Jehova, hvem vi alle skylder livet, har forbudt mennesker at indtage blod. (1 Mosebog 9:3, 4) I den lov Gud gav fortidens Israel, begrænsede han brugen af blod fordi det repræsenterer livet. Han påbød: „Kødets sjæl [eller liv] er i blodet, og jeg har selv givet jer det på alteret til at skaffe soning for jeres sjæle.“ Hvad skulle der ske med blodet af et dyr der blev dræbt for at tjene som føde? Gud sagde at man skulle „lade dets blod løbe ud og dække det til med støv“.a (3 Mosebog 17:11, 13) Jehova gentog denne befaling igen og igen. (5 Mosebog 12:16, 24; 15:23) Det jødiske værk The Soncino Chumash siger: „Blodet må ikke oplagres, men skal gøres uegnet som menneskeføde ved at blive hældt ud på jorden.“ Ingen israelit måtte tilegne sig, oplagre eller bruge blodet af en anden skabning, hvis liv tilhørte Gud.

Undertiden anbefaler en læge en patient at få tappet og oplagret noget af sit eget blod nogle uger før operationen (præoperativ autolog bloddonation, eller PAD). Hvis der under operationen opstår behov for det, kan lægen så indgive patienten det oplagrede blod. Men en sådan indsamling, oplagring og brug af blod til transfusion er i direkte modstrid med det der siges i Tredje og Femte Mosebog. Blod må ikke oplagres. Det skal hældes ud og så at sige gives tilbage til Gud. Moseloven er ganske vist ikke længere i kraft, men Jehovas Vidner respekterer de principper Gud lod indgå i den, og de er besluttede på at ’afholde sig fra blod’. Det er derfor de ikke donerer blod eller tillader at deres eget blod — som bør ’hældes ud’ — bliver oplagret og senere brugt til transfusion. Denne praksis er i modstrid med Guds lov.