Forsoningsdagens forløb. Aron skulle på forsoningsdagen gå ind på det hellige sted med en ung tyr til syndoffer og en vædder til brændoffer. (3Mo 16:3) Først tog han sin sædvanlige præstedragt af, badede sig i vand og iførte sig de hellige linnedklæder. (3Mo 16:4) Derefter trak ypperstepræsten lod mellem to gedebukke der var lige sunde og raske, dyr uden fejl, taget fra Israels sønners forsamling. (3Mo 16:5, 7) Ypperstepræsten trak lod om hvilken af dem der skulle ofres til Jehova som et syndoffer, og hvilken af dem der skulle sendes ud i ørkenen bærende på Israels synder som ’bukken for Azazel’. (3Mo 16:8, 9; jf. 3Mo 14:1-7; se AZAZEL.) Derefter ofrede han den unge tyr som et syndoffer for sig selv og sit hus, det vil sige hele Levis stamme, som hans husstand var en del af. (3Mo 16:6, 11) Efter dette tog han ildbækkenet fuldt af glødende kul fra alteret samt vellugtende røgelse og gik inden for forhænget, ind i Det Allerhelligste. Herinde i det inderste rum, hvor Vidnesbyrdets ark befandt sig, blev røgelsen brændt, og røgelsesskyen dækkede arkens guldlåg, som var udsmykket med to keruber af guld. (3Mo 16:12, 13; 2Mo 25:17-22) Denne handling sikrede at Aron senere kunne vende tilbage til Det Allerhelligste uden fare for sit liv.

Aron ofrede tyren for præsterne og resten af Levis stamme og stænkede dens blod i Det Allerhelligste. (3Mo 16:11, 14) I lighed med dette frembar Kristus værdien af sit eget blod for Gud i himmelen, hvor det kunne anvendes til gavn for dem der ville komme til at herske med ham som konger og præster. (Åb 14:1-4; 20:6) Bukken for Jehova blev også ofret, og dens blod blev stænket foran arken i Det Allerhelligste til gavn for Israels ikkepræstelige stammer. (3Mo 16:15) På samme måde gavner Jesu Kristi ene offer ikke blot det præstelige, åndelige Israel, men hele menneskeheden. Det var nødvendigt at have to bukke til rådighed, for én buk alene kunne ikke både blive bragt som offer og brugt til at bære Israels synder bort. De to bukke blev tilsammen omtalt som ét syndoffer (3Mo 16:5), og de fik samme behandling indtil der var trukket lod om dem, hvilket viser at de i forening udgjorde ét forbillede. Jesus Kristus blev ikke alene ofret, men han borttager også deres synder for hvem han led offerdøden.