-
David og GoliatMin bog om Bibelen
-
-
HISTORIE 40
David og Goliat
Jehova sagde til Samuel: ‘Tag hen til Isaj. Det er en af hans sønner der skal være Israels næste konge.’ Så tog Samuel hjem til Isaj. Da han så den ældste søn, tænkte han: ‘Det må være ham her.’ Men Jehova fortalte Samuel at det ikke var ham. Jehova sagde: ‘Jeg ser hvordan en person er indeni, ikke kun hvordan han ser ud.’
Isaj hentede seks sønner mere så Samuel kunne møde dem. Men Samuel sagde: ‘Det er ikke nogen af dem Jehova har valgt. Har du flere sønner?’ Isaj svarede: ‘Jeg har en til, min yngste dreng, David. Han er ude at passe mine får.’ Da David kom ind, sagde Jehova til Samuel: ‘Det er ham!’ Samuel hældte olie ud over Davids hoved og salvede ham til at være Israels fremtidige konge.
Noget tid senere var israelitterne i krig med filistrene. De havde en gigantisk kriger der hed Goliat, som gjorde nar af israelitterne dag efter dag. Han råbte: ‘Send en mand ud til mig der tør slås mod mig. Hvis han vinder, skal vi være jeres slaver. Men hvis jeg vinder, skal I være vores slaver.’
David kom ud til israelitternes hær med mad til nogle af sine brødre der var soldater. Han hørte hvad Goliat råbte, og sagde: ‘Jeg vil kæmpe mod ham!’ Kong Saul sagde: ‘Men du er jo kun en dreng.’ David svarede: ‘Jehova vil hjælpe mig.’
Saul forsøgte at få David til at bruge hans rustning, men David sagde: ‘Jeg kan ikke slås med den her på.’ David tog sin slynge og gik ned til floden. Han valgte fem glatte sten og lagde dem i sin taske. Så løb han ud mod Goliat. Kæmpen råbte: ‘Kom bare an, lille dreng. Jeg vil gøre dig til mad for himlens fugle og de vilde dyr.’ David var ikke bange. Han råbte tilbage: ‘Du kommer imod mig med sværd og spyd, men jeg kommer imod dig i Jehovas navn. Det er ikke os, men Gud du kæmper imod. Alle der er her, vil se at Jehova er stærkere end et sværd eller et spyd. Han vil lade os vinde over jer.’
David lagde en sten i sin slynge og svingede den rundt så hurtigt han kunne. Med Jehovas hjælp fløj stenen afsted og borede sig ind i Goliats pande. Kæmpen faldt død om. Så løb filistrene for livet. Stoler du lige så meget på Jehova som David gjorde?
“For mennesker er det umuligt, men ikke for Gud, for alting er muligt for Gud.” – Markus 10:27
-
-
David og SaulMin bog om Bibelen
-
-
HISTORIE 41
David og Saul
Efter at David havde slået Goliat ihjel, gjorde kong Saul ham til fører for sin hær. David vandt mange kampe, og han blev meget populær. Når han vendte hjem fra krig, kom kvinderne dansende ud og sang: ‘Saul har slået tusinder ihjel, og David har slået titusinder ihjel!’ Saul blev meget misundelig på David og ville dræbe ham.
David var rigtig dygtig til at spille på harpe, og en dag da han spillede for kong Saul, kastede kongen sit spyd efter ham. David nåede lige at springe væk, og spyddet ramte væggen. Saul forsøgte mange gange at slå David ihjel, så til sidst flygtede David og gemte sig i ørkenen.
Saul tog ud for at lede efter David med en hær på 3.000 mand. Han kom tilfældigvis til at gå ind i lige netop den hule hvor David og hans mænd gemte sig. Davids mænd hviskede: ‘Nu har du chancen for at dræbe Saul.’ David sneg sig hen til Saul og skar et lille stykke af hans klædning uden at han opdagede det. Bagefter havde David dårlig samvittighed fordi han ikke havde vist respekt for Jehovas salvede konge. Han forbød sine mænd at angribe Saul. Og da Saul var gået ud af hulen, råbte David til ham og fortalte at han havde haft mulighed for at dræbe ham. Ville Saul nu behandle David bedre?
Nej. Saul blev ved med at forfølge David. En nat sneg David og hans nevø Abishaj sig ind i Sauls lejr. Alle sov, selv Sauls livvagt, Abner. Abishaj sagde: ‘Nu har vi chancen! Lad mig slå ham ihjel.’ Men David svarede: ‘Jehova skal nok tage sig af Saul. Vi tager bare hans spyd og vanddunk og går.’
David gik op på et bjerg i nærheden hvor han kunne se hele Sauls lejr. Han råbte: ‘Abner, hvorfor beskyttede du ikke din konge? Hvor er Sauls vanddunk og spyd?’ Saul genkendte Davids stemme og sagde: ‘Du kunne have dræbt mig, men du gjorde det ikke. Jeg ved at du bliver Israels næste konge.’ Saul tog så tilbage til sit palads. Var der nogen i Sauls familie der godt kunne lide David? Lad os finde ud af det.
“Hvis det er muligt, og hvis det står til jer, skal I holde fred med alle mennesker. I må ikke hævne jer, elskede venner, men overlad det til Gud at vise sin vrede.” – Romerne 12:18, 19
-
-
Jonatan var modig og loyalMin bog om Bibelen
-
-
HISTORIE 42
Jonatan var modig og loyal
Kong Sauls ældste søn hed Jonatan, og han var en modig kriger. David sagde at Jonatan var hurtigere end en ørn og stærkere end en løve. En dag så Jonatan nogle soldater oppe på et bjerg. Det var filistre. Han sagde til medhjælperen der bar hans våben: ‘Vi går kun til angreb hvis Jehova giver os et tegn. Hvis filistrene siger til os at vi skal komme derop, ved vi at vi skal angribe.’ Filistrene råbte: ‘Kom herop og kæmp!’ Så gik de to mænd op på bjerget, og de besejrede 20 soldater.
Fordi Jonatan var Sauls ældste søn, skulle han have været Israels næste konge. Men Jonatan vidste at Jehova havde valgt David til at være konge; alligevel var han ikke misundelig. Jonatan og David blev rigtig gode venner. De lovede at de ville beskytte og forsvare hinanden. Jonatan gav David sin overklædning, sit sværd, sin bue og sit bælte som tegn på deres venskab.
Da David var på flugt fra kong Saul, tog Jonatan ud til ham og sagde: ‘Vær stærk og modig. Jehova har valgt dig som konge. Det ved min far også godt.’ Kunne du ikke tænke dig at have en ven som Jonatan?
Jonatan satte flere gange livet på spil for at hjælpe sin ven. Han vidste at hans far, Saul, ville slå David ihjel, så han sagde til sin far: ‘Du begår en synd hvis du slår David ihjel; han har ikke gjort noget forkert.’ Saul blev rasende på Jonatan.
Nogle år senere døde både Saul og Jonatan i kamp. Efter at Jonatan var død, prøvede David at finde hans søn Mefiboshet. Da David fandt Mefiboshet, sagde han til ham: ‘Fordi din far var min rigtig gode ven, vil jeg tage mig af dig resten af dit liv. Du skal bo i mit palads og spise sammen med mig.’ David glemte aldrig sin ven Jonatan.
“I skal elske hinanden ligesom jeg har elsket jer. Ingen har større kærlighed end den der giver sit liv for sine venner.” – Johannes 15:12, 13
-
-
Kong Davids syndMin bog om Bibelen
-
-
HISTORIE 43
Kong Davids synd
Da Saul døde, blev David konge. Han var 30 år gammel. En aften nogle år senere stod han på paladsets tag, og derfra så han en smuk kvinde. David fandt ud af at hun hed Batseba, og at hun var gift med en soldat der hed Urias. David fik nogle til at hente Batseba op til paladset. De havde sex med hinanden, og hun blev gravid. David forsøgte at skjule det han havde gjort. Han gav den øverste for hæren besked på at Urias skulle være forrest i kampen, og at de andre soldater skulle trække sig tilbage fra ham. Urias døde i kampen, og så giftede David sig med Batseba.
Men Jehova så alt det onde der var sket. Hvad ville han gøre? Jehova sendte profeten Natan til David. Natan sagde: ‘Der var en rig mand der havde mange får, og en fattig mand der havde ét lille bitte lam som han elskede meget højt. Den rige mand tog den fattige mands eneste lam.’ David blev vred og sagde: ‘Den rige mand fortjener at dø!’ Så sagde Natan til David: ‘Du er den rige mand!’ David var rigtig ked af det, og han indrømmede over for Natan: ‘Jeg har syndet mod Jehova.’ Davids synd gav ham og hans familie en masse problemer. Jehova straffede David, men lod ham leve fordi David var ærlig og ydmyg.
David ville gerne bygge et tempel til Jehova, men Jehova sagde at det var Davids søn Salomon der skulle bygge templet. David begyndte at gøre tingene klar til Salomon og sagde: ‘Jehovas tempel skal være stort og flot. Salomon er stadig ung, så jeg vil hjælpe ham med at gøre tingene klar.’ David gav en masse af sine egne penge til byggeriet. Han fandt dygtige arbejdere. Han indsamlede guld og sølv, og han fik cedertræ fragtet fra byerne Tyrus og Sidon. Inden David døde, gav han Salomon planerne for hvordan templet skulle bygges. Han sagde: ‘Jehova har fået mig til at skrive det her ned til dig. Jehova vil hjælpe dig. Vær ikke bange. Vær stærk, og gå i gang med arbejdet.’
“Den der dækker over sine overtrædelser, vil det ikke gå godt, men den der bekender dem og tager afstand fra dem, vil der blive vist barmhjertighed.” – Ordsprogene 28:13
-