Ufejlbarhed og de første kristne
LÆREN om pavens ufejlbarhed er nært forbundet med læren om hans „primat“, det vil sige overhøjhed. Enciclopedia Cattolica skriver at „de bibelsteder der påviser primatet, også vidner om pavens ufejlbarhed“. Til støtte for det sidstnævnte dogme citerer samme værk følgende ord, som Kristus henvendte til Peter. (Citeret fra Den danske autoriserede oversættelse.)
Mattæus 16:18: „Du er Petrus, og på den klippe vil jeg bygge min kirke.“
Lukas 22:32: „Men jeg bad for dig, at din tro ikke må glippe. Og når du engang omvender dig, da styrk dine brødre.“
Johannes 21:15-17: „Vogt mine lam!“ „Vær hyrde for mine får!“ „Vogt mine får.“
Ifølge den katolske kirke viser de ovennævnte skriftsteder for det første at Peter var „apostlenes fyrste“, det vil sige at han havde overhøjhed iblandt dem, for det andet at han var ufejlbar, og for det tredje at han ville få „efterfølgere“ der ligesom han havde overhøjhed og var ufejlbare.
Giuseppe Alberigo, der er docent i kirkehistorie, har imidlertid knyttet disse interessante kommentarer til skriftstederne: „Som bekendt forekommer hverken ordet ’pave’ eller ordet ’pavedømme’ i Det Nye Testamente. Den eneste dominerende skikkelse er Jesus af Nazaret; blandt disciplene, og navnlig blandt apostlene, er det særdeles vanskeligt på grundlag af teksten at finde en skikkelse der er mere fremtrædende end de andre. Peter, Johannes, Jakob og Paulus er skildret som lige karakteristiske og betydningsfulde personer der adskiller sig fra hinanden og supplerer hinanden. Der er ingen tvivl om at Peter skildres som en af de apostle Kristus oftest talte med, men ikke som den eneste han talte med eller som den mest betydningsfulde.“
Hvad mente oldkirkens kristne? Professor Alberigo svarer: „I de første århundreder fandtes der ingen detaljeret udformet lære eller pragmatisme vedrørende pavens skikkelse eller funktioner. . . . Muligheden for en ’episcopus episcoporum’ [biskoppernes biskop] var en vranglære der stammede fra Cyprianus [en skribent fra det tredje århundrede], hvilket han bekræftede ved kirkemødet i Karthago.“
Hvornår slog læren om pavedømmet rod? Professor Alberigo forklarer: „Hen imod slutningen af det fjerde århundrede blev Romerkirken mere vedholdende i sine påstande om at den havde en apostolsk funktion, det vil sige med hensyn til at koordinere de vestlige kirker.“ Det var „under Leo I’s episkopat [i det femte århundrede],“ tilføjer Alberigo, at „forestillingen om Peter som ’fyrste’ blandt apostlene opstod på grundlag af Mattæus 16:18. . . . I NT finder man ingen tilkendegivelser fra Jesu side angående efterfølgere for Peter eller de andre apostle.“
Men finder læren om pavedømmet støtte i Mattæus 16:18, det vers katolske teologer oftest henviser til?
Hvem er den værdifulde hjørnesten?
„Du er Petrus [græsk: Peʹtros], og på den klippe [græsk: peʹtra] vil jeg bygge min kirke.“ Efter den katolske kirkes mening viser den store lighed mellem disse to græske ord at Peter er den klippe hvorpå den sande kirke, den kristne menighed, er bygget. Men da Bibelen har meget at sige om denne symbolske sten, er det nødvendigt at undersøge andre skriftsteder for at få den rigtige forståelse. — Mattæus 16:18, da. aut.
Gennem vigtige profetier i De Hebraiske Skrifter var det forudsagt at der skulle komme en symbolsk hjørnesten, og hvilken dobbeltrolle den skulle spille. Den skulle være til frelse for de troende: „Jeg lægger som grundvold i Zion en sten, en prøvet sten, en værdifuld hjørnesten som en sikker grundvold. Den som tror, vil ikke blive grebet af panik.“ (Esajas 28:16) Paradoksalt nok skulle det være en sten som de ikketroende israelitter var snublet over: „Den sten bygmestrene forkastede er blevet hovedhjørnesten.“ (Salme 118:22) „Som en sten at støde an imod og som en klippe at snuble over for begge Israels huse.“ — Esajas 8:14.
Kunne et ganske almindeligt menneske, for eksempel den impulsive Peter, mon spille den dobbelte rolle som denne symbolske sten? (Mattæus 26:33-35, 69-75; Markus 14:34-42) Hvem skal vi tro på for at opnå frelse, Peter eller en der er større end han? Hvem var det israelitterne snublede over, Peter eller Jesus? Bibelen viser tydeligt at profetierne om den værdifulde hjørnesten ikke blev opfyldt på Peter, men på Guds søn, Jesus Kristus. Jesus anvendte også profetierne i Esajas og i Salme 118 på sig selv, som det fremgår af Mattæus 21:42-45.
Som vi læser i Første Petersbrev 2:4-8 mente Peter ikke om sig selv at han var hjørnestenen, men at Jesus var det. Ved en tidligere lejlighed bekræftede han i en tale til jødernes religiøse ledere at ’Jesus Kristus, Nazaræeren,’ var „stenen som blev regnet for intet af jer bygmestre, men som er blevet hovedhjørnesten“. — Apostelgerninger 4:10, 11.
Apostelen Paulus var af samme mening, som det fremgår af skriftsteder som Romerbrevet 9:31-33, Første Korintherbrev 10:4 og Efeserbrevet 2:20. Det sidstnævnte skriftsted bekræfter at medlemmerne af den kristne menighed er „opbygget på apostlenes og profeternes grundvold, mens Kristus Jesus selv er hjørnegrundstenen“. Han er også ’hovedet for menigheden’, som han leder fra himmelen. „Jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning,“ sagde Jesus. — Efeserne 1:22; 5:23; Mattæus 28:20; Kolossenserne 1:18.
Peter — pave eller blot en apostel?
Hvordan ledede Jesus sine trofaste disciples arbejde efter at han var steget op til himmelen? Udnævnte han en af dem til sin „stedfortræder“ som han gav stor magt, ligesom paven har? Nej, han indførte ikke et monarkisk styre af menigheden, men gav en gruppe trofaste tjenere den opgave at sørge for hjorden. I begyndelsen blev den kristne menighed ledet af de 12 apostle, sammen med de ældste i menigheden i Jerusalem.
Det var disse 12 apostle der sammen besluttede hvad der skulle gøres for at dække de nødlidendes behov. (Apostelgerninger 6:1-6) Det var også dem der besluttede hvem der skulle sendes til samaritanerne efter at de havde taget imod den gode nyhed, og Peter og Johannes blev valgt. Ved den lejlighed ser det ud til at Peter så langtfra traf beslutninger på egen hånd — han var ganske enkelt en af dem der blev ’sendt’ af apostlene. — Apostelgerninger 8:14.
Ved et møde der blev holdt i Jerusalem omkring år 49 besluttede „apostlene og de ældste“ på grundlag af Skrifterne at de hedninger der var blevet omvendt til kristendommen ikke behøvede at blive omskåret. (Apostelgerninger 15:1-29) Den historiske beretning viser at det ikke var Peter men Jakob, Jesu halvbroder, der præsiderede ved mødet. Han afsluttede mødet med ordene: „Derfor er min afgørelse at man ikke skal besvære dem fra nationerne som vender sig til Gud.“ (Apostelgerninger 15:19) Kunne Jakob have talt om ’sin’ afgørelse hvis Peter, der også var til stede, havde forrang blandt apostlene?
De steder hvor apostelen Paulus omtaler de forskellige tjenesteopgaver der er til opbyggelse af menigheden, nævner han intet om en paves såkaldte magisterium eller læremyndighed, hvorimod han taler om apostlenes kollektive tjeneste. — 1 Korinther 12:28; Efeserne 4:11, 12.
På grund af sin nidkærhed og sit initiativ spillede Peter uden tvivl en „betydelig“ rolle, som Alberigo skriver. Jesus gav ham „himlenes riges nøgler“. (Mattæus 16:19) Med disse symbolske nøgler åbnede han mulighed for at jøder, samaritanere og folk fra nationerne kunne komme ind i himlenes rige. (Apostelgerninger 2:14-40; 8:14-17; 10:24-48) Han fik også det ansvar at „binde“ og at „løse“ — en opgave han imidlertid delte med de andre apostle. (Mattæus 16:19; 18:18, 19) Han skulle desuden være hyrde for den kristne menighed, noget enhver kristen tilsynsmand har pligt til. — Apostelgerninger 20:28; 1 Peter 5:2.
Der var i øvrigt andre apostle end Peter der skilte sig ud på grund af deres kristne egenskaber. Paulus skrev om „Jakob og Kefas [Peter] og Johannes“ at de „ansås for at være søjler“ i menigheden. (Galaterne 2:2, 9) Jesu halvbroder Jakob spillede også en betydningsfuld rolle. Som tidligere nævnt præsiderede han ved mødet i Jerusalem, og flere andre beretninger bekræfter at han varetog vigtige opgaver. — Apostelgerninger 12:17; 21:18-25; Galaterne 2:12.
Gud skænkede Jesu trofaste disciple stor magt, deriblandt evnen til at udføre mirakler. Men vi læser ingen steder at han satte dem i stand til at fremsætte ufejlbare udtalelser. Skønt Peter var trofast, begik han nu og da fejl. Han blev irettesat af Jesus, og ved en lejlighed irettesatte apostelen Paulus ham offentligt. — Mattæus 16:21-23; 26:31-34; Galaterne 2:11-14.
Kun Bibelen er ufejlbar, eftersom den er Guds ord. Peter kaldte den „det profetiske ord“ som man bør give agt på som på en lysende lampe. (2 Peter 1:19-21) Hvis vi skal lære Guds vilje at kende, må vi vise fuld tillid til hans „levende“ ord. (Hebræerne 4:12) Kun Guds ord, og ikke forblommede udtalelser fra religiøse ledere, indeholder de faste holdepunkter som menneskeheden har så hårdt brug for. Også i vor tid leder Jesus Kristus sin menighed ved hjælp af en gruppe af sine tjenere, en gruppe der kollektivt kaldes „den trofaste og kloge træl“. Disse tjenere begår fejl, men de er trofaste. — Mattæus 24:45-47.
Hvem repræsenterer denne symbolske træl på jorden i dag? Du kan finde svaret gennem et grundigt studium af Bibelen. Jehovas vidner vil med glæde hjælpe dig.
[Illustrationer på side 9]
Hvem var hjørnestenen? Kristus, der var trofast? Eller Peter, der fornægtede ham tre gange?