i 1918 begyndte Herren Jehova og „[Abrahams]pagtens sendebud“, Jesus Kristus, at dømme „Guds hus“, dem der bekendte sig som kristne. Derved blev den frafaldne kristenhed stillet til doms. (Malakias 3:1; 1 Peter 4:17) Den enorme blodskyld den havde pådraget sig under den første verdenskrig, dens meddelagtighed i forfølgelsen af Jehovas trofaste vidner, og dens babyloniske lærdomme — intet af dette tjente til gunst for den. Der var heller ingen andre dele af Babylon den Store som kunne opnå Guds godkendelse. — Jævnfør Esajas 13:1-9.

Den var juridisk set dødsdømt og ventede blot på henrettelsen; derfor kunne den falske religion ikke længere holde Jehovas tjenere i fangenskab. (Jævnfør Lukas 9:59, 60.) De blev udfriet, så de kunne tjene som Herrens trofaste og kloge træl og tilvejebringe åndelig mad i rette tid. De havde selv fået en positiv dom og blev sat til igen at være travlt optaget i Jehovas gerning. — Mattæus 24:45-47; 25:21, 23; Apostelgerninger 1:8.