11, 12. (a) Hvilken anden del af Zefanias’ profeti er blevet opfyldt på resten? (b) Hvordan har den salvede rest reageret på opfordringen: „Lad ikke hænderne synke“?

¹¹ Den trofaste rest glæder sig over at den i 1919 blev udfriet fra det åndelige fangenskab under Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. Denne rest har erfaret opfyldelsen af følgende profeti af Zefanias: „Råb af glæde, Zions datter! Bryd ud i jubelråb, Israel! Fryd dig og jubl af glæde af et helt hjerte, Jerusalems datter! Jehova har fjernet dommene over dig. Han har ryddet din fjende af vejen. Israels konge, Jehova, er i din midte. Du skal ikke længere frygte ulykke. På den dag bliver der sagt til Jerusalem: ’Frygt ikke, Zion. Lad ikke hænderne synke. Jehova din Gud er i din midte. Som en vældig kriger vil han frelse.’“ — Zefanias 3:14-17.

¹² De der udgør den salvede rest har med overbevisning og uden frygt udført den opgave de har fået af Gud, og de har rigelige beviser for at Jehova er i deres midte. De har forkyndt den gode nyhed om Riget og har bekendtgjort Jehovas domme over kristenheden og den øvrige del af Babylon den Store, ja hele Satans onde tingenes ordning. I årene siden 1919 har de i tykt og tyndt adlydt Guds befaling: „Frygt ikke, Zion. Lad ikke hænderne synke.“ De har ikke ladet hænderne synke, men har uddelt milliarder af traktater, blade, bøger og brochurer der forkynder Jehovas rige. De har været et trosstyrkende eksempel for de andre får der siden 1935 har stillet sig på deres side.

Lad ikke dine hænder synke

13, 14. (a) Hvorfor trak nogle jøder sig tilbage fra at tjene Jehova, og hvordan kom dette til udtryk? (b) Hvad vil være uklogt af os, og i hvilket arbejde bør vi ikke lade vore hænder synke?

¹³ Hvordan kan vi hente praktisk hjælp i Zefanias’ profeti mens vi bliver ved med at nære forventning til Jehovas store dag? For det første må vi passe på ikke at blive ligesom de jøder på Zefanias’ tid der trak sig tilbage fra at følge Jehova fordi de tvivlede på at Jehovas dag var nær. Disse jøder talte måske ikke højt om den tvivl de nærede, men deres handlinger viste at de egentlig ikke troede at Jehovas store dag var nær. De koncentrerede sig om at samle sig velstand i stedet for at blive ved med at nære forventning til Jehova. — Zefanias 1:12, 13; 3:8.

¹⁴ Tiden er ikke inde til at lade tvivl slå rod i vort hjerte. Det vil være meget uklogt i tankerne og i hjertet at udskyde Jehovas dag. (2 Peter 3:1-4, 10) Vi må ikke trække os tilbage fra at følge Jehova eller ’lade vore hænder synke’ i tjenesten for ham, ved at vi „arbejder med ugidelig hånd“ i forkyndelsen af „den gode nyhed“. — Ordsprogene 10:4; Markus 13:10.

16. Hvilken holdning præger mange medlemmer af kristenhedens kirker, men hvilken opmuntring giver Jehova os?

¹⁶ I store dele af verden, især i de mere velstående lande, er folk præget af ligegyldighed. End ikke medlemmer af kristenhedens kirker tror på nogen måde at Jehova Gud vil gribe ind i menneskers anliggender i vor tid. De afviser med et skeptisk smil vore bestræbelser for at forkynde den gode nyhed om Riget, eller siger blot: „Det har ingen interesse.“ Under sådanne forhold kan det være en stor udfordring at fortsætte i forkyndelsesarbejdet. Det sætter vor udholdenhed på prøve. Men gennem Zefanias’ profeti indgyder Jehova sit trofaste folk nyt mod, og siger: „Lad ikke hænderne synke. Jehova din Gud er i din midte. Som en vældig kriger vil han frelse. Han vil glæde sig over dig med fryd. Han bliver stille i sin kærlighed. Han vil juble over dig med glædesråb.“ — Zefanias 3:16, 17.

17. Hvilket godt eksempel bør de nye blandt de andre får følge, og hvordan?

¹⁷ Det fremgår tydeligt af Jehovas folks historie i nyere tid at resten af de salvede og nogle af de ældre iblandt os der tilhører de andre får, har udført et vældigt indsamlingsarbejde her i de sidste dage. Alle disse trofaste kristne har i mange år vist udholdenhed. De har ikke ladet den ligegyldighed der præger flertallet i kristenheden tage modet fra dem. Måtte de nye blandt de andre får heller ikke blive mismodige over den åndelige ligegyldighed der i vor tid er så fremherskende i mange lande. Måtte de ikke ’lade deres hænder synke’ eller sløje af. Måtte de bruge hver en lejlighed til at tilbyde Vagttårnet, Vågn op! og andre gode publikationer der er blevet udarbejdet for at hjælpe de symbolske får til at lære om Jehovas dag og de velsignelser der vil følge efter.