Jesus. Efter at han var blevet naglet til marterpælen „begyndte [de forbipasserende] at spotte ham, idet de rystede på hovedet og sagde: . . . ’Hvis du er søn af Gud, så stig ned fra marterpælen!’ På lignende måde begyndte også de øverste præster sammen med de skriftlærde og de ældste at gøre nar og sige: ’Andre har han frelst; sig selv kan han ikke frelse! . . . Han har sat sin lid til Gud; lad Ham nu befri ham hvis Han vil have ham.’“ — Mattæus 27:39-43.

21 Gud befriede Jesus tre dage senere ved at oprejse ham fra de døde. De der havde spottet ham blev derimod taget til fange eller dræbt af de romerske hære. Og hvis de kommer tilbage fra de døde vil de være nødt til at underkaste sig ham som de spottede for to tusind år siden, Kristus, der som konge i Guds himmelske rige vil føre tilsyn med opstandelsen! Ja, Gud vil sørge for at retfærdigheden sker fyldest for hans tjenere, som siger: „Til Gud har jeg sat min lid; jeg bliver ikke bange. Hvad kan et menneske gøre mig?“ — Salme 56:11.

22. Hvad erklærer Jehova angående dem der stoler på ham, og dem der ikke gør det?

22 Angående sine tjenere har Jehova sagt: „Velsignet er den våbenføre mand som sætter sin lid til Jehova, og som har gjort Jehova til sin fortrøstning. Ja, han skal blive som et træ der er plantet ved vand og som sender sine rødder ud ved et vandløb; og han mærker ikke når heden kommer, og hans løv skal være frodigt. Og i året med tørke vil han ikke ængstes og ikke ophøre med at bære frugt.“ Men Jehova har også sagt: „Forbandet er den våbenføre mand som sætter sin lid til et menneske og har gjort kød til sin arm, og hvis hjerte vender sig bort fra Jehova. Ja, han skal blive som et enligt træ på ørkensletten, og han mærker ikke når det gode kommer.“ — Jeremias 17:5-8.

23. Hvad må vi gøre hvis vi ønsker at opnå evigt liv?

23 Lad os der lever i disse kritiske tider følge denne opfordring: „Stol på Jehova og gør det gode; bo på jorden og udvis trofasthed. Ja, lad Jehova være din største glæde, og han vil give dig hvad dit hjerte beder om.“ (Salme 37:3, 4) Måtte dine bønner til Gud resultere i evigt liv i den retfærdige nye verden — som den Gud vi stoler på, har lovet at indføre.

Spørgsmål til repetition

◻ Hvilke normer må de der stoler på Jehova overholde?

◻ Lærer denne verdens trossamfund deres tilhængere at stole på Jehova?

◻ Hvordan blev kong Ezekias’ tillid til Jehova retfærdiggjort?

◻ Hvordan bliver de profetiske ord i Esajas 2:2-4 opfyldt i vor tid?

◻ Hvilke fremtidsudsigter har de der stoler på Jehova?

[Illustration på side 17]

Den assyriske konges talsmand spottede Jehova og krævede at Jerusalem overgav sig

[Illustration på side 18]

I den nye verden vil de der stoler på Jehova nyde fuldkommen fred og sikkerhed

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del