Et tankevækkende kapitel af Roms historie

„HVIS jeg på menneskers vis har kæmpet med vilde dyr i Efesus,“ skrev apostelen Paulus i Første Korintherbrev 15:32. Nogle tolker det sådan at Paulus på et tidspunkt blev dømt til at kæmpe i en romersk arena. Hvorom alting er, så var kampe på liv og død i arenaen almindelige dengang. Hvad lærer historien os om arenaen og det der udspillede sig der?

Hvem var gladiatorerne? De blev oftest rekrutteret blandt slaver, krigsfanger og dødsdømte kriminelle. Andre var frie borgere der lod sig lokke af spændingen eller af håbet om berømmelse og rigdom. Alle blev trænet på fængselsagtige skoler. Bogen Giochi e spettacoli (Kampe og skuespil) oplyser at vordende gladiatorer „konstant blev bevogtet, var underkastet streng disciplin med de skrappeste reglementer og blev straffet særdeles hårdt . . . Mishandlingen førte ofte til selvmord, mytteri og opstande.“ Roms største gladiatorskole havde celler til mindst tusind mand. Alle blev specialtrænet. Nogle bar brystharnisk, skjold og sværd; andre havde net og trefork. Andre igen blev trænet til at møde vilde dyr i en såkaldt jagt. Det kan have været en sådan kamp Paulus hentydede til.

Formiddagsprogrammet i arenaen bød på jagt. Vilde dyr af enhver art blev gennet ind. Tilskuerne holdt især af kamp mellem en tyr og en bjørn. I mange tilfælde blev de to dyr bundet sammen og kæmpede til den ene døde. Den overlevende blev så slået ihjel af en jæger. Andre populære sammensætninger var løver mod tigre og elefanter mod bjørne. Jægere viste deres færdighed ved at nedlægge eksotiske dyr fra alle kejserrigets afkroge. Man skyede ingen udgifter for at skaffe leoparder, næsehorn, flodheste, giraffer, hyæner, kameler, ulve, vildsvin og antiloper.

Virkningsfulde scenerier gjorde jagterne uforglemmelige. Man imiterede skovlandskaber ved hjælp af sten, damme og træer. I nogle arenaer dukkede dyrene op som ved et trylleslag via underjordiske hejseværker og lemme. Dyrenes uberegnelighed har sikkert fascineret tilskuerne, men det lader til at dyrplageriet var det egentlige trækplaster.