Hvem vil overleve „Jehovas dag“?

„Jehovas dag er stor og meget frygtindgydende, og hvem kan udholde den?“ — JOEL 2:11.

1. Hvorfor bør tanken om ’Jehovas frygtindgydende dag’ fylde os med glæde?

„FRYGTINDGYDENDE“! Det er sådan Guds profet Joel beskriver ’Jehovas store dag’. Vi der elsker Jehova og har indviet os til ham på grundlag af Jesu genløsningsoffer, har imidlertid ikke noget at frygte ved tanken om at Jehovas dag er nær. Det vil blive en ærefrygtindgydende dag, men også en dag med storslået frelse og udfrielse fra en ugudelig ordning der har voldt menneskeheden ondt i tusinder af år. Joel opfordrer Guds folk til ved tanken om denne dag at „juble og fryde [sig], for Jehova handler storslået“. Han giver denne forsikring: „Da skal enhver som påkalder Jehovas navn undslippe.“ Ja, under Guds riges styre „vil der være undslupne, sådan som Jehova har sagt, og blandt de overlevende som Jehova kalder på“. — Joel 2:11, 21, 22, 32.

2. Hvordan opfyldes Guds hensigter på (a) „Herrens dag“ og (b) „Jehovas dag“?

² Jehovas frygtindgydende dag må ikke forveksles med den „Herrens dag“ der omtales i Åbenbaringen 1:10. På Herrens dag opfyldes de 16 syner der er beskrevet i Åbenbaringens 22 kapitler, og denne dag falder sammen med tiden for opfyldelsen af alle de begivenheder Jesus forudsagde som svar på sine disciples spørgsmål: „Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ Jesu nærværelse i himmelsk magt har på jorden sat sig spor i form af grufulde fænomener som ’krige, hungersnød, had, pest og lovløshed’. Mens disse sørgelige tilstande har grebet voldsomt om sig, har Jesus trøstet de gudfrygtige ved at sende sine nutidige disciple ud for at forkynde „denne gode nyhed om riget . . . på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“. Som højdepunkt på Herrens dag „vil enden komme“ for den nuværende tingenes ordning i form af Jehovas frygtindgydende dag. (Mattæus 24:3-14; Lukas 21:11) Det vil være dagen hvor Jehova eksekverer en hastig dom over Satans fordærvede verden. „Himmelen og jorden vil ryste; men Jehova er et tilflugtssted for sit folk.“ — Joel 3:16.

Jehova griber ind i Noas dage

3. Hvilken lighed er der mellem forholdene i dag og forholdene på Noas tid?

³ Verdensforholdene i dag er et sidestykke til „Noas dage“ for over 4000 år siden. (Lukas 17:26, 27) I Første Mosebog 6:5 læser vi: „Da så Jehova at menneskets ondskab var meget udbredt på jorden og at enhver tilbøjelighed i dets hjertes tanker kun var ond dagen lang.“ Det kunne være et signalement af verden i dag. Ugudelighed, begærlighed og mangel på kærlighed findes overalt. Til tider kunne man fristes til at tro at fornedrelsen har nået bunden; men apostelen Paulus’ profeti om „de sidste dage“ opfyldes fortsat: „Onde mennesker og bedragere vil gå frem til det værre, idet de leder vild og ledes vild.“ — 2 Timoteus 3:1, 13.

4. Hvilken virkning havde falsk gudsdyrkelse i tidlige tider?

⁴ Kunne religionen have bedret menneskehedens forhold på Noas tid? Tværtimod! Datidens frafald i form af afgudsdyrkelse fremskyndede kun forfaldet. Vore første forældre var bukket under for den falske lære der blev fremført af „slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan“. I andet slægtled fra Adam „begyndte man at påkalde Jehovas navn“, sikkert på en gudsbespottelig måde. (Åbenbaringen 12:9; 1 Mosebog 3:3-6; 4:26) Senere svigtede nogle oprørske engle deres kærlighed til Gud og iførte sig menneskelegemer for at stå i urette seksuelle forhold til smukke menneskedøtre. Disse kvinder fødte et bastardafkom, kæmper der blev kaldt nefilim, som undertrykte og tyranniserede mennesker. Under denne dæmoniske påvirkning ’ødelagde alt kød sin vej på jorden’. — 1 Mosebog 6:1-12.

5. Hvilken advarsel giver Jesus os med henvisning til forholdene i Noas dage?

⁵ Der var imidlertid én familie der holdt fast ved sin uangribelighed over for Jehova. Derfor „bevarede [Gud] Noa, en forkynder af retfærdighed, sammen med syv andre, da han bragte en vandflod over en verden af ugudelige“. (2 Peter 2:5) Vandfloden forudskildrede Jehovas frygtindgydende dag, som vil markere enden på denne tingenes ordning, og om hvilken Jesus profeterede følgende: „Om den dag og time ved ingen noget, hverken himlenes engle eller Sønnen, kun Faderen alene. For ligesom Noas dage var, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være. For som de var i de dage før vandfloden: de spiste og drak, mænd giftede sig og kvinder bortgiftedes, indtil den dag Noa gik ind i arken, og de gav ikke agt før vandfloden kom og rev dem alle bort, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være.“ (Mattæus 24:36-39) Situationen i dag er den samme, og derfor lyder Jesu opfordring til os: „Vær opmærksomme på jer selv . . . Våg da, idet I hele tiden beder, så I må være i stand til at undslippe alle disse ting som skal ske.“ — Lukas 21:34-36.

Jehova bringer retslig straf over Sodoma og Gomorra

6, 7. (a) Hvad forudskildrede begivenhederne på Lots tid? (b) Hvilken tydelig advarsel giver det os?

⁶ Nogle hundrede år efter Vandfloden, da Noas efterkommere var blevet talrige på jorden, var den trofaste Abraham og hans nevø Lot øjenvidner til endnu en frygtindgydende „Jehovas dag“. Lot og hans familie boede i byen Sodoma, der sammen med nabobyen Gomorra var forsumpet i frastødende umoralitet. Også materialismen var i højsædet, noget der til sidst fik konsekvenser for Lots hustru. Jehova havde sagt til Abraham: „Klageskriget over Sodoma og Gomorra, ja, det er højt, og deres synd, ja, den er meget stor.“ (1 Mosebog 18:20) Abraham bønfaldt Jehova om at skåne disse byer for de retfærdige indbyggeres skyld, men Jehova erklærede at han end ikke kunne finde ti retfærdige dér. Hans udsendte engle sørgede for at Lot og hans to døtre undslap til den nærliggende by Zoar.

⁷ Hvad skete der så? Svaret finder vi i Lukas 17:28-30, hvor der drages en parallel mellem vor tids „sidste dage“ og de sidste dage på Lots tid: „Ligeledes, som det gik i Lots dage: de spiste, de drak, de købte, de solgte, de plantede, de byggede. Men den dag da Lot gik ud af Sodoma regnede ild og svovl ned fra himmelen og gjorde det af med dem alle. På samme måde vil det være på den dag da Menneskesønnen åbenbares.“ Sodomas og Gomorras endeligt på Jehovas frygtindgydende dag dengang udgør en klar advarsel til os der lever nu hvor Jesus er nærværende. Vor tids generation har også „begået utugt i stort omfang og [er] gået efter kød til unaturlig brug“. (Judas 7) Vor tids umoralske sexvaner har desuden forårsaget meget af den „pest“ Jesus forudsagde angående vor tid. — Lukas 21:11.

Israel høster „storm“

8. Påskønnede Israel sin pagt med Jehova?

⁸ Med tiden valgte Jehova Israel som sin „særlige ejendom blandt alle folkene, . . . et kongerige af præster og en hellig nation“. Men betingelsen var at de ’nøje adlød hans røst og holdt hans pagt’. (2 Mosebog 19:5, 6) Påskønnede de denne storslåede forret? Nej! Trofaste israelitter som Moses, Samuel, David, Josafat, Ezekias, Josias samt hengivne profeter og profetinder tjente ham loyalt. Men nationen som et hele var troløs. Med tiden blev riget delt i to stater, Israel og Juda. Næsten uafbrudt besmittede begge nationer sig med afgudsdyrkelse og gudvanærende skikke fra nabolandene. — Ezekiel 23:49.

9. Hvilken dom afsagde Jehova over det oprørske tistammerige?

⁹ Hvordan så Jehova på dette? Som altid lod han en advarsel lyde i overensstemmelse med den regel Amos omtalte: „Den suveræne Herre Jehova gør . . . intet uden at han har åbenbaret sin fortrolige sag for sine tjenere profeterne.“ Amos udråbte et ve over nordriget Israel: „Hvad vil Jehovas dag da betyde for jer? Den vil være mørke og ikke lys.“ (Amos 3:7; 5:18) Desuden erklærede Amos’ medprofet Hoseas: „Vind sår de, og storm skal de høste.“ (Hoseas 8:7) I 740 f.v.t. benyttede Jehova den assyriske hær til at udslette nordriget Israel for altid.

Jehova gør regnskabet op med det frafaldne Juda

10, 11. (a) Hvorfor ønskede Jehova ikke at tilgive Juda rige? (b) Hvilke vederstyggeligheder havde nationen fordærvet sig med?

¹⁰ Jehova sendte også sine profeter til sydriget Juda. Alligevel fortsatte judæiske konger som Manasse og hans efterfølger, Amon, med at gøre hvad der var ondt i Jehovas øjne, idet de „udgød . . . uskyldigt blod i store mængder“ og „dyrkede de uhumske guder . . . og bøjede sig for dem“. Amons søn Josias gjorde hvad der var ret i Jehovas øjne, men de følgende konger og deres undersåtter hengav sig igen til ugudelighed i et omfang „så Jehova ikke ønskede at tilgive det“. — 2 Kongebog 21:16-21; 24:3, 4.

¹¹ Jehova erklærede gennem sin profet Jeremias: „En forfærdende, ja grufuld tilstand råder i landet: Profeterne profeterer løgn, og præsterne byder over andre med den magt de har. Og mit folk elsker det på den måde; men hvad vil I gøre når enden på det kommer?“ Nationen Juda havde pådraget sig en ubeskrivelig blodskyld, og indbyggerne lod sig fordærve ved at stjæle, myrde, begå ægteskabsbrud, sværge falsk, vandre efter andre guder og bedrive andre vederstyggeligheder. Guds tempel var blevet „en røverhule“. — Jeremias 2:34; 5:30, 31; 7:8-12.

12. Hvordan straffede Jehova det opsætsige Jerusalem?

¹² Jehova erklærede: „En ulykke lader jeg komme fra nord [Kaldæa], ja et stort sammenbrud.“ (Jeremias 4:6) Han brugte det babyloniske verdensrige, der dengang var „hele jordens smedehammer“, til at knuse det opsætsige Jerusalem og dets tempel. (Jeremias 50:23) Efter en streng belejring faldt byen i 607 f.v.t. for Nebukadnezars stærke hær. „Derpå dræbte Babylons konge [kong] Zedekias’ sønner i Ribla for øjnene af ham; også alle Judas fornemme dræbte Babylons konge. Og han blindede Zedekias’ øjne, hvorpå han bandt ham med kobberlænker for at føre ham til Babylon. Og kaldæerne brændte kongens hus og folkets huse med ild, og Jerusalems mure nedbrød de. Og resten af folket som var tilbage i byen, og overløberne der var løbet over til ham, og resten af folket som var tilbage, førte Nebuzar-Adan, øversten for livvagten, i landflygtighed til Babylon.“ — Jeremias 39:6-9.

13. Hvem blev frelst på Jehovas dag i 607 f.v.t., og hvorfor?

¹³ Det var en særdeles frygtindgydende dag. Men nogle få der adlød Jehova, var blandt dem der slap levende fra denne flammende dom. Til dem hørte de ikkeisraelitiske rekabitter, der i modsætning til judæerne var ydmyge og lydige. Også den trofaste eunuk Ebed-Melek, der havde reddet Jeremias op af en dyndfyldt cisterne, samt Jeremias’ loyale sekretær, Baruk, blev frelst. (Jeremias 35:18, 19; 38:7-13; 39:15-18; 45:1-5) Det var til sådanne tjenere at Jehova sagde: „Jeg kender selv de tanker jeg tænker om jer, . . . tanker om fred, og ikke om ulykke, for at give jer en fremtid og et håb.“ Dette løfte fik en mindre opfyldelse i 539 f.v.t. da gudfrygtige jøder fik deres frihed af Babylons erobrer, kong Kyros, og vendte tilbage for at genopbygge Jerusalem og byens tempel. De der i dag forlader babylonisk religion og antager den rene tilbedelse af Jehova, kan på samme måde imødese en glædesfyldt fremtid med evig fred i det paradis Jehova genopretter. — Jeremias 29:11; Salme 37:34; Åbenbaringen 18:2, 4.

’En stor trængsel’ i det første århundrede

14. Af hvilken grund forkastede Jehova Israel for altid?

¹⁴ I det første århundrede efter vor tidsregning var jøderne igen præget af frafald. Jehova sendte sin enestefødte søn til jorden som sin Salvede, eller Messias. I årene fra 29 til 33 forkyndte Jesus overalt i Israel og sagde: „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.“ (Mattæus 4:17) Desuden samlede og oplærte han disciple til sammen med ham at forkynde den gode nyhed om Riget. Hvordan blev Jesus modtaget af jødernes herskere? De løj ham ondt på og begik til sidst den uhyrlige forbrydelse at forårsage hans pinefulde død på en marterpæl. Jehova forkastede derfor jøderne som sit folk, denne gang for evigt.

15. Hvad fik angrende jøder den forret at være med til?

¹⁵ På pinsedagen i år 33 udgød den opstandne Jesus den hellige ånd, hvorved hans disciple fik evnen til at tale i tunger og derved kunne forkynde for de jøder og proselytter der hurtigt var stimlet sammen. Apostelen Peter henvendte følgende ord til skaren: „Denne Jesus har Gud oprejst, hvilket vi alle er vidner om. . . . Lad derfor hele Israels hus vide som noget sikkert, at Gud har gjort ham til både Herre og Kristus, denne Jesus som I pælfæstede.“ Hvordan påvirkede det de retsindige jøder? ’Det stak dem i hjertet’, og de ændrede sind og lod sig døbe. (Apostelgerninger 2:32-41) Forkyndelsen af Riget tog fart, og inden der var gået 30 år, var den nået ud til „al skabningen under himmelen“. — Kolossenserne 1:23.

16. Hvordan styrede Jehova de begivenheder der førte frem til eksekveringen af hans dom over det kødelige Israel?

¹⁶ Tiden var nu inde til at Jehova ville eksekvere dommen over sit forkastede folk, det kødelige Israel. Mange tusind fra nationerne i den dakendte verden var strømmet til den kristne menighed og var blevet salvet som det åndelige „Guds Israel“. (Galaterne 6:16) Datidens jøder var generelt sunket ned i had og sekterisk vold. De nægtede at „underordne sig de højere myndigheder“, sådan som man ifølge Paulus burde, og gjorde åbent oprør mod det romerske overherredømme. (Romerne 13:1) Jehova styrede tydeligvis de begivenheder der fulgte. I år 66 rykkede romerske legioner under hærføreren Gallus frem og belejrede Jerusalem. De romerske angribere gennembrød byens forsvar og begyndte at underminere tempelmuren. Som historikeren Josefus oplyser, var der virkelig kommet trængsel over byen og folket.a Men pludselig flygtede de angribende soldater. Det gav Jesu disciple mulighed for at „flygte til bjergene“ i lydighed mod hans profetiske formaning i Mattæus 24:15, 16.

17, 18. (a) Hvilken trængsel fra Jehova bragte retfærdig straf over datidens jøder? (b) Hvilket „kød“ ’undslap’, og hvad skildrede det?

¹⁷ Men den fulde eksekvering af Jehovas dom som kulmination på trængselen skulle først indtræffe i år 70, da de romerske legioner atter gik til angreb, nu under hærføreren Titus. Dette slag blev altafgørende. Jøderne, der havde kæmpet indbyrdes, var romerne håbløst underlegne. Byen og templet blev jævnet med jorden. Over en million udhungrede jøder led en kvalfuld død, og cirka 600.000 lig blev kastet ud gennem byportene. Efter byens fald blev 97.000 jøder ført bort som fanger, mange for siden at dø i arenaen som gladiatorer. Ja, det eneste „kød“ der blev frelst i disse trængselsår, var de lydige kristne der var flygtet til bjergene på den anden side af Jordanfloden. — Mattæus 24:21, 22; Lukas 21:20-22.

¹⁸ Sådan fik Jesu store profeti om „afslutningen på tingenes ordning“ sin første opfyldelse, der kulminerede med Jehovas dag i år 66-70 da han bragte retfærdig straf over den oprørske jødiske nation. (Mattæus 24:3-22) Men det var kun en skygge af det der vil ske når „Jehovas store og frygtindgydende dag kommer“ i form af den endelige trængsel over verden. (Joel 2:31) Hvordan kan vi „undslippe“? Det vil blive behandlet i den næste artikel.

Forkynd offentligt til frelse

„Enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst.“ — ROMERNE 10:13.

1. Hvilke advarsler har lydt på flere tidspunkter i historien?

I HISTORIENS løb er flere tidspunkter blevet omtalt som „Jehovas dag“. Vandfloden på Noas tid, udslettelsen af Sodoma og Gomorra samt Jerusalems ødelæggelse i år 607 f.v.t. og i år 70 e.v.t. har hver især kunnet kaldes Jehovas store og frygtindgydende dag. Der har i hvert enkelt tilfælde været tale om den dag hvor Jehova straffede dem som havde gjort oprør mod ham. (Malakias 4:5; Lukas 21:22) Det medførte at mange gik til grunde som følge af deres ondskab. Men der var også nogle som overlevede. Jehova lod på forhånd en advarsel lyde som gjorde de onde bekendt med hans forestående indgriben og gav de retsindige mulighed for at blive frelst.

2, 3. (a) Hvilken profetisk advarsel blev citeret på pinsedagen år 33? (b) Hvad ville det fra Pinsedagen og frem indebære at påkalde Jehovas navn?

² Jerusalems ødelæggelse i år 70 er et tydeligt eksempel på dette. Profeten Joel forudsagde denne begivenhed næsten 900 år i forvejen med ordene: „Jeg vil give varsler på himmelen og på jorden, blod og ild og røgstøtter. Solen vil blive forvandlet til mørke og månen til blod før Jehovas store og frygtindgydende dag kommer.“ Hvordan kunne nogen overleve denne forfærdende periode? Joel skrev under inspiration: „Da skal enhver som påkalder Jehovas navn undslippe; for på Zions Bjerg og i Jerusalem vil der være undslupne, sådan som Jehova har sagt, og blandt de overlevende som Jehova kalder på.“ — Joel 2:30-32.

³ Da apostelen Peter på pinsedagen år 33 talte til en folkeskare bestående af jøder og proselytter i Jerusalem, citerede han Joels profeti og viste at hans tilhørere kunne forvente at disse ord ville blive opfyldt i deres tid: „Jeg vil gøre undere på himmelen oventil og tegn på jorden nedentil, blod og ild og røgtåge; solen vil blive forvandlet til mørke og månen til blod før Jehovas store og strålende dag kommer. Og enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst.“ (Apostelgerninger 2:16-21) Peters tilhørere var alle underlagt Moseloven og kendte derfor Jehovas navn. Men Peter forklarede at fremover ville det at påkalde Jehovas navn indebære mere. Det ville indebære at man lod sig døbe i Jesu navn, han der var blevet slået ihjel og siden var blevet oprejst til udødeligt liv i himmelen. — Apostelgerninger 2:37, 38.

4. Hvilket budskab forkyndte de kristne vidt og bredt?

⁴ Fra Pinsedagen og frem forkyndte de kristne om den opstandne Jesus. (1 Korinther 1:23) De bekendtgjorde at mennesker kunne blive antaget som åndelige sønner af Jehova Gud og blive en del af et nyt „Guds Israel“, en åndelig nation der ville ’forkynde Jehovas dyder vidt og bredt’. (Galaterne 6:16; 1 Peter 2:9) De der forblev trofaste til døden, ville som Jesu medarvinger arve udødeligt liv i hans himmelske rige. (Mattæus 24:13; Romerne 8:15, 16; 1 Korinther 15:50-54) Desuden skulle disse kristne forkynde Jehovas kommende store og frygtindgydende dag. De skulle advare den jødiske verden om at den ville opleve en trængsel som ville overgå alt hvad der før havde ramt Jerusalem og dem der hævdede at være Guds folk. Der ville dog også være nogle som overlevede. Hvem? De der påkaldte Jehovas navn.

„I de sidste dage“

5. Hvilke profetier har fået deres opfyldelse i vor tid?

⁵ Forholdene dengang var på mange måder et billede på det vi ser i dag. Siden 1914 har menneskeheden levet i en særlig periode der i Bibelen kaldes „endens tid“, „afslutningen på tingenes ordning“ og „de sidste dage“. (Daniel 12:1, 4; Mattæus 24:3-8; 2 Timoteus 3:1-5, 13) I vort århundrede har grusomme krige, hæmningsløs vold og ødelæggelsen af samfundet og miljøet medvirket til at Bibelens profetier har fået en bemærkelsesværdig opfyldelse. Der er her tale om en del af det tegn Jesus forudsagde ville markere at menneskeheden står umiddelbart over for Jehovas sidste, afgørende og frygtindgydende dag. Den vil kulminere i slaget ved Harmagedon, klimakset på „så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“. — Mattæus 24:21; Åbenbaringen 16:16.

6. (a) Hvad har Jehova gjort med henblik på de sagtmodiges frelse? (b) Hvor giver Paulus vejledning om hvordan man kan overleve?

⁶ Samtidig med at denne ødelæggelsens dag nærmer sig, gør Jehova noget for at frelse de sagtmodige. I denne „endens tid“ har han indsamlet de sidste af dem der udgør Guds åndelige Israel, og siden 1930’erne har han rettet sine jordiske tjeneres opmærksomhed mod indsamlingen af „en stor skare, som ingen [er] i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål“. Disse vil som gruppe betragtet overleve og ’komme ud af den store trængsel’. (Åbenbaringen 7:9, 14) Men hvordan kan vi hver især sikre os at vi overlever? Apostelen Paulus besvarer dette spørgsmål. I Romerbrevet, kapitel 10, fortæller han hvad man må gøre. Hans vejledning gjaldt både folk der levede dengang, og dem der lever i dag.

En bøn om frelse

7. (a) Hvilket håb giver Paulus udtryk for i Romerbrevet 10:1, 2? (b) Hvorfor kunne Jehova nu give den gode nyhed en endnu større udbredelse?

⁷ Da Paulus skrev Romerbrevet, havde Jehova allerede forkastet Israel som nation betragtet. Apostelen sagde ikke desto mindre følgende: „Mit hjertes gode vilje og min bøn til Gud for dem er jo at de må opnå frelse.“ Han håbede altså at enkeltpersoner blandt jøderne ville få nøjagtig kundskab om Guds vilje så de kunne blive frelst. (Romerne 10:1, 2) Jehova ønsker desuden at frelse alle i menneskehedens verden som ejer tro, hvilket fremgår af Johannes 3:16: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ Jesu genløsningsoffer var det der gjorde denne storslåede frelse mulig. Ligesom det var tilfældet i Noas dage og i andre domsperioder, sørger Jehova for at der forkyndes ’en god nyhed’ som viser vejen til frelse. — Markus 13:10, 19, 20.

8. Hvem viser de sande kristne i dag god vilje, ligesom Paulus gjorde i fortiden, og hvordan?

⁸ Paulus viste sin gode vilje over for både jøder og ikkejøder idet han forkyndte ved hver en lejlighed. Han „arbejdede på at overbevise både jøder og grækere“. Til de ældste i Efesus sagde han: „Jeg [holdt mig ikke] tilbage fra at meddele jer noget som helst af det som var gavnligt, eller at undervise jer offentligt og fra hus til hus. Men jeg aflagde et grundigt vidnesbyrd for både jøder og grækere om sindsændring over for Gud og tro på vor Herre Jesus.“ (Apostelgerninger 18:4; 20:20, 21) I dag ofrer Jehovas vidner sig på samme måde i forkyndelsesarbejdet, idet de ikke blot forkynder for folk der bekender sig som kristne, men for alle, ja, til „jordens fjerneste egne“. — Apostelgerninger 1:8; 18:5.

Bekendelse af ’troens ord’

9. (a) Hvilken form for tro tilskyndes vi i Romerbrevet 10:8, 9 til at have? (b) Hvornår og hvordan bør vi bekende vor tro?

⁹ Det er nødvendigt at forblive i troen for at blive frelst. Paulus citerede fra Femte Mosebog 30:14 da han sagde: „’Ordet er dig nær, i din egen mund og i dit eget hjerte’; det vil sige, troens ’ord’, som vi forkynder.“ (Romerne 10:8) Når vi forkynder ’troens ord’, indprenter det sig mere og mere i vort hjerte. Sådan forholdt det sig med Paulus, og det han derefter sagde, kan styrke os i vor beslutning om at efterligne ham og fortælle andre om vor tro: „Hvis du offentligt bekender det ’ord i din egen mund’, at Jesus er Herre, og tror i dit hjerte at Gud oprejste ham fra de døde, vil du blive frelst.“ (Romerne 10:9) Her er der ikke blot tale om den bekendelse af troen der finder sted når man lader sig døbe. Nej, der er tale om en fortsat bekendelse, et nidkært offentligt vidnesbyrd om alle sandhedens storslåede facetter. Det indbefatter sandheden om den suveræne Herre Jehovas storslåede navn, om vor messianske konge og genløser, Herren Jesus Kristus, samt om de storslåede løfter der knytter sig til Riget.

10. Hvordan må vi i tråd med det der siges i Romerbrevet 10:10, 11, behandle ’troens ord’?

¹⁰ Der er ingen frelse for dem der ikke anerkender og følger dette ’troens ord’, hvilket fremgår af apostelens næste ord: „For med hjertet tror man til retfærdighed, men med munden bekender man offentligt til frelse. Skriften siger jo: ’Ingen som tror på ham vil blive skuffet.’“ (Romerne 10:10, 11) Vi må tilegne os nøjagtig kundskab om dette ’troens ord’ og fortsat nære det i vort hjerte så vi motiveres til at fortælle andre om det. Jesus sagde selv følgende: „Enhver som skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige generation, ham vil Menneskesønnen også skamme sig ved når han kommer i sin Faders herlighed sammen med de hellige engle.“ — Markus 8:38.

11. I hvilket omfang må den gode nyhed forkyndes, og hvorfor?

¹¹ Som profeten Daniel forudsagde, kan man her i endens tid se ’dem der har indsigt stråle som glansen på den udstrakte himmel’ efterhånden som forkyndelsen af Riget når ud til jordens fjerneste egne. De „fører de mange til retfærdighed“, og den sande kundskab er virkelig blevet stor, for Jehova kaster et stadig større lys over de profetier der vedrører denne endens tid. (Daniel 12:3, 4) Der er tale om et frelsesbudskab som alle der elsker sandhed og retfærdighed, må tage til sig for at overleve.

12. Hvordan er Romerbrevet 10:12 forbundet med engelens hverv ifølge beskrivelsen i Åbenbaringen 14:6?

¹² Apostelen Paulus siger videre: „Der er nemlig ingen forskel på jøde og græker, for over alle er der den samme Herre, som er rig nok for alle dem der påkalder ham.“ (Romerne 10:12) „Den gode nyhed“ må i dag forkyndes i et endnu større omfang — for alle folkeslag helt til jordens ender. Engelen der er omtalt i Åbenbaringen 14:6, flyver stadig midt på himmelen og betror os „en evigvarende god nyhed at forkynde som godt nyt for dem der bor på jorden, og for hver nation og stamme og hvert tungemål og folk“. Hvordan vil dette gavne dem der reagerer positivt på denne forkyndelse?

Hvordan man påkalder Jehovas navn

13. (a) Hvad er årsteksten for 1998? (b) Hvorfor er denne årstekst meget passende?

¹³ Paulus citerer Joel 2:32 og siger: „Enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst.“ (Romerne 10:13) Disse ord er meget passende blevet valgt til Jehovas Vidners årstekst for 1998. Det har aldrig før været så vigtigt at gå fremad i tillid til Jehova idet man gør hans navn kendt og den storslåede hensigt det står for. Ligesom i det første århundrede lyder der i disse sidste dage for den nuværende fordærvede tingenes ordning et højt råb: „Lad jer frelse fra denne forkvaklede generation.“ (Apostelgerninger 2:40) Det er en gjaldende indbydelse til alle gudfrygtige mennesker i hele verden om at påkalde Jehova og bede ham frelse både dem selv og dem der lytter til deres offentlige bekendelse af den gode nyhed. — 1 Timoteus 4:16.

14. Hos hvilken Klippe må vi søge frelse?

¹⁴ Hvad vil der ske den dag Jehovas store dag indtræffer? De fleste vil ikke se hen til Jehova efter frelse. Folk i almindelighed vil ’blive ved med at sige til bjergene og til klipperne: „Fald over os og skjul os for ham som sidder på tronen, for hans ansigt, og for Lammets vrede.“’ (Åbenbaringen 6:15, 16) De vil sætte deres håb til denne tingenes ordnings bjerglignende organisationer og institutioner. Det ville imidlertid være langt bedre for dem at sætte deres lid til den største Klippe af alle, Jehova Gud. (5 Mosebog 32:3, 4) Om ham sagde kong David: „Jehova er mit klippebjerg og min borg og den der bringer mig i sikkerhed.“ Jehova er „vor frelses klippe“. (Salme 18:2; 95:1) Hans navn er „et stærkt tårn“, det eneste „tårn“ der er stærkt nok til at beskytte os under den kommende trængsel. (Ordsprogene 18:10) Det er derfor vigtigt at så mange som muligt af jordens næsten seks milliarder mennesker lærer at påkalde Jehovas navn i trofasthed og oprigtighed.

15. Hvad viser Romerbrevet 10:14 vedrørende tro?

¹⁵ Apostelen Paulus fortsætter derfor meget passende med at spørge: „Men hvordan kan man påkalde ham som man ikke har fået tro på?“ (Romerne 10:14) Endnu kan folk i stort tal blive hjulpet til at gøre ’troens ord’ til deres eget så de kan påkalde Jehovas navn og blive frelst. Det er overordentlig vigtigt at have tro. Paulus siger i et andet brev: „Uden tro er det umuligt at have [Guds] velbehag, for den der nærmer sig Gud må nødvendigvis tro at han er til og at han belønner dem som ivrigt søger ham.“ (Hebræerne 11:6) Men hvordan vil millioner flere få tro på Gud? I brevet til romerne spørger Paulus: „Hvordan kan man få tro på ham som man ikke har hørt om?“ (Romerne 10:14) Sørger Jehova for at de får lejlighed til at høre? Så afgjort! Læg mærke til Paulus’ næste ord: „Hvordan kan man høre uden at nogen forkynder?“

16. Hvorfor er forkyndere en vigtig del af Guds ordning?

¹⁶ Det er således tydeligt ud fra Paulus’ argumentation at der er brug for nogle til at forkynde. Jesus lod forstå at der ville være et sådant behov lige indtil „afslutningen på tingenes ordning“. (Mattæus 24:14; 28:18-20) Forkyndelsen er en væsentlig del af den ordning Jehova har iværksat for at hjælpe folk til at påkalde hans navn og undslippe. Selv inden for kristenheden gør flertallet intet for at ære Guds store navn. Mange kan slet ikke skelne Jehova fra de to andre „personer“ i en uforklarlig treenighed. Der er desuden mange som falder ind under beskrivelsen i Salme 14:1 og 53:1: „Den uforstandige har sagt i sit hjerte: ’Der er ingen Jehova.’“ De må have at vide at Jehova er den levende Gud, og de må forstå alt hvad hans navn står for, hvis de skal undslippe den forestående store trængsel.

De som forkynder godt nyt

17. (a) Hvorfor er det på sin plads at Paulus citerer en genoprettelsesprofeti? (b) Hvorfor er forkynderne et skønt syn?

¹⁷ Apostelen Paulus stiller endnu et vigtigt spørgsmål: „Hvordan kan nogen forkynde hvis ikke de sendes ud? Sådan som der står skrevet: ’Hvor skønt et syn: til fods kommer de som forkynder godt nyt om gode ting!’“ (Romerne 10:15) Paulus citerer her Esajas 52:7, som er en del af en genoprettelsesprofeti der har fået en opfyldelse siden 1919. I dag udsender Jehova atter „den som bringer godt nyt, den som forkynder fred, den som bringer godt nyt om noget bedre, den som forkynder frelse“. Guds salvede „vægtere“ og deres medhjælpere fortsætter lydigt med at råbe af glæde. (Esajas 52:7, 8) Det kan godt være at de der i dag forkynder frelsen, til tider bliver trætte og støvede når de går fra hus til hus, men deres ansigter stråler af glæde! De er klar over at Jehova har givet dem befaling til at forkynde fredens gode nyhed, trøste de sørgende og hjælpe dem til at påkalde Jehovas navn så de kan blive frelst.

18. Hvad siger Romerbrevet 10:16-18 om det endelige resultat af forkyndelsen af den gode nyhed?

¹⁸ Hvad enten folk ’tror på det de hører’ eller vælger at ignorere det, er det sandt når Paulus siger: „Hørte de da ikke? Jo vist, ’deres røst er kommet ud over hele jorden, og deres udsagn til den beboede jords fjerneste egne.’“ (Romerne 10:16-18) Ligesom skaberværket på himmelen „forkynder Guds herlighed“, må hans vidner på jorden udråbe „et velviljens år fra Jehova og en hævnens dag fra vor Gud . . . for at trøste alle de sørgende“. — Salme 19:1-4; Esajas 61:2.

19. Hvad vil de der i dag „påkalder Jehovas navn“, erfare?

¹⁹ Jehovas store og frygtindgydende dag kommer stadig nærmere. „Ak, hvilken dag! For Jehovas dag er nær, og den kommer som en hærgen fra den Almægtige.“ (Joel 1:15; 2:31) Vi beder til at mange, mange flere hurtigt vil reagere positivt på den gode nyhed og strømme til Jehovas organisation. (Esajas 60:8; Habakkuk 2:3) De andre dage der omtales som „Jehovas dag“, medførte at de onde blev udslettet. Sådan gik det på Noas tid, i Lots dage og dengang Israel og Juda faldt fra den sande tilbedelse. Vi står nu umiddelbart over for den største af alle trængsler, hvor Jehovas stormvind vil fjerne al ondskab fra jordens flade og bane vejen for et paradis med evig fred. Vil du ’påkalde Jehovas navn’ i trofasthed? I givet fald kan du se fremtiden i møde med glæde. Du har nemlig Guds eget ord for at du vil blive frelst. — Romerne 10:13.