Nogle af de kristne i oldtidens Korinth vidste ikke hvad de skulle mene om det, og andre troede slet ikke på en bogstavelig opstandelse. I sit første brev til disse kristne nævnte apostelen hvad det vil indebære hvis der ikke finder en opstandelse sted. Han skrev: „Hvis dødes opstandelse ikke finder sted, så er Kristus heller ikke blevet oprejst. Men hvis Kristus ikke er blevet oprejst, er det vi forkynder jo forgæves, og vor tro forgæves. Desuden bliver vi også fundet som falske vidner om Gud . . . Jeres tro [er] forgæves . . . I [er] stadig i jeres synder. . . . Også de som er sovet ind i døden i samhørighed med Kristus, er gået tabt.“ — 1 Korinther 15:13-18.

„Han [viste] sig for mere end fem hundrede brødre på én gang . . . Derefter viste han sig for Jakob, så for alle apostlene; men til allersidst viste han sig også for mig.“ — 1 Korinther 15:6-8

Dertil kommer at hvis Kristus ikke var blevet oprejst, ville den kristne tro være forgæves, meningsløs, grundlagt på en løgn. Paulus og de andre ville desuden ikke alene have talt usandt om Jesu opstandelse, men også om den de sagde havde oprejst ham, nemlig Jehova Gud. Og påstanden om at Kristus „døde for vore synder“, ville også være usand — for hvis Frelseren ikke selv var blevet frelst fra døden, ville han ikke være i stand til at frelse andre. (1 Korinther 15:3) Det ville betyde at kristne der døde, i nogle tilfælde som martyrer, havde haft et falsk håb om at blive oprejst.