Jehovas vidner i Tyskland 1933-1945 — 2. del
Broder Johann Kölbl sørgede for at der blev duplikeret 500 eksemplarer at Vagttårnet i München; disse blev fordelt blandt brødrene dér og i fjerne egne af Bayrischer Wald.
I Hamburg var det broder Niedersberg der straks tog initiativet. Han havde været pilgrim i nogle år før han måtte holde op på grund af multipel sklerose. På trods af dette handicap havde han gjort hvad han kunne. Nu i denne prøvelsens tid var det en glæde for brødrene at besøge ham, for det styrkede altid deres tro. Hans kærlighed til brødrene fik ham snart til at tage skridt til at de regelmæssigt kunne få deres åndelige føde igen. Han begyndte at duplikere Vagttårnet hjemme hos sig selv. Han lærte Helmut Brembach at skrive stencils og viste ham hvordan man betjente duplikatoren. Da han så havde forvisset sig om at arbejdet kunne gøres uden ham, underrettede han de andre om at han planlagde en rundrejse til menighederne på Slesvig-Holstens vestkyst for at opmuntre dem og sørge for at de kunne få tilsendt Vagttårnet. Han drøftede igen omhyggeligt med brødrene hvordan bladene kunne blive sendt, og han udarbejdede en kode sammen med dem, sådan at de kunne forstå ud fra hvad han skrev, hvor mange eksemplarer der skulle sendes til hver menighed.
Det var den 6. januar 1934 at broder Niedersberg, trods sit dårlige helbred, rejste hjemmefra. Han måtte bruge stok og kunne kun gå med største vanskelighed, men han stolede på Jehova. Efter at han havde besøgt flere menigheder ankom hans første kodemeldinger til Hamburg, og de duplikerede eksemplarer af Vagttårnet begyndte at blive afsendt. Han ankom til egnen omkring Meldorf netop som en broder der var velkendt dér på egnen døde. Eftersom der ville være mange brødre fra nabomenighederne til stede ved begravelsen, blev broder Niedersberg bedt om at holde begravelsestalen. Han benyttede denne lejlighed til at holde et magtfuldt foredrag for at styrke de brødre der var til stede, idet de jo ikke havde kunnet overvære møder i mange måneder. Da de rejste hjem til deres respektive distrikter, var mange af dem, som ventet, stærkt opmuntret over det de havde hørt.
Der var naturligvis også andre til stede, deriblandt ledende gestapofolk. Efter at broder Niedersberg havde holdt sin tale bad de om at få hans navn og adresse, men de arresterede ham ikke, sandsynligvis fordi de ikke turde på grund af denne bestemte lejlighed. Han kunne altså fortsætte sin rejse, som blev mere og mere vanskelig for ham. Da han ankom til broder Thodes bolig i Hennstedt blev han pludselig ramt af en kraftig hovedpine og døde kort efter af et slagtilfælde. Han havde således benyttet sine sidste kræfter til at få lagt forholdene sådan til rette at brødrene kunne blive forsynet med opbyggende åndelig føde. To uger senere mødte gestapo op på hans bopæl i Hamburg-Altona for at arrestere ham.
Foruden at der blev duplikeret mange eksemplarer af Vagttårnet i Tyskland, blev nogle sendt ind i Tyskland fra Schweiz, Frankrig og Tjekkoslovakiet, ja selv fra Polen, og de fremkom med højst forskelligt udseende og i varierende formater. I begyndelsen blev mange vagttårnsartikler tilsendt fra Zürich under titlen „Jonadab“. Efter at gestapo havde opdaget denne metode blev alle posthuse i Tyskland instrueret om at konfiskere enhver forsendelse der bar dette navn og træffe passende forholdsregler mod dem bladene var adresseret til. I de fleste tilfælde førte dette til de pågældendes arrestation.
Senere blev titlen på Vagttårnet, og også emballeringen, ændret med næsten hver eneste udgave. I næsten alle tilfælde blev titlen på en artikel i bladet benyttet, idet denne almindeligvis kun forekom én gang, som for eksempel „De tre højtider“, „Obadias“, „Kæmperen“, „Tiden“, „Tempelsangere“ og så videre. Men selv nogle af disse eksemplarer faldt i gestapos hænder, og når det skete blev der udsendt et cirkulære til hver eneste politistation i Tyskland med besked om at dette blad var forbudt. Men som oftest kom meddelelsen for sent, for da var der allerede udkommet en ny vagttårnsartikel med et helt andet udseende og en ganske anden titel. Gestapo måtte snart erkende med bitter vrede at Jehovas vidner var et hestehoved foran dem med hensyn til krigsstrategi.
På samme måde var det med bladet Den gyldne Tidsalder. For en tid var det ikke på listen over forbudte blade. Senere, efter at det var blevet officielt forbudt, blev det sendt privat til brødre i Tyskland, som regel fra brødre i andre lande, især Schweiz. De der sendte bladene sørgede altid for at adressen blev skrevet i hånden, og af en ny afsender hver gang.
Jo mindre held gestapo havde med deres forsøg på at afskære disse forsyninger, jo mere brutale blev de i deres behandling af brødrene. De arresterede dem ofte efter at have ransaget deres hjem, skønt det i mange tilfælde var uden grund. Hos politiet undergik brødrene som regel en grusom behandling mens man forsøgte at presse en eller anden tilståelse ud af dem.
„Frie“ valg
Et andet våben der blev benyttet til at skræmme befolkningen, og som især var rettet imod Jehovas vidner som et forsøg på at få dem til at gå på kompromis, var de såkaldte „frie“ valg. De der nægtede at lade sig tvinge til at stemme, blev hængt ud som „jøder“, „landsforrædere“ og „slyngler“.
Max Schubert fra Oschatz i Sachsen blev besøgt fem gange af folk fra en valgkomité som ville tage ham med til afstemningsstedet på en valgdag. Nogle kvinder besøgte hans hustru i samme hensigt. Men broder Schubert sagde hver gang til de besøgende at han var et af Jehovas vidner og allerede havde stemt, nemlig for Jehova, og at det derfor var unødvendigt for ham at stemme igen.
Han fik det svært næste dag. Han var billetkontrollør ved jernbanerne og kom hele tiden i berøring med forskellige mennesker. Den dag gjorde de særlig meget ud af at hilse ham med „Heil Hitler“, men han gengældte hilsenen ved at sige „goddag“ eller noget lignende. Han havde en fornemmelse af at der „lå noget i luften“. Ved frokosttid talte han med sin hustru om det og sagde at hun hellere måtte være forberedt på enhver mulighed. Efter arbejdstid den eftermiddag blev han hentet af en betjent klokken 17 og bragt til den lokale leder af det nationalsocialistiske parti. Foran døren stod en lille vogn forspændt med to heste. Broder Schubert blev tvunget til at stille sig i midten, mens flere SA-folk sad rundt omkring ham, hver med en brændende fakkel i hånden. Forrest stod en mand med et horn og bagest én med en tromme, og de to skiftedes til at lade alarmen lyde sådan at alle lagde mærke til optoget. To af SA-folkene på vognen holdt et stort skilt hvorpå der stod: „Jeg er en slyngel og en landsforræder, for jeg har ikke stemt.“ Snart havde én sørget for at optoget blev fulgt af en hob mennesker, der hele tiden råbte eller fremsagde ordene på skiltet. Efter hver sætning råbte de: „Hvor hører han hjemme?“ hvorefter børnene i gruppen svarede i kor: „I en koncentrationslejr!“ Broder Schubert blev ført gennem gaderne i denne by på 15.000 indbyggere i to og en halv time. Episoden blev næste dag omtalt i Radio Luxembourg.
Nogle af brødrene havde stilling som tjenestemænd. Da de ikke afgav „tysk hilsen“ eller deltog i valg eller politiske demonstrationer, havde regeringen siden sommeren 1934 haft planer om at indføre en lov mod bibelstudenterne over hele landet, sådan at disse kunne afskediges som tjenestemænd. En sådan lov skulle vedtages af centralregeringen og ikke blot af de enkelte delstater. Loven blev vedtaget den 1. april 1935, men inden da havde flere lokale instanser allerede handlet på eget initiativ.
Ludwig Stickel var kæmner i byen Pforzheim. Den 29. marts 1934 modtog han et brev fra borgmesteren, hvori der stod: „Jeg indleder kriminalretssag imod Dem i den hensigt at afskedige Dem fra Deres stilling. De anklages for at have nægtet at stemme ved rigsdagsvalgene den 12. november 1933. . . .“ I et langt brev forklarede broder Stickel sit standpunkt, men i realiteten var dommen allerede fældet, og han blev underrettet om at han var blevet afskediget den 20. august.
Deres mål var at berøve Jehovas vidner deres eksistensmuligheder — at få dem afskediget fra deres arbejde, at få lukket deres forretninger og forbyde dem at udøve deres fag.
Dette fandt Gertrud Franke fra Mainz ud af kort efter at hendes mand var blevet arresteret for femte gang i 1936 og det hemmelige politi havde forsikret hende om at de ikke havde til hensigt at løslade ham igen nogen sinde. Efter at søster Franke var blevet løsladt — hun havde været i fængsel omkring fem måneder — gik hun hen til et arbejdsanvisningskontor for at finde et job. Men hun fandt snart ud af at ingen havde lyst til at ansætte hende efter at hun havde været i fængsel. Til sidst tvang man en cementfabrik til at ansætte hende. To uger senere fik hun sin næste overraskelse da hun opdagede at hun uden sit vidende var blevet meldt ind i Den tyske Arbejdsfront og at kontingentet var blevet trukket fra hendes løn. Hun kendte denne organisations politiske mål, og hun gik straks til kontoret for at klage over at man på hendes vegne havde indbetalt penge til en organisation som hun på ingen måde kunne anerkende, og hun bad om at sagen måtte blive ordnet. Resultatet var at hun øjeblikkelig blev afskediget. Da hun igen henvendte sig til arbejdsanvisningskontoret fik hun at vide at kontoret hverken ville finde hende et job eller give hende nogen form for understøttelse. Hvis hun nægtede at melde sig ind i Arbejdsfronten var det hendes eget problem at finde ud af hvordan hun kunne klare sig.
Unge udsættes for prøvelser
I utallige tilfælde blev Jehovas vidners børn berøvet deres mulighed for at modtage skoleundervisning. Helmut Knöller fortæller selv hvordan det gik ham:
„Netop ved den tid hvor Jehovas vidners arbejde i Tyskland blev forbudt, blev mine forældre døbt som symbol på deres indvielse til Jehova! For mig kom afgørelsens time da jeg var tretten og forbudet blev bekendtgjort. I skolen måtte jeg mange gange tage standpunkt i forbindelse med flaghilsen, og jeg lod mig lede af min trofasthed og indvielse til Jehova. Under disse omstændigheder kunne der slet ikke være tale om at læse videre og få en højere uddannelse, og derfor begyndte jeg som købmandslærling i Stuttgart; det betød at jeg to gange om ugen skulle gå på handelsskole, hvor der også var flaghejsningsceremonier hver dag. Da jeg var højere end alle mine klassekammerater vakte det selvfølgelig endnu større opmærksomhed når jeg nægtede at hilse flaget.
Når læreren kom ind i klasseværelset skulle eleverne rejse sig, hilse med ’Heil Hitler’ og løfte højre hånd. Men det gjorde jeg ikke. Så rettede læreren naturligvis hele sin opmærksomhed mod mig, og der forekom ofte ordvekslinger som denne: ’Knöller, kom her! Hvorfor hilser du ikke med „Heil Hitler“?’ ’Det er imod min samvittighed.’ ’Hvad? Dit svin! Gå væk fra mig — du stinker — længere væk. Skam dig! Forræder!’ og så videre. Så blev jeg flyttet over i en anden klasse. Min fader talte med skolens forstander og fik følgende karakteristiske forklaring: ’Kan Deres Gud, som De stoler på, skaffe Dem så meget som et enkelt stykke brød? Det kan Adolf Hitler, og det har han bevist.’ Det betød at folk skulle ære ham og hilse ham med ’Heil Hitler’.“
Da broder Knöller var blevet udlært brød den anden verdenskrig ud, og han blev indkaldt til militærtjeneste. Han fortæller her hvad der videre skete:
„Jeg blev indkaldt til militærtjeneste den 17. marts 1940. I lang tid havde jeg troet at jeg vidste hvordan det ville gå. Jeg regnede med at når jeg meldte mig ved udskrivningsstedet men nægtede at aflægge ed, ville jeg blive stillet for en krigsret og skudt. Ja, i virkeligheden foretrak jeg dette fremfor at blive sat i koncentrationslejr! Men sådan kom det ikke til at gå. Jeg blev ikke anklaget for en militærdomstol men sat i fængsel på vand og brød. Fem dage senere blev jeg afhentet af gestapo til en flere timer lang afhøring hvor alle slags trusler blev taget i anvendelse. Samme aften blev jeg sendt tilbage til fængselet, og jeg var lykkelig; der var ikke den mindste frygt tilbage i mit sind, kun glæde og forventning om hvad fremtiden havde i behold og om hvordan Jehova igen ville hjælpe mig. Tre uger efter oplæste højtstående gestapoagenter en ordre for mig, hvori der stod at på grund af min fjendtlige holdning til staten og fordi der var fare for at jeg ville arbejde for de forbudte bibelstudenter, måtte jeg forblive i beskyttelsesvaretægt. Det betød ’koncentrationslejr’. Der skete altså nøjagtig det modsatte af hvad jeg havde håbet. Sammen med andre fanger blev jeg indsat i koncentrationslejren Dachau den 1. juni.“
Broder Knöller skulle ikke alene blive bekendt med Dachau men også med Sachsenhausen. Han blev senere, sammen med flere andre fanger, overført til øen Alderney i Den engelske Kanal. Efter en dramatisk rejse kom han senere til Steyr i Østrig, hvor han og de der var sammen med ham, endelig blev løsladt den 5. maj 1945. Hvor urolige og omskiftelige disse år var, kan ses deraf at broder Knöller, der havde gennemgået så megen forfølgelse, endnu ikke havde haft lejlighed til at symbolisere sin indvielse til Jehova ved vanddåben, skønt han i mange år havde vist sig trofast under de vanskeligste omstændigheder og derved havde bevist at han virkelig havde indviet sig. I den lille gruppe af overlevende som han vendte hjem sammen med, var der ni andre brødre, som alle havde holdt trofast ud i koncentrationslejrene mellem fire og otte år, og som nu med taknemmelighed benyttede sig af muligheden for at blive døbt i Passau.
Børn fjernet fra deres forældre
Broder og søster Strenge erfarede hvor små chancer Jehovas vidner i disse voldsomme år havde for at nyde deres juridiske rettigheder. Broder Strenge blev arresteret og idømt tre års fængsel, hvorved søster Strenge, der nu var alene med børnene, blev stillet i en situation der krævede al den styrke hun kunne opbyde. Hun fortæller selv:
„I skolen skulle min søn lære en fædrelandssang og et patriotisk digt udenad. Da dette ikke var i overensstemmelse med hans religiøse overbevisning, nægtede han det. Så fik hans lærer to drenge til at føre ham som en fange frem for skolens leder, en vis hr. Hanneberg, som sagde til ham at hans finger ville blive slået indtil den var så blodig og opsvulmet og sort og blå at ’han ikke længere kunne stikke den op i [endetarmen]’. Skolelederen fortsatte med at true ham og sagde at han aldrig ville få sin fader at se igen. Til sidst spurgte han den tiårige dreng om han også ville nægte militærtjeneste. Günter henviste til Bibelen og sagde: ’Den der griber til sværd, skal omkomme ved sværd,’ hvorefter forstanderen gav Günters lærer besked om at ’straffe ham på vanlig vis’. Så sendte rektor ham hjem og sagde at han ville give politiet instrukser om at hente ham derhjemme fem minutter senere for at få ham anbragt på en opdragelsesanstalt. Min søn var næppe kommet hjem før politiet kørte op foran huset i en stor bil. Flere officerer sprang ud og forlangte at blive lukket ind, men jeg nægtede at åbne døren. Efter en stund trak politiet sig tilbage til min nabos hus og forlangte at hun skulle komme med nogle udtalelser der kunne fælde mig. Da hun ikke kunne komme med nogen fældende vidnesbyrd af den slags, blev hun presset så længe at hun til sidst indrømmede at hun havde hørt os synge en sang og bede sammen hver morgen. Så gik politiet igen.
Næste formiddag omkring klokken 10.30 kom politiet tilbage. Da jeg ikke ville åbne døren, råbte gestapobetjentene: ’Fordømte bibelstudent! Luk op!’ Så gik de hen til en låsesmed som boede i nærheden og fik ham til at bryde ind.
Med en revolver mod mit bryst råbte en af gestapoagenterne: ’Giv os børnene!’ Men jeg holdt dem tæt ind til mig, og de klyngede sig til mig for at blive beskyttet. Vi var så bange for at de ville skille os ad med magt, at vi råbte om hjælp af vore lungers fulde kraft.
Vinduet var åbent, og foran huset samlede der sig en skare som hørte at jeg fortvivlet råbte: ’Jeg fødte mine børn under de sværeste fødselsveer, og jeg giver dem aldrig til jer. Så må I først slå mig til døde.’ Til sidst besvimede jeg af sindsbevægelse. Efter at jeg var kommet til mig selv blev jeg udspurgt af gestapo i tre timer. De prøvede at få mig til at sige noget der kunne bruges mod min mand. Flere gange blev forhøret afbrudt af mine besvimelsesanfald. I mellemtiden begyndte den stadig voksende skare foran huset at støje mere og mere, som tegn på at de ikke billigede det der foregik derinde. Til sidst trak gestapo sig atter tilbage med uforrettet sag. Nu satte de sig for at fjerne børnene i hemmelighed. Tilsyneladende for at de kunne gennemføre denne plan blev jeg anmodet om at stille for en særlig domstol i Elbing nogle dage senere. Samme dag skulle mine børn melde sig hos den værge der var blevet udset til dem. Jeg var forberedt på det værste og besøgte værgen sammen med begge børnene dagen før. Han sagde at min femtenårige datter skulle anbringes i en arbejdslejr og den tiårige Günter overgives til en familie som ville opdrage ham i overensstemmelse med nationalsocialismen. Hvis de nægtede skulle de begge anbringes på et ungdomshjem. Jeg spurgte ophidset: ’Sig mig, bor vi allerede i Rusland, eller er vi stadig i Tyskland?’ hvortil han svarede: ’Fru Strenge, jeg vil ignorere det De sagde dér. Jeg kommer også fra en religiøs familie; min fader er præst!’ Da jeg bad om at min datter i det mindste kunne få lov til at komme i lære et eller andet sted, svarede denne mand, der var sagfører: ’Jeg vil ikke have nogen ballade med Dem. Jeg vil hellere have at gøre med tyve andre børn end med én bibelstudent.’
Så blev det lørdag, den dag jeg skulle stilles for retten i Elbing for at forsvare min tro på Jehova og hans løfter. For at styrke mig og for at jeg igen kunne udøse mit hjerte, besøgte jeg min fængslede mand før jeg tog af sted. Da han blev ført ind brød jeg sammen og hulkede i armene på ham. Al min sorg og alle de frygtelige ting jeg havde været igennem i de sidste dage vældede igen op i mig: Min mand dømt til tre års fængsel, børnene fjernet fra mig og skilt fra hinanden. Min kraft var forsvundet og min udholdenhed var spændt til det yderste. Men så talte min mand til mig som med en engels mund; han trøstede mig ved at skildre hvad Job kom ud for og hvor meget han led men alligevel var ubrydelig trofast mod Gud, sådan at han ikke tillagde Gud noget vrangt, selv efter at han havde mistet alt. Så fortalte min mand hvordan også han var blevet rigt velsignet af Jehova efter de svære prøver under de mange afhøringer og retssagen. Det gav mig ny styrke. Nu gik jeg til forhøret med oprejst pande for med stolthed at høre hvor nidkært mine børn havde vidnet om Jehova og hans rige og om deres tro i lærernes og andre høje embedsmænds påhør. ’Den tyske domstol’ afsagde følgende kendelse: Da jeg havde undladt at opdrage mine børn i nationalsocialismens ånd og fordi jeg havde sunget sange med dem til Jehovas pris, skulle jeg idømmes otte måneders fængsel.“
Chikaneret af klassekammerater
Den tolvårige broder Willi Seitz fra Karlsruhe kom ud for noget andet. Han skriver selv:
„Jeg kan næsten ikke beskrive hvad jeg har måttet udholde indtil nu. Mine skolekammerater har slået mig; når vi tager på udflugt må jeg gå for mig selv, hvis jeg overhovedet får lov til at komme med, og jeg må ikke tale med de kammerater jeg stadig har i skolen. Med andre ord: ’Jeg bliver hadet og spottet som en ussel hund.’ Min eneste trøst har været at Guds rige snart kommer. . . .“
Den 22. januar 1937 blev Willi bortvist fra skolen ’fordi han havde nægtet at afgive tysk hilsen, synge fædrelandssange og tage del i skolens festligheder’.
Dømt for at have bedt og sunget
Max Ruef fra Pocking fandt også ud af hvor systematisk man prøvede at tvinge Jehovas vidner til at bryde deres integritet. Hans udkomme blev fuldstændig ødelagt. Han havde taget et lån i sin ejendom for at kunne foretage nogle ombygninger, men lånet blev annulleret. Da han ikke kunne betale pengene tilbage øjeblikkelig, blev alt hvad han ejede sat til tvangsauktion i maj 1934.
„Men forfølgelsen standsede ikke her,“ fortæller broder Ruef. „Tværtimod blev jeg, på nogle politiske lederes initiativ, udsat for falske anklager og stillet for retten. Da der ikke var noget de kunne anklage mig for, blev jeg ved en særdomstol i München idømt seks måneders fængsel fordi jeg hjemme hos mig selv havde været med til at bede og synge, hvilket var forbudt. Jeg begyndte at afsone min straf den 31. december 1936. Min hustru, der ventede sit tredje barn, fik kun en huslejehjælp på 12 rigsmark, og ellers ingen form for støtte, hverken til sig selv eller de to børn på ni og ti år. Da tiden kom hvor hun skulle føde, ansøgte vi begge om at min afsoning kunne blive afbrudt nogle få uger, sådan at jeg kunne sørge for de nødvendige ting. Men cirka en uge før barnet skulle fødes blev vores ansøgning afslået som ’upassende’.
Den 27. marts blev jeg underrettet om at min hustru var død og at jeg ville blive løsladt i tre dage for at jeg kunne foretage det nødvendige. Straks begav jeg mig til den klinik min hustru var blevet overført til efter at hun havde født barnet, skønt hun var død allerede før hun nåede dertil. Lægen og en af sygeplejerskerne, som endnu ikke vidste at jeg var et af Jehovas vidner, opfordrede mig indtrængende til at ’anlægge sag mod lægen og jordemoderen, for Deres kone var sund og rask og der var intet i vejen med hende,’ men jeg svarede bare træt: ’Så ville jeg få nok at gøre.’ Derhjemme fandt jeg de to børn på ni og ti år, med det døde barn i soveværelset. De var i en sindstilstand man let kan forestille sig. Skulle jeg nu lade dem alene tilbage, uden nogen til at sørge for dem, for måske aldrig at se dem igen?“
Broder Ruefs svigerforældre anmodede om at hans hustrus lig blev sendt til Pocking, hvor ingen uden for den nærmeste familie fik lov at tale ved graven. Sådan gik det til at broder Ruef selv holdt begravelsestalen over sin hustru, og Jehova gav ham styrke til at gennemføre det.
(Fortsættes i næste nummer)