Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Må man gøre godt på sabbatten?
    Jesus – vejen, sandheden og livet
    • Jesus taler med en syg mand ved dammen Betzáta

      KAPITEL 29

      Må man gøre godt på sabbatten?

      JOHANNES 5:1-16

      • JESUS FORKYNDER I JUDÆA

      • HAN HELBREDER EN SYG MAND VED EN DAM

      Jesus har udrettet en hel del i løbet af sin omfattende tjeneste i Galilæa. Men det var ikke kun Galilæa han havde i tanke da han sagde: “Jeg skal også forkynde den gode nyhed om Guds rige i de andre byer.” Derfor tager han afsted for “at forkynde i synagogerne i Judæa”. (Lukas 4:43, 44) Det er et godt tidspunkt, for det er forår, og en af højtiderne i Jerusalem nærmer sig.

      I forhold til det man kan læse om Jesus’ tjeneste i Galilæa, står der meget lidt i evangelierne om hans gerning i Judæa. Selvom de fleste i Judæa ikke er interesseret i budskabet, får det ikke Jesus til at holde op med energisk at forkynde og gøre godt uanset hvor han befinder sig.

      Snart er Jesus på vej mod Jerusalem, den største by i Judæa, for at overvære påsken i år 31. I det travle område i nærheden af Fåreporten er der en stor dam med søjlegange kaldet Betzáta. Mange syge, blinde og halte kommer hen til dammen. Hvorfor? Fordi der er en udbredt opfattelse af at man kan blive helbredt hvis man stiger ned i vandet når det er uroligt.

      Det er nu sabbat, og Jesus får ved dammen øje på en mand der har været syg i 38 år. Jesus spørger: “Vil du gerne være rask?” Manden svarer: “Herre, jeg har ikke nogen der kan hjælpe mig ned i dammen når vandet bliver oprørt, og mens jeg er på vej, er der en anden der går ned foran mig.” – Johannes 5:6, 7.

      Jesus siger noget der må overraske manden og alle andre der hører det: “Stå op! Tag din måtte og gå.” (Johannes 5:8) Og det er præcis hvad han gør. Han bliver med det samme helbredt og tager sin måtte og begynder at gå!

      Jøder taler med en mand der er blevet helbredt af Jesus

      I stedet for at glæde sig over det utrolige der lige er sket, siger nogle jøder fordømmende: “Det er sabbat, og du har ikke lov til at bære din måtte.” Men manden svarer dem: “Den mand der gjorde mig rask, sagde til mig: ‘Tag din måtte og gå.’” (Johannes 5:10, 11) Jøderne her er kritiske over for en der helbreder på sabbatten.

      “Hvem er den mand der sagde til dig: ‘Tag den og gå’?” vil de vide. Hvorfor spørger de manden om det? Fordi Jesus er “forsvundet i folkemængden”, og den helbredte mand kender ikke hans navn. (Johannes 5:12, 13) Men manden kommer til at møde Jesus igen. Han træffer ham senere i templet og finder ud af hvem det var der helbredte ham ved dammen.

      Manden finder så de jøder der havde spurgt om hvem der havde gjort ham rask. Han fortæller dem at det var Jesus. Da jøderne får det at vide, går de hen til Jesus. Er det fordi de gerne vil vide hvordan han er i stand til at gøre noget så fantastisk? Nej, det er snarere fordi de vil kritisere ham for at gøre godt på sabbatten. De begynder endda at forfølge ham!

      • Hvorfor tager Jesus til Judæa, og hvad er han stadig optaget af?

      • Hvorfor tager mange hen til den dam der kaldes Betzáta?

      • Hvilket mirakel gør Jesus ved dammen, og hvordan reagerer nogle af jøderne på det der er sket?

  • Jesus’ forhold til sin Far
    Jesus – vejen, sandheden og livet
    • Jøder anklager Jesus for at overtræde sabbatten

      KAPITEL 30

      Jesus’ forhold til sin Far

      JOHANNES 5:17-47

      • JESUS ER GUDS SØN

      • ET LØFTE OM EN OPSTANDELSE

      Da nogle jøder anklager Jesus for at overtræde sabbatten fordi han helbreder en mand, svarer Jesus: “Min Far er blevet ved med at arbejde til nu, og jeg bliver ved med at arbejde.” – Johannes 5:17.

      Nej, det Jesus gør, er ikke forbudt ifølge Guds lov angående sabbatten. Ved at forkynde og helbrede folk efterligner han sin Fars gode gerninger. Jesus bliver derfor ved med at gøre godt hver dag. Men det svar han giver sine anklagere, gør dem endnu mere vrede, og de prøver at dræbe ham. Hvorfor reagerer de sådan?

      Ud over at de fejlagtigt mener at Jesus overtræder sabbatten ved at helbrede folk, bliver de også meget forargede over at han siger at han er Guds Søn. De anser det for blasfemisk at Jesus betragter Gud som sin Far, som om han ved at gøre det sidestiller sig selv med Gud. Men Jesus er ikke bange og siger angående sit særlige forhold til Gud: “Faren holder nemlig af Sønnen og viser ham alt det han selv gør.” – Johannes 5:20.

      Faren er livgiveren, og det har han i fortiden vist ved at give mennesker kraft til at oprejse andre. Jesus siger videre: “Ligesom Faren oprejser de døde og gør dem levende, sådan gør også Sønnen dem levende som han vil.” (Johannes 5:21) Det er en meget betydningsfuld udtalelse der giver håb for fremtiden. Allerede nu oprejser Sønnen dem der er døde åndeligt set. Derfor siger Jesus: “Den der hører mit ord og tror på Ham som har sendt mig, har evigt liv, og han vil ikke blive dømt, men er gået over fra døden til livet.” – Johannes 5:24.

      Der er ingen beretninger om at Jesus indtil da har bragt nogle der var fysisk døde, tilbage til livet, men han fortæller sine anklagere at sådanne opstandelser fra de døde vil finde sted. Han siger: “Den tid kommer hvor alle der er i mindegravene, skal høre hans stemme og komme ud.” – Johannes 5:28, 29.

      Hvor ophøjet Jesus’ rolle end er, gør han det klart at han er underordnet Gud, ved at sige: “Jeg kan ingenting gøre af mig selv. ... Jeg ønsker ikke at gøre min egen vilje, men hans vilje som har sendt mig.” (Johannes 5:30) Jesus beskriver imidlertid sin egen vigtige rolle i Guds hensigt – noget han ikke før har gjort så offentligt. Men de der anklager Jesus, har ikke kun hans vidnesbyrd om disse ting. “I har sendt nogle til Johannes [Døber],” minder Jesus dem om, “og han har vidnet om sandheden.” – Johannes 5:33.

      Jesus’ anklagere har sikkert hørt at Johannes to år tidligere havde fortalt nogle jødiske religiøse ledere om den der kommer efter ham – omtalt som “Profeten” og “Kristus”. (Johannes 1:20-25) Jesus minder sine anklagere om at de engang havde stor respekt for den nu fængslede Johannes: “En kort tid ville I gerne juble og glæde jer i hans lys.” (Johannes 5:35) Men Jesus giver et endnu større bevis end Johannes Døber har givet.

      “De gerninger som jeg gør [deriblandt den helbredelse han lige havde foretaget], vidner om at Faren har sendt mig.” Og desuden siger Jesus videre: “Faren som har sendt mig, har selv vidnet om mig.” (Johannes 5:36, 37) For eksempel vidnede Gud om Jesus ved hans dåb. – Matthæus 3:17.

      I virkeligheden har de der anklager Jesus, ikke nogen undskyldning for at afvise ham. Skrifterne som de hævder at undersøge, vidner om ham. Til sidst siger Jesus: “Hvis I havde troet på Moses, ville I tro på mig, for han har skrevet om mig. Men hvis I ikke tror på det han har skrevet, hvordan vil I så tro på det jeg siger?” – Johannes 5:46, 47.

      • Hvorfor er det ikke en overtrædelse af sabbatten når Jesus gør godt på den?

      • Hvordan omtaler Jesus sin vigtige rolle i Guds hensigt?

      • Hvad vidner om at Jesus er Guds Søn?

  • Disciplene plukker aks på sabbatten
    Jesus – vejen, sandheden og livet
    • Jesus’ disciple plukker og spiser aks på sabbatten

      KAPITEL 31

      Disciplene plukker aks på sabbatten

      MATTHÆUS 12:1-8 MARKUS 2:23-28 LUKAS 6:1-5

      • DISCIPLENE PLUKKER AKS PÅ SABBATTEN

      • JESUS ER “HERRE OVER SABBATTEN”

      Jesus og hans disciple rejser nu nordpå mod Galilæa. Det er forår, og på markerne har kornet fået aks. Disciplene er sultne, så de plukker nogle aks og spiser dem. Men det er sabbat, og farisæerne lægger mærke til hvad de gør.

      For nylig havde nogle jøder i Jerusalem jo anklaget Jesus for at overtræde sabbatten og forsøgt at dræbe ham. Nu kommer farisæerne så med en anklage på grund af det disciplene gør. “Se! Dine disciple gør noget der er forbudt på sabbatten.” – Matthæus 12:2.

      Farisæerne hævder at det at plukke aks på sabbatten og gnide dem mellem hænderne for at kernerne kan løsne sig, er det samme som at høste og tærske. (2. Mosebog 34:21) Deres strenge tolkning af hvad der er arbejde, gør sabbatten til en byrde i stedet for at være en glædelig og åndeligt opbyggende dag, som det oprindeligt var tanken. Jesus imødegår deres forkerte holdning med eksempler der viser at det aldrig har været Jehovas mening at hans sabbatslov skulle bruges på den måde.

      Det ene af de eksempler Jesus giver, har at gøre med David og hans mænd. Da de blev sultne, standsede de ved teltboligen og spiste de hellige brød, skuebrødene. Disse brød, der allerede var blevet fjernet fra bordet foran Jehova og erstattet af nogle friske, var egentlig forbeholdt præsterne. Men i betragtning af omstændighederne blev David og hans mænd ikke fordømt for at spise dem. – 3. Mosebog 24:5-9; 1. Samuel 21:1-6.

      Jesus giver et andet eksempel: “Har I ikke læst i Loven at præsterne i templet arbejder på sabbatten uden at gøre sig skyldige i at overtræde sabbatsloven?” Det han mener, er at selv på sabbatten slagter præsterne dyr til ofring og udfører andet arbejde ved templet. “Men jeg siger jer,” fortsætter Jesus, “at der her er noget som er større end templet.” – Matthæus 12:5, 6; 4. Mosebog 28:9.

      Jesus bruger igen Skrifterne for at understrege sin pointe: “Hvis I havde forstået hvad disse ord betyder: ‘Jeg ønsker barmhjertighed, ikke slagtoffer’, ville I ikke have fordømt de uskyldige.” Han slutter: “Menneskesønnen er nemlig Herre over sabbatten.” Jesus hentyder til sit kommende tusindårige fredsstyre. – Matthæus 12:7, 8; Hoseas 6:6.

      Mennesker har længe været underlagt Satans onde herredømme fyldt med vold og krig. Sikke en kontrast det vil være under Kristus’ styre på den større sabbat, hvor han vil sørge for den hvile vi længes efter og behøver!

      • Hvad anklager farisæerne Jesus’ disciple for, og hvorfor?

      • Hvordan korrigerer Jesus farisæernes holdning?

      • Hvordan er Jesus “Herre over sabbatten”?

  • Hvad er tilladt på sabbatten?
    Jesus – vejen, sandheden og livet
    • Jesus skal til at helbrede en mand der har en lam hånd

      KAPITEL 32

      Hvad er tilladt på sabbatten?

      MATTHÆUS 12:9-14 MARKUS 3:1-6 LUKAS 6:6-11

      • HELBREDER EN MANDS HÅND PÅ SABBATTEN

      På en anden sabbat går Jesus ind i en synagoge, højst sandsynligt i Galilæa. Der møder han en mand hvis højre hånd er lam. (Lukas 6:6) De skriftlærde og farisæerne holder skarpt øje med Jesus. Hvorfor? De afslører hvad deres virkelige motiv er, da de spørger: “Er det tilladt at helbrede på sabbatten?” – Matthæus 12:10.

      De jødiske religiøse ledere mener at det kun er tilladt at hjælpe syge og tilskadekomne på sabbatten hvis der er tale om livsfare. Derfor er det for eksempel ikke tilladt på sabbatten at sætte et knoglebrud på plads eller forbinde en forstuvning, tilstande der ikke er livstruende. Det er tydeligt at de skriftlærde og farisæerne ikke udspørger Jesus fordi de har oprigtig omsorg for denne stakkels mand. De prøver i virkeligheden at finde et påskud til at fordømme Jesus.

      Men Jesus kender deres fordrejede måde at tænke på. Han ved at de har tillagt sig et yderliggående syn på hvad der er en overtrædelse af forbuddet mod at arbejde på sabbatten, et syn der ikke stemmer med Skrifterne. (2. Mosebog 20:8-10) Han har før været udsat for at blive kritiseret uberettiget for sine gode gerninger. Nu gør Jesus klar til en dramatisk konfrontation ved at sige til manden med den lamme hånd: “Rejs dig og kom herind i midten.” – Markus 3:3.

      Jesus vender sig mod de skriftlærde og farisæerne og siger: “Hvis I har et får og det falder i et hul på sabbatten, hvem af jer vil så ikke løfte det op?” (Matthæus 12:11) Et får er en økonomisk investering, så de ville ikke efterlade det i hullet indtil næste dag; det kunne risikere at dø i mellemtiden og på den måde påføre dem et tab. Desuden siger Skrifterne: “Den retfærdige tager sig godt af sine husdyr.” – Ordsprogene 12:10.

      Jesus kommer nu med en god sammenligning: “Et menneske er langt mere værd end et får! Altså er det tilladt at gøre noget godt på sabbatten.” (Matthæus 12:12) Jesus overtræder derfor ikke sabbatten hvis han helbreder manden. De religiøse ledere kan ikke gendrive et så logisk og medfølende ræsonnement, så de siger ingenting.

      Vred og bedrøvet over deres fejlagtige tankegang kigger Jesus rundt på dem. Så siger han til manden: “Ræk din hånd frem.” (Matthæus 12:13) Da manden rækker sin syge hånd frem, bliver den gjort rask. Manden bliver meget glad, men hvordan påvirker det dem der prøver at lokke Jesus i en fælde?

      Jødiske ledere lægger planer om at dræbe Jesus

      I stedet for at glæde sig over at mandens hånd er blevet rask, går farisæerne ud og begynder straks ‘sammen med tilhængerne af Herodes’ parti at lægge planer om at slå Jesus ihjel’. (Markus 3:6) Dette politiske parti indbefatter åbenbart medlemmer af den religiøse gruppe der kaldes saddukæerne. Normalt er saddukæerne og farisæerne meget uenige, men nu gør de fælles sag mod Jesus.

      • Hvad fører til en konfrontation mellem Jesus og nogle jødiske religiøse ledere?

      • Hvilket forkert syn på sabbatsloven har de religiøse ledere?

      • Hvordan imødegår Jesus klogt forkerte holdninger angående sabbatten?

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del