Vidste du det?
Gør myrer virkelig deres føde klar om sommeren og samler forråd i høsten?
▪ Ordsprogene 6:6-8 siger: „Gå til myren, du dovne; se dens veje og bliv vís. Selv om den hverken har fører, forstander eller hersker, gør den sin føde klar om sommeren; det den skal spise har den samlet i høsten.“
Der findes faktisk flere myrearter der oplagrer føde. Højst sandsynligt er den art Salomon henviste til — og som er den mest almindelige i Israel i dag — høstmyren (Messor semirufus).
Ifølge en kilde „forlader fouragerende høstmyrer deres reder når vejret er godt, for at lede efter føde . . . [og] indsamle frø i årets varme måneder“. De tager frø direkte fra planter eller samler dem op fra jorden. Insekterne bygger deres underjordiske reder tæt på marker, kornlagre eller tærskepladser, hvor de kan finde korn.
I selve reden oplagrer myrerne føden i en række flade kamre der er forbundet af et netværk af gange. Deres kornkamre kan måle op til tolv centimeter i diameter og en centimeter i højden. Det siges derfor at velforsynede kolonier af høstmyrer kan overleve „i over fire måneder uden nye forsyninger af føde eller vand“.
Hvad indebar det at være mundskænk hos kongen?
▪ Nehemias var mundskænk hos den persiske konge Artaxerxes. (Nehemias 1:11) I oldtidens Mellemøsten var kongens mundskænk ikke blot en ringe tjener, men en højtstående embedsmand. Ved hjælp af den klassiske litteratur og et utal af gamle afbildninger af mundskænke kan man drage en hel del slutninger angående Nehemias’ rolle ved det persiske hof.
Mundskænken prøvesmagte kongens vin for at beskytte ham mod at blive forgiftet. Kongen havde derfor fuld tillid til mundskænken. „Hvor stort behovet var for pålidelige hoffolk, understreges af at der ofte var intriger ved det achaimenidiske [persiske] hof,“ siger historikeren Edwin M. Yamauchi. Mundskænken var sandsynligvis også en embedsmand der var særlig afholdt, og som havde en betragtelig indflydelse på kongen. Den nære kontakt han hver dag havde med monarken, kan have givet ham myndighed til at afgøre hvem der skulle have adgang til kongen.
At Nehemias havde en sådan position, kan have medvirket til kongens positive reaktion på hans bøn om at vende tilbage til Jerusalem for at genopbygge byens mure. Nehemias må have været meget værdsat af kongen. The Anchor Bible Dictionary siger at „kongens eneste bemærkning var: ’Hvor hurtigt kan du være tilbage?’“ — Nehemias 2:1-6.
[Diagram/illustration på side 9]
Relief fra det persiske palads i persepolis
[Diagram]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Mundskænk
Kronprins Xerxes
Darius den Store
[Kildeangivelse]
© The Bridgeman Art Library International