Hadet for deres tro

„I vil blive genstand for alles had på grund af mit navn.“ — Mattæus 10:22.

1, 2. Giv nogle eksempler på de vanskeligheder Jehovas vidner er blevet udsat for fordi de har fulgt deres overbevisning.

EN HÆDERLIG butiksindehaver fra Kreta bliver arresteret gang på gang og stillet for retten igen og igen. I alt afsoner han over seks års fængselsstraf, adskilt fra sin kone og deres fem børn. I Japan bliver en 17-årig elev bortvist fra skolen skønt han har en god opførsel og er en af de dygtigste i en klasse med 42 elever. I Frankrig bliver mange uden videre afskediget trods deres ry som flittige og pligtopfyldende medarbejdere. Hvad har disse episoder fra det virkelige liv tilfælles?

² Alle de omtalte personer er Jehovas vidner. Deres „forbrydelse“ bestod i at de fulgte deres overbevisning. I lydighed mod Jesu lære havde butiksindehaveren fortalt andre om sin tro. (Mattæus 28:19, 20) Han blev dømt efter en antikveret lov der gør det kriminelt at udbrede sin tro. Den japanske elev blev bortvist fordi hans bibeloplærte samvittighed ikke tillod ham at deltage i den obligatoriske træning i kendo, en japansk fægtekunst. (Esajas 2:4) Og de afskedigede franske borgere fik besked om at de blev fyret ene og alene fordi de var Jehovas vidner.

3. Hvorfor er det forholdsvis sjældent at Jehovas Vidner er blevet udsat for overgreb?

³ Disse prøvelser er typiske for det Jehovas vidner i nogle lande har været ude for i de senere år. For størstedelen af dem gælder det dog at det er yderst sjældent de bliver udsat for overgreb. Jehovas tjenere er overalt kendt for en god adfærd, og der er derfor ingen grund til at gøre dem fortræd. (1 Peter 2:11, 12) De deltager ikke i sammensværgelser og giver sig ikke af med skadelig virksomhed. (1 Peter 4:15) Tværtimod følger de efter bedste evne Bibelens vejledning om først at adlyde Gud og dernæst myndighederne. De betaler deres skat og stræber efter at ’holde fred med alle mennesker’. (Romerne 12:18; 13:6, 7; 1 Peter 2:13-17) Deres bibelundervisning fremmer respekten for loven, familieordningen og en høj moral. Mange steder har øvrigheden rost dem for at være lovlydige borgere. (Romerne 13:3) Men som det fremgår af den indledende paragraf, har de til tider mødt modstand. I nogle lande har deres tro endog været forbudt. Bør det overraske os?

„Omkostningerne“ ved at være en discipel

4. Hvad måtte man, ifølge Jesus, regne med når man blev en af hans disciple?

⁴ Jesus lod ingen i tvivl om hvad det ville indebære at blive hans discipel. Til nogle af dem sagde han: „En træl er ikke større end sin herre. Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ Jesus blev ’hadet uden grund’. (Johannes 15:18-20, 25; Salme 69:4; Lukas 23:22) Hans disciple kunne forvente det samme — modstand der var uberettiget og ubegrundet. Mere end én gang advarede han dem om at de ville blive ’genstand for had’. — Mattæus 10:22; 24:9.

5, 6. (a) Hvorfor opfordrede Jesus dem der overvejede at blive hans disciple, til at ’beregne omkostningerne’? (b) Hvorfor bør det ikke forbavse os når vi kommer ud for modstand?

⁵ Af den grund opfordrede Jesus dem der overvejede at blive hans disciple, til at ’beregne omkostningerne’. (Lukas 14:28) Hvad mente han med det? Ikke at der kunne være tvivl om hvorvidt de burde følge ham, men at de skulle være besluttede på at tage hvad der fulgte med. Vi må indstille os på at udholde enhver prøvelse og modgang som denne forret fører med sig. (Lukas 14:27) Ingen tvinger os til at tjene Jehova som en discipel af Kristus. Det er en frivillig afgørelse som vi træffer på et veloplyst grundlag. Vi er på forhånd klar over at vi, foruden de velsignelser vi får ved at indvi os til Gud, også vil blive ’genstand for had’. Det kommer derfor ikke bag på os når vi møder modstand. Vi har ’beregnet omkostningerne’, og vi er forberedt på at betale dem. — 1 Peter 4:12-14.

⁶ Men hvordan går det til at nogen, deriblandt myndighederne i visse lande, finder på at modstå sande kristne? Lad os finde svaret ved at se nærmere på to religiøse grupper i det første århundrede. Begge blev hadet, men af vidt forskellige grunde.

De hadefulde og de forhadte

7, 8. Hvis lære var præget af foragt for ikkejøder, og hvilken holdning tillagde mange jøder sig derfor?

⁷ I det første århundrede var Israel underlagt romersk herredømme, og jødedommen, jødernes religion, var i det store og hele domineret af undertrykkende ledere som farisæerne og de skriftlærde. (Mattæus 23:2-4) Moselovens påbud om at jøderne skulle holde sig adskilt fra andre nationer, blev af disse fanatiske ledere fordrejet til at man skulle behandle ikkejøder med foragt. Det gav grobund for en gudsdyrkelse der fostrede had til ikkejøder og til gengæld vakte disses had.

⁸ Det faldt de jødiske ledere let at prædike foragt for udlændinge eftersom datidens jøder betragtede ikkejøder som laverestående skabninger. De religiøse ledere lærte at en jødisk kvinde aldrig måtte ’være alene med ikkejøder, da de mistænktes for at være utugtige’. En jødisk mand ’måtte ikke være alene med dem, da de mistænktes for at udgyde blod’. Mælk der var malket af en ikkejøde uden en jødes tilsyn, blev kasseret. Under de religiøse lederes påvirkning afsondrede jøderne sig mere og mere i streng utilnærmelighed. — Jævnfør Johannes 4:9.

9. Hvad blev virkningen af de jødiske lederes lære om ikkejøderne?

⁹ Sådanne holdninger fremmede ikke fordrageligheden mellem jøder og ikkejøder. Med tiden kom hedningerne til at betragte jøderne som nogle der hadede alle andre mennesker. Den romerske historiker Tacitus (født cirka 56 e.v.t.) skrev om jøderne at „de hader alle andre som fjender“. Han påstod også at udlændinge der blev jødiske proselytter, lærte at fornægte deres land og at se ned på deres familie og venner. For det meste affandt romerne sig med jøderne, der var talstærke nok til at indgyde respekt. Men en jødisk opstand i år 66 blev mødt med strenge repressalier af romerne og førte til Jerusalems ødelæggelse i år 70.

10, 11. (a) Hvordan skulle fremmede behandles ifølge Moseloven? (b) Hvad kan vi lære af det der overgik jødedommen?

¹⁰ Hvordan var dette syn på fremmede, sammenlignet med den form for tilbedelse der var foreskrevet i Moseloven? Loven lærte israelitterne at holde sig adskilt fra andre nationer, men det var for at beskytte dem og især bevare deres tilbedelse ubesmittet. (Josua 23:6-8) Samtidig påbød Loven israelitterne at behandle fremmede retfærdigt og hensynsfuldt og vise dem gæstfrihed så længe de ikke åbenlyst overtrådte landets love. (3 Mosebog 24:22) Ved at afvige fra den rimelighed der kendetegnede loven om fremmede, udviklede jødernes religiøse ledere på Jesu tid en form for gudsdyrkelse der fostrede had, og som var hadet. Til sidst mistede den jødiske nation i det første århundrede Jehovas gunst. — Mattæus 23:38.

¹¹ Kan vi lære noget af det? Ja. En selvretfærdig, nedladende holdning over for dem der ikke har den samme tro som vi, giver ikke et sandt indtryk af den rene tilbedelse af Jehova, og det er ikke noget Jehova finder behag i. Vi bør efterligne de trofaste kristne i det første århundrede. De hadede ikke dem der ikke var kristne, og de gjorde heller ikke oprør mod Rom. Ikke desto mindre blev de ’genstand for had’. Af hvilken grund? Og hvem hadede dem?

Hvem nærede had til de første kristne?

12. Hvordan fremgår det klart af Bibelen at Jesu disciple skulle have et ligevægtigt syn på ikkekristne?

¹² Af Jesu lære fremgår det klart at hans disciple skulle have et ligevægtigt syn på ikkekristne. På den ene side sagde han at hans disciple skulle skille sig ud fra verden i den forstand at de skulle tage afstand fra holdninger og handlinger der var uforenelige med Jehovas retfærdige veje. De skulle forblive neutrale med hensyn til krig og politik. (Johannes 17:14, 16) På den anden side lærte Jesus ikke sine disciple at foragte dem der havde en anden tro. De skulle endog ’elske deres fjender’. (Mattæus 5:44) Apostelen Paulus tilskyndede de kristne: „Hvis din fjende sulter, så giv ham noget at spise; hvis han tørster, så giv ham noget at drikke.“ (Romerne 12:20) Han opfordrede også de kristne til at „gøre det der er godt mod alle“. — Galaterne 6:10.

13. Hvorfor var jødernes religiøse ledere så stærke modstandere af Kristi disciple?

¹³ Alligevel blev Kristi disciple inden længe ’genstand for had’ fra tre sider. For det første blev de hadet af jødernes religiøse ledere. Det var ikke så mærkeligt at de kristne hurtigt tiltrak sig deres opmærksomhed. De kristne havde høje moralbegreber og en uangribelig livsform, og de forkyndte med glødende nidkærhed et budskab der gav håb. Tusinder forlod jødedommen og antog kristendommen. (Apostelgerninger 2:41; 4:4; 6:7) Jødernes religiøse ledere regnede Jesu jødiske disciple for frafaldne. (Jævnfør Apostelgerninger 13:45.) Disse ledere var opbragte over at de kristne satte deres overleveringer ud af kraft. De forkastede endog deres syn på ikkejøder! Fra år 36 kunne ikkejøder blive kristne på lige fod med jøder og modtage de samme forrettigheder som dem. — Apostelgerninger 10:34, 35.

14, 15. (a) Hvorfor pådrog de kristne sig de hedenske afgudsdyrkeres had? Nævn et eksempel. (b) Af hvilken tredje gruppe blev de kristne gjort til ’genstand for had’?

¹⁴ Desuden pådrog de kristne sig de hedenske afgudsdyrkeres had. Det skete for eksempel i oldtidens Efesus, hvor det var en indbringende forretning at fremstille sølvmodeller af gudinden Artemis’ tempel. Men da Paulus forkyndte i byen, var der mange efesere der tog imod budskabet og holdt op med at tilbede Artemis. Sølvsmedene følte at deres beskæftigelse var truet, og lavede optøjer. (Apostelgerninger 19:24-41) Noget lignende skete efter at kristendommen var kommet til Bitynien, det nuværende nordvestlige Tyrkiet. Ikke længe efter at De Kristne Græske Skrifter var blevet fuldført, indberettede Plinius den Yngre, der var statholder i Bitynien, at hedenske templer stod tomme, og at salget af foder til offerdyr var dalet drastisk. De kristne fik skylden og blev forfulgt, eftersom de ikke benyttede dyreofre og gudebilleder. (Hebræerne 10:1-9; 1 Johannes 5:21) Der er ingen tvivl om at kristendommens udbredelse betød tabt indtægt for dem der tjente på afgudsdyrkelse, og at det blev taget fortrydeligt op af dem der mistede deres arbejde og deres indtjening.

¹⁵ Den tredje gruppe der gjorde de kristne til ’genstand for had’, var de nationalistiske romere. Til at begynde med anså romerne de kristne for at være en lille og måske fanatisk religiøs gruppe. Men med tiden blev blot det at bekende sig til kristendommen en lovovertrædelse der kunne straffes med døden. Hvordan kunne det være at retskafne borgere der levede et kristent liv, blev betragtet som nogle der skulle forfølges og dræbes?

Hvorfor blev de første kristne hadet i Romerriget?

16. På hvilke måder holdt de kristne sig adskilt fra verden, og hvorfor gjorde det dem upopulære i den romerske verden?

¹⁶ Den væsentligste grund til at de kristne blev lagt for had i Romerriget, var at de praktiserede deres tro. For eksempel holdt de sig adskilt fra verden. (Johannes 15:19) Af den grund beklædte de ikke politiske embeder, og de nægtede at udføre militærtjeneste. Følgen var, skriver kirkehistorikeren August Neander, at „de kristne blev fremstillet som mennesker der var døde for verden og ubrugelige i ethvert af livets anliggender“. At de kristne ikke var en del af verden, fik dem også til at tage afstand fra den skændige adfærd der kendetegnede det fordærvede Romerrige. „De små kristne menigheder forstyrrede den forlystelsesgale hedenske verden med deres fromhed og moralitet,“ siger historikeren Will Durant. (1 Peter 4:3, 4) Ved at forfølge og henrette de kristne har romerne måske også forsøgt at bringe samvittighedens ubehagelige stemme til tavshed.

17. Hvad viser at de kristnes forkyndelse i det første århundrede havde stor virkning?

¹⁷ De kristne i det første århundrede forkyndte den gode nyhed om Guds rige med kompromisløs nidkærhed. (Mattæus 24:14) Omkring år 60 kunne Paulus skrive at den gode nyhed var „blevet forkyndt blandt al skabningen under himmelen“. (Kolossenserne 1:23) Med udgangen af det første århundrede havde Jesu efterfølgere gjort disciple overalt i Romerriget, både i Asien, Europa og Afrika. Endog nogle fra „kejserens husstand“ var blevet kristne.a (Filipperne 4:22) Denne ivrige forkyndelse vakte modvilje. Neander skriver: „Kristendommen vandt stadig frem blandt folk fra alle samfundslag og truede med at omstyrte statens religion.“

18. Hvordan bragte de kristnes udelte hengivenhed for Jehova dem på kant med den romerske øvrighed?

¹⁸ Jesu disciple viste Jehova udelt hengivenhed. (Mattæus 4:8-10) Måske var det denne side af deres tilbedelse der mere end noget andet bragte dem på kant med Rom. Romerne tolererede fremmede religioner så længe tilhængerne også dyrkede kejseren. De første kristne kunne under ingen omstændigheder tage del i denne tilbedelse. De var af den opfattelse at deres lydighed tilhørte en højere magt end den romerske stat, nemlig Jehova Gud. (Apostelgerninger 5:29) Følgen blev at uanset hvor god en borger en kristen var i alle andre henseender, blev han regnet for en fjende af staten.

19, 20. (a) Hvem bar en stor del af skylden for den ondsindede sladder om de trofaste kristne? (b) Hvilke falske anklager blev rettet mod de kristne?

¹⁹ Der var endnu en grund til at trofaste kristne blev ’genstand for had’ i Romerriget: Ondsindet sladder om dem vandt let gehør, noget som ikke mindst jødernes religiøse ledere bar skylden for. (Apostelgerninger 17:5-8) Omkring år 60 eller 61 mens Paulus opholdt sig i Rom og afventede at hans sag kom for kejser Nero, sagde nogle førende jøder om de kristne: „Om denne sekt er det os bekendt at den overalt bliver modsagt.“ (Apostelgerninger 28:22) Løgnagtige rygter om dem kan næppe være gået Neros ører forbi. I år 64 da han fik skylden for den brand der hærgede Rom, gjorde han efter sigende de bagtalte kristne til syndebukke. Dette var åbenbart begyndelsen til en voldsom forfølgelse som havde til formål at udrydde de kristne.

²⁰ De falske anklager mod de kristne var ofte en blanding af direkte løgne og en forvrænget fremstilling af deres tro. Fordi de var monoteister og ikke tilbad kejseren, blev de kaldt ateister. Nogle kristne blev modstået af deres ikkekristne slægtninge, og derfor blev de kristne beskyldt for at splitte familier. (Mattæus 10:21) Man påstod at de spiste menneskekød — et rygte der, ifølge nogle kilder, skyldtes at man fordrejede de ord Jesus havde udtalt ved Herrens aftensmåltid. — Mattæus 26:26-28.

21. Hvad var de to væsentligste årsager til at de kristne blev ’genstand for had’?

²¹ Der var således to hovedårsager til at romerne gjorde de kristne til ’genstand for had’: (1) Deres tro og skikke, som var grundlagt på Bibelen, og (2) de falske anklager imod dem. Uanset grunden havde modstanderne én og samme hensigt, nemlig at undertrykke kristendommen. De egentlige anstiftere af forfølgelsen af de kristne var naturligvis de overmenneskelige modstandere, de usynlige „ondskabens åndemagter“. — Efeserne 6:12.

22. (a) Hvilket eksempel viser at Jehovas vidner bestræber sig for at „gøre det der er godt mod alle“? (Se rammen på side 11.) (b) Hvilke emner vil blive taget op i den næste artikel?

²² Ligesom de første kristne har Jehovas vidner i vor tid været ’genstand for had’ i forskellige lande. Men de hader ikke dem der ikke deler deres tro, og de har heller aldrig været årsag til oprør mod nogen regering. De er tværtimod kendt i hele verden for at vise ægte kærlighed på tværs af alle sociale, racemæssige og etniske skel. Hvorfor er de da blevet forfulgt? Og hvordan reagerer de på modstand? Disse spørgsmål vil blive taget op i den følgende artikel.

[Fodnote]

Hvad vil du svare?

◻ Hvorfor opfordrede Jesus dem der overvejede at blive hans disciple, til at beregne omkostningerne?

◻ Hvordan påvirkede det fremherskende syn på ikkejøder jødedommen, og hvad kan vi lære af det?

◻ Fra hvilke tre grupper mødte de kristne i det første århundrede modstand?

◻ Af hvilke grunde gjorde romerne de kristne til ’genstand for had’?

[Ramme på side 11]

’De gør det der er godt mod alle’

Jehovas vidner bestræber sig for at efterleve Bibelens opfordring til at „gøre det der er godt mod alle“. (Galaterne 6:10) I nødsituationer motiverer deres næstekærlighed dem til også at hjælpe andre end deres trosfæller. For eksempel meldte nogle europæiske Jehovas vidner sig til at udføre nødhjælpsarbejde i Afrika under tragedien i Rwanda i 1994. På kort tid oprettede de velorganiserede lejre og felthospitaler og sørgede for at der blev fløjet store mængder mad, tøj og tæpper dertil. Antallet af dem der fik gavn af indsatsen, var tre gange så højt som antallet af Jehovas vidner i området.

[Illustration på side 9]

De kristne i det første århundrede forkyndte den gode nyhed med kompromisløs nidkærhed

Hvordan vi forsvarer vores tro

„I skal hellige Messias som Herre i jeres hjerter, idet I altid er rede til at forsvare jer over for enhver som kræver jer til regnskab for det håb der er i jer.“ — 1 Peter 3:15.

1, 2. Hvorfor overrasker det ikke Jehovas vidner at de møder modstand, men hvad ønsker de?

I DE FLESTE lande er Jehovas vidner kendt for at være hæderlige medborgere med en høj moral. Mange betragter dem som retskafne mennesker der ikke skaber uro eller gør andre fortræd. Men ironisk nok er disse fredelige kristne blevet uretfærdigt forfulgt, både i fredstid og i krigstid. Det overrasker dem imidlertid ikke når de kommer ud for modstand. Faktisk er det noget de venter. De er klar over at de trofaste kristne i det første århundrede var ’genstand for had’. Hvordan skulle de der i dag søger at efterligne Kristus, da kunne regne med at blive behandlet anderledes? (Mattæus 10:22) Bibelen siger desuden: „Alle de som ønsker at leve gudhengivent i samfund med Kristus Jesus vil også blive forfulgt.“ — 2 Timoteus 3:12.

² Jehovas vidner opsøger ikke forfølgelsen, og de glæder sig heller ikke over de trængsler forfølgelsen medfører i form af bøder, fængsling eller mishandling. De ønsker at „føre et roligt og stille liv“ så de uhindret kan forkynde den gode nyhed om Guds rige. (1 Timoteus 2:1, 2) De påskønner den trosfrihed der i de fleste lande giver dem mulighed for at udøve deres religion, og de gør samvittighedsfuldt alt hvad de kan, for at ’holde fred med alle’, deriblandt myndighederne. (Romerne 12:18; 13:1-7) Hvorfor bliver de da ’genstand for had’?

3. Af hvilken grund er Jehovas Vidner uretfærdigt blevet lagt for had?

³ Jehovas Vidner er uretfærdigt blevet lagt for had af stort set de samme grunde som medførte at de kristne i det første århundrede blev forfulgt. For det første praktiserer Jehovas vidner deres tro på en måde som ikke alle synes om. Blandt andet misforstår mange deres nidkære forkyndelse af den gode nyhed om Guds rige og opfatter den som „pågående hvervning af proselytter“. (Jævnfør Apostelgerninger 4:19, 20.) Og deres neutralitet med hensyn til politik og krige er i nogle tilfælde blevet fejlfortolket som manglende loyalitet mod deres land. — Mika 4:3, 4.

4, 5. (a) Hvordan er Jehovas Vidner blevet udsat for falske anklager? (b) Hvem har ofte stået bag forfølgelsen af Jehovas tjenere?

⁴ For det andet er Jehovas Vidner blevet udsat for falske anklager, direkte løgne og fordrejede fremstillinger af deres tro. Som følge heraf er de i nogle lande blevet genstand for uberettigede angreb. Og når de anmoder om en lægebehandling der ikke tilsidesætter Bibelens bud om at ’afholde sig fra blod’, er de med urette blevet betegnet som „barnemordere“ og en „selvmordskult“. (Apostelgerninger 15:29) Faktum er at Jehovas vidner sætter livet højt og søger den bedst mulige lægebehandling til sig selv og deres børn. Beskyldningen om at der hvert år dør mange børn af Jehovas vidner fordi de afviser blodtransfusion, savner ethvert grundlag. Og fordi Bibelens budskab ikke virker ens på alle i enhver familie, bliver Jehovas Vidner beskyldt for at splitte familier. Men de der kender Jehovas vidner, ved at de sætter familien højt og bestræber sig for at efterleve Bibelens bud om at ægtemanden og hustruen skal elske og respektere hinanden, og at børn skal adlyde deres forældre, uanset om disse er troende eller ej. — Efeserne 5:21–6:3.

⁵ I mange tilfælde har det vist sig at myndigheder og medier har slået ned på Jehovas Vidner på foranledning af religiøse modstandere. Hvordan bør vi reagere på den modstand vi møder på grund af vores tro, vores forkyndelse eller falske anklager?

„Lad jeres rimelighed blive kendt for alle mennesker“

6. Hvorfor er det vigtigt at have et ligevægtigt syn på dem der ikke tilhører den kristne menighed?

⁶ Vi må først og fremmest have det rette syn, nemlig Jehovas syn, på dem der ikke har den samme tro som vi. Ellers kunne vi unødigt udsætte os for andres fjendtlighed eller kritik. „Lad jeres rimelighed blive kendt for alle mennesker,“ skrev apostelen Paulus. (Filipperne 4:5) Som vi ser, taler Bibelen for at vi har et ligevægtigt syn på dem der ikke hører til den kristne menighed.

7. Hvad vil det sige at „holde sig uplettet af verden“?

⁷ Bibelen siger tydeligt at kristne skal ’holde sig uplettede af verden’. (Jakob 1:27; 4:4) Mange steder i Bibelen sigter udtrykket „verden“ til menneskehedens verden uden for det sande kristne samfund, og det er sådan det anvendes her. Vi lever midt i menneskesamfundet og kommer i berøring med folk på vores arbejde, i skolen og der hvor vi bor. (Johannes 17:11, 15; 1 Korinther 5:9, 10) Men vi holder os uplettede af verden ved at undgå enhver holdning, sprogbrug og adfærd der er i modstrid med Guds retfærdige veje. Det er også vigtigt at vi erkender faren ved at knytte os til denne verden, især til personer der viser utilsløret foragt for Jehovas normer. — Ordsprogene 13:20.

8. Hvorfor giver vejledningen om at vi skal bevare os uplettede af verden, os ingen grund til at se ned på andre?

⁸ Men vejledningen om at vi skal bevare os uplettede af verden, giver os ikke noget grundlag for at dømme eller ringeagte dem der ikke er Jehovas vidner. (Ordsprogene 8:13) Husk hvad vi i den foregående artikel lærte om jødernes religiøse ledere. Deres gudsdyrkelse mishagede Jehova og belastede forholdet til ikkejøder. (Mattæus 21:43, 45) I deres selvretfærdige ophøjethed så disse fanatikere ned på fremmede. Vi efterligner ikke deres snæversyn og ringeagter derfor ikke dem der ikke er Jehovas vidner. Ligesom apostelen Paulus ønsker vi at alle der hører Bibelens budskab, må vinde Guds gunst. — Apostelgerninger 26:29; 1 Timoteus 2:3, 4.

9. Hvordan bør Bibelens vejledning præge den måde hvorpå vi omtaler dem der ikke har den samme tro som vi?

⁹ Den måde vi omtaler andre på, bør også være ligevægtig og i overensstemmelse med Bibelens vejledning. Paulus bad Titus minde de kristne på øen Kreta om „ikke at spotte nogen, ikke at være krigeriske, at være rimelige, at udvise al mildhed mod alle mennesker“. (Titus 3:2) Læg mærke til at de kristne „ikke [skulle] spotte nogen“, end ikke Kretas ikkekristne indbyggere, hvoraf nogle var kendt som løgnere, frådsere og lediggængere. (Titus 1:12) Det ville derfor være i strid med Bibelen hvis vi anvendte nedsættende betegnelser om dem der ikke har den samme tro som vi. En nedvurderende holdning ville sætte tjenesten for Jehova i et utiltalende skær, hvorimod Jehovas ords rimelige anvisninger gør vores holdning til andre og vores opførsel over for dem til „en pryd for“ Guds lære. — Titus 2:10.

Hvornår bør man tie, og hvornår bør man tale?

10, 11. Hvordan viste Jesus at han var klar over hvornår det var (a) „en tid til at tie“? (b) „en tid til at tale“?

¹⁰ Ifølge Prædikeren 3:7 er der „en tid til at tie og en tid til at tale“. Det drejer sig derfor om at afgøre hvornår vi skal ignorere modstandere, og hvornår vi skal tage til genmæle for at forsvare vores tro. Vi kan lære meget af en der altid kunne bedømme en situation rigtigt, nemlig Jesus. (1 Peter 2:21) Han var klar over hvornår det var „en tid til at tie“. Da han for eksempel blev ført frem for Pilatus og de øverste præster og de ældste rettede falske anklager mod ham, „gav han intet svar“. (Mattæus 27:11-14) Han ville ikke sige noget der kunne gribe ind i gennemførelsen af Guds vilje med ham. I stedet valgte han at lade sit omdømme tale for sig selv, vel vidende at ikke engang sandheden ville ændre deres hovmodige sind og hjerte. Han ignorerede derfor deres anklager og forblev med overlæg tavs. — Esajas 53:7.

¹¹ Men Jesus vidste også hvornår det var „en tid til at tale“. Ved adskillige lejligheder argumenterede han frimodigt og åbent med sine kritikere og gendrev deres falske anklager. Da de skriftlærde og farisæerne for eksempel engang i en folkemængdes påhør forsøgte at stille Jesus i et dårligt lys ved at anklage ham for at uddrive dæmoner ved hjælp af Beelzebub, valgte han at modgå de falske anklager. Med uigendrivelig logik og en magtfuld billedtale tilbageviste han deres løgn. (Markus 3:20-30; se også Mattæus 15:1-11; 22:17-21; Johannes 18:37.) Det samme skete da Jesus var blevet forrådt, arresteret og slæbt for Sanhedrinet og ypperstepræsten Kajfas beregnende afkrævede ham et svar: „Jeg tager dig i ed ved den levende Gud, at du skal sige os om du er Messias, Guds søn!“ Også dette var „en tid til at tale“, for hvis Jesus havde forholdt sig tavs, kunne det være blevet udlagt som om han benægtede at han var Messias. Jesus svarede derfor: „Det er jeg.“ — Mattæus 26:63, 64; Markus 14:61, 62.

12. Hvorfor besluttede Paulus og Barnabas at tale frimodigt i Ikonium?

¹² Læg også mærke til hvad Paulus og Barnabas gjorde ifølge Apostelgerninger 14:1, 2: „I Ikonium gik de sammen ind i jødernes synagoge og talte på en sådan måde at en stor mængde af både jøder og grækere fik tro. Men de jøder som ikke troede, ophidsede folk fra nationerne og påvirkede deres sjæle i en dårlig retning imod brødrene.“ The New English Bible gengiver vers 2 på følgende måde: „Men de jøder der ikke havde ladet sig omvende, hidsede hedningerne op og forgiftede deres sind mod de kristne.“ Ikke nok med at de jødiske modstandere selv afviste budskabet. De iværksatte også en smædekampagne og forsøgte at gøre ikkejøderne forudindtaget mod de kristne.a Modstanderne må have næret et indgroet had til kristendommen. (Jævnfør Apostelgerninger 10:28.) Paulus og Barnabas mente derfor at dette var „en tid til at tale“, så denne modstand ikke skulle tage modet fra de nye disciple. „Derfor tilbragte [Paulus og Barnabas] en anselig tid med at tale frimodigt i tillid til Jehova,“ som støttede dem ved at give dem mirakuløse evner. Det medførte at „nogle holdt med jøderne, men andre med apostlene“. — Apostelgerninger 14:3, 4.

13. Hvornår er det sædvanligvis „en tid til at tie“ når vi bliver bagtalt?

¹³ Hvordan bør vi da reagere når vi bliver bagtalt? Det afhænger af omstændighederne. I nogle situationer er det klogt at følge det princip at der er „en tid til at tie“. Det gælder især når modstandere er ude på at inddrage os i formålsløse debatter. Vi må ikke glemme at nogle ganske enkelt ikke ønsker at kende sandheden. (2 Thessaloniker 2:9-12) Det ville være spildt ulejlighed at forsøge at ræsonnere med ikketroende der stejlt holder fast ved deres vantro. Hvis vi lod os indvikle i diskussioner med enhver bagvasker, ville vi desuden let komme til at forsømme den langt vigtigere og mere berigende gerning at undervise de retsindige der gerne vil lære Bibelen at kende. Når vi støder på modstandere der er opsat på at sprede løgne om os, bør vi derfor følge den inspirerede vejledning: „Undgå dem.“ — Romerne 16:17, 18; Mattæus 7:6.

14. Hvordan kan vi forsvare vores tro over for andre?

¹⁴ Det vil naturligvis ikke sige at vi ikke forsvarer vores tro. Når alt kommer til alt, er der også „en tid til at tale“. Vi nærer berettiget interesse for de rettænkende personer der hører den ærekrænkende kritik af os, og vi benytter med glæde enhver lejlighed til at fortælle andre om vores tro. Peter skrev: „I skal hellige Messias som Herre i jeres hjerter, idet I altid er rede til at forsvare jer over for enhver som kræver jer til regnskab for det håb der er i jer, men gør det med mildhed og dyb respekt.“ (1 Peter 3:15) Når nogen af oprigtig interesse beder os begrunde vores tro, og når de gerne vil høre hvad vi har at sige til vore modstanderes falske beskyldninger, har vi pligt til at forsvare vores tro ved hjælp af Bibelen. Desuden taler vores gode adfærd sit eget tydelige sprog. Når fordomsfrie iagttagere lægger mærke til at vi gør vort bedste for at følge Guds retfærdige normer, kan de let gennemskue anklagerne mod os. — 1 Peter 2:12-15.

Hvad gør vi når vi bliver bagtalt?

15. Giv et eksempel på fordrejet medieomtale af Jehovas Vidner.

¹⁵ Fra tid til anden har medierne bragt fordrejet omtale af Jehovas vidner. For eksempel offentliggjorde en russisk avis den 1. august 1997 en bagtalerisk artikel der blandt andet fremførte den påstand at Jehovas Vidner forlanger at man skal ’fornægte sin hustru, sin ægtemand eller sine forældre hvis disse ikke forstår og ikke antager ens tro’. Enhver der kender Jehovas Vidner, véd at det er det pure opspind. Bibelen lærer at kristne skal behandle ikketroende slægtninge kærligt og respektfuldt, og det prøver Jehovas vidner at leve op til. (1 Korinther 7:12-16; 1 Peter 3:1-4) Alligevel blev artiklen trykt, og mange læsere blev på denne måde fejlinformeret. Hvordan kan vi forsvare vores tro når vi bliver udsat for falske anklager?

16, 17, og rammen på side 16. (a) Hvad har Vagttårnet skrevet om at reagere på forvanskede oplysninger i medierne? (b) Under hvilke omstændigheder vil Jehovas Vidner eventuelt reagere på dårlig medieomtale?

¹⁶ Atter gælder det at der er „en tid til at tie og en tid til at tale“. Vagttårnet har skrevet: „Om man vælger at ignorere mediernes fejlagtige udtalelser, eller om man på en passende måde vil forsvare sandheden, beror på omstændighederne, hvem der står bag beskyldningerne, og hvad deres hensigt er.“ I nogle tilfælde er det bedst at ignorere negativ omtale, så løgnene ikke får yderligere omtale i medierne.

¹⁷ I andre tilfælde kan det være „en tid til at tale“. Det kan være at en seriøs journalist er blevet fejlunderrettet om Jehovas Vidner og gerne vil have pålidelige oplysninger om os. (Se rammen „Urigtige oplysninger blev korrigeret“.) Hvis negativ medieomtale vækker fordomme der vanskeliggør forkyndelsen, kan repræsentanter for Vagttårnsselskabets afdelingskontor tage initiativet til på en hensigtsmæssig måde at forsvare sandheden.b Egnede ældste kan for eksempel få til opgave at fremlægge kendsgerningerne i et fjernsynsprogram hvor det, hvis Jehovas Vidner ikke medvirkede, kunne se ud som om de ikke havde noget at sige til deres forsvar. De enkelte Jehovas vidner vil fornuftigvis samarbejde med Vagttårnets Selskab og dets repræsentanter i disse anliggender. — Hebræerne 13:17.

Den gode nyhed forsvares juridisk

18. (a) Hvorfor behøver vi ikke jordiske myndigheders tilladelse til at forkynde? (b) Hvad vil vi gøre i de tilfælde hvor man nægter os tilladelse til at forkynde?

¹⁸ Vor bemyndigelse til at forkynde den gode nyhed om Guds rige er givet os fra himmelen. Jesus, der har betroet os denne opgave, har fået overdraget „al myndighed i himmelen og på jorden“. (Mattæus 28:18-20; Filipperne 2:9-11) Altså behøver vi ikke jordiske myndigheders tilladelse til at forkynde; men vi erkender at trosfrihed fremmer udbredelsen af budskabet. I de lande hvor vi har frihed til at udøve vores tilbedelse, vil vi beskytte denne frihed ved domstolenes hjælp. De steder hvor vi er blevet nægtet denne frihed, vil vi inden for lovens rammer søge at opnå den. Vor hensigt med det er ikke at ændre samfundet, men at „forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed“.c — Filipperne 1:7.

19. (a) Hvad kan det medføre at vi ’tilbagebetaler Gud det der er Guds’? (b) Hvad er vi besluttede på at gøre?

¹⁹ Som Jehovas vidner anerkender vi at Jehova er den øverste i universet. Hans lov står over alle andre. Vi adlyder samvittighedsfuldt de jordiske myndigheder og tilbagebetaler på den måde ’kejseren det der er kejserens’. Men vi vil ikke lade noget hindre os i at varetage det langt mere betydningsfulde ansvar at ’tilbagebetale Gud det der er Guds’. (Mattæus 22:21) Vi er fuldstændig på det rene med at vi derved bliver „genstand for alle nationernes had“, men betragter det som en af de omkostninger der er ved at være Jesu disciple. Jehovas Vidners juridiske kamp i det 20. århundrede er et vidnesbyrd om at vi er besluttede på at forsvare vores tro. Med Jehovas hjælp og støtte vil vi fortsætte med „uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed“. — Apostelgerninger 5:42.

[Fodnoter]

Husker du?

◻ Hvorfor bliver Jehovas Vidner ’genstand for had’?

◻ Hvordan bør vi betragte dem der ikke har samme tro som vi?

◻ Hvilken ligevægtig holdning havde Jesus til sine modstandere?

◻ Hvordan kan vi følge princippet om at der er „en tid til at tie og en tid til at tale“, når vi bliver bagtalt?

[Ramme på side 16]

Urigtige oplysninger blev korrigeret

„I Yacuiba i Bolivia sørgede et lokalt evangelisk trossamfund for at en tv-station viste en film der tilsyneladende var fremstillet af frafaldne. I betragtning af den dårlige virkning programmet havde, besluttede ældstebrødrene at tage hen på to tv-stationer og tilbyde at betale dem for at vise videofilmene Jehovas Vidner og deres organisation og Bibelen — nøjagtig historie, pålidelig profeti. Efter at have set Selskabets videofilm blev ejeren af en radiostation oprørt over de frafaldnes fordrejede fremstilling af Jehovas Vidner og tilbød gratis at annoncere det områdestævne Jehovas Vidner skulle holde kort efter. Der kom usædvanlig mange til stævnet, og en hel del retsindige begyndte at stille gode spørgsmål når Jehovas vidner besøgte dem i forkyndelsen.“ — Jehovas Vidners Årbog 1997, side 61-62.

[Illustration på side 17]

Ved visse lejligheder gendrev Jesus åbent sine kritikeres falske anklager