Hvad siger Bibelen?
Er „Det Nye Testamente“ antisemitisk?
EN amerikansk evangelist udtalte engang: „Kirken som institution har syndet i en stor del af sin historie og har meget at stå til regnskab for ved Dommen, især for sin antisemitisme mod det jødiske folk.“
Hvorfor har antisemitismen haft sådan en lang og grum historie, ja hvorfor findes den stadig her i det tyvende århundrede? Nogle klandrer De Kristne Græske Skrifter, det såkaldte Nye Testamente. Krister Stendahl, dekan ved Harvards teologiske fakultet, siger for eksempel: „Det er en velkendt og almindelig accepteret kendsgerning at det der står i Det Nye Testamente har virket som en ’guddommelig’ godkendelse af hadet mod jøderne.“ Selv om det måske er almindeligt accepteret, er det så sandt?
Hvem fik skylden for Jesu død?
En passage der ofte citeres som bevis for at „Det Nye Testamente“ er antisemitisk, er Mattæus 27:15-25. Dér får vi at vide at en jødisk folkemængde krævede at den romerske landshøvding, Pontius Pilatus, lod Jesus pælfæste, og de råbte endda: „Hans blod komme over os og over vore børn.“ Lærer „Det Nye Testamente“ her at det var alle jøderne i det første århundrede der var ansvarlige for Jesu død og at jøderne for evigt burde kategoriseres som Jesu mordere?
Hvordan reagerede de fleste jøder over for Jesus under hans tjeneste? „Det Nye Testamente“ viser at Jesus var meget vellidt af den jødiske folkemængde, især i Galilæa, hvor han udførte en stor del af sin tjeneste. (Johannes 7:31; 8:30; 10:42; 11:45) Kun fem dage før hans arrestation og henrettelse havde en jødisk folkemængde budt ham velkommen i Jerusalem som Messias. — Mattæus 21:6-11.
Hvem ønskede så at dræbe Jesus? „Det Nye Testamente“ viser at Jesus var upopulær blandt de øverste præster og mange af farisæerne og saddukæerne fordi han afslørede deres hykleri. (Mattæus 21:33-46; 23:1-36)a Ypperstepræsten Kajfas var en af de førende modstandere af Jesus. Han havde uden tvivl lidt personlige økonomiske tab da Jesus jagede pengevekslerne ud af templet. (Markus 11:15-18) Derudover frygtede Kajfas for at Jesu popularitet blandt det jødiske folk til sidst ville føre til romersk indgriben og til at han personligt ville miste sin magt. (Johannes 11:45-53) Derfor lagde de øverste præster og andre religiøse ledere råd op om at dræbe Jesus og overgav ham til en romersk domstol til henrettelse. (Mattæus 27:1, 2; Markus 15:1; Lukas 22:66–23:1) Ironisk nok førte Jesu popularitet blandt det jødiske folk til hans død!
Hvordan kunne en jødisk folkemængde i betragtning af Jesu popularitet kræve hans død? Eftersom de fleste af Jesu tilhængere var galilæere er det muligt at den folkemængde der ønskede hans død, hovedsagelig bestod af judæere. Galilæerne var varmhjertede, ydmyge og redelige, mens judæerne var stolte, rige og veluddannede, især i Jerusalem. Det er bemærkelsesværdigt at Mattæus skriver at det var „de øverste præster og de ældste“ der ophidsede folkemængden. (Mattæus 27:20) Hvilken løgn kunne de have fortalt folkemængden for at ophidse dem på denne måde? Var det den løgn de tidligere havde fortalt ved retssagen og som blev gentaget under Jesu henrettelse, nemlig at Jesus sagde han ville rive templet ned? — Markus 14:57, 58; 15:29.b
Samfundsansvar
Hvis denne jødiske folkemængde ikke var hele det jødiske folk, hvorfor sagde apostelen Peter så følgende, da han talte til en stor skare jøder der hen ved 50 dage senere var forsamlet i Jerusalem til ugefesten: ’I fæstede ham til en pæl ved lovløse mænds hånd’? (Apostelgerninger 2:22, 23) Peter vidste helt sikkert at de fleste af dem ikke havde haft noget at gøre med de begivenheder der førte til Jesu henrettelse. Men hvad mente Peter så?
Ifølge Bibelen bragte et uopklaret mord ikke blot blodskyld over morderen men også over den by der ikke havde formået at drage ham til ansvar. (5 Mosebog 21:1-9) For eksempel blev hele Benjamins stamme engang dømt som blodskyldig fordi de undlod at straffe en gruppe mordere i deres midte. Størstedelen af stammen var ikke direkte involveret i mordet, men ved at tolerere denne forbrydelse bar de et vist ansvar. (Dommerne 20:8-48) Det er blevet sagt at „den der tier samtykker“.
På samme måde var det med den jødiske nation i det første århundrede der ikke protesterede imod deres blodskyldige lederes forbrydelse. Fordi de tolererede de øverste præsters og farisæernes morderiske handlinger, hvilede der et medansvar på hele nationen. Det er uden tvivl derfor Peter opfordrer sine jødiske tilhørere til at vise anger.c
Hvilke konsekvenser medførte en sådan afvisning af Jesus som Messias? Jesus sagde om Jerusalem: „Jeres hus [templet] overlades til jer selv.“ (Mattæus 23:37, 38) Ja, Gud trak sin beskyttelse tilbage, og de romerske hære ødelagde senere Jerusalem og dets tempel. Ligesom en mands familie ville få konsekvenserne at føle hvis han ødslede alle sine ejendele bort, således fik også de pårørende til dem der ønskede at se Jesus død at føle at de ikke længere havde Guds beskyttelse. På den måde kom Jesu blod over dem og deres børn. — Mattæus 27:25.
Der er imidlertid ikke noget i „Det Nye Testamente“ der viser at fremtidige jødiske generationer bærer et særligt ansvar for Jesu død. Tværtimod tog Gud et særligt hensyn til jøderne på grund af sin kærlighed til deres forfader Abraham, og tilbød dem som de første mulighed for at blive kristne. (Apostelgerninger 3:25, 26; 13:46; Romerne 1:16; 11:28) Da denne mulighed senere blev udstrakt til ikkejøder, holdt Gud op med at handle med enkeltpersoner på baggrund af et nationalt tilhørsforhold. Peter sagde: „Jeg forstår i sandhed at Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.“ (Apostelgerninger 10:34, 35) Apostelen Paulus skrev senere: „Der er nemlig ingen forskel på jøde og græker.“ (Romerne 10:12) Jøderne kom derved til at stå i det samme forhold til Gud som ikkejøderne, og det samme gør de i dag. — Jævnfør Ezekiel 18:20.
Hvorfor er der antisemitisme i kristenheden?
„Det Nye Testamente“ er altså ikke antisemitisk. „Det Nye Testamente“ indeholder derimod læren fra en mand der levede og døde som jøde og som underviste sine jødiske disciple i at respektere principperne i den mosaiske lovpagt. (Mattæus 5:17-19) Men hvis man ikke kan give „Det Nye Testamente“ skylden, hvad er så årsag til antisemitismen i kristenheden?
Man kan ikke give kristendommen skylden. På samme måde som de falske kristne på Judas’ tid der ’forvandlede Guds ufortjente godhed til en undskyldning for skamløshed’, har de der giver sig ud for at være kristne gennem historien tilsølet Kristi navn med snæversynethed og fordomme. (Judas 4) Antisemitismen i kristenheden skyldes derfor selviske fordomme hos mennesker der kun har været kristne af navn.
Det er interessant at Jesus selv forudsagde at nogle ville hævde at have udført alle slags kraftige gerninger i hans navn mens de i virkeligheden ’øvede lovløshed’ — de var ikke hans venner! (Mattæus 7:21-23) Mange af disse har prøvet at benytte „Det Nye Testamente“ til at retfærdiggøre deres had og fordomme, men fornuftige mennesker kan gennemskue dette falske påskud.
De falske kristne vil komme til at stå Gud til ansvar for deres antisemitisme. Men ligesom eksistensen af falske penge ikke modbeviser at der findes ægte penge, sådan modbeviser eksistensen af navnkristne heller ikke at der findes sande kristne som er kendt for deres kærlighed og ikke for deres fordomme. Hvorfor ikke lære sådanne mennesker at kende i en af Jehovas Vidners nærliggende rigssale?
[Fodnoter]
a En jødisk historiker fra det første århundrede, Josef ben Mattias (Flavius Josefus), har skrevet at Israels ypperstepræster på denne tid blev valgt og afsat af romerske udsendinge så ofte som en gang om året. I dette klima udartede ypperstepræsteembedet sig til en lejet stilling der tiltrak samfundets værste elementer. Den babyloniske Talmud bevidner de moralske udskejelser hos nogle af disse øverste præster. (Pesahim 57a) Talmud fremhæver ligeledes farisæernes tendens til hykleri. (Sotah 22b)
b Jesus sagde faktisk til sine modstandere: „Bryd dette tempel ned, og jeg skal rejse det på tre dage.“ (Johannes 2:19-22) Men som Johannes påpeger hentydede Jesus ikke til templet i Jerusalem men til „sit legemes tempel“. Jesus sammenlignede således sin forestående død og opstandelse med nedrivningen og genopførelsen af en bygning. — Jævnfør Mattæus 16:21.
c Et lignende juridisk princip har man anvendt her i vor tid. Ikke alle statsborgerne i Nazityskland var direkte involveret i de ugerninger der blev begået dengang. Ikke desto mindre vedkendte Tyskland sig et samfundsansvar og tilbød frivilligt at betale skadeserstatning til ofrene for forfølgelsen under naziregimet.
[Tekstcitat på side 13]
Antisemitismen i kristenheden findes hos mennesker der kun er kristne af navn
[Illustration på side 11]
Hverken Jesus eller hans disciple støttede antisemitisme