PRØV at forestille dig millioner af mænd, kvinder og børn på vej ind i ’den store og frygtindgydende ørken med giftslanger og skorpioner og med tørstig jord hvor der ikke er vand’!

Disse ord fra Gud, som vi finder i Femte Mosebog 8:15, leder uvilkårligt tankerne hen på den vældige rejse der lå foran israelitterne da de forlod Ægypten og drog ind i Sinaj Ørken. Det altoverskyggende problem var: Hvem ville være i stand til at sørge for tilstrækkeligt med vand og mad?

Da israelitterne var kommet over Det Røde Hav gik det hurtigt op for dem hvad Sinaj egentlig var. De valgte ikke den trafikerede handelsvej mod nord, men tog ned mod spidsen af den trekantede halvø. Da de havde vandret omkring 80 kilometer igennem ørkenen, opstod der et akut behov for vand. De kunne ikke drikke det de fandt, for det var bittert og måske sygdomsbefængt. „Hvad skal vi drikke?“ knurrede de. Men Gud greb ind og gjorde vandet ferskt. — 2 Mosebog 15:22-25.