Hvad betyder ordsproget?
Hvorfor skal man bønfalde om kys fra den der hader én?
DEN inspirerede vismand gjorde følgende iagttagelse: „Trofaste er de sår man får af den der elsker én, men man må bønfalde om kys fra den der hader én.“ (Ordsprogene 27:6) Hvordan skal disse ord forstås?
Den der elsker én vil tilføje én symbolske sår på en trofast måde. Han vejleder af et kærligt hjerte for at hjælpe. Man behøver ikke at bønfalde en sand ven om hjælp eller retledning når det er tiltrængt. Det er derfor klogt villigt at tage imod en sådan betimelig vejledning, konstruktiv kritik eller nødvendig retledning!
Hvis man skal have hjælp fra nogen der hader én, må man bønfalde vedkommende om det. Hvorfor? Jo, på grund af hans hadefulde indstilling vil han ikke føle sig tilskyndet til at give én kys, men vil snarere behandle én dårligt. Det er uhyre vanskeligt at få ham til at gøre én selv den mindste tjeneste; man må ligefrem tigge og bede ham om det.
Det er interessant i den forbindelse at betragte en af Jesu Kristi billedtaler. Jesus fortalte engang om en enke der fik en dommer som hverken havde frygt for Gud eller respekt for mennesker, til at skaffe hende hendes ret. Hvordan bar hun sig ad? Dommeren skaffede hende kun hendes ret fordi hun blev ved med at bønfalde ham. Ved hjælp af denne billedtale belærte Jesus disciplene om „hvor nødvendigt det var for dem altid at bede og ikke give op“. — Lukas 18:1-8.
Hvordan bliver de retfærdige mange når de ugudelige går til grunde?
Ordsprogene 28:28 siger: „Når de ugudelige rejser sig, skjuler mennesker sig; men når de går til grunde, bliver de retfærdige mange.“ Hvordan viser dette sig at være sandt?
De ugudelige „rejser sig“ i magt, for eksempel som brutale herskere. Når dette sker, skjuler de retfærdige sig af frygt for at blive undertrykt. Og det har de også grund til, eftersom det har vist sig at „det ene menneske hersker over det andet til hans ulykke“. — Prædikeren 8:9, da. aut.
Men når den ugudelige forgår, bliver de retfærdige mange. Hvordan det? Åbenbart ved at de retfærdige kommer frem fra deres skjul og viser sig i fuld offentlighed. De får det bedre og ser ud til at være blevet flere fordi de ikke længere behøver at skjule sig. Hvis der derefter kommer gode magthavere, vil disse straffe de onde og fremme retfærdighedens sag. Dette kan også mindske de uretfærdiges antal og øge de retfærdiges. — Jævnfør Ordsprogene 28:12; 29:2.
De retskafne vil snart blive vidne til at de ugudelige fjernes fra jorden på „Jehovas vredes dag“, som hastigt nærmer sig. Søg derfor retfærdighed og sagtmodighed i overensstemmelse med Guds normer, så vil du komme med i Guds nye verden, hvor de retfærdige helt sikkert vil blive mange. — Zefanias 2:2, 3; 2 Peter 3:11-13.