-
De sidste dage — Hvad er tegnene?Vågn op! – 1988 | 8. april
-
-
De sidste dage — Hvad er tegnene?
„Og ingen klokker ringede og ingen græd uanset hvilke tab de havde lidt, for næsten alle ventede døden. . . . Og folk sagde og troede: ’Dette er verdens ende.’“ — En italiensk krønikeskriver om virkningerne af den sorte død i det 14. århundrede.
NOGLE fra tidligere generationer troede oprigtigt, men fejlagtigt, at de levede i de sidste dage. I det ovennævnte tilfælde var det byldepesten der blev betragtet som tegnet på verdens ende, fordi den dræbte en tredjedel af Europas befolkning. Men enden kom ikke. Tiden var endnu ikke inde til Guds indgriben.
Hvordan kan man da være sikker på at Jehovas vidner har ret når de forkynder at afslutningen for den nuværende verdensordning er nær og at Guds rige vil overtage herredømmet over jorden? Man må nødvendigvis undersøge deres påstande og sammenligne dem med Bibelens forudsigelser. I hvilke profetier skildres de begivenheder der markerer de sidste dage?
Krig, hungersnød og pest
Nogle af de vigtigste bestanddele af disse profetier sammenfattes i det berømte syn af Apokalypsens ryttere i Åbenbaringen 6:1-8:
„En ildrød hest; og ham som sad på den blev det givet at tage freden bort fra jorden så man ville slå hinanden ihjel.“ Læg mærke til at rytteren på denne hest skulle tage freden bort fra jorden, ikke blot fra nogle få lande. Den symboliserer derfor en tid med krig og nedslagtning i hele verden. Er det noget vi har oplevet i det 20. århundrede?
„En sort hest; og han som sad på den havde en vægt i sin hånd.“ Dette er et rammende symbol på hungersnød og fødevaremangel. Er dét et problem i vor generation?
„En bleggrøn hest; og han som sad på den havde navnet Døden. Og Hades fulgte lige efter ham. Og der blev givet dem myndighed over en fjerdedel af jorden til at dræbe med et langt sværd og med hungersnød og med en dødbringende plage og ved jordens vilde dyr.“ Her samler en for tidlig død på grund af krig, hungersnød, pest eller vilde dyr sine ofre i graven, Hades. Er det ikke sandt at dette har været årsag til millioner af for tidlige dødsfald i vor tid?
Jesus forudsagde også nogle forhold der skulle herske samtidig med at dette syn fik sin opfyldelse. Nogle af disse forhold er: „Nationer og riger over hele jorden vil føre krig mod hinanden, og der bliver hungersnød og jordskælv mange steder. . . . Mange falske profeter vil dukke op, og de vil vildlede mange. Efterhånden som ondskaben breder sig, vil kærligheden blive kold hos mange.“ (Ny Testamente — på hverdagsdansk) Han forudsagde også at „denne gode nyhed om riget“ skulle forkyndes i hele verden før enden kom.
Den kristne apostel Paulus har desuden beskrevet hvilken indstilling folk ville have i „de sidste dage“. Han skrev: „Mennesker vil kun elske sig selv og deres penge. De vil . . . være ulydige mod deres forældre; de vil være utaknemmelige.“ Han tilføjede: „De vil foretrække fornøjelser frem for at tjene Gud. De vil have ord for at være religiøse, men de vil ikke have noget med Guds kraft at gøre.“ — Ny Testamente — på hverdagsdansk.a
Lad os huske at mens Jesu profeti forudsiger et højdepunkt i menneskehedens historie når alle disse begivenheder finder sted inden for samme generation, nævner profetien ikke at de nødvendigvis skal optræde hyppigere eller i større målestok end i tidligere generationer, skønt det kan være tilfældet.
Har du iagttaget disse begivenheder og forhold her i det tyvende århundrede, især siden 1914? Kan du iagttage dem nu, i 1988? Lad os betragte nogle af de mest fremtrædende begivenheder som berører eller har berørt menneskeheden, og besvare spørgsmålet: Er disse begivenheder et tegn på at tiden for Guds indgriben ved hans rige er nær? — Lukas 21:29-33.
[Fodnote]
a Disse profetier findes i de følgende kapitler og vers i Bibelen: Mattæus 24; Lukas 21; Markus 13; 2 Timoteus 3:1-5.
[Illustration på side 4]
Inskriptionen under dette typiske mindesmærke for dem der faldt under den første verdenskrig lyder: „Til varigt minde om de faldne fra byen Evesham [i England] som gav deres liv for deres land under Den Store Krig.“
-
-
De sidste dage — ’Rige mod rige’Vågn op! – 1988 | 8. april
-
-
De sidste dage — ’Rige mod rige’
„Konflikten mellem nationerne fra 1914 til 1918 var ikke bare ’et ligegyldigt rygte om en eller anden ny krig’. Den indvarslede en helt ny form for krig, den første totale krig i menneskehedens historie. Dens varighed, intensitet og omfang overgik alt hvad man indtil da havde kendt eller i det hele taget forestillet sig. Den totale krig var en realitet.“ — The World in the Crucible (Verden i smeltedigelen) af Bernadotte E. Schmitt og Harold C. Vedeler.
ØDELÆGGELSERNE var så omfattende og antallet af omkomne så stort under krigen fra 1914 til 1918 at man i Frankrig den dag i dag kan finde mindesmærker for de faldne i La Grande Guerre, Den Store Krig. Den amerikanske forfatter Ernest Hemingway kaldte senere krigen „den mest kolossale, blodtørstige og dårligt ledede nedslagtning der nogen sinde har fundet sted på jorden“. Den Store Krig fik betegnelsen „den første verdenskrig“ da endnu en verdenskrig gik over jorden fra 1939 til 1945.
Den første verdenskrig adskilte sig på mange måder fra tidligere tiders krige. I Vesteuropa nedslagtede de enorme hæres millioner af soldater hinanden på marker og i skove. Maskingeværet gjorde store indhug i fodfolkenes rækker. Som Gwynne Dyer siger i sin bog War: „Inden for to måneder [efter krigens udbrud] var over en million mand døde . . . Mekaniske våben — hurtigtskydende artilleri og maskingeværer der kunne udspy 600 projektiler i minuttet — fyldte luften med en dødbringende kugleregn.“ Kampvognen, undervandsbåden og flyvemaskinen ændrede tankegangen og fremgangsmåden. Nu kunne døden falde ned fra himmelen og stige op fra havet.
Skyttegravskrig med anvendelse af giftgasser tvang soldaterne til den yderste grænse for hvad de kunne udholde af lidelse og nedværdigelse. Den Store Krig adskilte sig også fra tidligere krige på en anden måde: „Dette var den første krig hvorunder krigsfangerne skulle tælles i millioner (i alt 8.400.000) og blev tilbageholdt i et længere tidsrum.“ (The World in the Crucible) Det var også den første krig der inddrog næsten hele den civile befolkning, enten i forsvar og våbenproduktion eller som ofre for invasion og kamphandlinger.
I denne forfærdelige krig så Jehovas vidner i 1914 begyndelsen til opfyldelsen af Jesu skæbnesvangre profetier. Men det skulle blive endnu værre.
Den anden verdenskrigs kolossale ødelæggelseskraft
Et andet vidnesbyrd om at vi lever i de sidste dage, selv set under en menneskelig synsvinkel, er menneskehedens mulighed for at udslette sig selv. Dr. Bernard Lown sagde i en tale da han fik Nobels fredspris: „Med den anden verdenskrig vandt den totale krig indpas — med principløse metoder, grænseløs vold og vilkårlige ofre. Ovnene i Auschwitz og atombombernes ødelæggelse af Hiroshima og Nagasaki indskrev et sort kapitel i beretningen om menneskets brutalitet.“
Har menneskeheden lært medfølelse og barmhjertighed af denne grufulde oplevelse? Han fortsætter: „Den langvarige pine hvorunder 50 millioner mennesker omkom [et tal der stort set svarer til befolkningstallet i England, Frankrig eller Italien], gav ikke et holdbart grundlag for en våbenstilstand der kunne hindre barbariet. Tværtimod bugnede arsenalerne snart af våben hvis ødelæggelseskraft var mange tusind gange større end den der blev udløst under den anden verdenskrig.“ — Kursiveret af os.
Vi har afgjort været vidne til at ’nation har rejst sig mod nation og rige mod rige’, og at rytteren på den ildrøde hest har spredt død over hele jorden. (Mattæus 24:7; Åbenbaringen 6:4) Men hvilken yderligere betydning har opfindelsen og udviklingen af kernevåben for „de sidste dage“? — 2 Timoteus 3:1.
[Ramme/illustration på side 6]
„Det 20. århundrede har i sammenligning med de to foregående århundreder båret præg af tiltagende vold. . . . I det 20. århundrede har man allerede registreret 237 krige, d.v.s. konflikter som skønsmæssigt har resulteret i 1000 dødsfald eller flere pr. år.
Der udkæmpes ikke blot flere krige, de er også blevet mere destruktive. Her i det 20. århundrede er der indtil nu blevet dræbt 99 millioner mennesker i krige, 12 gange så mange som i det 19. århundrede, 22 gange så mange som i det 18. århundrede. . . . I sidste århundrede blev der udkæmpet to krige hvori der omkom over 1 million mennesker; i dette århundrede er der blevet udkæmpet 13 sådanne krige.“ — World Military and Social Expenditures 1986 (Verdens militære og sociale udgifter 1986) af Ruth Leger Sivard.
[Kildeangivelse]
Foto: U.S. Army
-
-
De sidste dage — Et særprægVågn op! – 1988 | 8. april
-
-
De sidste dage — Et særpræg
„Oppenheimer [der var med til at konstruere atombomben] havde ret i sin grundlæggende opfattelse: at historien ændrede kurs i 1945. En større krig vil aldrig mere kunne udkæmpes på samme måde som den anden verdenskrig blev udkæmpet.“ — Weapons and Hope (Våben og håb) af Freeman Dyson.
ANVENDELSEN af atombomben i 1945 ændrede verden. Det markerede endnu et vendepunkt i krigens historie. Sådan opfattede en af bombens „fædre“, Robert Oppenheimer, situationen. Ved prøvesprængningen i New Mexico citerede han den hinduiske Bhagavad-Gita, idet han sagde: „Jeg er blevet døden, verdenernes ødelægger.“ Oppenheimer sagde også: „Denne verdens folk må slutte sig sammen, ellers vil de gå til grunde.“
I 1949 advarede en rådgivende komité af videnskabsmænd — deriblandt Oppenheimer — USA’s atomenergikommission mod udviklingen af den langt mere dødbringende brintbombe. I deres rapport hed det: „Dette er et supervåben; det befinder sig i en helt anden kategori end atombomben.“ Dette skyldes at brintbombens ødelæggelseskraft kan mangedobles ved tilførsel af det billige brændstof deuterium. På blot fire år var atombomben blevet reduceret til et stykke legetøj.
Enrico Fermi og Isidor Rabi, der også var medlemmer af den rådgivende komité, advarede med endnu stærkere ord: „Den kendsgerning at der ikke er nogen grænser for dette våbens ødelæggelseskraft betyder at selve dets eksistens og kundskaben om dets konstruktion udgør en fare for menneskeheden som et hele. Dette må nødvendigvis være et onde uanset hvilket lys man ser det i.“ (Kursiveret af os.) Disse videnskabsmænd var klar over at mennesket nu kunne udslette sig selv. Men deres advarsel mod udviklingen af brintbomben blev ignoreret.
’Domsprofetier med et videnskabeligt grundlag’
Den ufattelige ødelæggelseskraft som mennesket nu er i besiddelse af kan illustreres med et enkelt eksempel som nævnes af dr. Lown, der er medformand for foreningen Internationale Fysikere for Forebyggelse af Kernekrig. „En enkelt moderne undervandsbåd har cirka otte gange så stor en ildkraft som den der blev udløst under hele den anden verdenskrig — tilstrækkelig til at udslette alle storbyer på den nordlige halvkugle.“ Læg mærke til det — det var blot én undervandsbåds ødelæggelseskraft! Stormagterne har i snesevis af skibe og undervandsbåde med kernevåben. Når man hertil føjer de landbaserede våben og de luftbårne missiler, kommer det samlede antal atomsprænghoveder op på over 50.000!
Har mennesket nogen sinde før i historien stået med en så frygtindgydende kraft i hænderne? Dr. Lown indrømmer at enhver historisk periode har haft sine upåagtede profeter. Hvad er da forskellen nu? Han forklarer: „Vor tid er den første hvori domsprofetierne skyldes objektive videnskabelige analyser.“ Hvis der skulle komme en kernekrig, siger han, „er det ren og skær hybris [overmod] at foregive at der vil være overlevende blandt menneskene efter en sådan menneskeskabt katastrofe“.
Voksende „angst blandt nationerne“
I 1945 slap menneskene atomkrigens onde ånd ud af videnskabens magiske lampe, og de kan aldrig på nogen måde få den tilbage i lampen igen. De kan tilintetgøre deres kernevåben, men hvordan skulle de kunne fjerne den kundskab der altid kan lede tilbage til dem? Begivenhederne i Hiroshima og Nagasaki plus udviklingen af endnu mere raffinerede kernevåben har derfor øget risikoen for „frygtelige ting“ og „store tegn“ fra himmelen, og for „angst blandt nationerne, som ved hverken ud eller ind“. — Lukas 21:11, 25.
Nationernes angst er også blevet forstærket af den hurtige kommunikation. Først i vort tyvende århundrede har moderne kommunikationssystemer (radio, fjernsyn, datamater og satellitter) givet hele menneskeheden mulighed for at høre om krige og katastrofer umiddelbart efter at de er indtruffet, og dette har spredt frygt og angst blandt nationerne på en måde som aldrig før har været mulig. Man ikke blot hører om kamphandlinger og blodsudgydelser, man kan med egne øjne se det i fjernsynet i samme øjeblik som det foregår!
Krigens ar
Nu i 1988 findes der verden over millioner af familier som har erfaret en del af beviset på at vi lever i de sidste dage. De har mistet en eller flere af dem de holder af i de to verdenskrige eller i en af de andre større konflikter (Korea, Vietnam, Iran-Irak, Libanon og så videre). Måske har du selv mistet en broder, en fader, en bedstefader eller en onkel som er faldet i en krig. Også millioner af mødre, bedstemødre, søstre og tanter er omkommet i krige og koncentrationslejre.
I vor generation har hære desuden voldtaget og plyndret civile hvor de er kommet frem i Europa og Det Fjerne Østen. De overlevende, navnlig kvinderne, er den dag i dag mærket med ar efter denne mishandling. Er menneskene nogen sinde før sunket så dybt at de har gjort sig skyldige i så nedværdigende og tåbelige handlinger?
Siden 1914 er den ildrøde apokalyptiske hest der symboliserer krig og nedslagtning, afgjort redet hen over jorden med den bleggrønne hest, døden, som følgesvend. — Åbenbaringen 6:4.
Men hvordan med den sorte hest, hungersnøden? (Åbenbaringen 6:5) Er den redet ud i vor generation?
-
-
De sidste dage — Hungersnød, pest, forurening — og forkyndelse om RigetVågn op! – 1988 | 8. april
-
-
De sidste dage — Hungersnød, pest, forurening — og forkyndelse om Riget
„Hungersnøden optræder også i en anden form. Det er den sult som dag ud og dag ind plager over 700 millioner mennesker. . . . Hvert år dræber denne stort set usynlige sult helt op til 18-20 millioner mennesker — over dobbelt så mange som døde i hvert af årene under den anden verdenskrig.“ — World Hunger — Twelve Myths (Tolv myter om hungersnøden i verden) af Frances Moore Lappé og Joseph Collins.
SOM Jesus forudsagde skulle vor generation også få sin del af hungersnøden og fødevaremangelen. Har den det? Ja, men i nogle tilfælde uden så god grund som i tidligere generationer. Som følge af den moderne teknik og de nye kommunikations- og transportmetoder burde hungersnøden nu høre fortiden til. Men jordejere og politikere har brugt mennesker som brikker i det store spil uden hensyn til de lidelser det har skabt for de fattige og jordløse.
Afrika plages stadig af hungersnød og fødevaremangel. Så sent som i september 1987 advarede The New York Times om at Etiopien igen var under belejring, i den forstand at „hungersnøden atter spredte sig hastigt i dette fattige afrikanske land“. Den tidligere leder af nødhjælpen til de hungerramte i Etiopien har sagt: „Efter alt at dømme er omtrent fem millioner mennesker nu berørt af hungersnøden, og vi ved ikke hvor slemt det vil blive.“
Samtidige rapporter fra det enorme subkontinent Indien udmaler en uhyggelig situation forårsaget af tørke. Landets landbrugsminister har sagt: „Cirka 60 procent af den samlede befolkning vil komme til at lide under denne tørke.“ Han tilføjede at „dette tal var langt højere end de tidligere skøn, og betød at omkring 470 millioner af Indiens befolkning på 780 millioner var berørt“. Er disse tal og de realiteter der ligger bag ikke næsten ufattelige?
Til den konstante cyklus af hungersnød, oversvømmelser og tørker skal føjes den forfærdelige pris der måtte betales i form af sult under og efter de to verdenskrige. En forfatter beskriver situationen i 1945-46 med disse ord: „En verdensomspændende fødevaremangel rasede som følge af krigen, og situationen i hele Europa . . . var katastrofal. Snart skulle der udbryde en alvorlig hungersnød i dele af Rusland og i Rumænien, og i Grækenland ville tusinder sulte ihjel. Selv i Storbritannien skulle brødet blive rationeret, for første gang i landets historie.“
Ja, hungersnødens sorte hest, hvis rytter har en vægt i sin hånd, er galoperet gennem nationerne og gør det stadig. — Åbenbaringen 6:5, 6.
Pest og plage
Jesus forudsagde at en del af tegnet på de sidste dage skulle være „pest“. (Lukas 21:11) Har pest været et problem her i det 20. århundrede? Ja. Begyndende med den spanske syge, der ved slutningen af den første verdenskrig berøvede cirka 20 millioner mennesker livet, har menneskeheden, som i tidligere generationer, været plaget af sygdomme. Og på trods af de tekniske og lægevidenskabelige fremskridt der er gjort her i de sidste dage er der stadig hvert år millioner som bliver syge og dør.
I den velstående vestlige verden bliver der konstant anmodet om penge til forskning i helbredelse af kræft, hjertesygdomme og AIDS. Disse og andre lidelser dræber hvert år flere hundrede tusind mennesker. Men der findes andre sygdomme som årligt berøver millioner af mennesker livet i Afrika, Asien og Latinamerika.
I bogen Mirage of Health (Sundhedens illusion) skriver René Dubos: „Malaria, andre protozoiske infektioner og indvoldsorm er årsag til fysiologisk og økonomisk elendighed i de fleste underprivilegerede områder.“ Som følge heraf „er der årligt millioner af mennesker i Asien, Afrika og Latinamerika der lider og dør på grund af ankylostomiasis, afrikansk sovesyge og malaria“. Man kan ikke bedømme hvilken elendighed disse sygdomme forårsager blot ved at se på hvor mange der dør som følge af dem. Dubos skriver: „De mikrobielle sygdomme er ikke blevet besejret.“
Han fortsætter: „I modsætning hertil får [den hvide mands] selviskhed ham til at betragte enhver videnskabelig opdagelse der har indflydelse på hans eget velbefindende, som hyllet i videnskabelig trylleglans.“ Netop derfor tales der så meget om kræft og hjertesygdomme i den vestlige verden. Lad os heller ikke glemme kønssygdommene. Ifølge et lægevidenskabeligt tidsskrift er der årligt cirka tre millioner nye tilfælde af gonorré i De Forenede Stater.
Men uanset om vi betragter industrilandene eller udviklingslandene, ser vi vidnesbyrd om Apokalypsens fjerde hest, ’den bleggrønne hest, døden, og dødbringende plage’. — Åbenbaringen 6:8.
Ødelæggelse af jorden
Gennem forurening, rovdrift, vanrøgt og skovning er menneskene verden over allerede godt i gang med at ødelægge naturens fine balance inden for deres egen begrænsede biosfære.
Syreregn, der skyldes at regn og sne opblandes med røgbestanddele (kvælstofilter og svovl) fra kraftværker som afbrænder kul og olie, volder skade på den nordlige halvkugles søer og skove. Som forfatterne til bogen Earth (Jorden) skriver: „Ét resultat af syreregnen har været at mange søer i områder som New England og Skandinavien er blevet forvandlet fra biotisk rige og produktive økosystemer til udpinte, somme tider næsten døde, vandhuller. For eksempel er alle fiskene døde i hundreder af søer i [den amerikanske bjergkæde] Adirondacks, og næsten 50.000 canadiske søer trues af en lignende skæbne.“
Hvad skovene angår er mange af dem ramt af „skovdød“. „Symptomer på ’skovdød’ er iagttaget i skove i Østeuropa, USSR, Italien, Spanien, Canada, Storbritannien og den nordlige del af det centrale USA.“ Forfatterne skriver videre: „I en vis forstand er menneskene i færd med at udføre et gigantisk eksperiment. De forgifter en stor del af jordens ene halvkugle (og sandsynligvis dele af den anden), og venter så på at se hvad der vil ske.“
Presset på biosfæren øges af en anden uomgængelig faktor — verdens befolkningstal har for nylig oversteget de fem milliarder. Biologerne Anne og Paul Ehrlich siger: „Så godt som alle jordens livsformer lider under udbredelsen af Homo sapiens.“ Mennesket breder sig og driver rovdrift på sine omgivelser. De kommende generationer må skøtte sig selv.
Floder, søer og have forurenes på grund af menneskets samvittighedsløse misbrug af disse ressourcer. Spildevand, affald og kemiske affaldsstoffer dumpes i havene som var de en affaldsspand, et overflødigt tilbehør til livet på jorden.
Vor generation er derfor den første i historien der har været i stand til bogstavelig talt at ødelægge jorden. For første gang kan de profetiske ord i Åbenbaringen 11:18, hvor der siges at Gud „vil ødelægge dem der ødelægger jorden“, blive opfyldt. Og det vil de blive ved slutningen af „endens tid“. — Daniel 12:4.
Et enestående advarselsarbejde
Endnu en facet af Jesu profeti får en bemærkelsesværdig opfyldelse i vor tid. Han forudsagde at der skulle blive udført et stort forkyndelsesarbejde blandt alle nationerne før enden kom. (Mattæus 24:14; Markus 13:10) Og dette skulle ske inden for levetiden af generationen fra 1914. Først nu i det 20. århundrede har fremskridtene inden for transport, kommunikation, datamater og trykkemetoder gjort det muligt for Jehovas Vidner at udvide deres undervisningsarbejde, så det nu foregår over hele jorden og på cirka 200 sprog.
Jehovas Vidner trykker nu Vagttårnet på 103 sprog! Der uddeles over 13 millioner eksemplarer af hvert nummer. Det blad du i øjeblikket læser udgives på 54 sprog, og der trykkes over 11 millioner eksemplarer af hvert nummer. Næsten tre og en halv million Jehovas vidner forkynder regelmæssigt den gode nyhed om Guds riges regering — i alt i 210 lande.
Dette enestående arbejde udføres på trods af den verdensomspændende forfølgelse som Jesus også forudsagde at hans sande disciple skulle komme ud for. Ja, Jehovas vidners tilstedeværelse og aktivitet over hele jorden er et levende bevis på at vi lever i de sidste dage! — Markus 13:9, 10.
Højdepunktet er nær
I den nutidige opfyldelse af Jesu profeti udgør alle disse begivenheder således et sammensat tegn på Jesu usynlige nærværelse og de sidste dage, eller „afslutningen på tingenes ordning“. (Mattæus 24:3) (Se rammen på side 11.) De passer sammen som brikkerne i et puslespil og danner et billede der klart viser at dette er de sidste dage for denne tingenes ordning. — Se også Andet Timoteusbrev 3:1-5, 12, 13.
Mange af de forhold Jesus forudsagde har enkeltvis også eksisteret i tidligere generationer, men de er aldrig før forekommet inden for samme generation på én gang. Og som vi har set, er nogle af dem ikke forekommet i nogen tidligere generation, af den enkle grund at det har været umuligt. Nogle mangler endnu at få deres fulde opfyldelse før denne generation er væk. Der er også andre begivenheder som Jehovas vidner nu afventer med stor interesse. Disse begivenheder er optakten til at Gud udvider sit riges herredømme til jorden. Spørgsmålet lyder derfor nu: Hvad er det næste der vil ske?
[Ramme på side 7]
Hvad er der sket siden 1914?
1. Hvilke større krige er blevet udkæmpet?
2. Hvilke store jordskælv kan du huske?
3. Er menneskeheden blevet ramt af epidemier og pestsygdomme?
4. Hvilke lande har været ramt af alvorlig hungersnød og fødevaremangel?
5. Er der fremstået falske profeter og falske messias’er?
6. Er der vidnesbyrd om øget vold og lovløshed?
7. Er kærligheden og det gode forhold mellem mennesker blevet kølnet?
8. Har nogen organisation hævdet at kunne indføre fred i verden?
9. Er der angst blandt nationerne og frygt for fremtiden?
10. Forkyndes der om Riget i hele verden?
(Svarene findes på side 11.)
[Ramme på side 11]
Svarene på spørgsmålene på side 7a
1. Mattæus 24:7 — To verdenskrige (1914-18; 1939-45); Den Spanske Borgerkrig (1936-39); Koreakrigen; Vietnamkrigen; Iran-Irak; krigene i Mellemøsten og andre krige.
2. Mattæus 24:7 — Jordskælv: 1920 og 1932, Kansu i Kina, henholdsvis 200.000 og 70.000 omkomne; 1935, Quetta i Pakistan, 60.000 omkomne; 1939, Chillán i Chile, 30.000 omkomne; 1939, Erzincan i Tyrkiet, 30.000 omkomne; 1960, Agadir i Marokko, 12.000 omkomne; 1970, Peru, 66.700 omkomne; 1972, Managua i Nicaragua, 5000 omkomne; 1976, Guatemala City i Guatemala, 23.000 omkomne; 1976, Tang Shan i Kina, 800.000 omkomne.
3. Lukas 21:11 — Hjertesygdomme, kræft, AIDS, flodblindhed, malaria, kønssygdomme.
4. Lukas 21:11 — Den nordlige del af Kina, 1920-21, cirka 20 millioner blev berørt; Indien, 1943-44, 1.500.000 omkom; Nigeria, 1967-69, over 1.500.000 børn omkom; Kampuchea, 1975-79, 1.000.000 omkom; det indre Afrika, 1983-87, 22.000.000 mennesker blev berørt.
5. Mattæus 24:11 — „Karismatiske“ religiøse ledere, tv-messias’er og guruer vildleder fortsat millioner.
6. Mattæus 24:12; 2 Timoteus 3:13 — Kriminalitet, vold, lovovertrædelser og stofmisbrug er udbredt i de fleste dele af verden. Narkohandelen har frembragt en skare skånselsløse ’stofbaroner’ og har resulteret i mange drab.
7. Mattæus 24:12 — Man lukker og låser nu sine døre; man beskytter sin ejendom med vagthunde; man kender ikke sine naboer.
8. Åbenbaringen 17:3, 8-11 — Folkeforbundet og De Forenede Nationer.
9. Lukas 21:26 — De to verdenskrige forårsagede usigelige lidelser og kvaler. Kernekrigstruslen har siden 1945 spredt frygt og angst i hele verden.
10. Mattæus 24:14 — Over tre millioner Jehovas vidner forkynder ’den gode nyhed om Guds rige’ på cirka 200 sprog.
[Fodnote]
a Denne liste er ikke komplet, men indeholder blot nogle eksempler.
[Illustrationer på side 10]
Store dele af klodens befolkning er berørt af hungersnød
Menneskene forurener den biosfære som de deler med alt andet levende
Millioner af mennesker er ramt af sygdomme
En enestående advarsel lyder nu på cirka 200 sprog i hele verden
[Kildeangivelse på side 10]
Foto: FAO
-
-
De sidste dage — Hvad er det næste der vil ske?Vågn op! – 1988 | 8. april
-
-
De sidste dage — Hvad er det næste der vil ske?
„Jeg skal sige jer en sandhed: Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker.“ — Jesus Kristus, Mattæus 24:34.
DA JESUS forklarede sine forbløffede disciple om „tegnet på . . . afslutningen på tingenes ordning“ sagde han blandt andet de ovenfor citerede ord. (Mattæus 24:3) Men hvad mente han med ordet „generation“? Og hvilke begivenheder skulle føre frem til afslutningen på tingenes ordning? Med andre ord, hvilke begivenheder skal vi spejde efter i den nærmeste fremtid?
Hvor længe består en generation?
The American Legion Magazine har oplyst at 4.743.826 amerikanske mænd og kvinder har deltaget i den første verdenskrig. I 1984 var kun 272.000 af dem tilbage, og hver time døde gennemsnitlig ni af dem. Vil det sige at generationen fra 1914 allerede er borte?
Det græske ord for generation er geneaʹ, og det bruges af Mattæus, Markus og Lukas i deres beretninger om Jesu ord og gerninger. Det kan have forskellige betydninger alt efter sammenhængen. The New International Dictionary of New Testament Theology har imidlertid defineret det således: „De der er født på samme tid . . . Forbundet hermed er betydningen: ens samtidige som et hele, et slægtled.“ A Greek-English Lexicon of the New Testament skriver: „Det samlede antal af dem der er født samtidig, i udvidet forstand alle der lever på et givet tidspunkt: generation, samtidige.“ Disse definitioner omfatter både alle der er født omkring tidspunktet for en historisk begivenhed og alle der er i live på det tidspunkt.
J. A. Bengel skriver i værket New Testament Word Studies: „Hebræerne . . . betragter femoghalvfjerds år som en generation, og ordene ’skal ikke forgå’ antyder at størstedelen af denne generation [på Jesu tid], men ikke hele generationen, ville være borte før alt ville være opfyldt.“ Dette viste sig at være sandt i år 70, da Jerusalem blev ødelagt.
Situationen er den samme i dag: Størstedelen af generationen fra 1914 er borte. Der er imidlertid stadig millioner af mennesker tilbage på jorden som blev født i det år eller tidligere. Og skønt deres antal svinder vil Jesu ord gå i opfyldelse: „Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker.“ Dette er endnu en grund til at tro at Jehovas dag, der skal komme som en tyv, er nært forestående. Hvilke begivenheder bør vågne kristne da spejde efter?
„Fred og sikkerhed“ inden længe?
„I ved selv udmærket at Jehovas dag kommer nøjagtig som en tyv om natten. Når de siger: ’Fred og sikkerhed!’ da vil pludselig undergang komme over dem.“ — 1 Thessaloniker 5:2, 3.
Lige siden den anden verdenskrig sluttede i 1945 har menneskeheden vaklet på grænsen til en krig, idet der i hele perioden har bestået et modsætningsforhold mellem de to stormagter, De Forenede Stater og Sovjetunionen. Cubakrisen i 1962 var en farlig og direkte konfrontation. Men Sovjetunionen trak sine missiler tilbage fra Cuba, og De Forenede Stater fjernede i al stilhed deres missiler fra Tyrkiet. Dette var blot ét af mange udslag af den kolde krig.
Nedrustning har i årtier været genstand for debat, men som regel har debatten ikke givet resultat; den har blot været en propagandaøvelse for begge parter. Nu, i de sidste måneder af præsident Reagans præsidentperiode og i den atmosfære af tøbrud der skyldes generalsekretær Gorbatjovs glasnost (åbenhed), synes det for alvor at være på tale at gøre atomvåbensituationen mindre sprængfarlig. Det er umuligt at sige om dette skal betragtes som en optakt til en foregiven fred og sikkerhed for hele verden i almindelighed. Men i overensstemmelse med Bibelens profeti er dét hvad kristne spejder efter. Hvad vil det være et signal til?
De der omhyggeligt studerer Bibelen vil ikke lade sig narre ’når der siges: Fred og sikkerhed!’ — uanset om dette budskab lyder fra De Forenede Nationer eller fra stormagterne. Det fremgår tydeligt af Bibelen at kun en retfærdig styreform, nemlig Guds riges regering ved Kristus, kan indføre sand fred og sikkerhed.
Af samme grund vil en fremtidig, tydelig og jordomspændende proklamation af fred og sikkerhed fra verdensledernes side være et signal til at Gud vil gribe til handling, „nøjagtig som en tyv om natten“, til stor overraskelse for den ikketroende verden. Ja, „pludselig undergang“ vil da komme over de religiøse og politiske magter der har hånet Jehova og hans vidner.
-