Ordene „så jeg kunne give dig som en pagt for folket“ i vers 8 i dette kapitel og udtalelsen i vers 6 om at denne „tjener“ for Jehova ville blive sat ’som et lys for nationerne, så Guds frelse kunne nå ud til jordens ende’, viser imidlertid at dette er en messiansk profeti der må gælde Kristus Jesus som Guds „tjener“. (Sml. Es 42:1-4, 6, 7 med Mt 12:18-21.) Eftersom „velviljens tid“ var en tid hvor Jehova ville ’svare’ og ’hjælpe’ sin tjener, må den sigte til Jesu jordiske liv da han, „med stærke råb og tårer, [frembar] bønner og også anmodninger til den som var i stand til at frelse ham fra døden“, og da han „blev bønhørt for sin gudsfrygt“. (He 5:7-9; jf. Joh 12:27, 28; 17:1-5; Lu 22:41-44; 23:46.) Det var derfor „en frelsens dag“ for Guds søn, der i denne gunstige periode viste at han i enhver henseende var uangribelig, og som følge deraf „blev . . . ansvarlig for evig frelse for alle dem som adlyder ham“. — He 5:9.

Til de jøder der ikke forstod at tiden var gunstig, og at de havde mulighed for at blive en del af ’det åndelige Israel’, sagde Paulus at han vendte sig til de ikkejødiske nationer, og dette underbyggede han ved at citere Esajas 49:6, idet han sagde: „Jehova har nemlig givet os denne befaling: ’Jeg har sat dig til lys for nationer, for at du skal være til frelse til jordens fjerneste egne.’“ (Apg 13:47) Udtrykkene „tid“ og „dag“ viser at tiden er begrænset, og den gunstige tid eller velviljens tid må derfor udnyttes klogt før den er til ende og Gud trækker sin barmhjertighed og sit frelsestilbud tilbage. — Ro 13:11-13; 1Ts 5:6-11; Ef 5:15-20.