„Vær blot modig og meget stærk“

„I skal ikke være bange for dem, for det er Jehova jeres Gud der vil kæmpe for jer.“ — 5 Mosebog 3:22.

1. (a) Hvordan var situationen i Israel ved slutningen af ørkenvandringen? (b) Hvilken formaning gav Moses da folket?

TIDEN var inde til at nogle storslåede begivenheder i forbindelse med Israels historie skulle finde sted. Guds hellige nation måtte nu gøre sig rede til at drage ind i det forjættede land! I 40 år havde Moses ført israelitterne gennem den store og frygtindgydende ørken. Men nu, da de befandt sig i Moabs land i egnen omkring Jordanfloden, henvendte han sig for sidste gang til Guds folk. Han var da 120 år, men „hans øje var ikke svækket, og hans livskraft ikke svundet“, lige så lidt som hans stemmestyrke havde svigtet. Josua, der skulle efterfølge ham, og hele Israel må have frydet sig over at høre Moses’ magtfulde udlægning af Jehovas lov og hans indtrængende formaning til dem om at være modige når de drog ind i landet for at tage det i besiddelse. — 5 Mosebog 1:1-5, 19, 21, 29, 30; 3:22; 31:6, 7, 23; 34:7.

2. Hvordan ved vi at beretningen om disse ting er nedskrevet til vor belæring i dag?

² Er disse begivenheder, der indtraf for så længe siden, kun af historisk værdi? Langtfra! Apostelen Paulus siger: „Alt det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb.“ (Romerne 15:4) Den omtalte beretning finder sit modstykke i vor tid. Den kan styrke os til åndelig krigsførelse i dag. Den tjener også som en „advarsel for os til hvem enden på tingenes ordninger er kommet“, idet den hjælper os til at undgå Satans snarer. — 1 Korinther 10:11; 1 Peter 4:7.

Hvor fik Josua sin styrke fra?

3, 4. (a) Hvorfor må vi lære at vise frygtløshed? (b) Hvordan kan vi gøre det?

³ Meget snart vil Guds folk ’drage ind’ i Jehovas nye tingenes ordning. I betragtning af de begivenheder der er under udvikling i verden, må vi lære at være frygtløse. Hvordan kan vi det? Da Josua traf forberedelser til at Israel kunne drage ind i det forjættede land, gav Gud ham følgende vejledning: „Vær blot modig og meget stærk så du kan tage vare på at handle efter hele den lov som min tjener Moses pålagde dig. Afvig ikke fra den, hverken til højre eller til venstre, for at du kan handle med indsigt overalt hvor du færdes. Denne lovbog skal ikke vige fra din mund, og du skal læse dæmpet i den dag og nat, for at du kan tage vare på at handle efter alt hvad der står skrevet i den; for da vil du have lykken med dig på din vej og da vil du handle med indsigt.“ — Josua 1:7, 8.

⁴ Det er altså hemmeligheden: Læs i Bibelen hver dag. Den indeholder Guds lov til os. Meditér over den. Følg dens bud. Afvig ikke derfra så du bliver opslugt af den materialistiske, umoralske verden der omgiver dig. Uanset hvilken situation du befinder dig i må du handle med visdom. Anvend den nøjagtige kundskab og åndelige forståelse du har fået gennem dit studium af Guds ord. Tal med andre om den. Når du gør det og stoler på Jehova kan du i sandhed være ’modig og meget stærk, og have lykken med dig på din vej’. — Jævnfør Salme 1:1-3; 93:5; 119:165-168.

5. (a) Hvordan kan unge ordets tjenere, ligesom Josua, opnå styrke i dag? (b) Hvilket godt mål kan unge forkyndere sætte sig?

⁵ Josua havde været „Moses’ tjener fra han var en ung mand“. (4 Mosebog 11:28) Dette nære samarbejde havde uden tvivl hjulpet ham til at opnå åndelig styrke. I dag kan unge ordets tjenere også opnå styrke ved at arbejde sammen med indviede forældre, pionerer, erfarne forkyndere og andre loyale tjenere for Jehova. At deltage i forkyndelsen fra hus til hus sammen med sådanne nidkære brødre og søstre kan være en glæde for de unge, og det kan hjælpe dem til at opnå modenhed og indgive dem et ønske om at gøre fremskridt i tjenesten. (Apostelgerninger 20:20, 21; Esajas 40:28-31) Hvilket skønnere mål kunne unge forkyndere have end at bruge hele deres tid i tjenesten for Jehovas rige! — Salme 35:18; 145:10-12.

6. Hvordan var Josua et godt eksempel i forbindelse med krigen mod Amalek?

⁶ Da Moses sendte Josua ud for at kæmpe mod amalekitterne „gjorde Josua sådan som Moses havde sagt til ham“. Han var lydig og derfor vandt han sejren. Vi er også med til at ophøje Jehova hvis vi nøje følger de kampinstruktioner vi får gennem hans organisation. Jehova sagde til Moses at sejren over Amalek skulle huskes ved at en beretning derom blev skrevet i en bog og fremsat i Josuas påhør. Uden tvivl ophøjede Josua yderligere Jehovas sejr ved at tale om den til andre. På samme måde kan vi i dag gøre den suveræne Herre Jehovas vældige gerninger kendt, og vi kan forkynde hans kommende „hævnens dag“ over de onde. — 2 Mosebog 17:10, 13, 14; Esajas 61:1, 2; Salme 145:1-4.

7, 8. (a) Hvilken tillid gav Josua og Kaleb udtryk for da de vendte tilbage fra Kana’an? (b) Hvilken advarsel og tilskyndelse finder vi i den måde hvorpå Jehova dengang greb ind?

⁷ Da Moses sendte tolv høvdinge ud for at udspejde det forjættede land, var Josua en af dem. Da de vendte tilbage udtrykte ti af spionerne stor frygt for landets kana’anæiske indbyggere, hvorved folket blev stemt for at vende tilbage til Ægypten. Men Josua og Kaleb sagde modigt: „Hvis Jehova har fundet behag i os, så vil han føre os til dette land og give os det, et land der flyder med mælk og honning. Gør blot ikke oprør mod Jehova; og frygt ikke for landets befolkning, for de er som brød for os. Deres værn er veget fra dem, og Jehova er med os. Frygt ikke for dem.“ — 4 Mosebog 13:1 til 14:38.

⁸ Da Israels forsamling imidlertid blev ved med at knurre, greb Jehova ind og dømte disse frygtsomme israelitter til 40 års vandring i ørkenen. Bortset fra Kaleb og Josua døde alle de våbenføre mænd uden at se det forjættede land. Hvilken advarsel er det ikke for os i dag! Lad os aldrig knurre over Jehovas foranstaltninger. Selv om vi skulle komme ud for distrikter hvor det er vanskeligt at forkynde, så lad os være modige og stærke når vi besøger folk i deres hjem med det livreddende budskab om Riget. Måtte vi aldrig blive som vore dages frafaldne, der, i stedet for at forkynde offentligt, bagvasker deres brødre og ved deres handlemåde viser at de har foretrukket at vende tilbage til denne verden — det modbilledlige Ægypten. — 4 Mosebog 14:1-4, 26-30; Lukas 12:45, 46; jævnfør Apostelgerninger 5:27-29, 41, 42.

Jehovas navn fremhæves

9. Hvordan levede Josua op til sit nye navn?

⁹ I Bibelens fortegnelse over de tolv spioner omtales Josua som Hosjea, der betyder „frelse“. Men i samme forbindelse siger beretningen: „Moses kaldte fortsat Hosjea, Nuns søn, for Josua [der betyder ’Jehova er frelse’].“ Hvorfor fremhævede Moses på denne måde Jehovas navn? Fordi Josuas tjeneste først og fremmest tog sigte på at ophøje dette navn. Josua blev et levende eksempel for os alle ved at han viste lydighed mod det bud som Moses senere understregede over for israelitterne: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele din virkekraft.“ Ved at gøre dette fik Josua den forret at vise at ’Jehova er frelse’. — 4 Mosebog 13:8, 16; 5 Mosebog 6:5.

10. (a) Hvad betyder Jehovas navn for dig? (b) Hvilken styrke kan vi hente fra det Jehova videre sagde til Josua?

¹⁰ Er vi ikke også kommet til at betragte Jehovas navn som noget dyrebart og som et navn der fortjener al pris? Hans herlige navn betyder „Han lader blive“, hvilket indebærer at han opfylder sine løfter. Hvor opmuntrende er ikke hans løfter om Riget! Med en nidkærhed som Josuas bør vi ønske at hævde Jehovas navn og hensigter over for alle som endnu måtte tage imod håbet om hans rene og retfærdige nye tingenes ordning. I disse prøvende tider kan vi hente styrke fra de ord Jehova videre henvender til Josua: „Har jeg ikke overdraget dig hvervet? Vær modig og stærk. Bliv ikke opskræmt og vær ikke skrækslagen, for Jehova din Gud er med dig overalt hvor du færdes.“ — Josua 1:9.a

11. (a) Hvordan blev betydningen af Jesu navn understreget da han red ind i Jerusalem? (b) Hvordan betragtede Jesus Jehovas navn, og hvad viser dette?

¹¹ Den græske form af navnet Josua eller Jehosjua er Jesus, der også betyder „Jehova er frelse“. Det er gennem Jesus Kristus at Jehova tilvejebringer frelsen for menneskeheden. I år 33, da Jesus red ind i Jerusalem på et føl, blev folkeskarerne ved med at råbe: „Frels dog! Velsignet er den der kommer i Jehovas navn!“ (Markus 11:9; Zakarias 9:9) Josua var et sandt forbillede på Jesus, der ’efterlod os et forbillede så vi kan følge lige i hans fodspor’. (1 Peter 2:21) Ligesom Josua tillagde Jesus Jehovas navn stor betydning, og han ophøjede dette navn. I sin sidste bøn sammen med sine disciple fremhævede han to gange Guds navn, idet han sagde: „Jeg har gjort dit navn kendt for de mennesker du gav mig ud af verden. . . . Jeg har bekendtgjort dit navn for dem, og jeg vil bekendtgøre det, for at den kærlighed hvormed du har elsket mig kan være i dem og jeg i samhørighed med dem.“ (Johannes 17:6, 26) Hvilken forret er det ikke at vi kan gøre dette navn kendt for andre!

12. Hvilke vældige gerninger venter vi i dag, og hvorfor?

¹² Når vi læser den bibelske beretning om Josuas loyale ledelse kan vi tænke på at den større Josua, Jesus Kristus, leder Guds folk i dag. „Jehovas dag“, hvor han vil hævde sit navn, er nu nær. Hvor ivrigt venter vi ikke på opfyldelsen af hans løfte om en retfærdig ny ordning som vil følge efter denne dag! (2 Peter 3:10-13, 17, 18) Med tillid ser vi derfor frem til de vældige gerninger som Jehova yderligere vil gøre, gerninger som er endnu vældigere end dem han udførte gennem Josua.

Jehovas mirakel ved Jordan

13. (a) Hvilken tilsyneladende umulig situation befandt Israel sig i på den østlige side af Jordanfloden? (b) Hvordan blev Israels lydighed belønnet?

¹³ Det var i høsttiden i år 1473 f.v.t., og Jordanfloden var løbet over sine bredder. Hvordan kunne adskillige millioner, gamle og unge, mænd, kvinder og børn, blive ført over denne rivende strøm? Det kunne man nok undre sig over, men Jehova havde givet Josua denne befaling: „Bryd nu op; gå over Jordan dér, du og hele dette folk.“ Og folket havde sagt til Josua: „Alt hvad du har givet os påbud om, vil vi gøre.“ Israel brød da op. Præsterne gik først, idet de bar pagtens ark der var omhyggeligt tildækket og som repræsenterede Jehovas nærværelse. Da begyndte Jehova at ’gøre undere midt iblandt dem’, for „i det øjeblik da de som bar arken, kom til Jordan, og præsterne som bar arken dyppede fødderne i vandkanten . . . stod vandet som kom ovenfra stille“, og vandet nedenfor blev „afskåret“, idet det tømtes ud i Det døde Hav, „og folket gik over“. (Josua 1:2, 16; 3:5-16) Hvilket storslået mirakel!

14. Hvilket modstykke finder vi hertil i dag, og hvad har det vidnesbyrd der er blevet aflagt resulteret i?

¹⁴ Jordanflodens oprørte vande kan sammenlignes med menneskeheden der som en rivende flod bevæger sig mod tilintetgørelsen i Harmagedon. (Jævnfør Esajas 57:20; Åbenbaringen 17:15.) I dag, hvor menneskeheden står over for denne endelige tilintetgørelse, styrker Jehova sit folk. Det tæller nu over 3.000.000 mennesker — et antal der kan sammenlignes med tallet på dem der drog over Jordan sammen med Josua. — Jævnfør Habakkuk 2:3.

15. (a) Hvad svarer i vor tid til præsternes modige handling dengang? (b) Hvordan skildres ’den store skare’ i dette billede?

¹⁵ Mens millioner af israelitter passerede over flodlejet „[blev] præsterne som bar Jehovas pagts ark . . . stående ubevægelige på tør grund midt i Jordan“, som et udtryk for at det var Jehova Gud der ledede begivenhederne. (Josua 3:17) I 1919 trådte den lille skare af salvede Guds tjenere modigt frem midt i menneskehedens „vande“. I 1922 adlød de modigt opfordringen: „Forkynd, forkynd, forkynd Kongen og hans Rige,“ idet de sagde: „Her er jeg! Send mig.“ Jehova forsikrede dem: „Når du går gennem vande, vil jeg være med dig, og gennem floder, vil de ikke overskylle dig.“ I 1931 gav han dem det ærefulde navn Jehovas Vidner. (Esajas 6:8; 43:2, 12) Blandt dem der gik over Jordan var også de ikke-levitiske israelitter og efterkommerne af ’den talrige blandede flok’ af ikke-israelitter der havde forladt Ægypten sammen med Moses. I dag befinder ’den store skare’ sig også på overgangen til Guds nye ordning, mens resten af den åndelige præsteskare står „faste, urokkelige“, idet deres tro er et eksempel for andre. — 2 Mosebog 12:38; Åbenbaringen 7:9; 1 Korinther 15:58.

Miraklet skulle mindes

16. (a) Hvordan skulle dette mirakel ved Jordan mindes? (b) Hvad giver det os grund til at formode med hensyn til Jehovas vældige gerninger i vor tid?

¹⁶ Jehova tog skridt til at dette mirakel ved Jordan skulle mindes, idet han befalede at tolv mænd, der repræsenterede Israels stammer, skulle tage tolv sten op fra flodlejet og anbringe disse på den vestlige bred ved Gilgal. Stenene skulle stå dér som et varigt mindesmærke om Jehovas navn og hans vældige gerninger. Israelitterne skulle forklare kommende generationer hvorfor dette mindesmærke var blevet rejst: „For at alle jordens folk kan kende Jehovas hånd og vide at den er stærk; for at I altid kan frygte Jehova jeres Gud.“ (Josua 4:1-8, 20-24) De storslåede gerninger som Jehova har gjort for at bevare sit folk i dag, trods ondsindede angreb fra politiske og religiøse ledere, står som et varigt minde om at han er med sit folk. De vældige gerninger han i vor tid har udført til hævdelse af sit navn vil uden tvivl blive mindet til evig tid i hans nye tingenes ordning. — Åbenbaringen 12:15, 16; Salme 135:6, 13.

17. (a) Hvilket andet mindesmærke opstillede Josua? (b) Hvilket vidnesbyrd har menneskeheden ikke kunnet unddrage sig i dag?

¹⁷ Det var på sin plads at rejse endnu et mindesmærke: „Desuden rejste Josua tolv sten midt i Jordan på det sted hvor præsterne der bar pagtens ark havde stået med deres fødder, og de er der endnu den dag i dag.“ Da præsterne var kommet op fra flodlejet og Jehova lod flodens opdæmmede vand vende tilbage, kom det hvirvlende omkring disse tolv mindesten. (Josua 4:9) Jordanfloden kunne altså ikke unddrage sig disse stens tilstedeværelse. I dag styrter menneskeheden sig med stadig større hast mod Harmagedons „døde hav“. Men den kan ikke unddrage sig det verdensomspændende vidnesbyrd Jehovas vidner har aflagt mens de ’står fast i én ånd, idet de med én sjæl kæmper skulder ved skulder for troen på den gode nyhed’. (Filipperne 1:27, 28) Optegnelser fra de sidste 67 år og frem til 1986 viser at Jehovas vidner i hele verden på mere end 200 sprog har uddelt over 570.000.000 bøger og mere end 6.400.000.000 eksemplarer af tidsskrifterne Vagttårnet og Vågn op! Desuden har de tegnet flere millioner abonnementer — i sandhed et vældigt vidnesbyrd!

18. (a) Hvilke egenskaber har præsteskaren vist i dag? (b) Hvordan er hele Guds folk blevet styrket?

¹⁸ Vi kan være glade for at vidnesbyrdet er blevet aflagt lige indtil dette år 1986. Det har krævet hårdt arbejde at gøre Guds vilje, sådan som det også var tilfældet da de tolv mænd hver især løftede sin mindesten op på skulderen og bar den hele vejen til Gilgal. Men en storslået pionerånd har forenet Guds folk i dag, og den styrker dem til stadig at være ’modige og meget stærke’. — Salme 27:14; 31:24; Zefanias 3:9.

19. Hvilken tillid kan vi have når vi betragter andre begivenheder som fandt sted på Josuas tid?

¹⁹ Der er også andre begivenheder på Josuas tid der kan opmuntre os til at gå fremad, i tillid til at Jehova vil gøre endnu flere mirakler til gavn for sit folk. Den næste artikel vil omhandle nogle af disse.

[Fodnote]

4. (a) Hvordan er vor krigsførelse anderledes end Israels på Josuas tid? (b) I hvilken udstrækning bør vi have samkvem med verdslige mennesker, og hvorfor?

⁴ På Josuas tid lod Jehova sin hellige nation rense det forjættede land ved hjælp af bogstavelig krigsførelse. I dag er vor krigsførelse åndelig. (2 Korinther 10:3, 4) Vi, Jehovas vidner, griber ikke til voldshandlinger for at fjerne dem der tilsidesætter Guds ord. Jehova vil fjerne dem til sin fastsatte tid og på sin egen måde. (5 Mosebog 32:41, 43) Vi omgås ikke principløse mennesker som vore nære venner, men vi kan vise dem ægte kærlighed ved at forkynde den gode nyhed om Riget for dem. (1 Korinther 15:33) Vi kan studere Guds ord med dem og tilskynde dem til at ’ændre sind og vende om for at få deres synder slettet ud’. — Apostelgerninger 3:19; Mattæus 21:31, 32; Lukas 5:27-32.

Rahab og hendes hus

5, 6. (a) Hvorfor tog spionerne til Jeriko og gik ind i Rahabs hus? (b) Hvordan har Jehova ofte besvaret bønner om hjælp i dag? (c) Hvordan viste Rahab at hun var „en fredens ven“?

⁵ Endnu før Israel var gået over Jordanfloden henledte Jehova israelitternes opmærksomhed på byen Jeriko. Josua udsendte to spioner der repræsenterede hele Israel, og sagde til dem: „Tag hen og se på landet og Jeriko.“ Hvorfor udspionere Jeriko? Selv om byen var lille og ikke kunne stå sig mod Israels hær, beherskede den indfaldsvejene til Kana’an. Efterhånden gav spionernes tilstedeværelse indbyggerne i Jeriko en vis mulighed for klart at vise om de var for eller imod Jehova. „Så tog de [spionerne] af sted og gik ind i huset hos en skøge hvis navn var Rahab, og dér fik de husly.“ (Josua 2:1-7) Det var uden tvivl Guds ledelse at disse spioner kom til Rahabs hus, sådan som det også i dag ofte er engle der leder Jehovas vidner til mennesker der har bedt om åndelig hjælp. „Jehovas øjne hviler på de retfærdige, og hans ører lytter til deres råb om hjælp.“ — Salme 34:15; se også Anden Krønikebog 16:9.

⁶ Hvorfor gik disse spioner ind i en skøges hus? Ikke i nogen umoralsk hensigt, men sandsynligvis for at vildlede de kana’anæere der så dem. Rahabs ord til spionerne viser at hun ikke havde nogen umoralsk interesse i dem. Da hun vidste at de var Jehovas tjenere kunne hun fortælle dem om sit oprigtige ønske om at tilbede Jehova. Hun satte endog sit liv på spil ved at skjule dem på taget. Hun var ligesom „fårene“ i Jesu lignelse der viser venlighed mod Herrens „brødre“. (Mattæus 25:31-46) I dag må Jehovas vidner også udvise forsigtighed, men de tøver ikke med at besøge sådanne interesserede ’fredens venner’ og studere Bibelen med dem. — Lukas 10:5-7.

7. (a) Hvordan gav Rahab udtryk for sin tro på Jehova? (b) Hvilken indstilling må nye have i dag, og hvad må de gøre?

⁷ Rahab havde hørt om Jehovas vældige gerninger. Over for spionerne kunne hun give udtryk for sin tro, idet hun sagde: „Jeg véd at Jehova vil give jer landet, og at der er kommet skræk for jer over os, og at alle landets indbyggere har mistet modet på grund af jer.“ Efter at have fortalt om den beretning hun havde hørt om Jehovas vældige gerninger, fortsatte hun: „Jehova jeres Gud er Gud oppe i himmelen og nede på jorden. Så sværg da nu over for mig ved Jehova, at eftersom jeg har vist jer loyal hengivenhed, vil I også vise min faders hus loyal hengivenhed og give mig et pålideligt tegn.“ (Josua 2:9-13) Ligesom Rahab behøver de nye der i dag lærer sandheden om Gud at kende ikke længere at være bange på grund af den dom der vil blive eksekveret på „Jehovas dag“. (Zefanias 1:14-18) De vender sig i stedet bort fra denne verdens handlemåde og søger hjælp hos Jehovas vidner for at blive frelst. — Salme 3:6-8; Ordsprogene 18:10.

8. (a) Hvad svarer i dag til det at Rahab bandt en „skarlagenrød tråd“ til vinduet? (b) Hvorfor blev Rahab erklæret retfærdig, og hvad betød det for hendes hus?

⁸ Det „tegn“ spionerne gav Rahab var en „skarlagenrød tråd“ som hun skulle binde til det vindue hun hejsede dem ned igennem. (Josua 2:17-21) Fordi Rahab gjorde som de havde sagt, blev hendes hus skånet da Jeriko blev ødelagt. I dag må de der som Rahab viser tro også identificere sig som indviede, døbte tilbedere af Jehova for at blive udfriet. Åbenbaringen 7:9, 10, 14 omtaler dem som „en stor skare“ der har „vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“. De viser tro på Jesu opofrede blod og underbygger denne tro med kristne gerninger. (Romerne 10:9, 10) I Jakob 2:24, 25 læser vi: „I ser at et menneske bliver erklæret retfærdigt som følge af gerninger, og ikke som følge af tro alene. Blev ikke også skøgen Rahab på samme måde erklæret retfærdig som følge af gerninger, efter at hun havde taget gæstfrit imod sendebudene og sendt dem bort ad en anden vej?“

9. (a) Hvori bestod Rahabs „gerninger“? (b) Hvad har den frygtløse forkyndelse i vor tid resulteret i?

⁹ Rahabs „gerninger“ indbefattede at hun beskyttede de to spioner og samlede andre i sit hus for at de kunne blive frelst. På samme måde har ’den store skare’ i vor tid travlt med loyalt at støtte den salvede „trofaste og kloge træl“, mens denne skare tilvejebringer den åndelige „mad i rette tid“ og fører tilsyn med den verdensomspændende forkyndelse af Riget. (Mattæus 24:45-47) Det fremgår af beretningen at Rahab frygtløst forkyndte for sin faders hus — en handling der var forbundet med stor fare, for hun kunne være blevet forrådt. (Jævnfør Mattæus 10:32-36.) På samme måde må Jehovas vidner frygtløst aflægge vidnesbyrd i mange lande hvor der i dag er modstand. Dette har resulteret i at mange er blevet indsamlet, og ofte er hele familier kommet ud af Babylon den Store idet de har taget standpunkt for den rene tilbedelse af Jehova. — Salme 73:28; 107:21, 22.

Jeriko — dengang og nu

10. Hvorfor skulle Jeriko vises særlig opmærksomhed?

¹⁰ Lad os nu betragte disse dramatiske begivenheder under en anden synsvinkel. „Nu var Jeriko tæt tillukket på grund af Israels sønner; ingen gik ud og ingen gik ind.“ Dette var den første kana’anæiske by hvis indbyggere ville blive ramt af Jehovas sværd. Af den grund skulle byen, som en førstegrøde der var viet til Jehova, vises særlig opmærksomhed. Josua forklarede: „Byen skal være viet til udslettelse; den og alt hvad der er i den tilhører Jehova.“ — Josua 6:1, 17; jævnfør Anden Mosebog 22:29; Tredje Mosebog 27:26.

11. (a) Hvilken slående parallel bemærker vi i dag? (b) Giv et eksempel på den „skræk“ der har grebet Babylon den Store.

¹¹ Dette kan også i høj grad møntes på Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, hvis synder har hobet sig op i dette blodbesudlede 20. århundrede! Det har forsøgt at lukke sine porte for at hindre Jehovas vidner i at trænge ind. Sagt med Rahabs ord er der kommet „skræk“ for Guds folk over det. For eksempel kunne man den 12. november 1985 i den italienske avis La Repubblica læse følgende overskrift: „KIRKEN SLÅR ALARM OVER FOR JEHOVAS VIDNER.“ Artiklen fortalte om et møde i Bologna som en romersk-katolsk kardinal deltog i, et møde som skulle modvirke den „trussel“ Jehovas vidner udgør. Paven havde sendt et telegram hvori han gav udtryk for sin anerkendelse og støtte. Alarmskriget lød: „Det vrimler allerede med dem overalt i verden,“ og man erklærede at „nu vil kirken mobilisere alle sine kræfter“ for at modarbejde denne „fare“. Men vil det lykkes den? — Jeremias 1:17-19.

12. (a) Hvordan er Babylon den Stores „gudsbegreb“ i modstrid med sandheden? (b) Hvorfor vil Jehova kæmpe for sine tjenere?

¹² Babylon den Store omfatter en forvirrende mængde guder, lige fra kristenhedens mystiske treenighed til de østlige trossamfunds millioner af guder. Før Moses overdrog Josua hvervet som sin efterfølger, udtalte han: „Hør, Israel: Jehova vor Gud er én Jehova.“ I dag er Jehovas vidner ene om at ophøje Jehova som „én Gud og alles Fader“. (5 Mosebog 6:4; Efeserne 4:6) Jehova vil kæmpe for os ligesom han kæmpede for Josua og andre loyale ledere på Israels tid. — 2 Krønikebog 20:15, 17; 32:7, 8; Esajas 54:17.

Dommen eksekveres

13. (a) Hvilke begivenheder fandt sted før belejringen af Jeriko? (b) Hvilke paralleller finder vi hertil i dag?

¹³ Josua traf grundige forberedelser til Jerikos belejring. De mænd der var vokset op i ørkenen blev omskåret. Det var et udtryk for at de aflagde alt hvad der kunne være en hindring for deres helhjertede hengivenhed over for Jehova. (5 Mosebog 10:16; 30:5, 6) Man begyndte atter at fejre påsken. Folket begyndte at spise af landets afgrøde, og Jehova ophørte med at give dem manna. Ved en lejlighed viste „fyrsten over Jehovas hær“ — uden tvivl Logos i sin førmenneskelige skikkelse — sig for Josua og styrkede ham. Og Josua anerkendte ydmygt hans tilstedeværelse. I alt dette finder vi paralleller til de erfaringer Jehovas vidner i vor tid har gjort, idet de har helliget sig det arbejde der nu skal gøres. Vor åndelige føde er blevet mere varieret og indholdsrig efterhånden som „den trofaste og kloge træl“ er gået fremad under Herren Jesu Kristi ledelse. — Josua 5:1-15.

14. Hvilken usædvanlig strategi gav Jehova befaling om i forbindelse med Jerikos belejring?

¹⁴ Betragt nu kampskuepladsen. Det er i sandhed en usædvanlig strategi Jehova har befalet sit folk at benytte! Én gang om dagen i seks dage marcherer de præster der bærer arken som repræsenterer Jehovas nærværelse, rundt om Jeriko. Foran dem går syv præster der blæser i vædderhorn, mens Israels soldater danner fortrop og bagtrop. Men på den syvende dag står de ’tidligt op, så snart daggryet bryder frem’, og marcherer rundt om byen syv gange. Hvor må Jerikos indbyggere have skælvet! — Josua 6:2-15.

15. Hvilken parallel hertil finder vi i Jehovas vidners virksomhed i dag?

¹⁵ Vi finder en bemærkelsesværdig parallel til dette i det arbejde Jehovas vidner udfører overalt i verden i dag. I de senere år er der sket en betydelig udvidelse i forbindelse med forkyndelsen af Riget. I de fem år forud for 1985 er antallet af pionerer steget med 134 procent. Denne hær af pionerer og andre trofaste forkyndere af Riget står ofte rent bogstaveligt „tidligt op“, og de deltager nidkært i forkyndelsen af Jehovas domme. For kristenhedens ledere tager Jehovas vidner sig ud som „et talrigt og mægtigt folk“. De ’vrider sig i veer’ når de ser hvordan forkyndelsen af sandheden får mange oprigtige mennesker til at forlade dem og tage standpunkt for Jehova. — Joel 2:1-3, 6.

16. (a) Hvilke mirakler kendetegnede Jerikos fald? (b) Hvordan blev Rahabs tro belønnet?

¹⁶ Omsider lyder Josuas befaling til folket: „Råb; for Jehova har givet jer byen.“ Luften genlyder af et højt krigsråb. Jorden ryster og — hvilket mirakel — Jerikos mure falder sammen. Israelitterne skynder sig lydigt ind i byen for at ødelægge alt levende i den. De brænder byen af. Men se! En lille del af ydermuren står der stadig, og i dens vindue hænger en rød snor. Rahab og hendes faders hus føres uskadt ud. Senere bliver Rahabs tro yderligere belønnet ved at hun bliver israelitten Salmons hustru og en af Jesu Kristi stammødre. — Josua 6:16-26; Mattæus 1:5.

17. Hvad er disse mirakler et forbillede på?

¹⁷ „Og Jehova var med Josua, og hans ry nåede ud over hele landet.“ På samme måde vil Jehovas majestætiske navn blive ophøjet når Babylon den Store tilintetgøres og berøves sin rigdom og herlighed ved begyndelsen til ’den store trængsel’. — Josua 6:27; Åbenbaringen 17:16; 18:9, 10, 15-17; Mattæus 24:21, 22.

En frafalden handler troløst

18. (a) Hvorfor „smeltede folkets hjerte“? (b) Hvordan reagerede Josua på denne krisesituation?

¹⁸ Kort efter den opsigtsvækkende sejr ved Jeriko skete der noget forbløffende. Den angrebsstyrke som Josua sendte ud for at indtage nabobyen Aj blev slået på flugt! „Da smeltede folkets hjerte og blev som vand.“ I sin rådvildhed råbte Josua til Jehova i bøn: „Ak, suveræne Herre Jehova, . . . hvad vil du gøre for dit store navn?“ — Josua 7:2-9.

19, 20. (a) Hvordan greb Jehova ind i forbindelse med Akans tåbelige handling, og hvad forsikrede han Josua om? (b) Hvad kunne dette svare til i nutiden?

¹⁹ Jehova åbenbarede derefter for Josua at der var begået „en skændig og tåbelig handling“ i Israel. Akan af Judas stamme blev identificeret som overtræderen. Han havde af byttet fra Jeriko stjålet en babylonisk embedsklædning „der så godt ud“, såvel som guld og sølv. Jehova ’styrtede Akan i ulykke’, og han og hans familie blev stenet til døde. Derefter blev de og deres ejendele brændt i ild. Som et varigt minde om denne eksekvering af Jehovas dom blev der rejst en stor stendysse over Akan selv, og stedet fik navnet „Akors lavning“, idet Akor betyder „ulykke; trængsel“. Derpå sagde Jehova igen til Josua: „Vær ikke bange og vær ikke skrækslagen.“ Jehovas navn blev ophøjet ved at Josua aldrig mere tabte et slag. — Josua 7:10 til 8:1.

„Vi vil tjene Jehova vor Gud“

„Jeg og mit hus, vi vil tjene Jehova.“ — Josua 24:15.

1. Hvordan tjener Josuas bog til opmuntring og beskyttelse for os?

DE GRIBENDE beretninger i Josuas bog er blevet nedskrevet „til vor belæring“ og „som eksempler“ til opmuntring og beskyttelse for os, „til hvem enden på tingenes ordninger er kommet“. (Romerne 15:4; 1 Korinther 10:11) I Josuas bog henledes vor opmærksomhed på gudfrygtige egenskaber som udholdenhed, tro og lydighed. „Ved tro faldt Jerikos mure efter at man havde gået rundt om dem i syv dage. Ved tro undgik skøgen Rahab at omkomme sammen med dem som havde handlet ulydigt, fordi hun modtog spionerne med fred.“ (Hebræerne 11:30, 31) Den tro som Josua, Rahab og andre af fortidens loyale lagde for dagen, bør tilskynde os til at være modige og stærke, så vi kan fuldføre Guds gerning i nutiden. — Josua 10:25; Johannes 4:34.

2. (a) Hvordan viste Josua lydighed selv i de mindste detaljer? (b) Hvad skete der ved bjergene Ebal og Garizim?

² Efter den afgørende sejr ved Aj fulgte Josua den detaljerede vejledning der er nedskrevet i Femte Mosebog 27:1 til 28:68. Ved Ebals bjerg rejste han et alter af hele sten og fulgte befalingen: „Du skal ofre fællesskabsofre og spise dem dér, og du skal fryde dig for Jehova din Guds ansigt.“ Andre sten blev rejst som et mindesmærke, og efter at de var blevet kalket blev lovens ord skrevet på dem. Derefter blev stammerne delt, så nogle stod foran Garizims bjerg „for at velsigne folket“ mens andre stod foran Ebals bjerg „for at fremsige forbandelsen“. Med høj røst fremholdt levitterne de forbandelser der ville komme over de ulydige, og hele folket svarede: „Amen!“ Dernæst fremholdt de velsignelserne for lydighed. Men ve israelitterne hvis de ikke ’tog vare på at holde alle lovens ord og frygtede Jehova Guds herlige og frygtindgydende navn’! — Josua 8:32-35.

3, 4. (a) Hvad kan vi der lever i dag lære af israelitternes handlemåde? (b) Hvorfor bør vi aldrig blive trætte af at høre det samme igen og igen? (c) Hvad vil det kræve af os at „gå ind ad den snævre port“?

³ Blev israelitterne ved med at adlyde ’lovens ord’? Nej. På trods af hyppige formaninger fra Moses, og senere fra Josua, kom de sørgeligt til kort. Vi der lever i dag kan lære meget af dette! Trods gentagne advarsler er der nogle som tror at de kan lade hånt om Guds krav, ’gøre som de har lyst til’, og alligevel overleve. Hvor tåbeligt! Paulus henviste til israelitternes erfaringer og sagde: „Lad . . . den der mener at han står, se til at han ikke falder.“ — 1 Korinther 10:12; Prædikeren 2:13.

⁴ Nogle af Guds tjenere har kritiseret de advarsler der er blevet fremsat, og givet udtryk for at de er trætte af at høre det samme igen og igen. Men de der ser sådan på det, er ofte de første til at falde i en af Satans fælder. Den inspirerede, bibelske bog Femte Mosebog (hebraisk: mishnehʹ hattorahʹ, der betyder „gentagelse af Loven“), består hovedsagelig af fire taler som Moses holdt for israelitterne, hvori han understregede at de skulle adlyde de love Jehova tidligere havde givet dem. Moses brugte over fire gange så mange ord på at advare mod ulydighed og på de „forbandelser“ der ville komme over de ulydige, som han brugte på at oplyse om „velsignelserne“. Ved Ebals bjerg gjorde Josua det igen klart for israelitterne at de skulle adlyde. Viser dette ikke hvor vigtigt det er at vi bestræber os for at „gå ind ad den snævre port“? — Mattæus 7:13, 14, 24-27; 24:21, 22.

5. Hvem havde sluttet sig sammen imod Israel, og hvilken lignende situation ser vi i dag?

⁵ En afgørende styrkeprøve var nu på vej. Jeriko, der udgjorde indfaldsporten til det forjættede land, var blevet tilintetgjort, ligesom den falske religion vil blive udslettet når „den store trængsel“ begynder. Også byen Aj var faldet. Men nu samledes „alle kongerne som var på denne side af Jordan, i bjerglandet og i Sjefela og langs hele Det store Havs kyst op til Libanon, hetitterne og amoritterne, kana’anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne . . . for i forening at føre krig mod Josua og Israel“. (Josua 9:1, 2) I en nutidig parallel til dette ser vi at jordens nationer har sluttet sig sammen i De forenede Nationer. De søger fred og sikkerhed for sig selv og på deres egne betingelser, men „har samlet sig som én imod Jehova og imod hans salvede“, den større Josua. (Salme 2:1, 2) Hvad vil resultatet blive?

Gibeonitternes list

6, 7. (a) Hvad var gibeonitterne interesseret i, og hvilken strategi anvendte de? (b) Hvordan dømte Josua i den sag?

⁶ Andre ikke-israelitter begyndte nu at vise interesse for at overleve, ligesom Rahab havde gjort før dem. Det var indbyggerne i Gibeon, en stor by der lå nord for Jebus eller Jerusalem. De havde hørt om Jehovas vældige gerninger og besluttet at de ville søge fred og sikkerhed på Jehovas betingelser. Men hvordan? Til israelitternes lejr i Gilgal sendte de nogle mænd hvis proviant var tørt og smuldret brød, hvis sække og læderflasker var slidte og hvis klæder og sandaler var lappede. Da mændene kom hen til Josua sagde de: „Fra et meget fjernt land er dine tjenere kommet for Jehova din Guds navns skyld, for vi har hørt om hans ry.“ Da Josua hørte dette „sluttede [han] fred med dem og indgik en pagt med dem om at lade dem leve“. — Josua 9:3-15.

⁷ Israelitterne erfarede imidlertid snart at gibeonitterne „boede lige i nærheden af dem“. Hvordan så Josua nu på deres list? Han holdt det løfte han tidligere havde aflagt om at ’lade dem leve og lade dem samle brænde og trække vand op til hele forsamlingen’. — Josua 9:16-27; jævnfør Femte Mosebog 20:10, 11.

8. I hvilke henseender er gibeonitterne et billede på ’den store skare’?

⁸ Mange af netinim-folkene, der senere tjente ved Jehovas tempel, stammede sandsynligvis fra gibeonitterne. Gibeonitterne er derfor et glimrende billede på ’den store skare’, der nu yder Gud „hellig tjeneste dag og nat i hans tempel“. (Åbenbaringen 7:9, 15) Skønt de lever i en verden der kan sammenlignes med Kana’ans land, er de i hjertet „ikke en del af verden“. De har tidligere måttet nøjes med det ’tørre og smuldrede’ åndelige brød der serveres i kristenhedens kirker, og de har været uden „vin“, uden glæde. Da de kom i kontakt med Guds folk forstod de at Jehova udfører vældige gerninger gennem sine vidner. De har foretaget den lange rejse fra Satans verden for at bytte deres lasede ’klæder’ med en ny klædedragt, nemlig den nye personlighed som Jehovas ydmyge tjenere er iført. — Johannes 14:6; 17:11, 14, 16; Efeserne 4:22-24.

Støtte fra organisationen

9. (a) Hvilken krise opstod nu? (b) Hvordan reagerede Josua, og hvad havde Jehova forsikret ham om?

⁹ Da Adoni-Zedek, kongen af Jerusalem, hørte at gibeonitterne havde sluttet fred med Israel, „blev han meget bange, for Gibeon var en stor by, som en af kongebyerne, . . . og alle dens mænd var vældige krigere“. Han sluttede sig sammen med fire andre konger, og de belejrede Gibeon. Gibeonitterne sendte straks bud til Josua: „Kom hurtigt op til os og frels os og hjælp os.“ Josua tog straks af sted, og Jehova opmuntrede ham med ordene: „Frygt ikke for dem, for jeg har givet dem i din hånd. Ikke en af dem vil kunne stå sig imod dig.“ Josua og alle hans dygtige krigere marcherede „hele natten“ for at kunne overrumple fjenden. — Josua 10:1-9.

10. (a) Hvad svarer i dag til belejringen af Gibeon? (b) Hvilken beslutning giver nutidens gibeonitter udtryk for?

¹⁰ Som en parallel til disse fem konger er der i dag nogle af denne verdens ledere som bliver vrede når de ser at mange af deres undersåtter — selv højtstående mennesker — tager standpunkt for den større Josua og hans verdensomspændende retfærdsrige. Disse herskere mener at landegrænserne bør bevares, skønt nationerne hele tiden strides og bekæmper hinanden. Derfor prøver de at hindre de fredselskende medlemmer af ’den store skare’ i at modtage åndelig føde, de forbyder dem at afholde de møder hvor de får del i denne „føde“ og de søger at hindre dem i at tale med andre om åndelige anliggender. Men disse nutidige gibeonitter er loyale over for det åndelige Israel, og de siger: „Vi vil gå med jer.“ — Zakarias 8:23; jævnfør Apostelgerninger 4:19, 20; 5:29.

11. Hvad gør Jehovas vidner i dag i krisesituationer?

¹¹ Når ’den store skare’ beder deres ’moderorganisation’ om hjælp, får de det straks og i rigelig mængde. Det ses på mange områder at Jehovas vidner arbejder beredvilligt og hurtigt — som når de straks sørger for hjælp til deres nødlidende brødre efter naturkatastrofer, eller hurtigt bygger rigssale og stævnehaller hvor den åndelige føde kan blive uddelt. Da der i juni i år skulle holdes et stævne på Yankee Stadium i New York, mødte en hær af frivillige rengøringsfolk op ved midnat natten før stævnet, efter en baseball-kamp, og Yankee Stadium har aldrig været renere og pænere end det var i de næste fire dage. Jehovas Vidners ansvarshavende ældste er også hurtige til at tage sig af krisesituationer der kan opstå i forbindelse med forkyndelsen af den gode nyhed. — Filipperne 1:6, 7.

Jehova kæmper for Israel

12. Hvilke mirakler udførte Jehova da han kæmpede for Israel for at forsvare gibeonitterne? (Jævnfør Habakkuk 3:1, 2, 11, 12.)

¹² Men se nu hvad der sker ved Gibeon. Jehova skaber forvirring blandt gibeonitternes fjender. Israelitterne forfølger dem og tilføjer dem et stort tab. Noget begynder nu at falde ned fra himmelen! Store isklumper! Der dør flere som følge af disse enorme haglsten end der dræbes af Israels krigere. Men hør: Josua taler til Jehova. Hvad er det han siger „for øjnene af Israel“? Dette: „Sol, stå stille over Gibeon, og måne, over Ajjalons lavning.“ Endnu et ærefrygtindgydende mirakel! „Henved en hel dag“ oplyser solen slagmarken, indtil Israel har taget hævn over sine fjender. Det tilkommer ikke os at fremsætte teorier om hvordan Jehova udførte dette mirakel, lige så lidt som vi kan udspørge ham om hvordan han ’frembragte’ de to store lysgivere hvis lys begyndte at trænge igennem til jorden på den fjerde skabelsesdag. (1 Mosebog 1:16-19; Salme 135:5, 6) Beretningen siger kort og godt: „Der har ingen dag været som denne, hverken før eller siden, hvor Jehova hørte efter en mands røst; for Jehova selv kæmpede for Israel.“ — Josua 10:10-14.

13. Hvordan opmuntrede Josua sine anførere, og hvad blev det endelige resultat?

¹³ Som et højdepunkt på de afsluttende kampe dræbes de fem konger. Da siger Josua til sine anførere for hæren: „Vær ikke bange eller skrækslagne. Vær modige og stærke, for sådan vil Jehova gøre ved alle jeres fjender som I fører krig imod.“ Dette havde allerede vist sig at være sandt i forbindelse med syv af Kana’ans konger, og det viste sig fortsat at være sandt da endnu 24 kongeriger blev styrtet. Først da, efter seks års krigsførelse, havde landet ro. — Josua 10:16-25; 12:7-24.

14. Med hvilken holdning bør vi imødese Harmagedon, og hvad bør vi have tillid til?

¹⁴ Vi står nu over for den afgørende Harmagedonkrig. Måtte vi være lige så modige og stærke som Josua, hans krigere og hele Israels lejr. Vi kan have tillid til at ligesom Jehova bragte flere millioner israelitter uskadte ind i det forjættede land, sådan kan han også udføre andre ærefrygtindgydende mirakler og føre de millioner der frygtløst tjener ham nu, gennem Harmagedon og ind i sin nye ordning. — Åbenbaringen 7:1-3, 9, 14; 19:11-21; 21:1-5.

Vor beslutning

15. Hvilke arbejdsopgaver kan ’de andre får’ vente at få tildelt i Guds nye ordning?

¹⁵ Skønt Josua nu nærmede sig de 90 år, havde han endnu en stor opgave at løse — han skulle fordele landet mellem Israels stammer. At israelitterne nu fik deres arvelodder betød ikke at de skulle til at leve et liv i magelighed. Kaleb bad for eksempel om et område ved Hebron hvor de vældige anakitter boede; han ville gerne gøre en indsats for at udrydde de sidste af Jehovas fjender. Dette er ikke noget vidnesbyrd om at der under Kristi tusindårsrige vil leve fjendtlige mennesker på jorden. Men der vil være et stykke arbejde at gøre. Vi bør ikke regne med at vi kan dovne tiden væk i den nye tingenes ordning. Når Herrens „andre får“ har fået tildelt deres opgaver på ’den nye jord’ vil de få rigeligt at gøre med at forskønne jorden og omdanne den til et paradis. — Josua 14:6-15; Markus 10:29, 30; Romerne 12:11.

16. Hvad er Jehovas ordning med „tilflugtsbyer“ et billede på?

¹⁶ Da Josua delte landet op i arvelodder, satte han også seks af levitternes byer til side til „tilflugtsbyer“, tre på hver side af Jordan. Ifølge Guds ordning kunne uforsætlige manddrabere søge beskyttelse ved at flygte til en af disse byer. En sådan manddraber måtte bevise at han havde en ren samvittighed over for Gud, og dette gjorde han ved at blive i byen indtil ypperstepræsten døde. Eftersom medlemmerne af ’den store skare’ tidligere har haft forbindelse med denne verden der har pådraget sig blodskyld, må de også søge at opnå en god samvittighed over for Gud. Det kan de gøre ved at bekende deres synder, ændre sind, vende om, indvi sig til Jehova og lade sig døbe. Derefter må de forblive i denne godkendte tilstand. ’Den store skare’ må blive i „tilflugtsbyen“ indtil Jesus ved slutningen af tusindårsriget dør i billedlig forstand med hensyn til sin gerning som ypperstepræst. — Josua 20:1-9; Åbenbaringen 20:4, 5; 1 Korinther 15:22, 25, 26.

17. Hvilket glædebringende udfald ser vi i dag frem til?

¹⁷ Jehova havde velsignet sit folk Israel til overflod. Vejen havde været vanskelig og trængslerne mange, men til sidst nåede de ind i det forjættede land og bosatte sig der. Deres hjerter må have svulmet af taknemmelighed over for Jehova! Efter at vi har bevist vor trofasthed over for Gud vil vi føle en lignende glæde når vi går ind i hans nye ordning, der omfatter ’den nye jord’. Ja, vi vil erfare at dette også gælder i vor tid: „Ikke ét af alle de gode løfter som Jehova havde givet . . . slog fejl; alt gik i opfyldelse.“ (Josua 21:45) Måtte vi få del i disse løfter!

18. (a) Hvad mindede Josua Israels ældste om? (b) Hvilket ønske bør vi nære i forbindelse med Jehovas nye ordning?

¹⁸ I en alder af 110 år samlede Josua til sidst Israels ældste. Han mindede dem om at Jehova på vidunderlig vis havde velsignet sit trofaste folk fra Abrahams tid og frem til deres tid. Jehova sagde da til dem: „Således gav jeg jer et land som I ikke havde slidt for, og byer som I ikke havde bygget, og I bosatte jer i dem. Vingårde og olivenlunde som I ikke har plantet, spiser I af.“ Når der var sørget så godt for israelitterne, ville de ganske givet ønske at ’frygte Jehova og tjene ham i uangribelighed og sandhed’ i al fremtid. Og da vi kan se frem til at Jehova om kort tid indfører sin herlige ordning her på jorden, bør det være vort ønske at gøre det samme. — Josua 24:13, 14.

19. (a) Hvilket valg gav Josua nu israelitterne, og hvad svarede de? (b) Hvem bør vi ønske at ligne? (c) Hvad bør vi være fast besluttede på at gøre?

¹⁹ Josua sagde derefter rent ud til folket: „Hvis I ikke synes om at tjene Jehova, så vælg selv i dag hvem I vil tjene. . . . MEN JEG OG MIT HUS, VI VIL TJENE JEHOVA.“ Kan vi som enkeltpersoner sige det samme? Kan vore troende familiemedlemmer, vore menigheder, hele Guds verdensomspændende „husstand“? Ja, ganske afgjort! (Efeserne 2:19) På Josuas tid svarede folket: „Vi vil tjene Jehova vor Gud, og vi vil adlyde hans røst!“ (Josua 24:15, 24) Senere brød de desværre dette løfte. Vi ønsker ikke at være som dem. Det er vort ønske at være som Josua og hans husstand, som Kaleb, som gibeonitterne og som Rahab. Ja, „VI VIL TJENE JEHOVA“. Måtte vi gøre det modigt og i fuldstændig tillid til at intet „vil kunne skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vor Herre“. — Romerne 8:39.