De sidste dage — ’Rige mod rige’

„Konflikten mellem nationerne fra 1914 til 1918 var ikke bare ’et ligegyldigt rygte om en eller anden ny krig’. Den indvarslede en helt ny form for krig, den første totale krig i menneskehedens historie. Dens varighed, intensitet og omfang overgik alt hvad man indtil da havde kendt eller i det hele taget forestillet sig. Den totale krig var en realitet.“ — The World in the Crucible (Verden i smeltedigelen) af Bernadotte E. Schmitt og Harold C. Vedeler.

ØDELÆGGELSERNE var så omfattende og antallet af omkomne så stort under krigen fra 1914 til 1918 at man i Frankrig den dag i dag kan finde mindesmærker for de faldne i La Grande Guerre, Den Store Krig. Den amerikanske forfatter Ernest Hemingway kaldte senere krigen „den mest kolossale, blodtørstige og dårligt ledede nedslagtning der nogen sinde har fundet sted på jorden“. Den Store Krig fik betegnelsen „den første verdenskrig“ da endnu en verdenskrig gik over jorden fra 1939 til 1945.

Den første verdenskrig adskilte sig på mange måder fra tidligere tiders krige. I Vesteuropa nedslagtede de enorme hæres millioner af soldater hinanden på marker og i skove. Maskingeværet gjorde store indhug i fodfolkenes rækker. Som Gwynne Dyer siger i sin bog War: „Inden for to måneder [efter krigens udbrud] var over en million mand døde . . . Mekaniske våben — hurtigtskydende artilleri og maskingeværer der kunne udspy 600 projektiler i minuttet — fyldte luften med en dødbringende kugleregn.“ Kampvognen, undervandsbåden og flyvemaskinen ændrede tankegangen og fremgangsmåden. Nu kunne døden falde ned fra himmelen og stige op fra havet.

Skyttegravskrig med anvendelse af giftgasser tvang soldaterne til den yderste grænse for hvad de kunne udholde af lidelse og nedværdigelse. Den Store Krig adskilte sig også fra tidligere krige på en anden måde: „Dette var den første krig hvorunder krigsfangerne skulle tælles i millioner (i alt 8.400.000) og blev tilbageholdt i et længere tidsrum.“ (The World in the Crucible) Det var også den første krig der inddrog næsten hele den civile befolkning, enten i forsvar og våbenproduktion eller som ofre for invasion og kamphandlinger.

I denne forfærdelige krig så Jehovas vidner i 1914 begyndelsen til opfyldelsen af Jesu skæbnesvangre profetier. Men det skulle blive endnu værre.

Den anden verdenskrigs kolossale ødelæggelseskraft

Et andet vidnesbyrd om at vi lever i de sidste dage, selv set under en menneskelig synsvinkel, er menneskehedens mulighed for at udslette sig selv. Dr. Bernard Lown sagde i en tale da han fik Nobels fredspris: „Med den anden verdenskrig vandt den totale krig indpas — med principløse metoder, grænseløs vold og vilkårlige ofre. Ovnene i Auschwitz og atombombernes ødelæggelse af Hiroshima og Nagasaki indskrev et sort kapitel i beretningen om menneskets brutalitet.“

Har menneskeheden lært medfølelse og barmhjertighed af denne grufulde oplevelse? Han fortsætter: „Den langvarige pine hvorunder 50 millioner mennesker omkom [et tal der stort set svarer til befolkningstallet i England, Frankrig eller Italien], gav ikke et holdbart grundlag for en våbenstilstand der kunne hindre barbariet. Tværtimod bugnede arsenalerne snart af våben hvis ødelæggelseskraft var mange tusind gange større end den der blev udløst under den anden verdenskrig.“ — Kursiveret af os.

Vi har afgjort været vidne til at ’nation har rejst sig mod nation og rige mod rige’, og at rytteren på den ildrøde hest har spredt død over hele jorden. (Mattæus 24:7;

De sidste dage — Et særpræg

„Oppenheimer [der var med til at konstruere atombomben] havde ret i sin grundlæggende opfattelse: at historien ændrede kurs i 1945. En større krig vil aldrig mere kunne udkæmpes på samme måde som den anden verdenskrig blev udkæmpet.“ — Weapons and Hope (Våben og håb) af Freeman Dyson.

ANVENDELSEN af atombomben i 1945 ændrede verden. Det markerede endnu et vendepunkt i krigens historie. Sådan opfattede en af bombens „fædre“, Robert Oppenheimer, situationen. Ved prøvesprængningen i New Mexico citerede han den hinduiske Bhagavad-Gita, idet han sagde: „Jeg er blevet døden, verdenernes ødelægger.“ Oppenheimer sagde også: „Denne verdens folk må slutte sig sammen, ellers vil de gå til grunde.“

I 1949 advarede en rådgivende komité af videnskabsmænd — deriblandt Oppenheimer — USA’s atomenergikommission mod udviklingen af den langt mere dødbringende brintbombe. I deres rapport hed det: „Dette er et supervåben; det befinder sig i en helt anden kategori end atombomben.“ Dette skyldes at brintbombens ødelæggelseskraft kan mangedobles ved tilførsel af det billige brændstof deuterium. På blot fire år var atombomben blevet reduceret til et stykke legetøj.

Enrico Fermi og Isidor Rabi, der også var medlemmer af den rådgivende komité, advarede med endnu stærkere ord: „Den kendsgerning at der ikke er nogen grænser for dette våbens ødelæggelseskraft betyder at selve dets eksistens og kundskaben om dets konstruktion udgør en fare for menneskeheden som et hele. Dette må nødvendigvis være et onde uanset hvilket lys man ser det i.“ (Kursiveret af os.) Disse videnskabsmænd var klar over at mennesket nu kunne udslette sig selv. Men deres advarsel mod udviklingen af brintbomben blev ignoreret.

’Domsprofetier med et videnskabeligt grundlag’

Den ufattelige ødelæggelseskraft som mennesket nu er i besiddelse af kan illustreres med et enkelt eksempel som nævnes af dr. Lown, der er medformand for foreningen Internationale Fysikere for Forebyggelse af Kernekrig. „En enkelt moderne undervandsbåd har cirka otte gange så stor en ildkraft som den der blev udløst under hele den anden verdenskrig — tilstrækkelig til at udslette alle storbyer på den nordlige halvkugle.“ Læg mærke til det — det var blot én undervandsbåds ødelæggelseskraft! Stormagterne har i snesevis af skibe og undervandsbåde med kernevåben. Når man hertil føjer de landbaserede våben og de luftbårne missiler, kommer det samlede antal atomsprænghoveder op på over 50.000!

Har mennesket nogen sinde før i historien stået med en så frygtindgydende kraft i hænderne? Dr. Lown indrømmer at enhver historisk periode har haft sine upåagtede profeter. Hvad er da forskellen nu? Han forklarer: „Vor tid er den første hvori domsprofetierne skyldes objektive videnskabelige analyser.“ Hvis der skulle komme en kernekrig, siger han, „er det ren og skær hybris [overmod] at foregive at der vil være overlevende blandt menneskene efter en sådan menneskeskabt katastrofe“.

Voksende „angst blandt nationerne“

I 1945 slap menneskene atomkrigens onde ånd ud af videnskabens magiske lampe, og de kan aldrig på nogen måde få den tilbage i lampen igen. De kan tilintetgøre deres kernevåben, men hvordan skulle de kunne fjerne den kundskab der altid kan lede tilbage til dem? Begivenhederne i Hiroshima og Nagasaki plus udviklingen af endnu mere raffinerede kernevåben har derfor øget risikoen for „frygtelige ting“ og „store tegn“ fra himmelen, og for „angst blandt nationerne, som ved hverken ud eller ind“. — Lukas 21:11, 25.

Nationernes angst er også blevet forstærket af den hurtige kommunikation. Først i vort tyvende århundrede har moderne kommunikationssystemer (radio, fjernsyn, datamater og satellitter) givet hele menneskeheden mulighed for at høre om krige og katastrofer umiddelbart efter at de er indtruffet, og dette har spredt frygt og angst blandt nationerne på en måde som aldrig før har været mulig. Man ikke blot hører om kamphandlinger og blodsudgydelser, man kan med egne øjne se det i fjernsynet i samme øjeblik som det foregår!

Krigens ar

Nu i 1988 findes der verden over millioner af familier som har erfaret en del af beviset på at vi lever i de sidste dage. De har mistet en eller flere af dem de holder af i de to verdenskrige eller i en af de andre større konflikter (Korea, Vietnam, Iran-Irak, Libanon og så videre). Måske har du selv mistet en broder, en fader, en bedstefader eller en onkel som er faldet i en krig. Også millioner af mødre, bedstemødre, søstre og tanter er omkommet i krige og koncentrationslejre.

I vor generation har hære desuden voldtaget og plyndret civile hvor de er kommet frem i Europa og Det Fjerne Østen. De overlevende, navnlig kvinderne, er den dag i dag mærket med ar efter denne mishandling.