Det er denne anden betydning vi behandler her. Det er en stærk afsky, en intens modvilje — men ikke ondsindethed eller et ønske om at skade en anden. Kan Gud nære denne form for had? Læg mærke til det der står i Ordsprogene 6:16-19: „Der er seks ting Jehova hader, ja, syv der er hans sjæl en vederstyggelighed: stolte øjne, løgnetunge, hænder som udgyder uskyldigt blod, et hjerte der finder på onde anslag, fødder som løber hurtigt efter ondt, et falsk vidne som udspyr løgn, og den der sår splid mellem brødre.“

Vi ser altså at der er visse handlinger Gud hader. Men han hader ikke nødvendigvis den person der begår handlingerne. Han tager formildende omstændigheder i betragtning, for eksempel menneskelig svaghed, miljø, opvækst og uvidenhed. (1 Mosebog 8:21; Romerne 5:12)

Når det er på sin plads at hade

Men hvordan forholder det sig hvis én lærer Guds vilje at kende, men afviser at følge den? Så vil han ikke vinde Jehovas kærlighed men få hans mishag. Hvis han med vilje gør det Gud hader, pådrager han sig Guds had. Bibelen siger for eksempel: „Jehova ransager såvel den retfærdige som den ugudelige, og den der elsker vold, ham hader Hans sjæl.“ (Salme 11:5) For en der ikke angrer, er der ingen tilgivelse. Det siger apostelen Paulus ligeud i sit brev til hebræerne: „Hvis vi med vilje øver synd efter at have modtaget den nøjagtige kundskab om sandheden, er der ikke længere noget slagtoffer for synder tilbage, men en frygtelig forventning om dom og en flammende skinsyge som vil fortære dem der står imod.“ (Hebræerne 10:26, 27) Hvorfor reagerer kærlighedens Gud på denne måde?

Hvis et menneske med vilje fortsætter med at øve en alvorlig synd, kan det onde blive så indgroet i personen at det bliver en del af ham selv. Han kan være helt fordærvet, uforbederlig, umulig at hjælpe. Bibelen sammenligner sådan et menneske med en leopard, der ikke kan fjerne sine pletter. (Jeremias 13:23) Når personen er nået helt derud hvor han ikke længere kan angre, begår han det som Bibelen kalder „en evig synd“, og den er der ingen tilgivelse for. — Markus 3:29.

Sådan var det med Adam og Eva og med Judas Iskariot. Adam og Eva blev skabt fuldkomne; Guds bud til dem var klart og tydeligt, og de forstod det begge. Derfor var deres synd tydeligvis forsætlig, og der var ingen undskyldning for den. I det Gud sagde til dem bagefter, var der ikke nogen opfordring til at angre. (1 Mosebog 3:16-24) Judas var ganske vist ufuldkommen, men han havde været på nærmeste hold af Guds egen søn, og alligevel blev han en forræder. Jesus selv kaldte ham for „undergangens søn“. (Johannes 17:12) Bibelen viser også at Djævelen er en hårdnakket synder, der kun kan se frem til at blive udslettet. (1 Johannes 3:8; Åbenbaringen 12:12) Alle disse har pådraget sig Guds had.

Men det er opmuntrende at vide at ikke alle der har syndet, er fortabte. Jehovas tålmodighed er stor, og han finder ikke behag i at straffe nogen som har syndet fordi de ikke vidste bedre. (Ezekiel 33:11) Han opfordrer dem til at ændre sind så de kan blive tilgivet. Vi læser: „Lad den ugudelige forlade sin vej, og den ondskabsfulde sine tanker; og lad ham vende om til Jehova, som vil forbarme sig over ham, ja til vor Gud, for han vil tilgive i rigt mål.“ — Esajas 55:7.