I Egypten blev Jakobs familie kendt som israelitter. Efter at Jakob og Josef døde, begyndte en ny farao at herske. Han var bange for at israelitterne ville blive et større og stærkere folk end egypterne, så han gjorde israelitterne til slaver. Han tvang dem til at lave teglsten og at arbejde meget hårdt i markerne. Egypterne gjorde det sværere og sværere for israelitterne, men israelitterne blev bare flere og flere. Det kunne Farao ikke lide, så han befalede at alle deres nyfødte drenge skulle dræbes. Kan du forestille dig hvor bange israelitterne må have været?

En israelitisk kvinde der hed Jokebed, fik en sød lille dreng. For at beskytte ham lagde hun ham i en kurv og satte den ud mellem sivene i floden Nilen. Drengens søster, Mirjam, blev i nærheden for at se hvad der ville ske.

Faraos datter gik ned til floden for at bade og fik øje på kurven. I kurven fandt hun en lille dreng der græd, og hun syntes det var synd for ham. Mirjam spurgte: ‘Skal jeg finde en der kan amme barnet for dig?’ Det sagde Faraos datter ja til, og så hentede Mirjam sin mor, Jokebed. Faraos datter sagde til hende: ‘Tag den lille dreng og pas ham for mig. Jeg skal nok betale dig for det.’

Da drengen blev ældre, gav Jokebed ham til Faraos datter, der gav ham navnet Moses. Han blev som en søn for hende. Moses voksede op som prins, og han kunne få alt hvad han ønskede sig. Men Moses glemte aldrig Jehova. Han vidste at han i virkeligheden var israelit, ikke egypter. Og han valgte at tjene Jehova.

Moses var 40 år da han besluttede at hjælpe sit folk. Da Moses så en egypter tæve en israelitisk slave, slog han egypteren så hårdt at han døde. Moses skjulte den døde mand i sandet, men Farao fandt ud af hvad Moses havde gjort, og forsøgte at slå ham ihjel. Moses flygtede til landet Midjan, og der tog Jehova sig af ham.

Moses boede i Midjan i 40 år, og han blev gift og fik børn. En dag mens han passede får i nærheden af Sinajs Bjerg, så han noget helt utroligt. Der var ild i en tornebusk, men den brændte ikke op! Da Moses gik hen imod busken for at kigge, var der en stemme fra den der sagde: ‘Moses! Kom ikke nærmere. Tag dine sandaler af, for du står på hellig jord.’ Det var Jehova der talte ved hjælp af en engel.

Moses blev bange, så han dækkede sit ansigt til. Stemmen sagde: ‘Jeg har set hvordan israelitterne bliver mishandlet. Jeg vil befri dem fra egypterne og føre dem til et godt land. Du er den der skal føre mit folk ud af Egypten.’ Tror du ikke at Moses blev overrasket over det?

Moses spurgte: ‘Hvad skal jeg sige når folket spørger hvem der har sendt mig?’ Gud svarede: ‘Sig til dem at Jehova, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt dig.’ Så sagde Moses: ‘Hvad hvis de ikke hører på mig?’ Jehova overbeviste nu Moses om at han ville hjælpe ham. Han bad Moses om at kaste sin stav på jorden, og så blev staven til en slange! Da Moses tog fat i slangens hale, blev den til en stav igen. Jehova sagde: ‘Når du gør det her tegn, vil det bevise at jeg har sendt dig.’

Moses sagde: ‘Jeg er ikke god til at tale.’ Men Jehova lovede ham: ‘Jeg vil fortælle dig hvad du skal sige, og jeg vil sende din bror Aron for at hjælpe dig.’ Moses vidste nu at Jehova var med ham, og han tog sin kone og sønner med tilbage til Egypten.

Israelitterne blev tvunget til at arbejde hårdt som slaver. Jehova sendte Moses og Aron til Farao med den her besked: ‘Lad mit folk tage afsted så de kan tilbede mig i ørkenen.’ Farao svarede overlegent: ‘Jeg er ligeglad med hvad Jehova siger; jeg vil ikke lade israelitterne gå.’ Så tvang Farao israelitterne til at arbejde endnu hårdere. Jehova besluttede at give Farao en lærestreg. Ved du hvordan han gjorde det? Han sendte ti plager over Egypten. Jehova sagde til Moses: ‘Farao hører ikke på mig. I morgen tidlig er han nede ved Nilen. Gå ned og sig til ham at fordi han ikke har ladet mit folk tage afsted, vil alt vandet i Nilen blive til blod.’ Moses adlød og gik ned til Farao. For øjnene af Farao slog Aron på Nilen med sin stav, og så blev floden til blod. Floden begyndte at stinke, fiskene døde, og man kunne ikke drikke vandet fra Nilen. Men Farao nægtede stadig at lade israelitterne gå.

Syv dage senere sendte Jehova Moses tilbage til Farao med den her besked: ‘Hvis du ikke lader mit folk tage afsted, vil Egypten blive fyldt med frøer.’ Farao lod ikke folket tage afsted, så Aron løftede sin stav, og der begyndte at komme frøer i hele landet. Der var frøer i folks huse, i deres senge og der hvor de lavede mad. Det vrimlede med frøer! Farao lovede at han ville lade israelitterne gå hvis Moses fik Jehova til at stoppe plagen. Så Jehova stoppede plagen, og egypterne samlede de døde frøer sammen i bunker. Hele landet kom til at stinke. Men igen ville Farao ikke lade folket tage afsted.

Så sagde Jehova til Moses: ‘Få Aron til at slå på jorden med sin stav, og så vil jordens støv blive til myg.’ Med det samme kom der myg overalt. Nogle af Faraos egne tjenere sagde til ham: ‘Den her plage kommer fra Gud.’ Men Farao ville stadig ikke lade israelitterne tage afsted.

Moses og Aron gik til Farao for at fortælle ham hvad Gud havde sagt: ‘Hvis du ikke lader mit folk gå, sender jeg stikfluer over landet.’ Sværme af stikfluer trængte ind i alle egypternes huse, både hos de rige og de fattige. Hele landet var fyldt med stikfluer. Men i Goshen, det område hvor israelitterne boede, var der ingen stikfluer. Fra nu af ville plagerne kun ramme egypterne. Farao sagde til Moses: ‘Bed Jehova om at fjerne de her fluer. Dit folk må godt tage afsted nu.’ Men da Jehova fjernede stikfluerne, ombestemte Farao sig. Ville Farao nogensinde blive klogere?

Jehova sagde: ‘Hvis Farao ikke lader mit folk tage afsted, vil egypternes dyr blive syge og dø.’ Dagen efter begyndte deres dyr at dø, men israelitternes dyr døde ikke. Alligevel var Farao stædig og ville ikke give sig.

Så sagde Jehova til Moses at han skulle gå tilbage til Farao og kaste aske op i luften. Asken blev til støv der fyldte luften, og det faldt ned og lagde sig på alle egypterne. På grund af støvet fik alle egypterne og deres dyr nogle sår der gjorde meget ondt. Men ikke engang dét fik Farao til at lade israelitterne gå.

Jehova sendte Moses tilbage til Farao med den her besked: ‘Nægter du stadig at lade mit folk tage afsted? I morgen vil jeg lade det hagle i hele landet.’ Den næste dag sendte Jehova hagl, torden og ild over landet. Det var det værste uvejr der nogensinde havde været i Egypten. Alle træer og planter blev ødelagt, men ikke i Goshen. Farao sagde: ‘Bed Jehova om at få det til at holde op! Så kan I tage afsted.’ Men så snart det stoppede med at hagle og regne, ombestemte Farao sig igen.

Så sagde Moses: ‘Nu vil der komme græshopper og spise alle de planter der ikke blev ødelagt i haglvejret.’ Millioner af græshopper spiste alt hvad der var tilbage på markerne og på træerne. Farao sagde: ‘Bed Jehova om at fjerne græshopperne.’ Men selv efter at Jehova havde fjernet dem, var Farao lige så stædig som før.

Jehova sagde til Moses: ‘Ræk din hånd op mod himlen.’ Med det samme blev himlen fuldstændigt mørk. I tre dage kunne egypterne ikke se noget som helst. Det var kun israelitterne der havde lys der hvor de boede.

Farao sagde til Moses: ‘Du og dit folk kan gå. Men I skal lade jeres dyr blive her.’ Moses sagde: ‘Vi er nødt til at have vores dyr med så vi kan ofre dem til vores Gud.’ Farao blev meget vred. Han råbte: ‘Forsvind herfra! Hvis jeg ser dig igen, slår jeg dig ihjel!’

Moses lovede Farao at han ikke ville komme mere. Men før han gik, sagde han til Farao: ‘Ved midnat vil alle de førstefødte børn i Egypten dø, lige fra Faraos søn til slavernes sønner.’

Jehova sagde til israelitterne at de skulle spise et særligt måltid. Han sagde: ‘I skal slagte et lam eller et gedekid der er et år gammelt, og smøre noget af dyrets blod omkring jeres dør. Steg kødet, og spis det sammen med usyrnet brød. Hav jeres sandaler på, og vær klædt på så I er klar til at tage afsted. I nat vil jeg befri jer.’ Kan du forestille dig hvor spændte israelitterne må have været?

Ved midnat kom Jehovas engel til alle husene i Egypten. I de huse hvor de ikke havde smurt blod omkring døren, døde den førstefødte. Men englen gik forbi de huse hvor der var blod på. Alle egyptiske familier, både rige og fattige, mistede et barn. Men ikke ét af israelitternes børn døde.

Selv Faraos egen søn døde. Nu havde Farao fået nok. Han sagde med det samme til Moses og Aron: ‘Tag afsted. Rejs væk herfra, og tilbed jeres Gud. Tag jeres dyr og rejs!’

I lyset fra fuldmånen vandrede israelitterne ud af Egypten, delt op efter familie og stamme. Der var 600.000 israelitiske mænd og mange kvinder og børn. Og der var mange andre der rejste afsted sammen med dem, for de ville også tjene Jehova. Nu var israelitterne endelig frie!

For at huske hvordan Jehova havde reddet dem, skulle de hvert år spise det her særlige måltid. Højtiden blev kaldt påske, som betyder ‘at gå forbi’.

Så snart Farao hørte at israelitterne havde forladt Egypten, fortrød han at han havde sendt dem væk. Han befalede sine krigere: ‘Gør alle mine stridsvogne klar, og lad os sætte efter dem! Vi skulle ikke have ladet dem tage afsted.’ Så begyndte han og hans mænd at forfølge israelitterne.

Jehova ledte folket ved hjælp af en sky om dagen og ild om natten. Han ledte dem til Det Røde Hav og sagde at de skulle slå lejr.

Nu opdagede israelitterne at Farao og hans hær forfulgte dem. De var fanget mellem Det Røde Hav og den egyptiske hær, så de råbte til Moses: ‘Vi dør alle sammen! Du skulle have ladet os blive i Egypten.’ Men Moses sagde: ‘I skal ikke være bange. Vent og se hvordan Jehova vil redde os.’ Moses stolede virkelig på Jehova!

Jehova sagde til israelitterne at de skulle gøre sig klar til at tage videre. Den nat flyttede Jehova skyen hen mellem egypterne og israelitterne. På egypternes side var der mørkt. Men på israelitternes side var der lyst.

Jehova bad Moses om at række sin hånd ud over havet. Så fik Jehova det til at blæse rigtig meget hele natten. Havet blev delt i to så der blev en tør vej over havbunden. Flere millioner israelitter gik nu over på den anden side på tør bund mens der var en mur af vand på begge sider.

Faraos hær fulgte efter israelitterne ud på den tørre havbund. Så skabte Jehova forvirring i hæren. Hjulene begyndte at falde af deres stridsvogne. Soldaterne råbte: ‘Lad os komme væk herfra! Det er Jehova der kæmper for dem!’

Jehova sagde til Moses: ‘Ræk din hånd ud over havet.’ I samme øjeblik væltede vandet ned over den egyptiske hær så Farao og alle hans mænd døde. Ikke en eneste af dem overlevede.

På den anden side af havet lovpriste de mange mennesker Gud med en sang: ‘Syng for Jehova, for han er blevet højt ophøjet. Hesten og dens rytter har han kastet i havet.’ Mens folket sang, dansede kvinderne og spillede på tamburiner. Alle var meget glade for at de nu virkelig var frie.

Omkring to måneder efter at israelitterne havde forladt Egypten, kom de til Sinajs Bjerg, og der slog de lejr. Jehova sagde til Moses oppe på bjerget: ‘Jeg reddede israelitterne. Hvis de adlyder mig og holder mine love, vil de blive mit særlige folk.’ Moses kom så ned fra bjerget og fortalte israelitterne hvad Jehova havde sagt. Hvad sagde de til det? De svarede: ‘Vi vil gøre alt det Jehova siger vi skal gøre.’

Moses gik igen op på bjerget. Der sagde Jehova: ‘Om tre dage vil jeg tale til jer. Advar folket om at de ikke må prøve at komme op på Sinajs Bjerg.’ Moses gik ned og sagde til israelitterne at de skulle gøre sig klar til at høre hvad Jehova ville sige.

Tre dage senere kunne israelitterne se lyn og en mørk sky henne over bjerget. De kunne også høre voldsom torden og lyden af et horn. Så kom Jehova ned på bjerget i ild. Israelitterne blev så bange at de rystede af skræk. Hele bjerget var dækket af røg, og der kom et stort jordskælv. Lyden af hornet blev højere og højere. Og så sagde Gud: ‘Jeg er Jehova. Du må ikke tilbede nogen andre guder end mig.’

Så gik Moses op på bjerget en gang til, og Jehova gav ham nogle love om hvordan israelitterne skulle tjene ham, og hvordan de skulle opføre sig. Moses skrev lovene ned, og så læste han dem for folket. ‘Vi vil gøre alt det Jehova siger vi skal gøre,’ sagde de bagefter. Ja, de gav Jehova et løfte. Men ville de holde det?

Jehova sagde til Moses: ‘Kom op til mig på bjerget. Jeg vil skrive mine love på stentavler og give dem til dig.’ Så gik Moses op på bjerget og blev der i 40 dage og nætter. Mens han var der, skrev Jehova De Ti Bud på to tavler af sten og gav dem til ham.

Da der var gået noget tid, troede israelitterne at Moses aldrig ville komme tilbage. De sagde til Aron: ‘Vi vil have en der kan føre os. Lav en gud til os!’ Aron sagde: ‘Giv mig jeres guld.’ Han smeltede guldet og lavede en statue af en kalv. Folket sagde: ‘Den her kalv er vores Gud som førte os ud af Egypten!’ De begyndte at tilbede guldkalven og holde fest. Var det forkert? Ja, for folket havde jo lovet kun at tilbede Jehova. Men nu brød de deres løfte.

Jehova så hvad de lavede, og han sagde til Moses: ‘Gå ned til folket. De er ulydige mod mig og tilbeder en falsk gud.’ Moses gik ned ad bjerget med de to stentavler i hånden.

Da Moses kom tættere på lejren, hørte han folket synge. Så kunne han se at de dansede og bøjede sig for kalven. Han blev meget vred og smed de to stentavler på jorden så de gik i stykker. Han ødelagde med det samme statuen. Så spurgte han Aron: ‘Hvordan fik folket dig til at gøre noget så forfærdeligt?’ Aron sagde: ‘Du må ikke være vred. Du ved hvordan folket er. De ville have en gud, så jeg kastede deres guld ind i ilden, og så kom den her kalv ud!’ Det skulle Aron ikke have gjort. Moses gik igen op på bjerget, og han bønfaldt Jehova om at tilgive folket.

Jehova tilgav dem der gerne ville adlyde ham. Kan du se hvor vigtigt det var at israelitterne fulgte deres leder, Moses?

Mens Moses var på Sinajs Bjerg, sagde Jehova til ham at han skulle bygge et særligt telt hvor israelitterne kunne tilbede Jehova; det blev kaldt telthelligdommen. Teltet skulle laves sådan at de kunne bære det når de skulle fra sted til sted.

Jehova sagde: ‘Sig til folket at de skal give det de kan, til byggeriet af telthelligdommen.’ Israelitterne gav guld, sølv, kobber, kostbare sten og smykker. De gav også uld, linnedgarn, dyreskind og mange andre ting. De var så gavmilde at Moses måtte sige til dem: ‘Der er nok nu! I behøver ikke at komme med flere ting.’

Mange dygtige mænd og kvinder hjalp med at lave telthelligdommen. Det var Jehova der gjorde dem gode til deres arbejde. Nogle spandt garn, vævede stof eller broderede. Andre arbejdede med kostbare sten, guld eller træ.

Folket byggede telthelligdommen præcis sådan som Jehova havde sagt de skulle. De lavede et meget smukt forhæng for at dele teltet i to rum, Det Hellige og Det Allerhelligste. I Det Allerhelligste stod pagtens ark, der var lavet af akacietræ og guld. I Det Hellige stod der et bord, en lampestander af guld og et alter til at brænde røgelse på. I forgården stod der et kobberkar og et stort alter. Pagtens ark fik israelitterne til at tænke på det løfte de havde givet Jehova. Ved du hvad en pagt er? Det er et helt særligt løfte.

Jehova valgte Aron og hans sønner til at arbejde i telthelligdommen som præster. De skulle passe den og give ofre til Jehova der. Kun Aron, der var ypperstepræst, måtte gå ind i Det Allerhelligste. Det gjorde han én gang om året for at give Jehova et offer for sine synder, sin families synder og hele folkets synder.

Israelitterne blev færdige med telthelligdommen et år efter at de havde forladt Egypten. Nu havde de et sted de kunne tilbede Jehova.

Jehova viste at han var glad for telthelligdommen, og han fik en sky til at være over den. Så længe skyen var over den, blev israelitterne hvor de var. Men når skyen løftede sig, vidste de at det var tid til at rejse videre. Så skilte de teltet ad og fulgte skyen.

Israelitterne forlod Sinajs Bjerg og rejste gennem Parans ørken til et sted der hed Kadesh. Der sagde Jehova til Moses: ‘Send 12 mænd afsted, en fra hver stamme, for at udspionere Kanaan, det land jeg vil give israelitterne.’ Så Moses udvalgte 12 mænd og sagde til dem: ‘Tag til Kanaan og find ud af om jorden i landet er god at dyrke så man kan få mad nok. Se om folkene er svage eller stærke og om de bor i telte eller i byer.’ De 12 spioner tog så afsted til Kanaan; to af dem hed Josva og Kaleb.

Efter 40 dage kom spionerne tilbage og havde figner, granatæbler og vindruer med sig. Spionerne fortalte: ‘Det er et godt land, men folkene er stærke, og byerne har høje mure.’ Så sagde Kaleb: ‘Vi kan sagtens vinde over dem. Lad os tage afsted med det samme!’ Ved du hvorfor Kaleb sagde det? Fordi han og Josva stolede på Jehova. Men de 10 andre spioner sagde: ‘Nej! Folk dér er kæmpestore! Vi lignede græshopper ved siden af dem.’

Israelitterne blev bange. De gav sig til at brokke sig og sige til hinanden: ‘Lad os vælge en anden leder og tage tilbage til Egypten. Hvorfor skulle vi tage til Kanaan og blive dræbt der?’ Josva og Kaleb sagde: ‘Vær ikke ulydige mod Jehova, og vær ikke bange. Jehova vil beskytte os.’ Men israelitterne ville ikke høre. De ville faktisk slå Josva og Kaleb ihjel!

Hvad gjorde Jehova? Han sagde til Moses: ‘Efter alt hvad jeg har gjort for israelitterne, er de stadig ulydige mod mig. Så de skal blive i ørkenen i 40 år, og her vil de dø. Kun deres børn og Josva og Kaleb vil komme til at bo i det land jeg har lovet at give dem.’

Noget tid senere, mens israelitterne var i ørkenen, gjorde Kora, Datan, Abiram og 250 andre oprør mod Moses og Aron. De sagde til Moses: ‘Vi har fået nok af jer! Hvorfor er det dig der skal være vores leder, og hvorfor er det Aron der skal være ypperstepræst? Jehova er med os alle sammen, ikke bare dig og Aron.’ Jehova var ikke glad. De gjorde i virkeligheden oprør mod ham!

Moses sagde til Kora og dem der holdt med ham: ‘Kom hen til telthelligdommen i morgen, og tag jeres ildbækkener med så I kan brænde røgelse. Jehova vil vise os hvem han har valgt.’

Næste dag gik Kora og de 250 mænd hen for at mødes med Moses ved telthelligdommen. Der brændte de røgelse som om de var præster. Jehova sagde til Moses og Aron: ‘Gå væk fra Kora og dem der holder med ham.’

Datan, Abiram og deres familier havde nægtet at gå med hen til Moses ved telthelligdommen. Jehova sagde til israelitterne at de skulle gå væk fra de telte hvor Kora, Datan og Abiram boede. Israelitterne skyndte sig væk fra dem! Datan og Abiram stod uden for deres telte sammen med deres familier. Pludselig revnede jorden under dem, og de faldt ned og døde. Ved telthelligdommen kom der ild ned fra himlen, og Kora og de 250 mænd brændte op.

Så sagde Jehova til Moses: ‘Lederen af hver stamme skal komme med en stav, og du skal skrive hans navn på den. Men på staven fra Levis stamme skal du skrive Arons navn. Læg stavene ind i telthelligdommen, og så vil jeg få en af stavene til at blomstre. Den mand som staven tilhører, er ham jeg har valgt.’

Dagen efter hentede Moses alle stavene og viste dem til lederne. Arons stav havde fået blomster, og der var modne mandler på den. På den måde viste Jehova tydeligt at han havde valgt Aron som ypperstepræst.