Et brev fra Det Styrende Råd
Kære brødre og søstre!
Vores himmelske Far, Jehova, er indbegrebet af kærlighed. Derfor siger hans ord: „Gud er kærlighed.“ (1 Joh. 4:8) Jehova er også almægtig, men vi læser aldrig i Bibelen at „Gud er magt“, eller at „Gud er styrke“. Nej, hans styre er først og fremmest baseret på kærlighed, og dét er noget der drager os til ham!
Jehova tvinger os ikke til at tjene ham. Han er ikke en diktator. Det er Jehovas ønske at vi skal elske ham. Ved at tjene ham af oprigtig kærlighed viser vi at vi har valgt hans herredømme fordi vi finder at hans måde at styre på er kærlig og rigtig. Det har stået klart lige fra begyndelsen af menneskets historie.
Jehova tvang ikke Adam og Eva til at adlyde ham, men gjorde det muligt for dem selv at vælge. Hvis de virkelig havde elsket Jehova og værdsat alt det han havde gjort for dem, ville de have modstået Satans forsøg på at få dem til at gøre oprør.
Senere sagde Moses da han holdt sin afskedstale til Israels folk: „Se, jeg har i dag forelagt dig livet og lykken, og døden og ulykken.“ (5 Mos. 30:15) Israelitterne havde frihed til selv at vælge hvordan de ville leve. Josua gav udtryk for det samme: „Hvis I ikke synes om at tjene Jehova, så vælg selv i dag hvem I vil tjene.“ Vi læser at folket svarede Josua: „Det kunne aldrig falde os ind at forlade Jehova for at dyrke andre guder.“ (Jos. 24:15, 16) Sådan ser vi også på det i dag. Vi elsker Jehova. Derfor ’kunne det aldrig falde os ind’ at forlade ham.
I den kristne menighed forstår vi den frie viljes betydning. Det er rigtigt at ældste har myndighed til at vejlede og endda give tugt, men de søger på ingen måde at styre andres liv eller gøre sig til herrer over deres tro. Apostelen Paulus skrev: „Ikke at vi er herrer over jeres tro, men vi er medarbejdere på jeres glæde, for det er ved jeres tro I står.“ — 2 Kor. 1:24.
Det giver os langt større tilfredshed at gøre noget fordi vi gerne vil, end at gøre det fordi vi er tvunget! Jehova opfordrer os til at gøre det rigtige på grund af kærlighed. Værdien af dette fremgår af disse ord som Paulus nedskrev under inspiration: „Hvis jeg giver alt hvad jeg ejer til bespisning af andre, og hvis jeg overgiver mit legeme, så jeg kan rose mig, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.“ — 1 Kor. 13:3.
Til stor pris for Jehova har vi i dag millioner af brødre og søstre som gør hans vilje fordi de elsker ham af hele deres hjerte — og hvor må det dog glæde ham!
Jehova har inderlig kærlighed til alle sine tjenere, heriblandt alle jer børn og unge som viser at I elsker Jehova frem for verden og det selvoptagne liv den tilbyder. Vær forvisset om at også vi elsker jer højt. — Luk. 12:42, 43.
Af kærlighed til Jehova har I brødre, søstre, børn og unge anvendt 1.748.697.447 timer på at forkynde den gode nyhed. Af kærlighed har 7.782.346 jorden over været med i denne tjeneste. Og hvor er det en glæde at 268.777 nye — deriblandt mange unge — symboliserede deres indvielse til Jehova ved at lade sig døbe! Det betyder at der hver weekend var gennemsnitlig 5168 som blev døbt. Det er bevægende at tænke på.
Her i endens tid står Guds tjenere over for mange problemer og udfordringer, herunder forfølgelse, sygdom og måske alderdom. Men vi er fast besluttede på at vi aldrig vil ’unddrage os’ eller ’give op’.
Modtag vores kærligste hilsener. Vi elsker jer alle sammen højt. — Hebr. 10:39; 2 Kor. 4:16.
Jeres brødre
Jehovas Vidners Styrende Råd