Aron forlod nu Det Allerhelligste for at hente noget af tyrens blod. Da han var vendt tilbage med det, stænkede han med fingeren noget af det syv gange foran arkens låg, på østsiden. Dermed havde soningen for præsteskabet fundet sted, og præsterne var nu renset og i stand til at virke som formidlere mellem Jehova og hans folk. — 3Mo 16:14.

Aron ofrede tyren for præsterne og resten af Levis stamme og stænkede dens blod i Det Allerhelligste. (3Mo 16:11, 14) I lighed med dette frembar Kristus værdien af sit eget blod for Gud i himmelen, hvor det kunne anvendes til gavn for dem der ville komme til at herske med ham som konger og præster. (Åb 14:1-4; 20:6) Bukken for Jehova blev også ofret, og dens blod blev stænket foran arken i Det Allerhelligste til gavn for Israels ikkepræstelige stammer. (3Mo 16:15) På samme måde gavner Jesu Kristi ene offer ikke blot det præstelige, åndelige Israel, men hele menneskeheden. Det var nødvendigt at have to bukke til rådighed, for én buk alene kunne ikke både blive bragt som offer og brugt til at bære Israels synder bort. De to bukke blev tilsammen omtalt som ét syndoffer (3Mo 16:5), og de fik samme behandling indtil der var trukket lod om dem, hvilket viser at de i forening udgjorde ét forbillede. Jesus Kristus blev ikke alene ofret, men han borttager også deres synder for hvem han led offerdøden.