Årsagen til Jehovas brændende vrede

4. Med hvilke ord gav Jehova udtryk for sin vrede mod Juda og Jerusalem?

⁴ Jehova havde god grund til at være vred på overhovederne og indbyggerne i Juda og dets hovedstad Jerusalem. Gennem sin profet Zefanias sagde han: „Jeg vil række min hånd ud mod Juda og mod alle Jerusalems indbyggere, og jeg vil udrydde Ba’als rest fra dette sted og afgudspræsternes navn sammen med præsterne, og dem der på tagene bøjer sig for himmelens hær, og dem der bøjer sig idet de sværger troskab til Jehova og sværger ved Malkam.“ — Zefanias 1:4, 5.

5, 6. (a) Hvordan var den religiøse situation i Juda på Zefanias’ tid? (b) Hvordan var forholdene blandt Judas verdslige ledere og deres undersåtter?

⁵ Juda var besmittet med ba’alsdyrkelsens nedværdigende frugtbarhedsritualer, dæmonisk astrologi og dyrkelsen af den hedenske gud Malkam. Hvis Malkam er den samme som Molek, hvilket nogle mener, indbefattede Judas afgudsdyrkelse grufulde børneofringer. Sådanne religiøse skikke var afskyelige i Jehovas øjne. (1 Kongebog 11:5, 7; 14:23, 24; 2 Kongebog 17:16, 17) Noget der bidrog til hans vrede var at afgudsdyrkerne stadig svor i Jehovas navn. Han ville ikke længere tolerere en sådan religiøs urenhed og ville derfor udrydde både de hedenske og de frafaldne præster.

⁶ Også Judas verdslige ledere var korrupte. Landets fyrster var som glubske „brølende løver“, og dets dommere kunne sammenlignes med glubske „ulve“. (Zefanias 3:3) Deres undergivne blev beskyldt for at ’fylde deres herrers hus med vold og svig’. (Zefanias 1:9) Materialismen var udbredt, og mange udnyttede situationen til at samle sig velstand. — Zefanias 1:13.

Tvivl vedrørende Jehovas dag

7. Hvor længe før „Jehovas store dag“ profeterede Zefanias, og i hvilken åndelig tilstand befandt mange jøder sig?

⁷ Som vi allerede har set, viser den katastrofale religiøse situation på Zefanias’ tid, at han udførte sin gerning som vidne og profet før kong Josias omkring år 648 f.v.t. begyndte sin kampagne mod afgudsdyrkelsen. (2 Krønikebog 34:4, 5) Det er derfor sandsynligt at Zefanias profeterede mindst 40 år før „Jehovas store dag“ kom over Juda rige. I dette tidsrum var der mange som fik tvivlstanker, lagde hænderne i skødet og ’trak sig tilbage’ fra at tjene Jehova. Zefanias omtaler dem som nogle der „ikke søger Jehova og ikke rådspørger ham“. (Zefanias 1:6) Nogle i Juda var åbenbart apatiske og skænkede ikke Gud en tanke.

8, 9. (a) Hvorfor ville Jehova inspicere ’de mænd der var stivnede som vin på bundfaldet’? (b) Hvordan ville Jehova rette sin opmærksomhed mod Judas indbyggere og deres verdslige og religiøse ledere?

⁸ Jehova bekendtgjorde at det var hans hensigt at inspicere dem der hævdede at være hans folk. Blandt disse ville han søge efter dem der tvivlede på at han kunne eller ville gribe ind i menneskenes anliggender. Han sagde: „Til den tid vil jeg omhyggeligt gennemsøge Jerusalem med lamper, og jeg vil rette min opmærksomhed mod de mænd der er stivnede som vin på bundfaldet, dem der siger i deres hjerte: ’Jehova gør hverken godt eller ondt.’“ (Zefanias 1:12) Med udtrykket „mænd der er stivnede som vin på bundfaldet“ hentydes der til dem der var faldet til ro som bundfaldet i et vinfad, og som ikke ønskede at blive forstyrret af et budskab om at Gud inden længe ville gribe ind i menneskenes anliggender.

⁹ Jehova ville rette sin opmærksomhed mod Judas og Jerusalems indbyggere og deres præster, som havde blandet tilbedelsen af ham med hedenskab. Hvis de følte sig trygge, som var de skjult af nattens mørke inden for Jerusalems mure, ville han søge efter dem med lys fra lamper der kunne trænge igennem det åndelige mørke hvori de havde søgt tilflugt. Han ville ryste dem ud af deres religiøse apati, først ved at lade sin profet fremsætte ærefrygtindgydende domsbudskaber og siden hen ved at eksekvere disse domme.

„Jehovas store dag er nær“

10. Hvordan beskrev Zefanias „Jehovas store dag“?

¹⁰ Jehova inspirerede Zefanias til at sige: „Jehovas store dag er nær. Den er nær, og den kommer meget hurtigt. Lyden af Jehovas dag er bitter.“ (Zefanias 1:14) Der ventede både præsterne, fyrsterne og folket bitre dage fordi de nægtede at lytte til advarselen og ikke ville vende om til den rene tilbedelse. Profetien beskriver den dag hvor dommen skulle eksekveres, med følgende ord: „Den dag er en dag med heftig vrede, en dag med kval og trængsel, en uvejrets og ødelæggelsens dag, en mørkets og mulmets dag, en dag med skyer og tykt mulm, en hornets og alarmsignalets dag, mod de befæstede byer og mod de høje hjørnetårne.“ — Zefanias 1:15, 16.

11, 12. (a) Hvilket domsbudskab blev forkyndt mod Jerusalem? (b) Ville materiel velstand kunne redde jøderne?

¹¹ Efter nogle få årtier ville de babyloniske hære invadere Juda. Jerusalem ville ikke undslippe. Dens beboelses- og forretningskvarterer ville blive lagt øde. „’På den dag kommer der,’ lyder Jehovas udsagn, ’et højt råb fra Fiskeporten og et hyl fra den anden bydel og braget af et stort sammenbrud fra højene. Hyl, I der bor i Maktesj [en bydel i Jerusalem], for alle handelsfolkene er bragt til tavshed; alle der afvejer sølv er udryddet.’“ — Zefanias 1:10, 11, fodnote.

¹² Mange jøder nægtede at tro at Jehovas dag var nær og lod sig derfor helt opsluge af givtige forretningseventyr. Men gennem sin trofaste profet Zefanias forudsagde Jehova at deres velstand ville ’blive til plyndringsgods og deres huse til en ødemark’. De ville ikke drikke den vin de producerede, og „hverken deres sølv eller deres guld [ville] kunne udfri dem på Jehovas heftige vredes dag“. — Zefanias 1:13, 18.

18. (a) Hvordan blev Guds dom eksekveret over Jerusalem, og hvorfor? (b) Hvordan blev Zefanias’ profeti vedrørende Moab og Ammon opfyldt?

¹⁸ Mange jøder der blev ved med at nære forventning til Jehova, oplevede også at se hans domme blive eksekveret over Juda og Jerusalem. Zefanias havde profeteret følgende om Jerusalem: „Ve den opsætsige og tilsølede, den undertrykkende by! Den hørte ikke efter en advarende røst; den tog ikke imod tugt. Den stolede ikke på Jehova. Den nærmede sig ikke sin Gud.“ (Zefanias 3:1, 2) På grund af Jerusalems troløshed blev den to gange belejret af babylonierne, og i 607 f.v.t. blev den omsider indtaget og ødelagt. (2 Krønikebog 36:5, 6, 11-21)