1-3. Hvordan foregår Jesu indtog i Jerusalem, og hvorfor ville nogle i folkemængden måske være overraskede?

JERUSALEM summer af aktivitet. Alle er på benene, og forventningen er stor. En kendt mand ventes til byen. Folk samles langs vejene. De er ivrige efter at hilse denne mand velkommen, for nogle siger at han er kong Davids arving og Israels retmæssige hersker. Nogle har palmegrene i hænderne; andre breder klædningsstykker og grene fra træerne ud på vejen for at jævne den for ham. (Mattæus 21:7, 8; Johannes 12:12, 13) Mange er sikkert spændt på hvordan han vil ankomme.

² Nogle venter måske et prægtigt optog. De ved at betydningsfulde mænd har holdt deres indtog med pomp og pragt. Davids søn Absalom lod for eksempel 50 mænd løbe foran sin vogn da han udråbte sig selv til konge. (2 Samuel 15:1, 10) Den romerske hersker Julius Cæsar omgav sig med endnu større pragt. Da han holdt sit indtog på Roms Capitolium, var han flankeret af 40 elefanter der var smykket med lamper. Men nu venter indbyggerne i Jerusalem en mand som har endnu større betydning. Hvad enten folkemængden forstår det eller ej, så er det Messias, det største menneske der har levet! Men da denne fremtidige konge viser sig, venter der dem en overraskelse.

³ De ser ingen vogn, ingen løbere, ingen heste — og bestemt heller ingen elefanter! Nej, Jesus kommer ridende på et ydmygt lastdyr, et æsel.a Der er intet luksuriøst ved ham eller hans ridedyr. I stedet for en kostbar sadel er der bredt nogle klædningsstykker ud over æselets ryg. Hvorfor har Jesus valgt at gøre sit indtog i Jerusalem på en så ydmyg måde når langt mindre betydningsfulde mænd har krævet langt større pomp og pragt?

4. Hvad har Bibelen forudsagt om den måde hvorpå den messianske konge ville gøre sit indtog i Jerusalem?

⁴ Jesus opfylder en profeti: „Jubl højt, Zions datter. Bryd ud i hyldest, Jerusalems datter. Se, din konge kommer til dig. Han er retfærdig og frelses, sagtmodig og rider på et æsel.“ (Zakarias 9:9) Denne profeti viser at Guds Salvede, Messias, en dag ville træde frem for Jerusalems indbyggere som den af Gud udnævnte konge. Desuden ville den måde han gjorde det på — også hans valg af ridedyr — understrege en smuk egenskab hos ham, nemlig at han var ydmyg af hjertet.

5. Hvorfor gør Jesu ydmyghed et dybt indtryk på os, og hvorfor er det vigtigt at vi lærer at efterligne Jesus med hensyn til denne egenskab?

⁵ Jesu ydmyghed er en af hans mest tiltalende egenskaber. Den gør et dybt indtryk på os. Som vi så i det foregående kapitel, er Jesus „vejen og sandheden og livet“. (Johannes 14:6) Ingen af de milliarder af mennesker der har levet på jorden, kommer altså på højde med ham i betydning. Og dog var der hos Jesus intet spor af stolthed og hovmod eller den opfattelse af egen betydning som præger utallige ufuldkomne mennesker. Skal vi efterfølge Jesus, må vi bekæmpe tilbøjeligheden til at give efter for stolthed. (Jakob 4:6) Jehova hader stolthed og hovmod. Det er derfor vigtigt at vi lærer at efterligne Jesu ydmyghed.

Viste ydmyghed i sin førmenneskelige tilværelse

6. Hvad er ydmyghed, og hvordan vidste Jehova at Messias ville være ydmyg?

⁶ At være ydmyg vil sige at have en beskeden opfattelse af sig selv, ikke at være stolt eller hovmodig. Det er en egenskab der har sin rod i hjertet, og som giver sig til kende i en persons tale, adfærd og måde at behandle andre på. Hvordan vidste Jehova at Messias ville være ydmyg? Han vidste at hans søn genspejlede hans eget fuldkomne eksempel. (Johannes 10:15) Han havde også set sin søns ydmyghed komme til udtryk i handling. Hvordan?

7-9. (a) Hvordan viste Mikael ydmyghed da han havde en uoverensstemmelse med Satan? (b) Hvordan kan kristne efterligne Mikael med hensyn til at vise ydmyghed?

⁷ Judas’ Brev fortæller om en interessant hændelse: „Da ærkeengelen Mikael havde en uoverensstemmelse med Djævelen og sagde ham imod vedrørende Moses’ legeme, vovede han ikke at fremføre en spottende dom imod ham, men sagde: ’Måtte Jehova irettesætte dig.’“ (Judas 9) Mikael er et navn der anvendes om Jesus før og efter hans liv på jorden. Det bruges om ham i hans egenskab af ærkeengel, den engel som står i spidsen for Guds himmelske hærskarer af engle.b (1 Thessaloniker 4:16) Men læg mærke til hvordan Mikael greb denne uoverensstemmelse an.

⁸ Det fremgår ikke af Judas’ Brev hvad Satan ville med Moses’ legeme, men vi kan være sikre på at han havde noget ondt i tanke. Måske ville han bruge denne trofaste mands døde legeme til en form for afgudsdyrkelse. Samtidig med at Mikael modsatte sig Satans onde plan, viste han også en bemærkelsesværdig selvbeherskelse. Satan fortjente sandelig en irettesættelse, men Mikael, som på det tidspunkt da han havde sin uoverensstemmelse med Satan, endnu ikke havde fået overdraget „al dom“, følte at en sådan dom kun skulle komme fra Jehova Gud. (Johannes 5:22) I sin egenskab af ærkeengel havde Mikael en udstrakt myndighed, men alligevel bøjede han sig ydmygt for Jehova frem for at tiltage sig nogen yderligere myndighed. Foruden ydmyghed viste han altså også beskedenhed, idet han var klar over sine egne begrænsninger.

⁹ Der var en grund til at Judas blev inspireret til at skrive om denne hændelse. Sørgeligt nok var der nogle kristne på Judas’ tid som ikke var ydmyge. Hovmodigt ’spottede de alt det som de ikke kendte’. (Judas 10) Hvor er det let for os ufuldkomne mennesker at bukke under for stolthed! Hvordan reagerer vi for eksempel når der er noget vi ikke forstår i den kristne menighed — måske en afgørelse truffet af ældsterådet? Ville det ikke være mangel på ydmyghed hvis vi udtalte os negativt og kritisk om en bestemt afgørelse når vi ikke kender alle de faktorer som ligger til grund for afgørelsen? Lad os i stedet efterligne Mikael, altså Jesus, og afholde os fra at dømme i forhold hvor vi ikke har nogen gudgiven myndighed.

10, 11. (a) Hvad kan der siges om den villighed Guds søn viste ved at komme herned til jorden? (b) Hvordan kan vi efterligne Jesu ydmyghed?

¹⁰ Guds søn viste også ydmyghed ved at tage imod den opgave at komme herned til jorden. Tænk engang over hvad han måtte give afkald på. Han var ærkeengelen. Han var også „Ordet“ — talsmand for Jehova selv. (Johannes 1:1-3) Han havde sin bolig i himmelen, Jehovas „helligheds og hæders ophøjede bolig“. (Esajas 63:15) Alligevel „tømte [han] sig selv og tog en træls skikkelse på og fremtrådte i menneskers lighed“. (Filipperne 2:7) Tænk også på hvad hans opgave her på jorden indebar! Hans liv blev overført fra himmelen til en jødisk jomfrus moderliv, hvor det i ni måneder skulle udvikle sig til et lille menneskebarn. Han blev født som et hjælpeløst spædbarn i en fattig tømrers familie og voksede derefter op fra at være en lille dreng til at blive teenager og et ungt menneske. Gennem hele sin opvækst underordnede han sig ufuldkomne jordiske forældre skønt han selv var fuldkommen. (Lukas 2:40, 51, 52) Hvilken bemærkelsesværdig ydmyghed!

¹¹ Kan vi efterligne Jesu ydmyghed ved villigt at påtage os tjenesteopgaver som kunne synes ringe og ubetydelige? For eksempel kunne den opgave at forkynde den gode nyhed om Riget synes ydmygende når folk reagerer med ligegyldighed, latterliggørelse eller fjendtlighed. (Mattæus 28:19, 20) På den anden side — hvis vi viser udholdenhed, kan vi være med til at redde menneskeliv. Og i hvert fald kan vi lære en hel del om ydmyghed og således følge i vor Mesters, Jesu Kristi, fodspor.

Jesu ydmyghed som menneske

12-14. (a) Hvordan viste Jesus ydmyghed når folk lovpriste ham? (b) På hvilke måder viste Jesus ydmyghed over for andre? (c) Hvad viser at Jesu ydmyghed ikke var noget påtaget eller blot et udslag af gode manerer?

¹² Fra først til sidst var Jesu jordiske tjeneste kendetegnet af ydmyghed. Det ses af at han lod al ære og pris gå til Faderen. Undertiden var der nogle der lovpriste Jesus for visdommen i hans ord, for de forunderlige mirakler han øvede, og for den godhed de så hos ham. Men atter og atter henledte Jesus opmærksomheden på sin Fader og tog ikke selv æren. — Markus 10:17, 18; Johannes 7:15, 16.

¹³ Jesus viste ydmyghed ved den måde han behandlede andre på. Han understregede at han ikke var kommet til jorden for at lade sig betjene, men for selv at tjene. (Mattæus 20:28) Han viste ydmyghed ved sin mildhed og rimelighed over for andre. Når hans disciple skuffede ham, talte han ikke hårdt til dem, men blev ved med at appellere til deres hjerte. (Mattæus 26:39-41) Når skarerne forstyrrede ham mens han søgte ro og hvile og gerne ville være alene, sendte han dem ikke bort, men blev ved med at give af sig selv og at „lære dem mange ting“. (Markus 6:30-34) Da en fønikisk kvinde trængte ind på ham for at han skulle helbrede hendes datter, var han til at begynde med ikke indstillet på at gøre det. Dog afviste han hende ikke vredt, men gav efter for hende på grund af hendes usædvanlige tro, et emne vi skal komme nærmere ind på i kapitel 14. — Mattæus 15:22-28.

¹⁴ På utallige måder levede Jesus op til sine egne ord: „Jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet.“ (Mattæus 11:29) Hans ydmyghed var ikke overfladisk, noget påtaget eller blot et udslag af gode manerer. Den kom fra hjertet, hans eget indre. Det er derfor ikke så mærkeligt at han lagde vægt på at hans disciple også skulle lære ydmyghed!

Lærte sine disciple at være ydmyge

15, 16. Hvilken forskel viste Jesus der skulle være mellem de verdslige herskere og hans disciple?

¹⁵ Jesu apostle var sene til at lære ydmyghed. Jesus måtte prøve igen og igen for at få dem til at forstå nødvendigheden af at være ydmyg. For eksempel søgte Jakob og Johannes ved en lejlighed gennem deres mor at få Jesus til at love dem en fremtrædende plads i Guds rige. Men beskedent svarede Jesus dem: „Sædet ved min højre hånd og ved min venstre står det ikke til mig at give væk, men det tilhører dem for hvem det er beredt af min Fader.“ Da de ti andre hørte om det, „harmedes“ de på Jakob og Johannes. (Mattæus 20:20-24) Hvad gjorde Jesus i denne situation?

¹⁶ Han satte dem alle venligt i rette idet han sagde: „I ved at nationernes herskere spiller herrer over dem, og de store udøver myndighed over dem. Sådan er det ikke blandt jer; tværtimod, enhver der ønsker at blive stor blandt jer, skal være jeres tjener, og enhver der ønsker at være først blandt jer, skal være jeres træl.“ (Mattæus 20:25-27) Apostlene havde uden tvivl set hvor stolte, ærgerrige og selviske „nationernes herskere“ kunne være. Jesus viste at hans disciple skulle være anderledes end disse magtsyge tyranner. De skulle være ydmyge. Fik apostlene fat i meningen?

17-19. (a) Hvilken uforglemmelig lektion i ydmyghed gav Jesus apostlene aftenen før sin død? (b) Hvad var den mest talende lektion i ydmyghed Jesus gav apostlene mens han var på jorden?

¹⁷ Det var ikke let for dem. Det var hverken første eller sidste gang Jesus havde forsøgt at lære dem det. Ved en tidligere lejlighed da de havde skændtes om hvem af dem der var den største, havde han stillet et lille barn ind midt iblandt dem og sagt at de skulle være som børn, der er mindre tilbøjelige end voksne til at være stolte og ærgerrige og til at ville være noget. (Mattæus 18:1-4) Ikke desto mindre så han at apostlene, så sent som aftenen før hans død, stadig lå under for dette karaktertræk. Han gav dem da en lektion som de aldrig skulle glemme. Han bandt et håndklæde om sig og udførte den mest ydmyge af alle pligter, den som det var skik at tjenestefolk udførte over for gæsterne i et hus. Jesus vaskede disciplenes fødder, også Judas’, ham som stod i begreb med at forråde Jesus! — Johannes 13:1-11.

¹⁸ Jesus lod dem ikke være i tvivl om meningen med det han havde gjort. „Jeg har . . . givet jer et forbillede,“ sagde han. (Johannes 13:15) Forstod apostlene da omsider hvad Jesus ville lære dem? Nej. Senere samme aften diskuterede de igen hvem der var den største iblandt dem! (Lukas 22:24-27) Men Jesus havde stadig tålmodighed med dem og underviste dem ydmygt. Derpå gav han dem den mest talende lektion af dem alle: „[Han] ydmygede . . . sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl.“ (Filipperne 2:8) Jesus underkastede sig villigt en ydmygende død, med urette dømt som en forbryder og gudsbespotter. Han viste derved at han var noget helt for sig selv, for blandt alle Guds skabninger fandt egenskaben ydmyghed hos ham sit ypperste og mest fuldkomne udtryk.

¹⁹ Måske var det denne sidste lektion i ydmyghed der prentede sig uudsletteligt i hans trofaste apostles hjerter. Bibelen fortæller at disse mænd ydmygt tjente i mange år, ja årtier, efter. Hvad med os?

Vil du følge Jesu eksempel?

20. Hvordan ved vi om vi er ydmyge af hjertet?

²⁰ Paulus giver os følgende formaning: „Bevar denne indstilling i jer som også var i Kristus Jesus.“ (Filipperne 2:5) Ligesom Jesus må vi være ydmyge af hjertet. Hvordan ved vi om vi er det? Paulus minder os om at vi ’intet skal gøre af stridbarhed eller selvoptagethed, men i ydmyghed skal agte de andre højere end os selv’. (Filipperne 2:3) Svaret på spørgsmålet afhænger altså af hvordan vi betragter andre i forhold til os selv. Vi skal se dem som „højere“, mere betydningsfulde, end os selv. Vil du følge dette råd?

21, 22. (a) Af hvilken grund må kristne tilsynsmænd være ydmyge? (b) Hvordan kan vi vise at vi er iført ydmyghed?

²¹ Mange år efter Jesu død tænkte apostelen Peter stadig på hvor vigtigt det er at være ydmyg. Han fortalte de kristne tilsynsmænd at de ydmygt skulle udføre deres pligter og aldrig spille herrer over Jehovas får. (1 Peter 5:2, 3) Ansvar giver ikke ret til at være stolt. Tværtimod øger det behovet for sand ydmyghed. (Lukas 12:48) Og denne egenskab er naturligvis ikke alene vigtig for tilsynsmænd, men for alle kristne.

²² Peter glemte aldrig den aften Jesus vaskede hans fødder — under Peters protester! (Johannes 13:6-10) Peter skrev senere til de kristne: „I skal alle iføre jer ydmyghed over for hinanden.“ (1 Peter 5:5) Udtrykket „iføre jer“ leder tanken hen på en tjener der tager et forklæde på for at udføre sit arbejde i huset. Udtrykket minder os også om den situation da Jesus bandt et håndklæde om sig før han knælede ned for at vaske apostlenes fødder. Hvis vi følger Jesus, hvilken gudgiven opgave kunne vi da regne for at være under vores værdighed at udføre? Vort hjertes ydmyghed skulle være synlig for alle, som var den en klædning vi var iført.

23, 24. (a) Hvorfor bør vi bekæmpe enhver tilbøjelighed til hovmod? (b) Hvilken forkert opfattelse angående ydmyghed vil blive behandlet i det næste kapitel?

²³ Hovmod er som gift. Virkningerne kan være ødelæggende. Det er en egenskab som kan gøre det mest begavede menneske til et ubrugeligt redskab for Gud. På den anden side kan ydmyghed gøre selv den mindste til et meget nyttigt redskab for ham. Hvis vi hver dag bestræber os for at opdyrke denne dyrebare egenskab ved at vandre ydmygt i Jesu fodspor, vil belønningen være stor. Peter skrev: „Ydmyg jer derfor under Guds vældige hånd, så han til sin tid kan ophøje jer.“ (1 Peter 5:6) Jehova ophøjede i sandhed Jesus fordi han ydmygede sig så fuldstændigt. Vor Gud vil ligeledes glæde sig over at belønne os for vores ydmyghed.

²⁴ Desværre mener nogle at ydmyghed er et tegn på svaghed. Jesu eksempel hjælper os til at se hvor forkert denne opfattelse er, for den mest ydmyge af alle var også den mest modige. Det vil være emnet for det næste kapitel.

1-3. Hvilken fare truer Jesus, og hvordan reagerer han?

EN PØBELSVÆRM er på sporet af Jesus. De søger ham for at få ham arresteret. Det er en stor skare bevæbnet med sværd og køller, og der er soldater med. Som drevet af en fælles vilje går de målbevidst gennem Jerusalems mørke gader, over Kedrondalen, til Oliebjerget. Det er fuldmåne, men alligevel bærer de fakler og lamper. Er det for at oplyse vejen fordi skyerne dækker månen? Eller tror de at den de søger, vil skjule sig i mørket? Én ting er sikker: Den der tror at Jesus er bange og vil skjule sig, kender ham ikke.

² Jesus er klar over den fare der nærmer sig. Dog flygter han ikke, men bliver hvor han er. Skaren nærmer sig, anført af Judas, engang en ven som Jesus stolede på. Skamløst forråder han Jesus idet han udpeger ham, sin tidligere herre, med en hyklerisk hilsen og et kys. Men Jesus bevarer fatningen. Så træder han frem foran skaren og spørger: „Hvem søger I?“ „Jesus Nazaræeren,“ svarer de.

³ De fleste ville forskrækket vige tilbage over for en sådan bevæbnet hob, og måske er det også hvad skaren forventer at Jesus vil gøre. Men han viger ikke tilbage. Han flygter ikke og skjuler ikke sin identitet bag en løgn. Han siger ganske enkelt: „Det er mig.“ Han er så rolig, så modig, at det forbløffer mændene. De viger tilbage og falder til jorden. — Johannes 18:1-6; Mattæus 26:45-50; Markus 14:41-46.

4-6. (a) Hvad sammenlignes Guds søn med, og hvorfor? (b) Nævn tre måder hvorpå Jesus viste mod.

⁴ Hvordan kunne Jesus se denne fare i øjnene så fuldstændig fattet og med en sådan selvkontrol? Det enkle svar er: Han havde mod! Der er få egenskaber der er så beundrede og så påkrævede hos en leder som mod, og intet menneske har nogen sinde været på højde med, endsige overgået, Jesus i denne henseende. I det foregående kapitel så vi hvor ydmyg og sagtmodig Jesus var. Det var med rette han blev kaldt et „lam“. (Johannes 1:29) Men Jesu mod giver anledning til en helt anden sammenligning. Bibelen siger om Guds søn: „Se! Løven af Judas stamme.“ — Åbenbaringen 5:5.

⁵ Løven forbindes ofte med mod. Har du nogen sinde stået over for en voksen hanløve? Hvis du har det, har det nok været på sikker afstand, måske foran et gitter i en zoologisk have. Men alligevel kan en sådan oplevelse være frygtindgydende. Når man ser denne vældige skabning i øjnene, og den stirrer tilbage på en, kan man vanskeligt forestille sig at den nogen sinde vil flygte i frygt. Bibelen siger at løven er som „en vældig kriger blandt dyrene“, og at den „ikke vender om for nogen“. (Ordsprogene 30:30) Et sådant mod havde Jesus Kristus.

⁶ Lad os nu se nærmere på hvordan Jesus især på tre måder viste en løves mod: ved at stå op for sandheden, ved at gå ind for ret og retfærdighed og ved at holde ud under modstand. Vi skal også se at vi alle — uanset om vi af natur er modige eller ej — kan efterligne Jesus og vise mod.

Stod modigt op for sandheden

7-9. (a) Hvad skete der da Jesus var 12 år gammel, og hvorfor kunne denne situation have virket frygtindgydende? (b) Hvordan viste Jesus mod over for lærerne i templet?

⁷ I en verden der beherskes af Satan, „løgnens fader“, skal der ofte mod til at stå op for sandheden. (Johannes 8:44; 14:30) Jesus ventede ikke til han blev voksen med at gøre dette. Da han var 12 år gammel, kom han bort fra sine forældre efter at de havde fejret påskehøjtiden i Jerusalem. I tre dage søgte Maria og Josef ængsteligt efter drengen. Til sidst fandt de ham i templet. Og hvad gjorde han dér? „Han sad midt iblandt lærerne og hørte på dem og stillede dem spørgsmål.“ (Lukas 2:41-50) Prøv engang at forestille dig situationen.

⁸ Ifølge nogle historikere blev de mest fremtrædende religiøse ledere tilbage i templet efter højtiderne, hvor de underviste ved en af indgangene. Tilhørerne sad ved lærernes fødder og lyttede og stillede spørgsmål. Det var lærde mænd som var velbevandrede i Moseloven og i de utallige indviklede menneskeskabte love og overleveringer der var kommet til i tidens løb. Hvordan ville du have været til mode ved at sidde dér? Måske lidt bange? Det ville kun have været naturligt. Og hvad nu hvis du kun var 12 år? Mange børn er generte. (Jeremias 1:6) Nogle prøver at undgå at tiltrække sig lærerens opmærksomhed, for de er bange for at læreren får øje på dem, bange for at blive bedt om at svare, bange for at blive stillet i forlegenhed eller blive til grin.

⁹ Men her finder vi Jesus siddende midt blandt de lærde, hvor han frygtløst stiller dem skarpsindige spørgsmål. Og han gør mere end det. Beretningen lyder: „Alle som hørte ham blev hele tiden slået af forbavselse over hans forståelse og hans svar.“ (Lukas 2:47) Bibelen fortæller ikke hvad han sagde ved den lejlighed, men vi kan være sikre på at han ikke gentog de falske læresætninger der var almindelige blandt den tids religiøse ledere. (1 Peter 2:22) Nej, han holdt sig til sandheden i Guds ord, og hans tilhørere var virkelig forbløffede over at en 12-års dreng kunne tale med et sådant mod og en sådan indsigt.

10. Hvordan efterligner unge kristne i dag Jesu mod?

¹⁰ Mange unge kristne i dag følger i Jesu fodspor. De er naturligvis ikke fuldkomne som Jesus, men i lighed med ham venter de ikke til de bliver voksne med at stå op for sandheden. I skolen og ved andre lejligheder stiller de taktfuldt spørgsmål, lytter og gør respektfuldt rede for hvad de tror på. (1 Peter 3:15) De har i flere tilfælde hjulpet deres klassekammerater, lærere og naboer til at blive disciple af Jesus. Deres mod må i sandhed glæde Jehova! Hans ord sammenligner sådanne unge med dugdråber — de er forfriskende, velgørende og talrige. — Salme 110:3.

11, 12. Hvordan viste Jesus mod som voksen med hensyn til at forsvare sandheden?

¹¹ Som voksen viste Jesus mod ved igen og igen at forsvare sandheden. Faktisk begyndte han sin tjeneste med en konfrontation som mange ville anse for skræmmende. Ikke som den mægtige ærkeengel, men som et menneske af kød og blod stod Jesus over for Satan, den mægtigste og farligste af alle Jehovas fjender. Jesus afviste Satan og tilbageviste hans forkerte brug af Guds inspirerede ord. Han gjorde ende på mødet ved modigt at sige: „Forsvind, Satan!“ — Mattæus 4:2-11.

¹² Jesus afstak hermed den kurs han ville følge i sin tjeneste. Han ville modigt forsvare sin Faders ord over for alle forsøg på at fordreje eller misbruge det. Dengang som nu var religiøs uærlighed meget almindelig. Jesus sagde til den tids religiøse ledere: „I gør . . . Guds ord ugyldigt med jeres overlevering som I har givet videre.“ (Markus 7:13) Disse mænd nød stor anseelse hos folket, men Jesus fordømte dem som hyklere og blinde vejledere.a (Mattæus 23:13, 16) Hvordan kan vi vise det samme mod som Jesus?

13. Hvad skal vi huske på når vi ønsker at efterligne Jesus, men hvilket privilegium har vi trods alt?

¹³ Vi skal naturligvis huske på at vi hverken har Jesu evne til at læse hjerter eller hans myndighed til at dømme. Vi kan dog godt efterligne det mod hvormed han forsvarede sandheden. Ved for eksempel at afsløre falske religiøse læresætninger — de usandheder som ofte fremholdes om Gud, hans hensigter og hans ord — spreder vi lys i en verden som er formørket af Satans propaganda. (Mattæus 5:14; Åbenbaringen 12:9, 10) Vi er med til at udfri mennesker fra trældom under falske dogmer der fylder dem med frygt og ødelægger deres forhold til Gud. På den måde kommer vi til at se opfyldelsen af Jesu løfte: „Sandheden skal frigøre jer.“ Et fantastisk privilegium! — Johannes 8:32.

Gik modigt ind for ret og retfærdighed

14, 15. (a) Nævn et eksempel på at Jesus ’gjorde klart hvad der er ret’. (b) Hvilke fordomme tog Jesus ikke hensyn til da han talte med den samaritanske kvinde?

¹⁴ En profeti i Bibelen forudsagde at Messias ville ’gøre klart for nationerne hvad der er ret’. (Mattæus 12:18; Esajas 42:1) Det gjorde Jesus virkelig mens han var her på jorden. Med stort mod viste han sig altid at være retfærdig og upartisk. For eksempel antog han ikke de ubibelske fordomme og hykleriske opfattelser der var så udbredte på hans tid.

¹⁵ Da Jesus talte med den samaritanske kvinde ved brønden i Sykar, var hans disciple overraskede. Hvorfor? På den tid nærede jøderne almindeligvis afsky for samaritanerne, en indstilling der gik mange år tilbage. (Ezra 4:4) Desuden var der rabbinere som nedvurderede kvinder. De havde regler — senere nedfældet i skrift — som frarådede en mand at tale med en kvinde; de mente endog at kvinder var uværdige til at blive undervist i Guds lov. Især samaritanske kvinder blev betragtet som urene. Jesus skød alle sådanne fordomme til side og underviste åbenlyst den samaritanske kvinde (der i øvrigt levede umoralsk), idet han oven i købet fortalte hende at han var Messias. — Johannes 4:5-27.

16. Hvorfor må kristne have mod til at være anderledes med hensyn til at nære fordom?

¹⁶ Har du undertiden været i selskab med nogle der nærer fordom mod andre mennesker? De fortæller måske nedsættende historier om folk af en anden race eller nationalitet, taler ringeagtende om nogle af det modsatte køn eller ser ned på dem som har en anden økonomisk eller social status end de selv. De som vil være disciple af Jesus, har ikke et sådant syn på andre mennesker, og de bestræber sig alvorligt på at udrydde ethvert spor af fordom hos sig selv. (Apostelgerninger 10:34) Vi må hver især have mod til at gøre det der er ret og retfærdigt på dette område.

17. Hvordan skred Jesus til handling i templet, og hvorfor gjorde han det?

¹⁷ Det var også mod der fik Jesus til at kæmpe for bevarelsen af Guds folks renhed og for en ren tilbedelsesordning. På et tidligt tidspunkt efter at han havde påbegyndt sin tjeneste, gik han ind på tempelområdet i Jerusalem og blev forfærdet over at se købmændene og pengevekslerne drive forretning dér. Fyldt med retfærdig harme smed han disse begærlige mænd og deres varer ud derfra. (Johannes 2:13-17) Han gjorde noget tilsvarende hen imod slutningen af sin tjeneste. (Markus 11:15-18) Alt dette skaffede ham uden tvivl mægtige fjender, men det holdt ham ikke tilbage. Hvad var grunden? Fra han var barn, havde han kaldt templet sin Faders hus — og det mente han. (Lukas 2:49) At besmitte den rene tilbedelse der foregik dér, var en uretfærdighed han ikke kunne se gennem fingre med. Hans nidkærhed gav ham mod til at gøre det der var nødvendigt.

18. Hvordan kan kristne i dag vise mod i forbindelse med menighedens renhed?

¹⁸ Kristi disciple i dag lægger ligeledes stor vægt på Guds folks renhed og en ren tilbedelsesordning. Hvis de bliver klar over at en af deres trosfæller gør sig skyldig i en alvorlig synd, lukker de ikke blot øjnene for det, men gør modigt vedkommende opmærksom på det. (1 Korinther 1:11) De sikrer sig også at menighedens ældste bliver informeret. De ældste kan hjælpe dem der er åndeligt syge, og kan også tage skridt til at menighedens renhed bevares. — Jakob 5:14, 15.

19, 20. (a) Hvilke uretfærdigheder fandtes til overmål på Jesu tid, og hvilket pres var Jesus udsat for? (b) Hvorfor nægter Kristi disciple at lade sig involvere i politik og voldshandlinger, og hvad har dette mod blandt andet resulteret i?

¹⁹ Men skal vi på grundlag af det Jesus sagde og gjorde, drage den slutning at han søgte at bekæmpe social uretfærdighed i verden i almindelighed? Der var virkelig megen uretfærdighed rundt om ham. Hans land var besat af romerne. De undertrykte jøderne ved hjælp af en stærk militærmagt, pålagde dem tunge skatter og krænkede ved flere lejligheder deres religiøse følelser. Det er derfor ikke overraskende at mange ønskede at Jesus skulle gå ind i politik. (Johannes 6:14, 15) Han måtte igen vise mod.

²⁰ Jesus forklarede at hans rige ikke var en del af verden. Med sit eksempel oplærte han sine disciple til ikke at lade sig involvere i den tids religiøse stridigheder, men i stedet koncentrere sig om forkyndelsen af den gode nyhed om Riget. (Johannes 17:16; 18:36) Da pøbelskaren kom for at arrestere ham, demonstrerede han magtfuldt hvordan man forholder sig neutral. Peter greb impulsivt til handling ved at trække sit sværd og såre en mand. Det er let at sympatisere med Peter. Hvis det nogen sinde har været berettiget at gribe til vold, var det den aften man lagde hånd på Guds søn, der var uskyldig. Men Jesus viste da hvilken handleregel der skulle gælde for hans jordiske disciple. Han sagde: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ (Mattæus 26:51-54) Det krævede virkelig mod af Kristi disciple dengang at holde fast ved et sådant standpunkt, og det gør det stadig. Som følge af deres kristne neutralitet er Guds tjenere i dag kendt for at de ikke deltager i krige, optøjer, masseudryddelser og lignende voldshandlinger. Dette usædvanlige ry er en af belønningerne for deres mod.

Holdt modigt ud trods modstand

21, 22. (a) Hvilken hjælp fik Jesus før han blev udsat for den sværeste af alle prøver? (b) Hvordan viste Jesus mod lige til det sidste?

²¹ Guds søn vidste i forvejen at han ville komme ud for stærk modstand her på jorden. (Esajas 50:4-7) Han blev udsat for mange trusler på livet, og de kulminerede i den situation der er beskrevet i indledningen til dette kapitel. Hvordan bevarede Jesus sit mod trods disse farer? Svaret får vi når vi ser på hvad Jesus var i færd med umiddelbart før skaren kom for at arrestere ham. Han var fordybet i inderlig bøn til Jehova. Og hvad gjorde Jehova? Bibelen fortæller at Jesus blev „bønhørt“. (Hebræerne 5:7) Jehova sendte en engel fra himmelen for at styrke sin modige søn. — Lukas 22:42, 43.

²² Kort efter sagde Jesus til sine apostle: „Stå op, lad os gå.“ (Mattæus 26:46) Tænk på det mod der ligger i disse ord! Han sagde ganske enkelt „lad os gå“, vel vidende at han ville bede pøbelskaren skåne hans venner, at de ville forlade ham og flygte, og at han alene måtte stå ansigt til ansigt med den sværeste prøve i sit liv. Alene skulle han udsættes for et ulovligt forhør og en uretfærdig retssag, latterliggørelse, tortur og en pinefuld død. I alt dette svigtede hans mod ikke.

23. Forklar hvorfor Jesus ikke var dumdristig da han gik faren og truslen om død direkte i møde.

²³ Var Jesus dumdristig? Nej. Dumdristighed har intet med sandt mod at gøre. I virkeligheden lærte Jesus sine disciple at være forsigtige og klogeligt at undgå fare for stadig at kunne gøre Guds vilje. (Mattæus 4:12; 10:16) I dette tilfælde vidste Jesus dog at der ikke var nogen vej udenom. Han vidste hvad der var Guds vilje. Jesus var besluttet på at bevare sin uangribelighed, så den eneste vej var fremad, at gå prøven direkte i møde.

24. Hvorfor kan vi være forvissede om at vi kan bevare modet uanset hvilken prøve vi måtte komme ud for?

²⁴ Hvor ofte har Jesu disciple ikke gået modigt i deres Mesters spor! Mange har udholdt latterliggørelse, forfølgelse, arrestation, fængsling, tortur, ja, har også lidt døden. Hvor får ufuldkomne mennesker et sådant mod fra? Det kommer ikke fra dem selv. Jesus fik hjælp ovenfra, og det gør hans disciple også. (Filipperne 4:13) Frygt derfor aldrig for hvad fremtiden vil bringe. Vær besluttet på at bevare din uangribelighed, og Jehova vil give dig mod. Bliv ved med at hente styrke i vor Førers, Jesu Kristi, eksempel, for han sagde: „Fat mod! Jeg har besejret verden.“ — Johannes 16:33.

1-3. Hvordan var omstændighederne for den tale Jesus holdt en forårsdag i år 31 e.v.t., og hvorfor var hans tilhørere forbløffede?

DET ER en forårsdag i år 31 e.v.t. Jesus Kristus befinder sig nær Kapernaum, en travl by ved den nordvestlige bred af Galilæas Sø. På et bjerg i nærheden har Jesus tilbragt natten alene, fordybet i bøn. Da morgenen gryr, kalder han sine disciple til sig, og blandt dem vælger han 12, som han kalder apostle. I mellemtiden er store skarer af mennesker — nogle langvejsfra — fulgt efter Jesus hertil, og de er nu forsamlet på et jævnt sted på bjergskråningen. De er ivrige efter at høre hvad han har at sige, og efter at blive helbredt for deres sygdomme. Jesus skuffer dem ikke. — Lukas 6:12-19.

² Jesus nærmer sig skarerne og helbreder alle som er syge. Til sidst, da ikke en eneste af dem føler smerte på grund af sin sygdom, sætter han sig og begynder at undervise dem.a De ord han talte på denne forårsdag, må have overrasket hans tilhørere. De har aldrig hørt nogen undervise som han gør. For at give sine ord vægt citerer han hverken fra de mundtlige overleveringer eller henviser til kendte jødiske rabbinere. Nej, han citerer igen og igen fra de inspirerede Hebraiske Skrifter. Hans budskab er letforståeligt, ordvalget enkelt, meningen klar. Da han er færdig med at tale, er folk forbløffede. Det har de også grund til at være. De har netop lyttet til den viseste mand der har levet! — Mattæus 7:28, 29.

³ Denne prædiken findes nedskrevet i Guds ord sammen med mange andre af de ting Jesus sagde og gjorde. Vi gør klogt i at se nærmere på hvad den inspirerede beretning siger om Jesus, for hos ham findes ’alle visdommens værdier’. (Kolossenserne 2:3) Hvor fik han denne visdom fra — evnen til at anvende kundskab og forståelse i praksis? Hvordan lagde han visdom for dagen, og hvordan kan vi følge hans eksempel?

’Hvor har manden denne visdom fra?’

4. Hvilket spørgsmål stillede Jesu tilhørere i Nazaret, og hvorfor gjorde de det?

⁴ På en af sine forkynderture besøgte Jesus Nazaret, den by hvor han var vokset op, og begyndte at undervise i synagogen dér. Mange af hans tilhørere var forbløffede og spurgte: „Hvor har manden denne visdom . . . fra?“ De kendte hans familie — hans forældre og søskende — og vidste at han kom fra beskedne kår. (Mattæus 13:54-56; Markus 6:1-3) De var uden tvivl også klar over at denne veltalende tømrer ikke havde gået på nogen af de ansete skoler for rabbinere. (Johannes 7:15) Så det var meget naturligt at de spurgte sådan.

5. Hvor havde Jesus sin visdom fra?

⁵ Den visdom Jesus lagde for dagen, kom ikke fra ham selv, skønt han var fuldkommen. Da han senere underviste offentligt i templet, åbenbarede han at hans visdom kom fra et højere sted. Han sagde: „Den lære jeg fører er ikke min, men hans som har sendt mig.“ (Johannes 7:16) Ja, Faderen, som havde udsendt sin søn, var den egentlige kilde til Jesu visdom. (Johannes 12:49) Men hvordan fik Jesus denne visdom fra Jehova?

6, 7. På hvilke måder fik Jesus sin visdom fra Faderen?

⁶ Jehovas hellige ånd virkede på Jesu hjerte og sind. Om Jesus som den lovede Messias forudsagde Esajas: „Over ham skal Jehovas ånd hvile, visdoms og forstands ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og Jehovas frygts ånd.“ (Esajas 11:2) Når det var Jehovas ånd der hvilede over Jesus og ledede hans tanker og beslutninger, er det da så mærkeligt at hans ord og handlinger genspejlede den højeste visdom?

⁷ Jesus fik sin visdom fra Faderen på en anden storslået måde. Som vi så i kapitel 2, kunne Jesus i sin førmenneskelige tilværelse, der strakte sig over umådelige tidsaldre, tilegne sig sin Faders tanker om mange forhold. Vi kan slet ikke forestille os dybden af den visdom Sønnen opnåede ved sin Faders side mens han arbejdede som Guds „værkmester“ ved skabelsen af alt andet, både det levende og det livløse. Af gode grunde beskrives Sønnen i sin førmenneskelige tilværelse som den personificerede visdom. (Ordsprogene 8:22-31; Kolossenserne 1:15, 16) Under sin jordiske tjeneste kunne Jesus gøre brug af den visdom han havde tilegnet sig hos sin Fader i himmelen.b (Johannes 8:26, 28, 38) Derfor skal vi ikke forbavses over den brede kundskab og dybe forståelse der genspejledes i Jesu ord, eller over den sunde dømmekraft som alle hans gerninger vidnede om.

8. Hvordan kan vi som Jesu disciple opnå visdom?

⁸ Som disciple af Jesus må vi også se hen til Jehova efter visdom. (Ordsprogene 2:6) Naturligvis giver Jehova os ikke visdom mirakuløst. Men han besvarer vore oprigtige bønner om visdom til at klare livets udfordringer. (Jakob 1:5) For at opnå den kræves der desuden en indsats. Vi må lede efter den „som efter skjulte skatte“. (Ordsprogene 2:1-6) Ja, vi må til stadighed grave dybt i Guds ord, hvor visdommen er åbenbaret, og bringe vort liv i overensstemmelse med det vi lærer. Hertil kommer Guds søns eksempel, som er en værdifuld hjælp til at opnå visdom. Lad os undersøge flere områder hvor Jesus lagde visdom for dagen, og se hvordan vi kan efterligne ham.

Visdomsord

9. Hvordan kom Jesu visdom til udtryk når han underviste?

⁹ Store skarer flokkedes om Jesus blot for at høre ham tale. (Markus 6:31-34; Lukas 5:1-3) Og det er ikke så mærkeligt, for når Jesus talte, var det uforlignelige visdomsord der lød fra hans mund. Hans lære vidnede om dyb kundskab fra Guds ord og en uovertruffen evne til at trænge ind til selve kernen i et problem. Hans lære appellerede til alle slags mennesker og gjaldt til alle tider. Her er nogle eksempler på den visdom vi finder hos den ’Underfulde Rådgiver’, Jesus Kristus. — Esajas 9:6.

10. Hvilke positive egenskaber opfordrer Jesus os til at opdyrke, og hvad er grunden?

¹⁰ Bjergprædikenen, som blev omtalt i indledningen, er den længste af Jesu taler som uden afbrydelse af andre beretninger eller andres ord gør rede for Jesu lære. I denne prædiken giver Jesus ikke blot råd om den rette tale og adfærd. Hans vejledning går endnu dybere. Eftersom Jesus vidste at tanker og følelser fører til ord og handlinger, opfordrer han os til at opdyrke positive egenskaber i sind og hjerte, egenskaber som at have et mildt sind, tørste efter retfærdighed, være barmhjertige og fredsommelige og nære kærlighed til andre. (Mattæus 5:5-9, 43-48) Opdyrker vi sådanne egenskaber i hjertet, vil resultatet blive en tale og adfærd som ikke alene vil glæde Jehova, men også vil skabe et godt forhold til andre mennesker. — Mattæus 5:16.

11. Hvordan går Jesus lige til ondets rod når han giver vejledning om synd?

¹¹ Når Jesus giver vejledning angående en syndig adfærd, griber han fat om selve ondets rod. Han siger ikke blot at vi ikke må øve vold. Nej, han advarer os om ikke at lade vreden ligge og ulme i vort hjerte. (Mattæus 5:21, 22; 1 Johannes 3:15) Han forbyder ikke blot ægteskabsbrud. Nej, han advarer om den lidenskab der begynder i hjertet og fører til et sådant forræderi. Han formaner os til ikke at lade vore øjne vække et uret begær i os og stimulere begæret. (Mattæus 5:27-30) Jesus henviser altså til årsagerne, ikke blot til symptomerne. Han peger på den indstilling og de ønsker der fører til synd. — Salme 7:14.

12. Hvordan vil disciple af Jesus betragte hans vejledning, og hvad er grunden til det?

¹² Hvilken visdom! Det er ikke så mærkeligt at skarerne var „helt forbløffede over hans måde at undervise på“. (Mattæus 7:28) Som disciple af ham vil vi betragte hans vise råd som en rettesnor for vort liv. Vi vil bestræbe os for at opdyrke de positive egenskaber han anbefalede — barmhjertighed, fredsommelighed og kærlighed — idet vi véd at de vil danne grundvolden for en adfærd der behager Jehova. Vi vil søge at udrydde de negative følelser og ønsker af vort hjerte — for eksempel bitter vrede og et umoralsk begær — for det vil hjælpe os til at undgå en syndig adfærd. — Jakob 1:14, 15.

En livsvej ledet af visdom

13, 14. Hvad viser at Jesus brugte sund dømmekraft da han valgte sin livsvej?

¹³ Ikke alene i ord, men også i gerning lagde Jesus visdom for dagen. Hele hans måde at leve på — hans beslutninger, hans syn på sig selv og hans behandling af andre — vidnede om visdommens mange smukke facetter. Her er nogle eksempler der viser at Jesus blev ledet af „praktisk visdom og evnen til at tænke“. — Ordsprogene 3:21.

¹⁴ Visdom er forbundet med dømmekraft. Jesus gjorde brug af sund dømmekraft da han valgte sin livsvej. Kan du forestille dig det liv han kunne have levet — det hus han kunne have opført, den forretning han kunne have opbygget, eller den verdslige stilling han kunne have opnået? Jesus vidste at et liv der var viet til at forfølge sådanne mål, „er tomhed og jag efter vind“. (Prædikeren 4:4; 5:10) At stræbe efter sådanne livsmål ville være tåbeligt, lige det modsatte af visdom. Jesus foretrak et enkelt liv. Han var ikke interesseret i at tjene penge eller samle sig materielle værdier. (Mattæus 8:20) I overensstemmelse med sin egen lære holdt han blikket rettet mod et enkelt mål — at gøre Guds vilje. (Mattæus 6:22) Jesus viede klogt sin tid og sine kræfter til at fremme Guds riges sag, noget som har langt større betydning og er langt mere berigende end materielle værdier. (Mattæus 6:19-21) I alt dette efterlod han et eksempel der er værd at følge.

15. Hvordan kan Jesu disciple i dag vise at de bevarer øjet klart, og hvorfor er det visdom at følge en sådan livsvej?

¹⁵ Jesu disciple i dag forstår visdommen i at bevare øjet klart. De undgår derfor at overbebyrde sig selv ved at skaffe sig unødig gæld og sætte sig verdslige, materielle mål der sluger tid og energi. (1 Timoteus 6:9, 10) Mange er begyndt at forenkle deres liv så de kan bruge mere tid i den kristne forkyndelse; er måske endda blevet heltidsforkyndere. Der findes ingen livsvej det er klogere at følge, for når arbejdet for Guds rige får sin rette plads, fører det til den største lykke og tilfredshed. — Mattæus 6:33.

16, 17. (a) Hvordan viste Jesus at han var beskeden og realistisk med hensyn til det han forventede af sig selv? (b) Hvordan kan vi vise at vi er beskedne og realistiske med hensyn til det vi forventer af os selv?

¹⁶ Bibelen forbinder visdom med beskedenhed, som blandt andet består i at man erkender sin egen utilstrækkelighed. (Ordsprogene 11:2) Jesus var beskeden og realistisk med hensyn til det han forventede af sig selv. Han vidste at det ikke var alle der blev omvendt når de hørte hans budskab. (Mattæus 10:32-39) Han forstod også at det kun var et begrænset antal han personligt ville kunne nå med sin forkyndelse. Det var derfor klogt af ham at overdrage arbejdet med at gøre disciple til sine efterfølgere. (Mattæus 28:18-20) Han anerkendte beskedent at de ville „gøre større gerninger“ end han, for de ville nå ud til flere i et langt større område og over en længere tidsperiode. (Johannes 14:12) Jesus erkendte også at han ville behøve hjælp. Han tog imod hjælp fra engle der kom og sørgede for ham i ørkenen, og fra den engel der kom og styrkede ham i Getsemane Have. På det tidspunkt da han havde hårdest brug for hjælp, råbte han til Gud i himmelen. — Mattæus 4:11; Lukas 22:43; Hebræerne 5:7.

¹⁷ Vi må også være beskedne og realistiske med hensyn til det vi forventer af os selv. Vi ønsker helt naturligt at ’arbejde med hele vor sjæl’ og at ’kæmpe energisk’ for at forkynde og gøre disciple. (Lukas 13:24; Kolossenserne 3:23) Samtidig må vi huske at Jehova ikke sammenligner os med hinanden, så det skulle vi heller ikke gøre. (Galaterne 6:4) Praktisk visdom vil hjælpe os til at sætte os realistiske mål i overensstemmelse med vore evner og omstændigheder. Desuden vil visdom lede dem der har fået et ansvar betroet, til at erkende at de har deres begrænsninger, og at de fra tid til anden har brug for hjælp og støtte. Beskedenhed vil få dem til med taknemmelighed at tage imod en sådan hjælp, idet de forstår at Jehova kan gøre brug af en af deres trosfæller til at være „en styrkende hjælp“ for dem. — Kolossenserne 4:11.

18, 19. (a) Hvad viser at Jesus var rimelig, og at han havde en positiv indstilling over for sine disciple? (b) Hvorfor har vi grund til at have en positiv indstilling til vore trosfæller og at være rimelige i vore krav til dem, og hvordan praktiserer vi det?

¹⁸ „Visdommen ovenfra er . . . rimelig,“ siges der i Jakob 3:17. Jesus var rimelig og havde en positiv indstilling over for sine disciple. Han var klar over deres fejl, men havde også øje for deres gode sider. (Johannes 1:47) Han vidste at de ville forlade ham den nat han blev arresteret, men han tvivlede ikke på deres loyalitet. (Mattæus 26:31-35; Lukas 22:28-30) Peter nægtede tre gange at han så meget som kendte Jesus. Alligevel bad Jesus for Peter og gav udtryk for sin tillid til ham. (Lukas 22:31-34) Da Jesus den sidste aften i sit jordiske liv bad til sin Fader, nævnte han ikke de fejl disciplene havde begået. Tværtimod talte han positivt om det de havde gjort frem til denne aften. Han sagde: „De har overholdt dit ord.“ (Johannes 17:6) Trods deres ufuldkommenhed betroede han dem arbejdet med at forkynde Riget og gøre disciple. (Mattæus 28:19, 20) Den tro på og tillid til dem som han gav udtryk for, styrkede dem uden tvivl til at udføre det arbejde han overdrog dem.

¹⁹ Jesu disciple har grund til at følge hans eksempel i denne henseende. Hvis Guds fuldkomne søn havde tålmodighed med sine ufuldkomne disciple, hvor langt mere burde vi syndige mennesker da ikke være rimelige over for hinanden? (Filipperne 4:5) I stedet for at fokusere på vore trosfællers fejl og mangler gør vi vel i at have øje for deres gode sider. Vi må huske at det er Jehova der har draget dem. (Johannes 6:44) Han må altså se noget godt i dem, og det bør vi også gøre. En positiv indstilling vil hjælpe os til ikke alene at bære over med andres fejl, men også til at finde noget hos dem som vi kan rose dem for. (Ordsprogene 19:11) Når vi giver udtryk for tillid til vore kristne brødre og søstre, hjælper vi dem til at gøre deres bedste i tjenesten for Jehova og til at finde glæde i den. — 1 Thessaloniker 5:11.

20. Hvad bør vi gøre med det skatkammer fyldt med visdom som vi finder i evangelierne, og hvad er grunden?

²⁰ Beretningen i evangelierne om Jesu liv og tjeneste er virkelig et skatkammer fyldt med visdom! Hvad skal vi gøre med denne kostelige gave? Som afslutning på Bjergprædikenen opfordrede Jesus sine tilhørere til ikke blot at høre hans visdomsord, men også at handle efter dem. (Mattæus 7:24-27) Hvis vi lader vore tanker, motiver og handlinger forme efter Jesu vise ord og gerninger, vil det hjælpe os til at få det bedste ud af livet nu og til at forblive på vejen til det evige liv. (Mattæus 7:13, 14) Der findes ingen bedre og klogere livsvej vi kunne vælge!

1, 2. Hvorfor glæder det en kærlig far at se sin søn adlyde ham, og hvorfor kan det sammenlignes med den glæde Jehova føler?

EN FAR ser ud ad vinduet og får øje på sin lille søn der leger udenfor med nogle kammerater. Bolden triller fra ham og ud på gaden. Drengen følger den længselsfuldt med øjnene. En af kammeraterne siger at han skal løbe ud på gaden og hente den, men drengen ryster på hovedet. „Det må jeg ikke,“ siger han. Faderen smiler tilfreds og glæder sig.

² Hvorfor gør han det? Fordi han har sagt til sin søn at han ikke må løbe ud på gaden. Når faderen ser at drengen adlyder hans ord — selvom drengen ikke ved at faderen iagttager ham — er han klar over at sønnen er ved at lære lydighed, og det er til gavn for sønnen. Denne far har det på samme måde som vores himmelske Fader, Jehova, der ved at hvis vi skal bevare troen og opnå den skønne fremtid han har tiltænkt os, må vi lære at stole på ham og adlyde ham. (Ordsprogene 3:5, 6) Netop derfor har han sendt os den bedste af alle jordiske lærere.

3, 4. Hvordan gik det til at Jesus ’lærte lydighed’ og blev „gjort fuldkommen“?

³ Bibelen siger noget om Jesus som måske vil forbavse os: „Skønt han var søn, lærte han lydighed af det han led; og efter at han var blevet gjort fuldkommen, blev han ansvarlig for evig frelse for alle dem som adlyder ham.“ (Hebræerne 5:8, 9) Denne søn havde eksisteret i umådelige tidsaldre i himmelen. Han havde set Satan og andre engle gøre oprør mod Gud, men denne førstefødte søn sluttede sig ikke til dem i oprøret. Ifølge profetien sagde han: „Jeg var ikke opsætsig.“ (Esajas 50:5) Hvordan kan det da siges om ham, denne fuldkomment lydige søn, at han ’lærte lydighed’? Og hvordan kan en allerede fuldkommen skabning ’gøres fuldkommen’?

⁴ Det kan illustreres på følgende måde: En soldat har et sværd af jern. Det er smukt forarbejdet og fuldkomment i sin form, men det har aldrig været prøvet i kamp. Imidlertid udskifter soldaten sværdet med et der er lavet af et stærkere metal, hærdet stål. Dette nye sværd har allerede vist sig effektivt i kamp. Var det ikke et klogt bytte? På samme måde med Jesus. Før han kom til jorden, var hans lydighed fejlfri, uden plet. Men efter at han havde levet her, var hans lydighed af en helt anden støbning. Den var nu prøvet, hærdet, så at sige. Han havde bevist den ved prøver som han aldrig ville være kommet ud for i himmelen.

5. Hvorfor var Jesu lydighed af så stor betydning, og hvad vil vi se på i dette kapitel?

⁵ Det var af største betydning at Jesus viste lydighed da han kom herned til jorden. Som „den sidste Adam“ kom han til jorden for at gøre det som ’den første Adam’ ikke gjorde, nemlig at forblive lydig mod Jehova Gud, selv under prøve. (1 Korinther 15:45) Denne lydighed var ikke noget Jesus viste rent mekanisk. Han adlød af hele sit hjerte, af hele sin sjæl og af hele sit sind. Og han gjorde det med glæde. At gøre Faderens vilje var vigtigere for ham end mad! (Johannes 4:34) Hvad vil hjælpe os til at efterligne Jesu lydighed? Lad os først se på det der motiverede ham. Hvis vi opelsker de samme motiver som dem der drev Jesus, vil det hjælpe os til at modstå fristelse og til at gøre Guds vilje. Derefter vil vi se på hvad det medfører at vise en lydighed som den der kendetegnede Jesus.

Det der motiverede Jesus til lydighed

6, 7. Nævn noget af det som motiverede Jesus til lydighed.

⁶ Jesu lydighed udsprang af det der boede i hans hjerte. Som vi så i kapitel 3, var Jesus ydmyg af hjertet. En stolthed som skyldes hovmod, får et menneske til at betragte lydighed med foragt, hvorimod ydmyghed hjælper en til villigt at adlyde. (2 Mosebog 5:1, 2; 1 Peter 5:5, 6) Desuden var Jesu lydighed motiveret af det han elskede, og det han hadede.

⁷ Frem for alt nærede Jesus kærlighed til sin himmelske Fader, Jehova. Denne kærlighed vil blive behandlet mere indgående i kapitel 13. Den var årsag til Jesu gudsfrygt. Hans kærlighed til Jehova var så stærk og hans ærefrygt for ham så dyb at han ikke ønskede at mishage sin Fader. Hans gudsfrygt var en af grundene til at han blev bønhørt. (Hebræerne 5:7) Denne egenskab vil også kendetegne ham som den messianske konge. — Esajas 11:3.

8, 9. Hvordan var Jesu indstilling til retfærdighed og ugudelighed, sådan som det var profeteret? Giv eksempler.

⁸ Kærlighed til Jehova indbefatter had til det Jehova hader. Læg for eksempel mærke til denne profeti som gjaldt den messianske konge: „Du elsker retfærdighed, og du hader ugudelighed. Derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie frem for dine partnere.“ (Salme 45:7) Jesu „partnere“ var de øvrige konger i Davids kongelige slægtslinje. Mere end nogen af de andre konger havde Jesus grund til at glæde sig over sin salvelse. Hvorfor? Fordi hans belønning er langt større end deres, og hans kongedømme til langt større gavn. Han belønnes fordi hans kærlighed til retfærdighed og hans had til ugudelighed motiverede ham til at adlyde Gud i alt.

⁹ Hvordan kom Jesu indstilling til retfærdighed og ugudelighed til udtryk? Ja, hvordan reagerede han for eksempel da hans disciple kom tilbage efter at de havde adlydt ham og var gået ud for at forkynde og var blevet velsignet? Han blev „usigelig glad“. (Lukas 10:1, 17, 21) Og hvad gjorde han da indbyggerne i Jerusalem igen og igen havde afvist hans kærlige forsøg på at hjælpe dem? Han græd over byens oprørskhed. (Lukas 19:41, 42) Jesus nærede dybe følelser med hensyn til både en ret og en uret adfærd.

10. Hvilken indstilling vil vi bestræbe os for at få med hensyn til rette og urette gerninger, og hvad kan hjælpe os i den henseende?

¹⁰ At tænke over Jesu indstilling vil hjælpe os til at ransage vore egne motiver til at adlyde Jehova. Selvom vi er ufuldkomne, kan vi opelske en inderlig kærlighed til gode gerninger og et stærkt had til en uret adfærd. Vi må bede Jehova om hjælp til at få den samme indstilling som han og hans søn. (Salme 51:10) Samtidig må vi undgå enhver påvirkning som kunne svække os. Det er vigtigt at være omhyggelig med sit valg af underholdning og dem man omgås. (Ordsprogene 13:20; Filipperne 4:8) Hvis vi opelsker kristne motiver, vil vores lydighed ikke blive noget påtaget. Vi vil gøre det der er ret, fordi vi elsker det, og vi vil undgå urette gerninger fordi vi hader dem, ikke fordi vi er bange for at blive opdaget.

„Han begik ikke synd“

11, 12. (a) Hvad skete der på et tidligt tidspunkt under Jesu jordiske tjeneste? (b) Hvordan gik Satan underfundigt til værks med sin første fristelse?

¹¹ Med hensyn til at hade synd blev Jesus prøvet på et tidligt tidspunkt under sin jordiske tjeneste. Efter sin dåb tilbragte han 40 dage og nætter i ørkenen uden at få mad. Hen imod slutningen af denne periode kom Satan for at friste ham. Læg mærke til hvor udspekuleret Djævelen var. — Mattæus 4:1-11.

¹² Satan sagde først: „Hvis du er søn af Gud, så sig til disse sten at de skal blive til brød.“ (Mattæus 4:3) Hvordan havde Jesus det efter at han havde fastet så længe? Bibelen siger at han følte sult. (Mattæus 4:2) Satan benyttede sig derfor af Jesu naturlige behov for mad, idet han uden tvivl med fuldt overlæg ventede indtil Jesus var i en fysisk svækket tilstand. Læg også mærke til den spottende måde Satan udtrykte sig på: „Hvis du er søn af Gud.“ Satan vidste udmærket at Jesus var „al skabnings førstefødte“. (Kolossenserne 1:15) Alligevel lod Jesus sig ikke provokere til at gå imod Guds bud. Han vidste at det ikke var Guds vilje at han skulle bruge sin magt i selvisk øjemed. Jesus nægtede derfor at gøre som foreslået af Satan og viste således at han ydmygt stolede på at Jehova ville lede ham og dække hans behov. — Mattæus 4:4.

13-15. (a) Hvordan fristede Satan Jesus anden og tredje gang, og hvordan var Jesu reaktion? (b) Hvordan ved vi at Jesus altid måtte være på vagt over for Satan?

¹³ I forbindelse med den anden fristelse tog Satan Jesus og stillede ham højt oppe på muren omkring templet, på en af templets tinder. Behændigt fordrejede han Guds ord og prøvede at få Jesus til at stille sin magt til skue ved at kaste sig ud fra muren så englene måtte redde ham. Hvis skarerne i templet så et sådant mirakel, ville de så vove at tvivle på at Jesus var den lovede Messias? Og hvis skarerne anerkendte Jesus som Messias på grundlag af en sådan magtdemonstration, ville han så ikke undgå en masse vanskeligheder og besvær? Måske. Men Jesus vidste at det var Jehovas vilje at den lovede Messias skulle gøre sin gerning i ydmyghed og ikke skulle overbevise folk ved hjælp af en sådan dramatisk forestilling. (Esajas 42:1, 2) Atter nægtede Jesus at gå imod Jehova. Berømmelse virkede ikke tillokkende på ham.

¹⁴ Hvad så med magt som lokkemiddel? I sit tredje forsøg tilbød Satan Jesus alle verdens riger hvis han ville kaste sig ned og udføre en enkelt tilbedelseshandling over for Satan. Overvejede Jesus alvorligt Satans tilbud? „Forsvind, Satan!“ lød hans svar. Og han tilføjede: „For der står skrevet: ’Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.’“ (Mattæus 4:10) Intet ville nogen sinde få Jesus til at tilbede en anden gud. Intet tilbud om magt og indflydelse i denne verden kunne få ham til at begå nogen form for ulydighed.

¹⁵ Gav Satan op? Han forlod rigtignok Jesus da denne befalede ham at forsvinde. Men Lukasevangeliet fortæller at Djævelen trak sig bort fra ham „indtil en bedre tid“. (Lukas 4:13) Ja, Satan ville finde andre muligheder for at prøve og friste Jesus lige indtil enden. Bibelen siger at Jesus blev „prøvet i alle henseender“. (Hebræerne 4:15) Så Jesus måtte hele tiden være på vagt; det må vi også være.

16. Hvordan frister Satan Guds tjenere i dag, og hvordan kan vi afvise hans forsøg på at friste os?

¹⁶ Satan udsætter stadig Guds tjenere for fristelse, og vores ufuldkommenhed gør os desværre ofte til et let bytte. Satan appellerer snedigt til vores selviskhed, stolthed og magtbegær. Ved at bruge materialisme som lokkemad kan Satan endda benytte sig af alle tre ting på én gang! Det er vigtigt at vi indimellem standser op og ærligt ransager os selv. Vi gør klogt i at tænke over ordene i Første Johannesbrev 2:15-17. Vi kan da spørge os selv om verdens kødelige begær, længselen efter materielle goder og ønsket om at gøre indtryk på andre i nogen grad har svækket kærligheden til vor himmelske Fader. Vi må minde os selv om at denne verden er ved at forsvinde, ligesom dens hersker, Satan Djævelen. Lad os afvise hans snedige forsøg på at lokke os til at synde! Måtte vi følge vor Herres og Mesters eksempel, for „han begik ikke synd“. — 1 Peter 2:22.

„Jeg gør altid det han synes om“

17. Hvordan forholdt det sig med Jesu lydighed over for hans Fader, og hvad vil nogle måske indvende?

¹⁷ Lydighed indbefatter langt mere end at afholde sig fra synd. Det indbefatter aktiv handling. Jesus gjorde alt det Faderen gav ham påbud om. Han sagde selv: „Jeg gør altid det han synes om.“ (Johannes 8:29) Denne lydighed beredte Jesus stor glæde. Nogle vil måske indvende at det ikke var så svært for Jesus at være lydig. De forestiller sig at han kun skulle stå til ansvar over for Jehova, som er fuldkommen, mens vi ofte er underlagt ufuldkomne mennesker som har myndighed over os. Sandheden er dog at Jesus også var lydig over for ufuldkomne mennesker som havde myndighed.

18. Hvordan var Jesus som dreng et godt eksempel med hensyn til at være lydig?

¹⁸ Under sin opvækst var Jesus underlagt sine ufuldkomne jordiske forældres, Josefs og Marias, myndighed. Sandsynligvis kunne han, bedre end de fleste børn, se sine forældres fejl og mangler. Men gjorde han oprør mod dem? Forlod han sin gudgivne plads i familien og fortalte dem hvordan de skulle styre familien? Læg mærke til hvad der siges i Lukas 2:51 om den tolvårige Jesus: „Han fortsatte med at underordne sig dem.“ Med denne lydighed var han et ypperligt eksempel for kristne børn og unge, der bestræber sig for at adlyde deres forældre og vise dem respekt. — Efeserne 6:1, 2.

19, 20. (a) Hvilke særlige udfordringer mødte Jesus med hensyn til lydighed over for ufuldkomne mennesker? (b) Hvorfor bør sande kristne i dag være lydige over for dem der fører an iblandt dem?

¹⁹ Med hensyn til at adlyde ufuldkomne mennesker mødte Jesus udfordringer som sande kristne i dag ikke kommer ud for. Tænk på de særlige omstændigheder hvorunder han levede. Den jødiske religiøse ordning med dens tempel og præsteskab i Jerusalem havde længe været godkendt af Jehova, men ville nu snart blive fjernet og erstattet af den kristne menighedsordning. (Mattæus 23:33-38) Mange af de religiøse ledere havde antaget og gjort sig til talsmænd for falske religiøse opfattelser fra den græske filosofi. Korruption var blevet så udbredt i templet at Jesus kaldte det „en røverhule“. (Markus 11:17) Men betød det at Jesus holdt sig borte fra templet og synagogerne? Nej! Jehova gjorde stadig brug af disse ordninger. Jesus kom lydigt i templet til højtiderne og i synagogen og blev ved med det indtil Gud greb ind og ændrede situationen. — Lukas 4:16; Johannes 5:1.

²⁰ Hvis Jesus var lydig under disse omstændigheder, hvor langt mere skulle sande kristne da ikke være det i dag? Vi lever jo på et langt fremskredet tidspunkt, ved den forudsagte genoprettelse af den rene tilbedelse. Jehova forsikrer os om at han ikke vil tillade at hans genrejste folk fordærves. (Esajas 2:1, 2; 54:17) Det er sandt at vi oplever tilfælde af synd og ufuldkommenhed i den kristne menighed. Men skal vi bruge andres ufuldkommenhed som en undskyldning for ikke at adlyde Jehova, ved måske ikke at komme til de kristne møder eller ved at blive kritiske over for de ældste? Nej. Tværtimod vil vi af hjertet støtte dem der fører an i menigheden. Vi vil lydigt komme til de kristne møder og stævner og rette os efter den bibelske vejledning vi får dér. — Hebræerne 10:24, 25; 13:17.

21. Hvad gjorde Jesus da Peter ville overtale ham til ikke at adlyde Gud, og hvilket eksempel var han dermed for sine disciple?

²¹ Jesus lod aldrig nogen, heller ikke velmenende venner, hindre ham i at adlyde Jehova. For eksempel prøvede apostelen Peter at sige til ham at det ikke var nødvendigt at han skulle lide og dø, men Jesus afviste på det bestemteste Peters velmente men fejlagtige råd om at Jesus skulle være god mod sig selv. (Mattæus 16:21-23) I dag sker det at Jesu disciple står over for velmenende familiemedlemmer som vil tale dem fra at adlyde Guds love og principper, men som Jesu disciple i det første århundrede holder de fast ved at de må „adlyde Gud . . . mere end mennesker“. — Apostelgerninger 5:29.

Belønningen for kristen lydighed

22. Hvilket spørgsmål gav Jesus svaret på, og hvordan?

²² Da Jesus stod ansigt til ansigt med døden, blev hans lydighed sat på den største og alvorligste prøve. I løbet af denne mørke dag lærte han i fuldeste forstand lydighed. Han gjorde sin Faders vilje, ikke sin egen. (Lukas 22:42) Med hele sit livsløb viste han hvad det vil sige at være uangribelig. (1 Timoteus 3:16) Han gav svaret på et spørgsmål der var blevet rejst for længe siden: Kan en der er fuldkommen, forblive lydig mod Jehova, også under prøve? Adam havde svigtet, og det havde Eva også. Så kom Jesus, levede og døde og gav det endelige svar. Den mest betydningsfulde af alle Jehovas skabninger gav det stærkest mulige svar. Han adlød, selv da lydigheden kostede ham lidelse og død.

23-25. (a) Hvordan er lydighed forbundet med uangribelighed? Illustrer det med et eksempel. (b) Hvad vil blive behandlet i det næste kapitel?

²³ Uangribelighed, det vil sige helhjertet hengivenhed for Jehova, bevises ved lydighed. Fordi Jesus adlød, bevarede han sin uangribelighed og blev til gavn for hele menneskeheden. (Romerne 5:19) Jehova belønnede Jesus rigt. Hvis vi adlyder vor Herre og Mester, Jesus Kristus, vil Jehova også belønne os. Lydighed mod Kristus fører til „evig frelse“. — Hebræerne 5:9.

²⁴ Desuden er uangribelighed en belønning i sig selv. Der står i Ordsprogene 10:9: „Den der vandrer i uangribelighed vandrer trygt.“ Hvis man sammenligner uangribelighed med et prægtigt slot bygget af fine mursten, kan man sige at hver enkelt lydighedshandling er som den enkelte mursten. Én mursten syner ikke af meget, men hver enkelt mursten har sin plads, sin værdi. Og når mange mursten føjes sammen, opbygges der noget værdifuldt. Når den ene lydighedshandling lægges til den anden, dag efter dag, år efter år, opbygger vi vor uangribeligheds smukke hus.

²⁵ Et langt liv i lydighed får os til at tænke på en anden egenskab — udholdenhed. Denne egenskab hos Jesus vil være emnet for det næste kapitel.