I templet har Jesus lige lukket munden på de øverste præster og folkets ældste, der rejste tvivl om hans ret til at gøre som han gør. Nu fortæller han en lignelse der viser hvilken slags mennesker de virkelig er.

Jesus beretter: “En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: ‘Min søn, gå hen og arbejd i vingården i dag.’ Sønnen svarede: ‘Det vil jeg ikke.’ Men bagefter fortrød han og tog derhen. Manden gik så hen og sagde det samme til den anden søn, som svarede: ‘Det skal jeg nok, far.’ Men han tog ikke derhen. Hvem af de to gjorde som faren ønskede?” (Matthæus 21:28-31) Svaret er helt åbenlyst – det var den første søn der til sidst gjorde som faren ønskede.

Jesus siger til sine modstandere: “Jeg siger jer at skatteopkræverne og de prostituerede kommer ind i Guds rige før jer.” Skatteopkræverne og de prostituerede ville til at begynde med ikke tjene Gud. Men senere angrede de ligesom den første søn gjorde, og nu tjener de Gud. I modsætning hertil er de religiøse ledere som den anden søn; de foregiver at tjene Gud, men virkeligheden er en helt anden. Jesus bemærker: “Johannes [Døber] kom og viste jer retfærdighedens vej, men I troede ikke på ham. Det gjorde skatteopkræverne og de prostituerede derimod, og selvom I så det, fik det jer ikke til at fortryde og tro på ham.” – Matthæus 21:31, 32.

Jesus fortæller så endnu en lignelse. Denne gang viser han at de religiøse lederes synd ikke bare består i at de forsømmer at tjene Gud. De er i virkeligheden onde. Han fortæller: “En mand anlagde en vingård, satte et hegn omkring den, udhuggede en vinperse og byggede et tårn. Så lejede han den ud til nogle vinbønder og rejste til udlandet. Da tiden var inde, sendte han en træl til vinbønderne for at hente noget af vingårdens høst hos dem. Men de tog fat i ham, slog ham og sendte ham tomhændet bort. Så sendte han en anden træl til dem, og de slog ham i hovedet og ydmygede ham. Og han sendte endnu en, og ham dræbte de. Han sendte mange andre, og nogle af dem pryglede de, og andre dræbte de.” – Markus 12:1-5.

Forstår de der lytter til Jesus, lignelsen? Måske husker de Esajas’ kritiske ord: “Det er Israels hus der er Hærstyrkers Guds, Jehovas, vingård; Judas mænd er den vinmark han holdt af. Han blev ved med at håbe på ret, men se, der var lovløshed!” (Esajas 5:7) Jesus’ lignelse er i tråd med det. Ejeren er Jehova, og vingården er Israels nation, der så at sige er indhegnet af Guds beskyttende lov. Jehova sendte profeter for at vejlede sit folk og hjælpe dem til at frembringe gode frugter.

Men “vinbønderne” mishandlede og dræbte de ‘trælle’ der blev sendt til dem. Jesus forklarer: “[Vingårdsejeren] havde én mere, en søn som han elskede. Ham sendte han til dem som den sidste, for han tænkte: ‘Min søn vil de respektere.’ Men vinbønderne sagde til hinanden: ‘Det er arvingen. Kom, lad os dræbe ham så vi får arven.’ Så tog de ham og dræbte ham.” – Markus 12:6-8.

Nu spørger Jesus: “Hvad vil ejeren af vingården gøre?” (Markus 12:9) De religiøse ledere svarer: “De er onde, så han vil bringe en forfærdelig ødelæggelse over dem og leje vingården ud til andre vinbønder, der vil give ham hans andel når tiden er inde.” – Matthæus 21:41.

De udtaler på den måde uden at vide det en dom over sig selv, for de er “vinbønderne” i Jehovas “vingård”, Israels nation. De frugter som Jehova med rette forventer af vinbønderne, omfatter tro på hans Søn, Messias. Jesus ser direkte på de religiøse ledere og siger: “Har I aldrig læst dette skriftsted: ‘Den sten bygmestrene forkastede, er blevet hovedhjørnestenen. Den er kommet fra Jehova, og den er vidunderlig i vores øjne’?” (Markus 12:10, 11) Så gør Jesus det helt klart hvad han mener: “Derfor siger jeg til jer: Guds rige vil blive taget fra jer og givet til en nation der bærer dets frugter.” – Matthæus 21:43.

De skriftlærde og de øverste præster bliver klar over “at lignelsen var møntet på dem”. (Lukas 20:19) De ønsker mere end nogensinde at dræbe Jesus, “arvingen”. Men de er bange for folkemængden, der anser ham for at være en profet, så de prøver ikke at dræbe ham på det tidspunkt.

Jesus’ tjeneste nærmer sig sin afslutning. Han har fortalt flere lignelser der afslører hvordan de skriftlærde og farisæerne virkelig er, og de vil derfor have ham dræbt. (Lukas 20:19) Men Jesus har mere at sige om dem, så han fortæller endnu en lignelse:

“Himlenes rige kan sammenlignes med en konge der holdt en bryllupsfest for sin søn. Han sendte sine trælle ud for at bede de indbudte komme til bryllupsfesten, men de ville ikke komme.” (Matthæus 22:2, 3) Jesus begynder sin lignelse med at nævne “himlenes rige”. Det er derfor logisk at Jehova må være ‘kongen’. Hvad med kongens søn og dem der er indbudt til bryllupsfesten? De er heller ikke svære at identificere – kongens søn er Jehovas Søn, ham der fortæller lignelsen, og de indbudte er dem der skal være sammen med Sønnen i himlenes rige.

Hvem er de første der bliver indbudt? Ja, for hvem har Jesus og apostlene forkyndt om Riget? For jøderne. (Matthæus 10:6, 7; 15:24) Nationen sagde ja til at indgå Lovpagten i 1513 f.v.t., og israelitterne blev dermed de første der fik mulighed for at blive “et kongerige af præster”. (2. Mosebog 19:5-8) Men hvornår ville de rent faktisk blive indbudt til “bryllupsfesten”? Det skete da Jesus begyndte at forkynde om himlenes rige i år 29.

Hvordan reagerede de fleste israelitter på indbydelsen? Som Jesus sagde: “De ville ikke komme.” Størstedelen af de religiøse ledere og folket anerkendte ikke Jesus som Messias og som den konge Gud havde udvalgt.

Men Jesus viser at jøderne ville få en chance til: “Så sendte [kongen] andre trælle ud og sagde til dem: ‘Sig til de indbudte: “Jeg har tilberedt middagen, tyrene og fedekvæget er slagtet, alt er parat. Kom til bryllupsfesten.”’ Men de var ikke interesseret og gik deres vej, én ud på sin mark, og en anden til sin forretning. Resten greb fat i hans trælle, mishandlede dem og dræbte dem.” (Matthæus 22:4-6) Det svarer til det der ville ske når den kristne menighed var blevet oprettet. På det tidspunkt havde jøderne stadig mulighed for at komme med i Riget, men de fleste afviste indbydelsen og mishandlede endda ‘kongens trælle’. – Apostlenes Gerninger 4:13-18; 7:54, 58.

Hvad ville konsekvensen blive for nationen? Jesus fortæller: “Kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by af.” (Matthæus 22:7) Det skete for jøderne i år 70 da romerne ødelagde “deres by”, Jerusalem.

Betyder det at de nægtede at komme til bryllupsfesten, at kongen ikke ville indbyde andre? Nej, Jesus fortsætter sin lignelse: “Så sagde [kongen] til sine trælle: ‘Bryllupsfesten er parat, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor ud på vejene der fører ud af byen, og invitér alle dem I finder, til bryllupsfesten.’ Så gik trællene ud på vejene og samlede alle dem de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fyldt med gæster.” – Matthæus 22:8-10.

Det er bemærkelsesværdigt at apostlen Peter senere ville hjælpe mennesker der hverken var født jøder eller havde konverteret til jødedommen, til at blive sande kristne. I år 36 modtog den romerske officer Cornelius og hans familie Guds ånd, og de fik på den måde mulighed for at komme med i det rige Jesus talte om. – Apostlenes Gerninger 10:1, 34-48.

Jesus viser at det ikke er alle som kommer til festen der vil blive accepteret af “kongen”. Han siger: “Kongen kom ind og så rundt på gæsterne, og han fik øje på en mand der ikke havde bryllupstøj på. Han sagde til ham: ‘Ven, hvordan er du kommet herind uden at have bryllupstøj på?’ Manden vidste ikke hvad han skulle sige. Så sagde kongen til sine tjenere: ‘Bind ham på hænder og fødder og kast ham ud i mørket udenfor. Der skal han græde og skære tænder.’ Mange er nemlig indbudt, men kun få er udvalgt.” – Matthæus 22:11-14.

De religiøse ledere der hører Jesus’ lignelse, forstår måske ikke alt det han siger. Men de synes bestemt ikke om det og er mere end nogensinde besluttede på at slippe af med ham fordi han stiller dem i et dårligt lys.

Jesus’ religiøse fjender er vrede, for han er netop kommet med nogle lignelser der afslører deres ondskab. Farisæerne lægger nu planer om at fange ham i ord. De prøver at få ham til at sige noget kompromitterende så de kan overgive ham til den romerske statholder. De hyrer nogle af deres tilhængere til at lægge en fælde for ham. – Lukas 6:7.

“Lærer,” siger de, “vi ved at det du siger og lærer, er rigtigt, og at du ikke gør forskel på folk, nej, du lærer andre sandheden om hvad der er Guds vilje. Er det tilladt at vi betaler skat til kejseren, eller er det ikke?” (Lukas 20:21, 22) Jesus lader sig ikke narre af deres smiger, for i virkeligheden er de nogle udspekulerede hyklere. Hvis han siger: ‘Nej, man skal ikke betale denne skat’, kan han blive anklaget for at tilskynde til oprør mod Rom. Men hvis han siger: ‘Ja, betal denne skat’, vil folket, der snart har fået nok af at være underlagt Rom, måske misforstå ham og vende sig imod ham. Så hvad svarer Jesus?

“Hyklere, hvorfor udfordrer I mig? Vis mig den mønt man betaler skatten med.” De rækker ham en denar, og han spørger dem: “Hvis billede og titel er det?” De svarer: “Kejserens.” Nu kommer han med denne fænomenale vejledning: “Så giv kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.” – Matthæus 22:18-21.

Mændene er forbløffede over Jesus’ ord, og da de ikke ved hvad de skal sige, går de deres vej. Men dagen er ikke slut endnu, og det er forsøgene på at fange ham i ord heller ikke. Efter farisæernes mislykkede forsøg henvender lederne fra en anden religiøs gruppe sig til Jesus.

Saddukæerne, der siger at der ikke er nogen opstandelse, stiller et spørgsmål der drejer sig om opstandelsen og svogerægteskab. De spørger: “Lærer, Moses har sagt: ‘Hvis en mand dør uden at have børn, skal hans bror gifte sig med hans enke og give sin døde bror efterkommere.’ Der var syv brødre hos os. Den første giftede sig og døde, og fordi han ikke havde nogen børn, efterlod han sin hustru til sin bror. Det samme skete med den anden og den tredje, ja, alle syv. Til allersidst døde kvinden. Hvem af de syv skal have hende til hustru i opstandelsen? De har jo alle været gift med hende.” – Matthæus 22:24-28.

Jesus svarer ved at henvise til Moses’ skrifter, som saddukæerne anerkender: “Er grunden til at I tager fejl, ikke netop at I hverken kender Skrifterne eller Guds kraft? For når de opstår fra de døde, gifter mænd sig ikke, og kvinder bliver ikke giftet bort, men de er som engle i himlene. Men med hensyn til at de døde bliver oprejst, så har I vel læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, at Gud sagde til ham: ‘Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.’ Han er ikke de dødes men de levendes Gud. I tager fuldstændigt fejl.” (Markus 12:24-27; 2. Mosebog 3:1-6) Folkemængden er imponeret over hans svar.

Jesus har bragt både farisæerne og saddukæerne til tavshed, og nu slår de religiøse modstandere sig sammen for at udfordre ham yderligere. En skriftlærd spørger: “Lærer, hvad er det største bud i Loven?” – Matthæus 22:36.

Jesus svarer: “Det vigtigste er: ‘Hør, Israel, Jehova vores Gud er én Jehova, og du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele dit sind og hele din styrke.’ Derefter kommer dette: ‘Du skal elske dit medmenneske som dig selv.’ Der er ikke noget bud der er større end dem.” – Markus 12:29-31.

Svaret får den skriftlærde til at sige: “Lærer, det var godt sagt og i overensstemmelse med sandheden: ‘Han er én, og der er ikke nogen anden Gud end ham.’ Og at elske ham af hele sit hjerte, hele sin forstand og hele sin styrke og at elske sit medmenneske som sig selv er langt mere værd end alle brændofre og slagtofre.” Da Jesus hører den skriftlærdes kloge udtalelse, siger han til ham: “Du er ikke langt fra Guds rige.” – Markus 12:32-34.

I tre dage (9., 10. og 11. nisan) har Jesus undervist i templet. Nogle, som for eksempel den skriftlærde, har været glade for at lytte til ham. Men ikke de religiøse ledere, som ikke ‘tør stille ham flere spørgsmål’.

Det lykkes ikke Jesus’ modstandere at kompromittere ham eller fange ham i ord og få ham overgivet til romerne. (Lukas 20:20) Nu, mens han stadig er i templet den 11. nisan, byttes rollerne om, og Jesus viser sin sande identitet. Han tager initiativet og spørger dem: “Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?” (Matthæus 22:42) Det er almindeligt kendt at Kristus, eller Messias, skal være en efterkommer af David. Og det er også det de svarer. – Matthæus 9:27; 12:23; Johannes 7:42.

Jesus spørger: “Hvordan kan det så være at David under inspiration kalder ham Herre og siger: ‘Jehova sagde til min Herre: “Sæt dig ved min højre hånd indtil jeg lægger dine fjender under dine fødder”’? Når David kalder ham Herre, hvordan kan han så være hans søn?” – Matthæus 22:43-45.

Farisæerne siger ikke noget, for de venter at der vil komme en efterkommer af David som vil befri dem fra romernes overherredømme. Men ved at henvise til Davids ord som er nedskrevet i Salme 110:1, 2, slår Jesus fast at Messias vil være mere end en jordisk hersker. Han er Davids Herre, og efter at have sat sig ved Guds højre hånd vil han udøve sin magt. Jesus’ svar gør hans modstandere tavse.

Disciplene og mange andre har lyttet med. Nu henvender Jesus sig til dem og advarer mod de skriftlærde og farisæerne. Disse mænd har “sat sig på Moses’ plads” for at undervise i Guds lov. Jesus vejleder sine tilhørere: “Alt det de siger til jer, skal I derfor gøre, men I skal ikke gøre som dem, for de siger ét og gør noget andet.” – Matthæus 23:2, 3.

Jesus kommer nu med nogle eksempler på deres hykleri: “Skriftstedskapslerne som de går med for at beskytte sig, gør de brede.” Nogle jøder gik med små kapsler, eller beholdere, der indeholdt korte passager fra Loven, på deres pande eller deres arm. Farisæerne gør deres større for at give det udseende af at Loven har stor betydning for dem. Og “frynserne på deres tøj gør de lange”. Israelitterne skulle lave frynser på deres tøj, men farisæerne sikrer sig at deres frynser er ekstra lange. (4. Mosebog 15:38-40) Alt det gør de “for at blive set af folk”. – Matthæus 23:5.

Endog Jesus’ disciple kunne blive påvirket af et ønske om at være fremtrædende, så han siger til dem: “I skal ikke lade jer kalde ‘rabbi’, for én er jeres Lærer, og I er alle brødre. I skal ikke kalde nogen på jorden jeres ‘far’, for én er jeres Far, og han er i himlen. I skal heller ikke lade jer kalde ‘ledere’, for én er jeres Leder, Kristus.” Men hvordan skal disciplene betragte sig selv, og hvordan skal de opføre sig? Jesus siger til dem: “Den største blandt jer skal være jeres tjener. Den der ophøjer sig selv, vil blive ydmyget, og den der ydmyger sig selv, vil blive ophøjet.” – Matthæus 23:8-12.

Bagefter udtaler Jesus en række fordømmelser over de hykleriske skriftlærde og farisæere: “Ve jer, skriftlærde og farisæere, hyklere! For I lukker himlenes rige for folk. I går ikke selv derind, og I tillader heller ikke dem der er på vej derind, at gå ind.” – Matthæus 23:13.

Jesus fordømmer farisæerne fordi deres hjemmelavede regler afspejler at de er ligeglade med det Jehova mener er vigtigt. For eksempel siger de: “Hvis nogen sværger ved templet, betyder det ingenting, men hvis nogen sværger ved guldet i templet, er han forpligtet.” De viser på den måde hvor blinde de er moralsk set, for guldet i templet er vigtigere for dem end den åndelige værdi af Jehovas hus. Og de “ser bort fra det der er vigtigere i Loven, nemlig retfærdighed og barmhjertighed og trofasthed”. – Matthæus 23:16, 23; Lukas 11:42.

Jesus kalder farisæerne “blinde vejledere, der sier myggen fra, men sluger kamelen!” (Matthæus 23:24) De sier en myg fra vinen fordi det er et ceremonielt urent insekt. Men når de ser bort fra det der er vigtigere i Loven, er det som om de sluger en hel kamel, der også er et ceremonielt urent dyr, bare meget større. – 3. Mosebog 11:4, 21-24.