12, 13. (a) Hvorfor skal Fredsfyrsten, i modsætning til sin forfader David, ikke udøve sit herredømme alene? (b) Behøvede de salvede kristne at vente til Riget var oprettet i 1914 før de kunne modtage den lovede velsignelse, og hvordan ved vi dette?

¹² Det er tydeligt for enhver at den lovede Messias ikke regerer i det jordiske Jerusalem i Mellemøsten som en opfyldelse af Abrahamspagten. I modsætning til sin forfader David skulle Fredsfyrsten eller Messias ikke være alene om at herske. Han lovede at han ville dele sin regeringsmagt med sine tolv trofaste apostle og alle sine øvrige åndsavlede disciple, som alt i alt tæller 144.000. (Åbenbaringen 7:1-8; 14:1-4) Der er stadig en rest af disse disciple tilbage på jorden. Hvad er der blevet gjort for disse disciple med henblik på opfyldelsen af Abrahamspagten som Gud bekræftede med sin ed? En fremtrædende discipel som selv så frem til at blive medlem af det messianske rige, apostelen Paulus, skrev i Galaterbrevet 3:8: „Da Skriften nu forudså at Gud ville erklære folk fra nationerne retfærdige som følge af tro, forkyndte den forud denne gode nyhed for Abraham: ’Ved dig skal alle nationerne velsignes.’“

¹³ De kristne der blev udvalgt blandt nationerne behøvede ikke at vente til Riget var oprettet i 1914 før de kunne få den lovede velsignelse, for apostelen Paulus sagde videre: „Altså er det dem der holder sig til tro der velsignes sammen med den troende og trofaste Abraham.“ (Galaterne 3:9) Paulus var selv kristen og blev velsignet, og det samme gjaldt alle de andre åndsavlede kristne der levede på hans tid.a I dag erfarer den salvede rest, bestående af åndsavlede kristne der holder sig til troen på Messias som Abrahams primære „afkom“ der skal velsigne alle mennesker, også den lovede velsignelse.

14. (a) Hvordan har de salvede kristne fået en særlig velsignelse under Abrahamspagten? (b) Hvordan er Jehovas sanddruhed hermed blevet stadfæstet?

¹⁴ Ved at indvi sig til Jehova og symbolisere denne indvielse ved vanddåben og derefter blive avlet af Guds ånd til en åndelig arv, er disse kristne blevet åndelige sønner af den større Abraham, Jehova Gud. De er også blevet medarvinger med Jesus Kristus, den større Isak. (Romerne 8:17) De har i sandhed opnået en særlig velsignelse under Abrahamspagten. Jehova har gjort det som han svor at ville gøre, og han har derved stadfæstet at han er sanddru og at han fuldt ud er i stand til at gennemføre det han højtideligt sværger ved sig selv at ville gøre.

15. Hvordan betegner apostelen Paulus hvert enkelt medlem af resten af de åndsavlede kristne?

¹⁵ Hvert enkelt medlem af resten af de åndsavlede kristne er jøde i åndelig forstand. Som apostelen Paulus sagde: „Jøde er ikke den som er det i det ydre, og omskærelse er heller ikke det som er i det ydre, i kødet. Men jøde er den som er det i det indre, og hans omskærelse er hjertets omskærelse ved ånd og ikke ved en skreven lovsamling.“ — Romerne 2:28, 29.

16. Hvem i Zakarias 8:23 svarer de åndelige jøder til?

¹⁶ Her i „afslutningen på tingenes ordning“ svarer disse åndsavlede kristne som er jøder i det indre og er omskåret på hjertet, til den jøde der profetisk omtales i Zakarias 8:23, hvor der siges: „Således har hærstyrkers Jehova sagt: ’I de dage vil ti mænd af alle nationers tungemål gribe fat, ja, de skal gribe fat i en jødes kappeflig og sige: „Vi vil gå med jer, for vi har hørt at Gud er med jer.“’“

17. (a) Hvem skildres ved de „ti mænd“ der ønsker at tilbede Jehova sammen med den nuværende rest af åndelige jøder? (b) Hvad oplever de „andre får“ i dag ved at slutte sig til de åndelige jøder i tilbedelsen af Jehova?

¹⁷ De som disse „ti mænd“ ønsker at „gå med“ for at tilbede Jehova Gud, er den nuværende rest af åndelige jøder, den skare der udgør „den trofaste og kloge træl“ som er omtalt i Mattæus 24:45-47. Eftersom tallet ti betegner jordisk fuldstændighed, står de „ti mænd af alle nationers tungemål“ for alle de symbolske får der profetisk er omtalt i Mattæus 25:32-46. De hører til de „andre får“ som Jesus sagde at han ville føre sammen med den salvede rest for at de tilsammen kunne udgøre „én hjord“ under „én hyrde“, nemlig ham selv. (Johannes 10:16) Derved får de en forsmag på Abrahamspagtens velsignelser gennem den større Abrahams, Jehova Guds, „afkom“. Hvad Gud svor at ville gøre for menneskeheden må nu være ganske nær!

[Fodnote]

5. Hvordan forklares det i Hebræerbrevet 6:13-18 at Gud trådte til med en ed i forbindelse med løftet til Abraham?

⁵ Hvad dette angår læser vi i Hebræerbrevet 6:13-18: „For da Gud gav sit løfte til Abraham, svor han ved sig selv, da han ikke kunne sværge ved nogen større, og sagde: ’Sandelig, jeg vil visselig velsigne dig og visselig mangfoldiggøre dig.’ Og således opnåede Abraham, efter at han havde udvist tålmodighed, dette løfte. Mennesker sværger jo ved en der er større, og deres ed gør ende på enhver diskussion, da den er en juridisk garanti for dem. Da Gud ønskede i endnu rigere mål at vise løftets arvinger sin beslutnings uforanderlighed, trådte han på denne måde til med en ed, for at vi der har søgt tilflugt, ved to uforanderlige ting i hvilke det er umuligt for Gud at lyve, kan få en stærk opmuntring til at gribe det håb som ligger foran os.“

6. (a) Hvilken grund var der til at Gud svor ved sig selv i forbindelse med løftet til Abraham? (b) Hvordan kunne Jehova bruge sin ven?

⁶ Når der aflægges ed, er der som regel en vægtig grund til det. Det må især være tilfældet når eden aflægges af Gud, på hans egen foranledning. En sådan grund findes også i dette tilfælde hvor det siges at Jehova aflagde ed, ja, svor ved sig selv. Det edsbekræftede løfte Jehova gav sin ven Abraham, berører nemlig os alle i dag. Jehova værdsatte at Abraham fulgte den guddommelige opfordring og forlod sit fødeland for at drage til det land Jehova ville give hans efterkommere i eje. Jehova kunne trygt gøre denne vens navn stort og lade ham blive til velsignelse for andre. Jehova kunne med sindsro sige til ham: „Jeg vil velsigne dem der velsigner dig, og den der nedkalder ondt over dig vil jeg forbande, og ved dig skal alle jordens slægter velsigne sig.“ — 1 Mosebog 12:3; Esajas 41:8.

7. (a) Hvilket mirakel gjorde Gud for Abraham da hans hustru var 90 år gammel? (b) Hvordan viste Abraham på en enestående måde sin tro og lydighed?

⁷ Da Abrahams hustru Sara var 90 år gammel, langt over den frugtbare alder, tilstod Gud hende mirakuløst den gunst at føde Abraham deres elskede søn, Isak, så det storslåede løfte til Abraham kunne gå i opfyldelse. Abraham viste sig villig og rede til at ofre endog denne dyrebare søn i lydighed mod sin Gud Jehovas bud. Denne enestående demonstration af tro og lydighed bevægede Jehova i den grad at han sagde til sin ven Abraham:

8, 9. (a) Hvordan reagerede Jehova på denne demonstration af Abrahams tro og lydighed? (b) Hvem gjorde Gud sig ansvarlig over for?

⁸ „’Ved mig selv sværger jeg hermed,’ lyder Jehovas udsagn, ’at fordi du har gjort dette og ikke har holdt din søn, din eneste, tilbage, så vil jeg visselig velsigne dig og visselig gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og som sandskornene der er ved havets bred; og dit afkom vil tage sine fjenders porte i besiddelse. Og ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig fordi du har hørt efter min røst.’“ — 1 Mosebog 22:15-18.