I Josefs tilfælde var konsekvenserne store. Potifars hustru ville have hævn. Hun begyndte straks at skrige, og det fik de andre tjenere til at komme ind i huset. Hun påstod at Josef havde forsøgt at voldtage hende, og at han var stukket af da hun skreg. Hun havde beholdt klædningen som bevis og ventede nu på at hendes mand kom hjem. Da Potifar vendte tilbage, fortalte hun ham den samme løgn og antydede hermed at det hele var hans skyld fordi han havde bragt denne udlænding ind i deres hjem. Hvordan reagerede Potifar? Vi læser at ’hans vrede blussede op’! Han overgav Josef til fængslet og fik ham spærret inde. — 1 Mosebog 39:13-20.

„MED FODJERN MISHANDLEDE DE HANS FØDDER“

Vi ved kun lidt om hvordan de egyptiske fængsler var dengang. Arkæologer har fundet ruinerne af sådanne fængsler — store fæstningslignende bygninger med celler og fangekældre. Josef omtalte senere sit fangehul med et ord der bogstaveligt kan betyde „cisternen“, hvilket hentyder til et mørkt og trøstesløst sted. (1 Mosebog 40:15, fodnote) I Salmerne kan vi læse at Josef blev udsat for yderligere lidelser: „Med fodjern mishandlede de hans fødder; hans sjæl blev lagt i jern.“ (Salme 105:17, 18) Egypterne bandt nogle gange deres fanger med bånd som var placeret over albuen og lænket sammen på ryggen; andre gik med et jernbånd om halsen. Det må have været forfærdeligt for Josef at blive mishandlet på denne måde — når han intet havde gjort!

Desuden var der ikke blot tale om et kortvarigt tilbageslag. Beretningen siger: „[Josef] blev så dér i fængselet.“ Han befandt sig i dette forfærdelige fængsel i flere år!a Og Josef vidste ikke om han nogen sinde ville blive løsladt. Hvordan undgik han at miste håbet og blive desperat efterhånden som disse rædselsfulde dage blev til uger og derefter til måneder?