Hvordan vil din stilling være foran dommersædet?

„Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da vil han sætte sig på sin herligheds trone.“ — MATTÆUS 25:31.

1-3. Hvorfor har vi grund til at være optimistiske hvad angår det at opnå retfærdighed?

’SKYLDIG ELLER IKKE SKYLDIG?’ Det er noget mange spekulerer på når de hører om en retssag. Dommere og nævninge forsøger sikkert at være redelige, men er det altid retfærdigheden der sker fyldest? Har du nogen sinde hørt om uretfærdigheder og justitsmord i forbindelse med retssager? Sådanne uretfærdigheder er ikke noget nyt, hvilket fremgår af Jesu billedtale i Lukas 18:1-8.

² Uanset hvilke erfaringer du har gjort med menneskers form for retfærdighed, er det værd at bemærke Jesu konklusion: „Skulle Gud da ikke sørge for at der skaffes hans udvalgte ret, dem som råber til ham dag og nat . . .? Jeg siger jer: Han vil sørge for at der skaffes dem ret i hast. Dog, når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?“

³ Ja, Jehova vil sørge for at der til sidst ydes hans tjenere retfærdighed. Jesus vil også spille en rolle i den forbindelse, især nu hvor vi lever i „de sidste dage“ for denne onde tingenes ordning. Jehova vil inden længe lade sin søn bruge sin magt til at fjerne ondskaben fra jorden. (2 Timoteus 3:1; 2 Thessaloniker 1:7, 8; Åbenbaringen 19:11-16) En af de sidste billedtaler Jesus fremsatte, ofte kaldet lignelsen om fårene og gederne, kaster lys over den stilling Jesus indtager.

4. Hvornår har vi hidtil ment at lignelsen om fårene og gederne fik sin opfyldelse, og hvorfor vil vi nu betragte den nærmere? (Ordsprogene 4:18)

⁴ Vi har længe ment at lignelsen skildrede hvorledes Jesus indtog sin plads som konge i 1914 og siden har afsagt domme — evigt liv til mennesker der er som symbolske får, og evig død til de symbolske geder. Men et fornyet studium af lignelsen har ført til en korrigeret forståelse af hvornår lignelsen får sin opfyldelse og hvad den skildrer. Denne klarere forståelse understreger vigtigheden af vort forkyndelsesarbejde og betydningen af folks reaktion. For at forstå baggrunden for denne øgede forståelse af lignelsen vil vi betragte hvad Bibelen fortæller os om Jehova og Jesus, både som konger og som dommere.

Jehova som den øverste Dommer

5, 6. Hvorfor er det på sin plads at betragte Jehova både som Konge og som Dommer?

⁵ Jehova, universets Hersker, har magt over alt og alle. Da han er uden begyndelse og uden ende, er han „evighedens Konge“. (1 Timoteus 1:17; Salme 90:2, 4; Åbenbaringen 15:3) Han har myndighed til at udstede love og til at håndhæve dem. Hans myndighed indbefatter det at være Dommer. I Esajas 33:22 læser vi: „Jehova er vor Dommer, Jehova er vor Lovgiver, Jehova er vor Konge; han er den der frelser os.“

⁶ Guds tjenere har længe anerkendt Jehova som Dommer i retssager og i stridsspørgsmål. Efter at „den der dømmer hele jorden“ havde vurderet vidnesbyrdene om ondskaben i Sodoma og Gomorra, lød hans dom på at indbyggerne fortjente at blive udslettet, og han eksekverede også denne retfærdige dom. (1 Mosebog 18:20-33; Job 34:10-12) Det er betryggende at vide at Jehova er en retfærdig Dommer, der altid kan eksekvere sine domme.

7. Hvordan optrådte Jehova som Dommer i Israel?

⁷ I fortidens Israel var det i nogle tilfælde Jehova selv der afsagde dommene. Det må have været betryggende for dem der levede dengang at vide at det var en fuldkommen Dommer der afgjorde sagen. (3 Mosebog 24:10-16; 4 Mosebog 15:32-36; 27:1-11) Gud opstillede også „lovbud“ der hver og et var gode normer at dømme efter. (3 Mosebog 25:18, 19; Nehemias 9:13; Salme 19:9, 10; 119:7, 75, 164; 147:19, 20) Han er „den der dømmer hele jorden“, hvilket betyder at vi alle er berørt. — Hebræerne 12:23.

8. Hvilket syn fik Daniel?

⁸ Vi har en øjenvidneskildring der bekræfter dette. Profeten Daniel fik et syn af nogle glubske vilddyr der skildrede verdensriger. (Daniel 7:1-8, 17) Derefter så han følgende: „Troner blev sat frem og den gamle af dage satte sig. Hans klædning var hvid som sne.“ (Daniel 7:9) Vi lægger mærke til at Daniel så troner og at „den gamle af dage [Jehova] satte sig“. Man kan spørge sig selv: ’Blev Daniel her vidne til Guds indsættelse som konge?’

9. Hvilken betydning ligger der blandt andet i det at ’sætte sig’ på en trone? Giv eksempler.

⁹ Når vi læser om at nogen ’sætter sig’ på en trone, kan man godt forbinde det med vedkommendes indsættelse som konge, for Bibelen bruger nogle steder en sådan formulering. Vi læser for eksempel: „Så snart [Zimri] var blevet konge og havde sat sig på tronen, . . .“ (1 Kongebog 16:11; 2 Kongebog 10:30; 15:12; Jeremias 33:17) En messiasprofeti lyder: „Han skal sidde og herske på sin trone.“ At ’sætte sig’ eller „sidde“ på en trone kan derfor godt betyde at man bliver indsat eller er begyndt at herske som konge. (Zakarias 6:12, 13) Jehova beskrives som en konge der sidder på en trone. (1 Kongebog 22:19; Esajas 6:1; Åbenbaringen 4:1-3) Han er „evighedens Konge“. Men nu hvor han gjorde et nyt aspekt ved sin suverænitet gældende, kunne det siges at han blev konge, som om han på ny satte sig på tronen. — 1 Krønikebog 16:1, 31; Esajas 52:7; Åbenbaringen 11:15-17; 15:3; 19:1, 2, 6.

10. Hvad var en af de israelitiske kongers hovedfunktioner? Belys med et eksempel.

¹⁰ Vi er nu fremme ved et hovedpunkt: En af de hovedfunktioner fortidens israelitiske konger havde, var at behandle retssager og afsige domme. (Ordsprogene 29:14) Vi husker Salomons vise dom da to kvinder gjorde krav på det samme barn. (1 Kongebog 3:16-28; 2 Krønikebog 9:8) En af hans regeringsbygninger var „Tronhallen hvor han skulle dømme“, også kaldet „domshallen“. (1 Kongebog 7:7) Jerusalem blev beskrevet som det sted hvor „domstronerne [har] deres plads“. (Salme 122:5) Når der siges at nogen ’sætter sig på en trone’ kan det altså også betyde at de udøver deres myndighed til at dømme. — 2 Mosebog 18:13; Ordsprogene 20:8.

11, 12. (a) Hvad ligger der i det at Jehova satte sig, som der siges i Daniel, kapitel 7? (b) Hvordan bekræfter andre skriftsteder at Jehova sætter sig for at dømme?

¹¹ Lad os nu vende tilbage til det syn hvor Daniel så ’den gamle af dage sætte sig’. Der siges videre i Daniel 7:10: „Retten blev sat, og bøger blev åbnet.“ Den gamle af dage havde taget sæde for at afsige dom vedrørende verdensherredømmet og for at erklære Menneskesønnen værdig til at herske. (Daniel 7:13, 14) Senere læser vi at „den gamle af dage kom og dommen blev afsagt til fordel for den Allerhøjestes hellige“, dem der dømmes egnede til at herske sammen med Menneskesønnen. (Daniel 7:22) Til sidst ’blev retten sat’, og der blev afsagt en ugunstig dom over den sidste verdensmagt. — Daniel 7:26.a

¹² Det at Daniel så Gud ’sidde på en trone’ betyder altså at han kommer for at fælde dom. På et tidligere tidspunkt sang David: „Du [Jehova] har taget dig af min ret og min sag; du har sat dig på tronen og dømt retfærdigt.“ (Salme 9:4, 7) Og Joel skrev: „Lad nationerne sætte sig i bevægelse og drage op til Josafats Lavning; for dér vil jeg [Jehova] sidde og dømme alle nationerne.“ (Joel 3:12; jævnfør Esajas 16:5.) Både Jesus og Paulus oplevede at blive stillet for en domstol hvor mennesker satte sig på et dommersæde for at behandle deres sag og afsige en dom.b — Johannes 19:12-16; Apostelgerninger 23:3; 25:6.

Jesu stilling

13, 14. (a) Hvordan kunne Guds folk være forvisset om at Jesus ville blive konge? (b) Hvornår satte Jesus sig på sin trone, og i hvilken forstand herskede han fra år 33 e.v.t. og fremefter?

¹³ Jehova er både Konge og Dommer. Hvordan forholder det sig med Jesus? Engelen der forkyndte hans fødsel sagde: „Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone, . . . og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ (Lukas 1:32, 33) Jesus ville være evig arving til Davids kongedømme. (2 Samuel 7:12-16) Han skulle herske fra himmelen, for David sagde: „Jehovas udsagn til min Herre [Jesus] lyder: ’Sæt dig ved min højre hånd indtil jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.’ Din styrkes stav vil Jehova række ud fra Zion: ’Hersk midt blandt dine fjender.’“ — Salme 110:1-4.

¹⁴ Hvornår ville dette ske? Jesus herskede ikke som konge mens han var menneske. (Johannes 18:33-37) Han døde i år 33 e.v.t., blev oprejst og steg til himmelen. I Hebræerbrevet 10:12 læser vi: „Denne mand har frembåret ét slagtoffer for synder for bestandig og taget sæde ved Guds højre hånd.“ Hvilken myndighed sad Jesus inde med? „[Gud] gav ham sæde ved sin højre hånd i det himmelske, højt over enhver regering og myndighed og magt og ethvert herredømme . . . og han gav ham som hoved over alle ting til menigheden.“ (Efeserne 1:20-22) Eftersom Jesus på det tidspunkt fik kongelig myndighed over de kristne, kunne Paulus skrive at Jehova „har udfriet os fra mørkets myndighed og overført os til sin elskede søns rige“. — Kolossenserne 1:13; 3:1.

15, 16. (a) Hvorfor siger vi at Jesus ikke blev konge i Guds rige i år 33 e.v.t.? (b) Hvornår begyndte Jesus at herske i Guds rige?

¹⁵ Men på dette tidspunkt optrådte Jesus ikke som Konge og Dommer over nationerne. Han satte sig ved siden af Gud og ventede på den tid hvor han skulle optræde som konge i Guds rige. Paulus skrev om ham: „Med henblik på hvilken af englene har han nogen sinde sagt: ’Sæt dig ved min højre hånd indtil jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder’?“ — Hebræerne 1:13.

¹⁶ Jehovas Vidner har fremlagt mange vidnesbyrd om at den tid hvor Jesus skulle vente udløb i 1914, da han blev hersker i Guds rige i de usynlige himle. Åbenbaringen 11:15, 18 siger: „Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Messias’, og han skal herske som konge i evighedernes evigheder.“ „Men nationerne blev vrede, og din egen vrede kom.“ Ja, nationernes vrede mod hinanden kom til udtryk i den første verdenskrig. (Lukas 21:24) De krige, jordskælv, tilfælde af pest og hungersnød og lignende som vi har oplevet siden 1914, bekræfter at Jesus nu hersker i Guds rige, og at verdens absolutte ende er nær. — Mattæus 24:3-14.

17. Hvad har vi indtil nu slået fast?

¹⁷ Lad os kort repetere det vi har lært: Man kan sige at Gud sidder på sin trone for at herske som konge; men man kan også sige at han sætter sig på sin trone med et andet formål: at dømme. I år 33 e.v.t. satte Jesus sig ved Guds højre hånd, og han er nu konge i Riget. Men optræder Jesus, der nu regerer som konge, også som dommer? Og hvorfor bør dette især interessere os der lever i dag?

18. Hvilke vidnesbyrd findes der om at Jesus også ville være dommer?

¹⁸ Jehova, der har ret til at udnævne dommere, har udpeget Jesus som en dommer der lever op til Hans normer. Dette viste Jesus da han talte om folk der blev åndeligt levende: „Faderen dømmer nemlig slet ingen, men han har overgivet al dom til Sønnen.“ (Johannes 5:22) Men Jesu stilling som dommer begrænser sig ikke til denne form for dom, for han er også den der dømmer levende og døde. (Apostelgerninger 10:42; 2 Timoteus 4:1) Paulus erklærede ved en lejlighed: „[Gud] har nemlig fastsat en dag på hvilken han har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand [Jesus] som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for, idet han har oprejst ham.“ — Apostelgerninger 17:31; Salme 72:2-7.

19. Hvorfor er det korrekt at sige at Jesus vil sætte sig for at dømme?

¹⁹ Kan vi deraf slutte at Jesus sætter sig på sin herligheds trone i sin særlige egenskab af dommer? Ja. Jesus sagde til apostlene: „I genskabelsen, når Menneskesønnen sætter sig på sin herligheds trone, skal I som har fulgt mig også selv sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer.“ (Mattæus 19:28) Jesus er allerede nu konge i Riget, men den virksomhed der er omtalt i Mattæus 19:28 vil omfatte at han sidder på en trone for at dømme i tusindårsriget. Til den tid vil han dømme hele menneskeheden, både de retfærdige og de uretfærdige. (Apostelgerninger 24:15) Lad os med dette i tanke betragte en af Jesu lignelser der gælder vor tid og vor tilværelse.

Hvad siger lignelsen?

20, 21. Hvilke spørgsmål stillede Jesu apostle vedrørende vor tid, og hvilket spørgsmål afføder dette?

²⁰ Kort før Jesu død spurgte apostlene ham: „Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ (Mattæus 24:3) Jesus forudsagde nogle betydningsfulde ting der ville finde sted på jorden før ’enden ville komme’. Umiddelbart før enden skulle nationerne „se Menneskesønnen komme på himmelens skyer med magt og megen herlighed“. — Mattæus 24:14, 29, 30.

²¹ Men hvordan vil det gå folk i disse nationer når Menneskesønnen kommer i sin herlighed? Lad os finde svaret på dette spørgsmål ved at betragte lignelsen om fårene og gederne, der indledes med følgende ord: „Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da vil han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle nationerne skal samles foran ham.“ — Mattæus 25:31, 32.

22, 23. Hvad viser at lignelsen om fårene og gederne ikke begyndte at gå i opfyldelse i 1914?

²² Tales der i denne lignelse om at Jesus i 1914 satte sig i kongemagt, sådan som vi længe har forstået det? Mattæus 25:34 taler ganske rigtigt om Jesus som konge, så lignelsen må gælde tiden siden han blev konge i 1914. Men hvem var det han dømte kort tid efter? Det var ikke „alle nationerne“. Han vendte derimod sin opmærksomhed mod dem der hævdede at udgøre „Guds hus“. (1 Peter 4:17) I overensstemmelse med Malakias 3:1-3 inspicerede Jesus, som Jehovas sendebud, de salvede kristne der befandt sig på jorden, for at dømme dem. Tiden var også inde til at dømme kristenheden, der falskeligt hævdede at udgøre „Guds hus“.c (Åbenbaringen 17:1, 2; 18:4-8) Der er dog intet der tyder på at Jesus på det tidspunkt, eller for den sags skyld på et senere tidspunkt, satte sig på sin trone for at dømme folk af alle nationerne som enten får eller geder.

²³ Hvis vi analyserer hvad Jesus foretager sig i lignelsen, lægger vi mærke til at han til slut afsiger dom over alle nationerne. Lignelsen siger ikke at denne dom ville foregå over en periode på mange år, sådan at alle der er døde i de forløbne årtier enten er blevet dømt til evig død eller har fået tilkendt evigt liv. Det lader til at flertallet af dem der er døde i de forløbne årtier nu befinder sig i menneskehedens fælles grav. (Åbenbaringen 6:8; 20:13) Lignelsen skildrer imidlertid det tidspunkt hvor Jesus dømmer de folk af ’alle nationer’ der lever på det tidspunkt og vil erfare eksekveringen af den dom han afsiger.

24. Hvornår vil lignelsen om fårene og gederne få sin opfyldelse?

²⁴ Lignelsen peger med andre ord frem til den tid hvor Menneskesønnen vil komme i sin herlighed. Han vil sætte sig på tronen for at dømme dem der lever til den tid. Hans dom vil bygge på hvad de har vist sig at være. Til den tid vil man tydeligt kunne „se forskel på en retfærdig og en ugudelig“. (Malakias 3:18) Afsigelsen og eksekveringen af dommen vil finde sted i et begrænset tidsrum. Jesus vil afsige retfærdige domme der bygger på det der står klart om den enkelte. — Se også Andet Korintherbrev 5:10.

25. Hvad skildres i Mattæus 25:31 hvor der tales om at Menneskesønnen sætter sig på sin herligheds trone?

²⁵ Når der i Mattæus 25:31 siges at Jesus ’sætter sig på sin herligheds trone’ for at dømme, hentydes der altså til et tidspunkt i fremtiden hvor denne mægtige Konge sætter sig på tronen for at afsige og eksekvere dommen over nationerne. Den domsscene hvori Jesus skildres i Mattæus 25:31-33, 46, er altså et sidestykke til det som er beskrevet i Daniel, kapitel 7, hvor den regerende konge, den gamle af dage, satte sig i den hensigt at varetage sit hverv som Dommer.

26. Hvilken ny forståelse af lignelsen tegner der sig nu?

²⁶ Denne forståelse af lignelsen om fårene og gederne viser at afsigelsen af dommen over disse endnu ligger ude i fremtiden. Den vil finde sted efter at den „trængsel“ der omtales i Mattæus 24:29, 30, bryder løs og Menneskesønnen ’kommer i sin herlighed’. (Jævnfør Markus 13:24-26.) Når hele den onde tingenes ordning da befinder sig ved sin afslutning, vil Jesus holde dom og afsige og eksekvere sine domme. — Johannes 5:30; 2 Thessaloniker 1:7-10.

27. Hvad bør vi være interesserede i at vide om Jesu sidste lignelse?

²⁷ Dette er med til at klargøre tidsmomentet i Jesu lignelse og vise hvornår fårene og gederne vil blive dømt. Men hvordan berører det os der nidkært forkynder den gode nyhed om Riget? (Mattæus 24:14) Er vort arbejde nu mindre betydningsfuldt, eller pålægger det os et større ansvar? I den næste artikel vil vi se hvordan det berører os.

[Fodnoter]

Spørgsmål til repetition

◻ Hvordan tjener Jehova både som Konge og som Dommer?

◻ Hvilke to betydninger kan der ligge i det at ’sætte sig på en trone’?

◻ Hvad har vi tidligere sagt om tidsmomentet i Mattæus 25:31, og hvad ligger til grund for den nye forståelse?

◻ Hvornår sætter Menneskesønnen sig på sin trone, som nævnt i Mattæus 25:31?

Hvilken fremtid venter der fårene og gederne?

„Han vil skille folk fra hinanden, ligesom en hyrde skiller fårene fra gederne.“ — MATTÆUS 25:32.

1, 2. Hvorfor bør lignelsen om fårene og gederne interessere os?

JESUS KRISTUS var afgjort den største lærer der nogen sinde har levet. (Johannes 7:46) En af hans undervisningsmetoder bestod i at bruge lignelser eller billeder. (Mattæus 13:34, 35) Dette var en enkel og dog magtfuld måde at formidle dybe åndelige og profetiske sandheder på.

² I lignelsen om fårene og gederne pegede Jesus frem til en tid hvor han ville indtage en særlig stilling: „Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og . . .“ (Mattæus 25:31) Det bør interessere os fordi det er det sidste billede hvormed Jesus besvarer spørgsmålet: „Hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ (Mattæus 24:3) Men hvad betyder det for os?

3. Hvad sagde Jesus tidligere i sin tale at der ville ske umiddelbart efter at den store trængsel brød løs?

³ Jesus forudsagde nogle bemærkelsesværdige begivenheder der ville finde sted „straks efter“ at den store trængsel brød løs, nogle begivenheder vi stadig venter vil indtræffe. Han sagde at „Menneskesønnens tegn“ til den tid ville vise sig. Det vil berøre „alle jordens stammer“, der skal „se Menneskesønnen komme på himmelens skyer med magt og megen herlighed“. Menneskesønnen vil blive ledsaget af „sine engle“. (Mattæus 24:21, 29-31)a Hvilken forbindelse har dette med lignelsen om fårene og gederne? I vore dages bibeloversættelser finder vi lignelsen i kapitel 25, men den er en del af Jesu svar og giver os flere detaljer om hans komme i herlighed og fokuserer på at han vil dømme „alle nationerne“. — Mattæus 25:32.

Skikkelserne i lignelsen

4. Hvad siges der om Jesus i indledningen til lignelsen om fårene og gederne, og hvem er ellers nævnt?

⁴ Jesus indleder lignelsen med ordene: „Når Menneskesønnen kommer.“ Du er sandsynligvis klar over hvem „Menneskesønnen“ er. Evangelieskribenterne anvendte ofte dette udtryk om Jesus. Det samme gjorde Jesus selv, idet han sikkert har tænkt på det syn Daniel fik hvor „en der var som en menneskesøn“ trådte frem for den gamle af dage for at modtage „herredømme og ære og kongemagt“. (Daniel 7:13, 14; Mattæus 26:63, 64; Markus 14:61, 62) Jesus er hovedpersonen i denne lignelse, men der omtales også andre. Tidligere i sin tale, som er gengivet i Mattæus 24:30, 31, sagde han at når Menneskesønnen kommer „med magt og megen herlighed“, vil hans engle spille en vigtig rolle. I lignelsen om fårene og gederne er englene sammen med Jesus når han ’sætter sig på sin herligheds trone’ for at dømme. (Jævnfør Mattæus 16:27.) Men er det mennesker der er tale om i lignelsen, i betragtning af at dommeren og hans engle befinder sig i himmelen?

5. Hvordan kan vi identificere Jesu „brødre“?

⁵ Når vi kaster et nærmere blik på lignelsen viser det sig at der er tre grupper der må identificeres. Foruden fårene og gederne omtaler Menneskesønnen en tredje gruppe, hvis identitet vi må fastslå for at finde ud af hvem fårene og gederne er. Jesus kalder denne tredje gruppe for sine åndelige brødre. (Mattæus 25:40, 45) De må være sande tilbedere, for Jesus sagde: „Enhver der gør min himmelske Faders vilje, det er min broder og søster og moder.“ (Mattæus 12:50; Johannes 20:17) Paulus kaldte de kristne der er en del af „Abrahams afkom“ eller Guds sønner, for Jesu „brødre“, nogle som „har andel i den himmelske kaldelse“. — Hebræerne 2:9–3:1; Galaterne 3:26, 29.

6. Hvem er „de mindste“ af Jesu brødre?

⁶ Hvorfor omtalte Jesus „de mindste“ af sine brødre? Disse ord minder om noget apostlene hørte ham sige ved en tidligere lejlighed. Da Jesus sammenlignede Johannes Døber, der døde før Jesus og derfor havde et jordisk håb, med dem der har håb om liv i himmelen, sagde han: „Der [er] ikke oprejst nogen større end Johannes Døber; men en af de mindre i himlenes rige er større end han.“ (Mattæus 11:11) Nogle af dem der bliver oprejst til liv i himmelen har måske ligesom apostlene indtaget en fremtrædende plads i menigheden, mens andre har haft en mindre fremtrædende plads, men de er alle Jesu åndelige brødre. (Lukas 16:10; 1 Korinther 15:9; Efeserne 3:8; Hebræerne 8:11) Så selv om nogle måske forekom ubetydelige på jorden, var de hans brødre og skulle behandles som sådanne.

Hvem er fårene og gederne?

7, 8. Hvad siger Jesus om fårene, og hvad kan vi derfor slutte om dem?

⁷ Vi læser følgende om dommen over fårene: „[Jesus vil] sige til dem ved sin højre side: ’Kom, min Faders velsignede, arv det rige som har været jer beredt fra verdens grundlæggelse. For jeg blev sulten, og I gav mig noget at spise; jeg blev tørstig, og I gav mig noget at drikke. Jeg var fremmed, og I tog gæstfrit imod mig; jeg var nøgen, og I gav mig tøj. Jeg blev syg, og I så til mig. Jeg var i fængsel, og I kom til mig.’ Da vil de retfærdige svare ham med ordene: ’Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig mad, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som fremmed og tog gæstfrit imod dig, eller nøgen, og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og kom til dig?’ Og som svar vil kongen sige til dem: ’Jeg skal sige jer sandheden: I det omfang I har gjort det mod en af mine mindste brødre dér, har I gjort det mod mig.’“ — Mattæus 25:34-40.

⁸ Det er tydeligt at fårene der kendes værdige til at stå ved Jesu ærefulde og begunstigede højre side, repræsenterer en gruppe mennesker. (Efeserne 1:20; Hebræerne 1:3) Hvad har de gjort, og hvornår? Jesus sagde at de venligt, respektfuldt og gavmildt havde givet ham mad, drikke og tøj, og at de havde hjulpet ham da han var syg eller i fængsel. Da fårene siger at de ikke har gjort dette mod Jesus personligt, gør han dem opmærksom på at de har støttet hans åndelige brødre, resten af de salvede kristne, og at de i den forstand har gjort det ’mod ham’.

9. Hvorfor hentyder lignelsen ikke til noget der sker under tusindårsriget?

⁹ Lignelsen henviser ikke til noget der vil ske i tusindårsriget, for til den tid vil de salvede ikke lide sult eller tørst, eller være syge eller i fængsel. Mange af dem har imidlertid erfaret dette under afslutningen på denne tingenes ordning. Lige siden Satan blev kastet ned til jorden har han gjort ’resten’ til et særligt mål for sin vrede, idet han har udvirket at de er blevet hånet, torteret eller slået ihjel. — Åbenbaringen 12:17.

10, 11. (a) Hvorfor er det ikke rimeligt at mene at fårene omfatter alle der gør en god gerning mod Jesu brødre? (b) Hvem skildrer fårene meget passende?

¹⁰ Siger Jesus at alle der viser en af hans brødre en smule venlighed, for eksempel ved at tilbyde dem et stykke brød eller et glas vand, vil være et af disse får? Ganske vist kan en sådan venlighed afspejle at man ejer næstekærlighed, men det er rimeligt at antage at der skal meget mere til for at blive regnet blandt fårene i denne lignelse. Jesus tænkte for eksempel næppe på ateister eller gejstlige der tilfældigvis gør noget godt mod en af hans brødre. Jesus kaldte derimod to gange fårene for „retfærdige“. (Mattæus 25:37, 46) Fårene må derfor være nogle der i en periode har hjulpet — aktivt støttet — Kristi brødre og som har vist en tro der gør at Gud betragter dem som retfærdige.

¹¹ I århundredernes løb er mange ligesom Abraham blevet erklæret retfærdige. (Jakob 2:21-23) Noa, Abraham og andre trofaste tjenere for Gud hører også til ’de andre får’ der vil få liv i Paradiset under Guds rige. I nyere tid har millioner antaget den sande tilbedelse som andre får og er blevet „én hjord“ med de salvede. (Johannes 10:16; Åbenbaringen 7:9) De der har det jordiske håb anerkender Jesu brødre som ambassadører for Riget og har derfor hjulpet dem, både fysisk og åndeligt. Jesus betragter det som de andre får gør mod hans brødre på jorden som noget der er gjort mod ham. Sådanne der stadig lever når han kommer for at dømme nationerne, vil få tilkendt en plads blandt fårene.

12. Hvorfor spørger fårene hvordan de har gjort godt mod Jesus?

¹² Men hvis de andre får i dag forkynder den gode nyhed sammen med de salvede og hjælper dem, hvorfor spørger de da: „Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig mad, eller tørstig og gav dig noget at drikke?“ (Mattæus 25:37) Det kan der være flere grunde til. Der er tale om en lignelse hvori Jesus viser sin dybe omsorg for sine åndelige brødre; han føler med dem og lider med dem. Jesus havde tidligere sagt: „Den der tager imod jer, tager imod mig, og den der tager imod mig, tager imod den som har udsendt mig.“ (Mattæus 10:40) I denne billedtale uddyber han dette princip og viser at det der gøres mod hans brødre (hvad enten det er godt eller dårligt), bliver bemærket selv i himmelen; det er som var det noget der blev gjort mod ham i himmelen. Jesus peger også her på den norm Jehova dømmer efter og gør det klart at Guds dom, hvad enten den er gunstig eller ugunstig, er velbegrundet og retfærdig. Gederne kan ikke undskylde sig med at de ikke har set Jesus direkte.

13. Hvorfor er der nogle af ’gederne’ som vil kalde Jesus for „Herre“?

¹³ Når vi forstår hvornår den dom der omtales i denne lignelse afsiges, får vi også en klarere forståelse af hvem gederne er. Opfyldelsen finder sted når ’Menneskesønnens tegn viser sig i himmelen, og alle jordens stammer slår sig selv af sorg, og de ser Menneskesønnen komme med magt og megen herlighed’. (Mattæus 24:29, 30) De der har overlevet trængselen over Babylon den Store men som har vist foragt for kongens brødre, vil måske nu desperat kalde Dommeren deres „Herre“, idet de håber at det vil kunne redde dem. — Mattæus 7:22, 23; jævnfør Åbenbaringen 6:15-17.

14. På hvilket grundlag vil Jesus dømme fårene og gederne?

¹⁴ Men Jesu dom vil ikke være grundet på desperate påstande fra tidligere kirkegængere, ateister eller andre. (2 Thessaloniker 1:8) Nej, dommeren vil derimod undersøge folks hjertetilstand og se på det de tidligere har gjort mod selv ’den mindste af hans brødre’. Det er sandt at antallet af salvede kristne der er tilbage på jorden er aftagende. Men så længe de salvede, der udgør „den trofaste og kloge træl“, fortsætter med at tilvejebringe åndelig føde og vejledning, har vordende symbolske får mulighed for at gøre godt mod trælleskaren, ligesom ’den store skare af alle nationer og stammer og folk’ har gjort. — Åbenbaringen 7:9, 14.

15. (a) Hvordan har mange vist sig at være som ’geder’? (b) Hvorfor vil det ikke være rigtigt af os at stemple nogle som ’får’ eller ’geder’?

¹⁵ Hvordan er Kristi brødre og de millioner af andre får der er forenet med dem som én hjord, blevet behandlet? De færreste har personligt angrebet Kristi repræsentanter, men de har heller ikke behandlet hans folk kærligt. De symbolske geder foretrækker den onde verden og afviser budskabet om Riget, hvad enten de hører det direkte eller indirekte. (1 Johannes 2:15-17) Det er naturligvis Jesus der i sidste instans er udpeget til at dømme. Det er ikke os der skal afgøre hvem der er får og hvem der er geder. — Markus 2:8; Lukas 5:22; Johannes 2:24, 25; Romerne 14:10-12; 1 Korinther 4:5.

Hvilken fremtid venter der fårene og gederne?

16, 17. Hvilken fremtid venter der ’fårene’?

¹⁶ Jesu dom over fårene lyder: „Kom, min Faders velsignede, arv det rige som har været jer beredt fra verdens grundlæggelse.“ Hvilken hjertelig indbydelse — „Kom“! Til hvad? Til evigt liv, for han konkluderer: „De retfærdige [vil få] evigt liv.“ — Mattæus 25:34, 46.

¹⁷ I lignelsen med talenterne lod Jesus forstå hvad der kræves af dem der skal herske med ham i himmelen; men i denne lignelse viser han hvad der kræves af Rigets undersåtter. (Mattæus 25:14-23) Det er tydeligt at det er på grund af fårenes helhjertede støtte til Jesu brødre at de arver en plads i hans riges jordiske domæne. De vil kunne glæde sig over livet på en paradisisk jord — et fremtidshåb som Gud har tiltænkt dem „fra verdens grundlæggelse“, den verden der består af mennesker som kan genløses. — Lukas 11:50, 51.

18, 19. (a) Hvilken dom vil Jesus udtale over ’gederne’? (b) Hvordan kan vi være sikre på at ’gederne’ ikke vil blive pint for evigt?

¹⁸ Hvilken skarp kontrast til den dom der fældes over gederne. „Så vil han derpå sige til dem ved sin venstre side: ’Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild som er beredt Djævelen og hans engle. For jeg blev sulten, og I gav mig intet at spise, og jeg blev tørstig, og I gav mig intet at drikke. Jeg var fremmed, og I tog ikke gæstfrit imod mig; jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj; jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig.’ Da vil de også svare med ordene: ’Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller som fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel og sørgede ikke for dig?’ Så vil han svare dem med ordene: ’Jeg skal sige jer sandheden: I det omfang I ikke har gjort det mod en af de mindste dér, har I ikke gjort det mod mig.’“ — Mattæus 25:41-45.

¹⁹ De der har undersøgt Bibelen ved at dette ikke kan betyde at de symbolske geder har en udødelig sjæl der vil blive pint for evigt i ild. Nej, mennesket er en sjæl; det har ikke en udødelig sjæl. (1 Mosebog 2:7; Prædikeren 9:5, 10; Ezekiel 18:4) Når dommeren dømmer gederne til „den evige ild“, dømmer han dem til udslettelse uden noget fremtidshåb, hvilket også er det endeligt der venter Djævelen og hans dæmoner. (Åbenbaringen 20:10, 14) Jehovas dommer fælder altså to diametralt modsatte domme. Han siger „kom“ til fårene, men „gå bort“ til gederne. Fårene vil arve „evigt liv“. Gederne skal gå bort til „evig afskærelse“. — Mattæus 25:46.b

Hvad betyder det for os?

20, 21. (a) Hvilket vigtigt arbejde har kristne at udføre? (b) Hvilken adskillelse finder nu sted? (c) Hvilken situation vil folk befinde sig i når lignelsen om fårene og gederne begynder at gå i opfyldelse?

²⁰ De fire apostle der hørte Jesu svar vedrørende tegnet på hans nærværelse og afslutningen på tingenes ordning, fik meget at tænke over. De måtte holde sig vågne. (Mattæus 24:42) De skulle også udføre det forkyndelsesarbejde der er omtalt i Markus 13:10. Jehovas vidner er i dag nidkært optaget af dette arbejde.

²¹ Hvilken betydning har denne nye forståelse af lignelsen om fårene og gederne for os? Jo, folk vælger allerede i dag side. Nogle befinder sig på ’den brede vej der fører til undergangen’ mens andre forsøger at blive på ’den trange vej som fører til livet’. (Mattæus 7:13, 14) Men den tid hvor Jesus, som beskrevet i lignelsen, vil afsige den endelige dom over fårene og gederne, ligger stadig ude i fremtiden. Når Menneskesønnen kommer som dommer, vil han fastslå at mange sande kristne, ja, „en stor skare“ af indviede symbolske får, vil være kvalificerede til at komme igennem den sidste del af „den store trængsel“ til liv i den nye verden. Disse fremtidsudsigter bør allerede nu glæde os. (Åbenbaringen 7:9, 14) På den anden side vil utallige mennesker fra „alle nationerne“ have vist sig at være som egenrådige geder. De vil „gå bort til evig afskærelse“. Hvilken lettelse for jorden!

22, 23. Eftersom opfyldelsen af denne lignelse stadig ligger ude i fremtiden, hvorfor er vort forkyndelsesarbejde i dag da så vigtigt?

²² Den domsafsigelse der er beskrevet i lignelsen vil finde sted i nær fremtid, men allerede nu sker der noget vigtigt. Vi kristne deltager i et livreddende arbejde med at forkynde et budskab hvorved mennesker bliver adskilt. (Mattæus 10:32-39) Paulus skrev: „For ’enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst’. Men hvordan kan man påkalde ham som man ikke har fået tro på? Og hvordan kan man få tro på ham som man ikke har hørt om? Og hvordan kan man høre uden at nogen forkynder?“ (Romerne 10:13, 14) Vor offentlige forkyndelse af Guds navn og hans frelsesbudskab når ud til folk i over 230 lande. Kristi salvede brødre fører stadig an i dette arbejde. Cirka fem millioner af de andre får har nu sluttet sig til dem. Og folk overalt på kloden tager imod det budskab der forkyndes af Jesu brødre.

²³ Mange hører vort budskab når vi forkynder fra hus til hus eller uformelt. Andre stifter måske bekendtskab med Jehovas vidner og det vi står for, på måder vi ikke kender til. I hvilken udstrækning vil Jesus, når domstiden kommer, tage samfundsansvar og forældres ansvar og fortjeneste i betragtning? Vi ved det ikke, og der er ingen grund til at spekulere over det. (Jævnfør Første Korintherbrev 7:14.) Mange vender i dag det døve øre til, spotter eller deltager i direkte forfølgelse af Guds folk. Vi lever derfor i en afgørende tid; sådanne mennesker kan udvikle sig til nogle Jesus vil dømme som værende geder. — Mattæus 10:22; Johannes 15:20; 16:2, 3; Romerne 2:5, 6.

24. (a) Hvorfor er det vigtigt for enkeltpersoner at reagere positivt på vor forkyndelse? (b) Hvilken indstilling til forkyndelsen har dette studium givet dig?

²⁴ Lykkeligvis reagerer mange positivt idet de undersøger Guds ord og bliver vidner for Jehova. Nogle der i øjeblikket forekommer at være ’geder’ kan ændre sig og blive ’får’. De der reagerer positivt og som aktivt støtter resten af Kristi brødre, aflægger allerede nu et vidnesbyrd der vil danne grundlag for at de vil få lov at stille sig ved Jesu højre hånd når han i nær fremtid sætter sig på sin trone for at dømme. De erfarer store velsignelser, og det vil de fortsat gøre. Denne lignelse bør derfor anspore os til yderligere nidkær virksomhed i den kristne tjeneste. Før det er for sent vil vi gøre alt hvad vi kan for at forkynde den gode nyhed om Riget og på den måde give andre mulighed for at tage imod den. Siden er det op til Jesus at afsige en gunstig eller en ugunstig dom. — Mattæus 25:46.

[Fodnoter]

Spørgsmål til repetition

◻ Hvilke lighedspunkter mellem Mattæus 24:29-31 og Mattæus 25:31-33 viser at lignelsen om fårene og gederne gælder noget der skal ske i fremtiden, og hvornår er det?

◻ Hvem omtales som „de mindste“ af Jesu brødre?

◻ Hvordan hjælper Jesu brug af udtrykket „de retfærdige“ os til at finde ud af hvem de er og hvem de ikke er?

◻ Hvorfor er forkyndelsesarbejdet i dag vigtigt og presserende når lignelsen først vil få sin opfyldelse i fremtiden?

[Ramme/​illustration på side 24]

NOGLE PARALLELLER

Mattæus 24:29-31: Efter at den store trængsel begynder, vil menneskesønnen komme

Mattæus 25:31-33: Menneskesønnen kommer

Mattæus 24:29-31: Kommer med megen herlighed

Mattæus 25:31-33: Kommer i herlighed og sætter sig på sin herligheds trone

Mattæus 24:29-31: Engle er sammen med ham

Mattæus 25:31-33: Engle kommer sammen med ham

Mattæus 24:29-31: Alle jordens stammer ser ham

Mattæus 25:31-33: Alle nationer er samlet; gederne får deres endelige dom (den store trængsel slutter)

[Kildeangivelse på side 24]

Garo Nalbandian

Vær på vagt over for selvretfærdighed!

I DET første århundrede nød farisæerne stor anseelse blandt folket og var kendt for at være retfærdige tilbedere af Gud. De granskede ivrigt i Skriften og bad hyppige bønner. De havde også ry for at være venlige og rimelige. Den jødiske historieskriver Josefus har skrevet: „Farisæerne have Kærlighed til hinanden indbyrdes og arbejde paa Enighed i det offentlige Liv.“ Intet under at de var nogle af de mest respekterede og ansete i det jødiske samfund på den tid!

I dag bliver ordet „farisæisk“ eller lignende udtryk imidlertid brugt i en nedsættende betydning, synonymt med skinhellig, selvretfærdig, „frelst“, from, eller med dét at yde øjentjeneste. Hvordan gik det til at farisæerne mistede deres gode omdømme?

Det kom sig af at Jesus, i modsætning til de fleste jøder, ikke lod sig bedrage af farisæernes ydre. Han sammenlignede dem med „hvidkalkede gravsteder, der jo udvendig ser pæne ud, men indvendig er fulde af de dødes ben og enhver form for urenhed“. — Mattæus 23:27.

De bad ganske vist ofte lange bønner på offentlige steder, men som Jesus sagde, var det blot for at blive set af mennesker. Deres tilbedelse var det rene komediespil. De kunne godt lide de fornemste pladser ved aftensmåltiderne og de forreste siddepladser i synagogerne. Alle jøder var forpligtede til at bære frynser på deres klæder, men farisæerne bar meget lange frynser i deres forsøg på at gøre indtryk på folk. De var stolte af at fremvise deres brede skriftstedskapsler som de brugte som amuletter. (Mattæus 6:5; 23:5-8) Men deres hykleri, begærlighed og arrogance bragte dem til sidst vanære.

Jesus gav udtryk for Guds forkastelse af farisæerne på denne måde: „I hyklere! Esajas har træffende profeteret om jer da han sagde: ’Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig. Det er forgæves de bliver ved med at dyrke mig, når den lære de fører er menneskebud.’“ (Mattæus 15:7-9) Den retfærdighed de udviste var i realiteten selvretfærdighed. Forståeligt nok gav Jesus sine disciple følgende advarsel: „Vær på vagt over for farisæernes surdej.“ (Lukas 12:1) I dag må vi også ’være på vagt’ over for religiøst hykleri og selvretfærdighed.

Det er imidlertid værd at bemærke at en selvretfærdig indstilling ikke er noget der kommer fra den ene dag til den anden. Denne tendens udvikles ofte gradvis over en længere tidsperiode. Nogle tilegner sig endda farisæiske tilbøjeligheder uden at være klar over det.

En overlegen indstilling

Hvilke uheldige træk må vi ’være på vagt’ over for? Encyclopædia of Religion and Ethics definerer den selvretfærdige som en der sædvanligvis „taler, står, og ser ud som om han eller hun aldrig har begået en fejl“. Typisk for de selvretfærdige er også at de er pralende og ønsker at ophøje sig selv, hvilket netop var kendetegnende for farisæerne.

Jesus beskrev denne farisæiske indstilling med en billedtale: „To mænd gik op til templet for at bede; den ene var farisæer og den anden skatteopkræver. Farisæeren stillede sig op og begyndte at bede for sig selv således: ’Gud, jeg takker dig fordi jeg ikke er ligesom de andre mennesker, udsugere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, ja, eller som denne skatteopkræver. Jeg faster to gange om ugen, jeg giver tiende af alt hvad jeg får ind.’“ Skatteopkræveren, derimod, bekendte ydmygt sine fejl og viste sig således at være mere retfærdig end den pralende farisæer. Jesus rettede denne billedtale mod nogle „som havde den tillid til sig selv at de var retfærdige og som regnede de andre for intet“. — Lukas 18:9-14.

På grund af eventuelle medfødte evner eller fortrin kan man undertiden i sin ufuldkommenhed føle at man er bedre end andre. Men kristne bør straks afvise en sådan tanke. Måske har man mange års erfaring i kristen livsførelse eller er dygtig til at undervise i Guds ord. Eller måske hører man til dem der er salvet til at regere sammen med Kristus i himmelen. Nogle i den kristne menighed nyder særlige forrettigheder som heltidstjenere, ældste eller menighedstjenere. Man bør imidlertid spørge sig selv: ’Hvordan betragter Jehova det hvis jeg bruger det han har skænket mig, som en anledning til at føle mig hævet over andre?’ Det vil afgjort mishage ham. — Filipperne 2:3, 4.

Når en kristen lægger en overlegen indstilling for dagen på grund af den myndighed, de evner eller de privilegier han har fået af Gud, frarøver han i virkeligheden Gud den ære og anerkendelse der rettelig tilkommer ham. Bibelen formaner klart den kristne til ’ikke at tænke højere om sig selv end han bør tænke’. Den giver os denne tilskyndelse: „Tænk på andre som I tænker på jer selv; tænk ikke hovmodigt, men hold jer til det beskedne. Bliv ikke kloge i egne tanker.“ — Romerne 12:3, 16.

„Hold op med at dømme“

Den selvretfærdige er ifølge et bibelleksikon en der „betragter sig selv som moralsk retskaffen eller værende i et ret forhold til Gud fordi han overholder lovbestemmelsernes bogstav uden hensyn til ånden i dem“. Et andet værk beskriver de selvretfærdige som „umådelig religiøse mennesker der bruger al deres tid på at finde ondskab hos andre“.

Det var netop hvad farisæerne gjorde sig skyldige i. De blev efterhånden kendt for at sætte deres menneskeskabte regler over Guds love og principper. (Mattæus 23:23; Lukas 11:41-44) De havde gjort sig selv til dommere over andre og var tilbøjelige til at fordømme enhver der ikke levede op til deres selvretfærdige normer. Deres arrogante indstilling og overdrevne selvfølelse forstærkede deres trang til at bestemme over andre. Eftersom de ikke kunne få magt over Jesus blev de rasende og lagde råd op om at dræbe ham. — Johannes 11:47-53.

De færreste bryder sig om at være i selskab med nogle der er fordømmende, altid prøver at finde fejl hos andre eller kritiserer og overvåger alle omkring sig. I virkeligheden har ingen i den kristne menighed lov til at påtvinge andre deres meninger og selvskabte regler. (Romerne 14:10-13) Ligevægtige kristne forstår at mange spørgsmål i livet er overladt til den enkeltes personlige afgørelse. Især bør de der er tilbøjelige til at være krævende eller perfektionistiske undgå at dømme andre.

Den kristne menighed har ganske vist bemyndigelse til at opstille retningslinjer som bidrager til at Jehovas jordiske organisation kan fungere uden gnidninger. (Hebræerne 13:17) Men nogle har forvansket disse retningslinjer eller tilføjet deres egne regler. I ét område måtte samtlige brødre på den teokratiske skole være iført habit og sørge for at jakken var lukket når de skulle holde et elevforedrag. Hvis en undlod at følge denne vejledning ville han ikke få lov til at holde foredrag fremover. Frem for at opstille sådanne kategoriske regler, ville det så ikke være mere rimeligt og i harmoni med ånden i Guds ord at man venligt gav den nødvendige personlige vejledning? — Jakob 3:17.

Selvretfærdighed kan også fremme den indstilling at personlige trængsler der overgår en kristen, påføres ham fordi han er åndeligt svag. Det er nøjagtig hvad de selvretfærdige mænd Elifaz, Bildad og Zofar tænkte om Job. Eftersom de ikke havde det fulde overblik over situationen, var det overmodigt af dem at beskylde Job for at have handlet syndigt. Jehova tugtede dem for deres fejlagtige vurdering af Jobs prøvelser. — Se Jobs Bog, kapitlerne 4, 5, 8, 11, 18, 20.

Misforstået nidkærhed

Selvretfærdighed og nidkærhed går ofte hånd i hånd. Apostelen Paulus sagde om de religiøse jøder at de havde „nidkærhed for Gud, men ikke i overensstemmelse med nøjagtig kundskab; for da de ikke kender retfærdigheden fra Gud men søger at opstille deres egen, har de ikke underordnet sig retfærdigheden fra Gud“. (Romerne 10:2, 3) Som farisæer havde Paulus selv været særdeles nidkær, men hans nidkærhed var misforstået eftersom den ikke var baseret på Jehovas retfærdighed. — Galaterne 1:13, 14; Filipperne 3:6.

Bibelen giver derfor denne passende formaning: „Vær ikke overmåde retfærdig, og optræd ikke alt for víst. Hvorfor skulle du ødelægge dig selv?“ (Prædikeren 7:16) Én i den kristne menighed er måske meget samvittighedsfuld, men hans eller hendes samvittighedsfuldhed og nidkærhed kan med tiden udvikle sig til selvretfærdighed. Hvis ens iver i religiøs henseende bliver styret af menneskelig visdom frem for Jehovas retfærdighed, kan man let komme til at skade andre. Hvordan?

Nogle kan for eksempel blive så opslugt af at hjælpe andre i åndelig henseende at de forsømmer at dække deres egen families behov. Og forældre som er overdrevent nidkære er måske tilbøjelige til at forlange mere af deres børn end de kan klare. (Efeserne 6:4; Kolossenserne 3:21) Nogle børn som ikke kan efterkomme forældrenes høje krav, reagerer ved at føre et dobbeltliv. Rimelige forældre vil tage hensyn til familiens begrænsninger og foretage passende justeringer. — Jævnfør Første Mosebog 33:12-14.

Overdreven nidkærhed kan også berøve én taktfølelse, empati og mildhed, egenskaber som er vigtige i ens forhold til andre. I sin iver efter at fremme Rigets interesser kan en nidkær kristen komme til at såre andres følelser. Paulus siger: „Hvis jeg har gaven til at profetere og er kendt med alle hellige hemmeligheder og al kundskab, og hvis jeg har al tro så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og hvis jeg giver alt hvad jeg ejer til bespisning af andre, og hvis jeg overgiver mit legeme, så jeg kan rose mig, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.“ — 1 Korinther 13:2, 3.

Gud viser de ydmyge sin gunst

Det er vigtigt at vi som kristne erkender faren for at blive selvretfærdige før denne egenskab udvikler sig hos os. Vi må undgå en overlegen indstilling, blind nidkærhed der bygger på menneskelig visdom, og tendensen til at dømme andre.

I vore bestræbelser for at ’være på vagt’ over for en farisæisk indstilling er det vigtigt at fokusere på vore egne syndige tilbøjeligheder frem for at anklage andre for at være selvretfærdige. Det er sandt at Jesus fældede dom over farisæerne og kaldte dem „giftslangeyngel“, værdige til evig udslettelse. Men Jesus kunne læse folks hjerter. Det kan vi ikke. — Mattæus 23:33.

Lad os søge Guds retfærdighed og ikke vor egen. (Mattæus 6:33) Kun på den måde kan vi opnå Jehovas gunst. Bibelen siger nemlig: „I skal alle iføre jer ydmyghed over for hinanden, for Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed.“ — 1 Peter 5:5.