den sig skyldig i en misgerning eller overtrædelse. Derfor faldt den med Jehovas billigelse, og som et udtryk for hans vrede imod den, i det undertrykkende, symbolske ’lille horns’ vold. Skønt det ’lille horns’ militære og kommercielle magt var stor, var det altså „ikke ved egen magt“ at denne ’frække konge’ formåede at træde Jehovas hellige folks hær under fod. „Og hæren blev som følge af en overtrædelse overgivet til det tillige med det stadige brændoffer; og det [lille horn] kastede sandheden til jorden, og det gjorde som det lystede og havde lykken med sig.“ (Dan. 8:12, 24,c AS) I denne periode hvor helligdomsskaren var forsømmelig i åndelig forstand, blev den de verdslige magters fanger, akkurat som Daniel og den øvrige del af Jehovas folk i sin tid drog bort til fangenskab i Babylon, og deres land og helligdom lå øde i halvfjerds år.

26. Hvorledes kunne det „lille horn“ handle og have lykken med sig, skønt det kastede sandhed og trofasthed til jorden?

²⁶ Den syvende verdensmagt, det anglo-amerikanske verdensrige, havde ingen som helst interesse for sandheden i budskabet om Guds rige, ej heller for Guds folks trofasthed og uangribelighed. Den kastede sandhed og trofasthed til jorden. Men trods denne handlemåde eksekverede Jehova ikke straks dommen over den syvende verdensmagt. Hvorfor ikke? For ikke samtidig at måtte eksekvere en tilintetgørende dom over sine egne indviede „hellige“. Følgelig kunne den syvende verdensmagt virke og handle, den havde lykken med sig og gik sejrrigt ud af den første verdenskrig, efter at have bragt store ødelæggelser over sin mægtige fjende, Det tyske Kejserrige.

27. Hvorledes hovmodede det „lille horn“ sig endnu mere mod „hærens øverste“ ved under freden, som fulgte efter den 11. november 1918, at rejse et afgudsbillede?

²⁷ Under våbenstilstandsperioden som fulgte efter den 11. november 1918 hovmodede den sig endnu mere mod Jehova, „hærens øverste“. Den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt forkastede det budskab som helligdomsskaren havde forsøgt at forkynde for alle nationer og tilskyndede til dannelsen af en afgud for hele verden, Folkeforbundet. Den britiske premierminister under krigen, Lloyd George, havde gjort sig visse tanker om et sådant internationalt forbund af nationer;d og T. Woodrow Wilson, der var Amerikas præsident under krigen, indbefattede det i sine Fjorten Punkter, som han lagde til grund for en fredsslutning. Skønt præsident, dristede han sig til at overvære fredskonferencen i Paris, for at få sine punkter, der også indbefattede den internationale pagt, Folkeforbundet, gennemført.

28. Hvilken profeti i Åbenbaringen opfyldte det anglo-amerikanske verdensrige således, og hvad var denne politiske afgud i Guds øjne?

²⁸ Således kom det anglo-amerikanske verdensrige til at opfylde profetien om det „dyr“ der „havde to horn ligesom et lam“, men som „talte som en drage“, idet det opfordrede jordens beboere „til at lave et billede af dyret“. Den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt gav „dyrets billede livsånde“, så det kunne tale med nogen myndighed og udvirke at det blev tilbedt af dem som var imod Guds oprettede rige, men som støttede „dyret“, Satans synlige verdensregeringsordning. (Åb. 13:11-15) Dette symbolske „dyrets billede“, Folkeforbundet, var i Jehova Guds øjne en vederstyggelighed, en afskyelig ting, i lige så høj grad som den guldbilledstøtte, tres alen høj og seks alen bred, som kong Nebukadnezar af Babylon rejste og som skulle tilbedes af indbyggerne i alle hans riges provinser, følgelig også af Daniels tre venner, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego. (Dan. 3:1-15) Jehovas vidner indså at Folkeforbundet var Jehova lige så afskyeligt som et afgudsbillede.

„Ødelæggelsens vederstyggelighed“

29. Hvornår trådte Folkeforbundspagten i kraft, hvornår begyndte Folkeforbundet at virke, men hvad var kristenheden allerede gået i gang med at gøre?

²⁹ Fredskonferencen åbnedes i Paris den 18. januar 1919 i overværelse af den amerikanske præsident Wilson. Den derved skabte fredstraktat, også indeholdende Folkeforbundspagten, blev underskrevet i Versailles den 28. juni 1919. Den 13. oktober samme år blev den ratificeret af tre af de store allierede magter, og både den og Folkeforbundspagten trådte i kraft. De forenede Staters senat nægtede at følge præsident Wilson og at ratificere denne traktat. Senatet anså ikke Amerikas nationale suverænitet for tilstrækkeligt sikret i Folkeforbundspagten, og senere sluttede Amerika en separatfred med Tyskland. Folkeforbundet, det symbolske „dyrets billede“, begyndte i egentligste forstand at virke den 10. januar 1920 i London. Men allerede før denne begivenhed indtraf var kristenhedens religiøse element gået i gang med at gøre det symbolske „billede“ til en afgud.

30. Hvad tilbød Kristi kirkers Fællesråd i Amerika at gøre, og hvorledes tildelte det det foreslåede Folkeforbund en rolle som Messias?

³⁰ Kristi kirkers Fællesråd i Amerika tilbød straks at forrette præstetjeneste for dette „billede“. Forud for fredskonferencen, mens præsident Wilson endnu blot talte Folkeforbundets sag, gav Kristi Kirkers Fællesråd i Amerika det sin støtte og tildelte det rollen som Kristus, Messias. Fællesrådets eksekutivkomité trådte sammen i Atlantic City, New Jersey, og den 12. december 1918 besluttede man at give sin tilslutning til præsident Wilsons plan om et Folkenes Forbund. Man vedtog følgende erklæring (citeret i uddrag):

Krigsfaren i verden er forbi, men vi står over for en verdenskrise.

. . . „Skal vi,“ spurgte Lloyd George, „falde tilbage til tidligere rivaliseren og fjendskab og til rustningskapløbet mellem nationerne, eller skal vi søge her på jorden at efterligne Fredsfyrstens regering?“

Tiden er inde til at organisere verden for sandhed og ret, for retfærdighed og menneskelighed. I dette øjemed vil vi som kristne tilskynde til at der ved den kommende fredskonference dannes et forbund af frie nationer. Et sådant forbund er ikke blot at betragte som et politisk redskab; det er snarere det politiske udtryk for Guds rige på jorden.

. . . De heltemodige døde vil have givet deres liv forgæves, hvis der ikke ud af sejren kommer en ny jord hvori retfærdighed bor.

Kirken har meget at give og meget at vinde. Den kan yde en approbation af en vældig virkning, ved at bibringe den nye internationale orden noget af Guds riges profetiske herlighed. Hvad er Guds rige, om ikke Guds viljes sejr i menneskelige anliggender, „retfærdighed og fred og glæde i Helligånden“? Og hvad er dette syn af en verdenssammenslutning af hele menneskeheden, organiseret på grundlag af retfærdighed og ærlig vandel, til opretholdelse af en stærk og upartisk fred, om ikke et syn af Guds rige?

Kirken kan formidle den velviljens ånd uden hvilken intet forbund af nationer kan bestå. . . .

Folkeforbundet har sin rod i evangeliet. Som evangeliets er dets mål ’fred på jorden, god vilje blandt mennesker’. Som evangeliet appellerer det til alle og enhver.

Lad os indtrængende bede vor himmelske Fader, Gud den Almægtige, om at nationernes udsendinge til fredskonferencen må blive ledet af den guddommelige ånd og oplyst af den guddommelige visdom for at de gennem nyordningen af verdens forhold kan virkeliggøre Hans retfærdige, kærlige og hellige vilje. . . .

31. Hvad gjorde rådets eksekutivkomité for at få de omtalte dokumenter forelagt, og hvad tilstillede den præsident Wilson?

³¹ Eksekutivkomiteen under Kirkernes Fællesråd vedtog tillige resolutioner til understøttelse af planen. En af dem angik nedsættelsen af en „passende, særlig kommission der, så vidt det er muligt, skal repræsentere Amerikas protestantiske kirker og overrække ovennævnte dokumenter til de allierede og associerede nationers fredskonference“. Efter at erklæringen og resolutionerne var vedtaget, udarbejdedes en anbefalingsskrivelse, ligesom eksekutivkomiteen afsendte et telegram til præsident Wilson i Paris, i hvilket den underrettede ham om det passerede. Senere sendtes til præsident Wilson et brev, dateret den 18. december 1918, med en kopi af telegrammet, erklæringen samt støtteresolutionen. Det omtalte også nedsættelsen af den særlige kommission der officielt skulle forelægge erklæringen ved den kommende fredskonference.e

(Fortsættes)

Spørgsmål fra læserne

● Fra tid til anden modtager vi breve fra læsere der ønsker at vide hvad der er det kristne syn på masturbation. Forældre er i tvivl om hvorvidt de skal følge lægens råd, og fortælle deres børn at der ikke er noget forkert ved denne foreteelse. Unge mennesker spørger om det er rigtigt af psykologerne at forsvare masturbation fordi den er almindelig udbredt. Hustruer spørger om hvordan de skal forholde sig over for deres ikke-troende mænd når disse øver selvbesmittelse eller selvtilfredsstillelse, og ligeledes spørger de angående det råd de har fået om at ty til denne praksis når deres seksuelle samliv med deres mænd ikke viser sig at give dem fuld tilfredsstillelse.

Følgende to udtalelser er typiske eksempler på hvordan moderne læger og psykologer ser på sagen: „Psykologi og lægevidenskab har nu ud over al tvivl bevist at masturbation i sig selv