-
Den rigtige hyrde og „denne fold“Vagttårnet – 1984 | 15. maj
-
-
Den rigtige hyrde og „denne fold“
1, 2. (a) Hvordan blev Jehova omtalt af kong David i Salme 23:1? (b) Hvorfor var det på sin plads at sammenligne Jehova med en hyrde og Israel med hans får?
„JEHOVA er min hyrde. Jeg skal intet mangle. På grønne græsgange lader han mig ligge; ved vandrige hvilesteder leder han mig.“ Med disse ord indledte David, hyrdedrengen og harpespilleren der blev konge over Israel, en af sine afholdte salmer. — Salme 23:1, 2, NW.
2 En anden salmist udtalte følgende ord, som kun kunne henvendes til Israels folk i fortiden: „Kom, lad os bøje os, kaste os ned, knæle for [Jehova], vor skaber! Thi han er vor Gud, og vi er det folk, han vogter, den hjord, han leder.“ (Salme 95:6, 7) Israels jordiske konge kunne sammenlignes med en hyrde, men folkets egentlige og virkelige hyrde var Jehova Gud. Han er den bedste hyrde der kan efterlignes af mennesker der tjener som symbolske hyrder i en menighed af Jehovas indviede folk.
3. Hvorfor var det på sin plads at omtale Jehova som hyrde, selv i betragtning af den rolle Jesus havde?
3 Kong David var et forbillede på Jesus Kristus — der lignede sin kongelige forfader, bortset fra at han naturligvis var langt større. Han kunne med god ret citere Davids ord og sige: „Jehova er min hyrde.“ Hans forløber, Johannes Døber, viste jo netop sine tilhørere hen til Jesus og sagde: „Se, Guds lam som tager verdens synd bort!“ (Johannes 1:29, 36) Johannes har måske tænkt på ordene i Esajas 53:7, hvor der profetisk siges at Jesus var „som et lam, der føres hen at slagtes“. Desuden omtales den herliggjorte Jesus i Bibelens sidste bog, fra og med Åbenbaringen 5:6, hele 28 gange som et symbolsk lam.
4. Hvordan var Jesus blevet som et får i en fårefold, og hvilken fårefold er der her tale om?
4 Ved sin mirakuløse fødsel på jorden i år 2 f.v.t. var Jesus blevet født ind i Israels nation. Derved var han blevet underlagt den lovpagt som Jehova, Israels Hyrde, havde indgået med sit udvalgte folk. Denne lovpagt med dens ti bud var blevet indgået med Israels nation med profeten Moses som mellemmand. (Galaterne 4:4, 5) Som medlem af dette udvalgte folk var Jesus et af de symbolske får hvis ypperste Hyrde var Jehova. Jesus befandt sig således i en symbolsk fårefold, nemlig det begunstigede forhold til den guddommelige Hyrde der fandtes inden for rammerne af den mosaiske lovpagt.
5. Hvad er grunden til at „fårefolden“ i Johannes 10:1 må betragtes på en anden måde?
5 Vil det sige at vi her sidestiller „fårefolden“ i Johannes 10:1 med ordningen under den mosaiske lovpagt? Ja, det vil det. Når vi tidligere forstod det sådan at fårefolden var Abrahamspagten, var det ud fra den opfattelse at der i Johannes-evangeliet, kapitel 10, kun var direkte omtale af én fold, og at det i så fald måtte være Abrahamspagten der sigtedes til. Et indgående studium af dette kapitel viser imidlertid at Jesus faktisk talte om mere end én fårefold. Derfor har det, som vi vil se, vist sig at være rigtigt af os at korrigere vor forklaring af denne passage.
6. Hvordan ser du på dét at vi undertiden må tage en forståelse op til revision?
6 Sådanne ændringer vil være nødvendige nu og da, for Ordsprogene 4:18 siger at „retfærdiges sti er som strålende lys, der vokser i glans til højlys dag“. Det er sandt at sandhedens modstandere, de frafaldne, ’skærer tænder’ ad sådanne fremadskridende åbenbaringer, men det foruroliger os ikke. (Apostelgerninger 7:54) Vi takker derimod Jehova for at der ’oprinder lys over de retfærdige og glæde over de oprigtige af hjertet’. (Salme 97:11) Vi er forvissede om at du vil glæde dig over at se hvad Jesu lignelse om fårefoldene betyder for dig og alle andre Jehovas vidner i dag.
Fårefolden under Moseloven
7. Hvilken ny rolle fik Jesus i år 29 i forhold til den israelitiske fårefold?
7 Lad os se nærmere på denne fårefold, som altså svarer til den mosaiske lovpagt. Efter at Jesus i år 29 var blevet døbt af Johannes Døber, var blevet salvet med Jehovas hellige ånd og var blevet fristet i 40 dage i Judæas ørken, kom han som en åndelig hyrde til den israelitiske fårefold. Jesus Kristus sagde selv at han specielt var blevet sendt til „de bortkomne får af Israels hus“. (Mattæus 10:6; 15:24) Indtil dette tidspunkt havde han blot været en af Abrahams efterkommere som befandt sig i „fårefolden“ eller inden for den mosaiske lovpagt. Men nu da han var blevet salvet med og avlet af Jehovas ånd, kunne han komme til denne fårefold i sin nye rolle som „den rigtige hyrde“. — Johannes 10:11.
8. Hvem var „dørvogteren“ fra Johannes 10:3, og hvordan kan vi sige det?
8 Johannes Døber var den første der anerkendte ham som den sande hyrde der var blevet udnævnt af Overhyrden, Jehova Gud. Jesus kom ikke for at plyndre fårefolden, men kom i et lovligt ærinde. Han kunne åbent og ærligt præsentere sig som åndelig hyrde for at blive lukket ind i den israelitiske nations fårefold. I overensstemmelse med profetien i Malakias 4:5 (se også Mattæus-evangeliet 11:12-14; Lukas-evangeliet 1:13-17), var Johannes af Overhyrden blevet udpeget til at være den israelitiske fårefolds symbolske ’dørvogter’. (Johannes 1:15, 17, 19-28; 10:3) Johannes anerkendte de akkreditiver Jesus Kristus var i besiddelse af som Jehova Guds underhyrde og var straks parat til at lukke ham ind og udpege ham som den hyrde, den lovede Messias, der skulle kalde sine „får“ ved navn og føre dem ud til græsning.
9, 10. På hvilken måde svarede Jesus til sin egen beskrivelse af en hyrde, og hvilket forhold bestod der mellem de israelitiske hyrder og deres får?
9 Jesus svarede til sin egen beskrivelse af den sande og rigtige hyrde som vi finder i Johannes-evangeliet 10:1-5: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Den der ikke går ind i fårefolden gennem døren, men klatrer op et andet sted, han er en tyv og en røver. Men den der går ind gennem døren er fårenes hyrde. Ham lukker dørvogteren op for, og fårene hører efter hans stemme, og han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud. Når han har fået alle sine egne ud, går han foran dem, og fårene følger ham, for de kender hans stemme. En fremmed vil de slet ikke følge, men de vil tværtimod flygte fra ham, for de kender ikke de fremmedes stemme.“
10 En israelitisk hyrde havde et meget fortroligt forhold til sine får. Han havde et særligt kalderåb hvormed han kunne kalde alle sine får sammen så han kunne tage sig af dem. Desuden gav han hvert enkelt får et særskilt navn, og når han kaldte på et får, kom det lydigt hen til ham. Fårene kendte tonen og klangen i hyrdens stemme og ville ikke reagere hvis det var en fremmed der kaldte på dem.
11. Hvordan bør vi se på Jesus i rollen som hyrde?
11 Hvor er det trøstende at vide at vor åndelige hyrde, som en parallel til dette, kender hver enkelt af os ved navn og kan ofre os personlig omsorg og opmærksomhed! Lad os ikke være som mange af Jesu tilhørere, der ikke forstod meningen med den sammenligning han foretog. Som et advarende eksempel for os står der i Johannes-evangeliet 10:6: „Denne sammenligning fremholdt Jesus for dem [de jøder der havde stået og hørt på ham]; men de vidste ikke hvad det han sagde til dem betød.“
12. Hvem var de fremmede som Jesus talte om?
12 Andre israelitter som kom og gjorde krav på at være den lovede Messias eller Kristus, var dem som Jesus kaldte ’fremmede’. Ingen af disse blev præsenteret som Jehovas messianske hyrde af ’dørvogteren’ Johannes, den som Jesus selv henvendte sig til for at blive døbt. Jesus tog ikke fejl. (Mattæus 3:1-7; Markus 1:1-7; Lukas 3:1-9) Af hensyn til folkets sikkerhed fandt Jesus det rigtigt at afsløre de bedrageriske hyrder og at pege på at han selv var den Jehova havde sendt til dem som deres åndelige hyrde.
En ny fold under den rigtige hyrde
13. Hvilken forandring foretog Gud i forbindelse med sin fårefold?
13 Det der har betydning er at man kommer ind i den rigtige ’fårefold’. Sådan var det dengang, og sådan er det i dag. Vil det sige at Jehova Gud på et tidspunkt kunne forkaste én fårefold og i stedet anerkende en anden? Ja. Både de følgende ord af Jesus i Johannes, kapitel 10, og de historiske kendsgerninger viser at Gud ville erstatte Lovpagtens israelitiske fårefold med en ny fold. Bemærk hvordan dette fremgår af de næste ord af Jesus.
14, 15. Hvordan fremgår det af Johannes 10:7-10 at Jesus talte om en ny fårefold?
14 I Johannes-evangeliet 10:7-10 læser vi: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Jeg er fårenes dør. Alle de som er kommet i stedet for mig er tyve og røvere; men fårene har ikke hørt efter dem. Jeg er døren; den der går ind gennem mig vil blive frelst, og han vil gå ind og ud og finde græsning. Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge. Jeg er kommet for at de kan have liv og kan have det i overflod.“
15 Bemærk at Jesus her omtaler sig selv som døren til den fårefold han nu nævner — døren til den fårefold der tilhører Overhyrden, Jehova Gud. Jesus var ikke „døren“ til det kødelige Israels ’fårefold’, for han var selv blevet født ind i denne fold af den jødiske jomfru Maria. Jesus kunne ikke være den symbolske dør til eller mellemmand for Lovpagten, den pagt hvorved Israels nation var blevet ført ind i et særligt forhold til Jehova Gud, for det var længe før Jesu fødsel på jorden at Jehova Gud havde sagt til Israels nation: „Kun eder kendes jeg ved blandt alle jordens slægter.“ (Amos 3:2) Jehova Guds salvede underhyrde skulle netop kalde de første får af sin hjord ud af denne symbolske jødiske fårefold og føre dem til særlige åndelige græsgange. Jesus må altså her være gået over til at tale om en ny ’fårefold’, som han, den rigtige hyrde, i en anden forstand var „døren“ til.
16. (a) Hvordan var det tidligere blevet antydet at Jehova ville få en ny fårefold? (b) Hvordan viste Jesus at den nye fårefold var ved at blive til?
16 De jøder der nægtede at blive hans får eller disciple, mente at deres fårefold var den eneste Jehova Gud havde i tanke, og at den skulle blive ved med at eksistere i det uendelige. De tog ikke i betragtning at Jehova Gud ifølge profetien i Jeremias 31:31-34 havde lovet at oprette „en ny pagt“. Denne nye pagt ville være ensbetydende med et nyt forhold til Jehova Gud, og altså en ny symbolsk fårefold. Jesus Kristus var ikke „døren“ til en fårefold der ville blive forældet og gå af brug og som ikke længere skulle være omgivet af Jehovas beskyttelse som en mur. (Hebræerne 8:7-13) Den aften han fejrede sit sidste påskemåltid sammen med sine jødiske disciple, sagde han nogle betydningsfulde ord da han serverede påskevinen for dem. Han tillagde vinen en symbolsk betydning idet han sagde: „Dette bæger er ensbetydende med den nye pagt i kraft af mit blod, som skal udgydes til gavn for jer.“ — Lukas 22:20; Mattæus 26:27-29.
17, 18. (a) Hvad var denne nye fårefold, hvori Jesus var den rigtige hyrde? (b) Hvorfor kan han omtales som „døren“ til denne nye fold?
17 Jesus Kristus skulle være „døren“ til en varig fårefold, en der skulle træde i stedet for eller erstatte den tidligere fold for de kødelige israelitter under den mosaiske lovpagt. Da Jesus efterlod sine disciple på jorden og steg til himmelen 40 dage efter sin opstandelse fra de døde, var han stadig i besiddelse af retten til et fuldkomment liv som menneske, en ret han ikke havde forspildt ved at begå synder i kødet. (Esajas 53:3-12; Apostelgerninger 8:30-35) Han var derfor i stand til at tjene som mellemmand og anvende denne ret, symboliseret ved sit blod, til besegling af en ny og bedre pagt for sine disciple på jorden. Dette gjorde han, senest på pinsedagen i år 33, da den hellige ånd blev udgydt over de lydige jødiske disciple der ventede i Jerusalem.
18 Disse disciple blev derved ført ind i den nye pagt. På denne måde blev en ny fårefold til, et forhold til Jehova Gud på grundlag af den nye pagt som var blevet beseglet med Jesu Kristi blod. De symbolske får i denne fold var blevet avlet og salvet med Jehovas ånd. Jesus Kristus var både „døren“ til denne fold og den som Jehova havde udnævnt til at være hyrde, den rigtige hyrde, for fårene i folden.
19. Hvordan blev profetien i Zakarias 13:7 opfyldt?
19 I de dele af tre dage hvor Jesus havde ligget død i graven, havde han måttet overlade fårene eller disciplene helt til Overhyrdens, Jehova Guds, omsorg. Da blev Jehovas udtalelse i Zakarias 13:7 opfyldt, nemlig: „Slå hyrden, så fårene spredes; og jeg vil igen holde min hånd over de ubetydelige.“ (NW) Den almægtige Hyrde, Jehova, holdt sin hånd over disse ubetydelige disciple, indtil de på ny kunne overlades til underhyrden, Jesus Kristus. — Mattæus 26:31, 32.
20. Hvordan fører Johannes 10:16 os til at formode at der ville komme endnu en fold, og hvorfor har dette vor interesse?
20 Men under behandlingen af denne nye ’fårefold’ under den rigtige hyrdes ledelse, bemærker vi at Jesus i Johannes-evangeliet 10:16 sagde: „Jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; dem bør jeg også føre.“ Viser dette ikke at han skulle have endnu en fold for hvilken han skulle tjene som den rigtige hyrde? Og hvis det er tilfældet, hvornår skulle denne fold da eksistere, og hvilke „får“ skulle den omfatte? Disse spørgsmål er ikke uden betydning. Svaret på dem har direkte forbindelse med vort håb og vore fremtidsudsigter. Lad os derfor se nærmere på disse spørgsmål.
Hvad vil du svare?
■ Hvordan kan det siges at Jesus blev født ind i en fårefold, og hvem var hyrde for denne fold?
■ I hvilken ny egenskab kom Jesus i år 29?
■ I hvilken egenskab tjente Johannes Døber i forhold til den israelitiske fårefold?
■ Hvilken ny fårefold var Jesus den rigtige hyrde for?
■ Hvad antyder at der ville komme endnu en fårefold?
[Illustration på side 12]
Som „dørvogter“ lukkede Johannes Døber op for Jesus, den rigtige hyrde
[Illustration på side 13]
Jesus førte sine får ind i en ny fold. Hvilken fold var det?
-
-
En ny „fold“ til „andre får“Vagttårnet – 1984 | 15. maj
-
-
En ny „fold“ til „andre får“
„Jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; dem bør jeg også føre, og de vil høre efter min stemme, og de vil blive én hjord, én hyrde.“ — Johannes 10:16.
1. Hvilken udvidelse i forbindelse med det åndelige Israels fårefold fandt sted i år 36 e.v.t.?
DA DEN nye fårefold, det åndelige Israel, blev indført på pinsedagen i år 33, var der ikke længere brug for den tidligere fårefold, den der var beregnet for de kødelige jøder under den mosaiske lovpagt, og den forsvandt fordi den havde tjent sit formål. Tre og et halvt år senere, da den romerske centurion Kornelius og hans troende familie og venner i Kæsarea omvendte sig, blev døbt og blev salvet med den hellige ånd, blev uomskårne hedninger som ikke var jødiske proselytter, ført ind i den fårefold hvortil Jesus Kristus er „døren“. (Apostelgerninger, kapitel 10) Denne fold omslutter „Guds Israel“, dem der er israelitter ifølge ånden, det vil sige de åndelige israelitter. Kan det siges om nogle af disse — hvad enten de er jøder eller hedninger — at de „ikke hører til denne fold“, den fold der svarer til ordningen under den nye pagt? Bestemt ikke! — Galaterne 6:16; Johannes 10:16.
2. På hvilken måde er Jesus stadig „den rigtige hyrde“ for dem der hører til den nye pagt?
2 I dag, på dette sene tidspunkt i historien, er der stadig en rest af dette „Guds Israel“ tilbage på jorden, hvilket beviser at Jesus Kristus, den nye pagts mellemmand, har været en trofast og god hyrde. Selv i dag, efter at der er gået over 1900 år, kan den herliggjorte Jesus Kristus derfor med rette og uden at prale sige hvad han sagde før sin død og opstandelse, sådan som vi læser i Johannes 10:14, 15: „Jeg er den rigtige hyrde, og jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen [Overhyrden] kender mig og jeg kender Faderen; og jeg sætter min sjæl til for fårene.“
3, 4. Hvorfor er der forskel mellem ’de andre får’ og ’den lille hjord’?
3 Herefter fremsatte Jesus en forbløffende udtalelse der vidner om hvor storsindet han er: „Og jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; dem bør jeg også føre, og de vil høre efter min stemme, og de vil blive én hjord, én hyrde.“ (Johannes 10:16) Hvem sigtede han til med ordene „andre får“?
4 Eftersom disse „andre får“ ikke hørte til „denne fold“, kunne de ikke høre med til „Guds Israel“, hvis medlemmer er åndelige israelitter, kristne som har en åndelig eller himmelsk arv. Disse arvinger til det himmelske rige skulle blot udgøre en „lille hjord“, for ifølge Lukasevangeliet 12:32 sagde Jesus følgende til sine disciple der kunne se frem til udgydelsen af den hellige ånd på Pinsedagen: „Vær ikke bange, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer riget.“ Denne „lille hjord“, som Gud vil give det himmelske rige og som skal herske sammen med den rigtige hyrde, Jesus Kristus, i dette rige, vil ikke bestå af mere end 144.000 åndelige israelitter. — Åbenbaringen 7:1-8; 14:1-5.
5. Hvordan kan man ved hjælp af Åbenbaringen 14:4 vise at ’de andre får’ fornuftigvis må have et andet håb end dem der hører til ’den lille hjord’?
5 I Åbenbaringen 14:4 står der: „Disse er blevet købt fra menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og for Lammet.“ Hvordan kan disse 144.000 åndelige israelitter være en symbolsk førstegrøde, hvis der ikke bagefter følger en anden høst? Foruden de 144.000 åndelige israelitter der udgør ’den lille hjord’ af kongelige „får“, må der altså være „andre får“ som indsamles senere. Og det har der netop været.
6, 7. Hvordan opfyldes Åbenbaringen 22:17, og hvem er det ikke der her opfordres til at ’komme’?
6 I Åbenbaringen 22:17 hedder det profetisk: „Ånden og bruden bliver ved med at sige: ’Kom!’ Og lad enhver som hører, sige: ’Kom!’ Og lad enhver som tørster, komme; lad enhver som ønsker det, frit tage af livets vand.“ Kristi åndelige ’brud’ siger ikke: „Kom!“ til sig selv, altså til dem som Jehova Gud endnu måtte mangle for at have samlet den fuldtallige ’brudeskare’ på i alt 144.000 medlemmer. Denne indbydelse, som „bruden“ fremsætter sammen med ånden, det vil sige Overhyrdens hellige ånd, er en indbydelse der har lydt her i vort århundrede, i den periode siden 1914 der kaldes „afslutningen på tingenes ordning“. — Mattæus 24:3.
7 Indbydelsen går ud til dem der ønsker at opnå evigt liv som fuldkomne mennesker i Guds billede i det paradis som Guds rige ved Kristus vil genoprette her på jorden. De der nu i endens tid for denne tingenes ordning modtager denne indbydelse, er de „andre får“ som Jesus omtalte i sin langtrækkende profeti i Johannes 10:16. De hører ikke til „denne fold“, den fold som den rigtige hyrde, Jesus, nævner i dette vers. Men gennem resten af ’fårene’ i „denne fold“ indbydes de, og i fællesskab med denne åndelige rest lader de nu indbydelsen gå videre til andre, og bliver ved med dette lige til afslutningen på denne tingenes ordning.
8. Hvilken opfattelse havde man i 1905 angående ’de andre får’?
8 I bladet Zion’s Watch Tower for 15. marts 1905 blev der (på engelsk) udgivet en artikel med titlen „Den sande hyrde, de sande får, den sande fold“. Heri blev der skelnet mellem fårene i „denne fold“ og dem der kaldes ’de andre får’. Artiklen understregede at „denne fold“ har at gøre med menigheden af kristne som udtages i løbet af den periode der kaldtes „evangelietidsalderen“. Under overskrifterne „Andre får fra en anden hjord“ og „Medarvinger i kraft af samme forjættelse“ (siderne 89, 90) stod der:
„Den hjord som Herren var ved at indsamle sig på det tidspunkt hvor lignelsen blev fortalt, var ikke det kødelige Israel men det åndelige Israel. . . . Den opfattelse nogle har næret — at vi som hedningerne eller ’de andre får’ som nævnes her, nu føres ind i samme fold — er derfor ikke korrekt. . . . ’De andre får’ som nævnes i denne lignelse, må være dem der vil blive Herrens får efter at den nuværende ’lille hjord’ er blevet fuldtallig.“
9, 10. (a) Hvorfor kan det ikke være i tusindårsriget at lignelsen om fårene og bukkene opfyldes? (b) Hvornår skulle ’de andre får’ indsamles?
9 I en senere paragraf i samme artikel sidestilles ’de andre får’ med de får der nævnes i Jesu lignelse om fårene og bukkene, som vi finder i Mattæus 25:31-46. Dengang, i 1905, mente man at denne lignelse ville blive opfyldt under Kristi tusindårsrige efter „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. (Åbenbaringen 16:14-16) Vi må imidlertid huske at lignelsen om fårene og bukkene udgjorde den sidste del af det svar Jesus gav på disciplenes spørgsmål om hvad der skulle være tegnet på hans „nærværelse og afslutningen på tingenes ordning“. (Mattæus 24:3) Opfyldelsen af denne lignelse må altså finde sted i den periode der udgør afslutningen på tingenes ordning og som begyndte i året 1914.
10 Vi forstår således at den rigtige hyrde, Jesus Kristus, ikke begyndte at føre ’de andre får’ som nævnes i Johannes 10:16, ind i folden i det første århundrede da de omskårne samaritanere begyndte at blive omvendt til kristendommen. Dette var heller ikke tilfældet dengang den romerske centurion Kornelius, en uomskåren ikke-jøde, blev omvendt, omkring år 36 e.v.t. Hvornår begyndte den rigtige hyrde da at føre disse „andre får“ sammen? Når vi betragter de historiske begivenheder, ser vi at det først skete mange hundrede år senere, nemlig i vort tyvende århundrede. — Apostelgerninger 8:4-17; 10:9-48.
11. Hvad koncentrerede de åndelige israelitter sig om indtil 1935?
11 Indtil foråret 1935 var resten af de åndelige israelitter optaget af at indsamle de sidste der manglede for at der i alt kunne være 144.000 åndelige israelitter i „denne fold“. De ville blive de sidste der kom med i den nye pagt som er blevet formidlet af „den rigtige hyrde“, der døde som „Guds lam“ for at udgyde „en evig pagts blod“. (Hebræerne 13:20; Salme 50:5) Hvad skete der så i 1935?
12. På hvilken måde blev stævnet i 1935 begyndelsen til noget nyt?
12 Til Jehovas Vidners generalstævne i De forenede Staters hovedstad, Washington, D.C., blev gudfrygtige bibelstudenter der kunne sammenlignes med den ikke- israelitiske Jonadab, specielt indbudt. På stævnets anden dag, den 31. maj, holdt den daværende præsident for Vagttårnets selskab en tale som begejstrede stævnedeltagerne. Hans tale var bygget over Åbenbaringen 7:9-17, der handler om „en stor skare“, og han forklarede at denne ’store skare’ der var forudsagt, skulle bestå af ’de andre får’, dem der var forudskildret ved ikke-israelitten Jonadab som ledsagede kong Jehu af Israel da denne viste sin nidkærhed for Jehova og udryddede tilbederne af den falske gud Ba’al. (2 Kongebog 10:15-28; Jeremias 35:6-19) Ved sin handling viste Jehu sin „nidkærhed for Jehova“. — 2 Kongebog 10:16, NW og da. aut.
13, 14. (a) Hvem blev vor tids jonadab’er? (b) Hvad var det på sin plads at disse gjorde, og hvorfor?
13 Hundreder af kristne der ønskede at høre som Jonadab og at høre med til den rigtige hyrdes „andre får“, tog imod indbydelsen til at overvære stævnet i Washington. For at blive nutidige, modbilledlige jonadab’er måtte de ifølge Bibelen indvi sig uforbeholdent til Jehova Gud gennem hans ’rigtige hyrde’ og symbolisere denne indvielse ved at lade sig døbe i vand, ligesom de „får“ der hører til i „denne fold“ havde gjort. Lørdag den 1. juni 1935 blev 840 stævnedeltagere derfor døbt i vand. Dette mindede om den massedåb der fandt sted på pinsedagen i år 33 i Jerusalem. På denne imponerende, epokegørende måde viste den rigtige hyrde at han nu var begyndt at tage sig af ’de andre får’ som ville høre efter hans stemme og foretrække ham som deres hyrde. Hvilken glæde må det ikke have været for ham! Efter Washington-stævnet i 1935 blev det foredrag som forklarede Åbenbaringen 7:9-17 trykt i Vagttårnet, hvor det udkom på engelsk den 1. og 15. august og på dansk den 1. og 15. oktober 1935 under overskriften „Den store Skare“ (1. og 2. del).
14 Tusinder af læsere så herved at de havde den storslåede mulighed at blive den rigtige hyrdes „andre får“ og at blive ført ind i den rigtige fold. Med dette for øje lod de sig ved først givne lejlighed døbe som symbol på den indvielse de allerede havde foretaget til Overhyrden gennem hans underhyrde, Jesus Kristus. De anerkender at Jehovas underhyrde har sat sin menneskesjæl til for alle sine får, og derved har de billedligt talt vasket deres identifikationsklæder i Lammets blod og „gjort dem hvide“ så de kan stå prøve når de inspiceres af Gud. — Åbenbaringen 7:14.
15. Hvor talrige er ’de andre får’ nu blevet, og hvad vidner dette om?
15 Den afslutningsperiode der begyndte ved hedningetidernes udløb i 1914, ophørte ikke i 1935. I betragtning af at den rigtige hyrde netop var begyndt at vende sin opmærksomhed mod ’de andre får’, er det tydeligt at afslutningsperioden måtte fortsætte. Den er fortsat helt frem til i dag, hvor vi skriver 1984, og der skal endnu aflægges et sidste vidnesbyrd om Riget før „enden“ kommer. Ved den årlige fejring af Herrens aftensmåltid er der allerede millioner som giver udtryk for at de hører til i ’de andre fårs’ fold, og der strømmer stadig flere og flere derind. Allerede nu overstiger deres antal langt de 144.000 der forud er blevet fastsat som tallet på dem der føres ind i den fold der er forbeholdt de åndelige israelitter, som skal arve det himmelske rige sammen med den rigtige hyrde. Det er derfor klart at de ikke befinder sig i „denne fold“, hvor den rigtige hyrdes „lille hjord“ hører til. — Lukas 12:32.
16, 17. (a) Hvilket forhold er der mellem ’de andre får’ og ’den lille hjord’? (b) Hvordan opfyldes Jesu ord om at der skulle være „én hjord“?
16 Har forskellen i deres forhåbninger — idet fårene i „denne fold“ jo har et himmelsk håb og ’de andre får’ i den nye fold der er tilvejebragt, har et jordisk håb — fået dem til at skilles, at holde sig hver for sig, som om de ikke havde noget tilfælles? Udviklingen siden 1935 svarer eftertrykkeligt nej! Jesus, den rigtige hyrde, forudsagde at dette ikke ville være tilfældet, for han sagde videre: „Og de vil blive én hjord.“ (Johannes 10:16) Vi lægger mærke til at han ikke sagde: ’Én hjord i én fold.’ Men selv om der altså er to forskellige folde, skulle der kun være „én hyrde“, og det har vist sig at være den hyrde og konge der har hersket i himmelen siden udløbet af hedningernes tider i 1914. Svarende hertil har „fårene“ en fælles opgave at udføre, nemlig ’forkyndelsen af denne gode nyhed om riget på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne’ før „enden“ kommer for den gamle verdensordning. — Mattæus 24:14.
17 ’De andre får’ føler på ingen måde at de er adskilt eller isoleret fra ’den lille hjord’. De udgør tilsammen „én hjord“ af får som følger den rigtige hyrde. ’De andre får’ glæder sig over deres nære samfund med ’den lille hjord’ og regner det for et stort privilegium at tjene en tid sammen med disse fremtidige konger og præster, hvis undersåtter de vil blive i tusindårsriget.
18. (a) Hvad rummer fremtiden i forbindelse med den nye pagt og de salvede „får“ der befinder sig i „denne fold“? (b) Hvilke udsigter har ’de andre får’?
18 Når resten af de åndelige israelitter til Guds tid afslutter deres jordiske livsløb og forlader skuepladsen for at gå ind til deres himmelske belønning, vil den nye pagt som er grundet på det blod der blev udgydt af mellemmanden, den rigtige hyrde, Jesus Kristus, ophøre med at gælde, idet den har tjent sin hensigt. Dermed vil den årlige fejring af Herrens aftensmåltid på den jødiske påskedag høre op. Da vil „denne fold“ for hjorden af de åndelige israelitter også ophøre med at eksistere. De indviede og døbte „andre får“ vil derimod blive på jorden og gå ind til de velsignelser som Riget bestående af den rigtige hyrde, Jesus Kristus, og hans 144.000 underpræster og medkonger, vil udøse over dem. Den „hjord“ der bliver tilbage på den rensede jord vil da udelukkende bestå af de forenede „andre får“. De vil fortsætte med at høre efter deres hyrdes og konges stemme, og derved opnå evigt liv som fuldkomne mennesker i et jordisk paradis.
● Bemærk også den sammenfattende redegørelse for Jesu ord i Johannes-evangeliet, kapitel 10, som findes under „Spørgsmål fra læserne“ på side 31 i dette blad.
Kan du besvare dette?
■ Hvoraf fremgår det at ’de andre får’ ikke hører til ’den lille hjord’?
■ Hvordan opfyldes Åbenbaringen 22:17 i dag?
■ Hvor og hvornår begyndte ’de andre får’ at komme til syne?
■ Da ’de andre får’ ikke er i samme fold som de salvede, hvordan kan de alle da udgøre én hjord?
[Illustration på side 17]
Artiklen „Den store Skare“ som blev offentliggjort i 1935, medvirkede til at klargøre hvem ’de andre får’ er
[Illustration på side 19]
Da udvælgelsen af ’den lille hjord’ var ved at være fuldført, begyndte Jesus at modtage en skare der skulle høre til ’de andre får’
-