1-3. Hvilke omstændigheder ved Jesu død adskiller den fra alle andre lignende begivenheder?

EN FORÅRSDAG for næsten 2000 år siden blev en uskyldig mand arresteret, forhørt og dømt for forbrydelser han aldrig havde begået, og derefter henrettet under tortur. Det var ikke historiens første pinefulde og uretfærdige henrettelse, og sørgeligt nok heller ikke den sidste. Men den død manden led, var forskellig fra alle andres.

² At det var noget betydningsfuldt der skete, vidnede selv himmelens udseende om i de sidste kvalfulde timer før døden indtraf. Skønt det var midt på dagen, sænkede der sig pludselig et uforklarligt mørke over landet. Som en af bibelskribenterne siger: „Solens lys forsvandt.“ (Lukas 23:44, 45) Umiddelbart før manden udåndede, sagde han de uforglemmelige ord: „Det er tilendebragt!“ Ja, ved at ofre livet udrettede han noget ganske enestående. Det var den største kærlighedshandling et menneske nogen sinde har øvet. — Johannes 15:13; 19:30.

³ Som vi kan tænke, var denne mand Jesus Kristus. Hans lidelse og død denne mørke dag, den 14. nisan år 33, er velkendt. Der er imidlertid en vigtig ting man ofte overser. Skønt Jesus gennemgik store lidelser, var der én som led endnu mere. Der var én som bragte et endnu større offer den dag, en som udførte den største kærlighedshandling der nogen sinde er øvet i universet! Hvilken handling var det? Svaret på dette spørgsmål danner en passende indledning til det mest betydningsfulde af alle emner: Jehovas kærlighed.

Den største kærlighedshandling

4. Hvordan kom en romersk soldat til at forstå at Jesus ikke var noget almindeligt menneske, og hvilken slutning kom han til?

⁴ Den romerske officer som overvågede Jesu henrettelse, var overrasket både over det mørke der gik forud for Jesu død, og over det voldsomme jordskælv der fulgte efter. „Dette var virkelig Guds søn,“ sagde han. (Mattæus 27:54) Det var tydeligt at Jesus ikke var noget almindeligt menneske. Denne soldat havde været med til at henrette den allerhøjeste Guds søn! Kan der siges noget om hvor dyrebar denne søn var for sin Fader?

5. Hvordan kan man illustrere det enorme tidsrum Jehova og hans søn har tilbragt sammen i himmelen?

⁵ Bibelen kalder Jesus for „al skabnings førstefødte“. (Kolossenserne 1:15, 16) Tænk over hvad det betyder. Det betyder at Jehovas søn eksisterede før det fysiske univers blev til. Hvor lang tid havde Faderen og Sønnen da tilbragt sammen? Nogle videnskabsmænd anslår universet til at være 13 milliarder år gammelt. Har vi nogen idé om hvor lang tid det er? For at hjælpe folk til at få en fornemmelse af universets alder som anslået af videnskabsmænd har man i planetariet ved det naturhistoriske museum i New York opsat en tidslinje på 110 meter. Går man langs væggen med tidslinjen, svarer hvert skridt til cirka 75 millioner år af universets alder. For enden af tidslinjen er sat et mærke på tykkelse med et menneskehår. Mærket svarer til hele menneskehedens historie! Denne tidslinje er — selv hvis den er korrekt — ikke lang nok til at svare til længden af det tidsrum hvori Jehovas søn har eksisteret! Hvad har han været optaget af i alle disse årmillioner?

6. (a) Hvad var Jehovas søn optaget af i sin førmenneskelige tilværelse? (b) Hvad kan der siges om det bånd der knytter Jehova og hans søn sammen?

⁶ Sønnen var hos sin Fader som hans „værkmester“. (Ordsprogene 8:30) „Uden ham er end ikke én ting blevet til,“ siges der. (Johannes 1:3) Jehova og hans søn arbejdede altså sammen for at frembringe alt andet. Det må have været en spændende og lykkelig tid! Mange kan bekræfte at kærligheden mellem forældre og børn er utrolig stærk. Desuden er kærligheden „enhedens fuldkomne bånd“. (Kolossenserne 3:14) Begynder vi så at forstå hvor stærkt et bånd der knyttede de to sammen i dette umådelige tidsrum? Jehova Gud og hans søn er knyttet til hinanden med det stærkeste bånd der nogen sinde er dannet.

7. Hvordan udtrykte Jehova hvad han følte da Jesus blev døbt?

⁷ Alligevel sendte Faderen sin søn til jorden for at han kunne fødes som et menneske. Det betød at Jehova i nogle årtier måtte give afkald på at have sin elskede søn hos sig i himmelen. Med levende interesse iagttog han fra himmelen hvordan Jesus voksede op og blev en fuldkommen mand. Da Jesus var 30 år, blev han døbt. Vi behøver ikke at gætte os til hvad Jehova følte ved den lejlighed. Han talte personligt fra himmelen idet han sagde: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ (Mattæus 3:17) Det må have beredt Jehova uendelig glæde og dyb tilfredsstillelse at se Jesus trofast gøre alt det der var profeteret om ham, alt hvad der krævedes af ham! — Johannes 5:36; 17:4.

8, 9. (a) Hvilke lidelser måtte Jesus gennemgå den 14. nisan år 33, og hvordan berørte det hans himmelske Fader? (b) Hvorfor lod Jehova sin søn lide og dø?

⁸ Men hvad følte Jehova den 14. nisan i år 33? Hvad følte han da Jesus blev forrådt og derefter arresteret af en flok bevæbnede mænd om natten? Da hans disciple forlod ham og han blev underkastet et lovstridigt forhør? Da han blev hånet, spyttet på og slået med knytnæver? Da han blev pisket og huden på ryggen blev flænset op? Da han blev naglet til pælen på hænder og fødder og måtte udholde folkets spot mens han hang på pælen? Hvad følte Faderen da hans elskede søn råbte til ham i sin kval? Hvad følte han da Jesus drog sit sidste åndedrag og hans elskede søn for første gang siden skabelsens begyndelse ikke eksisterede mere? — Mattæus 26:14-16, 46, 47, 56, 59, 67; 27:38-44, 46; Johannes 19:1.

⁹ Vore ord slår ikke til! Den smerte Jehova følte ved sin søns død, kan vore ord ikke give udtryk for. Det vi kan give udtryk for og forklare, er hvorfor Jehova tillod at det skete, og hvorfor han udsatte sig selv for denne smerte. Jehova har åbenbaret en vidunderlig sandhed for os i Johannes 3:16 — et skriftsted der er blevet kaldt „den lille Bibel“. Der står: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ Jehovas motiv til at gøre det var altså kærlighed. At han sendte sin søn til jorden for at han skulle lide og dø for os, var en gave til os fra Jehova — den største kærlighedshandling nogen sinde.

Hvad Guds kærlighed er

10. Hvad har vi mennesker behov for, og hvad er der sket med betydningen af ordet „kærlighed“?

¹⁰ Hvad betyder ordet „kærlighed“? Kærlighed er blevet betegnet som det største behov et menneske har. Fra vugge til grav stræber man efter at få kærlighed; man blomstrer op og trives ved den eller hentæres og dør af mangel på den. Alligevel er egenskaben kærlighed forbavsende svær at definere — og det til trods for at der tales så meget om den, og at der er skrevet en endeløs række af bøger, sange og digte om den. Det de fortæller, siger os ikke altid nøjagtigt hvad kærlighed er. Ja, det lader til at ordet er blevet brugt — og misbrugt — så ofte at det er blevet vanskeligere og vanskeligere at definere.

11, 12. (a) Hvor kan vi lære en hel del om hvad kærlighed er, og hvorfor dér? (b) Hvilke former for kærlighed havde de gamle grækere særlige ord for, og hvilket ord for „kærlighed“ bruges hyppigst i De Kristne Græske Skrifter? (Se fodnoten.) (c) Hvad er agaʹpē-kærligheden?

¹¹ Bibelen fortæller imidlertid meget klart hvad kærlighed er. En bibelordbog siger for eksempel: „Kærligheden kendes kun på de gerninger den fremkalder.“ (Expository Dictionary of New Testament Words af W.E. Vine) Bibelens beretning om Jehovas gerninger fortæller en hel del om hans kærlighed — den godhed og hengivenhed han viser sine skabninger. Hvilket bedre eksempel har vi på kærlighed end den uforlignelige kærlighedshandling som allerede er beskrevet i det foregående? I de følgende kapitler skal vi se eksempler på mange andre gerninger Jehova har øvet i kærlighed. Ud over dette kan betydningen af de ord der er brugt på Bibelens grundsprog, kaste mere lys over denne egenskab. De gamle grækere havde fire ord for „kærlighed“.a Det der bruges hyppigst i De Kristne Græske Skrifter, er ordet agaʹpē. En bibelordbog kalder det for „det stærkeste ord der findes for kærlighed“. Hvad er grunden til det?

¹² Agaʹpē er den kærlighed der lader sig lede af principper. Den er altså mere end blot en følelsesmæssig reaktion over for et andet menneske. Den har en større rækkevidde, er mere gennemtænkt og velovervejet, og den er frem for alt fuldstændig uselvisk. Lad os til eksempel igen se på Johannes 3:16. Hvad er det for en verden Gud elskede så meget at han gav sin enestefødte søn for den? Det er menneskehedens verden, nærmere betegnet den del af den der lader sig genløse. Det indbefatter mange som nu lever et syndigt liv. Elsker Jehova hver af dem som en personlig ven, sådan som han elskede den trofaste Abraham? (Jakob 2:23) Nej, men Jehova udstrækker alligevel sin kærlighed og godhed til alle, med store omkostninger for sig selv. Han ønsker at alle skal angre og vende om, det vil sige ændre sind og handlemåde. (2 Peter 3:9) Det er der mange som gør. Dem tager han med glæde imod som sine venner.

13, 14. Hvad viser at agaʹpē-kærligheden ofte er forbundet med en følelse af hengivenhed?

¹³ Der er dog nogle der har en forkert opfattelse af hvad agaʹpē-kærligheden er. De mener at det er en kold, forstandsmæssig form for kærlighed. Sådan er det ikke. Agaʹpē-kærligheden er ofte forbundet med stærke følelser. I Johannes’ udtalelse „Faderen elsker Sønnen“ bruges en form af udsagnsordet agapaʹō (svarer til navneordet agaʹpē). Var der ingen hengivenhed forbundet med denne følelse? Læg mærke til hvad Jesus siger: „Faderen holder . . . af Sønnen.“ Her bruges en form af udsagnsordet fileʹō. (Johannes 3:35; 5:20) Jehovas kærlighed er ofte forbundet med inderlig hengivenhed. Men den skyldes ikke og er ikke påvirket af sentimentalitet. Den er altid ledet af hans kloge og retfærdige principper.

¹⁴ Som vi har set, er alle Jehovas egenskaber helt igennem ægte og fuldkomne. De appellerer til os. Men kærligheden er den af dem der appellerer mest til os. Ingen egenskab drager os med en sådan kraft til Jehova. Lykkeligvis er kærlighed også hans mest fremtrædende egenskab. Hvordan ved vi det?

„Gud er kærlighed“

15. Hvad siger Bibelen om Gud og egenskaben kærlighed, og hvad gør denne udtalelse til noget særligt? (Se også fodnoten.)

¹⁵ Bibelen siger noget om kærlighed som den ikke siger om nogen anden af Jehovas hovedegenskaber. Bibelen siger ikke at ’Gud er magt’, eller at ’Gud er retfærdighed’ eller at ’Gud er visdom’. Han har disse egenskaber, er det egentlige ophav til dem og har ikke sin lige i nogen af dem. Men om den fjerde egenskab siges der noget tankevækkende: „Gud er kærlighed.“b (1 Johannes 4:8) Hvad betyder det?

16-18. (a) Hvorfor siger Bibelen at „Gud er kærlighed“? (b) Hvorfor er mennesket, af alle skabninger på jorden, et passende symbol på egenskaben kærlighed hos Jehova?

¹⁶ Udtalelsen „Gud er kærlighed“ er ikke en sammenligning af to ens størrelser, som om man ville sige: „Gud er lig med kærlighed.“ Man kan heller ikke vende sætningen om og sige at „kærlighed er Gud“. Jehova er mere end en abstrakt egenskab. Han er en person som besidder en lang række følelser og egenskaber foruden kærlighed. Men hos Jehova har kærligheden dybe rødder. Et opslagsværk siger om dette vers i Bibelen: „Guds væsen eller natur er kærlighed.“ Det kan i det store og hele udtrykkes på denne måde: Jehovas magt sætter ham i stand til at handle. Hans retfærdighed og visdom leder ham når han handler. Men hans kærlighed motiverer ham til at handle. Og hans kærlighed er altid til stede når han gør brug af sine andre egenskaber.

¹⁷ Det er ofte blevet sagt at Jehova er den personificerede kærlighed. Hvis vi vil lære den principbestemte kærlighed at kende, må vi derfor lære Jehova at kende. Man kan naturligvis også se denne smukke egenskab hos mennesker. Men hvorfor har de den? Ved skabelsen udtalte Jehova disse ord, øjensynlig til sin søn: „Lad os frembringe mennesker i vort billede, så de ligner os.“ (1 Mosebog 1:26) Af alle skabninger på jorden er det kun menneskene der kan vælge at vise kærlighed og på denne måde efterligne deres himmelske Fader. Som vi tidligere har været inde på, brugte Jehova forskellige skabninger som symbol på sine hovedegenskaber. Af alle disse var det mennesket, hans højeststående jordiske skabning, der blev brugt som symbol på hans mest fremtrædende egenskab, kærlighed. — Ezekiel 1:10.

¹⁸ Når vi viser den uselviske, principbestemte kærlighed, genspejler vi Jehovas mest fremtrædende egenskab. Som apostelen Johannes skrev: „Men vi, vi elsker, fordi han elskede os først.“ (1 Johannes 4:19) På hvilke måder har Jehova da elsket os „først“?

Jehova har taget initiativet

19. Hvorfor kan man sige at kærlighed var en væsentlig grund til at Jehova begyndte at skabe?

¹⁹ Kærlighed er ikke nogen ny egenskab. For hvad var grunden til at Jehova begyndte at skabe? Det var ikke den at han følte sig ensom og savnede selskab. Jehova er hel og fuldstændig i sig selv og mangler ikke noget som en anden kunne føje til. Men hans kærlighed, som er en aktiv egenskab, tilskyndede ham naturligt til at ønske at dele glæden ved livet med fornuftbegavede skabninger som kunne værdsætte livets gave. Guds enestefødte søn var Hans „skaberværks begyndelse“. (Åbenbaringen 3:14) Derefter brugte Jehova ham som sin værkmester til at skabe alt andet idet han begyndte med englene. (Job 38:4, 7; Kolossenserne 1:16) Disse mægtige åndeskabninger var udrustet med forstandsevner og følelser og havde frihed til og mulighed for i kærlighed at knytte sig til andre åndeskabninger og til Jehova Gud selv. (2 Korinther 3:17) På denne måde kom de til at elske fordi de blev elsket først.

20, 21. Hvilke vidnesbyrd om Jehovas kærlighed var Adam og Eva omgivet af, og hvordan gengældte de den?

²⁰ Sådan var det også med menneskene. Fra begyndelsen var Adam og Eva praktisk talt indhyllet i kærlighed. Hvor de end rettede blikket hen i deres paradisiske hjem i Eden, så de vidnesbyrd om Faderens kærlighed til dem. Læg mærke til hvad Bibelen siger: „Jehova Gud [plantede] en have i Eden, mod øst, og dér satte han mennesket som han havde dannet.“ (1 Mosebog 2:8) Har du nogen sindet været i en vidunderligt smuk have eller park? Hvad tiltalte dig mest? Lyset som faldt glitrende gennem træernes kroner? Blomsternes betagende farvepragt? Lyden af en rislende bæk, fuglenes sang eller de summende insekter? Træernes, frugternes og blomsternes duft? Hvad det end var, så er der ingen park i dag der kan måle sig med Edens have i skønhed. Hvorfor ikke?

²¹ Fordi haven var plantet af Jehova selv! Den må have været ubeskriveligt smuk. Hvert eneste træ var en fryd for øjet, og der var frugttræer med saftige og velsmagende frugter. Haven var stor og udstrakt; der var naturlige vandløb i den, og den var fyldt med en mangfoldighed af spændende dyr. Adam og Eva havde alt hvad de behøvede for at kunne leve lykkeligt, også et tilfredsstillende arbejde og selskab af en fuldkommen livsledsager. Jehova viste dem sin kærlighed først, og de havde al grund til at vise ham kærlighed til gengæld. Det gjorde de imidlertid ikke. I stedet for i kærlighed at adlyde deres himmelske Fader gjorde de i selviskhed oprør mod ham. — Første Mosebog, kapitel 2.

22. Hvordan viste Jehova efter oprøret i Eden at han er loyal i sin hengivenhed og kærlighed?

²² Hvilken sorg for Jehova! Men forbitrede dette oprør hans hjerte? Nej! „Hans loyale hengivenhed varer evindelig,“ siges der i Salme 136:1. Han traf med det samme beslutning om at ville genløse de efterkommere af Adam og Eva som havde en ret indstilling. Som vi har set, indbefattede dette at han gav sin elskede søn som et genløsningsoffer — et offer der blev bragt med store omkostninger for ham selv. — 1 Johannes 4:10.

23. Nævn en grund til at Jehova kaldes ’den lykkelige Gud’, og hvilket vigtigt spørgsmål vil blive besvaret i det næste kapitel?

²³ Ja, Jehova har lige fra begyndelsen taget initiativet til at vise menneskene kærlighed. På utallige måder har han vist at „han elskede os først“. At vise kærlighed skaber harmoni og glæde, så det er ikke mærkeligt at Jehova kaldes ’den lykkelige Gud’. (1 Timoteus 1:11) Men nu opstår et andet vigtigt spørgsmål: Elsker Jehova os som enkeltpersoner? Det vil det næste kapitel svare på.

1. Hvad føler mange — også nogle sande kristne — med hensyn til Guds interesse for dem personligt?

ELSKER Jehova Gud hver enkelt af os personligt? Nogle vil gå med til at Gud elsker menneskeheden i almindelighed, sådan som der siges i Johannes 3:16. Men inderst inde siger de: ’Det er utænkeligt at Gud kunne elske mig.’ Selv sande kristne kan fra tid til anden få den tanke. En har for eksempel mismodigt sagt: „Jeg har meget svært ved at tro at Gud overhovedet interesserer sig for mig.“ Har du haft en lignende tvivl?

2, 3. Hvem vil gerne have os til at tro at vi ikke er noget værd i Jehovas øjne, og at Jehova ikke elsker os, og hvordan kan vi bekæmpe denne følelse?

² Satan vil gerne have os til at tro at Jehova Gud hverken elsker os eller anser os for at være noget værd. Sandt nok forfører han nogle ved at appellere til deres forfængelighed og stolthed. (2 Korinther 11:3) Men han kan også lide at sætte ind på de sårbare ved at berøve dem deres selvrespekt. (Johannes 7:47-49; 8:13, 44) Det gælder især nu i de kritiske „sidste dage“. Mange vokser op i en familie hvor der ikke findes nogen „naturlig hengivenhed“. Andre må til stadighed omgås mennesker som er voldelige, selviske og egenrådige. (2 Timoteus 3:1-5) Efter at de i lang tid har været udsat for dårlig behandling, racefordom eller had er de overbevist om at ingen elsker dem, og at de er uden værd.

³ Hvis du nærer sådanne negative følelser, behøver du ikke at fortvivle. Mange af os er undertiden urimeligt hårde ved os selv. Men husk at Guds ord er gavnligt til „reformering“ og til „nedrivning af fæstningsværker“. (2 Timoteus 3:16; 2 Korinther 10:4) Bibelen siger at vi skal „berolige vort hjerte over for ham med hensyn til hvad vort hjerte end måtte fordømme os for, for Gud er større end vort hjerte og kender alle ting“. (1 Johannes 3:19, 20) Lad os betragte fire måder hvorpå Bibelen hjælper os til at „berolige vort hjerte“ og forsikrer os om Jehovas kærlighed.

Du er noget værd i Jehovas øjne!

4, 5. Hvordan viser Jesu sammenligning med spurvene at vi er noget værd i Jehovas øjne?

⁴ For det første siger Bibelen direkte at alle Jehovas tjenere er noget værd i hans øjne. Jesus sagde for eksempel: „Sælges to spurve ikke for en ringe mønt? Dog falder ikke én af dem til jorden uden jeres Faders viden. Men på jer er endog alle hovedhår talt. Vær derfor ikke bange: I er mere værd end mange spurve.“ (Mattæus 10:29-31) Tænk over hvad disse ord betød for Jesu tilhørere i det første århundrede.

⁵ Vi undrer os måske over at nogen ville købe en spurv, men på Jesu tid var en spurv den billigste fugl man kunne købe til føde. Læg mærke til at man fik to spurve for en ringe mønt. Ved en senere lejlighed sagde Jesus at man for to småmønter kunne få hele fem spurve og ikke fire. Det vil sige at den fugl man fik i tilgift, faktisk ikke havde nogen værdi! Det kan godt være at disse små skabninger ikke havde nogen værdi i menneskers øjne, men hvordan så Skaberen på dem? Jesus sagde at „ikke én af dem“, heller ikke den man fik i tilgift, var „glemt hos Gud“. (Lukas 12:6, 7) Nu begynder vi måske at forstå hvad Jesus mente. Hvis Jehova anser en enkelt spurv for at have værdi, hvor langt større værdi har da ikke et menneske! Som Jesus forklarede, kender Jehova hver eneste lille detalje ved os. Selv vores hovedhår har han tal på!

6. Hvorfor kan vi være sikre på at Jesus ikke overdrev da han sagde at vores hovedhår er talt?

⁶ Er vores hovedhår virkelig talt? Nogle vil måske mene at her overdrev Jesus. Men tænk engang på opstandelseshåbet! Hvis Jehova skal genskabe os, må han så ikke have et nøje kendskab til os? Vi er så meget værd i hans øjne at han husker hver eneste lille detalje ved os, inklusive vores genetiske kode og alt hvad vi har samlet i vores hukommelse af oplysninger og erfaringer.a At tælle vores hovedhår — hvoraf vi gennemsnitligt har 100.000 — ville være en simpel sag i sammenligning hermed.

Hvad sætter Jehova pris på hos os?

7, 8. (a) Nævn nogle af de egenskaber Jehova glæder sig over at finde når han ransager et menneskes hjerte. (b) Nævn nogle af de gerninger Jehova sætter pris på.

⁷ For det andet fortæller Bibelen hvad Jehova sætter pris på hos sine tjenere. Sagt helt enkelt glæder han sig over vore gode egenskaber og de bestræbelser vi gør os i forskellige retninger. Kong David sagde til sin søn Salomon: „Jehova undersøger alle hjerter, og enhver tilbøjelighed i tankerne bedømmer han.“ (1 Krønikebog 28:9) Når Jehova ransager milliarder af menneskehjerter i denne voldsprægede og hadefulde verden, må det virkelig glæde ham at finde et hjerte der elsker fred, sandhed og retfærdighed! Hvad sker der når han finder et hjerte der er fyldt med kærlighed til ham, et hjerte der gerne vil lære ham at kende og gerne vil dele denne kundskab med andre? Han fortæller selv at han lægger mærke til dem der taler med andre om ham. Han har oven i købet „en bog“ der bliver skrevet „til minde“ om dem som „frygter Jehova og har hans navn i tanke“. (Malakias 3:16) Det er egenskaber han værdsætter.

⁸ Hvilke gode gerninger værdsætter Jehova? Først og fremmest vore bestræbelser for at efterligne hans søn, Jesus Kristus. (1 Peter 2:21) En gerning som Jehova lægger vægt på i den forbindelse, er forkyndelsen af den gode nyhed om hans rige. Vi læser i Romerbrevet 10:15: „Hvor skønt et syn: til fods kommer de som forkynder godt nyt om gode ting!“ Eller, som der står ordret: „Hvor skønne er fødderne på dem som forkynder godt nyt om gode ting!“ „Fødderne“ er her brugt som et billede på de bestræbelser Jehovas tjenere gør sig for at forkynde den gode nyhed. Disse bestræbelser er smukke og dyrebare i Jehovas øjne. — Mattæus 24:14; 28:19, 20.

9, 10. (a) Hvorfor kan vi være sikre på at Jehova værdsætter vores udholdenhed under prøver og vanskeligheder? (b) Hvilket negativt syn på sine trofaste tjenere har Jehova ikke?

⁹ Jehova sætter også pris på vores udholdenhed. (Mattæus 24:13) Satan vil gerne at vi vender Jehova ryggen. Men hver dag vi forbliver loyale mod Jehova, er endnu en dag hvor vi har givet ham et svar han kan bruge over for den der smæder ham, Satan. (Ordsprogene 27:11) Undertiden er det ikke let at være udholdende. Helbredsmæssige vanskeligheder, økonomiske bekymringer, følelsesmæssige problemer og andre ting kan gøre hver dag til en prøve. Uindfriede forventninger kan være årsag til nedtrykthed. (Ordsprogene 13:12) At holde ud under sådanne forhold er så meget desto mere værd i Jehovas øjne. Derfor bad kong David Jehova om at komme hans tårer i en „læderflaske“, hvorefter han tillidsfuldt tilføjede: „Står de ikke i din bog?“ (Salme 56:8) Jo, Jehova husker og værdsætter alle de tårer og lidelser vi må udholde mens vi forbliver loyale mod ham. De er dyrebare i hans øjne.

¹⁰ Men vores hjerte vil måske fordømme os og stædigt hævde at vi ikke er noget værd i Jehovas øjne. Det vil uophørligt hviske til os: ’Der er så mange andre der er mere eksemplariske end jeg. Hvor må Jehova være skuffet når han sammenligner mig med dem!’ Jamen Jehova sammenligner dig ikke med nogen; og han er heller ikke hård og streng i sin bedømmelse. (Galaterne 6:4) Med sit fintmærkende blik læser han vore hjerter og mærker sig det gode han ser — hvor lidt det end måtte være!

Jehova skiller det gode fra det dårlige

11. Hvad kan vi lære af den måde hvorpå Jehova handlede over for Abija?

¹¹ For det tredje skiller Jehova omhyggeligt det gode fra når han ransager os. Da Jehova fældede dommen over kong Jeroboams frafaldne dynasti og sagde at hele slægten skulle udryddes, befalede han at en af kongens sønner, Abija, skulle begraves på behørig vis. Hvorfor? „Fordi der i ham alene fandtes noget godt i Jeroboams hus over for Jehova, Israels Gud.“ (1 Kongebog 14:1, 10-13) Jehova havde med andre ord ransaget den unge mands hjerte og fundet „noget godt“ i det. Hvor lille og ubetydelig denne smule af godt end har været, fandt Jehova den værdig til at blive nævnt i hans ord. Han belønnede den oven i købet ved at vise dette ene medlem af en frafalden slægt et passende mål af barmhjertighed.

12, 13. (a) Hvoraf fremgår det i Josafats tilfælde at Jehova ser efter det gode i os, også når vi synder? (b) Hvordan kan man sammenligne Jehova med kærlige forældre hvad angår vore gode gerninger og egenskaber?

¹² Et endnu bedre eksempel i positiv retning har vi i den gode kong Josafat. Da kongen havde indladt sig på noget tåbeligt, sagde Jehovas profet til ham: „På grund af dette er der kommet harme over dig fra Jehova.“ Hvilken foruroligende udtalelse! Men Jehovas budskab endte ikke her. Profeten fortsatte: „Alligevel er der fundet noget godt hos dig.“ (2 Krønikebog 19:1-3) Jehovas retfærdige harme overskyggede altså ikke det gode der fandtes i Josafat. Hvor helt forskelligt fra hvordan ufuldkomne mennesker handler! Når vi bliver opbragte over hvad andre gør, er vi tilbøjelige til at se bort fra deres gode sider. Og når vi selv synder, kan den skuffelse, skam og skyld vi føler, gøre os blinde for vore egne gode sider. Men lad os huske at hvis vi angrer vore synder og bestræber os for ikke at gentage dem, vil Jehova tilgive os.

¹³ Når Jehova ransager dig, sigter han synderne fra, næsten som en guldgraver sigter sandet fra når han udvasker guld. Hvad sker der så med dine gode egenskaber og gerninger? Det er „guldkornene“ som han beholder! Har du lagt mærke til hvordan nogle forældre ofte kærligt gemmer og værner om deres børns tegninger og skolearbejder mange år efter at børnene selv har glemt dem? En sådan kærlighed nærer Jehova også til sine børn. Så længe vi forbliver trofaste over for ham, vil han aldrig glemme vore gode gerninger og egenskaber. Han ville betragte det som uretfærdigt at glemme dem, og han er aldrig uretfærdig. (Hebræerne 6:10) Men han ransager os også på en anden måde.

14, 15. (a) Hvorfor hindrer vore ufuldkommenheder ikke Jehova i at få øje på det gode i os? Giv et eksempel. (b) Hvad vil Jehova gøre med det gode han finder i os, og hvordan betragter han sine trofaste tjenere?

¹⁴ Jehova ser længere end til vore ufuldkommenheder. Han ser de muligheder vi indeholder. Kunstelskere vil for eksempel gøre sig store anstrengelser for at restaurere et stærkt beskadiget maleri eller andet kunstværk. Da der på National Gallery i London var blevet øvet hærværk med et haglgevær mod en Leonardo da Vinci-skitse til over 230 millioner kroner, var der ingen som mente at kunstværket skulle kasseres nu da det var beskadiget. Man gik straks i gang med at restaurere det næsten 500 år gamle mesterværk. Hvorfor? Fordi det havde stor værdi i kunstelskeres øjne. Er du ikke mere værd end en kridt- og kultegning? Det er du i Guds øjne — hvor beskadiget du end måtte være på grund af den nedarvede ufuldkommenhed. (Salme 72:12-14) Menneskets Skaber, Jehova Gud, vil under udfoldelse af hele sin skaberevne gøre alt hvad der står i hans magt, for at føre alle der vil lade sig forme af ham, tilbage til fuldkommenhed. — Apostelgerninger 3:21; Romerne 8:20-22.

¹⁵ Ja, Jehova ser det gode i os som vi måske ikke selv kan få øje på. Og mens vi tjener ham, vil han lade det gode der findes i os, vokse indtil vi til sidst er fuldkomne. Uanset hvordan Satans verden har behandlet os, betragter Jehova sine trofaste tjenere som dyrebare, som „kostbare skatte“. — Haggaj 2:7.

Jehova viser sin kærlighed i handling

16. Hvad er det største bevis på Jehovas kærlighed til os, og hvordan véd vi at det er en gave som også er givet til os?

¹⁶ For det fjerde gør Jehova meget for at bevise sin kærlighed til os. Jesu Kristi genløsningsoffer er det bedste svar på Satans løgn om at vi ikke er noget værd, og at ingen elsker os. Vi må aldrig glemme at Jesu kvalfulde død på marterpælen og den endnu større kval Jehova måtte lide ved at se sin elskede søn dø, beviser deres kærlighed til os. Desværre har mange svært ved at tro at denne gave også er givet til dem. De føler sig uværdige. Vi kan dog i den forbindelse minde os selv om at apostelen Paulus havde forfulgt Jesu disciple, og alligevel skrev han: „Guds søn . . . elskede mig og overgav sig selv for mig.“ — Galaterne 1:13; 2:20.

17. Ved hjælp af hvad drager Jehova os til sig selv og til sin søn?

¹⁷ Jehova giver bevis på sin kærlighed til os ved at hjælpe os hver især med at få gavn af Kristi offer. Jesus sagde: „Ingen kan komme til mig, medmindre Faderen, som har sendt mig, drager ham.“ (Johannes 6:44) Ja, Jehova selv drager os til sin søn og håbet om evigt liv. Hvordan? Ved hjælp af forkyndelsen, som når frem til os personligt, og ved hjælp af sin hellige ånd, som Jehova bruger for at hjælpe os til at forstå og anvende de bibelske sandheder trods vore begrænsninger og ufuldkommenheder. Jehova kan derfor sige om os som han sagde om Israel: „Med en varig kærlighed elsker jeg dig. Derfor har jeg draget dig med loyal hengivenhed.“ — Jeremias 31:3.

18, 19. (a) Hvordan lærer vi på nærmeste hold Jehovas kærlighed til os at kende og får det mest fortrolige forhold til ham, og hvad viser at han selv er personligt engageret? (b) Hvordan forsikrer Jehova os i sit ord om at han er en medfølende tilhører?

¹⁸ Måske er det gennem bønnen vi på nærmeste hold oplever Jehovas kærlighed til os og får det mest fortrolige forhold til ham. Vi får i Bibelen opfordringen til at ’bede uophørligt’ til Gud. (1 Thessaloniker 5:17) Og han hører efter. Han kaldes ligefrem ’den som hører bøn’. (Salme 65:2) Han har ikke overdraget dette hverv til nogen anden, ikke engang til sin egen søn. Tænk engang: Universets Skaber opfordrer os til frimodigt at nærme os ham i bøn. Og hvordan er han da som tilhører? Kold, apatisk, uinteresseret? Nej, slet ikke.

¹⁹ Jehova føler med os; han har empati. Hvad er empati? En trofast ældre kristen broder har sagt: „Empati er når jeg i mit hjerte kan føle din smerte.“ Føler Jehova virkelig vores smerte? Om de lidelser hans folk Israel erfarede, læser vi: „I al deres kval var det en kval for ham.“ (Esajas 63:9) Jehova så ikke alene de vanskeligheder de måtte kæmpe med; han følte også med dem. Hvor intenst han føler med sine tjenere, ses af Jehovas egne ord til dem: „Den der rører jer, rører min øjesten.“b (Zakarias 2:8) Det ville gøre virkelig ondt! Jo, Jehova føler med os. Når det gør ondt på os, gør det ondt på ham.

20. Hvilken usund tankegang må vi undgå hvis vi skal adlyde rådet i Romerbrevet 12:3?

²⁰ Ingen ligevægtig kristen ville bruge dette bevis på Guds kærlighed til sine tjenere og hans agtelse for dem som en grund til at føle sig bedre end andre. Apostelen Paulus skrev: „Ved den ufortjente godhed der er skænket mig siger jeg nemlig til enhver iblandt jer at han ikke skal tænke højere om sig selv end han bør tænke, men tænke med et sundt sind, hver enkelt sådan som Gud har tildelt ham et mål af tro.“ (Romerne 12:3) I en anden oversættelse hedder det: „Jeg siger til enhver af jer at han ikke må regne sig selv for mere værd end han virkelig er, men at han skal bedømme sig selv nøgternt.“ (A Translation in the Language of the People af Charles B. Williams) Så lad os, mens vi glæder os ved varmen fra vor himmelske Faders kærlighed, bevare et sundt sind og huske at vi hverken har krav på eller har gjort os fortjent til Guds kærlighed. — Lukas 17:10.

21. Hvilke løgne inspireret af Satan må vi tilbagevise, og med hvilken guddommelig sandhed kan vi til stadighed berolige vort hjerte?

²¹ Lad os da gøre alt hvad der står i vores magt, for at tilbagevise Satans løgne, inklusive den at ingen elsker os og vi ikke er noget værd. Hvis det du har været udsat for i livet, har fået dig til at se dig selv som en uoverstigelig hindring for Guds uendelige kærlighed, eller til at mene at dine gode gerninger er for ubetydelige til at hans skarpe blik kan få øje på dem, eller at dine synder er for store til at hans dyrebare søns død kan sone dem, så skal du vide at sådan er det ikke. Afvis denne opfattelse med hele dit hjerte! Lad os blive ved med at berolige vort hjerte med den sandhed Paulus gav udtryk for med de inspirerede ord: „Jeg er overbevist om at hverken død eller liv eller engle eller regeringer eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller højde eller dybde eller noget andet skabt vil kunne skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vor Herre.“ — Romerne 8:38, 39.

1, 2. (a) Hvordan reagerer en mor instinktivt på sit barns gråd? (b) Hvilken følelse er stærkere end en mors følelser for sit barn?

ET LILLE barns gråd høres midt om natten. Moderen vågner med det samme. Hun sover ikke så dybt som før — ikke siden barnet blev født. Hun har lært at kende forskel på nuancerne i barnets gråd. Derfor véd hun ofte om barnet vil have mad, tages op og trøstes eller noget andet. Men uanset hvad, tager moderen sig af barnet. Hun kan ikke andet på grund af sin kærlighed til det.

² De følelser en mor nærer for sit barn, er nogle af de stærkeste og ømmeste følelser man kender. Der er dog en følelse som er endnu stærkere — vor Gud Jehovas inderlige medfølelse med sine skabninger. En nærmere betragtning af denne smukke egenskab, som er en side af Guds kærlighed, vil drage os nærmere til Jehova. Lad os da se på hvad medfølelse er, og hvordan Gud viser denne egenskab.

Hvad er medfølelse?

3. Hvilken tanke indeholder det hebraiske udsagnsord der gengives med „vise barmhjertighed“ og „forbarme sig“?

³ I Bibelen er medfølelse og barmhjertighed nært forbundet. Der er flere hebraiske og græske ord som indeholder tanken om medfølelse. Der er for eksempel det hebraiske udsagnsord rachamʹ, der gengives med „vise barmhjertighed“ og „forbarme sig“. Et opslagsværk forklarer at udsagnsordet rachamʹ „udtrykker en dyb og inderlig medfølelse som vækkes når man oplever at ens kære eller nogle der har brug for ens hjælp, bliver svage eller udsættes for lidelser“. Dette hebraiske udsagnsord, som Jehova anvender i forbindelse med sig selv, er beslægtet med ordet for „moderliv“, og en af betydningerne af det tilsvarende navneord anføres som „moderfølelse“.a — 2 Mosebog 33:19; Jeremias 33:26.

4, 5. Hvilket billede bruges i Bibelen til at vise hvor stærk Jehovas medfølelse er?

⁴ I Bibelen bruges de følelser en mor nærer for sit lille barn, som et billede på hvor stærk Jehovas medfølelse er. Vi læser i Esajas 49:15: „Kan en kvinde glemme sit diende barn så hun ikke har barmhjertighed [„medfølelse“ (rachamʹ), The Amplified Bible] med sit moderlivs søn? Selv disse kvinder kan glemme, men jeg, jeg glemmer ikke dig.“ Denne beskrivelse understreger den inderlige medfølelse Jehova nærer for sit folk. Hvordan?

⁵ Det er vanskeligt at forestille sig at en mor kunne glemme at amme sit barn eller på anden måde drage omsorg for det. Et spædbarn er jo helt hjælpeløst og har brug for sin mors kærlige omsorg både nat og dag. Desværre hører man om mødres forsømmelighed, især i disse „kritiske tider“ der kendetegnes af mangel på „naturlig hengivenhed“. (2 Timoteus 3:1, 3) Men Jehova siger: „Jeg glemmer ikke dig.“ Den inderlige medfølelse Jehova nærer for sine tjenere, svigter ikke. Den er stærkere end den stærkeste naturlige følelse vi kan forestille os — en mors følelser for sit spædbarn. En bibelforsker siger derfor i en kommentar til Esajas 49:15: „Dette er et af de stærkeste — om ikke det stærkeste — udtryk for Guds kærlighed i Det Gamle Testamente.“

6. Hvad anser nogle medlidenhed og medfølelse for at være, men hvad siger Jehova?

⁶ Er inderlig medfølelse et tegn på svaghed? Det mener nogle. Den romerske filosof Seneca, der levede samtidig med Jesus og var en ledende intellektuel i Rom, sagde for eksempel at medlidenhed er forbundet med svaghed. Seneca var tilhænger af stoicismen, en filosofisk retning som lagde vægt på at man bevarede en ophøjet ro som ikke lod sig påvirke af følelser. Den der er vís, kan godt hjælpe dem der er i nød, sagde Seneca, men han kan ikke tillade sig at føle medlidenhed, for det vil berøve ham hans ophøjede ro. Dette selvcentrerede livssyn gav ikke plads for ægte, inderlig medfølelse. Sådan er Jehova imidlertid ikke! I sit ord forsikrer han os om at han er „meget medfølende og barmhjertig“. (Jakob 5:11) Som vi skal se, er medfølelse ikke tegn på svaghed, men på styrke. Lad os nu se nærmere på hvordan Jehova viser medfølelse som en kærlig far.

Da Jehova viste medfølelse med et helt folk

7, 8. Hvad var israelitterne udsat for i Ægypten, og hvordan tog Jehova sig af dem?

⁷ Jehovas medfølelse kommer meget klart til udtryk i hans forhold til Israels folk og hvad han gjorde for det. Da israelitterne var i trældom i Ægypten i det 16. århundrede før vor tidsregning, gjorde ægypterne „livet bittert for dem med hårdt trællearbejde med lermørtel og teglsten“. (2 Mosebog 1:11, 14) I deres nød råbte de til Jehova om hjælp. Hvordan reagerede den inderlige medfølelses Gud?

⁸ Det rørte hans hjerte. Han sagde: „Jeg har virkelig set nøden hos mit folk i Ægypten, og jeg har hørt deres skrig over deres arbejdsfogeder, for jeg kender jo deres lidelser.“ (2 Mosebog 3:7) Jehova kunne ikke se folkets lidelser og høre deres skrig uden at føle med dem. Som vi så i kapitel 24 i denne bog, har Jehova empati, og empati — evnen til at føle andres smerte — ligger nær op ad medfølelse. Men Jehova følte ikke blot med sit folk; han gjorde også noget: Han greb ind til gavn for det. Esajas 63:9 siger: „I sin kærlighed og i sin medfølelse var han den der genløste dem.“ Han udfriede israelitterne fra Ægypten „med stærk hånd“. (5 Mosebog 4:34) Derpå sørgede han mirakuløst for dem med manna i ørkenen og førte dem senere ind i deres eget frugtbare land.

9, 10. (a) Hvorfor udfriede Jehova gang på gang israelitterne efter at de havde bosat sig i det forjættede land? (b) Hvem undertrykte israelitterne i dommeren Jeftas dage, og hvordan og hvorfor blev de udfriet?

⁹ Men Jehovas medfølelse hørte ikke op her. Efter at israelitterne havde bosat sig i det forjættede land, skete det gang på gang at de faldt fra Jehova og måtte lide for det. Men når de kom til fornuft, råbte de til Jehova, og han udfriede dem. Hvorfor? Fordi „han havde medlidenhed med sit folk“. — 2 Krønikebog 36:15; Dommerne 2:11-16.

¹⁰ I dommeren Jeftas dage, for eksempel, havde israelitterne givet sig til at dyrke falske guder, og Jehova tillod at de blev undertrykt af ammonitterne i 18 år. Men til sidst angrede de og vendte om. Beretningen siger: „De fjernede derpå de fremmede guder fra deres midte og tjente Jehova, så hans sjæl blev utålmodig over Israels elendighed.“b (Dommerne 10:6-16) Så snart israelitterne viste ægte anger, kunne Jehova, den inderlige medfølelses Gud, altså ikke længere holde ud at se deres lidelser, og han satte derfor Jefta i stand til at udfri dem af deres fjenders hånd. — Dommerne 11:30-33.

11. Hvad lærer vi om Jehovas medfølelse af det han gjorde for Israels folk?

¹¹ Hvad lærer vi af det ovennævnte med hensyn til Jehovas inderlige medfølelse med Israels folk? For det første at der ikke blot er tale om en medfølende forståelse for menneskers modgang. Tænk på den medfølende og kærlige mor der hører sit barns gråd og gør noget for barnet. På samme måde hører Jehova sit folks nødråb, og hans inderlige medfølelse får ham til at lindre dets lidelser. Vi lærer desuden at Jehovas medfølelse på ingen måde er tegn på svaghed, for hans inderlige medfølelse tilskyndede ham til at gribe afgørende ind til gavn for sit folk. Nu kunne vi imidlertid spørge: Viser Jehova kun medfølelse med sine tjenere som folk betragtet?

Jehovas medfølelse med enkeltpersoner

12. Hvordan viste Moseloven at Jehova havde medfølelse med enkeltpersoner?

¹² Den lov Jehova gav Israels folk, viste at han havde medfølelse med enkeltpersoner. Det ser vi for eksempel af hans omsorg for de fattige. Jehova vidste at uforudsete omstændigheder kunne blive årsag til fattigdom. Hvordan skulle de fattige behandles? Israelitterne fik følgende strenge påbud: „Du [må] ikke gøre dit hjerte hårdt eller lukke hånden for din fattige broder. Du skal give ham villigt, og dit hjerte må ikke være nærigt når du giver ham; da vil Jehova din Gud velsigne dig i al din gerning og i alt hvad du tager dig for.“ (5 Mosebog 15:7, 10) Israelitterne fik desuden påbud om at de ikke måtte høste helt ud til kanten af deres mark eller samle de efterladte aks op. Dem havde de fattige og nødstedte lov til at sanke. (3 Mosebog 23:22; Rut 2:2-7) Når israelitterne rettede sig efter disse love som tog hensyn til de fattige hos dem, behøvede de fattige ikke at tigge for at få til føden. Var det ikke et bevis på Jehovas inderlige medfølelse?

13, 14. (a) Hvordan forsikrer Davids ord os om at Jehova bekymrer sig for os som enkeltpersoner? (b) Hvordan kan det belyses med et eksempel at Jehova er nær hos dem der har et „sønderbrudt hjerte“ og er „knust i ånden“?

¹³ Også i dag har Jehova stor omsorg for os som enkeltpersoner. Hvis vi er udsat for lidelser, kan vi være sikre på at han er fuldstændig klar over det. Salmisten David skrev: „Jehovas øjne hviler på de retfærdige, og hans ører lytter til deres råb om hjælp. Nær er Jehova hos dem med sønderbrudt hjerte, og han frelser dem der er knust i ånden.“ (Salme 34:15, 18) Om dem der beskrives med disse ord, siger en bibelkommentar: „De har et sønderbrudt hjerte og er knust i ånden, det vil sige at de på grund af deres synd føler sig meget små og ikke har nogen selvagtelse; de føler sig usle og mener at de ikke er noget værd.“ De mener at Jehova er langt borte fra dem, og at de er alt for ubetydelige til at han vil bekymre sig om dem. Men det er ikke rigtigt. Davids ord forsikrer os om at Jehova ikke svigter dem der „føler sig usle“. Vores medfølende Gud véd at når vi har det sådan, har vi mere brug for ham end nogen sinde, og han er nær hos os.

¹⁴ Det kan belyses med et eksempel. En mor i USA skyndte sig at køre sin lille, to år gamle søn til hospitalet, for han havde strubehoste og havde fået et slemt anfald. Efter at have undersøgt drengen oplyste lægerne moderen om at de måtte beholde ham på hospitalet natten over. Hvor tilbragte hun natten? I en stol på sygestuen, lige ved siden af drengens seng. Hendes lille søn var syg, og hun måtte simpelt hen være i nærheden af ham. Kan vi ikke forvente den samme grad af omsorg fra vores kærlige himmelske Fader, ja endda mere? Vi er dog skabt i hans billede! (1 Mosebog 1:26) I Salme 34:18 får vi de trøstende ord at Jehova — ligesom en kærlig far — ’er nær’ hos dem der har et „sønderbrudt hjerte“ og er „knust i ånden“. Han er altid medfølende og rede til at hjælpe.

15. På hvilke måder hjælper Jehova os som enkeltpersoner?

¹⁵ Hvordan hjælper Jehova os da som enkeltpersoner? Han fjerner ikke nødvendigvis årsagen til vore lidelser, men han har på mange forskellige måder sørget for dem der beder ham om hjælp. Hans ord, Bibelen, giver praktiske råd som har stor betydning. I menigheden sørger Jehova for åndeligt kvalificerede tilsynsmænd der søger at genspejle hans medfølelse når de skal hjælpe deres trosfæller. (Jakob 5:14, 15) Som den der „hører bøn“, giver han „hellig ånd til dem der beder ham“. (Salme 65:2; Lukas 11:13) Denne ånd kan give os „den kraft som er ud over det normale“ så vi kan holde ud indtil Guds rige fjerner alle stressfremkaldende problemer. (2 Korinther 4:7) Er vi ikke taknemmelige for al denne hjælp? Lad os ikke glemme at den er et udtryk for Jehovas inderlige medfølelse.

16. Hvad er det største bevis på Jehovas medfølelse, og hvordan berører det os som enkeltpersoner?

¹⁶ Det største eksempel på Jehovas medfølelse er naturligvis den genløsning han har udvirket for os ved at give det dyrebareste han ejer, sin egen søn. Det var et offer han bragte af kærlighed til os, og som åbnede vejen til udfrielse for os. Vi må ikke glemme at denne genløsningsforanstaltning gælder os personligt. Som Johannes Døbers far, Zakarias, sagde i sin profeti, skyldtes den „vor Guds inderlige medfølelse“. — Lukas 1:78.

Når Jehova holder sin medfølelse tilbage

17-19. (a) Hvordan viser Bibelen at der er grænser for Guds medfølelse? (b) Hvad var grunden til at Jehova ikke længere kunne have medfølelse med sit folk?

¹⁷ Er Jehovas inderlige medfølelse ubegrænset? Nej, Bibelen viser at hvis nogle modstår Jehovas retfærdige veje, holder han med rette sin medfølelse tilbage. (Hebræerne 10:28) For at forstå hvorfor han gør det, kan vi tænke på det der skete med Israels folk.

¹⁸ Skønt Jehova gang på gang udfriede israelitterne fra deres fjender, nåede hans medfølelse til sidst en grænse. Det genstridige folk hengav sig til afgudsdyrkelse og bragte tilmed deres afskyelige afguder helt ind i templet. (Ezekiel 5:11; 8:17, 18) Endvidere „drev [de] spot med den sande Guds sendebud og ringeagtede hans ord og gjorde nar af hans profeter, indtil Jehovas forbitrelse var vokset mod hans folk i den grad at der ingen lægedom var“. (2 Krønikebog 36:16) De var nået til det punkt hvor der ikke længere var noget grundlag for Jehovas medfølelse, men hvor de havde vakt hans retfærdige harme. Hvad blev resultatet?

¹⁹ Jehova kunne ikke længere have medfølelse med sit folk. Han forkyndte: „Jeg vil ikke vise medlidenhed, og ikke ynkes, og ikke have barmhjertighed, så jeg undlader at ødelægge dem.“ (Jeremias 13:14) Jerusalem og templet blev ødelagt, og israelitterne blev ført som fanger til Babylon. Hvor tragisk når syndige mennesker bliver så oprørske at grænsen for Guds medfølelse er nået! — Klagesangene 2:21.

20, 21. (a) Hvad vil der ske når grænsen for Guds medfølelse er nået i vor tid? (b) Hvilken gave som Jehova skænker på grund af sin medfølelse, vil vi se nærmere på i det næste kapitel?

²⁰ Hvordan så med i dag? Jehova har ikke forandret sig. På grund af sin medfølelse med menneskene har han overdraget sine vidner at forkynde ’den gode nyhed om riget’ på hele den beboede jord. (Mattæus 24:14) Når mennesker med det rette hjertelag viser at de har et lyttende øre, hjælper Jehova dem til at forstå budskabet. (Apostelgerninger 16:14) Men arbejdet vil ikke fortsætte for bestandig. Det ville næppe være medfølelse fra Jehovas side hvis han lod denne onde verden med al dens lidelse og elendighed fortsætte i det uendelige. Når grænsen for Jehovas medfølelse er nået, vil han eksekvere dommen over den onde tingenes ordning. Og selv da handler han af medfølelse — nemlig af medfølelse med sit „hellige navn“ og sine indviede tjenere. (Ezekiel 36:20-23) Jehova vil tilintetgøre al ondskab og indføre en retfærdig ny verden. Om de onde og ugudelige siger Jehova: „Mit øje [vil ikke] ynkes og jeg [vil ikke] have medlidenhed. Deres adfærd vil jeg bringe over deres eget hoved.“ — Ezekiel 9:10.

²¹ Indtil da har Jehova medfølelse med menneskene, selv med dem der er på vej mod undergangen. Syndige mennesker som af hjertet angrer og omvender sig, kan drage nytte af en af de gaver som Jehova skænker på grund af sin medfølelse — nemlig hans tilgivelse. I det næste kapitel vil vi se nærmere på nogle af de smukke billeder i Bibelen der viser hvor fuldstændig Jehovas tilgivelse er.

1-3. (a) Hvilken tung byrde bar salmisten David på, og hvordan fandt han trøst for sit forpinte hjerte? (b) Hvilken tyngende byrde kunne vi også føle, og hvad forsikrer Jehova os om?

„MINE misgerninger har overskyllet mit hoved,“ skrev salmisten David. „De er for tunge for mig, som en tung byrde. Jeg er stivnet og helt knust.“ (Salme 38:4, 8) David vidste hvor tung en byrde en dårlig samvittighed kunne være. Men han fandt trøst for sit forpinte hjerte. Han vidste at selv om Jehova hader synd, hader han ikke synderen hvis denne angrer oprigtigt og vender om fra sine syndige handlinger. I fuld tillid til at Jehova er villig til at vise de angrende barmhjertighed, sagde David: „Du, Jehova, er . . . rede til at tilgive.“ — Salme 86:5.

² Vi kan også føle den dårlige samvittighed som en tyngende byrde når vi synder. Det er ikke nogen skadelig følelse. Tværtimod. Den kan få os til at tage de nødvendige skridt til at rette vore fejl. Der er dog den fare at man kan blive helt overvældet af sin skyldfølelse. Vores selvfordømmende hjerte kan blive ved med at hævde at Jehova ikke vil tilgive os uanset hvor meget vi angrer. Hvis vi bliver så „opslugt“ af vores skyld, kan Satan prøve at få os til at give op, at få os til at føle at Jehova ikke regner os for noget, og at vi er uegnede til at tjene ham. — 2 Korinther 2:5-11.

³ Er det sådan Jehova ser på os? Nej. Tilgivelse er en side af Jehovas uendelige kærlighed. I sit ord forsikrer han os om at han er villig til at tilgive hvis vi af hjertet angrer og omvender os. (Ordsprogene 28:13) Lad os se nærmere på hvorfor og hvordan Jehova tilgiver, så vi ikke får den tanke at det er umuligt at opnå hans tilgivelse.

Hvorfor Jehova er „rede til at tilgive“

4. Hvad husker Jehova med hensyn til vores natur, og hvordan berører det den måde han behandler os på?

⁴ Jehova kender vore begrænsninger. „Han ved hvordan vi er dannet, husker at vi er støv,“ siges der i Salme 103:14. Han ved altså at vi er dannet af støv. Vi har vore svagheder og skrøbeligheder på grund af vores ufuldkommenhed. Udtrykket „han ved hvordan vi er dannet“, minder os om at Jehova i Bibelen sammenlignes med en pottemager, og vi med de lerkar han danner.a (Jeremias 18:2-6) Den store Pottemager afpasser den måde han behandler os på, efter vores skrøbelighed og syndige natur, og efter om vi følger hans ledelse eller ej.

5. Hvordan beskriver Romerbrevet syndens magtfulde greb?

⁵ Jehova ved at synden har stor magt. I hans ord beskrives den som en magt der fastholder mennesket i et dødeligt greb. Hvordan beskrives dette greb ellers? I Romerbrevet forklarer Paulus at vi er „under synd“, ligesom soldater står under en befalingsmand (Romerne 3:9); synden har ’hersket som en konge’ over menneskene (Romerne 5:21); den „bor“ i os (Romerne 7:17, 20); dens „lov“ virker til stadighed i os, ja, søger at styre hele vores liv (Romerne 7:23, 25). Den har altså et mægtigt greb om os og vores ufuldkomne kød. — Romerne 7:21, 24.

6, 7. (a) Hvordan betragter Jehova dem der af hjertet angrer og søger at opnå hans barmhjertighed? (b) Hvordan kunne vi fristes til at udnytte Guds barmhjertighed, men hvorfor vil det ikke være muligt at gøre det?

⁶ Jehova ved derfor at det ikke er muligt for os at være lydige til fuldkommenhed, hvor stærkt vi end ønsker det, eller hvor oprigtigt vi end bestræber os for det. I sin kærlighed forsikrer han os om at han vil tilgive os når vi søger hans barmhjertighed med et sønderbrudt hjerte. Der siges i Salme 51:17: „Ofre til Gud er en sønderbrudt ånd; et sønderbrudt og knust hjerte ringeagter du ikke, Gud.“ Jehova vil aldrig afvise et hjerte der er „sønderbrudt og knust“ af skyldfølelse.

⁷ Vil det sige at vi kan bruge vores syndige natur som en undskyldning for synd og på den måde udnytte Guds barmhjertighed? Naturligvis ikke! Jehova lader sig ikke kun lede af følelser, og der er grænser for hans barmhjertighed. Han tilgiver ikke dem der med vilje fremturer i synd og ikke viser en angrende indstilling. (Hebræerne 10:26) Han er på den anden side rede til at tilgive dem der af hjertet angrer. Lad os se på nogle af de malende billeder der bruges i Bibelen til at beskrive denne tiltalende side af Guds kærlighed.

Hvor fuldstændigt tilgiver Jehova?

8. Hvad gør Jehova billedligt talt når han tilgiver vore synder, og hvilken tillid kan vi have?

⁸ Den angrende David sagde: „Min synd gav jeg omsider til kende for dig, og min misgerning dækkede jeg ikke over. . . . Og du tilgav min syndeskyld.“ (Salme 32:5) Grundbetydningen af det hebraiske ord der er oversat med „tilgav“, er „at løfte op“, „at bære“, og i denne forbindelse betyder det at „skyld, synd og overtrædelse“ fjernes. Det var altså som om Jehova løftede Davids synder op og bar dem bort. Det må have været en umådelig lettelse for David at blive befriet for den skyldfølelse som tyngede ham. (Salme 32:3) Vi kan også nære tillid til den Gud som bærer synder bort, når vi søger hans tilgivelse på grundlag af vores tro på Jesu genløsningsoffer. — Mattæus 20:28.

9. Hvor langt fra os fjerner Jehova vore synder?

⁹ David brugte et andet meget malende udtryk til at beskrive Jehovas tilgivelse: „Så langt som øst ligger fra vest, så langt har han fjernet vore synder fra os.“ (Kursiveret af os; Salme 103:12, den danske autoriserede oversættelse) Hvor langt ligger øst fra vest? Man kan sige at øst altid ligger ved den fjerneste horisont modsat vest, den længste afstand man kan tænke sig; de to punkter mødes aldrig. En bibelforsker siger at udtrykket betyder „så langt som muligt; så langt man kan forestille sig“. Davids inspirerede ord fortæller at når Jehova tilgiver, fjerner han vore synder så langt fra os som overhovedet muligt.

10. Hvorfor behøver vi ikke at føle at vi må bære syndens pletter resten af livet når Jehova har tilgivet os?

¹⁰ Har du nogen sinde prøvet at fjerne en plet fra et lyst stykke stof? Måske har du erfaret at pletten stadig kunne ses trods alle dine anstrengelser. Læg mærke til hvordan Jehova beskriver sin evne til at tilgive: „Om så jeres synder skulle være som skarlagen, vil de blive gjort hvide som sne; om så de skulle være røde som højrødt klæde, vil de blive som uld.“ (Esajas 1:18) „Skarlagen“ er en strålende rød farve.b „Højrødt“ betegnede en anden af de stærke farver hvormed man farvede stof. (Nahum 2:3) Vi kan aldrig selv fjerne en plet som synden har sat. Men Jehova kan fjerne pletter der er som skarlagen og højrødt klæde, og gøre dem hvide som sne eller ufarvet uld. Når Jehova tilgiver vore synder, behøver vi ikke at føle at vi må bære disse pletter af synd resten af livet.

11. I hvilken forstand kaster Jehova vore synder bag sin ryg?

¹¹ Da Ezekias var blevet helbredt for en dødbringende sygdom, takkede han Gud i en gribende sang hvori han sagde: „Du har kastet alle mine synder bag din ryg.“ (Esajas 38:17) Her bruges det billede at Jehova har taget en angrendes synder og kastet dem bag sin ryg, hvor han ikke ser dem eller lægger mærke til dem mere. Ifølge et opslagsværk er tanken den at Gud nu ’betragter Ezekias’ synder som om de aldrig var begået’. Er det ikke en opmuntrende tanke?

12. Hvordan viser profeten Mika at Jehovas tilgivelse betyder at han fjerner vore synder for bestandig?

¹² I en genoprettelsesprofeti gav profeten Mika udtryk for den overbevisning at Jehova ville tilgive sit angrende folk: „Hvem er en Gud som du, der . . . forbigår overtrædelse hos sin arvelods rest? . . . Og du vil kaste alle deres synder i havets dyb.“ (Mika 7:18, 19) Forestil dig hvad disse ord betød for nogle der levede på Bibelens tid. Kunne man dengang få noget tilbage som var kastet „i havets dyb“? Disse ord viser at når Jehova tilgiver, fjerner han vore synder for bestandig.

13. Hvad betyder Jesu ord: „Tilgiv os vor skyld“?

¹³ Da Jesus lærte sine disciple at bede, brugte han forholdet mellem en debitor og en kreditor som et billede på Jehovas tilgivelse. Det hedder i bønnen: „Tilgiv os vor skyld.“ (Mattæus 6:12) Jesus sammenlignede altså synder med skyld, eller gæld. (Lukas 11:4) Når vi synder, bliver vi „skyldnere“ over for Jehova. Om betydningen af det græske udsagnsord der oversættes med ’tilgive’, siger et opslagsværk: „At give afkald på, at eftergive, en gæld ved ikke at gøre krav på den.“ Man kan sige at når Jehova tilgiver, stryger han den gæld som vi ellers ville blive krævet til regnskab for. Angrende syndere kan altså være ganske rolige. Jehova vil aldrig gøre krav på at en gæld som han har eftergivet, skal betales tilbage. — Salme 32:1, 2.

14. Hvilket billede ser man for sig når man hører udtrykket „få jeres synder slettet ud“?

¹⁴ Jehovas tilgivelse beskrives yderligere i Apostelgerninger 3:19: „I skal derfor ændre sind og vende om for at få jeres synder slettet ud.“ Det sidste udtryk gengiver et græsk udsagnsord der kan betyde „at viske ud, . . . at udslette, at tilintetgøre“. Ifølge nogle er udtrykket hentet fra den måde hvorpå man fjernede en tekst fra et håndskrift. Hvordan gjorde man det? Det blæk man brugte i oldtiden, var lavet af en blanding af kulstof, et bindemiddel og vand. Kort efter at man havde skrevet med dette blæk, kunne man fjerne det skrevne med en våd svamp. Dette skildrer meget smukt Jehovas barmhjertighed. Når han tilgiver synder, er det som om han tager en svamp og fjerner dem.

15. Hvad ønsker Jehova at vi skal vide om ham?

¹⁵ Når vi tænker over disse forskellige billeder på Jehovas tilgivelse, forstår vi at Jehova ønsker at vi skal vide at han gerne vil tilgive vore synder hvis vi angrer oprigtigt. Vi behøver ikke at være bange for at han senere vil kræve os til regnskab for disse synder. Det ses af noget andet som Bibelen åbenbarer om Jehovas store barmhjertighed: Når han tilgiver, glemmer han.

„Jeg vil ikke mere huske deres synd“

16, 17. Hvad betyder det når Bibelen siger at Jehova ikke husker vore synder, og hvad er begrundelsen for svaret?

¹⁶ Jehova giver følgende løfte til dem der er med i den nye pagt: „Jeg tilgiver deres misgerning, og jeg vil ikke mere huske deres synd.“ (Jeremias 31:34) Vil det sige at Jehova ikke mere kan huske synder når han har tilgivet dem? Nej. Bibelen fortæller om mange hvis synder Jehova tilgav, deriblandt David. (2 Samuel 11:1-17; 12:13) Jehova er stadig bekendt med de synder de begik, for beretningen om dem og om Jehovas tilgivelse da de angrede, er blevet bevaret til gavn for os. (Romerne 15:4) Hvad menes der da når det i Bibelen siges at Jehova ikke ’husker’ de synder som han har tilgivet?

¹⁷ Det hebraiske udsagnsord for „huske“ indeholder mere end blot at genkalde sig noget der er sket i fortiden. Theological Wordbook of the Old Testament gør opmærksom på at det endvidere indeholder den tanke „at tage de nødvendige forholdsregler“. At „huske“ synd vil altså sige at gøre op med syndere. (Hoseas 9:9) Når Jehova siger at han „ikke mere [vil] huske deres synd“, forsikrer han os derfor om at når han én gang har tilgivet angrende overtrædere, vil han ikke senere kræve dem til regnskab for deres synder. (Ezekiel 18:21, 22) Jehova ’glemmer’ altså synder i den forstand at han ikke vil blive ved med at huske dem for at anklage og straffe for dem igen og igen. Er det ikke beroligende at vide at Gud tilgiver og glemmer?

Hvad med konsekvenserne?

18. Hvorfor betyder Jehovas tilgivelse ikke at en angrende synder bliver fritaget for konsekvenserne af sin urette adfærd?

¹⁸ Betyder dét at Jehova er rede til at tilgive, at en angrende synder bliver fritaget for konsekvenserne af sin urette adfærd? Nej. Vi kan ikke synde ustraffet. Paulus skrev: „Hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ (Galaterne 6:7) Vi må se i øjnene at vore handlinger kan få visse konsekvenser. Det vil dog ikke sige at Jehova er årsag til den modgang vi måske møder efter at han har tilgivet os. Vi bør ikke tænke: ’Måske er det Jehova der straffer mig for mine tidligere synder.’ (Jakob 1:13) På den anden side beskytter Jehova os ikke mod følgerne af vore forkerte handlinger. Skilsmisse, et uønsket svangerskab, en seksuelt overført sygdom og tab af andres tillid og respekt kan alle være de sørgelige og uundgåelige følger af vore forkerte handlinger. Selv efter at Jehova havde tilgivet David for hans synder i forbindelse med Batseba og Urias, fritog han ham ikke for de katastrofale følger af hans handlinger. — 2 Samuel 12:9-12.

19-21. (a) Hvordan var den lov vi læser om i Tredje Mosebog 6:1-7, til gavn for både overtræderen og den der havde lidt skade? (b) Hvilken handling fra vor side vil glæde Jehova hvis nogen har lidt skade på grund af vores synd?

¹⁹ Vore synder kan også få andre konsekvenser. Det kan for eksempel ske hvis vore handlinger er gået ud over andre. I Tredje Mosebog, kapitel 6, har vi således beskrivelsen af en situation hvor en person har gjort sig skyldig i en alvorlig synd ved at tilvende sig en landsmands ejendom ved ran, svig eller ved at beholde noget han har fået overdraget i sin varetægt. Overtræderen benægter at han er skyldig, og går endda så vidt som til at sværge falsk. Den enes ord står mod den andens. Senere bliver overtræderen dog grebet af samvittighedsnag og bekender sin synd. For at opnå Guds tilgivelse er der tre ting han yderligere må gøre: Han skal levere det stjålne tilbage, betale ejermanden en erstatning på 20 procent af værdien af det stjålne og bringe en vædder som skyldoffer. „Og præsten skal skaffe ham soning for Jehovas ansigt, og således skal han få tilgivelse,“ sluttes der. — 3 Mosebog 6:1-7.

²⁰ Dette var en barmhjertig ordning fra Guds side. Den var til gavn for den der var blevet berøvet sin ejendom, men nu fik den tilbage og uden tvivl var lettet over at overtræderen endelig havde erkendt sin synd. Samtidig gavnede loven den hvis samvittighed til sidst fik ham til at indrømme sin skyld og gøre uretten god igen. Hvis han ikke gjorde det, ville han ikke opnå Guds tilgivelse.

²¹ Selv om vi ikke er underlagt Moseloven, giver den os indblik i hvordan Jehova tænker, også i forbindelse med tilgivelse. (Kolossenserne 2:13, 14) Hvis andre har lidt skade på grund af vore synder, behager det Gud at vi gør hvad vi kan for at rette op på tingene. (Mattæus 5:23, 24) Det kan bestå i at vi anerkender at vi har syndet, indrømmer vores skyld og giver en undskyldning til den der har lidt skade. Derefter kan vi bede til Jehova på grundlag af Jesu offer og få forvisning om at vi har opnået Jehovas tilgivelse. — Hebræerne 10:21, 22.

22. Hvad vil man måske erfare samtidig med Jehovas tilgivelse?

²² Som enhver kærlig far vil Jehova måske nok tilgive, men også tugte. (Ordsprogene 3:11, 12) Det kan være nødvendigt at en angrende kristen broder må give afkald på at tjene som ældste, menighedstjener eller heltidsforkynder. Det kan være smerteligt for en tid at skulle miste en tjeneste som man har sat meget pris på. Men den tugt man bliver udsat for, betyder ikke at Jehova ikke har tilgivet en. Vi må huske at Jehovas tugt er tegn på at han elsker os. Det tjener os bedst at tage imod den og rette os efter den. — Hebræerne 12:5-11.

23. Hvorfor bør vi aldrig mene at vi ikke omfattes af Jehovas barmhjertighed, og hvorfor bør vi efterligne hans villighed til at tilgive?

²³ Er det ikke opmuntrende for os at vide at Gud er „rede til at tilgive“? Trods de synder vi begår, bør vi aldrig mene at vi ikke omfattes af Jehovas barmhjertighed. Hvis vi angrer af hjertet, tager skridt til at gøre skaden god igen og oprigtigt beder om Jehovas tilgivelse på grundlag af Jesu udgydte blod, kan vi være forvissede om at Jehova vil tilgive os. (1 Johannes 1:9) Lad os efterligne ham ved at tilgive andre når de synder imod os. Hvis Jehova, som ikke begår synd, kærligt kan tilgive os, skulle vi syndige mennesker da ikke gøre vort bedste for at tilgive hinanden?

1, 2. Hvor omfattende er Guds godhed, og hvad siger Bibelen om den?

NOGLE gode venner sidder en lun sommeraften og nyder et måltid mad i det fri. De snakker og hygger sig mens de beundrer den smukke solnedgang. Langt derfra står en landmand og ser ud over sine marker som tørster efter vand, og han smiler tilfreds ved synet af de mørke skyer der samler sig, og de første regndråber der falder. Et helt tredje sted ser en far og mor med begejstring at deres lille barn tager sine første, usikre skridt.

² Hvad enten de er klar over det eller ej, nyder alle disse godt af Jehova Guds godhed. Religiøse mennesker siger ofte at „Gud er god“, men Bibelen udtrykker det endnu stærkere. Den siger: „Hvor er hans godhed stor!“ (Zakarias 9:17) Det lader dog til at kun få i dag ved hvad der ligger i disse ord. Hvad betyder det at Jehova Gud er god, og hvordan berøres vi personligt af hans godhed?

En fremtrædende side af Guds kærlighed

3, 4. Hvad er godhed, og hvorfor kan Jehovas godhed måske bedst beskrives som et udtryk for hans kærlighed?

³ På mange nutidssprog bruges ordet „godhed“ meget generelt. Men det er ikke tilfældet med den måde det bruges på i Bibelen. Her sigter det først og fremmest til moralsk fortræffelighed, den rette etiske beskaffenhed. Vi kan derfor sige at Jehova er god i absolut forstand. Alle hans egenskaber — deriblandt hans magt, retfærdighed og visdom — er helt igennem gode. Alligevel kan godhed måske bedst beskrives som et udtryk for Jehovas kærlighed. Hvorfor?

⁴ Godhed er en aktiv egenskab, en egenskab der giver sig udslag i handling. Apostelen Paulus pegede på at menneskers godhed endog virker mere tiltalende end deres retfærdighed. (Romerne 5:7) Man kan regne med at den der er retfærdig, nøje vil overholde lovens krav, men den der er god, vil gøre mere end det. Han tager initiativet og gør noget til gavn for andre. Og som vi skal se, er det netop i den betydning at Jehova er god. En sådan godhed udspringer af hans grænseløse kærlighed.

5-7. Hvorfor afviste Jesus at blive kaldt „gode lærer“, og hvilken vigtig sandhed understregede han derved?

⁵ Jehovas godhed er enestående. Kort tid før Jesu død kom en mand hen til ham for at stille ham et spørgsmål idet han kaldte ham „gode lærer“. Jesus svarede: „Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, Gud.“ (Markus 10:17, 18) Det kan måske lyde mærkeligt at Jesus svarede på denne måde. Hvorfor irettesatte han manden? Var Jesus ikke ’en god lærer’?

⁶ Manden brugte åbenbart udtrykket „gode lærer“ som en smigrende titel. Jesus ønskede beskedent at en sådan ære skulle gå til hans himmelske Fader, som er god i egentligste forstand. (Ordsprogene 11:2) Men Jesus understregede også en vigtig sandhed, nemlig at Jehova alene er normen for hvad der er godt. Kun han har den suveræne ret til at afgøre hvad der er godt, og hvad der er ondt. Da Adam og Eva gjorde oprør og spiste af træet til kundskab om godt og ondt, forsøgte de i virkeligheden at tiltage sig denne ret. I modsætning til dem overlader Jesus det ydmygt til sin Fader at fastsætte normer.

⁷ Jesus vidste desuden at Jehova er kilden til alt hvad der er virkelig godt. „Enhver god gave og enhver fuldkommen foræring“ kommer fra ham. (Jakob 1:17) Lad os se hvordan Jehovas godhed kommer til udtryk gennem hans gavmildhed.

Vidnesbyrd om Jehovas store godhed

8. Hvordan har Jehova vist godhed mod alle?

⁸ Alle der har levet, har haft gavn af Jehovas godhed. I Salme 145:9 siges der: „Jehova er god mod alle.“ Hvilke eksempler har vi på hans altomfattende godhed? Bibelen siger: „Han [har ikke] ladet sig være uden vidnesbyrd, idet han har gjort godt, har givet jer regn fra himmelen og frugtbare tider, har mættet jeres hjerter med føde og glæde.“ (Apostelgerninger 14:17) Glæder du dig ikke hver gang du nyder et dejligt måltid mad? Hvis ikke Jehova havde vist godhed ved at skabe jorden med et uophørligt kredsløb der giver os frisk vand, og „frugtbare tider“ som giver os rigeligt med føde, ville vi ikke have haft noget at spise. Og Jehova har sørget for at alle, ikke kun de der elsker ham, kan få gavn af hans godhed. Jesus sagde: „Han lader . . . sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne på retfærdige og uretfærdige.“ — Mattæus 5:45.

9. Hvordan er æbletræet et vidnesbyrd om Jehovas godhed?

⁹ Mange tænker slet ikke over den store gavmildhed Jehova viser menneskene ved til stadighed at give dem sol, regn og frugtbare tider. Tænk for eksempel på et æble. Æbler er en almindelig frugt i den del af verden der har tempereret klima. De er både kønne, velsmagende og fulde af saft og vigtige næringsstoffer. Vidste du at der i hele verden findes omkring 7500 forskellige æblesorter — røde, gule og grønne, og nogle af dem ikke meget større end et kirsebær, mens andre er på størrelse med en grapefrugt? En lille æblekerne ser ikke ud af meget. Men en sådan lille kerne kan blive til et stort, smukt træ. (Højsangen 2:3) Om foråret er æbletræet fyldt med skønne blomster, og om efteråret bærer det frugt. Hvert år — i op til 75 år — vil et godt æbletræ kunne bære nok frugt til at fylde op mod 20 kasser med 20 kilo i hver!

10, 11. Hvordan er vore sanser et vidnesbyrd om Guds godhed?

¹⁰ I sin uendelig store godhed har Jehova givet os et legeme der er ’underfuldt dannet’, med sanser der hjælper os til at opfatte og glæde os over alt det han har skabt. (Salme 139:14) Tænk igen på de situationer der er beskrevet i indledningen til kapitlet. Hvilke synsindtryk bidrager til glæden i sådanne stunder? Et henrykt barns blussende kinder; regnen der falder og væder den tørstige jord; en solnedgang med dens røde, gyldne og violette farver. Det menneskelige øje er skabt til at opfatte over 300.000 forskellige farver! Desuden har vi fået en høresans så vi kan opfatte nuancerne i en god vens stemme, høre vindens susen i træerne eller nyde et lille barns klukkende latter. Hvorfor er vi i stand til at se og høre? Bibelen siger: „Øret der hører og øjet der ser — Jehova har frembragt dem begge.“ (Ordsprogene 20:12) Men det er kun to af vore sanser.

¹¹ Endnu et vidnesbyrd om Jehovas godhed er vores lugtesans. Vi er skabt med evnen til at skelne mellem cirka 10.000 forskellige lugte. Tænk på nogle få af dem: duften af din livret, af blomster, af efterårets løv, af røg fra en glødende brændeknude. Og ved hjælp af følesansen kan vi mærke vinden i ansigtet, en vens kærlige omfavnelse eller en frugt vi holder i hånden. Når vi tager en bid af frugten, bliver vores smagssans aktiveret. Smagsløgene i mundhulen registrerer en række smagsindtryk der skyldes smagsstofferne i frugten. Ja, vi har al mulig grund til at sige om Jehova: „Hvor er din godhed stor, den du har gemt til dem der frygter dig.“ (Salme 31:19) Men hvordan har Jehova „gemt“ godhed til dem der frygter ham?

Godhed med henblik på evigt liv

12. Hvilke gaver fra Jehova har størst betydning, og hvorfor?

¹² Jesus sagde: „Der står skrevet: ’Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund.’“ (Mattæus 4:4) De åndelige gaver vi får fra Jehova, kan være til endnu større gavn for os end de fysiske, for de kan give os evigt liv. Som vi så i kapitel 8, har Jehova her i de sidste dage brugt sin magt til at genoprette, idet han har skabt et åndeligt paradis hvor der er en overflod af åndelig føde.

13, 14. (a) Hvad så profeten Ezekiel i et syn, og hvad betyder det for os i dag? (b) Hvilke livgivende åndelige gaver har Jehova givet sine trofaste tjenere?

¹³ I en af Bibelens store genoprettelsesprofetier skildres et syn som profeten Ezekiel fik af et prægtigt, genopbygget tempel. Ud fra dette tempel kommer der en strøm af vand som bliver gradvis bredere og dybere indtil den er blevet ’en vældig strøm’. Overalt hvor floden løber, har den en gavnlig virkning. Langs dens bredder vokser der en stor mængde træer som er til føde og lægedom. Og floden bevirker endda at det saltholdige og livløse Døde Hav bliver sundt og kommer til at vrimle med fisk. (Ezekiel 47:1-12) Men hvad betyder alt dette?

¹⁴ Synet betyder at Jehova ville genoprette sin rene tilbedelsesordning, skildret ved templet i Ezekiels syn. Ligesom floden i synet ville hans livgivende foranstaltninger strømme ud til hans folk i stadig større mængder. Siden genoprettelsen af den rene tilbedelse i 1919 har Jehova forsynet sit folk med livgivende åndelige gaver. Hvordan? Ved blandt andet at sørge for at der er blevet udgivet bibler og bibelsk litteratur og afholdt møder og stævner. Ved hjælp af alt dette har Jehova gjort millioner bekendt med den vigtigste livgivende gave han har givet menneskene, nemlig Jesu genløsningsoffer. Denne gave gør det muligt for alle der oprigtigt elsker og frygter Jehova, at komme til at stå rene i hans øjne og få håb om evigt liv.a Mens verden her i de sidste dage har været plaget af åndelig hungersnød, har Jehovas folk således kunnet nyde et åndeligt festmåltid. — Esajas 65:13.

15. I hvilken forstand vil trofaste mennesker få gavn af Jehovas godhed under Kristi tusindårige styre?

¹⁵ Den flod Ezekiel så i synet, holder ikke op med at strømme når denne gamle tingenes ordning forsvinder. Den vil tværtimod flyde med endnu mere livgivende vand under Kristi tusindårige styre. Til den tid vil Jehova, gennem det messianske rige, anvende den fulde værdi af Jesu offer og gradvis føre trofaste mennesker frem til fuldkommenhed. Da vil vi fryde os endnu mere over Jehovas godhed.

Andre sider af Jehovas godhed

16. Hvordan viser Bibelen at Jehovas godhed omfatter flere egenskaber? Nævn nogle af dem.

¹⁶ Jehovas godhed indbefatter mere end gavmildhed. Gud sagde til Moses: „Jeg vil lade al min godhed drage forbi dit ansigt, og jeg vil udråbe Jehovas navn foran dig.“ Senere i beretningen siges der: „Jehova gik da forbi, foran ham, mens han råbte: ’Jehova, Jehova, en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed.’“ (2 Mosebog 33:19; 34:6) Jehovas godhed omfatter altså flere gode egenskaber. Lad os se nærmere på to af dem.

17. Hvad vil det sige at være nådig, og hvordan har Jehova vist at han er det?

¹⁷ „Nådig.“ At Jehova er nådig, vil blandt andet sige at han er imødekommende, mild og venlig over for sine skabninger. Han er ikke brysk, kold eller tyrannisk, sådan som de der har magt, ofte kan være. For eksempel sagde Jehova til Abraham: „Løft nu dine øjne og se fra det sted hvor du står, mod nord og mod syd og mod øst og mod vest.“ (1 Mosebog 13:14) Ifølge bibelforskere findes der i den hebraiske grundtekst en partikel som gør denne udtalelse til en høflig anmodning i stedet for en befaling. Bibelen indeholder flere lignende eksempler. (1 Mosebog 31:12; Ezekiel 8:5) Tænk engang at universets Suveræn kommer med en høflig anmodning til små mennesker! I en verden hvor mange er uhøflige, uforskammede eller ligefrem aggressive, er det velgørende at tænke på hvor nådig vor Gud, Jehova, er.

18. I hvilken forstand er Jehova „rig på . . . sandhed“, og hvorfor er det opmuntrende at vide?

¹⁸ „Rig på . . . sandhed.“ Uærlighed hører til dagens orden. Men Bibelen siger: „Gud er ikke et menneske at han skulle lyve.“ (4 Mosebog 23:19) I Titus 1:2 står der ligefrem at „Gud . . . ikke kan lyve“. Det tillader hans godhed ham ikke. Jehovas løfter er derfor fuldstændig pålidelige; vi kan være sikre på at hans ord altid vil gå i opfyldelse. Jehova kaldes også „sandhedens Gud“. (Salme 31:5) Han undlader ikke blot at lyve, men giver os også en overflod af sandhed. Han er ikke tillukket, forbeholden eller hemmelighedsfuld; nej, han oplyser gavmildt sine trofaste tjenere ved at øse af sin uendelig store visdom.b Han lærer dem også at leve efter de sandheder han lader dem få del i, så de ’fortsat kan vandre i sandheden’. (3 Johannes 3) Hvilken virkning bør Jehovas godhed da have på os personligt?

Lad os glæde os over Jehovas godhed

19, 20. (a) Hvad gjorde Satan for at undergrave Evas tillid til Jehovas godhed, og hvad blev resultatet? (b) Hvilken virkning skulle Jehovas godhed have på os, og hvorfor?

¹⁹ Da Satan fristede Eva i Edens have, begyndte han underfundigt med at undergrave hendes tillid til Jehovas godhed. Jehova havde sagt til Adam: „Af alle træer i haven kan du frit spise.“ Af de tusinder af træer der må have prydet haven, var der kun ét som Jehova havde forbudt dem at spise af. Men læg mærke til hvordan Satan formulerede det første spørgsmål han stillede Eva: „Er det virkelig rigtigt at Gud har sagt I ikke må spise af hvert eneste træ i haven?“ (1 Mosebog 2:9, 16; 3:1) Satan fordrejede det Jehova havde sagt, for at få Eva til at tro at Jehova havde forholdt dem noget godt. Og desværre virkede hans taktik. Selv om det var Gud der havde givet Eva alt hvad hun havde, begyndte hun, ligesom mange andre siden hen har gjort, at tvivle på Guds godhed.

²⁰ Vi ved hvor megen sorg og elendighed denne tvivl har ført med sig. Det er derfor opmuntrende at læse ordene i Jeremias 31:12: „De skal . . . stråle over Jehovas godhed.“ Ja, Jehovas godhed skulle få os til at stråle af glæde. Vi behøver aldrig at drage vor Guds motiver i tvivl, for han er fuld af godhed. Vi kan trygt stole på ham, for han ønsker kun det bedste for dem der elsker ham.

21, 22. (a) Hvordan kan vi vise taknemmelighed over Jehovas godhed? (b) Hvilken egenskab vil blive behandlet i det næste kapitel, og hvordan adskiller den sig fra godhed?

²¹ Noget der også bidrager til vores glæde, er at tale med andre om Guds godhed. Salme 145:7 siger om Jehovas folk: „De vil lade ord vælde frem til minde om din godheds overflod.“ Hver eneste dag vi lever, nyder vi på forskellige måder godt af Jehovas godhed. Hvorfor ikke gøre det til en vane daglig at takke Jehova for hans godhed og specifikt nævne hvad vi er glade for? Når vi hver dag tænker over Jehovas godhed, takker ham for den og fortæller andre om den, vil det hjælpe os til at efterligne vor gode Gud. Og når vi, ligesom Jehova, spejder efter muligheder for at gøre godt mod andre, vil vi få et stadig nærmere forhold til ham. Apostelen Johannes skrev: „Du elskede, efterlign ikke det onde, men det gode. Den der øver godt er af Gud.“ — 3 Johannes 11.

²² Jehovas godhed forbindes også med andre egenskaber. Vi læser for eksempel at han er „rig på loyal hengivenhed“. (2 Mosebog 34:6) Det er en egenskab som Jehova især viser over for sine trofaste tjenere, og som derfor er mere målrettet end den godhed der kommer alle til gavn. I det næste kapitel skal vi se hvordan Jehova viser loyal hengivenhed.

1, 2. Hvorfor kan man sige at David ikke var ukendt med illoyalitet?

KONG DAVID var ikke ukendt med illoyalitet. På et tidspunkt i sin urolige regeringstid var han plaget af intriger. Hans egne landsmænd lagde råd op imod ham, og desuden blev han svigtet af nogle af dem man ville forvente stod ham nærmest. Der var for eksempel Davids første hustru, Mikal. Til at begynde med var hun „forelsket i David“ og støttede ham uden tvivl i hans embede som konge. Men senere „ringeagtede hun ham i sit hjerte“ og betragtede ham tilmed „som en af de tomhovedede“. — 1 Samuel 18:20; 2 Samuel 6:16, 20.

² Der var også Davids personlige rådgiver, Akitofel. Hans råd blev værdsat som kom de fra Jehova selv. (2 Samuel 16:23) Men med tiden blev denne nære ven og fortrolige en forræder der sluttede sig til oprøret mod David. Og hvem havde anstiftet dette oprør? Davids egen søn, Absalom! Denne intrigerende opportunist „stjal Israels mænds hjerte“ i den hensigt at bemægtige sig tronen. Absaloms oprør fik så meget støtte hos folket at David blev tvunget til at flygte for livet. — 2 Samuel 15:1-6, 12-17.

3. Hvilken tillid havde David?

³ Var der ingen der forblev loyal mod David? Trods al den modgang han mødte, vidste han at det var der. Hvem? Jehova Gud selv. „Mod den loyale handler du loyalt,“ sagde David om Jehova. (2 Samuel 22:26) Hvad er loyalitet, og hvordan er Jehova det største eksempel med hensyn til at vise denne egenskab?

Hvad er loyalitet?

4, 5. (a) Hvad er „loyalitet“? (b) Hvad er forskellen mellem at være „loyal“ og at være „trofast“?

⁴ Loyalitet er, som ordet bruges i De Hebraiske Skrifter, en godhed eller venlighed der i kærlighed er rettet mod genstanden for denne følelse indtil formålet med den er nået. Loyalitet er mere end trofasthed. Grunden er at en person kan være trofast af ren og skær pligtfølelse, mens loyalitet udspringer af kærlighed.a Ordet „trofast“ kan desuden bruges om livløse ting. Salmisten kaldte for eksempel månen for „et trofast vidne i skyen“ fordi den kommer regelmæssigt til syne på nattehimmelen. (Salme 89:37) Men man vil ikke kalde månen „loyal“, for loyalitet udspringer af kærlighed — en egenskab som livløse ting ikke har.

⁵ I Bibelen er ordet „loyalitet“ forbundet med varme følelser. De steder hvor det bruges, ses det at der består et nært forhold mellem den person der viser denne egenskab, og den person som den er rettet imod. Den er ikke ustadig og lunefuld, som havets bølger der blæses hid og did af skiftende vinde. Loyalitet, eller loyal hengivenhed, har tværtimod den stabilitet og styrke der skal til for at overvinde de største forhindringer.

6. (a) Hvordan forholder det sig med loyalitet blandt mennesker, og hvordan fremgår det af Bibelen? (b) Hvordan lærer man bedst hvad loyalitet er, og hvorfor?

⁶ Det skal siges at denne egenskab er sjælden i dag. Det sker alt for ofte at nære venner ’sønderslår hinanden’, og at man hører om ægtefæller der går fra hinanden. (Ordsprogene 18:24; Malakias 2:14-16) Forræderi er så almindeligt at vi nu kan sige det samme som profeten Mika: „Den loyale er forsvundet fra jorden.“ (Mika 7:2) Men selv om mennesker ofte svigter med hensyn til at vise loyalitet, er der én der ikke gør det — Jehova. Loyalitet er en egenskab der er kendetegnende for ham. Ja, man får det bedste og mest præcise kendskab til hvad loyalitet er, ved at undersøge hvordan denne side af Jehovas kærlighed kommer til udtryk hos ham.

Jehovas uforlignelige loyalitet

7, 8. Hvordan kan man sige at Jehova alene er loyal?

⁷ Det hedder i Bibelen om Jehova: „Du alene er loyal.“ (Åbenbaringen 15:4) Hvordan kan man sige det? Har ikke både engle og mennesker undertiden vist sig at være bemærkelsesværdigt loyale? (Job 1:1; Åbenbaringen 4:8) Og hvad med Jesus Kristus? Er han ikke den der frem for nogen kaldes ’Guds loyale’? (Salme 16:10) Hvordan kan man da sige at Gud alene er loyal?

⁸ For det første må vi huske at loyalitet er en egenskab der er forbundet med kærlighed, og da „Gud er kærlighed“ — selve den personificerede kærlighed — hvem kan da vise loyalitet mere fuldstændigt end Jehova? (1 Johannes 4:8) Det er rigtigt at engle og mennesker kan genspejle Guds egenskaber, men Jehova er loyal i fuldkommen forstand. Som „den gamle af dage“ har han vist loyalitet, eller loyal hengivenhed, længere end nogen skabning, det være sig i himmelen eller på jorden. (Daniel 7:9) Jehova er selve indbegrebet af loyalitet. Han viser denne egenskab på en måde som ingen skabning kommer på højde med. Lad os se nogle eksempler herpå.

9. Hvordan er Jehova „loyal i alle sine gerninger“?

⁹ Jehova er „loyal i alle sine gerninger“. (Salme 145:17) Hvordan? Vi får et svar herpå i Salme 136. Her nævnes flere af Jehovas frelsesgerninger, deriblandt israelitternes storslåede udfrielse fra Ægypten og gennem Det Røde Hav. Hvert vers slutter med sætningen: „For hans loyale hengivenhed [eller: loyalitet] varer evindelig.“ Denne salme nævnes også til sidst i de „Spørgsmål til eftertanke“ der er anført på side 289. Når man læser disse vers, bliver man mindet om de mange måder hvorpå Jehova viste sit folk loyal hengivenhed. Ja, Jehova viser sine trofaste tjenere loyalitet ved at høre deres råb om hjælp og gribe ind til den fastsatte tid. (Salme 34:6) Hans loyale hengivenhed for sine tjenere svigter ikke så længe de forbliver loyale mod ham.

10. Hvordan viser Jehova at han er loyal med hensyn til sine normer?

¹⁰ Jehova viser desuden loyalitet mod sine tjenere ved at holde fast ved sine normer. Til forskel fra mennesker der kan være uberegnelige fordi de udelukkende lader sig lede af følelser og pludselige indskydelser, er Jehovas syn på ret og uret altid det samme. Igennem årtusinder er hans syn på for eksempel spiritisme, afgudsdyrkelse og mord forblevet uforandret. „Til jeres alderdom er jeg den samme,“ sagde han gennem profeten Esajas. (Esajas 46:4) Derfor kan vi have fuldstændig tillid til at det vil gavne os at følge den klare moralske vejledning vi finder i hans ord. — Esajas 48:17-19.

11. Giv eksempler på udtalelser som viser at Jehova opfylder sine løfter.

¹¹ Jehova viser også loyalitet ved at forblive tro mod sine løfter. Når han forudsiger noget, går det i opfyldelse. Han siger derfor: „Sådan vil det være med mit ord som går ud af min mund. Det vender ikke tilbage til mig med uforrettet sag, men vil gøre hvad jeg har behag i, og gennemføre hvad jeg har sendt det til.“ (Esajas 55:11) Ved at forblive tro mod sit ord viser Jehova sit folk loyalitet. Han lader det ikke ængsteligt vente på noget som han ikke har til hensigt at opfylde. Hans pålidelighed i denne henseende er så velbevidnet at hans tjener Josua kunne sige: „Ikke ét af alle de gode løfter som Jehova havde givet Israels hus slog fejl; alt gik i opfyldelse.“ (Josua 21:45) Vi kan derfor have fuldstændig tillid til at vi ikke vil blive skuffede som følge af at Jehova ikke overholder sine løfter. — Esajas 49:23; Romerne 5:5.

12, 13. På hvilke måder varer Jehovas loyale hengivenhed evindelig?

¹² Som tidligere nævnt siger Bibelen at Jehovas loyale hengivenhed „varer evindelig“. (Salme 136:1) På hvilken måde gør den det? Blandt andet ved at Jehovas tilgivelse varer ved. Som nævnt i kapitel 26 kræver Jehova ikke et menneske til regnskab igen for synder som allerede er blevet tilgivet. Da „alle har syndet og mangler Guds herlighed“, må vi være taknemmelige for at Jehovas loyale hengivenhed varer evindelig. — Romerne 3:23.

¹³ Men også på en anden måde varer Jehovas loyale hengivenhed evindelig. I hans ord siges der at den retfærdige „skal blive som et træ, plantet ved strømme af vand, der giver sin frugt til tiden og hvis løv ikke visner; og alt hvad han gør, det lykkes“. (Salme 1:3) Et frodigt træ hvis løv ikke visner! Et smukt billede! Sådan vil det gå os hvis vi nærer oprigtig interesse for Guds ord og glæder os over det. Vi vil få et langt, fredfyldt og frugtbart liv. De velsignelser som Jehova loyalt skænker sine trofaste tjenere, er evige. Ja, i den retfærdige nye verden som Jehova vil indføre, vil alle lydige mennesker blive genstand for hans loyale hengivenhed til evig tid. — Åbenbaringen 21:3, 4.

Jehova „forlader ikke sine loyale“

14. Hvordan viser Jehova at han værdsætter sine tjeneres loyalitet?

¹⁴ Jehova har ved mange lejligheder vist at han er loyal, og da han altid er den samme og er konsekvent i sine handlinger, vil hans loyalitet mod hans trofaste tjenere til stadighed være uformindsket. Salmisten skrev: „En ung mand har jeg været; og nu er jeg blevet gammel. Men aldrig har jeg set en retfærdig forladt eller hans afkom lede efter brød. For Jehova elsker ret, og han forlader ikke sine loyale.“ (Salme 37:25, 28) Som den der har skabt alle ting, fortjener Jehova at vi tilbeder ham. (Åbenbaringen 4:11) Men fordi han er loyal, sætter han desuden pris på vores loyalitet. — Malakias 3:16, 17.

15. Forklar hvordan Jehova gav bevis på sin loyale hengivenhed over for Israels folk.

¹⁵ På grund af sin loyale hengivenhed kommer Jehova sit folk til undsætning når det har brug for hjælp. Salmisten siger således: „Han vogter sine loyales sjæle; af de ugudeliges hånd vil han udfri dem.“ (Salme 97:10) Tænk på hvordan han tog sig af Israels folk. Efter den mirakuløse udfrielse ved Det Røde Hav forkyndte israelitterne i en sang henvendt til Jehova: „Du har i din loyale hengivenhed ført det folk som du har genløst.“ (2 Mosebog 15:13) Udfrielsen ved Det Røde Hav var i sandhed et bevis på Jehovas loyale hengivenhed. Moses kunne derfor sige til israelitterne: „Det var ikke fordi I var det talrigeste af alle folkene at Jehova fattede hengivenhed for jer så han udvalgte jer, for I var det mindste af alle folkene. Nej, det var fordi Jehova elskede jer og fordi han holdt den ed som han svor over for jeres forfædre, at Jehova førte jer ud med stærk hånd og løskøbte dig fra trællehuset, fra Faraos, Ægyptens konges, hånd.“ — 5 Mosebog 7:7, 8.

16, 17. (a) Hvilken chokerende mangel på værdsættelse viste israelitterne, og hvordan bar Jehova alligevel over med dem? (b) Hvordan viste israelitterne at der „ingen lægedom“ var for dem, og hvilket advarende eksempel er det for os?

¹⁶ Som folk betragtet værdsatte israelitterne imidlertid ikke Jehovas loyale hengivenhed, for efter deres udfrielse „syndede [de] stadig mere mod ham ved i ørkenlandet at sætte sig op mod den Højeste“. (Salme 78:17) I tidens løb gjorde de atter og atter oprør mod ham ved at vende sig til falske guder og hedenske skikke som yderligere fornedrede dem. Men alligevel brød Jehova ikke sin pagt med dem. Gennem profeten Jeremias rettede han i stedet følgende bøn til dem: „Vend om, du troløse Israel . . . Jeg vil ikke lade mit ansigt være mørkt af vrede mod jer, for jeg er loyal.“ (Jeremias 3:12) Men som nævnt i kapitel 25 følte israelitterne sig ikke tilskyndet til at vende om. „De drev spot med den sande Guds sendebud og ringeagtede hans ord og gjorde nar af hans profeter.“ Hvad blev resultatet? At Jehovas forbitrelse til sidst „var vokset mod hans folk i den grad at der ingen lægedom var“. — 2 Krønikebog 36:15, 16.

¹⁷ Hvad lærer vi heraf? At Jehovas loyalitet ikke er blind og ikke lader sig føre bag lyset. Sandt nok er Jehova „rig på loyal hengivenhed“ og viser gerne barmhjertighed når der er grundlag for det. Men hvad gør han når nogle er uforbederlige? Så holder han fast ved sine retfærdige normer og dømmer de skyldige. Som Jehova selv sagde til Moses, ville han ’på ingen måde fritage for straf’. — 2 Mosebog 34:6, 7.

18, 19. (a) Hvorfor er straffen over de onde og ugudelige et bevis på at Jehova er loyal? (b) Hvordan vil Jehova give bevis på sin loyalitet over for dem der har mistet livet fordi de er forblevet trofaste under forfølgelse?

¹⁸ Når Guds straf kommer over de onde og ugudelige, er det i sig selv et bevis på hans loyalitet. Hvordan? Det fremgår blandt andet af den befaling i Åbenbaringens Bog som Jehova giver de syv engle med de syv skåle. Han siger til dem: „Gå hen og udgyd Guds harmes syv skåle over jorden.“ Da den tredje engel udgyder sin skål „i floderne og vandenes kilder“, bliver de til blod. Derpå siger engelen til Jehova: „Retfærdig er du, du som er og som var, den Loyale, fordi du har afsagt disse kendelser, for de udgød helliges og profeters blod, og du har givet dem blod at drikke. De fortjener det.“ — Åbenbaringen 16:1-6.

¹⁹ Læg mærke til at engelen under overbringelsen af sit domsbudskab kalder Jehova „den Loyale“. Hvorfor dette navn? Fordi Jehova ved at udslette de onde og ugudelige er loyal mod sine tjenere, hvoraf mange har lidt døden under forfølgelse. Loyalt har Jehova bevaret dem i sin erindring, hvor de stadig lever. Han længes efter at se dem igen, og Bibelen bekræfter at det er hans hensigt at give dem en opstandelse som belønning for deres trofasthed. (Job 14:14, 15) Jehova glemmer ikke sine loyale tjenere selv om de er døde. De er nemlig „alle levende for ham“. (Lukas 20:37, 38) At Jehova vil give alle dem han har bevaret i sin erindring, liv igen, er et magtfuldt vidnesbyrd om hans loyalitet.

Jehovas loyale hengivenhed åbner vejen til frelse

20. Hvem er „barmhjertighedens kar“, og hvordan viser Jehova sin loyalitet mod dem?

²⁰ Op gennem tiden har Jehova vist en bemærkelsesværdig loyalitet over for mennesker som er forblevet tro mod ham. Ja, Jehova har endog i tusinder af år „med megen langmodighed . . . båret over med vredens kar, tjenlige til ødelæggelse“. Hvorfor? „For at han kunne gøre sin herligheds rigdom kendt over for barmhjertighedens kar, som han forud har beredt til herlighed.“ (Romerne 9:22, 23) Disse „barmhjertighedens kar“ er de retsindige som er blevet salvet med hellig ånd til at være medarvinger med Kristus i hans rige. (Mattæus 19:28) Ved at åbne vejen til frelse for disse barmhjertighedens kar er Jehova forblevet loyal mod Abraham, som han gav dette pagtsløfte: „Ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig fordi du har hørt efter min røst.“ — 1 Mosebog 22:18.

21. (a) Hvordan viser Jehova loyalitet mod „en stor skare“ der har udsigt til at komme ud af „den store trængsel“? (b) Hvad tilskynder Jehovas loyalitet os til at gøre?

²¹ Jehova viser ligeledes loyalitet mod „en stor skare“ der nærer håb om at komme ud af „den store trængsel“ for derefter at leve evigt i et paradis på jorden. (Åbenbaringen 7:9, 10, 14) Selv om de er ufuldkomne, giver Jehova dem loyalt mulighed for at leve evigt på jorden. Hvordan? Ved hjælp af genløsningen, som er det største bevis på Jehovas loyalitet. (Johannes 3:16; Romerne 5:8) Hans loyalitet drager dem der af hjertet hungrer og tørster efter retfærdighed. (Jeremias 31:3) Føler vi os ikke draget mod Jehova på grund af den loyalitet han har vist og stadig viser? Måtte vi da — med ønsket om at komme nær til Gud — gengælde hans kærlighed ved at være endnu fastere besluttede på loyalt at tjene ham.

1-3. (a) Hvad var det der gav Jesus ønsket om at være ligesom sin Fader? (b) Hvilke sider af Jesu kærlighed vil vi nu se på?

HAR du nogen sinde set en lille dreng der gerne vil ligne sin far? Han prøver måske at gå eller tale ligesom faderen eller gøre det samme som ham. Med tiden vil han måske også vælge de moralnormer og åndelige værdier som faderen har. Ja, en søn der elsker og beundrer sin kærlige far, ønsker at være ligesom ham.

² Hvordan er forholdet mellem Jesus og hans himmelske Fader? Ved en lejlighed sagde Jesus: „Jeg elsker Faderen.“ (Johannes 14:31) Ingen kan have større kærlighed til Jehova end Jesus, der var sammen med sin Fader i umindelige tider før alt andet blev skabt. Og denne kærlighed gav Sønnen et ønske om at være ligesom sin Fader. — Johannes 14:9.

³ Tidligere i denne bog har vi set hvordan Jesus til fuldkommenhed genspejlede Jehovas magt, retfærdighed og visdom. Men hvordan genspejlede han sin Faders kærlighed? Lad os se på tre sider af Jesu kærlighed — hans selvopofrende indstilling, hans inderlige medfølelse og hans villighed til at tilgive.

„Ingen har større kærlighed“

4. Hvordan har Jesus vist en større selvopofrende kærlighed end noget andet menneske?

⁴ Jesus var et enestående eksempel i selvopofrende kærlighed. At være selvopofrende vil blandt andet sige at man uselvisk sætter andres behov og interesser før sine egne. Hvordan viste Jesus denne form for kærlighed? Han sagde selv: „Ingen har større kærlighed end den, at han sætter sin sjæl til for sine venner.“ (Johannes 15:13) Jesus ofrede villigt sit fuldkomne liv for os og har dermed vist en større kærlighed end noget andet menneske. Men Jesus viste også en selvopofrende kærlighed på andre måder.

5. Hvorfor var det offer Guds enestefødte søn bragte ved at forlade himmelen, et udtryk for kærlighed?

⁵ I sin førmenneskelige tilværelse havde Guds enestefødte søn en ophøjet og privilegeret stilling i himmelen. Han havde et nært forhold til Jehova og til myriader af åndeskabninger. Men han gav afkald på disse personlige fordele, „tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og fremtrådte i menneskers lighed“. (Filipperne 2:7) Han var villig til at komme ned til syndige mennesker og leve i en verden der „ligger i den ondes magt“. (1 Johannes 5:19) Dette offer var et stort udtryk for Guds søns kærlighed.

6, 7. (a) Hvordan viste Jesus en selvopofrende kærlighed under sin jordiske tjeneste? (b) Hvilket rørende eksempel på uselvisk kærlighed finder vi i Johannes 19:25-27?

⁶ Under hele sin jordiske tjeneste viste Jesus på forskellige måder en selvopofrende kærlighed. Han var fuldstændig uselvisk og så optaget af sin tjeneste at han gav afkald på mange af de goder som mennesker normalt har. „Ræve har huler og himmelens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke noget sted hvor han kan hvile sit hoved,“ sagde han. (Mattæus 8:20) Som en dygtig tømrer kunne Jesus have taget sig tid til at bygge et komfortabelt hus til sig selv eller have tjent gode penge ved at fremstille og sælge smukke møbler. Men han brugte ikke sine evner til at skaffe sig noget materielt.

⁷ Et rørende eksempel på den selvopofrende kærlighed Jesus viste, finder vi i Johannes 19:25-27. Tænk på alt det der må have optaget Jesu tanker den eftermiddag han døde. Mens han hang på pælen med stærke smerter, tænkte han på sine disciple, på forkyndelsesarbejdet, og især på at bevare sin integritet og derved ære sin Faders navn. Ja, hele menneskehedens fremtid hvilede på hans skuldre! Alligevel viste han, lige før han døde, at han også havde omsorg for sin mor, Maria, der åbenbart var blevet enke. Jesus bad apostelen Johannes om at tage sig af Maria som om hun var hans egen mor, og Johannes tog derefter Maria hjem til sig. På den måde sørgede Jesus for at hans mor fik den nødvendige fysiske og åndelige omsorg. Var det ikke et smukt udtryk for uselvisk kærlighed?

„Han fik inderligt ondt af dem“

8. Hvad betyder det græske ord som Bibelen bruger for at beskrive Jesu medfølelse?

⁸ Ligesom sin Fader havde Jesus medfølelse med andre. Bibelen fortæller at han gjorde noget for at hjælpe de nødstedte fordi han havde inderligt ondt af dem. Når Bibelen beskriver Jesu medfølelse, bruger den et græsk ord der er blevet gengivet med „fik inderligt ondt af“. En bibelforsker siger: „Der er tale om . . . noget der berører menneskets dybeste følelser. Det er det stærkeste ord for medfølelse der findes på græsk.“ Vi vil nu betragte nogle situationer hvor Jesus fik dyb medfølelse med andre og derfor gjorde noget til gavn for dem.

9, 10. (a) Hvad var det der fik Jesus og apostlene til at tage til et roligt sted? (b) Hvordan reagerede Jesus da han blev forstyrret af en stor folkemængde, og hvorfor?

⁹ Jesus dækkede andres åndelige behov. Beretningen i Markus 6:30-34 viser hvad det var der først og fremmest fik Jesus til at vise medlidenhed. Prøv at se situationen for dig. Apostlene var lige kommet tilbage fra en lang forkyndelsestur og fortalte begejstret Jesus om alt det de havde set og hørt. Men der var så mange mennesker omkring dem at de ikke engang fik tid til at spise. Jesus, der altid var opmærksom på andres behov, lagde mærke til at apostlene var trætte. „Kom I nu selv med til et øde sted hvor I kan være for jer selv og hvile jer lidt,“ sagde han til dem. De gik så om bord i en båd og sejlede tværs over den nordlige ende af Galilæas Sø til et roligt sted. Men både folkemængden der så dem tage af sted, og andre der hørte om det, løb langs den nordlige bred af søen og nåede frem til den anden side før båden.

¹⁰ Blev Jesus irriteret over at blive forstyrret nu hvor han og apostlene havde tænkt sig at være alene? Nej. Han blev bevæget over at se denne store folkemængde på flere tusind mennesker der ventede på ham. Markus skriver: „Da han kom ud af båden så han en stor skare mennesker, og han fik inderligt ondt af dem, for de var som får uden hyrde. Og han begyndte at lære dem mange ting.“ Jesus var opmærksom på at alle disse mennesker hver især havde et åndeligt behov. De var som får der flakkede hjælpeløst om uden en hyrde der kunne lede og beskytte dem. Jesus vidste at det jævne folk blev forsømt af de følelseskolde religiøse ledere, der skulle have været omsorgsfulde hyrder. (Johannes 7:47-49) Han følte med disse mennesker og „begyndte at tale til dem om Guds rige“. (Lukas 9:11) Læg mærke til at Jesus fik inderligt ondt af dem allerede før han havde set hvordan de tog imod det han ville lære dem. Hans inderlige medfølelse var med andre ord ikke en følge af at han havde undervist folkemængden, men snarere hans motiv til at gøre det.

11, 12. (a) Hvilken holdning havde man til spedalske på Bibelens tid, men hvad gjorde Jesus da en mand „fuld af spedalskhed“ kom hen til ham? (b) Hvordan kan Jesu berøring have virket på den spedalske, og hvordan understreges det af en læges oplevelse?

¹¹ Jesus helbredte syge. Folk som var plaget af forskellige lidelser, kunne mærke at Jesus havde medfølelse med dem, og følte sig derfor draget til ham. Det fremgår særlig tydeligt af den situation hvor Jesus, der var omgivet af store folkeskarer, blev opsøgt af en mand som var „fuld af spedalskhed“. (Lukas 5:12) På Bibelens tid blev spedalske holdt i karantæne for at de ikke skulle smitte andre. (4 Mosebog 5:1-4) Efterhånden udviklede rabbinerne imidlertid en hjerteløs holdning til de spedalske og indførte deres egne undertrykkende regler.a Men læg mærke til Jesu holdning over for den spedalske mand: „En spedalsk kom hen til ham og bønfaldt ham idet han knælede ned og sagde til ham: ’Hvis blot du vil, kan du gøre mig ren.’ Da fik han inderligt ondt af ham, og han rakte sin hånd frem og rørte ved ham og sagde til ham: ’Jeg vil. Bliv ren.’ Og straks forsvandt spedalskheden fra ham.“ (Markus 1:40-42) Jesus vidste at den spedalske ikke engang havde lov til at være der. Men han havde så stor medfølelse med ham at han gjorde noget helt utænkeligt. I stedet for at jage manden bort rørte han ved ham!

¹² Kan du forestille dig hvor meget det må have betydet for den spedalske at Jesus rørte ved ham? Det kan følgende oplevelse hjælpe os til at forstå: Dr. Paul Brand, der er specialist i spedalskhed, fortæller om en ung mand i Indien som han behandlede. Mens han undersøgte patienten, lagde han sin hånd på den spedalskes skulder og forklarede gennem en tolk hvad behandlingen gik ud på. Pludselig begyndte den spedalske at græde. „Har jeg sagt noget forkert?“ spurgte lægen. Tolken oversatte spørgsmålet til den unge mand og fortalte så hvad han havde svaret: „Nej, doktor. Han siger at han græder fordi De lagde Deres hånd på hans skulder. Før han kom her, var der ikke nogen der havde rørt ved ham i årevis.“ For den spedalske der kom til Jesus, betød berøringen endnu mere. Den sygdom der havde gjort ham til en udstødt, forsvandt!

13, 14. (a) Hvad så Jesus da han nærmede sig byen Nain, og hvorfor var det en særlig tragisk situation? (b) Hvad fik Jesu medfølelse ham til at gøre for enken fra Nain?

¹³ Jesus fjernede sorg. Andres sorg og smerte berørte Jesus dybt. Det fremgår for eksempel af beretningen i Lukas 7:11-15. Det der fortælles her, fandt sted på et tidspunkt da Jesus havde gennemført omkring halvdelen af sin jordiske tjeneste. Han var på vej til byen Nain i Galilæa, og da han nærmede sig byporten, mødte han et begravelsesoptog. Der var sket noget meget tragisk. En ung mand var død, og hans mor, der var enke, havde ikke andre børn. Hun havde sikkert været med i et lignende optog dengang hun fulgte sin mand til graven. Nu var det sønnen, som måske havde været hendes eneste forsørger, der var død. I den folkemængde der fulgte hende, kan der have været grædekoner som sang klagesange, og musikere der spillede sørgemusik. (Jeremias 9:17, 18; Mattæus 9:23) Men Jesus lagde først og fremmest mærke til den sørgende mor, der sandsynligvis gik lige bag ved sønnens båre.

¹⁴ Jesus fik „inderligt ondt“ af den efterladte mor. Han sagde trøstende til hende: „Græd ikke mere.“ Uden at nogen havde bedt ham om det, gik han hen og rørte ved båren. Bærerne — og måske alle de andre — standsede. Med myndig stemme sagde Jesus til den døde: „Unge mand, jeg siger dig: Stå op!“ Beretningen fortsætter: „Den døde satte sig op og begyndte at tale“ som om han var blevet vækket af en dyb søvn! Derefter „gav [Jesus] ham til hans moder“. Hvor må det have virket gribende!

15. (a) Hvordan viser beretningerne om Jesus at der er en sammenhæng mellem medfølelse og handling? (b) Hvordan kan vi efterligne Jesus i denne henseende?

¹⁵ Hvad kan vi lære af disse beretninger? Læg mærke til den forbindelse der i hvert af tilfældene er mellem medfølelse og handling. Jesus kunne ikke se andre lide uden at få inderligt ondt af dem, og han kunne ikke føle denne medlidenhed uden at gøre noget for at hjælpe dem. Hvordan kan vi følge hans eksempel? Som kristne er vi forpligtede til at forkynde den gode nyhed og gøre disciple. Det er først og fremmest vores kærlighed til Gud der motiverer os til at gøre det. Men vi forkynder også fordi vi har medfølelse med andre. Når vi føler med andre ligesom Jesus gjorde, vil det få os til at gøre vort yderste for at fortælle dem den gode nyhed. (Mattæus 22:37-39) Hvad kan vi så gøre når nogle af vore trosfæller rammes af sygdom eller sorg? Vi kan ikke udrette mirakler ved at helbrede sygdom og oprejse døde. Men vi kan give udtryk for vores medfølelse i ord eller ved at yde praktisk hjælp. — Efeserne 4:32.

„Fader, tilgiv dem“

16. Hvordan viste Jesus at han var rede til at tilgive endog da han hang på marterpælen?

¹⁶ Jesus genspejlede til fuldkommenhed sin Faders kærlighed på endnu en betydningsfuld måde, nemlig ved at være „rede til at tilgive“. (Salme 86:5) Denne indstilling kom endog til udtryk da han hang på marterpælen med hænder og fødder gennemboret af nagler. Han bad ikke Jehova om at straffe dem der havde pælfæstet ham. Tværtimod. Noget af det sidste han sagde, var: „Fader, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.“ — Lukas 23:34.b

17-19. Hvordan viste Jesus at han havde tilgivet Peter?

¹⁷ Et andet og meget gribende eksempel på Jesu tilgivende indstilling har vi i den måde han behandlede apostelen Peter på. Der er ingen tvivl om at Peter elskede Jesus højt. Den 14. nisan, den sidste aften inden Jesus døde, sagde Peter til ham: „Herre, jeg er parat til at gå med dig både i fængsel og i døden.“ Men blot nogle få timer senere nægtede Peter tre gange at han så meget som kendte Jesus! Bibelen beretter hvad der skete da Peter for tredje gang fornægtede Jesus: „Herren vendte sig og så på Peter.“ Sønderknust på grund af sin store synd gik Peter udenfor „og græd bitterligt“. Da Jesus døde senere samme dag, kan Peter meget vel have tænkt: ’Mon Herren har tilgivet mig?’ — Lukas 22:33, 61, 62.

¹⁸ Det varede ikke længe før han fik svaret. Jesus blev oprejst om morgenen den 16. nisan og viste sig øjensynlig for Peter allerede samme dag. (Lukas 24:34; 1 Korinther 15:4-8) Hvorfor viste Jesus den apostel der så hårdnakket havde fornægtet ham, særlig opmærksomhed? Han har sikkert villet forsikre den angrende Peter om at han stadig var elsket og værdsat af sin Herre. Men Jesus gjorde endnu mere for at opmuntre Peter.

¹⁹ Nogen tid senere viste Jesus sig for disciplene ved Galilæas Sø. Ved denne lejlighed spurgte han tre gange Peter (som tre gange havde fornægtet sin Herre) om han elskede ham. Efter den tredje gang svarede Peter: „Herre, du ved alt; du er klar over at jeg holder af dig.“ Ja, Jesus, der kunne læse et menneskes hjerte, var fuldt ud klar over at Peter elskede ham og holdt af ham. Men han gav Peter mulighed for at bekræfte sin kærlighed. Desuden betroede han Peter det ansvar at ’give hans små får føde og at være hyrde for dem’. (Johannes 21:15-17) Peter havde tidligere fået til opgave at forkynde. (Lukas 5:10) Men nu gav Jesus ham en bemærkelsesværdig tillidserklæring ved at betro ham et endnu større ansvar — at drage omsorg for dem der ville blive Jesu disciple. Hertil kom at Jesus kort tid efter gav Peter en fremtrædende opgave i forbindelse med disciplenes tjeneste. (Apostelgerninger 2:1-41) Hvor må det have været en lettelse for Peter at vide at Jesus havde tilgivet ham og stadig stolede på ham!

Kender du „Messias’ kærlighed“?

20, 21. Hvordan kan vi blive i stand til ’at kende Messias’ kærlighed’ fuldt ud?

²⁰ Jehovas ord skildrer i sandhed Jesu kærlighed på den smukkeste måde. Men hvad bør Jesu kærlighed få os til at gøre? Bibelen tilskynder os til ’at kende’ Messias’ kærlighed, som „overgår kundskab“. (Efeserne 3:19) Gennem evangelieberetningerne om Jesu liv og tjeneste kan vi lære meget om Messias’ kærlighed. Men ’at kende Messias’ kærlighed’ fuldt ud indebærer mere end at vide hvad Bibelen fortæller om ham.

²¹ Det græske udtryk der er oversat med ’at kende’, betyder at kende „i praksis, gennem erfaring“. Når vi efterligner Jesu kærlighed — ved uselvisk at give af os selv til gavn for andre, vise medfølelse når nogen har særlige behov, og tilgive andre af hjertet — kan vi virkelig sætte os ind i hans følelser. Så vil vi gennem egen erfaring blive i stand til ’at kende Messias’ kærlighed, som overgår kundskab’. Og jo mere vi kommer til at ligne Jesus, jo nærmere et forhold får vi til ham som Jesus efterlignede til fuldkommenhed, vor kærlige Gud, Jehova.

1-3. Hvad bliver resultatet når vi efterligner Jehova ved at vise kærlighed?

„DER er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apostelgerninger 20:35) Disse ord af Jesus understreger en vigtig tanke: Uselvisk kærlighed bærer lønnen i sig selv. Der er stor lykke ved at modtage kærlighed, men der er større lykke ved at give, eller vise, kærlighed.

² Det véd vor himmelske Fader bedre end nogen anden. Som vi har set i de foregående kapitler her i bogens fjerde del, er Jehova det største eksempel i kærlighed. Ingen anden har vist en så stor kærlighed gennem så lang tid. Det er derfor ikke så mærkeligt at Jehova kaldes ’den lykkelige Gud’. — 1 Timoteus 1:11.

³ Gud ønsker at vi skal gøre hvad vi kan for at efterligne ham, især med hensyn til at vise kærlighed. I Efeserbrevet 5:1, 2 står der: „Bliv . . . Guds efterlignere, som elskede børn, og fortsæt med at vandre i kærlighed.“ Når vi efterligner Jehova ved at vise kærlighed, erfarer vi den store lykke der er ved at give. Desuden har vi den tilfredshed at vide at vi glæder Jehova, for hans ord tilskynder os til „at elske hinanden“. (Romerne 13:8) Men der er også andre grunde til at vi bør ’fortsætte med at vandre i kærlighed’.

Hvorfor kærlighed har stor betydning

4, 5. Hvorfor er det vigtigt at vi viser vore trosfæller en selvopofrende kærlighed?

⁴ Hvorfor er det så vigtigt at vi viser vore trosfæller kærlighed? Fordi kærlighed er indbegrebet af sand kristendom. Hvis ikke vi har kærlighed, kan vi ikke have et nært forhold til vore kristne brødre og søstre, og hvad der er endnu vigtigere: Uden kærlighed ville vi intet være i Jehovas øjne. Lad os se hvordan det understreges i Guds ord.

⁵ Den sidste aften inden sin død sagde Jesus til sine disciple: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:34, 35) „Ligesom jeg har elsket jer“ — ja, Jesus befaler os at vise den samme kærlighed som han viste. I kapitel 29 så vi hvordan han viste en enestående selvopofrende kærlighed og satte andres behov og interesser før sine egne. Vi må også vise uselvisk kærlighed, og det på en sådan måde at selv de der ikke tilhører den kristne menighed, lægger mærke til det. Selvopofrende broderkærlighed er nemlig kendetegnet på at vi er Jesu sande disciple.

6, 7. (a) Hvordan ved vi at Jehovas ord lægger stor vægt på at vise kærlighed? (b) Hvilken side af kærligheden fokuserer Paulus på i Første Korintherbrev 13:4-8?

⁶ Hvad nu hvis vi ikke har kærlighed? „Hvis jeg . . . ikke har kærlighed, er jeg et klingende stykke malm eller et støjende bækken,“ sagde Paulus. (1 Korinther 13:1) Et støjende bækken har en disharmonisk lyd. Og hvordan lyder et klingende stykke malm? En anden oversættelse siger „en rungende gongong“. Det er meget malende illustrationer. Den der ikke har kærlighed, er som et musikinstrument der frembringer en høj, enerverende lyd der snarere virker frastødende end tiltrækkende. Hvordan kan et sådant menneske have et nært forhold til andre? Paulus sagde også: „Hvis jeg har al tro så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet.“ (1 Korinther 13:2) Tænk på det: Den der ikke har kærlighed, ’er intet’, eller, som en anden oversættelse siger, ’duer ikke’ (Schindler), lige meget hvad han udretter. Jehovas ord lægger tydeligvis stor vægt på at man viser kærlighed.

⁷ Men hvordan viser vi denne kærlighed? For at få svar på det vil vi gennemgå Paulus’ ord i Første Korintherbrev 13:4-8. Det der lægges vægt på i disse vers, er hverken Guds kærlighed til os eller vores kærlighed til Gud. Nej, Paulus fokuserer på den kærlighed vi kan vise hinanden. Han beskriver hvad kærligheden er, og hvad den ikke er.

Hvad kærligheden er

8. Hvordan kan langmodighed hjælpe os i vort forhold til andre?

⁸ „Kærligheden er langmodig.“ At være langmodig vil sige at man tålmodigt affinder sig med andre. (Kolossenserne 3:13) Har vi brug for en sådan tålmodighed? Ja. Vi arbejder nært sammen med vore kristne brødre og søstre, og eftersom vi alle er ufuldkomne, er det kun realistisk at forvente at der af og til vil opstå situationer hvor vi irriterer hinanden. Men når vi er tålmodige og overbærende, vil det hjælpe os til at klare de mindre gnidninger og uoverensstemmelser der opstår, og ikke lade det forstyrre freden i menigheden.

9. Hvordan kan vi vise venlighed over for andre?

⁹ „Kærligheden er . . . venlig.“ Venlighed giver sig udslag i at vi er hensynsfulde og hjælpsomme over for andre. Kærligheden får os til at være på udkig efter muligheder for at vise venlighed, især mod dem der har mest brug for det. En ældre broder eller søster kan for eksempel være ensom og trænge til et opmuntrende besøg. En søster der er enlig mor eller lever i en religiøst delt husstand, har måske behov for hjælp. En der er syg eller har anden modgang, kan have brug for at høre nogle venlige ord fra en loyal ven. (Ordsprogene 12:25; 17:17) Når vi tager initiativet til at vise venlighed i sådanne situationer, vidner det om at vores kærlighed er ægte. — 2 Korinther 8:8.

10. Hvordan hjælper kærligheden os til at stå op for sandheden, også når det ikke er let for os?

¹⁰ „Kærligheden . . . fryder sig med sandheden.“ En anden oversættelse lyder: „Kærlighed . . . glæder sig, naar Sandhed sejrer.“ (Schindler) Kærligheden får os til at stå op for sandheden og ’tale sandhed med hinanden’. (Zakarias 8:16) Hvis for eksempel en af vore nærmeste har været indblandet i en alvorlig synd, vil vores kærlighed til Jehova — og til den der har begået overtrædelsen — hjælpe os til at holde fast ved Jehovas normer frem for at prøve at skjule, bortforklare eller måske endda lyve om det der er sket. Det kan naturligvis gøre ondt at se kendsgerningerne i øjnene, men hvis vi har overtræderens vel på sinde, ønsker vi at han skal tage imod Guds kærlige tugt og drage nytte af den. (Ordsprogene 3:11, 12) Som kærlige kristne ønsker vi at „bære os ærligt ad i alle ting“. — Hebræerne 13:18.

11. Hvordan skal vi se på vore trosfællers fejl og mangler i betragtning af at kærligheden „tåler alt“?

¹¹ „Kærligheden . . . tåler alt.“ Det græske ord for „tåler“ betyder egentlig „dækker“. (Kingdom Interlinear) I Første Petersbrev 4:8 står der: „Kærlighed dækker over en mængde synder.“ En kristen der lader sig lede af kærlighed, vil derfor ikke fremhæve sine kristne brødres svagheder og ufuldkommenheder. I mange tilfælde er der tale om mindre fejl og mangler som kærligheden kan dække over. — Ordsprogene 10:12; 17:9.

12. Hvordan viste apostelen Paulus at han troede det bedste om Filemon, og hvad kan vi lære af Paulus’ eksempel?

¹² „Kærligheden . . . tror alt.“ Moffatts oversættelse siger at kærligheden „altid [er] ivrig efter at tro det bedste“. Vi vil ikke være overdrevent mistænksomme over for vore trosfæller eller drage deres motiver i tvivl. Kærligheden hjælper os til at „tro det bedste“ om vore brødre og at stole på dem.a Læg mærke til det eksempel der findes i Paulus’ brev til Filemon. Paulus skrev for at tilskynde Filemon til at tage venligt imod sin bortløbne træl Onesimus, der var blevet kristen og nu vendte tilbage til ham. I stedet for at prøve at tvinge Filemon appellerede Paulus til ham på grundlag af kærlighed. Han gav udtryk for tillid til at Filemon ville gøre det rigtige, og sagde: „I tillid til din beredvillighed skriver jeg til dig, idet jeg ved at du vil gøre endog mere end det jeg siger.“ (Vers 21) Når vi i kærlighed giver udtryk for en sådan tillid til vore brødre, kalder vi det bedste frem i dem.

13. Hvordan kan vi vise at vi håber det bedste for vore brødre?

¹³ „Kærligheden . . . håber alt.“ Kærligheden er ikke alene tillidsfuld; den er også fuld af håb. Kærligheden motiverer os til at håbe det bedste for vore brødre. Hvis en broder for eksempel „uforvarende begår et eller andet fejltrin“, håber vi at han vil reagere positivt når man kærligt forsøger at hjælpe ham på fode igen. (Galaterne 6:1) Vi håber også at de der er svage i troen, vil genvinde deres åndelige styrke. Vi er tålmodige med dem og gør hvad vi kan for at hjælpe dem til at få en stærk tro. (Romerne 15:1; 1 Thessaloniker 5:14) Selv om én vi holder af, forlader den rette vej, opgiver vi ikke håbet om at han en dag vil komme til fornuft og vende om til Jehova, ligesom den fortabte søn i Jesu billedtale gjorde. — Lukas 15:17, 18.

14. Hvordan kan vores udholdenhed blive prøvet inden for menigheden, og hvad vil kærligheden få os til at gøre?

¹⁴ „Kærligheden . . . udholder alt.“ Udholdenhed hjælper os til at stå fast selv om vi kommer ud for skuffelser og modgang. Det er ikke kun uden for menigheden at vores udholdenhed bliver prøvet. Det kan også ske inden for menigheden. På grund af den menneskelige ufuldkommenhed kan vore brødre undertiden skuffe os. En tankeløs bemærkning kan virke sårende. (Ordsprogene 12:18) Et menighedsanliggende bliver måske ikke behandlet sådan som vi synes det burde gøres. En respekteret broder opfører sig måske på en måde der støder os og får os til at tænke: ’Hvordan kan en kristen være sådan?’ Men vil situationer som disse få os til at trække os tilbage fra menigheden og holde op med at tjene Jehova? Ikke hvis vi har kærlighed! Kærligheden vil beskytte os mod at blive så forblindede af en broders fejltrin at vi ikke længere kan se noget godt i ham eller i menigheden som et hele. Kærligheden hjælper os til at forblive trofaste mod Gud og støtte menigheden uanset hvad ufuldkomne mennesker siger eller gør. — Salme 119:165.

Hvad kærligheden ikke er

15. Hvad er negativ skinsyge, og hvordan hjælper kærligheden os til at undgå denne følelse?

¹⁵ „Kærligheden er ikke skinsyg.“ Den negative form for skinsyge kan få os til at misunde andre det de ejer, det de oplever, eller de evner de har. Det er en selvisk og nedbrydende følelse der, hvis man ikke passer på, kan forstyrre freden i menigheden. Hvad kan hjælpe os til at modstå ’tendensen til misundelse’? (Jakob 4:5) Det kan kærlighed. Denne dyrebare egenskab kan sætte os i stand til at glæde os sammen med dem der ser ud til at have nogle fordele i livet som vi ikke har. (Romerne 12:15) Kærligheden hjælper os til ikke at betragte det som en personlig fornærmelse når vi hører andre blive rost for noget de kan eller har gjort.

16. Hvorfor vil vi ikke prale af det vi udretter i tjenesten for Jehova?

¹⁶ „Kærligheden . . . er ikke brovtende, bliver ikke opblæst.“ Kærligheden afholder os fra at prale af det vi kan eller gør. Hvis vi virkelig elsker vore brødre, vil vi ikke altid fremhæve de resultater vi opnår i forkyndelsen, eller de privilegier vi har i menigheden. Det kan gøre andre modløse og få dem til at føle sig underlegne. Kærligheden tillader ikke at vi praler af det Gud har givet os mulighed for at gøre i tjenesten for ham. (1 Korinther 3:5-9) Kærligheden bliver ikke „opblæst“, eller som en anden oversættelse siger, den „nærer . . . ikke høje tanker om sin egen betydning“ (Phillips). Kærligheden hjælper os altså til ikke at tillægge os selv for stor betydning. — Romerne 12:3.

17. Hvordan får kærligheden os til at vise hensyn til andre, og hvilken form for adfærd vil vi derfor undgå?

¹⁷ „Kærligheden . . . opfører sig ikke uanstændigt.“ Den der opfører sig uanstændigt, har en upassende og anstødelig adfærd. Det er ukærligt at opføre sig sådan, for derved lader man hånt om andres følelser. Den der er elskværdig og betænksom, vil derimod tage hensyn til andre. Kærligheden fremmer gode manerer, en kristen adfærd og respekt for vore trosfæller. Derfor vil kærligheden ikke tillade os at have en „skammelig adfærd“ — en adfærd der kunne virke chokerende eller stødende på vore kristne brødre. — Efeserne 5:3, 4.

18. Hvorfor vil den der ejer kærlighed, ikke insistere på at alt skal gøres efter hans hoved?

¹⁸ „Kærligheden . . . søger ikke sine egne interesser.“ Revised Standard Version siger: „Kærligheden insisterer ikke på at alt skal gøres på dens måde.“ Den der ejer kærlighed, forlanger ikke at alt skal gøres efter hans hoved, som om hans meninger altid er de rigtige. Han manipulerer ikke med andre og bliver ikke ved med at prøve at overtale dem der har en anden mening, indtil de giver sig. En sådan stædighed er et tegn på stolthed, og Bibelen siger: „Stolthed går forud for fald.“ (Ordsprogene 16:18) Hvis vi oprigtigt elsker vore brødre, vil vi respektere deres synspunkter og være villige til at give efter når det er muligt. En imødekommende indstilling stemmer også med Paulus’ ord: „Lad ingen søge sit eget, men medmenneskets bedste.“ — 1 Korinther 10:24.

19. Hvad hjælper kærligheden os til at gøre når andre har fornærmet os?

¹⁹ „Kærligheden . . . lader sig ikke provokere . . ., holder ikke regnskab med hver en forurettelse.“ Kærligheden bliver ikke let provokeret af hvad andre siger eller gør. Vi kan naturligvis blive stødt når andre træder os over tæerne. Men selv om vores vrede er berettiget, vil kærligheden hjælpe os til ikke at blive ved med at være opbragte. (Efeserne 4:26, 27) Vi vil ikke holde regnskab med sårende ord eller handlinger, som om vi skrev dem op i en bog for at huske dem. Kærligheden vil derimod få os til at efterligne vor kærlige Gud. Som vi så i kapitel 26, tilgiver Jehova når der er grundlag for at gøre det. Og når han tilgiver, glemmer han i den forstand at han ikke på et senere tidspunkt igen vil kræve os til regnskab for vore synder. Er vi ikke taknemmelige for at Jehova ikke holder regnskab med hver en forurettelse?

20. Hvordan bør vi reagere hvis en af vore trosfæller begår en synd og kommer i vanskeligheder?

²⁰ „Kærligheden . . . fryder sig ikke over uretfærdigheden.“ The New English Bible siger: „Kærligheden . . . godter sig ikke over andres synder,“ og Moffatts oversættelse lyder: „Kærligheden glæder sig aldrig over at andre handler uret.“ Kærligheden finder altså ikke behag i uretfærdighed, og vi vil derfor ikke se gennem fingre med nogen form for umoralitet. Men hvordan reagerer vi hvis en af vore trosfæller er blevet overlistet af synden og derfor er kommet i vanskeligheder? Kærligheden vil afholde os fra at fryde os, som ville vi sige: ’Det har han kun fortjent!’ (Ordsprogene 17:5) Men vi glæder os når en broder der har gjort noget forkert, tager skridt til at komme åndeligt på fode igen.

„En langt bedre vej“

21-23. (a) Hvad mente Paulus da han sagde at „kærligheden svigter aldrig“? (b) Hvad vil blive behandlet i bogens sidste kapitel?

²¹ „Kærligheden svigter aldrig.“ Hvad mente Paulus med disse ord? Som det fremgår af sammenhængen, talte han om åndens mirakuløse gaver som fandtes blandt de første kristne. Disse gaver var et tegn på at den nydannede menighed havde Guds godkendelse. Det var dog ikke alle de kristne der kunne helbrede, profetere eller tale i tunger. Det havde heller ikke den store betydning, for de mirakuløse gaver ville med tiden ophøre. Derimod var der noget andet som ville forblive, noget som alle kristne kunne opdyrke. Det var noget som var mere bemærkelsesværdigt og mere varigt end nogen mirakuløs gave. Paulus kaldte det „en langt bedre vej“. (1 Korinther 12:31) Hvad var denne „langt bedre vej“? Det var kærlighedens vej.

²² Den kristne kærlighed som Paulus beskrev, vil aldrig ’svigte’, eller ophøre. Den dag i dag kendes Jesu sande disciple på deres selvopofrende broderkærlighed. Der er tydelige vidnesbyrd om at denne kærlighed findes i Jehovas folks menigheder overalt i verden. Og den vil bestå for evigt, for Jehova har lovet at hans trofaste tjenere vil få evigt liv. (Salme 37:9-11, 29) Lad os derfor ivrigt ’fortsætte med at vandre i kærlighed’. Så vil vi ikke alene erfare den større lykke der er ved at give. Vi vil også — ligesom vor kærlige Gud, Jehova — i al evighed kunne fortsætte med at leve, ja, fortsætte med at vise kærlighed.

²³ I dette afsluttende kapitel om egenskaben kærlighed har vi set hvordan vi kan vise hinanden kærlighed. Men i betragtning af at vi på så mange måder nyder godt af Jehovas kærlighed — såvel som af hans magt, retfærdighed og visdom — må vi spørge os selv: ’Hvordan kan jeg vise Jehova at jeg virkelig elsker ham?’ Dette spørgsmål vil blive behandlet i bogens sidste kapitel.