Bibelen, derimod, fremstiller „tugt“ i et andet lys. „Min søn, afvis ikke Jehovas tugt,“ sagde den vise kong Salomon. (Ordsprogene 3:11) Her er der ikke tale om tugt i almindelighed, men om „Jehovas tugt“, det vil sige en tugt som er baseret på Guds ophøjede principper. Kun denne tugt er gavnlig og åndeligt opbyggende — ja, endda ønskelig. I modsætning hertil er en tugt der er baseret på en menneskelig tankegang som er i modstrid med Jehovas ophøjede principper, ofte hensynsløs og skadelig. Det forklarer hvorfor mange har en negativ indstilling til tugt.

Hvorfor bliver vi opfordret til at tage imod Jehovas tugt? I Bibelen bliver den tugt der kommer fra Gud, beskrevet som et udtryk for Guds kærlighed til menneskene, hans jordiske skabninger. Fortsættelsen af ovenstående citat fra Ordsprogenes Bog lyder derfor: „Jehova retleder den han elsker, som en fader den søn han holder af.“ — Ordsprogene 3:12.

Tugt eller straf?

Den tugt Bibelen taler om, kan gives på mange måder — som vejledning, undervisning, belæring, retledning, revselse, ja, endog som straf. Jehovas tugt er dog altid motiveret af kærlighed, og formålet med den er at gavne modtageren. Den gives for at opbygge og korrigere, aldrig for blot at straffe.

Men når Jehova opfordrer sine tjenere til at tage imod hans tugt, er der ikke tale om en straf af forhærdede syndere.

Det er værd at lægge mærke til at Bibelen ikke i første række skildrer Jehova som en straffende Gud. Som oftest skildres han som en kærlig og tålmodig Lærer. (Job 36:22; Salme 71:17; Esajas 54:13) Ja, en tugt fra Gud der gives med det formål at rette og forbedre, er altid forbundet med kærlighed og tålmodighed. Hvis man forstår formålet med tugten, er det lettere både at give og at tage imod den med den rette indstilling.