„Sæt ikke jeres lid til fornemme mænd, til en menneskesøn, hvem det ikke tilkommer at frelse.“ — SALME 146:3.

Voksende mistillid

3. Hvad vidner om at tilliden er forsvundet i vor tid?

³ I disse farefulde tider har vi i høj grad brug for nogle vi kan stole på, nogle som vil være loyale, nogle som vil være en hjælp i nøden. Men mange føler sig svigtet af dem de førhen har haft tillid til. Som en avis udtrykte det: „De fleste offentlige institutioner har ikke folks tillid.“ Ledende politikere og forretningsmænd er dem man stoler mindst på. Mistilliden har også bredt sig til familielivet, hvilket de høje skilsmissetal vidner om. I nogle lande ender hvert tredje ægteskab med skilsmisse, og andre steder er det endda hvert andet ægteskab der forliser. I ét land ender 70 procent af alle nyindgåede ægteskaber med skilsmisse inden for ti år! Ja, tilliden er ved at forsvinde, og mistilliden tager dens plads. Det er ikke længere usædvanligt at høre folk sige: „Jeg stoler ikke på nogen mere.“

4. Hvordan er mange unge berørt af frygt?

⁴ Al denne mistillid skyldes at vi nu lever i den mest farefulde tid i menneskehedens historie. I dette århundrede er der blevet udkæmpet to verdenskrige og i snesevis af andre krige, med tab af over hundrede millioner menneskeliv til følge. Nu er det kommet så vidt at alt liv på jorden kan udslettes ved hjælp af kernevåben. Dette betyder at selv børn gribes af mistillid. Et tidsskrift for læger har skrevet: „Flere og flere børn, selv de ganske små, er bange for kernekrigstruslen.“ En canadisk avis skriver at mange unge nu er „kyniske, bedrøvede og bitre, og [at] de føler sig hjælpeløse“. En af de unge siger: „Vi føler simpelt hen at de voksne ikke beskytter os. Vi bliver måske den mest kyniske generation der nogen sinde har levet.“

5. Hvad ville en anden gruppe måske give udtryk for hvis den kunne tale?

⁵ Mon ikke også en anden gruppe ville give udtryk for mistillid til de voksne — hvis den kunne tale? Vi hentyder til dem der dræbes ved abort endnu før de er blevet født. På verdensplan drejer det sig om cirka 55 millioner om året. Hvilket forræderi mod den mest uskyldige og hjælpeløse del af menneskeheden!

6. Hvordan har kriminaliteten øget mistilliden i vor tid?

⁶ Et andet forhold der har fået mistilliden til at vokse i vor tid er angsten for at blive offer for en forbrydelse. Mange gør nu ligesom en kvinde der har fortalt at hun sover med en pistol under hovedpuden. En anden kvinde, der også er bange, siger: „Det er ikke til at holde ud. . . . Min bedstemor låste aldrig sine døre.“ Det er som en puertoricansk avis har skrevet i en lederartikel: „Det er os der er indespærrede“ — nemlig i vore låste og tilgitrede hjem. Den udbredte frygt er velbegrundet. I De Forenede Stater vil hver tredje kvinde sandsynligvis blive overfaldet på et eller andet tidspunkt i sit liv. USA’s medicinaldirektør har påpeget at „omkring fire millioner amerikanere årligt bliver ofre for grov vold — som mord, voldtægt, overfald, hustru- og børnemishandling“. Sådanne voldsforbrydelser hører i mange lande dagligdagen til, og de er med til yderligere at svække folks tillid til hinanden.

7. Hvorfor bidrager den økonomiske usikkerhed til mistilliden?

⁷ I udviklingslandene lever de fleste i fattigdom. Kun få har tillid til at nogen vil kunne hjælpe dem. Præsidenten for et af disse lande har sagt at for hver 1000 børn der fødes i en bestemt provins, dør de 270 før de fylder et år. Og der er kun indlagt vand i ét ud af 100 huse. Regeringen i et andet land oplyser at 60 procent af landets børn lider nød, og syv millioner forældreløse børn „vil vokse op som analfabeter, som fremmedgjorte og uarbejdsdygtige udskud“. I De Forenede Stater anslås det officielt at 500.000 unge er hjemløse, men nogle mener at tallet i virkeligheden er langt højere. Hvor stor tillid nærer disse unge mon til deres forældre, til samfundet, til lov og orden, eller til de politiske lederes løfter?

8. (a) Hvordan trues de velstående landes stabilitet og hele verdens økonomiske situation? (b) Kan man stole på at eksperterne kan løse disse problemer?

⁸ Økonomiske problemer plager nu selv de rigeste lande. For nylig krakkede det største antal banker i USA siden den store depression i 1930’erne. En økonom skrev: „Nettoresultatet er et bankvæsen der er lige så sårbart som det var i 20’erne“ — lige før det brød sammen. En iagttager har talt om at „det trækker sammen til et måske altødelæggende uvejr“ over verdensøkonomien. En anden har sagt: „Når situationen er så alarmerende skyldes det at disse belastninger af det internationale system ikke længere blot er en trussel; de er her.“ Kan man stole på at økonomerne kan føre nationerne ud af disse problemer? En af dem siger at deres prognoser „har været så misvisende at der ikke kan være nogen tvivl om at de for det meste blot spreder forvirring“.

Malplaceret optimisme

9. (a) Hvad er der sket med den optimisme der herskede ved århundredskiftet? (b) Hvorfor ville Jehovas Vidner ikke have ønsket at være repræsenteret ved underskrivelsen af De Forenede Nationers pagt i 1945?

⁹ Da verden gik ind i det 20. århundrede var stemningen anderledes optimistisk. I flere årtier havde der stort set rådet fred, og man troede at freden og velstanden nu ville nå nye højder. Men i 1914 knuste den første verdenskrig disse lyse udsigter. I 1945, efter en verdenskrig der var endnu mere forfærdelig end den første, blev De Forenede Nationers pagt underskrevet. Verdenslederne nedfældede deres vision af en efterkrigsverden hvori freden, velstanden og retfærdigheden ville være sikret. I en rapport af nyere dato hedder det: „Det endelige dokument blev underskrevet af 51 lande, der repræsenterede alle kontinenter, racer og trossamfund.“ Ét trossamfund var imidlertid ikke repræsenteret og ønskede heller ikke at være det — nemlig Jehovas Vidner. De vidste at disse løfter om fred, velstand og retfærdighed ikke kunne indfries af nogen af denne verdens lande, og heller ikke af en sammenslutning af dem, som for eksempel De Forenede Nationer.

10. Hvordan er realiteterne i dag, sammenlignet med De Forenede Nationers drøm i 1945?

¹⁰ I den samme rapport siges der: ’Nu, fyrre år senere, må det være på sin plads at sammenligne realiteterne med idealerne. Resultatet er tankevækkende: Verden er blevet endnu mindre sikker; volden og uretfærdigheden er taget til. Antallet af dem der mangler mad, vand, husly, lægehjælp og undervisning vokser til stadighed. Det meldte drømmen fra 1945 ikke noget om.’ Rapporten tilføjer: ’For fyrre år siden sluttede nationerne sig sammen for at sikre at alle mennesker kunne leve i frihed for frygt og nød. Men i 1980’ernes verden lever mindst en fjerdedel af menneskeheden i knugende fattigdom. Hver dag dør der gennemsnitlig 50.000 som følge af sult og underernæring.’ Alligevel bruger nationerne hver time over hundrede millioner dollars til militære formål!

11. Hvor pålidelige er menneskers løfter om en bedre verden?

¹¹ I betragtning af at denne trøstesløse situation råder efter at mennesker nu i flere hundrede år har haft lejlighed til at løse problemerne, kan man da stole på dem når de lover at gøre det i fremtiden? Nej. Deres løfter er lige så upålidelige som de ord kaptajnen på en stor oceandamper engang udtalte. Han sagde: „Jeg kan ikke forestille mig noget der kunne få et [stort] skib til at forlise. . . . Den slags er et overstået kapitel for moderne skibsbyggeri.“ Et besætningsmedlem på samme skib sagde til en passager: „End ikke Gud selv kunne få dette skib til at synke.“ Men skibet, Titanic, sank i 1912, og 1500 mennesker omkom. I 1931 udtalte De Forenede Staters Nationale Undervisningsråd at man ved hjælp af undervisning kunne udvirke at „kriminalitet ville være så godt som udryddet inden 1950“. I 1936 skrev en britisk journalist at i 1960 ville „mad, tøj og husly koste lige så lidt som luft“. Men som vi ved blev disse løfter ikke indfriet.