18. Hvad giver israelitterne sig til at klage over på vejen til Kadesj-Barnea, og hvilken ændring i lejrens teokratiske ordning foretager Jehova?

¹⁸ Imidlertid opstår der vanskeligheder i lejren. På turen mod nord til Kadesj-Barnea beklager folket sig ved mindst tre lejligheder. For at kvæle det første udbrud af utilfredshed sender Jehova en ild, som fortærer nogle af dem. Så får „den sammenløbne hob“ israelitterne til at klage over at de må undvære Ægyptens fisk, agurker, vandmeloner, porrer, løg og hvidløg og nøjes med manna. (11:4, 5) Moses bliver så nedslået at han beder Jehova om at dræbe ham frem for at lade ham fortsætte som plejefader for hele dette folk. Omsorgsfuldt tager Jehova noget af den ånd der er over Moses og lægger den på 70 af de ældste, der herefter hjælper Moses som profeter i lejren. Så kommer der kød i overflod. Som det en gang før var sket sender Jehova en vind der driver vagtler ind fra havet, og i selvisk grådighed samler folket store forråd. Jehovas vrede blusser op imod israelitterne, og mange omkommer på grund af deres grådige begær. — 2 Mos. 16:2, 3, 13.

19. Hvordan bringer Jehova Mirjams og Arons kritik til ophør?

¹⁹ Vanskelighederne fortsætter. Mirjam og Aron viser ikke den rette respekt for deres yngre broder, Moses, som Jehovas repræsentant, og finder anledning til at kritisere ham på grund af hans hustru, der lige er ankommet til lejren. De kræver en myndighed som hans, skønt „manden Moses var langt den sagtmodigste af alle de mennesker der var på jordens flade“. (4 Mos. 12:3) Jehova sætter selv tingene på plads. Han bekendtgør at Moses indtager en særstilling og slår Mirjam, der sandsynligvis er det egentlige ophav til klagen, med spedalskhed. Kun på Moses’ forbøn bliver hun senere helbredt.

20, 21. Hvorfor beslutter Jehova at Israel skal vandre i ørkenen i 40 år?

²⁰ Israelitterne ankommer til Kadesj og slår lejr på tærskelen til det forjættede land. Jehova befaler Moses at sende nogle mænd ud for at udspejde landet. De trænger ind i landet sydfra og går mod nord, helt op til „indgangen til Hamat“; i løbet af 40 dage tilbagelægger de hundreder af kilometer. (13:21) Da de vender tilbage med nogle af Kana’ans frugter hævder ti af dem troløst at det ville være tåbeligt at drage op imod så stærkt et folk og så store, befæstede byer. Kaleb forsøger at berolige forsamlingen ved at aflægge en positiv rapport, men uden held. De oprørske spejdere sår frygt i israelitterne da de erklærer at landet „fortærer sine indbyggere“ og at folket deri er „mænd af en usædvanlig højde“. En oprørsstemning griber hele lejren, og Josua og Kaleb prøver at tale israelitterne til fornuft ved at forsikre dem om at de ikke behøver at frygte, eftersom Jehova er med dem. (13:32; 14:9) Men forsamlingen begynder at tale om at stene dem.

²¹ Så griber Jehova direkte ind og siger til Moses: „Hvor længe vil dette folk handle respektløst over for mig, og hvor længe vil de undlade at tro på mig trods alle de tegn jeg har gjort iblandt dem?“ (14:11) Moses bønfalder Jehova om ikke at tilintetgøre folket, eftersom Jehovas eget navn og ry står på spil. Jehova bestemmer derfor at Israel skal fortsætte med at vandre i ørkenen indtil alle de mønstrede blandt folket, fra 20 år og opefter, er døde. Af de mønstrede mænd vil kun Kaleb og Josua få lov til at komme ind i det forjættede land. Folket prøver at drage ind i landet på eget initiativ, men lider et frygteligt nederlag og bliver slået på flugt af amalekitterne og kana’anæerne. Folket må betale en høj pris for dets respektløse holdning til Jehova og hans loyale repræsentanter!

22. På hvilke måder understreges betydningen af lydighed?

²² Israelitterne har meget at lære om hvad lydighed vil sige. Det er derfor meget passende at Jehova udsteder nogle love om dette. Han lader dem forstå at når de kommer ind i det forjættede land må der skaffes soning for synder der begås af vanvare, men forsætlig ulydighed skal uden undtagelse straffes med døden. Da man således opdager at en mand krænker sabbatsloven ved at samle brænde på sabbatten, befaler Jehova: „Manden skal ubetinget lide døden.“ (15:35) For at minde israelitterne om sine bud og betydningen af at følge dem, befaler Jehova at de skal bære frynser på sømmene af deres klæder.

23. Hvad fører Koras, Datans og Abirams oprør til?

²³ Ikke desto mindre bryder et oprør ud igen. Kora, Datan, Abiram og 250 af forsamlingens ansete mænd opponerer mod Moses’ og Arons myndighed. Moses lægger sagen frem for Jehova og siger så til oprørerne at de skal tage ildbækkener og røgelse, som de skal frembære for Jehova, der så vil vise hvem han godkender. (16:6, 7) Jehovas herlighed viser sig derefter for hele forsamlingen. Hurtigt eksekverer han dommen, idet han får jorden til at åbne sig og opsluge Koras, Datans og Abirams husstande, og udsender en ild der fortærer de 250 mænd som har frembåret røgelse, deriblandt Kora. Allerede næste dag begynder folket at bebrejde Moses og Aron det der er sket, og igen sender Jehova en plage over israelitterne og udsletter 14.700 af dem der har knurret.

24. Med hvilket tegn gør Jehova ende på denne oprørskhed?

²⁴ Som følge af disse begivenheder befaler Jehova at hver stamme skal lægge en stav med navn på frem for ham, og staven fra Levis stamme skal bære Arons navn. Næste dag viser det sig at Jehova har valgt Aron til præstedømmet, for kun hans stav blomstrer og bærer modne mandler. Den skal opbevares i pagtens ark „som et tegn for de opsætsige sønner“. (4 Mos. 17:10; Hebr. 9:4) Herefter fremsættes nogle forordninger om præsteskabets underhold ved hjælp af tiende samt forordninger om brugen af renselsesvand med asken fra en rød ko. Så fører beretningen os tilbage til Kadesj, hvor Mirjam dør og bliver begravet.

25. Hvordan forsømmer Moses og Aron at hellige Jehova, og hvad bliver resultatet?

²⁵ På tærskelen til det forjættede land strides folket atter med Moses fordi det mangler vand. I Jehovas øjne er det Ham de sætter sig op imod. Han viser sig i sin herlighed og befaler Moses at tage sin stav og få vand frem fra klippen. Helliger Moses og Aron nu Jehova? Nej. I stedet slår Moses to gange på klippen i vrede. Folket og kvæget får vand at drikke, men Moses og Aron har ikke givet Jehova den ære der tilkommer ham. Den anstrengende ørkenvandring er næsten forbi, men de har begge pådraget sig Jehovas mishag og får at vide at de ikke kommer ind i det forjættede land. Senere dør Aron på bjerget Hor, og hans søn Eleazar overtager pligterne som ypperstepræst.

26. Hvilke begivenheder indtræffer mens israelitterne er på vej uden om Edom?

²⁶ Israelitterne drager mod øst og prøver at komme gennem Edoms land, men bliver afvist. De vandrer den lange vej uden om Edom, og undervejs kommer de igen i vanskeligheder da de knurrer imod Gud og Moses. De er lede og kede af mannaen, og de er tørstige. På grund af deres oprørskhed sender Jehova giftslanger blandt dem, og mange dør. Moses går i forbøn for folket, og Jehova byder ham da til sidst at lave en kobberslange og anbringe den på en signalstang. De der er blevet bidt af slangerne kan redde livet ved at se hen på kobberslangen. Mens israelitterne er på vej mod nord bliver der lagt dem hindringer i vejen af to krigeriske konger, først amoritten Sihon og siden Og af Basan. Israel slår dem begge og okkuperer deres områder, som ligger øst for Jordansænkningen.

27. Hvordan krydser Jehova Balaks planer i forbindelse med Bileam?

²⁷ Begivenhederne på Moabs sletter (22:1–36:13). I spændt forventning om indtoget i Kana’an samles israelitterne nu på Moabs ørkensletter nord for det Det Døde Hav og øst for Jordan, over for Jeriko. Da moabitterne ser denne uhyre lejr udbredt foran sig, føler de en dyb rædsel. Deres konge, Balak, sender i forståelse med midjanitterne bud efter Bileam, for at han ved spådom skal bringe en forbandelse over Israel. Skønt Gud direkte siger til Bileam: „Du må ikke gå med dem,“ ønsker Bileam inderst inde at gøre det. (22:12) Han vil nemlig gerne have den udsatte belønning. Omsider kommer han af sted, men bliver standset af en engel og irettesættes af sit eget æsel, der får mæle ved et mirakel. Da det langt om længe lykkes Bileam at udtale sig om Israel, kommer Guds ånd over ham så hans fire „fyndige udsagn“ kun rummer velsignelser for Guds folk, ja han forudsiger endda at en stjerne skal fremtræde fra Jakob og et scepter rejse sig fra Israel for at herske og udrydde.

28. Hvilken fælde lægges nu for Israel på Bileams anvisning, og hvordan bringes plagen til ophør?

²⁸ Balak bliver rasende fordi Bileam ikke forbander Israel, så Bileam forsøger nu at indynde sig hos kongen ved at foreslå at moabitterne lader deres kvinder lokke de israelitiske mænd med til de utugtige ceremonier der hører til ba’alsdyrkelsen. (31:15, 16) Her, lige på grænsen til det forjættede land, gør israelitterne sig skyldige i grov umoralitet og afgudsdyrkelse. Jehovas vrede blusser op i form af en plage, og Moses foranstalter en drastisk afstraffelse af synderne. Da Pinehas, en søn af ypperstepræsten, ser en høvdingesøn føre en midjanitisk kvinde ind i sit telt i selve lejren, går han efter dem med en lanse og dræber dem, kvinden med et stød gennem underlivet. Så først standser plagen; den har da kostet 24.000 livet.

35. (a) Hvad skal kristne vogte sig for, som belyst ved de ting israelitterne erfarede i ørkenen, og hvorfor? (b) Hvilke eksempler på begærlighed og oprør omtalte Judas og Peter i deres breve?

³⁵ Hvorfor blev israelitterne dømt til at vandre i ørkenen i 40 år? De manglede tro. Det var netop det apostelen Paulus påpegede da han indtrængende formanede: „Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer udvikles et ondt hjerte uden tro, ved frafald fra den levende Gud; men bliv ved med at tilskynde hinanden hver dag.“ Det var på grund af ulydighed og manglende tro at israelitterne måtte dø i ørkenen. „Lad os derfor gøre vort yderste for at gå ind til [Guds] hvile, for at ikke nogen skal falde, efter samme eksempel på ulydighed.“ (Hebr. 3:7–4:11; 4 Mos. 13:25–14:38) Judas advarede mod ugudelige mennesker der spotter det der er helligt, og han mindede i den forbindelse om Bileams begærlighed efter belønningen og om Koras oprør imod Jehovas tjener Moses. (Jud. 11; 4 Mos. 22:7, 8, 22; 26:9, 10) Peter omtalte Bileam som en der „elskede lønnen for at øve uret“, og den herliggjorte Jesus nævnte ham i sin åbenbaring til Johannes og sagde at han ’lagde en snublesten for Israel i form af afgudsdyrkelse og utugt’. Den kristne menighed i dag må også advares mod den slags vanhellige personer. — 2 Pet. 2:12-16; Åb. 2:14.

36. Hvad advarede Paulus imod, og hvordan kan vi i dag få gavn af hans råd?

³⁶ Da et umoralsk forhold blev opdaget i menigheden i Korinth, skrev Paulus til menighedens medlemmer at de ikke måtte „begære noget skadeligt“, hvilket direkte sigter til Fjerde Mosebog. Han advarede: „Lad os heller ikke øve utugt, som nogle af dem begik utugt, og på én dag faldt treogtyve tusind.“ (1 Kor. 10:6, 8; 4 Mos. 25:1-9; 31:16)b Og med hensyn til det der skete da folket klagede over at lydighed mod Guds befalinger medførte personlige besværligheder, og da de var utilfredse med den manna Jehova tilvejebragte, sagde Paulus: „Lad os heller ikke sætte Jehova på prøve, som nogle af dem satte ham på prøve, og de blev dræbt af slangerne.“ (1 Kor. 10:9; 4 Mos. 21:5, 6) Paulus fortsatte: „I må heller ikke knurre, sådan som nogle af dem knurrede, og de blev dræbt af ødelæggeren.“ Israelitterne høstede bitre erfaringer fordi de knurrede mod Jehova, hans repræsentanter og hans foranstaltninger!