De dømmes på grundlag af det der står skrevet i de skriftruller der bliver åbnet til den tid. Dette kan ikke være en beretning om deres tidligere liv eller et sæt regler der dømmer dem på grundlag af deres tidligere adfærd. Eftersom „den løn synden betaler er døden“, har de ved deres død allerede fået lønnen for deres tidligere synder. (Ro 6:7, 23) De er nu blevet oprejst for at kunne vise hvordan de stiller sig til Gud og det genløsningsoffer som Jesus Kristus har bragt for alle. (Mt 20:28; Joh 3:16) Selv om deres tidligere synder ikke tilregnes dem, behøver de genløsningen for at nå frem til fuldkommenhed. De må forny deres sind ved at opgive deres tidligere tankegang og livsform og rette sig ind efter Guds vilje og de bestemmelser der gælder for jorden og dens befolkning. Det ser derfor ud til at „skriftrullerne“ fremstiller Guds vilje og lov for dem på denne domsdag, og at deres tro og lydighed til den tid vil være bestemmende for dommen og for om deres navne til sidst bliver permanent indskrevet i „livets skriftrulle“.

Johannes 5:29 sigter til udfaldet af domsperioden. For at forstå den synsvinkel Jesus anlægger når han taler om „livets opstandelse“ og „dommens opstandelse“, er det vigtigt at lægge mærke til hvad han i denne sammenhæng siger om de levende der dengang var åndeligt døde (yderligere forklaret i afsnittet „Gået over fra døden til livet“): „Den time kommer, og den er her nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de der giver agt [ordr.: „de der har hørt“], skal leve.“ (Joh 5:25, Int; jf. Se.) Som det fremgår af disse ord, talte Jesus ikke om nogle der blot hørte lyden af hans stemme, men om dem der ’havde hørt’, det vil sige dem der, efter at have hørt hans udtalelser, anerkendte dem som sande. Ordene „høre“ og „lytte“ bruges ofte i Bibelen i betydningen „give agt“ eller „adlyde“. (Se LYDIGHED.) De der adlyder, vil leve. (Se brugen af det samme græske ord [akouʹō], „at høre“, „at høre efter“, i Joh 6:60; 8:43, 47; 10:3, 27.) De bliver altså ikke dømt for det de gjorde før de hørte hans røst, men for det de har gjort efter at de har hørt den.

Det var åbenbart den samme synsvinkel Jesus anlagde da han talte om ’dem som har gjort det der er godt’ og ’dem som har øvet det der er slet’. Han beskrev uden tvivl situationen som den ville tage sig ud ved domsperiodens afslutning, som om han så tilbage på de gerninger disse opstandne havde gjort efter at de havde haft lejlighed til enten at adlyde eller at ignorere „det der stod skrevet i skriftrullerne“. Først ved afslutningen af domsperioden ville det vise sig hvem der havde gjort det gode, og hvem der havde øvet det onde. De der havde gjort ’det der var godt’ (idet de havde rettet sig efter „det der stod skrevet i skriftrullerne“), ville opnå livet som belønning, og de der havde øvet ’det der var slet’, ville få en fordømmende dom. Deres opstandelse ville altså have vist sig at være enten en opstandelse til liv eller en opstandelse til fordømmelse.