Er astrologien harmløs?
DEN engelske astronom Patrick Moore har for nylig sagt: „Det er latterligt at mene at vort liv og vor skæbne styres af stjernerne . . . [Astrologien] er såmænd ganske harmløs, men som videnskab betragtet savner den ethvert grundlag.“
Men hvis man undersøger hvilke virkninger astrologien har i praksis, tvinges man til at slutte at den er alt andet end harmløs.
’Giv stjernerne skylden!’
En af astrologiens mest iøjnefaldende farer er at den får folk til at undlade at tage ansvaret for deres handlinger. Lad os tage ægteskabet som et eksempel. En sydafrikansk astrolog siger angående ægtepar med uforenelige horoskoper: „Jeg har sagt til flere at deres ægteskab ikke har en chance, at de lige så godt kan lade sig skille.“
Men tænk over dette: Er det rimeligt at lade sig skille blot fordi stjerner og planeter passer dårligt sammen? Ville det ikke være bedre at et par der havde problemer, tog ansvaret for deres handlinger og søgte hjælp? Bibelen indeholder megen praktisk vejledning om løsning af ægteskabelige problemer. (Se for eksempel Efeserbrevet 5:22-25.) Mange der har fulgt denne vejledning har fundet at det netop var hvad de havde brug for, og det reddede deres ægteskab. Det er bestemt bedre end at give stjernerne skylden for problemerne!
Og hvad med de utallige fejl vi begår? Er det sundt at vi prøver at retfærdiggøre os ved hjælp af horoskoper? For nogle år siden blev en mand fra Miami i Florida anklaget for røveri, voldtægt og overfald. Han forsvarede sig ved at samle tre astrologer der hævdede at han var svag på grund af „planeternes disharmoniske stilling“. Forbryderen ville ganske givet ikke blive mindre forhærdet af at lytte til et sådant ræsonnement.
Tænk også på hvordan det ville gå hvis ansvarshavende mennesker, for eksempel nationale ledere, begyndte at søge vejledning i stjernerne. I bogen Human Destiny — The Psychology of Astrology (Menneskets skæbne — astrologiens psykologi) minder Gwyn Turner os om denne uhyggelige situation: „Fortidens konger og herskere havde altid deres astrologer ved deres side, og så sent som under den anden verdenskrig arbejdede en ungarsk astrolog, Louis de Wohl, i al stilhed for det britiske krigsministerium.“ Han skaffede englænderne forudsigelser om at visse officerer ville have heldet med sig, og om sejre i bestemte slag. Han var også i stand til at oplyse det britiske krigsministerium om hvilken vejledning Hitlers astrologer gav ham ifølge hans horoskop. Nogle hævder endda at også mange politikere i dag søger vejledning i stjernerne.
Synes du det lyder harmløst at afgørelser der drejer sig om liv og død kan afhænge af planeternes stilling?
Kraften bag spådommene
Nu og da går det som astrologerne har forudsagt. Men er det fordi de har kunnet læse fremtiden i stjernerne? For nogle år siden satte den nu afdøde psykolog Vernon Clark nogle astrologers evner på prøve. Han gav astrologerne ti personbeskrivelser og bad dem sætte hver af dem sammen med ét af to horoskoper. Astrologerne opnåede bemærkelsesværdigt gode resultater. Tre astrologer satte endda dem alle rigtigt sammen!
En amerikansk astrolog ved navn Dal Lee fik syv ud af ti rigtige. Hvordan kunne han opnå så gode resultater? Tilsyneladende ikke blot ved at læse i stjernerne. „Det burde have taget en astrolog mindst en halv time at bedømme hver opgave, altså i alt ti timer,“ har Lee efter forlydende sagt. Han havde imidlertid travlt på det pågældende tidspunkt, og brugte derfor kun „et minut på hver opgave“. Baggrunden for hans gode resultater kan altså ikke være „udelukkende astrologisk“. Lee indrømmer: „Jeg tror faktisk at det var et tilfælde af ’oversanselig opfattelsesevne’.“
Flere andre astrologer har ligeledes indrømmet at de benytter sig af okkulte kræfter. Dette er af betydning for dem der ønsker at være Gud til behag. I Esajas 1:13 siger Gud nemlig ganske utvetydigt: „Jeg kan ikke fordrage påkaldelse af onde magter.“ Og Bibelen viser at de der er i stand til at forudsige fremtiden, i mange tilfælde beherskes eller påvirkes af dæmoniske åndemagter. (Jævnfør Apostelgerninger 16:16-18.) I nogle tilfælde kan astrologiske forudsigelser derfor være intet mindre end udtalelser inspireret af dæmoner — der åbent har erklæret sig som fjender af Gud og af dem der tjener ham! At søge vejledning hos dæmonerne kan kun være til skade for os!
Er astrologien en religion?
Nogle hævder at det kun er „for sjov“ de beskæftiger sig med astrologien; men det der begynder som overfladisk interesse kan udvikle sig til noget i retning af en religion. En af de videnskabsmænd der har underskrevet den førnævnte erklæring imod astrologien, har sagt: „For nogle er astrologien uden tvivl en slags flugt . . . For andre er astrologien blevet en guddommelig åbenbaring, den pure sandhed — altså en religion i ordets bogstaveligste forstand.“ En psykolog siger at der er en tendens til at nogle lader forudsigelserne i deres horoskop blive til profetier der opfylder sig selv. Når folk i den grad lader sig beherske af astrologien, er den virkelig blevet som en religion for dem.
Astrologien kom til at udgøre en officiel del af det gamle Babylons religion. Men var det til gavn for Babylon? Nej, tværtimod. Bibelen indeholder denne dom over det gamle Babylon: „Du har anstrengt dig med dine mange rådgivere. Lad dem dog træde frem og frelse dig, himmeltilbederne, stjernekiggerne [astrologerne], som ved nymånerne gør de ting kendt der vil komme over dig.“ (Esajas 47:13, se fodnoten i studieudgaven af New World Translation) De babyloniske astrologers forudsigelser kunne ikke frelse byen fra at blive lagt øde til evig tid. — Esajas 13:19, 20.
Det er interessant at bemærke at Babylons religiøse indflydelse varede ved efter at byen var blevet ødelagt. „Fra Babylon tog kaldæerne astrologien med til Ægypten, og, hvad der har større betydning, til Grækenland,“ oplyser bogen A History of Astrology.
Det er farligt at bekende sig til astrologiens religion. Hvorfor? Fordi Bibelen fortæller at alle religioner der bygger på opfattelser som stammer fra Babylon, vil blive tilintetgjort. Ja, det gamle Babylons fald peger frem til denne kommende ødelæggelse. I Åbenbaringen 18:4 advares vi: „Gå ud fra hende [de babyloniske organisationer], mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“
Astrologien kan derfor ikke siges at være ’harmløs’. (Se Femte Mosebog 18:10-12.) Interesse for astrologien kan være det første skridt til at man kommer under farlig, dæmonisk påvirkning og mister sit venskab med Gud! (2 Korinther 6:17, 18) Sandt nok har vi alle behov for vejledning. Men det er langt bedre at søge denne vejledning i Bibelen! (Salme 119:105) De der lever i overensstemmelse med Guds ord modtager desuden praktisk hjælp til at løse livets problemer, noget astrologien ikke kan give os.
[Illustration på side 8]
En astrolog fra Sydafrika siger: „Jeg har sagt til flere at deres ægteskab ikke har en chance, at de lige så godt kan lade sig skille“
[Illustration på side 9]
Det gamle Babylons tillid til astrologi kunne ikke frelse byen fra ødelæggelsen