Vi vandrer med Gud i disse stormfulde tider

„Enok blev ved med at vandre med den sande Gud. Så var han ikke mere, for Gud havde taget ham.“ — 1 MOSEBOG 5:24.

1. Nævn nogle af de faktorer der gør vore dage vanskelige at klare.

STORMFULDE tider! Dette udtryk beskriver meget godt de år med uro og vold som verden har oplevet siden det messianske rige blev oprettet i 1914. I hele denne periode har menneskeheden befundet sig i „de sidste dage“. Katastrofer i form af hungersnød, sygdomme, jordskælv og krige har hærget i et hidtil uset omfang. (2 Timoteus 3:1; Åbenbaringen 6:1-8) De der tilbeder Jehova, er ikke gået ram forbi. I større eller mindre grad må vi alle kæmpe med de genvordigheder og den usikkerhed der præger vor tid. Økonomiske problemer, politisk uro, kriminalitet og sygdom er nogle af de faktorer der gør tilværelsen meget vanskelig.

2. Hvilke udfordringer står Jehovas tjenere over for?

² Foruden alt dette har mange af Jehovas tjenere måttet udholde den ene bølge af voldsom forfølgelse efter den anden fordi Satan har ført krig mod „dem som holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus“. (Åbenbaringen 12:17) Det er ikke os alle der har været udsat for direkte forfølgelse, men alle sande kristne må kæmpe for at modstå Satan Djævelen og den ånd han fremmer blandt menneskene. (Efeserne 2:2; 6:12) Det kræver konstant årvågenhed ikke at lade sig påvirke af denne ånd, eftersom vi møder den på arbejdspladsen, i skolen og alle andre steder hvor vi kommer i kontakt med mennesker der ikke interesserer sig for den rene tilbedelse.

Vi vandrer med Gud, ikke med nationerne

3, 4. Hvordan adskiller kristne sig fra folk i verden?

³ De kristne i det første århundrede kæmpede også hårdt for at modstå denne verdens ånd, og det skilte dem ud fra dem der ikke hørte til den kristne menighed. Paulus beskrev forskellen med ordene: „Dette siger jeg derfor og vidner om i Herren, at I ikke længere må vandre sådan som folk fra nationerne vandrer i deres sinds frugtesløshed, idet de er mentalt formørkede og udelukkede fra det liv der hører Gud til, på grund af den uvidenhed som er i dem, på grund af deres hjertes ufølsomhed. Da de har mistet al moralsk sans, har de givet sig selv hen til skamløshed for i havesyge at øve al slags urenhed.“ — Efeserne 4:17-19.

⁴ Disse ord beskriver uden omsvøb det tætte åndelige og moralske mørke i verden — både på Paulus’ tid og i dag! Ligesom i det første århundrede vandrer kristne i dag ’ikke længere sådan som folk fra nationerne vandrer’. De glæder sig derimod over det vidunderlige privilegium at vandre med Gud. ’Men kan svage, ufuldkomne mennesker virkelig vandre med Jehova?’ vil nogen måske indvende. Ja, det viser Bibelen at de kan. Jehova forventer ligefrem at de gør det. I det ottende århundrede før vor tidsregnings begyndelse nedskrev profeten Mika følgende inspirerede ord: „Hvad kræver Jehova af dig andet end at du øver ret og elsker loyal hengivenhed og vandrer beskedent med din Gud?“ — Mika 6:8.

Hvordan og hvorfor skal vi vandre med Gud?

5. Hvordan kan et ufuldkomment menneske vandre med Gud?

⁵ Hvordan kan vi vandre med den almægtige, usynlige Gud? Det er indlysende at det ikke er på samme måde som vi kan vandre med mennesker. I Bibelen kan udtrykket „at vandre“ betyde „at leve på en bestemt måde“.a Med det i tanke forstår vi at de der vandrer med Gud, lever på en måde som Gud godkender, idet de følger de retningslinjer han har givet. At leve på en sådan måde skiller os ud fra de fleste omkring os. Ikke desto mindre er det for kristne den eneste rigtige måde at leve på. Hvorfor? Det er der mange grunde til.

6, 7. Hvorfor er det at vandre med Gud den bedste livsform vi kan vælge?

⁶ For det første er Jehova vor Skaber, han er livets kilde, og det er ham der sørger for alt hvad der er nødvendigt for at vi kan opretholde livet. (Åbenbaringen 4:11) Han er derfor den eneste der har ret til at give os anvisninger på hvordan vi skal leve vores liv. Desuden er det at vandre med Gud den bedste livsform man kan vælge. Jehova har gjort det muligt for dem der vandrer med ham, at opnå tilgivelse for synd, og han giver dem et sikkert håb om evigt liv. Vor kærlige himmelske Fader sørger også for klog vejledning som hjælper dem der vandrer med ham, til at få det bedste ud af livet nu, til trods for at de er ufuldkomne og lever i en verden der ligger i Satans magt. (Johannes 3:16; 2 Timoteus 3:15, 16; 1 Johannes 1:8; 2:25; 5:19) At vi er villige til at vandre med Gud, bidrager desuden til freden og enheden i menigheden. — Kolossenserne 3:15, 16.

⁷ Som det sidste og allervigtigste kan nævnes at når vi vandrer med Gud, viser vi hvor vi stiller os i det store stridsspørgsmål der blev rejst i Edens Have — stridsspørgsmålet om den universelle suverænitet. (1 Mosebog 3:1-6) Gennem vores livsførelse viser vi at vi helt og holdent står på Jehovas side, og vi forkynder frygtløst at han alene er den retmæssige Suveræn. (Salme 83:18) Ved at gøre det handler vi i overensstemmelse med vores bøn om at Guds navn må blive helliget og hans vilje må ske. (Mattæus 6:9, 10) De der vælger at vandre med Gud, handler meget forstandigt! De kan være sikre på at de går i den rigtige retning, for Jehova er „den ene vise Gud“. Han begår aldrig fejl. — Romerne 16:27.

8. Hvordan minder henholdsvis Enoks og Noas tid om vore dage?

⁸ Men hvordan er det muligt at leve som kristne i disse stormfulde tider hvor de fleste ikke er interesserede i at tjene Jehova? Vi kan finde svaret ved at se nærmere på hvordan trofaste mænd i fortiden bevarede deres uangribelighed under meget vanskelige forhold. To af disse var Enok og Noa. De levede begge på en tid der minder om vore dage. Ondskaben bredte sig voldsomt. Ja, på Noas tid var jorden fyldt med vold og umoralitet. Men Enok og Noa modstod begge den ånd der prægede datidens verden, og vandrede med Jehova. Hvordan bar de sig ad? For at besvare det spørgsmål vil vi i denne artikel se nærmere på Enoks eksempel. Og i den næste artikel vil vi beskæftige os med Noa.

Enok vandrede med Gud i stormfulde tider

9. Hvilke oplysninger har vi om Enok?

⁹ Enok er den første der i Bibelen beskrives som en der vandrede med Gud. Den bibelske beretning siger: „Efter at Enok var blevet fader til Metusalem, vandrede han fortsat med den sande Gud.“ (1 Mosebog 5:22) Og efter at have omtalt Enoks levetid — som var lang i forhold til vores levetid, men kort i forhold til hvad der var almindeligt dengang — siger beretningen: „Enok blev ved med at vandre med den sande Gud. Så var han ikke mere, for Gud havde taget ham.“ (1 Mosebog 5:24) Øjensynlig tog Jehova ham bort fra de levendes land og lod ham sove ind i døden før hans fjender kunne lægge hånd på ham. (Hebræerne 11:5, 13) Bortset fra disse korte vers omtales Enok kun få gange i Bibelen. Ud fra de oplysninger og omstændighedsbeviser vi har, er der imidlertid god grund til at sige at Enok levede i stormfulde tider.

10, 11. (a) Hvordan bredte det moralske fordærv sig efter oprøret i Eden? (b) Hvilket profetisk budskab forkyndte Enok, og hvilken reaktion mødte han givetvis?

¹⁰ Lad os for eksempel se på hvor hurtigt fordærvet bredte sig blandt menneskene efter at Adam havde syndet. Bibelen fortæller at Adams førstefødte søn, Kain, blev den første morder blandt menneskene da han slog sin bror Abel ihjel. (1 Mosebog 4:8-10) Efter Abels voldelige død fik Adam og Eva en anden søn, og de gav ham navnet Set. Om ham læser vi: „Også Set fødtes der en søn, og han gav ham navnet Enosj. På den tid begyndte man at påkalde Jehovas navn.“ (1 Mosebog 4:25, 26) Sørgeligt nok var det på en gudsbespottelig måde man begyndte at „påkalde Jehovas navn“.b Mange år efter Enosj’ fødsel skrev en efterkommer af Kain ved navn Lemek en sang til sine to hustruer, hvori han fortalte at han havde dræbt en ung mand som havde givet ham et sår. Han advarede også: „Hvis Kain hævnes syv gange, så hævnes Lemek syvoghalvfjerds gange.“ — 1 Mosebog 4:10, 19, 23, 24.

¹¹ Kortfattede kendsgerninger som dem vi her har nævnt, viser at det moralske fordærv Satan satte i gang i Eden, hurtigt førte til at ondskaben bredte sig blandt Adams efterkommere. Det var i en sådan verden Enok var profet for Jehova, og hans magtfulde inspirerede advarsel har gyldighed den dag i dag. Judas fortæller at Enok fremsatte følgende profeti: „Se! Jehova kom med sine hellige titusinder for at eksekvere dom over alle og bevise at alle de ugudelige var skyldige i alle deres ugudelige gerninger som de havde øvet på en ugudelig måde, og i alle de chokerende ord som ugudelige syndere havde udtalt imod ham.“ (Judas 14, 15) Disse ord vil få deres endelige opfyldelse i Harmagedon. (Åbenbaringen 16:14, 16) Men vi kan være sikre på at der selv i Enoks dage var mange „ugudelige syndere“ som ærgrede sig over at høre Enoks profeti. Hvor var det kærligt af Jehova at fjerne Enok så de ikke kunne skade ham!

Hvad styrkede Enok til at vandre med Gud?

12. Hvad adskilte Enok fra hans samtidige?

¹² I Edens Have lyttede Adam og Eva til Satan, og Adam gjorde oprør mod Jehova. (1 Mosebog 3:1-6) Deres søn Abel fulgte en anden kurs, og Jehova „så velvilligt“ til ham. (1 Mosebog 4:3, 4) Ulykkeligvis var de fleste af Adams efterkommere ikke som Abel. Men det var Enok, som blev født flere hundrede år senere. Hvad var forskellen på Enok og mange andre af Adams efterkommere? Det svarede apostelen Paulus på med ordene: „Ved tro blev Enok taget bort så han ikke så døden, og han var ingen steder at finde fordi Gud havde taget ham bort; før han blev taget bort fik han nemlig det vidnesbyrd at han havde Guds velbehag.“ (Hebræerne 11:5) Enok hørte til en stor „sky af [førkristne] vidner“, som var strålende eksempler i tro. (Hebræerne 12:1) Og det var Enoks tro som satte ham i stand til at holde ud og følge en kurs der behagede Gud, i hele sin levetid på over 300 år — mere end tre gange så længe som de fleste af os lever i dag!

13. Beskriv den tro Enok havde.

¹³ Paulus beskrev den tro Enok og andre vidner for Gud havde, med ordene: „Tro er den sikre forventning om ting der håbes på, det klare bevis på virkeligheder som ikke ses.“ (Hebræerne 11:1) Ja, tro er en tillidsfuld forventning som er grundlagt på en fast overbevisning om at de ting vi håber på, vil blive til virkelighed. Troen indebærer en forventning der er så stærk at den har indflydelse på hvad vi betragter som det vigtigste i livet. Det var en sådan tro der satte Enok i stand til at vandre med Gud til trods for at verden omkring ham ikke gjorde det.

14. Hvilken nøjagtig kundskab kan Enoks tro have været baseret på?

¹⁴ Sand tro er baseret på nøjagtig kundskab. Hvilken kundskab havde Enok? (Romerne 10:14, 17; 1 Timoteus 2:4) Enok må uden tvivl have kendt til hvad der var sket i Eden. Sandsynligvis havde han også hørt om hvordan livet havde formet sig i Edens Have — der måske stadig eksisterede, men som mennesker var forment adgang til. (1 Mosebog 3:23, 24) Han vidste også at det var Guds hensigt at Adams efterkommere skulle opfylde jorden og udvide Paradiset til at omfatte hele kloden. (1 Mosebog 1:28) Desuden værdsatte Enok helt sikkert det løfte Jehova havde givet om at frembringe et afkom der skulle knuse Satans hoved og gøre ende på alle de dårlige følger af hans bedrag. (1 Mosebog 3:15) I virkeligheden har Enoks egen inspirerede profeti, der er bevaret i Judas Brev, at gøre med ødelæggelsen af Satans afkom. Eftersom Enok havde tro, ved vi at han tilbad Jehova i tillid til at Han „belønner dem som ivrigt søger ham“. (Hebræerne 11:6) Til trods for at Enok ikke havde al den kundskab vi har i dag, kan vi altså slutte at han havde kundskab nok til at opbygge en stærk tro. Denne tro gjorde det muligt for ham at bevare sin uangribelighed i stormfulde tider.

Følg Enoks eksempel

15, 16. Hvordan kan vi følge Enoks eksempel?

¹⁵ Da vi, ligesom Enok, ønsker at glæde Jehova i de stormfulde tider vi oplever i dag, gør vi klogt i at følge Enoks eksempel. Vi må tilegne os og bevare den nøjagtige kundskab om Jehova og hans hensigt. Men det er ikke nok. Vi må også lade denne nøjagtige kundskab lede alle vore skridt i tilværelsen. (Salme 119:101; 2 Peter 1:19) Ja, vi må lade os lede af Guds syn på tingene og altid bestræbe os for at glæde ham med alt hvad vi tænker og gør.

¹⁶ Vi har ingen vidnesbyrd om hvem der ud over Enok tjente Jehova på den tid, men det er tydeligt at Enok enten var den eneste eller tilhørte et lille mindretal. Vi udgør også et mindretal i verden, men det tager ikke modet fra os. Jehova vil støtte os uanset hvem der måtte være imod os. (Romerne 8:31) Enok lod modigt advarselen lyde om at de ugudelige ville blive tilintetgjort. Vi er også modige når vi forkynder „denne gode nyhed om riget“ trods latterliggørelse, modstand og forfølgelse. (Mattæus 24:14) Enok levede ikke lige så længe som mange af sine samtidige, men det var heller ikke den verden der omgav ham, han satte sit håb til. Han havde sit blik rettet mod noget langt større. (Hebræerne 11:10, 35) Vi har også blikket rettet mod opfyldelsen af Jehovas hensigt. Derfor bruger vi ikke verden fuldt ud. (1 Korinther 7:31) Nej, vi bruger først og fremmest vore kræfter og ressourcer i Jehovas tjeneste.

17. Hvilken kundskab har vi som Enok ikke havde, og hvad bør vi derfor gøre?

¹⁷ Enok troede på at det afkom Gud havde givet løfte om, ville komme til Jehovas fastsatte tid. Det er nu næsten 2000 år siden at dette afkom — Jesus Kristus — fremstod, tilvejebragte løsesummen og banede vejen for at både vi og fortidens trofaste vidner som Enok kan arve evigt liv. Dette afkom, der nu er indsat som konge i Guds rige, kastede Satan ud af himmelen og ned til jordens nærhed, og resultatet af det ses tydeligt i de ulykkelige forhold der hersker overalt i verden omkring os. (Åbenbaringen 12:12) Ja, vi har en langt større kundskab til rådighed end Enok havde. Lad os ligesom ham opbygge en stærk tro. Måtte vores tillid til at Gud vil opfylde sine løfter, påvirke alt hvad vi gør. Og måtte vi ligesom Enok vandre med Gud, selvom vi lever i stormfulde tider.

[Fodnoter]

Vi vil vandre i Jehova vor Guds navn

„Vi vil vandre i Jehova vor Guds navn til fjerne tider, ja, for evigt.“ — MIKA 4:5.

1. Hvordan var det moralske klima på Noas tid, og på hvilken måde skilte Noa sig ud fra sine samtidige?

DEN første der i Bibelen nævnes som en der vandrede med Gud, var Enok. Den anden var Noa. Beretningen siger: „Noa var en retfærdig mand. Han var uangribelig blandt sine samtidige. Noa vandrede med den sande Gud.“ (1 Mosebog 6:9) På Noas tid var menneskeheden i almindelighed afveget fra den rene tilbedelse. Den dårlige situation forværredes af at utro engle havde kønslig omgang med kvinder — hvad der var helt unaturligt. Derved frembragte de et afkom kaldet nefilim, disse dages „vældige krigere“, eller „navnkundige mænd“. Det er ikke så mærkeligt at jorden blev fyldt med vold! (1 Mosebog 6:2, 4, 11) Alligevel forblev Noa uangribelig og var „en forkynder af retfærdighed“. (2 Peter 2:5) Da Noa af Gud fik befaling om at bygge en ark som kunne redde liv, adlød han og gjorde „ganske som Gud havde påbudt ham. Sådan gjorde han“. (1 Mosebog 6:22) Ja, Noa vandrede virkelig med Gud.

2, 3. Hvordan var Noa et godt eksempel for os i dag?

² Paulus nævnte Noa i rækken af trofaste vidner da han skrev: „Ved tro byggede Noa gudfrygtigt, efter at være blevet advaret af Gud om ting som man endnu ikke så, en ark til redning for sin husstand; ved denne tro fordømte han verden, og han blev arving til den retfærdighed der er en følge af tro.“ (Hebræerne 11:7) Et enestående eksempel for os! I tillid til at Jehovas ord ville gå i opfyldelse, brugte Noa tid, energi og andre ressourcer på at udføre Guds befaling. I dag giver mange på lignende måde afkald på deres muligheder i denne verden. De bruger i stedet deres ressourcer på at adlyde Jehovas bud. De har en bemærkelsesværdig tro som vil føre til frelse for både dem selv og andre. — Lukas 16:9; 1 Timoteus 4:16.

³ Det må have været lige så vanskeligt for Noa og hans familie at bevare troen som det var for Noas oldefar Enok, der blev omtalt i den foregående artikel. Både i Noas og Enoks dage udgjorde de sande tilbedere en lille minoritet — kun otte mennesker viste sig trofaste mod Gud og overlevede Vandfloden. Noa forkyndte retfærdighed i en voldelig og umoralsk verden. Desuden byggede han og hans familie en kæmpemæssig ark af træ med henblik på en verdensomspændende vandflod, til trods for at ingen tidligere havde oplevet en sådan vandflod. Det må have set meget mærkeligt ud for dem der iagttog denne familie.

4. Hvilken fejl hos Noas samtidige fokuserede Jesus på?

⁴ Det er interessant at Jesus i sin omtale af Noas dage ikke nævnte volden, den falske religion eller umoraliteten — selvom disse forhold var meget alvorlige. Det Jesus fokuserede på, var at folk nægtede at give agt på den advarsel der blev givet. Han sagde at de „spiste og drak, mænd giftede sig og kvinder bortgiftedes, indtil den dag Noa gik ind i arken“. Men var der noget forkert ved at spise og drikke og at blive gift og bortgiftet? Set med deres øjne levede de jo blot et normalt liv. Men snart ville der komme en vandflod, og Noa forkyndte retfærdighed. De burde have reageret på den advarsel der lå i det Noa sagde og gjorde. Men de „gav ikke agt før vandfloden kom og rev dem alle bort“. — Mattæus 24:38, 39.

5. Hvilke egenskaber havde Noa og hans familie brug for?

⁵ Når vi ser tilbage på denne epoke, kan vi se at Noa handlede klogt. Men i tiden før Vandfloden krævede det mod at være anderledes. Noa og hans familie måtte have en stærk overbevisning for at bygge den kæmpemæssige ark og fylde den med dyr af alle slags. Mon nogle af disse få trofaste mennesker indimellem ønskede at de kunne være mindre iøjnefaldende og bare leve et „normalt“ liv? Selv hvis sådanne tanker har strejfet dem, lod de ikke deres uangribelighed svækkes af det. Efter rigtig mange år — flere end nogen af os skal udholde i denne tingenes ordning — førte Noas tro til at han blev bevaret i live gennem Vandfloden. Men alle dem der levede et „normalt“ liv og ikke gav agt på betydningen af den tid de levede på, eksekverede Jehova sin dom over.

Vold hjemsøger atter menneskeheden

6. Hvilken situation fandtes stadig efter Vandfloden?

⁶ Da Vandflodens vande havde trukket sig tilbage, fik menneskene mulighed for at begynde på en frisk. De var dog stadig ufuldkomne, og „menneskehjertets tilbøjelighed“ var fortsat „ond fra ungdommen af“. (1 Mosebog 8:21) Og selvom dæmonerne ikke længere kunne materialisere sig i menneskelegemer, var de stadig meget aktive. Det blev hurtigt tydeligt at det ugudelige menneskesamfund „ligger i den ondes magt“, og præcis som i dag måtte sande tilbedere kæmpe imod „Djævelens listige anslag“. — 1 Johannes 5:19; Efeserne 6:11, 12.

7. Hvordan eskalerede volden i verden efter Vandfloden?

⁷ Især fra Nimrods tid blev jorden igen fyldt med vold. Som tiden er gået, har det stigende befolkningstal og den teknologiske udvikling ført til at volden er eskaleret. Tidligt i historien gjorde man brug af sværd, spyd, bue og pil og stridsvogn. I nyere tid kom musketten og kanonen til, derefter geværet og det 20. århundredes højtudviklede artilleri. I Første Verdenskrig begyndte man at bruge endnu mere frygtindgydende våben, såsom flyvemaskiner, kampvogne, ubåde og giftgas. Disse våben kostede millioner af menneskeliv i denne krig. Var det uventet? Nej.

8. Hvordan er Åbenbaringen 6:1-4 blevet opfyldt?

⁸ I 1914 blev Jesus indsat som konge i Guds himmelske rige, og „Herrens dag“ begyndte. (Åbenbaringen 1:10) I et syn der er nedskrevet i Åbenbaringens Bog, rider Jesus som en sejrende konge ud på en hvid hest. Andre ryttere følger ham, og de repræsenterer de forskellige plager menneskeheden hjemsøges af. En af dem rider på en ildrød hest, og ham blev det givet „at tage freden bort fra jorden så man ville slå hinanden ihjel; og et stort sværd blev givet ham“. (Åbenbaringen 6:1-4) Denne hest og dens rytter er et symbol på krig, og det store sværd repræsenterer den hidtil ukendte ødelæggelseskraft som kendetegner moderne krigsførelse og dens slagkraftige våben. Disse våben indbefatter i dag atomsprænghoveder, som hver især er i stand til at tilintetgøre titusinder af mennesker; raketter der kan sende disse sprænghoveder af sted mod mål der ligger tusinder af kilometer væk; og avancerede kemiske og biologiske masseødelæggelsesvåben.

Vi giver agt på Jehovas advarsler

9. Hvordan er forholdene i verden i dag sammenlignet med dem der var før Vandfloden?

⁹ I Noas dage bragte Jehova ødelæggelse over menneskeheden på grund af den ekstreme vold som onde mennesker, og ikke mindst nefilim, var skyld i. Hvordan ser det ud i dag? Er forholdene på jorden blevet mindre voldelige end de var dengang? Bestemt ikke! Og ligesom i Noas dage fortsætter folk med deres daglige gøremål; de prøver at leve et „normalt“ liv og nægter at give agt på de advarsler der lyder. (Lukas 17:26, 27) Er der så nogen grund til at tvivle på at Jehova endnu en gang vil bringe ødelæggelse over menneskeheden? Nej.

10. (a) Hvilken advarsel kommer Bibelens profetier med den ene gang efter den anden? (b) Hvad er det eneste fornuftige at gøre i dag?

¹⁰ Flere hundrede år før Vandfloden profeterede Enok om den ødelæggelse der vil komme i vor tid. (Judas 14, 15) Jesus talte om den kommende ’store trængsel’. (Mattæus 24:21) Også andre profeter advarede om den tid. (Ezekiel 38:18-23; Daniel 12:1; Joel 2:31, 32) Åbenbaringens Bog indeholder en malende beskrivelse af den endelige ødelæggelse. (Åbenbaringen 19:11-21) Som enkeltpersoner efterligner vi Noa og er aktive forkyndere af retfærdighed. Vi giver agt på Jehovas advarsler og hjælper kærligt vore medmennesker til at gøre det samme. Ligesom Noa vandrer vi med Gud. Og hvis vi ønsker at bevare livet, er det af allerstørste betydning at vi bliver ved med det. Men hvordan kan vi vandre med Gud i betragtning af det pres vi udsættes for hver eneste dag? Vi må opbygge en stærk tro på at Gud vil gennemføre sin hensigt. — Hebræerne 11:6.

Bliv ved med at vandre med Gud i stormfulde tider

11. På hvilken måde efterligner vi de kristne i det første århundrede?

¹¹ I det første århundrede blev salvede kristne omtalt som nogle der tilhørte „Vejen“. (Apostelgerninger 9:2) Hele deres liv var centreret om troen på Jehova og Jesus Kristus. De fulgte den vej deres Mester havde fulgt. Det samme gør trofaste kristne i dag.

12. Hvad skete der efter at Jesus mirakuløst havde bespist en folkeskare?

¹² Hvor vigtig troen er, fremgår af en begivenhed som fandt sted under Jesu tjeneste. Ved en lejlighed bespiste Jesus mirakuløst en skare på omkring 5000. Folk var forbløffede og henrykte. Men læg mærke til hvad der så skete: „Da mændene nu så de tegn han gjorde, begyndte de at sige: ’Han er virkelig den profet som skulle komme til verden.’ Jesus vidste at de stod i begreb med at komme og gribe ham for at gøre ham til konge, og derfor trak han sig igen tilbage til bjerget, helt alene.“ (Johannes 6:10-15) Samme aften tog Jesus hen til et andet sted. Der var sikkert mange der blev skuffede over at han afslog at blive konge. Nu havde han jo vist at han havde den fornødne visdom til at være konge, og at han havde magten til at dække folks fysiske behov. Men Jehovas tid var endnu ikke inde til at han skulle regere som konge. Desuden skulle Jesu rige være et himmelsk og ikke et jordisk rige.

13, 14. Hvilken tankegang afsløredes hos mange, og hvordan blev deres tro prøvet?

¹³ Til trods for alt dette fulgte folkeskaren beslutsomt efter Jesus, og som Johannes siger, fandt de ham „på den anden side af søen“. Hvorfor fulgte de efter ham når han havde unddraget sig deres forsøg på at gøre ham til konge? Mange røbede en kødelig tankegang ved at fokusere på de materielle goder Jehova havde sørget for i ørkenen på Moses’ tid. De ønskede at Jesus skulle fortsætte med at dække deres materielle behov. Da Jesus bemærkede at de havde forkerte motiver, begyndte han at lære dem åndelige sandheder som kunne hjælpe dem til at korrigere deres tankegang. (Johannes 6:17, 24, 25, 30, 31, 35-40) Det fik nogle til at knurre imod ham, især da han brugte følgende illustration: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg vil oprejse ham på den yderste dag.“ — Johannes 6:53, 54.

¹⁴ Jesu illustrationer fik ofte folk til at vise om de virkelig ønskede at vandre med Gud. Og denne illustration var ingen undtagelse. Den fremkaldte stærke reaktioner. Vi læser: „Så sagde mange af hans disciple da de hørte dette: ’Denne tale er chokerende; hvem er i stand til at høre på den?’“ Jesus forklarede at de skulle prøve at forstå den åndelige betydning af hans ord. Han sagde: „Det er ånden der er livgivende; kødet gavner slet intet. De ord jeg har talt til jer er ånd og er liv.“ Der var dog stadig mange der ikke ville lytte, og beretningen siger: „Som følge heraf trak mange af hans disciple sig tilbage og færdedes ikke mere sammen med ham.“ — Johannes 6:60, 63, 66.

15. Hvilken god indstilling havde nogle af Jesu disciple?

¹⁵ Det var dog ikke alle Jesu disciple der reagerede på denne måde. Selvom de loyale disciple ikke fuldt ud forstod hvad Jesus mente, bevarede de en urokkelig tillid til ham. Peter, en af disse loyale disciple, gav udtryk for hvordan de der var blevet tilbage, følte det: „Herre, hvem skal vi gå hen til? Du har det evige livs ord.“ (Johannes 6:68) Det var en fin indstilling og et godt eksempel for os!

16. Hvordan kan vi blive prøvet, og hvilken holdning må vi opdyrke?

¹⁶ I dag kunne vi blive prøvet ligesom disse første disciple blev det. Vi bliver måske skuffede over at Jehovas løfter ikke er blevet opfyldt lige så hurtigt som vi kunne tænke os det. Måske føler vi at forklaringerne af Skrifterne i vore bibelske publikationer er svære at forstå. Eller vi kan blive skuffede over hvordan en af vore trosfæller opfører sig. Ville det være rigtigt at holde op med at vandre med Gud af disse eller lignende grunde? Selvfølgelig ikke! De disciple der forlod Jesus, viste at de havde en kødelig tankegang. En sådan indstilling må vi undgå.

’Vi hører ikke til dem som unddrager sig’

17. Hvordan kan vi blive hjulpet til at vandre med Gud?

¹⁷ Apostelen Paulus skrev: „Hele Skriften er inspireret af Gud.“ (2 Timoteus 3:16) Gennem Bibelens sider lyder Jehovas stemme klart og tydeligt til os: „Dette er vejen. Gå på den!“ (Esajas 30:21) Lydighed mod Guds ord hjælper os til at ’se nøje til hvordan vi vandrer’. (Efeserne 5:15) At studere Bibelen og grunde over det vi lærer, hjælper os til ’fortsat at vandre i sandheden’. (3 Johannes 3) Som Jesus så sandt sagde, er det „ånden der er livgivende; kødet gavner slet intet“. Den eneste vejledning der er pålidelig, og som man derfor bør rette sine skridt ind efter, er åndelig vejledning, der kommer gennem Jehovas ord, hans ånd og hans organisation.

18. (a) Hvilken uklog kurs vælger nogle at følge? (b) Hvilken tro må vi opbygge?

¹⁸ De der i dag bliver utilfredse på grund af en kødelig tankegang eller uindfriede forventninger, vælger ofte at få mest muligt ud af det verden har at tilbyde. De mister fornemmelsen af tidens alvor og ser derfor ikke nogen grund til at ’holde sig vågne’, og de vælger at stræbe efter selviske mål i stedet for at sætte Rigets interesser først. (Mattæus 24:42) Det er meget uklogt at vandre på denne måde. Læg mærke til apostelen Paulus’ ord: „Vi [hører] ikke til dem som unddrager sig, så de går til grunde, men til dem som har tro, så sjælen bevares i live.“ (Hebræerne 10:39) Ligesom Enok og Noa lever vi i stormfulde tider, men også vi har det privilegium at kunne vandre med Gud. Når vi gør det, har vi en sikker forventning om at vi vil se Jehovas løfter gå i opfyldelse, ondskaben blive fjernet og en retfærdig ny verden blive indført. Hvilke storslåede fremtidsudsigter!

19. Hvordan beskriver Mika den kurs sande tilbedere følger?

¹⁹ Profeten Mika blev af Gud inspireret til at sige at denne verdens nationer ville ’vandre hver i sin guds navn’. Derefter talte han om sig selv og andre trofaste tilbedere og sagde: „Vi vil vandre i Jehova vor Guds navn til fjerne tider, ja, for evigt.“ (Mika 4:5) Hvis du har truffet den samme beslutning som Mika, så hold dig nær til Jehova uanset hvor stormfulde tiderne måtte blive. (Jakob 4:8) Lad os alle af hjertet ønske at vandre med Jehova vor Gud nu og til fjerne tider, ja, for evigt!